1
Større Skriftlig Opgave
7. - 14. marts 2014
Analyse af ”Ehrengard” af Karen Blixen
Indhold
Indledning ............................................................................................................................................ 2
Redegørelse:
Den fantastiske fortælling .................................................................................................................... 3
Den skabende kunst ............................................................................................................................. 4
Analyse:
En fyrstelig hemmelighed .................................................................................................................... 6
Den store fortælling ............................................................................................................................. 7
Dianas selvstændighed ......................................................................................................................... 8
Ånden i naturen .................................................................................................................................. 10
Den farlige seksualitet ........................................................................................................................ 11
Perspektivering:
Fra Heretica til 60’er-modernisme ..................................................................................................... 13
Konklusion:
Konkluderende ord ............................................................................................................................. 15
English summary................................................................................................................................ 16
Litteraturliste ...................................................................................................................................... 17
2
Indledning
I min større skriftlige opgave vil jeg analysere og fortolke Karens Blixens ”Ehrengard”. Som
udgangspunkt vil jeg gøre rede for Karen Blixens forfatterskab, herunder hendes skrivestil og brug
af symbolik. Herefter vil jeg, som introduktion til analysen, resumere handlingen i ”Ehrengard”, og
med udgangspunkt i de redegørende afsnit vil jeg analysere ”Ehrengard” med fokus på symbolik og
tematik. I det vurderende afsnit vil jeg perspektivere til andre samtidige forfattere og drage
paralleller og eventuelle modsætninger til Karen Blixens forfatterskab.
Opgaven er udarbejdet på baggrund af følgende opgaveformulering:
- Med udgangspunkt i Karen Blixens forfatterskab og skrivestil ønskes en analyse og fortolkning
af ”Ehrengard” med fokus på genre, skrivestil og tematik. Perspektivér herefter til en eller flere
samtidige forfattere med henblik på skrivestil og tematik. -
(Bemærk: I denne opgave er alt citeret materiale gengivet loyalt i henhold til de respektive værkers
originale tegnsætning og generelle syntaks.)
3
Den fantastiske fortælling
Karen Blixen blev født i 1885 og voksede op på Rungstedlund i Nordsjælland. Hun giftede sig i
1914 med sin halvfætter Bror von Blixen-Finecke, som hun efterfølgende drev en kaffefarm med i
Britisk Østafrika. Efter sin skilsmisse med von Blixen-Finecke og salget af den økonomisk
skrantende farm vendte hun i 1931 tilbage til sit barndomshjem på Rungstedlund. I sin tid i Afrika
havde hun påbegyndt novellesamlingen ”Seven Gothic Tales”, og i de efterfølgende år lykkedes det
hende at få færdiggjort fortællingerne, som udkom i USA i 1934 under Blixens pseudonym Isak
Dinesen. I Danmark udkom samlingen året efter under navnet ”Syv Fantastiske Fortællinger”.
Blixen døde i 1962 som følge af komplikationer i forbindelse med kønssygdommen syfilis.
Blixens forfatterskab var præget af hendes opvækst i en tid, hvor kvinder gradvist opnåede mere og
mere ligestilling i en ellers mandsdomineret verden, og hendes historier indeholdt ofte både direkte
og indirekte referencer til den moderne kvindeidentitet, Blixen selv søgte efter. I flere af hendes
fortællinger støder læseren på den mytologiske gudinde Diana, som Blixen brugte som en
personificering og et symbol på kvinden, der ikke lader mandens forventninger forme hende, men i
stedet eksisterer på sine egne vilkår
1
.
Genremæssigt kan flere af Blixens værker kategoriseres som fantastiske fortællinger. Den
fantastiske fortælling har en række fællestræk med eventyret. Blandt andet er der i den fantastiske
fortælling noget overnaturligt på færde, men mens eventyret eksplicit udpensler, at handlingen ikke
har hold i virkeligheden, for eksempel i form af magi og overnaturlige væsener, tager den
fantastiske fortælling udgangspunkt i en ydre virkelighed og foregår sågar ofte i en virkelig
geografisk og tidsmæssig kontekst. I modsætning til eventyret vil den fantastiske fortælling kun
implicit indeholde overnaturlige elementer, og det er læserens opgave at læse mellem linjerne.
Blixens novelle ”Ringen” fra hendes samling ”Skæbne-anekdoter” fra 1958 er en fortælling om det
unge nygifte par Konrad og Lovise. En dag da Lovise går alene gennem skoven, støder hun på en
fåretyv på hendes egen alder, og der er udadtil ikke noget overnaturligt ved deres møde. Men den
eventyrkyndige læser vil tolke fåretyven som ”dæmonen i skoven”, en forfører, som leder tankerne
hen på ulven i ”Rødhætte”. Novellen er i øvrigt plastret til med symbolik og indeholder kendetegn
fra både trylleeventyrenes verden og romantikkens litteratur.
