SRP: Racisme i USA

Racisme i USA

Studieretningsprojekt i Engelsk A og Samfundsfag A

STX 3.g

Skole:

Vejleder (Engelsk):

Vejleder (Samfundsfag):

STX 3.g

Resume

Projektet undersøger, hvordan forskellige typer tekster kan bidrage til debatten om

racediskrimination i USA. Undersøgelsen fokuserer især på den aktuelle debat om

racediskrimination i politiet, som er blusset op i kølvandet på en række drab på afroamerikanere

begået af ordensmagten.

Først redegøres for statistik om politivold og diskrimination mod afroamerikanere inden for nyere

tid, samt overvejelser om, hvilke faktorer der kan ligge til grund for tallene.

Dernæst foretages en sammenlignende diskursanalyse af Barack Obamas tale om drabet på Trayvon

Martin og Joe Bidens tale om drabet på George Floyd for at vurdere, hvilke forskelle og ligheder

der er i deres diskurs om racediskrimination i ordensmagten specifikt og det amerikanske samfund

generelt. Herefter følger en fokuseret filmanalyse af The Hate U Give, som lægger vægt på filmens

skildring af racediskrimination i politiet og dens konsekvenser.

I diskussionen overvejes det, hvordan forskellige teksttyper kan bidrage til samfundsdebatten om

racisme på forskellige måder, hvor politiske taler kan være med til at fremhæve fakta og fremlægge

konkrete løsninger, mens skønlitterære tekster som fx spillefilm måske kan give en større indlevelse

i problemet for de grupper, som ikke er berørt af det i deres hverdag.

Projektet konkluderer, at det er en styrke for samfundsdebatten om racediskrimination, at bidrag

kan komme fra mange forskellige slags tekster, som på forskellige måder kan være med til at skabe

større forståelse for problemet og større opmærksomhed på mulige løsninger.

2 
Indhold 
Indledning  3 
Redegørelse  4 
Større andel af afroamerikanere end hvide amerikanere bliver dræbt af politiet  4 
Der er fællestræk ved de drabssager, som fik stor medieopmærksomhed  4 
Diskrimination i trafikken og i forbindelse med rusmidler  5 
Afroamerikanere fylder mere i kriminalitetsstatistikker  6 
Social klasse som risikofaktor  6 
Opsummering  7 
Diskursanalyse   8 
Nodalpunkter og ækvivalenskæder  8 
Diskursernes problematisering af racediskrimination  8 
Løsninger på racediskrimination og systemisk racisme  10 
Forskellige kontekster  12 
Det samme problem italesat på forskellige måder  13 
Filmanalyse  14 
Racediskrimination eller selvforsvar – forskellige blik på racediskrimination i politiet  14 
Drabet på Khalil – seerens fortolkningen af politivold  15 
Fortolkning – filmens budskab om racediskrimination  17 
Diskussion  18 
Konklusion  21 
Kilder  23 
 
   

Indledning

Igennem de seneste år har USA oplevet en række højt profilerede sager, hvor afroamerikanere er

blevet dræbt under konfrontationer med politiet. Disse sager har fået stor opmærksomhed i

medierne, hvilket dels skyldes, at ofrene ofte var ubevæbnede i situationen, og dels at detaljerne i

sagerne har lettere ved at nå offentlighedens kendskab, fordi næsten alle går rundt med et

videokamera i lommen.

Det er dog også et fælles kendetegn ved mange af disse sager, at de sjældent fører til alvorlige

domme mod de involverede politibetjente, som ofte ender med enten at slippe for tiltale, blive helt

frikendt eller at få en relativt mild dom, såsom uagtsomt manddrab. Dette mønster blev dog brudt af

dommen mod Derek Chauvin, som i 2021 blev dømt for mord efter at have dræbt den

afroamerikanske mand George Floyd i 2020.

Ikke desto mindre hersker debatten om systemisk racisme i det amerikanske politi- og retsvæsen

dog fortsat, og i de seneste år har en lang række forskellige stemmer bidraget til denne debat. Vi har

fx set flere politiske taler fra amerikanske præsidenter som respons på nogle af de konkrete sager og

de efterfølgende domfældelser, men vi har også set, at nyere skønlitterære værker har taget

problemstillingen op og leveret andre perspektiver.

I dette SRP vil jeg undersøge, hvordan forskellige typer tekster kan bidrage til samfundsdebatten

om racediskrimination i USA, især i forhold til at italesætte racediskrimination inden for politiet.

Jeg vil først redegøre for statistik om mulig racediskrimination i politiet, som kan hjælpe med at få

et overblik over problemets omfang og nuancerne i, hvilke årsager der kan ligge bag drabene.

Dernæst vil jeg foretage en sammenlignende diskursanalyse af to taler af hhv. Barack Obama og Joe

Biden, som begge er holdt som reaktion på en konkret sag, hvor en afroamerikaner er blevet dræbt

af en repræsentant for ordensmagten. Efterfølgende vil jeg foretage en analyse af spillefilmen The

Hate U Give, og undersøge, hvordan denne film tematiserer racediskrimination mod

afroamerikanere i politiet og retssystemet. I min afsluttende diskussion vil jeg reflektere over,

hvordan de forskellige teksttyper kan bidrage til samfundsdebatten om racediskrimination, og

hvilke styrker og svagheder de har i den sammenhæng.

Redegørelse

I maj 2020 blev en afroamerikansk mand ved navn George Floyd slået ihjel af en politibetjent i

Minneapolis (Hill et al., 2021). I mere end ni minutter havde betjenten Derek Chauvin sit knæ

placeret på Floyds hals, indtil han ikke længere trak vejret. En ung kvinde filmede episoden, hvor

man gentagende gange kan høre Floyd sige, at han ikke kan få vejret. Videoen af drabet gik hurtigt

viralt, ikke kun i USA men i hele verden. Det skabte en hidtil uset bølge af opstand og protester i

USA – særligt med bevægelsen Black Lives Matter i spidsen.

Det var dog langt fra første gang, at et politidrab på en afroamerikaner vakte opsigt. Siden starten af

2010’erne har der været stigende fokus på problemet - især efter ofre for politivold er blevet alment

kendte i USA via sociale medier. Nogle taler derfor om et systemisk problem med racisme i

politivæsnet (Russonello, 2020).

Større andel af afroamerikanere end hvide amerikanere bliver dræbt af politiet

Hvis man ser på statistik for, hvor mange der årligt siden 2017 er blevet dræbt af politiet i USA, er

det tydeligt, at det oftest er hvide amerikanere, der bliver skuddræbt af politiet (Statista Research

Department, 2021). I 2020 skød og dræbte politiet 457 hvide amerikanere og 241 afroamerikanere. I

2017 var tallene 457 hvide amerikanere og 223 afroamerikanere. Selvom sager, hvor hvide

amerikanere bliver dræbt af politiet, ikke fylder særligt meget i medierne, er de altså de hyppigste

sager.

