Historieopgave om Watergate-skandalen

HHX 2. år

8/1/2011

Watergate skandalen

HHX 2. år

Samtidshistorie

_________________________

Underskrift

å baggrund af en redegørelse af hændelsesforløbet af Watergate-

skandalen, ønskes en diskussion og analyse af hvilke konsekvenser

skandalen havde i datiden og hvilken rolle de to journalister på

Washington Post, samt deres kilde ”Deep throat” spillede. Endelig ønskes

en vurdering af om Watergate-skandalen stadig har indflydelse på verden

i dag og hvilke rolle whistleblowers og medierne har i dag i forhold til

lignende skandaler.

V IBORG H ANDELSGYMNASIUM

2 | Page

Man kan bedrage en de laf samfundet hele tiden, og hele samfundet en del af tiden. Men man

slipper ikke godt fra, at bedrage hele samfundet hele tiden (Præsident Lincoln, 1856)

Indledning

Watergate er en luksuriøs bygning i Washington D.C, som i perioden 1972-74 husede en stor

skandale i . Deraf navnet Watergate skandalen. Mange, deriblandt jeg selv, før jeg

startede på opgaven, har ikke begreb om, hvad Watergate skandalen indebærer – det er blot et ord

man har hørt uden en egentlig sammenhæng i baggrundshistorie.

Som nævnt i min problemformulering, ønsker jeg med denne opgave, at sætte særlig fokus på den

effekt denne skandale, som endte med, at Richard Nixon blev den første præsident der ledlagde sit

embede, havde i datiden, samt hvilke konsekvenser den har haft helt frem til i dag.

Indbrud i Watergate bygningen 1972

En sen aften d. 17. Juni 1972 var der indbrud i Watergate bygningen i Washington D.C. Målet for

indbrudstyvene var det demokratiske hovedkvarter, hvor de tydeligvis havde været før – de gik

målrettet efter det de søgte, lavede udskrifter af de lydoptagelser de havde lavet fra diverse møder

hos demokraterne. Dette virkede som bestilt arbejde, da der ikke blev stjålet noget af materielt

værdi – udelukkende dokumenter og lydoptagelser. Indbrudstyvene blev pågrebet inden de nåede at

komme væk og man fandt nu ud af, at fire af dem tidligere havde været ansat hos CIA. Lederen af

aktionen havde taget sin afsked fra efterretningstjeneste få måneder inden indbruddet, som mere og

mere lignede bestilt arbejde - men hvem bestilte?

Dette fik man en anelse om kort tid efter, hvor det kom frem, at de personer der begik indbruddet

var tilknyttet en gruppe, som støttede et genvalg af Præsident Nixon. Man mente nu, at indbruddet i

Watergate bygningen var bestillingsarbejde fra Republikanerne.

Sagen blev i første omgang dysset gevaldigt ned

, men jo længere man kom med sagen pegede

flere og flere beviser imod Richard Nixon og det Hvide Hus. Med hensyn til valgkampen, om

præsidentembedet i USA gik efterforskningen af Watergate sagen så langsom, at den ikke fik nogen

indflydelse på dette, hvilket medførte, at Richard Nixon vandt med overvindende flertal.

Historien bag historien

Opklaringen og offentliggørelsen af Watergate skandalen og dens mange forgreninger, skyldes især

årvågenhed hos de to journalister Bob Woodward og Carl Bernstein. Disse to udførte et enormt

stykke arbejde fra begyndelsen, og de første ti måneder efter indbruddet var det ofte kun

Døygaard, Heino, Watergate Skandalen, USA’s største skandale, Gyldendal, 1975, side 10

Døygaard, Heino, Watergate Skandalen, USA’s største skandale, Gyldendal, 1975, side 11-12

http://da.wikipedia.org/wiki/Watergate-skandalen#Indbruddet læst d. 4/2

http://www.leksikon.org/art.php?n=2753 læst d. 4/2

3 | Page

Washington Post, hvor de to journalister var ansat, alene om at skrive om det, på den tid ukendte,

indbrud i Watergate bygningen. Avisen var samtidig under hårdt pres fra Det Hvide Hus, om at

stoppe artiklerne vedr. Indbruddet. Washington Post var de første til at kæde indbruddet sammen

med Det Hvide Hus, først med at vise indblandingen af Nixons valgfond-penge, først med at be-

skrive hvidvaskningen af ulovlige kampagnepenge i Mexico, først med at inddrage forhenværende

Justitsminister Mitchell i sagen, først med at fortælle at politisk spionage og valg-sabotage var en

stor del af Nixons valgksmpagne og først til at spore skandalen til Nixons eget kontor.