1
http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Dansk_litteratur/1914-40/Karen_Christentze_Blixen-
Finecke
4
Den skabende kunst
Set fra et litteraturhistorisk synspunkt tilhørte Karen Blixen perioden Heretica, som historisk kan
placeres i tiden efter anden verdenskrig og frem til cirka 1960. Heretica-forfatterne, eller
hereticanerne, centrerede deres forfatterskaber omkring tidsskriftet Heretica. Ordet heretica kommer
fra latin og betyder kætteri. Hvor kætteri i ordets brede betydning betyder at afvige fra en religion,
menes der i Heretica-forfatternes tilfælde, at de afveg fra de gældende værdier og normer, og deres
litteratur og skrivestil fungerede som en indirekte kritik af samtidens teknologi og ideologier, som
de mente havde gjort mennesket fremmed for sig selv.
Ligesom første verdenskrigs rædsler var udgangspunktet for ekspressionisternes litteratur og
malerkunst, var det mistilliden til mellemkrigstidens og anden verdenskrigs ideologier og
medfølgende utopier der fungerede som brændstof for Heretica-forfatterne. På den måde var
Heretica-forfatterne modernister, der tog udgangspunkt i en moderne verden i forandring. Ligeledes
var deres litteratur et redskab til at bearbejde verden og ikke mindst anden verdenskrig.
Heretica-forfatternes litteratur var altså et opgør med anden verdenskrigs værditab, og forfatterne
ønskede at få mennesket til at genfinde sig selv med fokus på det følelsesmæssige og irrationelle. Et
særligt kendetegn ved Heretica-forfatterne var, at de ikke så det som kunstens opgave at gengive
virkeligheden, men derimod at skabe en helt ny virkelighed via kunsten. Desuden så de det som
kunstnerens opgave at se det hele fra oven, at observere samfundet udefra og ovenfra uden egentlig
mental deltagelse. Derfor bar sproget i deres litteratur også præg af et distanceret forhold til den
verden, de ønskede at forme gennem deres kunst, og sproget var således ladet med symbolik og en
generel højtidelig og langsommelig skrivestil. Egenskaber som modernisterne i sluthalvtredserne og
tresserne senere vendte sig imod.
Heretica-litteraturen havde også en række fællestræk med 1800-tallets romantiske litteratur.
Herunder et meget symbolsk brug af naturen der leder tankerne hen på romantikkens
organismetanke. Af andre fællestræk kan nævnes forfatternes opfattelse af sig selv som bindingsled
til Gud, deres beskrivelse af det indre via det ydre og åndeligheden i deres litteratur. Generelt
hentede hereticanerne motiver fra eventyr, myter og bibelske tekster, og de så inddragelsen af disse i
deres litteratur som værende fornyende og avantgarde.
Heretica-forfatterne fandt i øvrigt inspiration i eksistentialismens filosofiske overvejelser om
ansvaret for ens eget liv og vigtigheden i angst. Herunder Søren Kirkegaards religiøse
5
eksistentialisme som erklærede, at man først træder i eksistens
2
, når man tør tage springe ud på
70.000 favne vand.
Blixen adskilte sig på visse punkter fra Heretica-forfatterne, blandt andet delte hun ikke den
eksistentialistiske og religiøse tilgang til kunsten, som ellers prægede hereticanerne. Hun delte dog
deres opfattelse af kunstneren som en betragter af verden, som fra sit ”tårn”, højt hævet over det
øvrige samfund, beskuer og beskriver verden uden deltagelse
3
. Ligeledes bar hendes sprogbrug også
præg af et mentalt distanceret forhold til omverdenen, og hendes fortællemåde var beskrivende og
sat til at foregå i et lavt tempo.
Den tunge brug af symbolik i litteraturen var et særpræg, Karen Blixen også havde tilfælles med
Heretica-forfatterne. I flere af hendes historier er der implicit flettet emner om seksualitet og
udvikling ind mellem linjerne. I den førnævnte novelle ”Ringen” taber den unge pige Lovise sin
vielsesring og sit hvide lommetørklæde. Fåretyven samler tørklædet op og indhylder, som et symbol
på samleje, sin kniv i det. Fortolkningsmæssigt kan hændelsen i denne novelle ses som den unge
piges tab af sin uskyld og jomfruelighed, symboliseret ved det hvide lommetørklæde. I ringen finder
man også spor af romantikkens organismetanke, da Lovise er på vej ind i skoven til det
skæbnesvangre møde. Her sidder hun fast i nogle grene, og det virker næsten som om, at naturen
ved, hvad der vil ske og derfor prøver at holde hende tilbage.
Netop skæbnen var et gentagende tema i Blixens forfatterskab, hvilket også giver et vink med en
vognstang om hendes afstandtagen til hereticanernes religiøse forhold til litteraturen. Blixen mente,
at man selv skulle vælge sin skæbne, og derfor handler meget af hendes litteratur om menneskets,
og ikke mindst kunstnerens, skæbne. Dette tema gør sig i særdeleshed gældende i den førnævnte
samling ”Skæbne-anekdoter”.