Det er dog ikke bemærkelsesværdigt, da hvide amerikanere udgør ca. 60 % af den amerikanske

befolkning, mens afroamerikanere kun udgør ca. 12 % (Frey, 2020). Hvis man i stedet kigger på

politidrab som andel af hver befolkningsgruppe, så tegner der sig et andet billede. The Washington

Post har i perioden ført statistik over drab begået af politiet i USA (Tate et al., 2021).

Ifølge denne statistik er procentdelen af afroamerikanere, der bliver dræbt af politiet væsentligt

højere end hvide amerikanere. For hver million hvide amerikanere er 15 blevet dræbt af politiet i de

fem år. For afroamerikanere er det mere end dobbelt så mange, nemlig 37 for hver million.

Data indikerer altså, at det amerikanske politi diskriminerer afroamerikanske borgere, da de fylder

en større andel af drabsstatistikken end af hele befolkningen.

Der er fællestræk ved de drabssager, som fik stor medieopmærksomhed

De seneste års kendte sager om afroamerikanske ofre for politivold kan bruges til at nuancere

drabsstatistikken. Sagerne viser to centrale ting:

1. De fleste af ofrene var ubevæbnede.

2. Få af sagerne førte til konsekvenser for de medvirkende politibetjente.

I 2014 skabte det protester over hele landet, da den 43-årige afroamerikaner Eric Garner ligesom

George Floyd blev kvalt af en politibetjent (BBC, 2021). Samme år blev også den 12-årige

afroamerikaner Tamir Rice og den 18-årige afroamerikaner Michael Brown begge skudt og dræbt af

politiet (ibid.). Tamir Rice, fordi han pegede en legetøjspistol på en betjent og Michael Brown, fordi

han var mistænkt for at have stjålet en kasse cigarer. Walter Scott var ubevæbnet, da han i 2015

blev stoppet i sin bil på grund af en defekt lygte og blev skudt af politibetjenten, da han forsøgte at

løbe væk. Stephon Clark var ubevæbnet, da han blev skudt syv gange og dræbt i 2018. Breonna

Taylor blev skudt otte gange i 2020, da politibetjente ransagede hendes lejlighed, selvom hun ikke

havde en pistol på sig. Det tegner sig altså et billede af, at politiet føler sig mere truet af

afroamerikanere, eftersom de hurtigere trykker på aftrækkeren, selvom der ikke er en reel trussel.

Alton Sterling og Philando Castile blev begge skudt og dræbt i 2016, imens de ansvarlige

politibetjente til trods for store offentlige protester blev frikendt eller slet ikke tiltalt for mord.

Politibetjentene blev heller ikke dømt i sagerne om Garner, Rice og Brown. Generelt er der meget

få af sagerne, hvor de medvirkende politibetjente er blevet dømt eller overhovedet anklaget for en

forbrydelse. Det peger også på et problem med racediskrimination.

Diskrimination i trafikken og i forbindelse med rusmidler

Det er dog ikke kun drabsstatistikken, der viser tegn på diskrimination begået af det amerikanske

politi. Studier har også vist, at sorte amerikanere oftere bliver stoppet i trafikken af politiet (Reality

Check team, 2021). Stanford University lavede i 2020 et studie af mere end 100 millioner episoder,

hvor politiet har stoppet en bil, i hele USA. De fandt ud af, at afroamerikanske bilister var 20%

mere tilbøjelige til at blive stoppet end hvide bilister. Studiet viste også, at de afroamerikanske

bilister blev visiteret dobbelt så ofte som hvide bilister, selvom afroamerikanerne i studiet statistisk

set var mindre tilbøjelige til at have ulovlige genstande på sig.

På samme vis bliver afroamerikanere også oftere anholdt for brug af stoffer, selvom nationale

spørgeskemaer har vist, at hvide amerikanere tager stoffer i samme grad. Et studie foretaget af

American Civil Liberties Union i 2013 viste, at afroamerikanere havde en 3,7 gange større risiko for

at blive anholdt for besiddelse af marihuana end hvide amerikanere, selvom de to gruppers forbrug

var nogenlunde ens (ibid.).

Afroamerikanere fylder mere i kriminalitetsstatistikker

Et vigtigt aspekt er dog, at afroamerikanere generelt fylder meget i amerikanske

kriminalitetsstatistikker. Ifølge FBI’s data om kriminalitet i var afroamerikanere i den

periode dømte i 38% af alle mord, selvom de udgør under 13% af befolkningen (Worrall, 2014). I

samme periode var 38,5% af de anholdte for mord, voldtægt, røveri og grov vold afroamerikanere.

Dette kunne selvfølgelig igen tyde på racistisk diskrimination i politiet, da dem der bliver anholdt af

politiet ikke nødvendigvis er skyldige men blot mistænkte. Disse anholdelser af afroamerikanere

svarer dog til andelen af ofre, der identificerer deres gerningsmand som sort, hvilket taler imod, at

den høje rate af afroamerikanere i kriminalitetsstatistikker blot skyldes politiets diskrimination

(ibid.). Det er dog muligt, at der kan være en tendens til, at man i højere grad angiver

gerningsmandens race, hvis gerningsmanden er afroamerikaner.

Det kan påvirke den opfattelse politibetjente har af en bestemt situation, hvis betjenten ved, at

sandsynligheden for, at en afroamerikaner er kriminel, er statistisk højere end for resten af

befolkningen. Hvis man har en forventning om, at den person man står overfor er kriminel, så kan

det påvirke om man føler sig truet. Ligeledes kan det få politibetjente til i højere grad at stoppe

afroamerikanere, fordi de har en forventning om, at de er kriminelle. Kriminalitetsstatistikken kan

på den måde være med til at forklare diskriminationen.

Social klasse som risikofaktor

Ud fra kriminalitetsstatistikken kan vi ikke se om afroamerikanere oftere optræder i statistikken,

fordi de er mere kriminelle eller om de er kriminelle på samme niveau som resten af befolkningen,

men i højere grad stoppes af politiet på grund af diskrimination.

Social klasse kan bruges til at belyse dette nogle af tallene. Forskning har i mange år vist, at borgere

i lavere sociale klasser er langt mere tilbøjelige til at begå gadekriminalitet som vold, tyveri og salg

af stoffer end borgere i højere sociale klasser. Det hænger muligvis sammen med, at mennesker i

lavere sociale klasser har mindre overskud, flere frustrationer og økonomisk knaphed, der gør dem

mere tilbøjelige til at deltage i kriminalitet (University of Minnesota, 2010).

Afroamerikanske familier havde i 2019 en medianindtægt på ca. 46.000 dollars årligt, hvilket er

under 50% af hvide familiers medianindtægt på ca. 98.000 dollars (Wilson, 2020).

