Studiekompasset.dkKlasse: HHX 2. år · Fag: Historie B
HHX 2. år
8/1/2011
Watergate skandalen
HHX 2. år
Samtidshistorie
_________________________
Underskrift
P
å baggrund af en redegørelse af hændelsesforløbet af Watergate-
skandalen, ønskes en diskussion og analyse af hvilke konsekvenser
skandalen havde i datiden og hvilken rolle de to journalister på
Washington Post, samt deres kilde ”Deep throat” spillede. Endelig ønskes
en vurdering af om Watergate-skandalen stadig har indflydelse på verden
i dag og hvilke rolle whistleblowers og medierne har i dag i forhold til
lignende skandaler.
V IBORG H ANDELSGYMNASIUM
2 | Page
Man kan bedrage en de laf samfundet hele tiden, og hele samfundet en del af tiden. Men man
slipper ikke godt fra, at bedrage hele samfundet hele tiden (Præsident Lincoln, 1856)
1
Indledning
Watergate er en luksuriøs bygning i Washington D.C, som i perioden 1972-74 husede en stor
skandale i . Deraf navnet Watergate skandalen. Mange, deriblandt jeg selv, før jeg
startede på opgaven, har ikke begreb om, hvad Watergate skandalen indebærer – det er blot et ord
man har hørt uden en egentlig sammenhæng i baggrundshistorie.
Som nævnt i min problemformulering, ønsker jeg med denne opgave, at sætte særlig fokus på den
effekt denne skandale, som endte med, at Richard Nixon blev den første præsident der ledlagde sit
embede, havde i datiden, samt hvilke konsekvenser den har haft helt frem til i dag.
Indbrud i Watergate bygningen 1972
En sen aften d. 17. Juni 1972 var der indbrud i Watergate bygningen i Washington D.C. Målet for
indbrudstyvene var det demokratiske hovedkvarter, hvor de tydeligvis havde været før – de gik
målrettet efter det de søgte, lavede udskrifter af de lydoptagelser de havde lavet fra diverse møder
hos demokraterne. Dette virkede som bestilt arbejde, da der ikke blev stjålet noget af materielt
værdi – udelukkende dokumenter og lydoptagelser. Indbrudstyvene blev pågrebet inden de nåede at
komme væk og man fandt nu ud af, at fire af dem tidligere havde været ansat hos CIA. Lederen af
aktionen havde taget sin afsked fra efterretningstjeneste få måneder inden indbruddet, som mere og
mere lignede bestilt arbejde - men hvem bestilte?
2
Dette fik man en anelse om kort tid efter, hvor det kom frem, at de personer der begik indbruddet
var tilknyttet en gruppe, som støttede et genvalg af Præsident Nixon. Man mente nu, at indbruddet i
Watergate bygningen var bestillingsarbejde fra Republikanerne.
Sagen blev i første omgang dysset gevaldigt ned
3
, men jo længere man kom med sagen pegede
flere og flere beviser imod Richard Nixon og det Hvide Hus. Med hensyn til valgkampen, om
præsidentembedet i USA gik efterforskningen af Watergate sagen så langsom, at den ikke fik nogen
indflydelse på dette, hvilket medførte, at Richard Nixon vandt med overvindende flertal.
4
Historien bag historien
Opklaringen og offentliggørelsen af Watergate skandalen og dens mange forgreninger, skyldes især
årvågenhed hos de to journalister Bob Woodward og Carl Bernstein. Disse to udførte et enormt
stykke arbejde fra begyndelsen, og de første ti måneder efter indbruddet var det ofte kun
1
Døygaard, Heino, Watergate Skandalen, USA’s største skandale, Gyldendal, 1975, side 10
2
Døygaard, Heino, Watergate Skandalen, USA’s største skandale, Gyldendal, 1975, side 11-12
3
http://da.wikipedia.org/wiki/Watergate-skandalen#Indbruddet læst d. 4/2
4
http://www.leksikon.org/art.php?n=2753 læst d. 4/2
3 | Page
Washington Post, hvor de to journalister var ansat, alene om at skrive om det, på den tid ukendte,
indbrud i Watergate bygningen. Avisen var samtidig under hårdt pres fra Det Hvide Hus, om at
stoppe artiklerne vedr. Indbruddet. Washington Post var de første til at kæde indbruddet sammen
med Det Hvide Hus, først med at vise indblandingen af Nixons valgfond-penge, først med at be-
skrive hvidvaskningen af ulovlige kampagnepenge i Mexico, først med at inddrage forhenværende
Justitsminister Mitchell i sagen, først med at fortælle at politisk spionage og valg-sabotage var en
stor del af Nixons valgksmpagne og først til at spore skandalen til Nixons eget kontor.