Blixens skrivestil var kompliceret og indviklet, og fortællingerne er tit en snørklet sammenfletning
af historier viklet ind i andre historier. I flere af hendes fortællinger danner en eksplicit jeg-fortæller
ramme om selve historien, og på den måde kommer fortællingerne til at handle om netop det at
fortælle. Denne struktur kan ses i forlængelse af opfattelsen af kunsten som en særlig kraft, da
fortælleren i historierne repræsenterer kunstneren og dennes rolle.
2
Ifølge eksistentialismen træder man i eksistens, når man fuldt ud tager ansvar for sig selv. Det er op til det enkelte
individ at skabe mening med tilværelsen og eliminere den angst der opleves, når det erkendes at der ikke findes en
overordnet mening.
3
Barbara Kjær-Hansen og Tinne Serup Bertelsen, Litteraturhistorien, side 131-134
6
En fyrstelig hemmelighed
Karen Blixens roman ”Ehrengard” finder sted i det tyske fyrstendømme Babenhausen i begyndelsen
af 1800-tallet. Storhertugen af Babenhausen er, udover en sidelinje til fyrstefamilien, den sidste
efterkommer af en gammel fyrstelig slægt, så det spreder glæde, da storhertuginden endelig føder en
søn, og derved en retmæssig tronarving, efter mange års barnløshed. Derved frarøves sidelinjen af
det gamle dynasti muligheden for at arve tronen.
Lothar, som sønnen døbes, er et ønskebarn i mange henseender, og han opfostres under særdeles
beskyttede, men også gunstige forhold. Da Lothar når giftealderen, begynder jagten på en potentiel
hustru. Igennem kunstneren og forføreren Geheimeraad Johann Wolfgang Cazotte introduceres
Lothar til prinsesse Ludmilla, som han gifter sig med. Kort inde i det spæde ægteskab fortæller
Lothar storhertuginden, at Ludmilla er gravid, hvilket lægger grundlaget for en krise, da det er klart,
at barnet er undfanget uden for ægteskabet. Herr Cazotte og storhertuginden udtænker en plan for at
holde det illegitime svangerskab hemmeligt for fyrsteparrets undersåtter og ikke mindst fjender. Det
unge par skal indtil den officielle termin i juli holde sig i skjul på slottet Rosenbad. Til at varetage
storhertugindens interesse i at holde graviditeten hemmelig, ansættes blandt andre den unge
generaldatter Ehrengard von Schreckenstein som hofdame for prinsesse Ludmilla.
Parret stortrives på det idylliske Rosenbad. Ludmilla stifter et næsten familiært forhold til
Ehrengard, og den lærde Herr Cazotte underholder både Ludmilla og Lothar med sin viden og sine
kundskaber. Da Ludmilla nedkommer, fortrylles hele slottet af den nyfødte prins’ sublime skønhed
og fuldkommenhed. Sideløbende med de øvrige begivenheder på slottet finder Herr Cazotte
inspiration i Ehrengards nøgne skikkelse, og fortryllet af sin nyfundne muse påbegynder han sit
livsværk ”Diana's Bad”.
Omkring den tid hvor fødslen officielt skal finde sted, pønser medlemmer af familiens sidelinje på
et kup af tronen, og i den forbindelse kidnapper de den lille prins. På Rosenbad skaber nyheden om
bortførelsen panik og rædsel, men Ehrengard tager sagen i egen hånd og drager ud og redder
prinsen fra hoffets fjender.
7
Den store fortælling
Som nævnt gjorde Blixen ofte brug af en jeg-fortæller, som fungerede som en slags ramme om
selve fortællingen, og denne fortælleform benyttes også i ”Ehrengard”. Fortælleren præsenteres i
begyndelsen som en gammel dame, som kender til begivenhederne i Babenhausen via sin oldemors
brevkorrespondancer med Herr Cazotte.
”En gammel Dame fortalte denne historie. ”For hundrede og tyve Aar siden,” begyndte
hun, ”fortalte min Historie sig selv, over et længere Tidsrum end De eller jeg nu kan give til den, og
med et Mylder af Enkeltheder og Biomstændigheder, som vi aldrig kan haabe paa at lære at
kende”.
4
Da den gamle dame ikke selv deltager i begivenhederne, men altså kun fungerer som formilder af
fortællingen, træder hun i selve historien ind i rollen som en alvidende fortæller, der frit kan springe
mellem de forskellige personer. Hendes historie er delt op i tre afsnit, og imellem afsnittene træder
hun ud af sin rolle som alvidende fortæller og vender for en stund tilbage i sin rolle som jeg-
fortæller for at afrunde og præsentere. At fortælleren både fungerer som jeg- og alvidende fortæller
giver hende et snert af utroværdighed, men hun tyer til gendrivelsens kunst og erkender selv sit
begrænsede kendskab. I ovenstående uddrag forklarer fortælleren netop selv, at hun umuligt kan
kende til samtlige detaljer og sammenhænge. Fortællingen suppleres i øvrigt af uddrag af
korrespondancerne mellem Herr Cazotte og fortællerens oldemor; Grevinde von Gassner, og dette
er trods alt med til at give hende en smule troværdighed.