Arbejdsløshedsraten for sorte amerikanere var i 2020 50 % højere end for hvide amerikanere. Sorte

amerikanere har gennemsnitligt en meget lavere indkomst, er lavere uddannede og de lever kortere

end hvide amerikanere (Economic Committee, 2020).

Afroamerikanere har altså en række sociale risikofaktorer, der øger sandsynligheden for

kriminalitet, og det kan være med til at forklare deres overrepræsentation i nogle

kriminalitetsstatistikker.

Opsummering

Racediskrimination imod afroamerikanere begået af politiet har været af stort omfang i nyere tid.

Politidrab på sorte fylder disproportionalt meget i statistikken i forhold til, at afroamerikanere kun

udgør lidt mere end 12% af befolkningen. Meget tyder på, at politiet føler sig mere truet af

afroamerikanere og derfor er hurtigere til at trykke på aftrækkeren. Desuden oplever betjentene

(som ofte er hvide) sjældent betydelige konsekvenser ved deres handlinger. Afroamerikanere bliver

også oftere stoppet i trafikken, visiteret og anholdt for besiddelse af stoffer, selvom intet indikerer,

at de oftere laver trafikforseelser, har ulovlige genstande i deres bil eller indtager flere stoffer.

Men selvom hvide amerikanere begår netop disse typer forbrydelser i nogenlunde samme grad, så

fylder afroamerikanere alligevel mere i den samlede kriminalitetsstatistik. Disse tal kan måske være

med til at forklare, at politifolk generelt set har en større tendens til at være mistænksomme overfor

afroamerikanere. Det er dog uklart om afroamerikanere optræder mere i kriminalitetsstatistikken,

fordi de er mere kriminelle eller fordi de oftere bliver stoppet af politiet i praksis.

Diskursanalyse

Siden midten af 2010’erne har sager om drab på afroamerikanere begået af politiet fyldt meget i de

amerikanske medier. Talerne i denne diskursanalyse blev begge holdt i forbindelse med domme i

retssager om drab på afroamerikanere begået af ordensmagten. Daværende præsident Barack

Obama holdt i 2013 en tale, efter vagtmanden George Zimmerman blev frikendt for drabet på den

17-årige afroamerikaner Trayvon Martin (Alvarez & Buckley, 2013). Nuværende præsident Joe

Biden holdt i foråret 2021 en tale i forbindelse med, at politibetjenten Derek Chauvin blev dømt for

mordet på den 46-årige afroamerikaner George Floyd. Både Obama og Biden bruger deres taler til

at italesætte racediskrimination i politiet og den manglende tillid til politiet blandt afroamerikanere.

Nodalpunkter og ækvivalenskæder

Obama og Biden italesætter problemet med racediskrimination og mulige løsninger forskelligt i

deres diskurser. I de følgende afsnit vil jeg analysere nodalpunkter og ækvivalenskæder i begge

diskurser.

Diskursernes problematisering af racediskrimination

Nodalpunktet for både Barack Obama og Joe Biden er systemisk racisme mod afroamerikanere, idet

de begge er enige om, at der er tale om et grundlæggende og historisk funderet samfundsproblem,

som ikke blot kan reduceres til enkelttilfælde.

I Obamas tale er nodalpunktet usagt og hans italesættelse er generelt mere indirekte end Biden.

Obama kommenterer ikke direkte på Trayvon Martin-sagen, men han understreger, at sagen betyder

noget særligt for afroamerikanere, fordi de har oplevet diskrimination før: ”I think it’s important to

recognize that the African American community is looking at this issue through a set of experiences

and a history that doesn’t go away.” (Obama, 2013). Obama bruger altså sagen som et afsæt til at

tale om uretfærdighed over for afroamerikanere.

Ækvivalenskæderne til nodalpunktet bliver særligt afroamerikanernes historie og deres erfaring og

hverdagsoplevelser med diskrimination. Han nævner en række hverdagshændelser, som de fleste

afroamerikanske mænd, ifølge ham, har oplevet:

”There are very few African American men in this country who haven't had the

experience of being followed when they were shopping in a department store. […]

There are very few African American men who haven't had the experience of walking

across the street and hearing the locks click on the doors of cars. […] There are very

few African Americans who haven't had the experience of getting on an elevator and a

woman clutching her purse nervously and holding her breath until she had a chance to

get off. That happens often.” (Obama, 2013)

Her bliver ‘experience’ en vigtig del af ækvivalenskæden, fordi Obama understreger, at

racediskrimination er noget, som de fleste afroamerikanere har erfaret. Han understreger endda, at

han har personlig erfaring med problemet.

Selvom George Zimmerman ikke var en del af det amerikanske politi, men et privat vagtværn, førte

sagen alligevel til en diskussion i USA om ordensmagtens generelle opførsel over for

afroamerikanere. En anden del af ækvivalenskæden hos Obama er “[…] a history that doesn’t go

away”. Her refererer Obama til, at der historisk har været systemisk racisme mod afroamerikanere,

der er blevet behandlet hårdere af retsvæsenet og ordensmagten: “The African American

community is also knowledgeable that there is a history of racial disparities in the application of our

criminal laws -- everything from the death penalty to enforcement of our drug laws.” (Obama,

2013). Ved at fremhæve den historiske racisme legitimerer Obama indirekte kritikken af

retsvæsenet og ordensmagten.

Obamas diskurs giver afroamerikanere ret i, at Trayvon Martin-sagen tydeliggør en uretfærdighed i

samfundet: “And that all contributes I think to a sense that if a white male teen was involved in the

same kind of scenario, that, from top to bottom, both the outcome and the aftermath might have

been different.” (Obama, 2013). Obamas diskurs identificerer racediskrimination som et problem

ved at fremhæve, at afroamerikanere oplever det i hverdagen. Ofte gør han det dog uden at bruge

ordet diskrimination og uden at rette en direkte anklage imod nogen bestemte aktører. Det ser vi fx i

passagen: “There are very few African Americans who haven't had the experience of getting on an

elevator and a woman clutching her purse nervously and holding her breath until she had a chance

to get off. That happens often” (Obama, 2013). Obama nævner et generelt problem, men kalder det

ikke direkte for diskrimination.

Joe Biden har en mere direkte diskurs, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved, at nodalpunktet

er italesat. Biden problematiserer ikke racediskrimination på samme indirekte måde som Obama,

men bruger sagen om George Floyd som et bevis for, at der findes systemisk racisme i USA: “It

was a murder in the full light of day, and it ripped the blinders off for the whole world to see the

systemic racism” (Biden, 2021).

Bidens kobler den systemiske racisme til ord med voldsomme konnotationer som frygt, traumer,

smerte og udmattelse: ”the profound fear and trauma, the pain, the exhaustion that Black and brown

Americans experience every single day.” (Biden, 2021). Hvor Obama bruger mildere

hverdagssituationer til at beskrive diskrimination tager Biden fat i mere voldsomme eksempler:

“They don’t have to worry about whether their sons or daughters will come home after a grocery

store run or just walking down the street or driving their car or playing in the park or just sleeping at

home” (Biden, 2021).

