SSO om Omsorgssvigt

Omsorgssvigtede børn

Abstract

The purpose of this exercise is to examine, what it takes to have at good relation between

caretaker and the little child. And the consequences when the good relation fails to appear and

there is a lack of care and security, and the child is neglected, and the implications for the

child. What are the consequences for the adult child, build upon an analysis of the case

Thomas Pedersen. What is the most efficient treatment for the adult child. The method for the

analysis will include theories from Stern on the development of the self and the further

development of the theory in relation to the false self and the true self. For the account on the

good relation between the little child and the caretaker there will bee involved

developmenttheories from Mahler and Stern. The result of the analysis and the evaluation is

that if the child doesn’t have a good relationship with the caretaker , that means taken care of

physical and psychological needs, the child will be neglected, and the best treatment will be

either treatment in the home and family, placement in treatmentcenter (institution) or placed

at fosterparents. Which one of those possibilities to be chosen must rely upon a professional

evaluation, depending of the degree of the injury and the neglect. The consequences for the

adult child will be a development of a false self.

SSO Marts 2014

[navn fjernet]

Indhold

Omsorgssvigtede børn ..................................................................................................... 1

Abstract ........................................................................... Fejl! Bogmærke er ikke defineret.

Indledning ............................................................................................................................... 3

Den gode relation .................................................................................................................... 3

Margaret Mahlers udviklingsteori med fokus på den gode relation. ................................................ 4

Daniel Sterns udviklingsteori med fokus på den gode relation ........................................................ 4

Kari Killéns (1996) opdeling af forældreevnen i syv funktioner ..................................................... 6

Dencik, Jørgensen og Sommers (2008) tre fremhævede krav til omsorgsgiveren ......................... 6

Hvad er omsorgssvigt? ............................................................................................................ 6

Else Christensens teori der omhandler 4 former for omsorgssvigt ................................................. 7

Kari Killéns redegørelse for 4 former for omsorgssvigt .................................................................. 7

Reaktioner hos børn udsat for omsorgssvigt ........................................................................... 8

Kontaktforstyrrelser: ................................................................................................................ 8

Depression: ............................................................................................................................... 8

Dissociation: ............................................................................................................................. 8

Hyperaktiv og destruktiv: ......................................................................................................... 9

Ansvar, skyld og hemmeligholdelse: ....................................................................................... 9

De voksne børn: ....................................................................................................................... 9

Det omsorgsvigtede barn – case om Thomas Pedersen ........................................................ 11

Analyse af case ud fra Else Christensens teori om omsorgssvigt ................................................... 11

Analyse af Thomas Pedersens rolle i familien ................................................................................ 12

Thomas Pedersens case relateret til teorien om selvets udvikling. ................................................ 12

Det sande og ægte selv ................................................................................................................... 13

Det falske selv ................................................................................................................................ 13

Thomas Pedersens falske selv ........................................................................................................ 14

Vurdering af behandlingstilbud til de voksne børn. .............................................................. 16

Konklusion ............................................................................................................................ 18

SSO Marts 2014

[navn fjernet]

Indledning

Der findes langt flere omsorgssvigtede børn, end man som almindelig borger først antager. I

en undersøgelse fra Børns Vilkår viser det sig, at ”over 5 pct. af en børneårgang mishandles

fysisk af deres forældre eller stedforældre. Det er en i hver børnehavegruppe eller skoleklasse

og omkring 40.000 børn i alderen 0-12 år. Og mere end hvert femte barn oplever psykologisk

mishandling, hvor forældre ydmyger eller nedværdiger dem”

. Det er dog vigtigt at gøre

opmærksom på, at det langtfra er størstedelen af de omsorgssvigt, der sker, som vil blive

opdaget. Hverken børnene eller forældrene ønsker ofte deres dysfunktionelle families

problemer oplyst for omverden. Børnene holder det skjult i et forsøg på at passe på deres

forældre, og forældrene ønsker ikke at indrømme omsorgssvigtet over for børnene, eller de

kan ikke se, der er et problem. Det menes at risikobørnene er børn under 5 år og som ofte er

uønskede f.eks. pga. et handicap

. Forældrene har ofte et misbrug, psykisk sygdom, sociale

vanskeligheder og få økonomiske ressourcer

Hvad vil det sige at være en god omsorgsperson med en god relation til det lille barn? Og når

dette ikke formås, hvad indebærer det så at være et omsorgssvigtet barn? Hvilke

konsekvenser fører det med sig at blive et voksent barn grundet disse omsorgssvigt og hvilke

behandlingstilbud er de bedste til lige netop disse børn? Disse spørgsmål er nogle af dem som

denne opgave løbende vil sætte fokus på og besvare.

Den gode relation

Der er forskellige udviklingspsykologiske teorier, som hver især beskriver den gode relation

mellem det lille barn og omsorgspersonen. Den gode relation er med til at give barnet den

støtte og tillid til omverden, som det har brug for specielt i de tidlige leveår, men også resten

af livet. Der er især 2 udviklingsteorier, som særligt fokuserer på barnets følelser og

betydningen af omsorgspersonens relationer til barnet og derfor er relevante. De to

udviklingsteorier kommer fra dels Margaret Mahler og dels Daniel Stern.

Offentligt omsorgssvigt af børn og unge. () tilgængelig på internettet:

http://www.bornsvilkar.dk/newsarchive/2010/12/klumme-offentlig-omsorgssvigt.aspx#.Ux7xVoVGjfM

Børnemishandling og omsorgssvigt. () tilgængelig på internettet:

https://www.sundhed.dk/borger/sygdomme-a-aa/boern/sygdomme/socialpaediatri/boernemishandling/

Thormann, Inger: De voksne børn, s 51-53.

SSO Marts 2014

[navn fjernet]

Margaret Mahlers

udviklingsteori med fokus på den gode relation.

Mahlers teori er opbygget således, at barnet bevæger sig igennem seks faser

, fra det er 0-3 år

gammel. Ifølge Mahler er det vigtigt, at der i symbiosen er en god relation mellem barnet og

omsorgspersonen

. I dette tilfælde er den mest optimale omsorgsperson moderen selv. Det er i

symbiosen, at barnet skal udvikle sit eget selvværd og sin tillid til sig selv. Samtidig lærer

barnet også at etablere sociale og intime relationer til andre. Denne udvikling kan kun ske,

hvis der er en god relation mellem moderen og barnet. Den gode relation er i symbiosen, at

moderen tager vare på barnets behov og viser omsorg for det. Den symbiotiske oplevelse

hos

barnet bliver fremmet ved, at barnet bliver ammet, holdt om og ved øjenkontakten med

moderen. Derudover er det også vigtig ifølge Margaret Mahler, at moderen i de efterfølgende

4 udviklingsfaser giver den korrekte mængde støtte og omsorg. For i disse 4 udviklingsfaser

sker der også en adskillelsesproces, som forløber over 4 konsolideringsfaser, og her er det

vigtigt, at barnet ikke bliver tvunget til at adskille sig for hurtigt, og ligeså vigtigt at det ikke

bliver fastholdt i fasen. Har moderen formået at give den korrekte omsorg og støtte i

Differentieringsfasen, Øvelsesfasen, Gentilnærmelsesfasen, så vil den sidste udviklingsfase,

som kaldes Konsolidering, bære frugt, og barnet vil nu kunne tåle længere tids adskillelse fra

moderen uden at føle angst for at miste hende. Barnet vil altså her pga. den gode relation

mellem moderen og barnet være klar til at ”stå på egne ben” og have en form for rygsæk med

sig til hjælp på vejen igennem livet.