Blixen var en af de sidste forfattere, der for alvor gjorde brug af den alvidende fortæller, og hendes
brug af denne fortællertype kan ses som et eksempel på hendes forhold til kunsten. I Blixens
forfatterskab var idéen med den alvidende fortæller, at hun ønskede at understrege, at personerne i
fortællingerne blot var aktører i fortællerens værk, og ligeledes var historien større end de personer
der slog deres folder i den.
5
I ”Ehrengard” kommer man aldrig rigtig ind i persongalleriets indre. Cazottes psyke er den, man
som læser får det bedste kendskab til, mens de øvrige protagonisters sind og sjæleliv kun beskrives
sporadisk, for eksempel som i uddraget på næste side.
4
Karen Blixen, Ehrengard, side 5
5
Robert Zola Christensen, Manual til skrivekunsten, 2005
8
”Storhertuginden følte sig i nogen Grad beroliget af Herr Cazotte's Ord (...)”
6
Dette sporadiske kendskab til persongalleriets følelsesregister vidner igen om Blixens opfattelse af
deres roller som aktører i en større fortælling, men det er også meget repræsentativt for et vigtigt
kendetegn ved Heretica-litteraturen. Nemlig at det indre beskrives via det ydre. På den måde kan
konkrete beskrivelser læses som manifesteringer af personernes indre. I nedenstående passage
beskriver Herr Cazotte Ehrengard overfor storhertuginden:
”(...) og jeg har set hende. I hvidt. En ung Valkyrie. (…) eneste Pige i en Slægt af Krigere. En
næsten utroligt velegnet, hvidglødende ung Engel med sit Flammesværd til at staa Vagt ved vore
unge Elskendes Paradis!”
7
Udover den meget symbolske brug af farven hvid, renheden og uskyldighedens farve, beskrives
Ehrengard som en standhaftig kvinde der står stærkt, selv blandt mange mænd. På den måde
beskrives hendes stærke og selvstændige personlighed indirekte via en ydre optik.
Dianas selvstændighed
”Ehrengard” indeholder to parallelle historier. Hovedhistorien er hoffets tiltag for at opretholde sit
gode navn og rygte ved at holde det illegitime svangerskab skjult for omverdenen. Herr Cazotte
spiller naturligvis en vigtig rolle i disse begivenheder, men den sideløbende historie om Cazottes
fascination af den unge Ehrengard udgør et andet vigtigt element, måske netop fordi der via Cazotte
stilles spørgsmål ved kunstens rolle. Cazotte ønsker at forføre Ehrengard alene i gennem sin kunst,
men undervejs bliver man som læser opmærksom på, at det måske er motivet, i dette tilfælde
Ehrengard, der dirigerer kunstneren og ikke omvendt.
Cazottes besættelse af Ehrengard starter, da han i forbindelse med en gåtur i naturen opdager
Ehrengard bade nøgen. Som tidligere nævnt brugte Blixen ofte mytologien som kildeområde i form
af gudinden Diana. I den følgende passage overvældes Cazotte af Ehrengards skønhed, og han
ønsker efterfølgende at male hendes nøgenportræt, som han da også giver arbejdstitlen ”Diana's
Bad”:
6
Karen Blixen, Ehrengard, side 17
7
Karen Blixen, Ehrengard, side 31
9
”Efter en Stund steg hun igen op af Vandets Favntag. (…) Herr Cazotte blev meget alvorlig. Mens
han betragtede den Vision, han stod overfor, havde han overhovedet ikke tænkt paa noget, hans Sjæl
havde været i hans Øjne. Idet han nu langsomt lod Tanker og Begreber vende tilbage, stod det ham
klart at han var blevet udvalgt og begunstiget, overvældet med Naade som aldrig før. Et enestående
Motiv var blevet skænket en stor Kunstner”.
8
Med udgangspunkt i Blixens tilgang til den selvstændige kvindeidentitet, fornemmer man i denne
passage, at den store kunstner, og ikke mindst mand, Cazotte overvældes af Ehrengards
kvindelighed. Ehrengard beskrives igennem hele historien som en selvstændig ung dame, som
udover at fungere som en slags pseudostoresøster til prinsesse Ludmilla, også udviser en stor
nysgerrighed og appetit på at tilegne sig viden. Endeligt mestrer hun ridning og besidder et talent
for jagt, to egenskaber som i sidste ende gør hende i stand til at redde den lille prins. I kraft af sin
handledygtighed bliver hun i denne fortælling personificeringen af Diana og derved et symbol på en
stærk kvindeidentitet, der ikke lader sig kue i en mandsdomineret verden.
Det nævntes tidligere, at Blixen delte Heretica-forfatternes opfattelse af kunsten som noget, der skal
genskabe virkeligheden. Med det in mente kan Cazottes fascination af Ehrengard siges at være lidt
af en modsigelse. Cazotte beskrives som en meget lærd mand, der udover at besidde en stor
kundskab også har ordet i sin magt. Men da han inspireres ved synet af Ehrengards nøgne krop,
foreligger der, som nævnt, implicit et interessant spørgsmål: Har kunstneren magt over kunsten,
eller har kunsten magt over kunstneren? Efter hændelsen kan det virke som om, at sidstnævnte er
tilfældet:
”Det Billede, som han her var blevet beordret til at male, (…) vilde i sig selv være et Vidunder og en
Herlighed, Kronen paa hans Karriere som Kunstner. (…) Paa hvilken tænkelig Maade kunde han
mere fuldt og gennemgribende gøre Pigen til sin end ved at indfange, fastholde og fæstne paa sit
Lærred hver Linie og Farvetone i hendes unge Legeme (...)”