Bidens diskurs er således en meget direkte italesættelse af racismens konsekvenser. Eksempelvis

bruger han mordet på George Floyd som et billede på hvor ekstrem racismen er blevet. Han

insisterer på, at vi skal se på dette billede: “We have to look at it — we have to — we have to look

at it as we did for those 9 minutes and 29 seconds“ (Biden, 2021). Hos Biden bliver konsekvenserne

af racisme udtalt meget tydeligt som frygt, traumer og mord. I Obamas tale siges det derimod ikke

nær så eksplicit.

Løsninger på racediskrimination og systemisk racisme

I forlængelse af Biden og Obamas forskellige italesættelser af problemet med racediskrimination i

politiet og ordensmagten, fremsætter de også lidt forskellige løsninger. Nodalpunktet for begge er

løsninger på racediskrimination, men deres ækvivalenskæder ser forskellige ud.

Hos Obama er ækvivalenskæden til nodalpunktet ord som samarbejde, træne, bevidstgøre og

undersøge. Obama taler ikke om føderale politiske planer, men mere om samarbejder på tværs af

forskellige niveauer i at træne politiet lokalt: ”I think it would be productive for the Justice

Department, governors, mayors to work with law enforcement about training at the state and local

levels” (Obama, 2013). Obama vil bevidstgøre politiet om deres bias imod afroamerikanere, så

deres arbejde kan professionaliseres. Han har erfaring med, at politiet faktisk synes, at det er en

hjælp: “[the police departments] came to recognize that if it was done in a fair, straightforward way

that it would allow them to do their jobs better” (Obama, 2013).

Som en anden løsning vil Obama gerne styrke unge afroamerikanske mænd og give dem følelsen af,

at de er en del af samfundet. ”And is there more that we can do to give them the sense that their

country cares about them and values them and is willing to invest in them?” (Obama, 2013). Han

siger altså, at en løsning af problemet ikke blot kræver bedre oplæring af politiet, men også kan

involvere sociale indsatser hos udsatte grupper i samfundet. Hans løsningsforslag er bløde strategier

til at hjælpe relevante aktører i den rigtige retning.

Bidens ækvivalenskæde består af ord som justitsministeriet, lovgivning, politireform og regeringen.

Han fremhæver justitsministeriets ledelse og særligt tre udvalgte ansatte som dem, der skal

reetablere tilliden mellem politiet og resten af samfundet. Biden mener også, at der skal laves

politireformer i Kongressen: “Legislation to tackle systemic misconduct in police departments”

(Biden, 2021). Biden vil justere på det strafferetslige system for at komme den systemiske racisme

til livs.

Obama mener, at løsningerne i højere grad skal findes i civilsamfundet. Han mener fx, at der skal

skabes en samfundsdebat og en kollektiv selverkendelse af problemet om racediskrimination, men

at den ikke skal startes politisk: ”I haven't seen that be particularly productive when politicians try

to organize conversations. They end up being stilted and politicized” (Obama, 2013). I modsætning

til Biden lægger Obama større vægt på den debat og kulturændring, der kan ske i civilsamfundet -

familien, kirker og arbejdspladser. Begge lægger dog vægt på, at den enkelte amerikaner og

civilsamfundet har et ansvar for at løse raceproblemerne: ”Finally, it’s the work we do every day to

change hearts and minds as well as laws and policies” (Biden, 2021).

De to præsidenters forskellige vilje til politiske tiltag afspejler dog muligvis, at Biden i 2021 har

langt bedre politiske muligheder for at indføre sådanne reformer, end Obama havde i 2013. Biden

havde nemlig et smalt flertal i begge lovgivende kamre i Kongressen, imens Obama i 2013 kun

havde flertal i Senatet, og dermed ville han have langt sværere ved at gennemføre lovændringer.

(Pew Research Center, 2017).

I de to præsidenters ækvivalenskæder om løsninger er der en forskellig grad af optimisme. Obama

udtrykker håb i slutningen af sin tale: ”I don’t want us to lose sight that things are getting better.

Each successive generation seems to be making progress in changing attitudes when it comes to

race” (Obama, 2013). Han lægger vægt på, at hver ny generation naturligt bliver mere bevidst og

mere villig til at løse problemet med racisme.

Bidens ækvivalenskæde er mindre håbefuld og kalder på akut handling for at vinde kampen mod

racismen. Modsat Obama antyder Biden fx ikke, at det naturligt vil gå bedre og bedre med tiden. I

stedet taler Biden om racediskriminationen som en krig, der hele tiden trækker i begge retninger:

“The battle for the soul of this nation has been a constant push and pull for more than 240 years —

a tug of war between the American ideal that we’re all created equal and the harsh reality that

racism has long torn us apart” (Biden, 2021).

Bidens ækvivalenskæde skaber en fortælling om, at racediskrimination er et slag, der skal vindes.

Det kræver handling her og nu, hvis sejren ikke skal gå til racismen og hadet. Bidens

ækvivalenskæde har mange formuleringer som ’vi kan ikke stoppe her’, ’det er ikke nok’ og ’der er

mere at gøre’. Kæden indeholder krigsmetaforer som ’slaget om nationens sjæl’ og

’tovtrækningskrig’, fordi tilhøreren skal få fornemmelsen af, at det er presserende at finde løsninger

her og nu.

Forskellige kontekster

Obama og Bidens forskellige italesættelse af diskrimination kan til dels forklares af, at talerne blev

holdt i to forskellige kontekster. Obama kommenterer ikke direkte på Trayvon Martin-sagen, men

på debatten, der fulgte. Magtens tredeling lægger nemlig en begrænsning på, hvad Obama som

udøvende magt kan sige om den dømmende magts bestemmelser. Idet drabsmanden Zimmerman er

blevet frifundet for mord, bliver Obama altså nødt til at have en forsigtig og indirekte tilgang til

sagen.

Bidens kommenterer omvendt direkte dommen på Derek Chauvin og kalder drabet for mord ved

højlys dag (Biden, 2021). På den måde får han italesat racisme som et systemisk problem. Biden har

en større frihed til at bruge klart sprog, fordi han ikke går imod den dømmende magts bestemmelse

ved at kalde Chauvin for morder. Han kan derfor frit italesætte drabet på George Floyd som et

racistisk motiveret mord. Biden har kort sagt en større frihed end Obama til en konfrontatorisk

diskurs om ordensmagten.

At Obamas diskurs er indirekte, imens Bidens er direkte kan også forklares af, at diskursen om

racisme i det demokratiske parti har rykket sig de seneste år. Bidens diskurs fremstår ikke så

yderligtgående i 2021, som den ville have gjort i 2013, fordi han nu repræsenterer den dominerende

diskurs inden for sit eget parti. Man kan dog ikke tale om en hegemonisk diskurs i det amerikanske

samfund, da polariseringen er så stor, at der findes to store antagonistiske diskurser på henholdsvis

højre- og venstrefløjen.