Daniel Sterns

udviklingsteori med fokus på den gode relation

En anden udviklingsteori er Daniel Sterns. Hans udviklingsteori arbejder ikke med stadier,

som ellers er det mest traditionelle indenfor den psykoanalytiske tradition, men med en

lagdelt model

, hvor de forskellige udviklingstrin ikke afløser hinanden, men eksisterer

sideløbende idet de er dannet

og ikke forsvinder. Igennem alle disse udviklingstrin er den

gode relation mellem omsorgspersonen og barnet ekstremt vigtig for barnets forståelse af

omverden igennem hele livet. Den gode relation mellem omsorgpersonen og det lille barnet er

vigtig allerede i barnets første tid. På det første udviklingstrin, som Stern kalder det

Fakta: Mahler, Margaret S. Østrigsk børnepsykiater. Tager udgangspunkt i psykoanalysens

tradition.

Se bilag (1)

Larsen, Ole Schultz: Psykologiens veje, s 78.

Ordforklaring: Barnet er 1-5 måneder. Barnet føler sig forbundet med alt der er godt og tilfredsstillende hos

moderen. Barnet har nærmest en narcissistisk (selvoptagethed, egoistisk, selvkærlighed).

Fakta: Stern Daniel Amerikansk børnepsykiater og psykoanalytiker.

Se Bilag (2)

Larsen, Ole Schultz: Psykologiens veje, s 82.

SSO Marts 2014

[navn fjernet]

begyndende (gryende) selv, vil barnet skulle have alle sine behov opfyldt, og dette vil give

barnet oplevelse af at nogle vitalitetsfølelser

går igen, som f.eks. den følelse, der udløses ved

at barnet ammes. På denne måde bliver barnet for første gang introduceret for velkendthed og

organisering. I det næste udviklingstrin, som kaldes Kerneselv, vil barnet via

kommunikation

med omsorgspersonen lære det grundlæggende om nonverbal

kommunikation

. Barnet vil også opleve den følelsesmæssige smitte, som sker ved samspillet

ansigt til ansigt, som også kaldes ansigtsduetter. Denne medfødte evne finpudses i samspillet

og er vigtig i det sociale samvær med andre mennesker. Samtidig er den følelsesmæssige

smitte også grobunden for den senere følelse af empati. Det er også i ansigtsduetterne, at

forældrene løbende stimulerer barnets nysgerrighed både omkring bestemte tilstande, eller

situationer som barnet allerede udviser nysgerrighed over for. Forældrene kan nogle gange

også forstærke barnets nysgerrighed, spænding og opmærksomhed til et niveau, som barnet

ikke selv ville kunne opnå på egen hånd. Her vil forældrene altså pga. den gode relation til

barnet være med til at fremme barnets psykiske vækst. I dette tilfælde vil alle de mange

positive oplevelser og samspil, som det lille barn får med forældrene danne generaliserede

episoder/skemaer som Stern kalder for RIG’er: ”Repræsentationer af Interaktioner der er

blevet Generaliserede”

. Disse episoder gør barnet i stand til at fremkalde dette samspil med

forældrene, selvom de ikke er fysisk tilstede med barnet, og dette kaldes en fremkaldt

ledsager. Barnet er altså mere tryg, sikker, tillidsfuld og positiv med den fremkaldte ledsager,

da det i en vis forstand aldrig er alene. Pga. alle disse positive generaliserede episoder tør

barnet at udforske verdenen, og barnet har derfor fået en god start på livet og en god grobund

for en sund psykisk vækst.

I det næste udviklingstrin, som Stern kalder det intersubjektive selv, er omsorgspersonens job

ikke kun at dele oplevelser med barnet, men også vise at de forstår barnets følelser og derved

kan indleve sig i barnets oplevelser. Omsorgspersonen viser, at han/hun er i stand til

indlevelsen ved at udtrykke tilsvarende mimik, gestik og stemmeføring, dette kaldes for

affektiv afstemning. Det vil sige, at omsorgspersonen her forsøger at genspejle den følelse,

som ligger bag barnets adfærd. Ifølge Stern er dette også en af de stærkeste måder, hvorpå

forældrene kan præge barnets udvikling

Ordforklaring: Følelsestone eller stemning der mærkes i kroppen. (indre stemninger)

Ordforklaring: Pludren, babysprog  høje toner m.fl.

Ordforklaring: mimik, gestik, turtagning m.fl.

Larsen, Ole Schultz: Psykologiens veje, s 89.

Larsen, Ole Schultz: Psykologiens veje, s 92.

SSO Marts 2014

[navn fjernet]

Det næste udviklingstrin, som kaldes det verbale selv, drejer sig om, at barnet ved hjælp af sit

sprog får adgang til blandt andet nye former for samvær og kommunikation, på dette trin er

det vigtigt, at omsorgspersonen via opmærksomhed og indføling hjælper barnet til at forsone

den hidtidige nonverbale oplevelsesverden og ordenes nye verden. Det er her vigtigt, at

forældrene ikke lader den sproglige udgave af en given oplevelse blive den officielle, men

giver plads til barnets nonverbale oplevelsesverden.

Der er altså ingen tvivl om, at uanset hvilken af disse 2 udviklingsteorier man vælger at se på,

så ligger ansvaret for den gode relation hos omsorgspersonen. Hvis vi kigger på, hvad

omsorgsperson skal rumme for at kunne have den gode relation til det lille barn, så har Kari

Killén

og Dencik, Jørgensen og Sommer givet deres bud.

Kari Killéns (1996) opdeling af forældreevnen i syv funktioner

 ”at kunne opfatte barnet realistisk”

 ”at have realistiske forventninger til de behov hos forælderen, som barnet kan

tilfredsstille”

 ”at have realistiske forventninger til, hvad barnet kan klare”

 ”at kunne engagere sig positivt i et samspil med barnet”

 ”at have empati med barnet”

 ”at kunne prioritere barnets grundlæggende behov frem for sine egne”

 ”at kunne rumme smerte og frustration uden at afreagere på barnet”

Dencik, Jørgensen og Sommers (2008) tre fremhævede krav til omsorgsgiveren

 ”Omsorgsgiveren (den voksne) har ansvaret for, at omsorgen gives.”