9
Cazotte ønsker først at fremmest at forføre Ehrengard, og selvom det går op for ham, at han kan
forføre hende igennem sin kunst, kan man som læser ikke undgå at lægge mærke til, at han føler sig
beordret til at male. Derved udvælger han ikke sit portræt, men portrættet udvælger derimod ham,
og på denne måde bliver det, meget i strid med Blixen og Heretica-forfatternes opfattelse,
kunstnerens rolle at gengive virkeligheden frem for at skabe en ny virkelighed gennem kunsten.
8
Karen Blixen, Ehrengard, side 71-72
9
Karen Blixen, Ehrengard, side 73
10
Ånden i naturen
Cazotte opdager som nævnt Ehrengard i forbindelse med en gåtur i naturen, og denne gåtur er, set
fra et analytisk synspunkt, heller ikke helt uinteressant. Her dukker kendetegn fra romantikkens
organismetanke op, og naturen beskrives som værende besjælet af en højere guddommelighed:
”Kastanietræets Blomster (…) holder sig ranke som Alterlys. Syrenens Blomster synes at myldre
frem i alle Retninger fra Stammen og Grenene, saa at hele Busken bliver til en overdaadig Buket,
Guldregnens Blomster hænger som gyldne Sommer-Istapper i den blegblaa Luft, men Tjørnens
Blomster ligger hen ad Grenene som lette Lag af hvid og rosenrød Sne. En saa uendelig
Forskelligartethed kan umuligt være nødvendig for Naturens Husholdning, den maa være et Udslag
af en Verdensaand, som er til Overmaal opfindsom (…) Sommernatten blev lysere omkring ham,
Farverne begyndte langsomt, ligesom modvilligt, at træde frem i Græsset og Træerne. Vandrerens
Bukseben blev gennemblødte til over Knæene, og Burrer og Torne satte sig fast i dem”.
10
I passagen, som Blixen beskriver igennem Cazottes optik, fornemmer man fra Cazotte en
ærefrygtsfuld respekt for naturen af næsten religiøse dimensioner. Selvom Blixen ikke delte
hereticanernes religiøse tilgang til litteraturen, bruges kristendommen og referencer til Bibelen flere
gange som kildeområde i ”Ehrengard”:
”Naar de var gaaet, vilde hun have opfattet tre Kendsgerninger. At hun var smuk. At hun var nøgen
– og allerede i tredie Kapitel af Genesis berettes det at en sådan Erkendelse er skæbnesvanger.”
11
Ovenstående uddrag henviser til syndefaldsmyten i Første Mosebog, hvor Eva spiser af
kundskabens træ og i den forbindelse, erkender at hun er nøgen. Det får langsigtede konsekvenser
for hele menneskeheden som efterfølgende må døje med arvesyndens tunge byrde.
Senere i bogen refererer Blixen igen til Bibelen:
”Jeg er sikker paa at den nøjagtigt ligner den Kurv som den ægyptiske Prinsesse fandt lille Moses i
mellem Sivene.”
12
Bibelreferencerne skal da nok også snarere ses som et værktøj, som Blixen bruger til at lægge
10
Karen Blixen, Ehrengard, side 67-68
11
Karen Blixen, Ehrengard, side 74
12
Karen Blixen, Ehrengard, side 81
11
emfase på beskrivelserne end som hendes eget tilhørsforhold til kristendommen.
Den farlige seksualitet
Et kendetegn ved den fantastiske fortælling er, at handlingen kun kan foregå i fantasien, men som
nævnt beskrives det overnaturlige implicit. ”Ehrengard” kan næppe kaldes en fantastisk fortælling,
og der er umiddelbart heller ikke nogen handlinger i bogen, der ikke kunne forekomme i
virkeligheden. Men som det ofte er tilfældet i Blixens værker, gøres der meget brug af symbolik,
og ”Ehrengard” kan, ligesom hendes fantastiske fortællinger, også læses freudiansk, hvis man
fokuserer på symbolikken.
I det klassiske eventyr er uhyrer i naturen et symbol på de forbudte seksuelle følelser i mennesket.
I ”Rødhætte” får Rødhættes manglende årvågenhed overfor seksualiteten, personificeret af ulven,
konsekvenser, og hun spises, hvilket igen kan ses som hendes afkast på sin renhed. Der vil i
eventyrene også være en udviklingshistorie involveret i handlingen. Der gøres brug af den klassiske
hjemme-ude-hjemmestruktur, hvor protagonisten starter i trygge rammer for herefter at begive sig
ud på et eventyr; et symbol på pubertet. Til sidst vender helten hjem igen, som et symbol på at
puberteten og dens prøvelser er overstået. Voksenlivet kan begynde.