En anden grund til at Biden tager så markant stilling og Obama omvendt nuancerer problemet, kan

være deres forskellige etnicitet. Begge præsidenter forsøger at tale til den afroamerikanske

befolkning og overbevise dem om, at de tager racediskrimination alvorligt. Her har Obama en klar

fordel, da han som afroamerikaner har etos og troværdighed i forvejen. Biden er derimod hvid og

bliver derfor nødt til at være markant retorisk, hvis han skal overbevise afroamerikanere om, at han

i lige så høj grad ser diskriminationen som et problem.

Obama har til gengæld andre begrænsninger imod sig. Han kan ikke være så direkte og

konfrontatorisk som Biden, da det for ham i højere grad ville give indtryk af, at han favoriserer

afroamerikanere og fremmedgør hvide amerikanere. For ikke at afskrække hvide amerikanere og

fjerne fokus fra sit budskab, er Obama derfor begrænset til at tale mere nuanceret og mindre

følelsesladet end Biden.

Det samme problem italesat på forskellige måder

Obamas og Bidens diskurser problematiserer begge racediskrimination i det amerikanske samfund

og politi. Begge tager så at sige afroamerikanernes parti i problemstillingen. Obamas diskurs er

mere indirekte, idet den ikke tager stilling til selve dommen, kommer med bløde løsninger på

problemet og italesætter, at der både er problemer i politiet, blandt de unge afroamerikanske mænd

og i civilsamfundet. Obamas diskurs antyder, at racediskrimination er et nuanceret problem.

Bidens diskurs er mere direkte. Han bruger sagen med George Floyd som et bevis på systemisk

racisme og taler om problemstillingen i meget dramatiske vendinger for at vække negative følelser i

tilhøreren. Bidens diskurs er mere entydig, fordi han mest taler om racisme som noget institutionelt

systemisk, der skal løses med politiske løsninger oppefra. Biden understreger, hvor alvorligt han

mener problemet er ved at bruge en diskurs med meget negative konnotationer, og ved at gøre det

tydeligt, at han er på den afroamerikanske befolknings side.

Filmanalyse

The Hate U Give handler om den amerikanske teenagepige Starr. Hun kommer fra et fattigt,

afroamerikansk kvarter, men går på en privatskole med hvide privilegerede unge. Efter en fest ser

Starr sin ven Khalil blive skudt og dræbt af politibetjent 115. Starr bliver viklet ind i efterspillet af

Khalils død, idet hun skal tage stilling til uretfærdigheden i, at politimanden ikke bliver straffet og

den generelle diskrimination, som politiet begår imod afroamerikanere. Hun skal desuden beslutte

sig for, hvad hendes egen rolle skal være i kampen for retfærdighed for afroamerikanere. Drabet på

Khalil gør Starr mere bevidst om den diskrimination, racisme og politibrutalitet, som

afroamerikanere oplever i USA.

Racediskrimination eller selvforsvar – forskellige blik på racediskrimination i politiet

Betjent 115 bliver hverken anholdt eller sat for en domstol efter drabet på Khalil. Det bliver flere

gange i filmen italesat som dybt uretfærdigt. Til Khalils begravelse kritiserer advokaten April Ofrah

politiets diskrimination imod afroamerikanere hårdt og utvetydigt (Tillmann 2018, 00.47.45). Ofrah

taler om politidrab på sorte, ubevæbnede mænd som den samme gentagende historie med et nyt

2018, 00.51.40). Filmen taler således ind i virkelighedens mange eksempler på politivold imod

afroamerikanere.

Ofrahs tale pointerer også politiets diskriminerende syn på afroamerikanere. Hun citerer aktivisten

Shamell Bell: “It is impossible to be unarmed when our blackness is the weapon that they fear”.

Dette citat antyder altså, at afroamerikanere har større risiko for at blive skudt udelukkende på

grund af deres etnicitet, hvilket virker som en grundlæggende uretfærdighed.

Senere i filmen er Starr og hendes familie hjemme hos onkel Carlos, der også er politimand. Her

italesættes diskriminationsproblematikken mere fra politiets perspektiv (Tillmann 2018, 01.30.20).

”Some people don’t see what happened to Khalil as a crime”, siger Carlos. ”They see it as a traffic

stop gone wrong”. Set fra en politibetjents synspunkt er drabet på Khalil en mere mudret sag end et

entydigt mord. I Carlos fremstilling er politibetjenten ikke nødvendigvis en kynisk morder, der ser

negativt på mennesker med mørk hud. Carlos fortæller om alle de tanker, der går igennem en

betjents hoved, når han skal stoppe en bil. Carlos gør det klart, at betjenten også tænker på sin egen

sikkerhed, og hvis bilens fører rækker ind i bilen, er det højst sandsynligt for at tage en pistol. ”So if

I think I see a gun, I don’t hesitate. I shoot”, siger han. Carlos prøver at se sagen fra betjent 115’s

perspektiv. Han kan godt forstå betjentens refleks, idet han ser hårbørsten.

Scenen fortæller os, at det er en kompleks sag at være betjent, når man selv føler sig truet på livet.

Men det bliver samtidigt antydet, at en hvid mand bliver behandlet anderledes end en

afroamerikansk mand i samme situation. Carlos indrømmer, at hvis det det var en hvid mand i

jakkesæt, han selv stod over for, ville han råbe ”hænderne op”, før han skød. Dette peger tilbage på

Barack Obamas tale. Obama taler om afroamerikaneres fornemmelse af, at en hvid teenager ville

være blevet behandlet anderledes end Trayvon Martin: “a sense that if a white male teen was

involved in the same kind of scenario, that, from top to bottom, both the outcome and the aftermath

might have been different.” (Obama, 2013). Carlos bekræfter denne fornemmelse af, at der finder

diskrimination sted i politiet, og at det er farligere at være afroamerikaner end hvid, hvis man møder

en politibetjent.

Drabet på Khalil – seerens fortolkningen af politivold

The Hate U Give peger på, at drabet på Khalil var uretfærdigt og racediskriminerende. Denne

fortolkning kommer særligt af selve scenen, hvor Khalil bliver dræbt. Denne scene er en konkret

illustration af pointen om, at politiet ser anderledes på afroamerikanere end på hvide.

Ved scenens begyndelse er vores perspektiv af Khalils bil pludselig bagfra fra en anden bils

synsvinkel (Tillmann 2018, 00.23.55). Vi fornemmer, at Starr og Khalil bliver forfulgt, før de selv

gør, hvilket skaber suspense. Pludselig ser vi blå blink og Starrs bekymrede ansigt.Vi ved fra

anslaget, at politiet er et faresignal for Starr (og afroamerikanere generelt), da Starr har lært af sin

far, at hun har grund til at være bange for politiet, selvom hun ikke har gjort noget galt.