 ”Omsorgsgiveren må have indfølingsevne.”

 ”Omsorg indebærer også det at kunne tolke et andet menneskes adfærd som udtryk for

dets indre tilstand.”

Hvad er omsorgssvigt?

Omsorg kan defineres således: ”Omsorg henviser i almindelig daglig tale til dette at tage vare

på – at passe eller at have ansvaret for. Det vil sige en tilknytning til et andet menneske, der

omfatter at sikre en persons overlevelse, udvikling og tryghed – i det hele taget et ansvar for

Fakta: Kari Killén 1934-. Socionom med videreuddannelse i børne- og ungdomspsykiatrisk behandling.

Thormann, Inger: De voksne børn, s 19.

Thormann, Inger: De voksne børn, s 118-119.

SSO Marts 2014

[navn fjernet]

det pågældende menneske (Jørgensen et al., 1993)”

. Omsorgsvigt er altså, hvor et

forsvarsløst barn lider en overlast, der vil skade dets psykiske eller til dels fysiske udvikling

igennem livet. Denne overlast kan medføre lidelse, mangler og ikke mindst savn hos disse

børn, hvis omsorgspersoner ikke magter deres opgave som forældre. Hos forældrene er

følelserne ofte præget af nederlag, utilstrækkelighed, frustration og håbløshed. Der flere

definitioner på hvad omsorgsvigt er, og her er to af disse.

Else Christensens

teori der omhandler fire former for omsorgsvigt

 Aktivt fysisk omsorgssvigt: Her påføres børn fysiske skader bevidst foretaget af

omsorgspersonen. Dvs. voldelige og skadelige handlinger.

 Passivt fysisk omsorgsvigt: Her er der tale om, at børnenes fysiske behov ikke

tilgodeses i sådan en grad, at barnet tager sundhedsmæssig skade, eller barnets

sundhedstilstand er i fare.

 Aktivt følelsesmæssigt omsorgssvigt: Her bliver barnet udsat for skadelige handlinger

af ikke-fysiske karakterer.

 Passivt følelsesmæssigt omsorgssvigt: Her udsættes barnet for alvorlige forsømmelser

af psykisk karakter. Det er på grund af forældrenes manglende evne til at give omsorg,

tryghed og ikke mindst kærlighed.

Kari Killéns redegørelse for 4 former for omsorgssvigt

 Fysiske overgreb: Denne type overgreb omhandler børn, der lider skade af både

bevidste handlinger og undladelse af handlinger fra omsorgspersonen side.

 Vanrøgt: Her kan barnet allerede være vanrøgtet under graviditeten f.eks. ved

alkoholmisbrug, stofmisbrug, fejlernæring m.fl. Her tilgodeses barnets fysiske behov

ikke, og det kan derfor f.eks. være præget af sult eller af ikke at blive skiftet

regelmæssigt.

 Psykiske overgreb: Disse overgreb er en kronisk holdning og/eller adfærd hos

forældrene, som er ødelæggende for og/eller forhindrer udviklingen af et positivt

selvbillede hos barnet. Et eksempel på det kunne være trusler om at forlade barnet.

Thormann, Inger: De voksne børn, s 117.

Fakta: Else Christiansen, Senior Researcher og Mag.art i psykologi

Thormann, Inger: De voksne børn, s 119.

Killén, Kari: Omsorgsvigt er alles ansvar, s 35.

SSO Marts 2014

[navn fjernet]

 Seksuelle overgreb: Børn bliver enten af forældre eller af nogen fra deres sociale

netværk inddraget i seksuelle handlinger, som de udviklingsmæssigt hverken psykisk

eller fysisk er klar til.

Reaktioner hos børn udsat for omsorgssvigt

Nu ved vi altså hvad omsorgssvigt er og hvordan det defineres, men hvad er børnenes

reaktioner egentlig på disse overgreb? Der findes flere forskellige reaktioner fra børnene alt

efter hvilke omsorgssvigt de er udsat for og i hvilken grad.

Med udgangspunkt i Kari Killéns oversigt over reaktioner på omsorgsvigt

, kan følgende

fremhæves.

 Kontaktforstyrrelser: Dette er når barnet har udviklet et usundt tilknytningsforhold.

Det kan både være ved, at barnet med en forsvarspræget uafhængighed af andre kan

virke både kold, hård og afvisende og derved ikke udviser interesse for kontakt til

andre. Det kan dog også være det modsatte hvor barnet har udviklet en stor

afhængighed af andre og nærmest er ukritisk indladende og uselektivt venlig overfor

andre. Dette er, fordi barnet ikke er selektivt knyttet til en bestemt omsorgsperson og

deraf ikke udviser fremmedangst, som oftest ses typisk for spædbarnet.

 Depression: Her er barnet fysisk passivt. Det ønsker ikke som andre normalfungerende

børn at lege og være kreativ. Det ønsker heller ikke umiddelbart kontakt til andre og er

nærmest i en depressiv tilstand formentlig pga. sorg og angst. I de tilfælde hvor barnet

leger, vil legene være præget af noget stereotypt og tvangspræget.

 Dissociation: Her har barnet ofte været udsat for et enten voldeligt eller seksuelt

omsorgssvigt. Barnet dissocierer sig her med de traumatiske oplevelser, det har været

vidne til enten ved at benægte eller ligefrem glemme oplevelserne. I værste tilfælde er

det set, at et barn udvikler multipelpersonlighedsforstyrrelse, hvor barnets

personlighed splittes i flere identiteter, eller dele som fungerer uafhængigt af

hinanden. Barnet kan her udvikle en trancelignende tilstand, hvor det, enten under

overgrebene eller ved situationer der ubevidst minder barnet om dem, får en form for

frysereaktion, hvor barnet er følelsesløst og apatisk. Når barnet så kommer til sig selv

igen, vil det som oftest fortsætte, hvor det slap f.eks. i en leg.

Larsen, Ole Schultz: Psykologiens veje, s 122.

SSO Marts 2014

[navn fjernet]

 Hyperaktiv og destruktiv: Disse børn har ofte en adfærd, der er præget af aggressivitet,

urolighed, destruktivitet m.fl. De fungerer sjældent godt i større grupper da de ofte

ødelægger det for de andre, det kunne f.eks. være i en leg. De har en tendens til at

fejltolke andres adfærd som aggressiv eller afvisende, og de har samtidig også svært

ved at se det fra en anden synsvinkel end deres egen.