5
I de første 10 måneder var Washington Post ene om, at skrive om indbruddet, da ingen andre
aviser interesserede sig for sagen. Avisen frygtede i flere omgange, at den var på vildspor, og flere
gange var man tæt på at opgive sagen. Dette ændrede sig dog markant, da Deep Throat kilden viste
sig.
Deep Throat, var den kilde, som i sidste ende viste sig at være uhyre vigtig for de to unge
journalister. Deep Throat var en person med forbindelser og kontakter højt oppe i systemet, og han
kunne derfor fodre journalisterne med informationer og oplysninger vedr. indbruddet. Det kom
aldrig frem, hvem den fantastisk vigtige kilde, som Bob Woodward og Carl Bernstein dragede nytte
af var. Han var enormt dygtig til at ligge et tykt røgslør over sin egen identitet, og dermed undgå at
komme frem i mediernes søgelys.
Først mange år efter gik manden til bekendelse, og fortalte, at han var Deep Throat, og mange
blev overraskede... Det var den tidligere vicechef for FBI W. Mark Felt, som havde fodret
journalisterne med informationer.
6
I Amerika er det ulovligt at modtage valgfond-penge fra erhvervslivet. Men de to journalister Bob
Woodward og Carl Bernstein afslørede senere, at der var blevet foretaget hvidvaskning af valgfond-
penge til Nixons valgkampagne. Der var blevet overført penge til en mexikansk sagfører, som
placerede pengene i en mexicansk bank. Herefter blev de sendt til USA, og man kunne dermed ikke
spore pengenes oprindelse.
Det stod nu klart, at nøglen til sagens opklaring var penge og kunne man afsløre dem, som stod
bag pengestrømmen fra de hemmelige valgfonds, kunne man også påvise højtstående
embedsmænds indblanding i de tvivlsomme politiske aktiviteter. Fra da af begyndte det at smuldre
for Nixons folk.
Nixons inderkeds kunne godt se problemerne i, at Washington Post var særligt velinformeret.
Nixons inderkreds forsøgte nu at stoppe udgivelserne i avisen på en meget lyssky måde.
Redaktionschefen modtog trusler fra regeringen om, at hvis de ikke stoppede udgivelserne, så ville
de miste rettighederne til at udgive i Florida. Samtidig faldt avisens aktier uden nogen særlig grund,
hvilket må siges, ligner en konsekvens af, at avisen ikke fulgte anvisningerne fra regeringen.
7
Her efter fulgte en stilstand i opklaringen af sagen, som først blev brudt, da en af de tiltalte
endelig stod frem og fortalte hvad han vidste om indbruddet, og baggrunden for dette. Nu fulgte de
5
Døygaard, Heino, Watergate Skandalen, USA’s største skandale, Gyldendal, 1975, side 34
6
Woodward, Bob, Watergates Deep Throat, Den hemmelige FBI mand, som fældede Nixon, Borgen
7
Døygaard, Heino, Watergate Skandalen, USA’s største skandale, Gyldendal, 1975, side 35+36
4 | Page
store afsløringer om Det Hvide Hus’ bevidste tilsløring af sagen. Regeringen havde samme tid lovet
bidragyderne til den ulovlige valgfond modydelser.
Dermed havde artiklerne på Washington Post skabt så meget røre i offentligheden, med de
dybdegående, at det i sidste ende fik den konsekvens, at sandheden stille og roligt begyndte at
komme frem. Det var deres artikler, som skabte røre, og hvis de blot havde gjort som regeringen
havde bebudet dem, så var sagen gået i glemmebogen ganske kort tid efter indbruddet. Dette må
siges at være altafgørende for den videre amerikanske historie. Watergate skandalen var et ”wake-
up call” for offentligheden om, at sådanne ting faktisk kan finde sted andre steder end på film.
Præsidentembedet havde fået for stor magt i regeringen og efter denne periode, som endte med at
Nixon tog sig afsked, ændrede man organisationen, så Kongressen igen fik en større rolle i beslut-
ningsprocessen.
Nixons rolle i Watergate sagen
Præsident Nixon hævdede i starten, at han ikke havde noget med indbruddet i Watergate bygningen
at gøre. Flere beviser pegede dog imod Det Hvide Hus og præsidenten, deriblandt diverse lyd-
optagelser fra møder og telefonopkald. Præsidenten nægtede dog at udlevere disse oplysninger,
uden nogen retmæssig forklaring. Nixon udtaler senere, at to samtaler med to tætte samarbejds-
partnere, som også tog part i indbruddet, ved en fejltagelse ikke var blevet optaget. Senere hen
udtaler en sikkerhedsagent, at de omtalte lydoptagelser fra de to telefonmøder, blev fjernet fra Det
Hvide Hus efter ordre fra højtstående folk. Endnu en gang virker Nixon utroværdig.