(Tillmann 2018, 00:24:00)

De blå politiblink og vores forforståelse fører til, at vi betragter denne situation som potentielt

farlig. Starr lægger sine hænder på instrumentbrættet præcis som Maverick har rådet hende til i

filmens begyndelse. Khalil har ikke samme forsigtige tilgang som Starr, hvilket har fatale

konsekvenser. Khalil rækker ind i bilen for at tage en hårbørste op, men bevægelsen gør betjent 115

panisk. Han skyder derfor Khalil flere gange, selvom han er ubevæbnet. Betjenten spørger

efterfølgende, hvor pistolen er. Han ser chokeret ud, da han får øje på hårbørsten, der ligger ved

siden af Khalil. ”Shit shit shit” råber han gentagende gange (Tillmann 2018, 00.27.25). Betjent 115

er følelsesmæssigt påvirket og virker panisk, idet han opdager, at Khalil var ubevæbnet.

(Tillman 2018, 00.27.25)

Det er afgørende for vores fortolkning af scenen, at vi ser den fra Starrs perspektiv og, at den er i

stand til at vække følelser. Da Khalil bliver skudt flere gange i brystet og falder til jorden, skriger

Starr. Scenens virkemidler har en dramatisk patoseffekt, der skal understrege situationens ulykke.

Der lyder dramatiske strygere i baggrunden, idet Starr løber ud af bilen og bliver lagt i håndjern.

Khalil ligger på jorden og spytter blod. Starr græder, og den dramatiske musik tager til. Til sidst

ligger Khalil helt stille. Scenen giver os som seere mulighed for at leve os ind i et konkret eksempel

på politivold. Virkemidlerne medvirker til, at vi fortolker skyderiet som dramatisk, sørgeligt og

fuldstændigt uberettiget.

(Tillmann 2018, 00.26.40)

Hvis filmen havde fremstillet situationen fra betjent 115’s synspunkt, kunne vi have fortolket den

anderledes. Vi fornemmer, at betjenten er oprørt og panisk, da det går op for ham, at Khalil ikke

havde en pistol. Hvis vi igennem hele scenen havde fulgt politibetjentens tanker og følelser, ville vi

måske have set, at han var utryg og bange for sit eget liv. Dette fokus ville have lagt op til en anden

og mere tvetydig tolkning af situationen. Vi ser næsten ikke betjents 115 ansigt i scenen – mest

hans uniform. Han bliver dermed mere en anonym repræsentation af politiet end et menneske med

følelser. Derfor er den oplagte fortolkning af scenen, at Starr og Khalil er ofre for

racediskrimination af politiet som institution.

En filmscene kan beskrive politivold på en anden måde end nyhedsudsendelser og avisartikler kan,

fordi den med sine virkemidler kan vække stærkere følelser. I The Hate U Give lærer man Khalil at

kende og ser ham derefter blive slået ihjel på en dramatisk måde. Scenen har en enorm patoseffekt,

der vækker empati. Det er voldsomt at se et menneske bliver dræbt, og fordi filmen allerede har

italesat temaer om race og diskrimination i politiet, forstår vi drabet i denne kontekst. Vi ved, at

Khalil er uskyldig.

Vi får igennem filmens virkemidler empati med både Khalil og Starr gennem hele konfrontationen

med betjent 115. Scenen har måske en særlig effekt på de modtagere, som ikke selv har

afroamerikansk baggrund, fordi den kan give et indblik i, hvordan det føles at have en

grundlæggende frygt for politiet, med tanken om at ethvert møde med ordensmagten potentielt kan

eskalere og ende fatalt.

Fortolkning – filmens budskab om racediskrimination

The Hate U Give er en samfundskritisk film, der italesætter problemerne med racediskrimination i

politiet og det amerikanske samfund generelt. Den viser, hvordan ens etnicitet og baggrund kan

påvirke ens livschancer generelt og ens risiko for at blive dræbt af politiet specifikt. Den viser også,

hvordan en afroamerikaner fra et ghettoområde kan have svært ved at få plads i resten af samfundet.

The Hate U Give giver os et indblik i, hvordan det er at være afroamerikaner – særligt i mødet med

politiet. Vi overværer det dramatiske mord på Khalil. Vi følger Starr og hendes tanker og følelser

helt tæt i tiden efter. Filmens karakterer og virkemidler giver seeren mulighed for at leve sig helt ind

i Starrs liv og forstå, hvorfor afroamerikanere føler frygt og uretfærdighed.

Filmen fortæller os, at den bedste løsning på racediskrimination og politibrutalitet er, at had generelt

skal nedbrydes. Fra alle sider. Den fortæller os også, at had vil skabe mere had, imens kærlighed vil

skabe mere kærlighed. Samfundssystemet er muligvis indrettet imod afroamerikanere, således at

had skaber utilpassede unge, der sælger stoffer og kommer i problemer. Men ifølge filmen kan

denne onde cirkel brydes. Filmen fremsætter dog ikke konkrete løsningsforslag, men ender i en lidt

abstrakt udredning om at erstatte had med kærlighed.

Diskussion

Racediskrimination er et alvorligt problem i det amerikanske samfund. I mit SRP har jeg analyseret,

hvordan problemet er blevet belyst af to forskellige tekstyper; politiske taler og skønlitterære

tekster. I det følgende vil jeg diskutere, hvordan teksttypen påvirker, hvilke muligheder man har for

at italesætte racediskrimination.

Afsenderen bag et budskab har betydning for, hvad man kan sige. Det gælder også i forhold til

racediskrimination. Forfatteren eller instruktøren til en skønlitterær tekst har f.eks. en anden grad af

frihed end en politiker har i en politisk tale. En politisk tale vil typisk tage fat i en konkret hændelse

med racediskrimination, såsom afgørelsen af sagen mod Derek Chauvin. Eftersom der er tale om

rigtige personer, så er politikere nødt til at tage hensyn til de forskellige parter i sagen i deres

italesættelse af problemet. Der kan også være juridiske forhold, der lægger bånd på, hvordan

politikeren kan italesætte racediskriminationen. Eksempelvis var Obama bundet af, at Zimmerman

blev kendt uskyldig. Som præsident kunne Obama derfor ikke kritisere domstolens afgørelse

direkte. Taler er altså i høj grad bundet af konteksten.