 Ansvar, skyld og hemmeligholdelse: Disse 3 ting rummer næsten alle børn, som har

været udsat for et omsorgssvigt. Det udspringer af deres kærlighed til

omsorgspersonerne og deres manglende lyst til at udstille dem. Børnene påtager sig

ofte skylden og ansvaret for de omsorgssvigt, de har været udsat for, uanset om det er

af den psykotiske forælder eller den voldelige. Hemmeligholdelsen, af de ting der sker

inde for huset fire vægge, er i konflikt med barnets behov for hjælp..

 De voksne børn: De voksne børn ønsker ikke, at omverden skal se de problemer, der

er i deres dysfunktionelle familie. De er meget opmærksomme og nærmest

overfølsomme overfor de voksnes krav, forventninger og signaler. Disse børn besidder

ofte evner og færdigheder, der overstiger, hvad et normalt barn kan, og hvad der

forventes af det i den pågældende alder. De forsøger at undgå de voksnes vrede og

uberegnelige adfærd ved at leve op til deres skiftende forventninger og krav. Den

bedste beskrivelse er, at disse børn overtager forældrerollen som f.eks. at putte mor i

seng, når hun igen er faldet om på gulvet i sin brandert. Disse børn har kort sagt

ansvaret for, at dagligdagen hænger sammen for familien. De voksne børn kan stamme

fra alle grupper indenfor Else Christensens 4 former for omsorgssvigt nemlig passivt

fysisk omsorgsvigt, aktivt følelsesmæssigt omsorgssvigt, aktivt fysisk omsorgssvigt og

passivt følelsesmæssigt omsorgssvigt. Forældrene er ude af stand til at tage vare på sig

selv eller andre og er ofte misbrugere af f.eks. alkohol og/eller psykisk syge f.eks. en

svær depression. Børnene bliver tvunget til at udvikle sig alt for hurtigt og tage det

store ansvar, som det var meningen, at forældrene skulle have haft. Disse børn oplever

ved fjernelse fra hjemmet en kæmpe skam og skyld, da børnene tror, at forældrene er

deres ansvar. Et eksempel på denne skyld og skam er Mathias på 5 år ”det er min

skyld at jeg kom her, og min skyld, at mor er alene”, underforstået ”min skyld, hvis

der sker mor noget”

. Et andet eksempel på et omsorgssvigtet barn er Mette

, hun er

på det pågældende tidspunkt 1½ år gammelt og er datter af en stofmisbrugende mor,

der selv har været omsorgssvigtet. Hun burde på dette tidspunkt ifølge Mahlers

Thormann, Inger: De voksne børn, s 20.

Thormann, Inger: De voksne børn, s 37.

SSO Marts 2014

[navn fjernet]

udviklingsteori være i overgangen mellem øvelsesfasen og gentilnærmelsesfasen, men

meget tyder på, at hun er langt længere fremme i sin udvikling. På akutinstitutionen

Frederiksholm observeres det for det første, at Mette holder sig tilbage fra at afprøve

og udforske sin omverden, hvilket langt fra svarer til det, hun burde gøre i hendes

Øvelsesfase. For det andet viser hun heller ikke interesse for sin moder, som hun

burde gøre i Gentilnærmelsesfasen. Mette har altså her ingen problemer med at

udholde længere tids adskillelse fra moderen, hvilket først burde være udviklet i

Konsolideringsfasen, hvor barnet er mellem 2-3 år. En af de måder, man ser, at Mette

hører under gruppen de voksne børn, er ikke kun hendes alt for hurtige udvikling af

separationen fra moderen, men det at ”hun demonstrerede, hvordan man skifter ble på

sig selv

(…)”. Som bare 1½ år gammel viser Mette tydeligt, hvor omsorgsvigtet hun

egentlig har været.

Det er samtidig relevant at kigge på, hvilke roller børnene kan påtage sig i familier med

omsorgssvigt. Ligesom de voksne børn ses disse roller blandt søskende ofte i

misbrugsfamilier og danner tilsammen grundlag for familiens overlevelse. Disse børn lærer

meget sjældent kombinationerne af de forskellige roller, som er med til at man kan indgå

optimalt i en gruppe. Disse roller har Claudia Black

fundet frem til i sit arbejde med mindre

børn, og de omhandles i bogen de voksne børn

. Rollerne er: den ansvarlige, den gode fe, og

den, der tilpasser sig, men andre forskere har også kaldt disse for f.eks. det fortabte barn,

syndebukken, helten og klovnen.

Rollen som den ansvarlige indebærer, at barnet selv skaber den forudsigelighed og struktur,

som har manglet i familien. De har ofte erfaret, at forældrene er utilregnelige, og at de derfor

ikke kan have tillid til dem. Forældrene kan f.eks. reagere forskelligt på samme situation,

selvom de er ædru såvel som påvirket af spiritus m.m. Barnet påtager sig alt ansvaret i og for

familie og gør det frivilligt. De ordner f.eks. alt fra det huslige til at tage ansvaret for

opdragelsen af de mindre søskende. Det vigtigste formål for dette barn er at opretholde freden

i familien og derved undgå balladen. Det ansvarlige barn er som omtalt ovenfor det voksne

barn. Barnet bliver ofte en god leder, da det mestrer at være struktureret, organiseret og

manipulerende. De har kun troen på dem selv tilbage og er derfor ofte nærmest usynlige

Thormann, Inger: De voksne børn, s 38.

Fakta: Claudia Black holds a Doctorate of Philosophy in Social Psychology from Columbia Pacific University,

and a Masters Degree in Social Work and Bachelor of Arts Degree in Social Welfare from the University of

Washington.

Thormann, Inger: De voksne børn, s 27.

SSO Marts 2014

[navn fjernet]

udenfor hjemmet blandt andet på grund af deres store uafhængighed og selvstændighed. Det

ansvarlige barn er ofte enebarn eller den ældste i søskendeflokken.

Den næste rolle er den, der tilpasser sig, og dette barn tilpasser sig omstændighederne og

tager ofte instrukser fra det ansvarlige barn. Svagheden ved dette barn er, at de ikke kan tage

ansvar, og dets styrke er, at det tilpasser sig hvilken som helst situation. Barnet opholder sig

sjældent sammen med familien, men sammen med vennerne eller på værelset. Dette barn er

derfor det mest usynlige barn i familien, da ingen rigtig ligger mærke til det. Det barn, der

tilpasser sig, er ofte det yngste barn eller et midterbarn.