I ”Ehrengard” er det titelpersonen der gennemgår denne udvikling. I en af Herr Cazottes breve til
Grevinde von Gassner skriver han om Ehrengard:
”Hun er ved at blive ilde tilpas i Rosenbad's tungt duftende Luft og begynder at finde det vanskeligt
at aande i den.”
13
Ehrengard er i nye omgivelser. Symbolsk kan det tolkes som begyndelsen af puberteten. Hun
væmmes ved lugtene og føler sig i øvrigt ikke tilpas i omgivelserne, ligesom en ung pige føler sig
utilpas i sin egen krop. Det er også umiddelbart efter denne beskrivelse, at Cazotte ser Ehrengard
nøgen for første gang og i denne forbindelse bliver opmærksom på hendes blomstrende
kvindelighed. Ehrengard beskrives igennem hele historien som en standhaftig kvinde med ben i
næsen, men også som en kvinde i uvante omgivelse. Det er først da hun redder den lille prins og
derved opnår udmærkelse, at hun fuldt ud opnår omverdenens fulde accept. Set med symbolske
13
Karen Blixen, Ehrengard, side 50
12
briller kan dette tolkes som hendes endelige afslutning på puberteten. På denne måde bliver
Ehrengard altså ikke kun et symbol på den selvstændige kvinde, men også et symbol på
forvandlingen fra pige til kvinde.
I bogens epilog er Ehrengard genforenet med sin forlovede, og til prinsens barnedåb er Herr Cazotte
taget til Rom. Han får aldrig malet sit nøgenportræt af Ehrengard og får altså heller ikke forført
hende. I stedet forelsker Ehrengard sig oprigtigt i sin forlovede, og deres forhold bliver et symbol på
den rene og legitime kærlighed. Det fortælles at Cazotte er taget til Rom, hvor det er lykkedes ham
at forføre en sangerinde. På den måde ender Cazotte som denne histories uhyre i skoven, hvis ønske
om at forføre den unge pige i enden forpurres af den accepterede og rene kærlighed.
Det kan være svært at definere ”Ehrengard” genremæssigt, selvom bogen indeholder kendetegn fra
den fantastiske fortælling. Mere interessant er da også bud på overordnede temaer. Temaer som
forførelse og ikke mindst kunstens rolle bør nævnes i forbindelse med en vurdering af tematikken,
idet fortællerperspektivet det meste af tiden er lagt hos Herr Cazotte. Men titelpersonens handlinger
får alligevel i sidste ende den største betydning for historien, og med Blixens forhold til den
moderne, selvstændige kvindeidentitet in mente, kan man ikke undgå at læse ”Ehrengard” som en
hyldest til den stærke og handledygtige kvinde.
Blixen henter i ”Ehrengard” yderligere inspiration i mytologiens verden og benytter flere gange den
romerske gudinde Venus, gudinden for kærlighed, frugtbarhed og forførelse, som grundlag for
Cazottes beskrivelser af Ehrengard.
”Og endelig at hun, ved saaledes at være smuk og nøgen, havde overgivet sig til Venusbjerget. Og
til ham. Skikkelsen paa Lærredet vilde forblive kysk sølvlysende for de begejstrede Tilskueres Øjne.
Men den unge Kvinde ved hans Side vilde langsomt blive brændende rød.”
14
Ifølge mytologien var Venus en forfører af mænd, og på Venusbjerget blev mænd bjergtaget af
Venus' skønhed, og de var i efterfølgende ikke i stand til at undslippe hendes forførende favntag.
Cazotte ønsker at forføre Ehrengard, men i virkeligheden er det ham der er blevet forført, og på den
måde fremstår Ehrengard yderligere som en stærk kvindeskikkelse. Som nævnt ender hun da også
med at redde dagen, og den store forfører stikker af i forlegenhed. Og derved er den stærke moderne
kvindeidentitet kommet til sin fulde ret.
14
Karen Blixen, Ehrengard, side 74-75
13
Fra Heretica til 60’er-modernisme
Som tidligere nævnt havde Karen Blixen en række synspunkter og opfattelser af kunsten til fælles
med Heretica-forfatterne i tiden efter anden verdenskrig. Hereticanerne betegnes ofte som
sensymbolister med reference til slut-1800-tallets symbolister, som ligeledes i deres litteratur brugte
hverdagsgenstande- og handlinger symbolsk.
En kendt Heretica-forfatter var Martin A. Hansen. Ligesom Blixen var hans skrivestil præget af et
langsommeligt og indviklet sprog, og hans fortælleform var beskrivende og scenisk, oftest med en
alvidende fortæller. Ligeledes er hans værker fulde af symbolik skjult mellem linjerne i form af
handlinger og genstande fra hverdagen. I hans novelle ”Agerhønen” fra 1947 finder en fattig familie
en agerhøne uden for deres hoveddør efter at have observeret en mystisk skikkelse i mørket udenfor.