En forfatter kan omvendt formulere sig i stærkere vendinger om uretfærdigheden ved

racediskrimination, da der er tale om fiktion. Forfatteren opfinder alle detaljerne ved den givne

hændelse og skal derfor ikke bekymre sig om at såre eller støde de involverede parter. På den måde

kan en forfatter bedre tillade sig at provokere for at få sit budskab ud end politikere. Politikere er

også bundet af, at deres budskab skal være afstemt med partiets holdninger. I diskursanalysen så vi

eksempelvis, hvordan den historiske udvikling i det demokratiske parti har betydning for, hvor

eksplicit Biden og Obama kan italesætte racediskrimination. Vælgerne har også betydning for, hvad

en politiker kan sige, da politikere typisk ønsker genvalg. Politikere kan fx være bange for at støde

hvide amerikanere ved at udtale sig i stærke vendinger om racediskrimination. Omvendt kan de

også frygte vælgerflugt blandt afroamerikanske vælgere, hvis de ikke udtaler sig. Som vi især så

ved Obamas tale, skal politikere derfor ofte ramme en hårfin balance i måden, de omtaler emnet på.

En anden forskel på politiske taler og skønlitterære tekster er deres forskellige rækkevidde. På den

ene side er skønlitterære tekster bredt tilgængelige. Alle kan vælge at se en film eller læse en bog.

På den anden side har bøger og film en målgruppe. Hvis man i forvejen mener, at

racediskrimination er et problem i USA, så vil man være mere tilbøjelig til at se en film om det.

Hvis man omvendt ikke mener, at der er et problem, så vil man nok fravælge at se filmen. Der er

altså risiko for, at filmen bare prædiker for menigheden og ikke når ud til dem, som har mest brug

for at høre budskabet.

En tale af en præsident vil derimod typisk have en større gennemslagskraft. En præsident har en vis

etos, der gør, at folk vil lytte. I det perspektiv har politiske taler gode muligheder for at italesætte

racediskrimination. Man kan dog også argumentere for, at politiske taler ligesom litterære tekster

har en målgruppe. Politisk interesserede vil i højere grad vælge at se taler og ens politiske holdning

kan også påvirke, hvilke taler man ser. Hvis man er politisk uenig, vil man måske afvise alt,

præsidenten siger. Begge medier kan dermed have svært ved at nå ud til dem, der skal ændre

“hearts and minds”.

Politiske taler og skønlitterære tekster har altså forskellige forudsætninger for at italesætte

racediskrimination, men en vigtig del af at italesætte et problem er i hvor høj grad, man skaber

forståelse for problemet. Her kan politiske taler have en udfordring. Politiske taler vil i højere grad

end skønlitterære tekster tage udgangspunkt i faktiske hændelser og statistikker. Eftersom

racediskrimination er et omfattende problem, så er der en risiko for, at talen blot bliver endnu et

eksempel i rækken. Omvendt illustrerer det, hvor stort et problem der er tale om, når en præsident

vælger at tage emnet op. Biden fremstiller eksempelvis racediskrimination som en kamp om

nationens sjæl, og gør det dermed til et anliggende, som vedrører alle i samfundet.

Skønlitterære tekster har til gengæld den fordel, at de har nemmere ved at give folk en

følelsesmæssig indlevelse i en problemstilling. I The Hate U Give deler vi Starrs frygt for politiet,

da hende og Khalil bliver stoppet og vi føler uretfærdigheden ved, at en hårbørste kan koste en

person livet. Filmen viser os flere eksempler på racediskrimination som afroamerikanere oplever

dagligt, hvilket kan bidrage til, at særligt hvide amerikanere (som måske ikke er vant til at være

bange for politiet) får en større forståelse for problematikken. Filmen prøver jo netop at skabe

indlevelse i nogle problemer, der ofte er usynlige for de samfundsgrupper, som ikke er berørt af

dem.

Omvendt har skønlitterære tekster et plot, der skal hænge sammen. Det kan føre til, at man ikke

direkte får italesat problematikken eller at man simplificerer den for at få historien til at hænge

sammen. I slutningen af The Hate U Give kan man fx fornemme, at instruktøren gerne vil skabe

indtryk af en lykkelig slutning for Starr og hendes familie, men det kommer måske til at sløre

fokusset på, at betjenten aldrig dømmes for Khalils død. Her har politiske taler i højere grad

mulighed for at italesætte racediskrimination direkte, fordi de ikke er bundet af hensynet til en

fortælling, som skal afsluttes på en bestemt måde.

En naturlig del af italesættelsen af et problem er at komme ind på løsninger. The Hate U Give er

forholdsvis vag i forhold til, hvad der skal gøres for at komme racediskrimination til livs. Filmen

kommer ind på vigtigheden ved at bruge sin stemme og at man skal promovere kærlighed fremfor

had. Men der bliver ikke præsenteret nogle konkrete løsninger. Det skyldes muligvis narrative

hensyn. Instruktøren vil gerne sikre, at filmen har underholdningsværdi. Det giver derfor bedre

mening at prioritere at binde en sløjfe på plottet fremfor at foreslå løsninger.

Skønlitterære tekster kan også i højere grad tillade sig at lade være med at komme med løsninger,

da forfattere og instruktører ikke ligesom politikere har et direkte ansvar. Det kan sagtens være

målet med en skønlitterær tekst blot at italesætte et problem og skabe opmærksomhed omkring det.

Men i en politisk tale om racediskrimination kan man som præsident ikke komme udenom

løsningsforslag. Ellers risikerer man at blive beskyldt for at ignorere problemet. Derfor fremlægger

både Obama og Biden også en plan for, hvad de vil gøre fremadrettet, omend Obama er lidt mere

vag i sine formuleringer end Biden.

Samlet set kan man sige, at politiske taler og skønlitterære tekster begge kan bidrage til aktuelle

samfundsdebatter som fx debatten om racediskrimination i USA, men at hver type tekst har deres

fordele og ulemper. Politiske taler kan lettere tage udgangspunkt i fakta og fremlægge konkrete

løsningsforslag, men skønlitterære tekster kan måske spille en større rolle i forhold til at skabe

indlevelse i problemet og forstå dets alvor – især hvis de bliver rettet mod mennesker, som ikke har

erfaring med problemet i deres dagligdag.

Konklusion

Det er svært at komme med et endegyldigt svar på, hvorvidt de mange politidrab på

afroamerikanere primært skyldes systemisk diskrimination, eller om de også har rod i komplekse

socioøkonomiske forhold, som gør, at afroamerikanere statistisk set har lettere ved at ende i

voldelig kriminalitet, og dermed også kommer i politiets søgelys i højere grad.

Disse kompleksiteter afspejles i samfundsdebatten om politidrabene, som også trækker tråde til

USA’s problematiske historie i forhold til behandling af afroamerikanere, som den dag i dag kan

have stor indvirkning på denne gruppes livsvilkår.

Det virker derfor sandsynligt, at debatten om systemisk racisme i politiet kommer til at fortsætte

mange år endnu, selvom sagen mod Derek Chauvin efter mordet på George Floyd viste, at det er

blevet muligt at stille politifolk til ansvar for deres handlinger i højere grad end det måske har været

tidligere. Og selvom de mest synlige dele af denne debat måske er de politiske taler, som

præsidenterne holder om problemstillingen, så indeholder det samlede amerikanske mediebillede

også en lang række andre bidrag til debatten, som på forskellige måder kan være med til at

italesætte, nuancere, eller problematisere forskellige aspekter af problemet. Selv skønlitterære

værker kan indeholde væsentlige bidrag til debatten, hvilket filmen (og romanen) The Hate U Give

er et tydeligt eksempel på.