8
Nixon udleverer senere hen lydoptagelserne, men på enkelte bånd er der flere ”huller” i optagel-
sen, som Nixon forklarer med, at det blot er dårlig kvalitet. Dette virker dog meget utroværdigt, da
der istedet for en optagelse er en lang hyletone – som om noget er blevet sløret bevidst. Præsidenten
fralægger sig ethvert ansvar overfor disse sløringer.
Gennembruddet i sagen om aflytningerne kom, da en tidligere rådgiver for Præsident Nixon
røbede, at Nixon havde kopier af de efterlyste aflytninger og båndoptagelser. Da Nixon igen
nægtede at udlevere disse, begyndte befolkningen at få nok af den hidtil så populære præsident, og
han begyndte dermed at miste den prestige, som havde præget hans person.
9
Richard Nixon er aldrig blevet erklæret skyldig i, at have noget med indbruddet i Watergate
bygningen at gøre. Jeg vil dog mene, at præsidenten hele tiden har vidst hvad der foregik. Samtidig
vil jeg vove at påstå, at indbruddet var bestillingsarbejde fra, hvis ikke fra Nixon selv, så fra nogle
af hans tætteste rådgivere. Formålet med indbruddet var, at fremme Nixons kampagne og dermed
også hans chancer for at genvinde præsidentembedet. Den eneste person, som kunne drage nytte af
denne aktion var præsidenten selv og de personer, som stod ham nært rent politisk. Flere af de
arresterede personer, som begik indbruddet, var medlemmer af Komiteen for præsidentens
genvalg
10
. I gruppen indgik flere markante personligheder, deriblandt justitsminister John Mitchell
8
Døygaard, Heino, Watergate Skandalen, USA’s største skandale, Gyldendal, 1975, side 18
9
http://da.wikipedia.org/wiki/Watergate-skandalen - læst d. 5/2
10
Døygaard, Heino, Watergate Skandalen, USA’s største skandale, Gyldendal, 1975, side 67
5 | Page
og handelsminister Maurice Stans. Jeg synes derfor det lugter meget af en veltilrettelagt plan, for at
fremme Nixons valgkampagne til valget i 1972. Hvis republikanerne kendte demokraternes
valgkampagne, så kunne de ”slå kontra,” og dermed skabe alletiders bedst organiserede og
tilrettelagte valgkampagne, som uden problemer ville føre Nixon tilbage til tronen – at metoderne så
i sidste ende var bundulovlige havde de selvfølgelig ikke tænkt sig at fortælle om i offentligheden.
I flere tilfælde misbruger Richard Nixon sin magt som præsident til at skjule beviser i sagen, og
sløre hans egen deltagelse i indbruddet. Med dette handler han ikke for nationens skyld –
udelukkende for hans egen. Han ønsker at bevare sin position som USA’s mest magtfulde mand.
Han ”klistrer til skamlen,” og ønsker ikke at afgive sin magt. Dette må være den mest indlysende
grund til, at Nixon blev ved med at erklære sig uskyldig i sagen.
Nixons afgang
I sidste ende var beviserne mod Richard Nixon for omfattende, og præsidenten erklærede sig ende-
gyldigt skyldig i, at have modarbejdet opklaringen af indbruddet i Watergate bygningen. 26
måneders fortielser, sløringer, løgne og krumspring politisk og juridisk var hermed slut. Afgørelsen
kom ikke som nogen særlig stor overraskelse for befolkningen i USA. Med denne indrømmelse
fratrådte Richard Nixon samtidig fra præsident embedet, som den hidtil eneste.
11
Nixon undgik
efterfølgende en rigsretssag, som ville have trukket ham det sidste stykke igennem rendestenen. Så
på den måde kan jeg godt forstå, at Nixon selv valgte at fratræde, før andre gjorde det for ham. Rent
menneskeligt og økonomisk reddede han en del af sig selv, ved selv at gå.
En tilfældighed eller normal praksis?
Watergate sagen kan ses fra mange sider, og meningerne omkring den er utallige. Som nævnt
tidligere, mente Det Hvide Hus, at det blot var ”et tredjerangs indbrudsforsøg.” Det højt ansete
engelske dagblad The Times vurderer sagen som en skandale, der kun omfatter en række
tvivlsomme personer.