Rollen som den gode fe indebærer det at tilfredsstille andre, samtidig med at det selv er meget

følsomt og sensorisk. Dette barn tager varer på familiens følelser og derfor opmuntrer og

trøster familiemedlemmerne. Dette barn vil også, når det bliver voksent, blive anset for høfligt

og venligt, og det vil altid forsøge at gøre andre glade. Barnet vil med årene glemme sine

egne følelser og vil derfor være nem at omgås, fordi barnet ingen forventninger vil have til

dets omverden. Den gode fe gemmer sig bag sit formål og ønsker ikke at se virkeligheden i

øjnene, og af den grund ville dette barn stort set aldrig afsløre den dysfunktionelle families

hemmelighed.

Alle disse roller indebærer det at være et voksent barn, da de alle tager en form for ansvar, de

aldersmæssigt ikke er klar til.

Det omsorgsvigtede barn

Casen om Thomas Pedersen giver et realistisk billede af, hvad det vil sige at være et

omsorgssvigtet barn, et voksent barn. At være barn i en dysfunktionel familie med

alkoholiserede forældre, og hvor moderen oven i købet også er psykisk syg, sætter sine ar i

barnets sjæl. Thomas bor primært hos sin mor, da hans forældre er skilt. Han beskriver selv

sin far som mere passiv end hans mor, og som en der kan sørge for sit eget misbrug

Analyse af case ud fra Else Christensens teori om omsorgssvigt

Thomas omsorgssvigtes indenfor minimum 2 af de 4 former for omsorgssvigt, som Else

Christensens teori beretter om. Der er tale om passivt omsorgssvigt både af følelsesmæssigt

og fysisk art. Thomas behov tilgodeses ikke. Han får f. eks hverken den mad, omsorg eller

tryghed, som han har brug for i sin psykiske og fysiske udvikling. ”(…) Trænger en bestemt

følelse stærkest igennem: Ensomhed (…) tit var der slet ikke noget at spise (…) Han var også

Vedhæftet case: Ikke alene men ensom, s 2, Samvirke.dk

SSO Marts 2014

[navn fjernet]

tynd. Den absolut mindste i klassen

”. Det er ofte at passivt omsorgssvigt, ligesom i dette

tilfælde, udøves af forældre med psykisk sygdom og misbrug. Der blev derfor aldrig sørget

for Thomas, da han var barn, og han måtte derfor selv stå for, sin mad, sit tøj, sin skole m.m.

uden nogen form for støtte hjemmefra ”Jeg spiste også enormt mange dåser makrel og en hel

masse slik, som jeg købte for penge, jeg havde stjålet i min mors pung (…)Moderen vækkede

aldrig Thomas om morgenen. Han stod selv op, tog tøj på og gik i skole (…)

”.

Analyse af Thomas Pedersens rolle i familien

Thomas rolle i sin familie var blandt andet at være den, der tilpasser sig, at være den

usynlige. Han var ofte sammen med de ældre kammerater om aftenen, og ellers så han en

masse fjernsyn. De ældre kammerater var omkring de 20 år, hvor Thomas dengang selv kun

var 10-12 år gammel. Thomas mener selv, at kammeraterne tog ham til sig på grund af

medlidenhed ”Jeg tror, de ældre var sammen med mig, fordi de havde medlidenhed med mig

og følte, at de skulle tage hånd om mig.

”.

Formentlig var det en kombination af det, og at

Thomas var et voksent barn, og derfor var blevet tvunget til at udvikle sig og forlade

barndommen i alt for tidlig en alder og af den grund matchede de ældre kammeraters

udviklingsstadie. Thomas var som mange andre omsorgssvigtede børn ikke udadreagerende,

men holdt problemerne for sig selv. På nogle områder var Thomas også nødt til at have rollen

som Den ansvarlige. På trods af sin to år ældre søster følte Thomas i sin barndom sig selv

som et enebarn ”(…) kunne han ligeså godt have været enebarn

”. Det var ham der sørgede

for, at mor blev lagt i seng, når hun var faldet om ude i køkkenet, eller tog ned i butikken for

at hente hendes spiritus. Thomas tog altså noget af det ansvar, som hans mor selv burde have

taget, men som hun ikke var i stand til.

Thomas Pedersens case relateret til teorien om selvets udvikling.

Thomas ender til sidst med at have den resiliens, som der skal, for at han psykisk og fysisk

overlever det omsorgssvigt, som han har været udsat for. Resiliensen er et begreb som

indeholder flere aspekter, da det ene er de personlige kompetencer og det andet er ressource

sociale relationer. Thomas formår at have begge dele, hvor Ulla og hendes mand er den gode

ressource stærke relation. Selvom Thomas formår at have den resiliens altså modstandskraft,

der skal til for at han overvinder det at have været et omsorgssvigtet barn, så betyder det

stadig for Thomas en psykisk fejludvikling, nemlig en fejludvikling der betyder han får et

Vedhæftet case: Ikke alene men ensom, s 1, Samvirke.dk

Vedhæftet case: Ikke alene men ensom, side 2, Samvirke.dk

Vedhæftet case: Ikke alene men ensom, side 1, Samvirke.dk

SSO Marts 2014

[navn fjernet]

falsk selv. Som opgaven tidligere har været inde på, har Stern en udviklingsteori som har

fokus på barnets udvikling af selvopfattelse/selvfornemmelse. I løbet af barnet første 5 leveår

udvikler dets selv sig igennem to områder. Det er det nonverbale område og det verbale

område

. Sterns har videreudviklet teorien om det sande selv og det falske selv.

Det sande og ægte selv

Det sande selv udvikles hos børn, der er harmoniske og sunde. De har forældre, som magter

deres opgave og det at støtte barnet. Barnet oplever sig her elsket, værdsat, god og ikke

mindst respekteret. Hart og Schwartz beskriver det sande selv således Det sande selv er en

hypotetisk størrelse, et medfødt potentiale, der kan modnes i en faciliterende omverden

”.

Barnet vil alt efter irettesættelse og ros af handlinger opbygge en positiv grundfølelse af sig

selv, og således vil det at begå fejl ikke blive truende for barnets selv. Barnet behøver heller

ikke kæmpe for at få opmærksomhed eller for den sag skyld kærlighed og accept. Barnet har

her mulighed for at kunne være sig selv og udvikle sig et sandt selv, et stærkt jeg. Et sundt jeg

opbygget af positive følelser, der giver en god grundlæggende tillid og selvværdsfølelse.

Dette barn har også tillid og respekt for andre, og derfor tør dette barn også godt bede om

hjælp og støtte. Barnet har en medfødt empati og har lært, hvad det vil sige at omgå andre

mennesker. Her kan barnet kan både tage hensyn og tilgodese sig selv. Barnet har også

udviklet sine kreative sider og er både handlekraftig og iagttagende. Thormann beskriver

grundfundamentet i det sande selv således ”Dette sande, ægte selv grundfundament svarer til

Erik Eriksons beskrivelse (1977) af barnets første udviklingsopgave, nemlig at udvikle

fundamental ’basic trust’; det svarer ligeledes til Bowlbys tidligere nævnte udvikling af ’en

sikker base’, altså det, der sker i kerneselv-perioden.