I de første 10 måneder var Washington Post ene om, at skrive om indbruddet, da ingen andre

aviser interesserede sig for sagen. Avisen frygtede i flere omgange, at den var på vildspor, og flere

gange var man tæt på at opgive sagen. Dette ændrede sig dog markant, da Deep Throat kilden viste

sig.

Deep Throat, var den kilde, som i sidste ende viste sig at være uhyre vigtig for de to unge

journalister. Deep Throat var en person med forbindelser og kontakter højt oppe i systemet, og han

kunne derfor fodre journalisterne med informationer og oplysninger vedr. indbruddet. Det kom

aldrig frem, hvem den fantastisk vigtige kilde, som Bob Woodward og Carl Bernstein dragede nytte

af var. Han var enormt dygtig til at ligge et tykt røgslør over sin egen identitet, og dermed undgå at

komme frem i mediernes søgelys.

Først mange år efter gik manden til bekendelse, og fortalte, at han var Deep Throat, og mange

blev overraskede... Det var den tidligere vicechef for FBI W. Mark Felt, som havde fodret

journalisterne med informationer.

I Amerika er det ulovligt at modtage valgfond-penge fra erhvervslivet. Men de to journalister Bob

Woodward og Carl Bernstein afslørede senere, at der var blevet foretaget hvidvaskning af valgfond-

penge til Nixons valgkampagne. Der var blevet overført penge til en mexikansk sagfører, som

placerede pengene i en mexicansk bank. Herefter blev de sendt til USA, og man kunne dermed ikke

spore pengenes oprindelse.

Det stod nu klart, at nøglen til sagens opklaring var penge og kunne man afsløre dem, som stod

bag pengestrømmen fra de hemmelige valgfonds, kunne man også påvise højtstående

embedsmænds indblanding i de tvivlsomme politiske aktiviteter. Fra da af begyndte det at smuldre

for Nixons folk.

Nixons inderkeds kunne godt se problemerne i, at Washington Post var særligt velinformeret.

Nixons inderkreds forsøgte nu at stoppe udgivelserne i avisen på en meget lyssky måde.

Redaktionschefen modtog trusler fra regeringen om, at hvis de ikke stoppede udgivelserne, så ville

de miste rettighederne til at udgive i Florida. Samtidig faldt avisens aktier uden nogen særlig grund,

hvilket må siges, ligner en konsekvens af, at avisen ikke fulgte anvisningerne fra regeringen.

Her efter fulgte en stilstand i opklaringen af sagen, som først blev brudt, da en af de tiltalte

endelig stod frem og fortalte hvad han vidste om indbruddet, og baggrunden for dette. Nu fulgte de

Døygaard, Heino, Watergate Skandalen, USA’s største skandale, Gyldendal, 1975, side 34

Woodward, Bob, Watergates Deep Throat, Den hemmelige FBI mand, som fældede Nixon, Borgen

Døygaard, Heino, Watergate Skandalen, USA’s største skandale, Gyldendal, 1975, side 35+36

4 | Page

store afsløringer om Det Hvide Hus’ bevidste tilsløring af sagen. Regeringen havde samme tid lovet

bidragyderne til den ulovlige valgfond modydelser.

Dermed havde artiklerne på Washington Post skabt så meget røre i offentligheden, med de

dybdegående, at det i sidste ende fik den konsekvens, at sandheden stille og roligt begyndte at

komme frem. Det var deres artikler, som skabte røre, og hvis de blot havde gjort som regeringen

havde bebudet dem, så var sagen gået i glemmebogen ganske kort tid efter indbruddet. Dette må

siges at være altafgørende for den videre amerikanske historie. Watergate skandalen var et ”wake-

up call” for offentligheden om, at sådanne ting faktisk kan finde sted andre steder end på film.

Præsidentembedet havde fået for stor magt i regeringen og efter denne periode, som endte med at

Nixon tog sig afsked, ændrede man organisationen, så Kongressen igen fik en større rolle i beslut-

ningsprocessen.

Nixons rolle i Watergate sagen

Præsident Nixon hævdede i starten, at han ikke havde noget med indbruddet i Watergate bygningen

at gøre. Flere beviser pegede dog imod Det Hvide Hus og præsidenten, deriblandt diverse lyd-

optagelser fra møder og telefonopkald. Præsidenten nægtede dog at udlevere disse oplysninger,

uden nogen retmæssig forklaring. Nixon udtaler senere, at to samtaler med to tætte samarbejds-

partnere, som også tog part i indbruddet, ved en fejltagelse ikke var blevet optaget. Senere hen

udtaler en sikkerhedsagent, at de omtalte lydoptagelser fra de to telefonmøder, blev fjernet fra Det

Hvide Hus efter ordre fra højtstående folk. Endnu en gang virker Nixon utroværdig.