Går man tilbage i USA’s historie, vil man se, at USA har haft en række mere eller mindre
lignende skandaler og grunden til, at Watergate overgår dem alle skyldes i høj grad ”den fjerde
statsmagt;” Den frie presse. Trods stort pres fra Nixon organisationen viste flere aviser, med
Washington Post i spidsen, at de ønskede at give folket besked, samt et stort mod på, at udfordre
landets mægtigste, som man næppe vil finde magen til i noget andet land.
Watergate er i sidste ende et klassisk eksempel på en følge af øst-vest magtkampen i USA, også
kaldet yankee-cowboy magtkampen. Det er en kamp mellem øststaternes Yankees, altså de gamle
familier og de indarbejdede pengeinteresser og veststaternes Cowboys, de mere borgerligt prægede
interesser. En sådan teori kunne være en forklaring på, at Richard Nixon og hans cowboys ikke
befandt sig særlig bekvemt i Washington, der jo ligger i øststaterne. I Washington følte de sig
omgivet af ”fjender,” som måtte bekæmpes uanset hvad det kostede.
11
, Heino, Watergate Skandalen, USA’s største skandale, Gyldendal, 1975, side 134
6 | Page
I den almene amerikaners øjne, er Watergate dog ikke så overraskende. Politisk spionage og
modspionage af modstanderpartiet og dets kandidater ser ud til at have fundet sted i lange tider.
12
Andre præsidenter end Nixon har aflyttet sine modstandere og benyttet skattevæsenet til at genere
dem, men med Watergate’s store omfang med omhyggelig organisation fra højeste plan og bevidst
lovbrud er man alligevel nået langt længere end tidligere. Nixon-administrationen overdrev og
organiserede forfølgelser og lovbrud i en grad selv amerikanerne har følt sig stødt over.
Kommer der en ny Watergate?
Der er ingen tvivl om, at Watergate har haft markant indflydelse i amerikansk historie. Man blev
klar over, at der sker mange ting i Det Hvide Hus, FBI og CIA, som ikke altid tåler dagens lys.
Befolkningen vågnede op overfor, at alt ikke er en dans på roser, og at politikerne ikke altid er lige
loyale og sandfærdige.
Derfor vil jeg ikke udelukke, at der ikke kommer en gentagelse af Watergate skandalen i
fremtiden. Der sker så uendeligt mange ting i de forskellige forbund, i USA såvel som alle andre
lande, som den almene borger ikke får noget at vide om. Som jeg har skrevet tidligere i opgaven så
tror jeg, at Watergate bestemt ikke er et engangstilfælde. Jeg vil mene, at der blev fulgt en helt
normal procedure, som så blev forpurret af en nattevagt en sen nattetime. Dette var blot et uheldigt
sammentræf som endte ud i, at Præsident Richard Nixon mistede sit embede, og blev gjort til
syndebuk. Men jeg er overbevist om, at denne sag ikke står alene – det var blot den eneste, som
kom frem i lyset, og hvis der kommer endnu en Watergate sag, så ville jeg ikke blive overrasket.
Det er blot endnu en tilfældighed som gør, at endnu en historie kommer frem.
Samtidig har den frie presse fået mere og mere indflydelse i dag. Jeg har set flere tilfælde på
sager, som egentlig ikke er så store, men bliver blæst op i pressen og derefter får store
konsekvenser. Som nævnt tidligere, så ville Watergate ikke være blevet nær så omfattende, hvis
ikke de to journalister Bob Woodward og Carl Bernstein var gået så dybt i sagen, og denne parallel
kan man godt drive til flere sager nu til dags. Journalister, den skrevne presse, tv, nyheder, tv-
programmer, reality-tv... Alt sammen er noget, som er blevet en del af vores hverdag, og påvirker
både os, men i særdeleshed vores tankegang, meninger og holdninger. Medierne skaber vores
holdninger nu til dags, og hvis ikke medierne havde den indflydelse hos os, var flere af os på
vildspor, hvis vi skulle tage stilling til visse emner.
Det er umuligt at gøre sig selv til ekspert på alle områder, men medierne skaber et overordnet
verdensbillede, så vi kan følge lidt med i det hele, og så gå i dybden på få emner som interesserer os
hver især.
Dermed har medierne en særlig stor indflydelse på vores mening. Alt hvad vi læser påvirker os på
en eller andet måde, og former vores mening om visse emner. De kan skabe en kolossal historie på
et meget lille grundlag og vi sluger det råt gang på gang. Eksempelvis er H1N1-influenzaen, i
daglig tale kaldet svineinfluenza, ikke på nogen måde farligere end ganske almindelig influenza.