”. Den sikre base er altså noget, både

Erikson

og Bowlby i deres udviklingsteorier er enige om er fundamentalt for barnet positive

psykiske udvikling.

Det falske selv

Grundfundamentet i det falske selv er mistillid og en oplevelse samt følelse af en usikker

base. En fejludvikling hos dette barn bunder primært i skader i dets eget selvfølelse. Denne

udvikling er en reaktion på den vedvarende mangel/ mangelfulde omsorg fra forældrenes side.

Dette barn kæmper primært mod angst og panik. Hvis disse to følelser bliver for

dominerende, og barnet ikke kan holde dem tilbage vil andre følelser som vrede, fortvivlelse,

Se bilag (3)

Thormann, Inger: De voksne børn, s 107.

Fakta: Erik H. Erikson Tysk-amerikansk psykoanalytiker og udviklingspsykolog

SSO Marts 2014

[navn fjernet]

afmagt m.fl. dukke op, og barnet vil med hjælp af overlevelsesstrategier, beskytte sig selv

imod dem og således i sidste ende udvikle et falsk selv. Dette falske selv er et ikke-mig, som

med tiden vil føles som et mig for barnet. Primært på grund af, at der ikke er et andet mig,

eller sådan kan barnet føle det. Denne fejludvikling starter allerede i Sterns periode Kerneselv

og forsætter således og bliver endnu stærkere i den Intersubjektive periode. I Kerneselv kunne

fejludviklingen ske ved manglende omsorg og kommunikation i form af ansigtsduetter

mellem omsorgspersonen og moderen. Ligeledes ville barnet trække sine erfaringer fra

Kerneselv med over i den Intersubjektive periode. Her vil barnet yderligere fejludvikles

specielt med omsorgspersoner, der har et misbrug eller er psykisk syge. Her vil

omsorgpersonerne ofte ikke magte at kunne sætte sig ind i barnets følelser og derved kunne

forstå barnet. Dette vil hos barnet skabe en mistillid og senere medbringe en følelse af ikke at

være accepteret. Når det falske selv er dannet, skjuler det barnets oprigtige følelser, som er

tristhed, ensomhed og depression

. Det falske selv har ikke de grundsten, som ses hos det

sande selv. Det koncentrer sig ikke om hverken egne behov eller følelser, men derimod på sin

egen forståelse af sig selv i forhold til forældrenes manglende omsorg, respekt og accept, samt

sin egen tilpasning hertil. Ifølge Winniscott ”taler man om forskellige grader af det falske

selv. Den patologiske yderlighed er »det fuldstændige afslappede, føjelige, falske selv, der

forveksles med hele barnet« (…) hos det sunde menneske, har det sande selv et føjeligt aspekt,

en evne hos barnet til at føje sig uden at blive udsat. Evnen til at indgå kompromis er en

beskyttende faktor

”. Det sande selv er altså i stand til at overvinde det føjelige selv, hvor det

falske selv bliver opslugt af dette.

Thomas Pedersens falske selv

Man kan sige, at Thomas’ selvudvikling er voldsomt forstyrret, da han blandt andet pga.

manglende støtte både fra forældrenes side og skolens har udviklet et falsk selv. Skolen

interesserer sig ikke for Thomas fysiske og psykiske tilstand, og det gør forældrene for den

sags skyld heller ikke. Hans forhold til forældrene og søster bærer præg af, at interaktionen er

fattig, og han husker ikke mange familiære stunder sammen med dem ”Thomas kan kun

huske ganske få gange, hvor han har spist sammen med moderen

”. Og han beskriver sit

forhold til søster således ”Vi levede i to parallelle verdener og havde ikke rigtig noget med

hinanden at gøre.

”. Grundlaget for hans udvikling af det falske selv er hans usikre base

Thormann, Inger: De voksne børn, s 107.

Thormann, Inger: De voksne børn, s 108-109.

Vedhæftet case: Ikke alene men ensom, s 1, Samvirke.dk

SSO Marts 2014

[navn fjernet]

samt hans udvikling af mistillid til omverden. Dette ses blandt andet i den reaktion, han får,

når nogen fortæller ham at de holder af ham ”Når Ulla fortalte mig, at hun holdt af mig,

gjorde det ondt inden i…

”. Fundamentet for Thomas udvikling af det falske selv er altså

den vedvarende manglende omsorg fra forældrenes side samt deres utilregnelighed. Thomas

er som tidligere nævnt typen, som tilpasser sig, og samtidig er han samarbejdsvillig, idet han

hjælper moderen. Hans liv og hans psykiske udvikling er baseret på overlevelsesstrategier, og

disse ydre overlevelsesstrategier skjuler hans sande og sårbare selv. Det selv, der viser sig, når

han er alene i stilheden og i mørket: ”Når jeg så kom ind i seng og skulle sove, var der fred og

mørke (…) jeg mærkede mig selv og livet allermest. Så græd jeg mig tit i søvn

”. Donald

Winnicott

mener og beskriver det sande selv som værende isoleret i det falske selvs

tempel

. Thomas udvikler altså en som om personlighed, hvor han ikke viser sine ægte

følelser, tanker og ikke mindst bekymringer. Formålet med alle Thomas’

overlevelsesstrategier er primært at undgå angst og panik. Panikken kommer i tilfælde af, at

barnet bliver udsat for voldsommere oplevelser, end dets psyke kan rumme og håndtere.

Angsten er født af den ensomhed, som Thomas også besidder. Barnet, og for den sags skyld

Thomas, vil gøre alt for at undgå angsten, da den medfører følelsen af at være ligegyldig og

føle, at man er ved at forsvinde og derved være ingenting. Thomas oplever angsten i de

situationer, hvor han overvældes af ensomheden, som f.eks. når han skal sove. Et barn, som

ikke får hjælp med at stoppe udviklingen af angsten eller panikken, vil med tiden udvikle

yderligere overlevelsesstrategier, og til sidst vil barnet udvikle et falsk selv, da det ikke

længere er i kontakt med det sande selv. Det vil kort sagt have et ikke-mig, som med tiden vil

udvikle sig til det, der føles som mig. Thomas falske selv består (lige inden han flytter fra

hjemmet) i opretholdelsen af hans selvbillede: Der er ingen der hjælper mig eller viser omsorg

for mig = Det må være fordi ingen elsker mig, hvis jeg er mig selv. Det er også på baggrund

af dette selvbillede, at Thomas synes det svært, at Ulla og hendes mand pludselig som de

første begynder at vise den omsorg og kærlighed, som han aldrig har fået. Dette betyder

nemlig at hans selvbillede kollapser, og det motto, man nærmest kan sige, han har levet under,

ikke længere er korrekt. Et barn som Thomas, der har levet så mange år uden at føle sig

elsket, kan have ekstremt svært ved at forstå og tro på, at der pludselig er nogen, der kan elske

Vedhæftet case: Ikke alene men ensom, s 2, Samvirke.dk

Fakta: Donald Wood Winnicott Britisk børnelæge og psykoanalytiker

Larsen, Ole Schultz: Psykologiens veje, s 441.