Nixon udleverer senere hen lydoptagelserne, men på enkelte bånd er der flere ”huller” i optagel-

sen, som Nixon forklarer med, at det blot er dårlig kvalitet. Dette virker dog meget utroværdigt, da

der istedet for en optagelse er en lang hyletone – som om noget er blevet sløret bevidst. Præsidenten

fralægger sig ethvert ansvar overfor disse sløringer.

Gennembruddet i sagen om aflytningerne kom, da en tidligere rådgiver for Præsident Nixon

røbede, at Nixon havde kopier af de efterlyste aflytninger og båndoptagelser. Da Nixon igen

nægtede at udlevere disse, begyndte befolkningen at få nok af den hidtil så populære præsident, og

han begyndte dermed at miste den prestige, som havde præget hans person.

Richard Nixon er aldrig blevet erklæret skyldig i, at have noget med indbruddet i Watergate

bygningen at gøre. Jeg vil dog mene, at præsidenten hele tiden har vidst hvad der foregik. Samtidig

vil jeg vove at påstå, at indbruddet var bestillingsarbejde fra, hvis ikke fra Nixon selv, så fra nogle

af hans tætteste rådgivere. Formålet med indbruddet var, at fremme Nixons kampagne og dermed

også hans chancer for at genvinde præsidentembedet. Den eneste person, som kunne drage nytte af

denne aktion var præsidenten selv og de personer, som stod ham nært rent politisk. Flere af de

arresterede personer, som begik indbruddet, var medlemmer af Komiteen for præsidentens

genvalg

. I gruppen indgik flere markante personligheder, deriblandt justitsminister John Mitchell

Døygaard, Heino, Watergate Skandalen, USA’s største skandale, Gyldendal, 1975, side 18

http://da.wikipedia.org/wiki/Watergate-skandalen - læst d. 5/2

Døygaard, Heino, Watergate Skandalen, USA’s største skandale, Gyldendal, 1975, side 67

5 | Page

og handelsminister Maurice Stans. Jeg synes derfor det lugter meget af en veltilrettelagt plan, for at

fremme Nixons valgkampagne til valget i 1972. Hvis republikanerne kendte demokraternes

valgkampagne, så kunne de ”slå kontra,” og dermed skabe alletiders bedst organiserede og

tilrettelagte valgkampagne, som uden problemer ville føre Nixon tilbage til tronen – at metoderne så

i sidste ende var bundulovlige havde de selvfølgelig ikke tænkt sig at fortælle om i offentligheden.

I flere tilfælde misbruger Richard Nixon sin magt som præsident til at skjule beviser i sagen, og

sløre hans egen deltagelse i indbruddet. Med dette handler han ikke for nationens skyld –

udelukkende for hans egen. Han ønsker at bevare sin position som USA’s mest magtfulde mand.

Han ”klistrer til skamlen,” og ønsker ikke at afgive sin magt. Dette må være den mest indlysende

grund til, at Nixon blev ved med at erklære sig uskyldig i sagen.

Nixons afgang

I sidste ende var beviserne mod Richard Nixon for omfattende, og præsidenten erklærede sig ende-

gyldigt skyldig i, at have modarbejdet opklaringen af indbruddet i Watergate bygningen. 26

måneders fortielser, sløringer, løgne og krumspring politisk og juridisk var hermed slut. Afgørelsen

kom ikke som nogen særlig stor overraskelse for befolkningen i USA. Med denne indrømmelse

fratrådte Richard Nixon samtidig fra præsident embedet, som den hidtil eneste.

Nixon undgik

efterfølgende en rigsretssag, som ville have trukket ham det sidste stykke igennem rendestenen. Så

på den måde kan jeg godt forstå, at Nixon selv valgte at fratræde, før andre gjorde det for ham. Rent

menneskeligt og økonomisk reddede han en del af sig selv, ved selv at gå.

En tilfældighed eller normal praksis?

Watergate sagen kan ses fra mange sider, og meningerne omkring den er utallige. Som nævnt

tidligere, mente Det Hvide Hus, at det blot var ”et tredjerangs indbrudsforsøg.” Det højt ansete

engelske dagblad The Times vurderer sagen som en skandale, der kun omfatter en række

tvivlsomme personer.