Den eneste grund til at der kom så massiv fokus på sygdommen var, at medierne tog historien ind,
12
Døygaard, Heino, Watergate Skandalen, USA’s største skandale, Gyldendal, 1975, side 71
7 | Page
og beskrev det som utroligt smitsomt og farligt. Man kan sige, at medierne har samme indflydelse
på os læsere, som de mente sygdommen havde på os. Der gik ikke ret længe før alle skulle
vaccineres imod H1N1, og vi skulle frygte for nærmest at give hånd til en vi ikke kendte, vi kunne
jo være uheldige at blive smittede.
Watergate, var en af de første sager, hvor journalister gik ind og benyttede sig af en whistleblower
til at få en historie frem i lyset. Bob Woodward og Carl Bernstein indså, at historien om indbruddet
i Watergate bygningen var en langt større sag, end regeringen gjorde det til, og derfor startede de en
efterforskning for at finde den virkelige sandhed, som i sidste ende kom frem takket være dem.
Dette er ikke den eneste gang i historien det er sket. Det er meget aktuelt lige nu, efter WikiLeaks er
kommet særligt frem i medierne. Wikileaks er en virksomhed, som publicerer dokumenter, de har
fundet igennem nogle unavngivede whistleblowers. Oftest er det klassificerede dokumenter, som
indeholder særlige oplysninger omkring flere historier, som ikke skulle have været lækket til
pressen, præcis som tilfældet var under Watergate, hvor Bob Woodward og Carl Bernstein kunne
se, at der var noget der ikke stemmede, og derfor søgte de sandheden, som de også i sidste ende fik
igennem deres Deep Throat kilde.
8 | Page
Konklusion
Watergate skandalen er en del af amerikansk historie, som fik stor indflydelse. Først og fremmest
for Richard Nixon og hans politiske inderkreds, men i særlighed også fremadrettet, både for
amerikas, men i særdeleshed også i verdens historie, og hvordan det er blevet fremadrettet i
international politik. Sagen skabte stor mistillid til toppolitikere rundt om i Verden, og det var efter
denne sag, at journalister for alvor begyndte med dybdegående journalistik med henblik på, at finde
skandalerne i politiske sammenhænge.
Dette virkede særdeles godt for journalisterne under Watergate. Nixon mistede stemmer, og folk
begyndte at vise mistro med hensyn til hans person – alt dette på grund af et mislykket forsøg på
indbrud i demokraternes område i Watergate bygningen i Washington. Et indbrud, som ikke skulle
have været offentliggjort. Et indbrud helt efter bogen, timet og tilrettelagt. Der var blot en nattevagt,
som gjorde sit arbejde for godt, og pågreb tyvene, hvilket kom til at få alvorlige konsekvenser for
personer langt højere i hierakiet end ham selv, i særlighed Præsident Nixon. Dette er dog ikke det
essentielle. Det essentielle i denne sag er, at Watergate ikke er en engangsforestilling, som aldrig
bliver vist igen. Det er blot et eksempel på, at små marginaler kan være altafgørende i det lange løb,
samt, at ikke alle er hvad de giver sig ud for at være. Dette var første sag, hvor der blev fældet en
præsident, men jeg er overbevist om, at det ikke er den sidste. Om ikke i USA, så et andet sted i
Verden. Jeg er sikker på, at Watergate kun er toppen af isbjerget - spørgsmålet er bare, om vi
nogensinde får hele sandheden at vide? Jeg tvivler...
9 | Page
Kildehenvisninger
Primær kilde:
Døygaard, Heino, Watergate Skandalen, USA’s største skandale, Gyldendal, 1975
Sekundære kilder:
http://da.wikipedia.org/wiki/Watergate-skandalen
http://www.leksikon.org/art.php?n=2753
Woodward, Bob, Watergates Deep Throat, Den hemmelige FBI mand, som fældede Nixon, Borgen
10 | Page
Indhold
Indledning .......................................................................................................................................................... 2
Indbrud i Watergate bygningen 1972 ............................................................................................................... 2
Historien bag historien ...................................................................................................................................... 2
Nixons rolle i Watergate sagen.......................................................................................................................... 4
Nixons afgang ................................................................................................................................................ 5
En tilfældighed eller normal praksis? ................................................................................................................ 5
Kommer der en ny Watergate? ......................................................................................................................... 6
Konklusion ......................................................................................................................................................... 8
Kildehenvisninger .............................................................................................................................................. 9
Primær kilde: ................................................................................................................................................. 9
Sekundære kilder: .......................................................................................................................................... 9