”Han pressede ansigtet mod den sorte, kolde rude og så ud. Han vidste, hvad han ville få at se. Så
blev alt tydeligere, og han så en mørk skikkelse, større end mænd, gå bort mellem træerne.”
15
Historien er tung af symbolik og bibelske temaer. Skikkelsen i ovenstående passage kan tolkes på
flere måder. På den ene side kan den tolkes som et symbol på døden, der forsvinder, da agerhønen
giver familien mulighed for at spise sig mætte og undgå døden. På den anden side kan den tolkes
som en Jesus-figur, en velgører og livgiver, som bringer dem agerhønen og derved et måltid.
Familien beskrives som værende meget fattige, men da de finder agerhønen, finder de straks alle
reserverne frem og tilbereder et festmåltid baseret på den lille fugl. Set fra et bibelsk perspektiv
leder det tankerne hen på Jesus, der mætter en hel folkemængde med en lille mængde fisk og brød.
”Fedt kom på panden, det sidste måske, men nu tog moderen resolut til de yderste reserver,
kartoflerne kom i en kasserolle og på ilden, og bunden blev ikke skrabet i selvopgivelse, for hun
beredte et håbets festmåltid. Og skønt det var langt over sengetid, blev der bredt dug på bordet,
hvid og skøn, selv i karbidlygtens lys. Men så blev lygten båret udenfor, hvor den kunne hvæse af,
og et dyrt tællelys blev tændt på bordet”
16
I passagen træder hereticanernes eksistentialistiske tilgang til livet frem, idet familien tilbereder et
festmåltid uden at vide, om de overhovedet får noget at spise det næste stykke tid. De tager ansvar
for deres egen tilværelse, griber livet og springer ud, hvor de måske ikke kan bunde. Således lever
15
Martin A. Hansen, Agerhønen, 1947
16
Martin A. Hansen, Agerhønen, 1947
14
de op til Kierkegaards filosofi om at turde tage springet ud på de 70.000 favne vand.
Hvor Agerhønen temamæssigt beskæftiger sig med eksistentialismen og fokus på menneskets
ansvar for eget liv, er der i A. Hansens novelle ”Paradisæbler” fra 1953 også en underforstået
udviklingshistorie på spil. Ligesom i ”Ehrengard” hentes der inspiration hos eventyrene, og
ligeledes er det overordnede tema overgangen fra barn til voksen.
17
I denne historie symboliseres
udviklingen ved en ung drengs prøvelser i ellers realistiske og nutidige rammer, ligesom det også er
tilfældet med titelpersonens overgangsfase i ”Ehrengard”.
”Ehrengard” udkom i 1962 efter Blixens død. Set fra et litteraturhistorisk perspektiv, altså i forhold
til den periode den udkom i, var den med sin fortælleform og sit meget litterære sprogbrug
uddateret og allerede lidt af et fortidslevn ved udgivelsen. Som nævnt kom der i slutningen af
1950'erne en ny generation af modernister på banen, som gjorde op med hereticanernes højtidelige
sprogbrug. Hvor hereticanernes skrivestil afspejlede sig i deres iscenesættelse af sig selv som
skabende kunstnere, mentalt tilbagetrukket fra omverdenen, stilede sluthalvtredserne- og tressernes
forfattere mod en mere jordnær litteratur. Således bar deres litteratur præg af en mere
talesprogsagtig tone, da de mente at Heretica-forfatternes tilgang til sproget var for gammeldags og
traditionel.
Hvor Heretica-forfatterne gjorde op med deres samtids realiteter og ligeledes forsøgte at omdefinere
verden gennem deres kunst, forsøgte tressermodernisterne det stik modsatte. De ønskede at
konfrontere læserne med den moderne verden frem for at tage afstand til den. Tressermodernisterne
anså også tonen i Heretica-forfatternes litteratur som værende for seriøs og alvorlig, og de mente at
netop den tunge alvor var det, der var med til at distancere hereticanerne fra den øvrige verden.
Forfattere som Klaus Rifbjerg og Benny Andersen gjorde op med den tunge alvor, og de forsøgte
via deres poesi at ”nærme” sig verden igen.
Omend Karen Blixens litteratur tilhørte en uddøende race, og i det hele taget var noget gammeldags
i sin facon, var den med sit fokus på kvindefrigørelse på en måde forud for sin tid. ”Ehrengard” er
blevet kritiseret for ikke at være på niveau med Blixens øvrige litteratur, og efter sigende skulle
Blixen havde skrevet romanen på grund af pengenød, men ikke desto mindre er den stadig en
interessant repræsentativ roman for Blixens verdensbillede.
17
Barbara Kjær-Hansen og Tinne Serup Bertelsen, Litteraturhistorien – på langs og på tværs
15
Konkluderende ord
Karen Blixens litteratur bar præg af hendes egen søgen efter en moderne kvindeidentitet. Mange af
hendes historier kan kategoriseres som fantastiske fortællinger, en genre der temamæssigt trækker
på eventyrgenren. Den fantastiske fortælling adskiller sig dog fra eventyret ved at være mere tynget
af symbolik og benytter i modsætning til eventyret realistiske elementer til at beskrive noget
overnaturligt.