SSO Marts 2014

[navn fjernet]

ham. Et eksempel er Mette ”(…)Den følelse har jeg haft, men ikke fordi hun gav mig den

følelse, men fordi jeg ikke troede på, at det var muligt, at hun kunne elske mig (…)

”.

Vurdering af behandlingstilbud til de voksne børn.

Når man kigger på hvilket behandlingstilbud, der er bedst til de voksne børn, så er man nødt

til både at vurdere hvert barn ud fra dets alder, og hvor voldsom det er skadet pga. det

omsorgssvigt, det har været udsat for. Er barnet slemt skadet og derved viser tydelige tegn på

mistillid til den voksne, så er det rigtige behandlingstilbud en institution som er specialiseret

inden for området. Her er der flere ansatte, som kan tage sig af børnene. Dette bliver gjort på

sådan en måde, så at hvert barn har en form for kontaktpersonen, som de knytter sig særligt til

og derved får muligheden for stabilitet og tillid til den pågældende voksne. Alle de ansatte har

erfaring indenfor området og er godt rustet til den store opgave, det er at have med et

omsorgssvigtet barn at gøre. Da det kan være en stor og udmattende opgave, er det vigtigt at

der er flere voksne, der kan tage over. Som det ses i eksemplet med Mette kan børnene i

starten ofte være voldelige, bange og usikre ved tæt kontakt med de voksne ”Mette har svært

ved at indgå i tæt kontakt med en voksen. Hvis samværet blev for tæt, reagerede hun med at

kradse og slå.

”. Det er her den veluddannede ansattes ansvar, job og formål at vise det

pågældende barn, at ikke alle voksne er utilregnelige, ansvarsløse og ude af stand til at blive

stolet på. De ansatte har sideløbende mulighed for at rådgive sig med de andre ansatte og

forholde sig på en faglig og professionel, men omsorgsfuld måde overfor børnene. På denne

måde bliver deres ressourcer vedligeholdt og samtidig genopladt i deres fritid udenfor jobbet.

Når børnene så begynder at vise fremskridt, og en professionel vurdering viser, at de er klar til

at komme i en plejefamilie, ja så flytter de fra institutionen.

Nu er det så plejefamiliens ansvar og pligt at skabe så trygge og stabile rammer, de

overhovedet kan for det pågældende barn. Det er nu, at barnet for alvor (hvis alt går godt)

lærer de sidste ting på vejen til et godt liv, d.v.s. alt fra tillid til andre, kommunikation, at vise

omsorg, gå på kompromis m.m.. Ja alt hvad et normalt barn fra en velfungerende familie får

med i rygsækken på vej videre i livet. Når barnet ankommer i plejefamilien, er de altså langt

fra færdige i deres udvikling, men er startet på den. Der venter nu en lang sej kamp for både

plejebarnet og plejeforældrene. En kamp der er præget af plejebarnets grænsesøgen,

usikkerhed, mistillid, manglende selvværd m.m. Det er her barnets sande selv skal kæmpe sig

forbi muren bestående af det falske selv. Det skal lære at sætte pris på sig selv, at kunne

Thormann, Inger: De voksne børn, s 73.

Thormann, Inger: De voksne børn, s 38.

SSO Marts 2014

[navn fjernet]

spørge om hjælp, at kunne føle sig elsket og respekteret og ikke mindst at turde stole på at

andre medmennesker vil en det godt. Det er meget vigtigt, at børnene ikke for hurtigt kastes

ud i en plejefamilie. Plejefamilier er på 24/7 og har derfor ikke muligheden for pauser til at

lade op mentalt. De er ikke altid ligeså veluddannede som på institutionerne og forholder sig

ikke ligeså professionelt og fagligt til plejebarnet som på institutionerne. Det ses blandt andet

i eksempel med Mette ”I min plejemors øjne er jeg ikke hende plejebarn. Jeg er hendes barn

på lige fod med hendes andre børn.

”. Dette er dog både positivt og negativt. Det er positivt i

forhold til plejebarnets fremtidig udvikling og selvværd, men negativt i forhold til det

personlige engagement, og det nederlag nogle plejefamilier kan opleve idet, de må erklære

deres forsøg for fallit. Her vil barnets tillid og dets gamle formodninger om at blive svigtet

igen være gældende, og det vil lide endnu et nederlag, og endnu engang vil barnet føle sig

svigtet. Det er set, at et plejebarns medbragte problemer har været så store, at plejefamilien

har været nødt til at frasige sig plejebarnet. Et eksempel er ” Dagen efter ringede jeg til

plejefamilien, og da ingen tog telefonen, kørte jeg ud for at se, hvordan det gik. Faderen

kunne jeg ikke finde, moderen sad i køkkenet og græd, og deres egne børn havde plejebarnet

bundet i haven. ”Nå, skal vi køre hjem igen”, sagde drengen roligt. ”Ja, det er nok en god

ide”, måtte jeg svare.

”. Dette skyldes dårlig vejledning, uddannelse og selvfølgelig engang

imellem personlige problemer indbyrdes i den oprindelige familie. Så hvor om alting er, er det

bedste behandlingstilbud til slemt omsorgssvigtede børn, at de først tages ind på en

behandlingsinstitution, hvorefter børnene kan komme til en plejefamilie efter en faglig

vurdering f.eks. af psykolog. I de tilfælde hvor forældrene oprigtigt er villige til at indgå i et

samarbejde med et behandlingshjem, og hvor det vurderes at både forældrene og børnene har

en mulighed for at rette op på de skader der er, så skal muligheden være der for, at børnene

kan blive boende derhjemme. At flytte et barn er en belastningsfaktor, som kan skade barnet

på sigt, og det skal kun anvendes som redskab i de tilfælde, hvor skaden ved ikke at flytte

barnet vil overstige belastningsfaktoren ved anbringelse. Hvis barnet bliver vurderet til at

have bedst af at bo hjemme i familien, så skal barnet sammen med forældrene indgå i et

professionelt behandlingsforløb både sammen som familie men også med individuel

behandling både for forældrene, søskende og barnet selv.

Thormann, Inger: De voksne børn, s 73.