Der er da også tegn på, at det faktisk kan være en styrke for samfundsdebatten om racisme, at vi i

stigende grad ser flere forskellige slags bidrag. Traditionelle politiske taler fra præsidentens side har

selvfølgelig nogle fordele, fordi de bliver holdt af en person som netop sidder med ansvaret for at

løse problemet, og som antageligvis har adgang til juridiske og økonomiske ressourcer, som kan

bidrage til at gøre det.

Omvendt giver de skønlitterære bidrag til debatten måske nogle andre perspektiver, som også kan

være værdifulde for at få det fulde billede. Fx er det typisk lettere for modtageren at leve sig ind i et

skønlitterært værk som en bog eller en spillefilm, og dette særtræk ved de skønlitterære medier kan

udnyttes til fx at give priviligerede grupper en bedre fornemmelse af, hvordan livsvilkårene er for

de mindre privilegerede grupper. Som hvid amerikaner kan man måske læse nok så mange

statistikker om, at afroamerikanere bliver stoppet oftere af politiet – men når man gennem

virkemidlerne i The Hate U Give får et skarpere indtryk af den frygt, som Starr og Khalil føler i

situationen, så forstår man måske problemstillingen på et dybere niveau.

Racediskrimination i USA er et komplekst problem med dybe historiske rødder, som næppe vil

kunne løses fra den ene dag til den anden. Men vejen mod løsningen forudsætter en nuanceret

samfundsdebat, hvor alle stemmer kan komme til orde og italesætte både problemets omfang,

mulige årsager, og de strategier, som kan hjælpe med at begrænse det i fremtiden. Det virker derfor

som en klar styrke, at flere typer tekster begynder at tage problemstillingen op, og flere slags

stemmer blander sig i debatten.

24 
Kilder 
 
Alvarez, Lizette & Buckley, Cara (2013): Zimmerman Is Acquitted in Trayvon Martin Killing, The 
New York Times, 13. juli 2013 
https://www.nytimes.com/2013/07/14/us/george-zimmerman-verdict-trayvon-martin.html 
BBC (2021): George Floyd: Timeline of black deaths and protests, BBC News, 22. april 2021 
https://www.bbc.com/news/world-us-canada-
Biden, Joe (2021): Remarks by President Biden on the Verdict in the Derek Chauvin Trial for the 
Death of George Floyd, The White House, 20. april 2021 
https://www.whitehouse.gov/briefing-room/speeches-remarks/2021/04/20/remarks-by-president-
biden-on-the-verdict-in-the-derek-chauvin-trial-for-the-death-of-george-floyd/ 
Bufkin, Elli (2021): Biden has Democratic majorities in Congress, but history shows that might not 
last long, Sinclair Broadcast Group, 7. januar 2021  
https://katv.com/news/nation-world/biden-has-democratic-majorities-in-congress-but-history-
shows-that-might-not-last-long 
Cassidy, John (2012): Obama and the Angry Black Man Factor, The New Yorker, 17. oktober 2012 
https://www.newyorker.com/news/john-cassidy/obama-and-the-angry-black-man-factor 
Hill, Evan; Tiefenthäler, Ainara; Triebert, Christiaan; Jordan, Drew; Willis, Haley & Stein, Robin 
(2021): How George Floyd Was Killed in Police Custody, The New York Times, 20. april 2021 
https://www.nytimes.com/2020/05/31/us/george-floyd-investigation.html 
Joint Economic Committee (2020): The Economic State of Black America in 2020, United States 
Congress, 2020 
https://www.jec.senate.gov/public/_cache/files/ccf4dbe2-810a-44f8-b3e7-14f7e5143ba6/economic-
state-of-black-america-2020.pdf 
Lund, Jakob Friis Thorø (2020): Han blev skudt og dræbt for over 20 år siden: Derfor er 2Pac 
stadig 'en af de største', DR.dk, 29. marts 2020 
https://www.dr.dk/musik/han-blev-skudt-og-draebt-over-20-aar-siden-derfor-er-2pac-stadig-en-af-
de-stoerste 
Obama, Barack (2013): Remarks by the President on Trayvon Martin, The White House - Office of 
the Press Secretary, 19. juli 2013 
https://obamawhitehouse.archives.gov/the-press-office/2013/07/19/remarks-president-trayvon-
martin 
Pew Research Center (2017): 4. Race, immigration and discrimination, Pew Research Center, 5. 
Oktober 2017 
https://www.pewresearch.org/politics/2017/10/05/4-race-immigration-and-discrimination/ 

25 
Pilkington, Ed (2020): Will justice finally be done for Emmett Till? Family hope a 65-year wait may 
soon be over, The Guardian¸ 25. April 2020. 
https://www.theguardian.com/us-news/2020/apr/25/emmett-till-long-wait-for-justice 
Reality Check team (2021): George Floyd: How are African-Americans treated under the law?, 
BBC News, 21. April 2021 
https://www.bbc.com/news/world-us-canada-
Russonello, Giovanni (2020): Why Most Americans Support the Protests, The New York Times, 5. 
juni 2020 
https://www.nytimes.com/2020/06/05/us/politics/polling-george-floyd-protests-racism.html 
Statista Research Department (2021): Number of people shot to death by the police in the United 
States from 2017 to 2021, by race, Statista, 1. juli 2021 
https://www.statista.com/statistics/585152/people-shot-to-death-by-us-police-by-race/ 
Tate, Julie; Jenkins, Jennifer; Rich, Steven m.fl. (2021): 942 people have been shot and killed by 
police in the past year, The Washington Post, 20. juli 2021 
https://www.washingtonpost.com/graphics/investigations/police-shootings-database/ 
Tillmann, George. (2018): The Hate U Give, 20th Century Fox, 2018. 
University of Minnesota (2010): Social Problems: Continuity and Change; Chapter 8.3 Who 
Commits Crime?, Libraries Publishing, 2020 
https://open.lib.umn.edu/socialproblems/chapter/8-3-who-commits-crime/ 
Wilson, Valerie (2020): Racial disparities in income and poverty remain largely unchanged amid 
strong income growth in 2019, Economic Policy Institute, 16. september 2020 
https://www.epi.org/blog/racial-disparities-in-income-and-poverty-remain-largely-unchanged-amid-
strong-income-growth-in-2019/ 
Worrall, Patrick (2014): Do black Americans commit more crime?, Channel 4 News, 27. November 
2014 
https://www.channel4.com/news/factcheck/factcheck-black-americans-commit-crime 
 