Går man tilbage i USA’s historie, vil man se, at USA har haft en række mere eller mindre

lignende skandaler og grunden til, at Watergate overgår dem alle skyldes i høj grad ”den fjerde

statsmagt;” Den frie presse. Trods stort pres fra Nixon organisationen viste flere aviser, med

Washington Post i spidsen, at de ønskede at give folket besked, samt et stort mod på, at udfordre

landets mægtigste, som man næppe vil finde magen til i noget andet land.

Watergate er i sidste ende et klassisk eksempel på en følge af øst-vest magtkampen i USA, også

kaldet yankee-cowboy magtkampen. Det er en kamp mellem øststaternes Yankees, altså de gamle

familier og de indarbejdede pengeinteresser og veststaternes Cowboys, de mere borgerligt prægede

interesser. En sådan teori kunne være en forklaring på, at Richard Nixon og hans cowboys ikke

befandt sig særlig bekvemt i Washington, der jo ligger i øststaterne. I Washington følte de sig

omgivet af ”fjender,” som måtte bekæmpes uanset hvad det kostede.

, Heino, Watergate Skandalen, USA’s største skandale, Gyldendal, 1975, side 134

6 | Page

I den almene amerikaners øjne, er Watergate dog ikke så overraskende. Politisk spionage og

modspionage af modstanderpartiet og dets kandidater ser ud til at have fundet sted i lange tider.

Andre præsidenter end Nixon har aflyttet sine modstandere og benyttet skattevæsenet til at genere

dem, men med Watergate’s store omfang med omhyggelig organisation fra højeste plan og bevidst

lovbrud er man alligevel nået langt længere end tidligere. Nixon-administrationen overdrev og

organiserede forfølgelser og lovbrud i en grad selv amerikanerne har følt sig stødt over.

Kommer der en ny Watergate?

Der er ingen tvivl om, at Watergate har haft markant indflydelse i amerikansk historie. Man blev

klar over, at der sker mange ting i Det Hvide Hus, FBI og CIA, som ikke altid tåler dagens lys.

Befolkningen vågnede op overfor, at alt ikke er en dans på roser, og at politikerne ikke altid er lige

loyale og sandfærdige.

Derfor vil jeg ikke udelukke, at der ikke kommer en gentagelse af Watergate skandalen i

fremtiden. Der sker så uendeligt mange ting i de forskellige forbund, i USA såvel som alle andre

lande, som den almene borger ikke får noget at vide om. Som jeg har skrevet tidligere i opgaven så

tror jeg, at Watergate bestemt ikke er et engangstilfælde. Jeg vil mene, at der blev fulgt en helt

normal procedure, som så blev forpurret af en nattevagt en sen nattetime. Dette var blot et uheldigt

sammentræf som endte ud i, at Præsident Richard Nixon mistede sit embede, og blev gjort til

syndebuk. Men jeg er overbevist om, at denne sag ikke står alene – det var blot den eneste, som

kom frem i lyset, og hvis der kommer endnu en Watergate sag, så ville jeg ikke blive overrasket.

Det er blot endnu en tilfældighed som gør, at endnu en historie kommer frem.

Samtidig har den frie presse fået mere og mere indflydelse i dag. Jeg har set flere tilfælde på

sager, som egentlig ikke er så store, men bliver blæst op i pressen og derefter får store

konsekvenser. Som nævnt tidligere, så ville Watergate ikke være blevet nær så omfattende, hvis

ikke de to journalister Bob Woodward og Carl Bernstein var gået så dybt i sagen, og denne parallel

kan man godt drive til flere sager nu til dags. Journalister, den skrevne presse, tv, nyheder, tv-

programmer, reality-tv... Alt sammen er noget, som er blevet en del af vores hverdag, og påvirker

både os, men i særdeleshed vores tankegang, meninger og holdninger. Medierne skaber vores

holdninger nu til dags, og hvis ikke medierne havde den indflydelse hos os, var flere af os på

vildspor, hvis vi skulle tage stilling til visse emner.

Det er umuligt at gøre sig selv til ekspert på alle områder, men medierne skaber et overordnet

verdensbillede, så vi kan følge lidt med i det hele, og så gå i dybden på få emner som interesserer os

hver især.

Dermed har medierne en særlig stor indflydelse på vores mening. Alt hvad vi læser påvirker os på

en eller andet måde, og former vores mening om visse emner. De kan skabe en kolossal historie på

et meget lille grundlag og vi sluger det råt gang på gang. Eksempelvis er H1N1-influenzaen, i

daglig tale kaldet svineinfluenza, ikke på nogen måde farligere end ganske almindelig influenza.

