Redegørelse
Livsverdenen og systemverdenen
Den tyske sociolog Jürgen Habermas mener, at det moderne samfund er delt op i to verdener: Livs-
verdenen og systemverdenen. (Rasmussen, 2013; 134). Livsverdenen er den del af samfundet, hvor
vi indgår i personlige relationer med andre mennesker. Det er altså civilsamfundet i form af blandt
andet vennerne, familien, naboerne på vejen og den lokale fodboldklub. Livsverdenen er den men-
neskelige sfære, hvor borgere sammen skaber forståelse og dialog. Det er også her, at der sker den
såkaldte symbolske reproduktion i samfundet. Det betyder, at det er i livsverdenen, at borgere ska-
ber og tilpasser sig sociale normer og forener sig i et socialt fællesskab (Rostbøll, 2011; 38). Det er
så at sige her, vi skaber et fællesskab og bliver opdraget til at være borgere i det.
Systemverdenen er den del af samfundet, der er upersonlig og karakteriseret ved effektivitet og det
rationelle. Det er statens magtinstanser, markeder hvor vi handler med hinanden og i det hele taget
alle de steder, hvor der produceres, omfordeles og handles med materielle goder. Her er der resulta-
ter og mål frem for menneskelige normer og gensidig forståelse. Habermas mener, at staten og mar-
kedet udgør systemverdenen, da disse to er styret af instrumentel handlen: ”Interaktionerne på mar-
kedet og staten er ikke reguleret af fælles hensigter eller fælles normer, men derimod af styringsme-
kanismerne penge og magt” (Rostbøll, 2011; 39). Instrumentel handlen betyder, at borgere er drevet
af deres egne interesser og især materielle interesser som fx penge, når de er i systemverdenen. Vi
handler ikke efter fælles menneskelige normer i systemverdenen, men efter hvordan vi kan opnå no-
get materielt. Hvor livsverdenen er den menneskelige sfære med fælles forståelse og dialog, er sy-
stemverdenen altså den økonomiske og materielle sfære.
Systemets kolonisering af livsverdenen
Habermas mener, at der bør være en balance mellem livsverdenen og systemverdenen, da der er
brug for dem begge i et samfund. Men han kritiserer det moderne samfund for ikke at have den ba-
lance. Habermas hævder, at samfundet lider under, at systemverdenen har overtaget og skubbet sig
ind på livsverdenen. Systemets og dets logik har koloniseret livsverdenen (Rostbøll, 2011; 42).
Ifølge Habermas bliver områder i samfundet, der før var styret af livsverdenens dialog og menne-
skelige fællesskaber, forstyrret af systemverdenen: ”en kolonisering af livsverdenens kommunika-
tion fra systemers side, hvor systemer tiltager sig monopol på at tolke kommunikationer, der også
og bedre kunne tolkes i et livsverdensperspektiv” (Harste, 2002; 28). Systemverdenen overtager
livsverdenens opgaver, og det skader, ifølge Habermas, livsverdenens evne til at skabe dialog og
gensidig forståelse mellem borgere.
For eksempel vil man med Habermas’ teori kunne kritisere, at det i stigende grad er plejehjem, der
skal passe på de ældre i samfundet. Ifølge teorien driver staten og markedet plejehjem for at opnå
effektivitet og materielle fordele, så den medmenneskelige relation, dialog og gensidige forståelse
bliver skubbet ud af ældreplejen. Når vores personlige relationer foregår på systemverdenens præ-
misser, bliver de rationelle, egennyttige og materielle. Systemets kolonisering af livsverdenen gør