Omsorgssvigtede plejefamilier. () Tilgængelig på internettet:

http://www.sl.dk/da/HeaderMenu/Udgivelser/FanNy/FanNy%2047/Omsorgssvigtende%20plejefamilier.aspx

SSO Marts 2014

[navn fjernet]

Konklusion

Den gode relation afspejler både i Sterns og i Mahlers udviklingsteori samspillet mellem

omsorgspersonen og det lille barn. Omsorgspersonen stimulerer barnet ved hjælp af korrekt

omsorg med varetagelse af fysiske og psykiske behov hos barnet. Den gode relation mellem

omsorgspersonen og det lille barn vil få barnet til at føle sig elsket, respekteret og derved

bringe barnet i psykisk vækst. En vækst der vil kendetegnes ved det sande selv og ende op

som voksen med en selvværdsfølelse af lykke.

Et omsorgssvigt af et barn er ifølge Else Christensen enten et aktivt fysisk omsorgssvigt,

passivt fysisk omsorgsvigt, aktivt følelsesmæssigt omsorgssvigt eller et passivt

følelsesmæssigt omsorgssvigt. Barnets reaktioner på disse omsorgsvigt kan være

kontaktforstyrrelser, depression, dissociation, hyperaktiv og destruktiv, ansvar, skyld og

hemmeligholdelse og de voksne børn. Det, at være et voksent barn, indebærer at tage det

ansvar, som burde ligge hos forældrene og så at sige have ansvaret for sin egen overlevelse.

Barnet har en mistillid til omverden og er ofte præget af at have et falsk selv, som gør det

muligt for barnet følelsesmæssigt at overleve den kamp, det er at være i en dysfunktionel

familie. Barnet viser så at sige ikke sit sande jeg, men viser det som det tror omverden ønsker

sig af det. Det voksne barn er nærmest overfølsomt overfor de voksnes krav, forventninger og

signaler, og derved besidder det evner og færdigheder som overstiger andre børns kunnen i

samme aldersgruppe.

Det bedste behandlingstilbud, man kan give disse voksne børn, er først og fremmest at

foretage en professionel vurdering f.eks. ved psykolog, for at afgøre hvor stort et omsorgsvigt

de har lidt, og hvor skadet barnet er. Mulighederne er enten anbringelse på et

behandlingshjem, i en plejefamilie eller behandling i hjemmet, hvis barnet ikke er svært

skadet. Vurderes forældrene at have potentiale for forandring, skal børnene ikke flyttes fra

hjemmet, men derimod sammen med forældrene indgå i et professionelt behandlingsforløb.

Er barnet svært skadet, skal det fjernes og anbringes på et behandlingshjem, hvor der er

professionelt uddannede personale til at tage sige af det. Når barnet vurderes klar til det, så vil

barnet kunne anbringes i en plejefamilie, hvor det kan lære ikke mindst at blive elsket, men

også at elske sig selv. Thomas Pedersen er et godt eksempel på, hvordan et omsorgsvigtet

barn kan klare sig mod alle odds. Han er en dreng, som først får hjælp i en sen alder, men som

alligevel formår at få noget godt ud af sit liv. Han har, på trods af at han havde udviklet et

falsk selv, den resiliens, der skal til, for at overleve det at være et voksent barn, dels på grund

af medfødte personlige kompetencer samt nogle gode relationer til nogle ressourcestærke

voksne uden for familien. Dette betyder at alle i samfundet bør gøre deres forsøg på at hjælpe

SSO Marts 2014

[navn fjernet]

det omsorgsvigtede barn, for det behøver aldrig at være for sent. Alle fortjener i livet den

hjælp de har behov for, specielt de uskyldige og omsorgssvigtede børn.

SSO Marts 2014

[navn fjernet]

Litteraturliste

Forsiden:

- Kitsch. () Tilgængelig på internettet:

http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Litter%C3%A6r_terminologi/kitsch

Litteratur:

- Børnemishandling og omsorgssvigt. () tilgængelig på internettet:

https://www.sundhed.dk/borger/sygdomme-a-

aa/boern/sygdomme/socialpaediatri/boernemishandling/

- Killén, Kari: Omsorgsvigt er alles ansvar, kapitel: 2, 5,6 og 7. 3.opslag. Hans Reitzels

Forlag, 1995.

- Larsen, Ole Schultz: Psykologiens veje, s 441. 1.udg. Systime, 2008.

- Offentligt omsorgssvigt af børn og unge. () tilgængelig på internettet:

http://www.bornsvilkar.dk/newsarchive/2010/12/klumme-offentlig-omsorgssvigt.aspx#.Ux7xVoVGjfM

- Omsorgssvigtede plejefamilier. () Tilgængelig på internettet:

http://www.sl.dk/da/HeaderMenu/Udgivelser/FanNy/FanNy%2047/Omsorgssvigtende%20plejefamilier

.aspx

- Thormann, Inger: De voksne børn. 1.udg. Hans Reitzels Forlag, 2009.

SSO Marts 2014

[navn fjernet]

Bilag

Bilag (1)

Fase

Periode

Beskrivelse

Den normale autistiske fase

0-1 mdr.

Hvor barnet er relativt upåvirket af

omgivelserne og ifølge Mahler kun

koncentreret om sine fysiske behov.

Den normale symbiotiske

fase

1-5 mdr.

Hvor barnet oplever en art sammensmeltning

eller symbiose med plejepersonen, som bliver

grundlaget for alle senere menneskelige

relationer.

Differentieringsfasen

5-9 mdr.

Hvor barnet begynder at blive klar over sin

fysiske adskilthed fra moderen (1.separations-

indivuduationsfase).

Øvelsesfasen

10-18 mdr.

Hvor barnets tester verden udenfor moderens

rækkevidde og dets narcissisme er på sit

højeste (2.separations-indivuduationsfase).

Gentilnærmelsesfasen

18-24 mdr.

Hvor barnet endelig forstår moderen og sig

selv som selvstændige personer med hver

deres viljesliv, og det begynder at

gentilnærme sig moderen efter den foregående

fases udforskning af omgivelserne

(3.separations-indivuduationsfase).

Konsolideringsfasen

2-3 år

Hvor barnet individualitet endeligt etableres,

og det kan udholde længere tids adskillelse fra

moderen (4.separations-indivuduationsfase)

( Kilde: Larsen, Ole Schultz: Psykologiens veje, s 76, figur 6.4. 1.udg. Systime, 2008.

Bilag (2)

SSO Marts 2014

[navn fjernet]

(kilde: Thormann, Inger: De voksne børn, s 103. 1.udg. Hans Reitzels Forlag, 2009.)

Bilag (3)

(Kilde: Thormann, Inger: De voksne børn, s 102. 1.udg. Hans Reitzels Forlag, 2009