Den eneste grund til at der kom så massiv fokus på sygdommen var, at medierne tog historien ind,

Døygaard, Heino, Watergate Skandalen, USA’s største skandale, Gyldendal, 1975, side 71

7 | Page

og beskrev det som utroligt smitsomt og farligt. Man kan sige, at medierne har samme indflydelse

på os læsere, som de mente sygdommen havde på os. Der gik ikke ret længe før alle skulle

vaccineres imod H1N1, og vi skulle frygte for nærmest at give hånd til en vi ikke kendte, vi kunne

jo være uheldige at blive smittede.

Watergate, var en af de første sager, hvor journalister gik ind og benyttede sig af en whistleblower

til at få en historie frem i lyset. Bob Woodward og Carl Bernstein indså, at historien om indbruddet

i Watergate bygningen var en langt større sag, end regeringen gjorde det til, og derfor startede de en

efterforskning for at finde den virkelige sandhed, som i sidste ende kom frem takket være dem.

Dette er ikke den eneste gang i historien det er sket. Det er meget aktuelt lige nu, efter WikiLeaks er

kommet særligt frem i medierne. Wikileaks er en virksomhed, som publicerer dokumenter, de har

fundet igennem nogle unavngivede whistleblowers. Oftest er det klassificerede dokumenter, som

indeholder særlige oplysninger omkring flere historier, som ikke skulle have været lækket til

pressen, præcis som tilfældet var under Watergate, hvor Bob Woodward og Carl Bernstein kunne

se, at der var noget der ikke stemmede, og derfor søgte de sandheden, som de også i sidste ende fik

igennem deres Deep Throat kilde.

8 | Page

Konklusion

Watergate skandalen er en del af amerikansk historie, som fik stor indflydelse. Først og fremmest

for Richard Nixon og hans politiske inderkreds, men i særlighed også fremadrettet, både for

amerikas, men i særdeleshed også i verdens historie, og hvordan det er blevet fremadrettet i

international politik. Sagen skabte stor mistillid til toppolitikere rundt om i Verden, og det var efter

denne sag, at journalister for alvor begyndte med dybdegående journalistik med henblik på, at finde

skandalerne i politiske sammenhænge.

Dette virkede særdeles godt for journalisterne under Watergate. Nixon mistede stemmer, og folk

begyndte at vise mistro med hensyn til hans person – alt dette på grund af et mislykket forsøg på

indbrud i demokraternes område i Watergate bygningen i Washington. Et indbrud, som ikke skulle

have været offentliggjort. Et indbrud helt efter bogen, timet og tilrettelagt. Der var blot en nattevagt,

som gjorde sit arbejde for godt, og pågreb tyvene, hvilket kom til at få alvorlige konsekvenser for

personer langt højere i hierakiet end ham selv, i særlighed Præsident Nixon. Dette er dog ikke det

essentielle. Det essentielle i denne sag er, at Watergate ikke er en engangsforestilling, som aldrig

bliver vist igen. Det er blot et eksempel på, at små marginaler kan være altafgørende i det lange løb,

samt, at ikke alle er hvad de giver sig ud for at være. Dette var første sag, hvor der blev fældet en

præsident, men jeg er overbevist om, at det ikke er den sidste. Om ikke i USA, så et andet sted i

Verden. Jeg er sikker på, at Watergate kun er toppen af isbjerget - spørgsmålet er bare, om vi

nogensinde får hele sandheden at vide? Jeg tvivler...

9 | Page

Kildehenvisninger

Primær kilde:

Døygaard, Heino, Watergate Skandalen, USA’s største skandale, Gyldendal, 1975

Sekundære kilder:

http://da.wikipedia.org/wiki/Watergate-skandalen

http://www.leksikon.org/art.php?n=2753

Woodward, Bob, Watergates Deep Throat, Den hemmelige FBI mand, som fældede Nixon, Borgen

10 | Page

Indhold

Indledning .......................................................................................................................................................... 2

Indbrud i Watergate bygningen 1972 ............................................................................................................... 2

Historien bag historien ...................................................................................................................................... 2

Nixons rolle i Watergate sagen.......................................................................................................................... 4

Nixons afgang ................................................................................................................................................ 5

En tilfældighed eller normal praksis? ................................................................................................................ 5

Kommer der en ny Watergate? ......................................................................................................................... 6

Konklusion ......................................................................................................................................................... 8

Kildehenvisninger .............................................................................................................................................. 9

Primær kilde: ................................................................................................................................................. 9

Sekundære kilder: .......................................................................................................................................... 9