Blixens litteratur har mange fællestræk med Heretica-litteraturen hvis forfattere så sig selv som
afvigere fra mellemkrigstidens og anden verdenskrigs ideologiske synspunkter. Heretica-forfatterne
iscenesatte sig selv som beskuere af samfundet og så det som deres kunsts rolle at forme en ny
verden frem for at beskrive en allerede eksisterende verden. Selvom Blixen på nogle områder
adskilte sig fra hereticanerne havde hun den symboliktyngede og højtidelige skrivestil til fælles med
dem.
Blixens skrivestil var således indviklet og kompliceret, og hendes historier indeholdt ofte historier
inden i andre historier. Blixen havde skæbne som tema i mange af sine værker hvilket afspejlede
hendes afstandtagen fra hereticanernes eksistentialistiske og religiøse perspektiv på litteraturen.
Hun var en af de sidste forfattere til for alvor at gøre brug af en alvidende fortæller, hvilket kan
forklares med hendes opfattelse af sine fortællinger, som hun så som værende større end deres
aktører. ”Ehrengard” er på mange måder repræsentativ for Blixens litterære stil. Den er en
fortælling i en anden fortælling, og der gøres brug af en alvidende fortæller. Der gøres brug af
realistiske og konkrete rammer, som dog kan læses med en symbolsk optik. Således bliver
titelpersonen et symbol på udvikling, men altså også et symbol på en moderne og selvstændig
kvindeidentitet. I ”Ehrengard” kan man desuden finde eksempler på romantikkens organismetanke,
og ligeledes får den på mange måder et overordnet præg af eventyr trods sine realistiske ydre
rammer. Seksualitet, udvikling, kunstens rolle og den selvstændige kvindeidentitet er bud på temaer
i bogen.
Af andre forfattere i Blixens samtid kan nævnes Martin A. Hansen, som i sin litteratur havde mange
af de samme karakteristika, som Blixen havde i sin. A. Hansens litteratur var ligeledes tung af
symbolik og implicitte temaer om udvikling. ”Ehrengard” udkom posthumt i 1962 og var, set i et
litteraturhistorisk perspektiv, forholdsvis forældet med sit højtidelige og gammeldags sprog, men
kan alligevel anskues som innovativ i forhold til dens tema om kvindefrigørelse.
16
English summary
In this assignment I have given an introduction to the authorship of Karen Blixen and the general
characteristics in her writing style. An interpretation of her novel ”Ehrengard” from 1962 has been
the focal point.
Blixen's literature was heavily influenced by her own perspective on life. Throughout her authorship
she had several recurring themes in her literature. For an example she often used the goddess Diana
as a symbol of a modern independent woman. In general she made heavy use of symbolism in her
literature and her writing style was often complicated and intricate. Like her counterparts in the
Heretica era, her literature was fuelled by the horrors of World War II and she staged herself as an
outsider of the world. Blixen's frequent use of omniscient narrators can be seen in relation to her
idea of the story being larger than its involved characters.
”Ehrengard” is no exception and the novel has several examples of the general characteristics of her
writing style. The novel has implicit themes as sexuality, development, the identity of modern
women and the role of the art. Martin A. Hansen was another author in Blixen's era. Though his
literature contained a more existentialistic approach, his stories also contained implicit themes of
development while also making heavy use of symbolism and biblical references.
In the late 1950's a new generation of modernists started distancing themselves from the authors of
the Heretica era. These authors wanted to connect more to the world they were writing about. From
that point of view “Ehrengard” was somehow outdated with its publication in 1962 in mind.
Nevertheless the novel has an implicit theme of women's liberation and can therefore be seen as a
somewhat innovative piece of literature.
17
Litteraturliste
Hovedlitteratur:
- Karen Blixen, Ehrengard, 1962, 2. udgave, 1984, på dansk ved Clara Selborn, Gyldendal
Supplerende materiale:
- Karen Blixen, Skæbne-anekdoter, 1958, Gyldendal
- Robert Zola Christensen, Manual til skrivekunsten, 2005 (Om Karen Blixens brug af
alvidende fortællere)
- Birgitte Darger, Kapser Lezuik Hansen og Claus Nielsen, Begreb om dansk, 2009, 1.
udgave, 4.oplag, Dansklærerforeningens Forlag (om fortællertyper og fortællemåder)
- Martin A. Hansen, Agerhønen, 1947, kopisider, ukendt forlag og årstal
- Barbara Kjær-Hansen og Tinne Serup Bertelsen, Litteraturhistorien – på langs og på tværs,
2012, 1.udgave, Systime (om efterkrigsmodernisme og 1960'er-modernisme)
Hjemmesider:
- http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Dansk_litteratur/1914-
40/Karen_Christentze_Blixen-Finecke, den 12/3-2014 klokken 16:20 (om Karen Blixen og
hendes forfatterskab)
- http://www.kuriosa.dk/index.php?main=3&l=dk&cat=0-81-search-0&id=112558&f=Blixen-
Karen&title=Ehrengard, den 8/3-2014, klokken 10:45 (forsideillustration)