Studiekompasset.dkKlasse: STX 1.g · Fag: DHO

Levevilkår på landet i Danmark i 1800-tallet og skildringen af dem i litteraturen fra 1870-
1900
DHO
STX 1.g
Vejledere:
Antal sider af 2.400 anslag i opgaveteksten: 7,2
STX 1.g
2
Indhold
Indledning ................................................................................................................................ 3
Redegørelse for levevilkårene på landet i 3
Analyse .....................................................................................................................................4
Analyse af ”Knokkelmanden” ...............................................................................................4
Analyse af ”Et karlekammer” .............................................................................................. 6
Analyse af leder i Tyendebladet ........................................................................................... 7
Vurdering ................................................................................................................................ 9
Konklusion ............................................................................................................................. 10
Litteraturliste ......................................................................................................................... 11
3
Indledning
Livet på landet i 1800-tallet var hårdt, især for tyendet, som var underklassen på landet.
De blev opfattet som en del af husholdningen på gården og var også juridisk dårligt stillet i
forhold til deres arbejdsgivere. Der var kun en lav grad af social mobilitet, så tyendet måtte
finde sig i vilkårene. Først i starten af 1900-taller begyndte en organisering af tyendet, og
vilkårene blev langsomt forbedret. Men hvad skyldtes denne forbedring egentlig, og
hvordan blev landarbejdernes vilkår skildret i tidens litteratur?
Det vil jeg undersøge ved først at redegøre for levevilkårene på landet i perioden 1850-
1900. Derefter vil jeg analysere og fortolke Henrik Pontoppidans novelle
”Knokkelmanden” fra 1887 med fokus på, hvordan levevilkårene på landet bliver skildret.
Så vil jeg lave en kildekritisk analyse af Jeppe Aakjærs artikel ”Et karlekammer” og en
leder i Tyendebladet af Carl Westergaard. Med afsæt i analyserne vil jeg til sidst vurdere
hvilke årsager, der medvirkede til en forbedring af levevilkårene på landet.
Redegørelse for levevilkårene på landet i
I det følgende vil jeg med fokus på tyendet redegøre for levevilkårene på landet i slutningen
af 1800-tallet. Afgrænsningen af de sociale klasser havde rod i landboreformerne fra
omkring år 1800. Der blev skelnet hårdt mellem dem, der ansatte andre, fx godsejere og
gårdejere, og dem, der var nødt til at have et lønarbejde, fx husmænd og landarbejdere.
1
I
starten af perioden havde Danmark lige fået Grundloven, men de demokratiske rettigheder
gjaldt ikke for tjenestefolk. Man opfattede dem som en del af deres arbejdsgivers husstand,
og juridisk var de underlagt deres arbejdsgiver. Frem til 1854 var der tjenestetvang, det var
altså ulovligt at være arbejdsløs. Der var også faste skiftetider, så tyende kunne ikke selv
bestemme, hvornår de ville skifte job. Begge dele blev ophævet med Tyendeloven i 1854.
Loven gav dog stadigvæg husbonden revselsesret over kvinder under 16 år og mænd under
18 år. Der var en tydelig ulighed mellem husbonden og tyende. I loven fremgik det bl.a.
ved, at arbejdsgiverne fik mindre straf end tyende for at bryde kontrakten.
2
1
Sørensen 2011
2
Lyngholm 2015
4
Arbejdsdagen kunne være meget lang for tyende. De skulle være til rådighed hele døgnet,
og de skulle udføre det arbejde, de blev sat til, og ellers kunne de få bøder. Det var meget
alvorligt, hvis man ikke gjorde, hvad man blev bedt om, for alle tyende skulle have en
skudsmålsbog. Det var en personlig bog, hvor arbejdsgiverne skrev om tyendes ansættelse.
Den fungerede som et brændemærke, for ingen ville ansatte et tyende, der havde været
ustabil eller havde forladt sin plads.
3
Det var hårdt at være tyende, men heller ikke husmændene havde det nemt. Kun i familier
med få børn, og hvor manden arbejdede ved siden af hele året, kunne man få økonomien
til at løbe rundt. Derfor var det nødvendigt, at også husmændenes børn arbejdede. Allerede
i en alder af 10-12 år blev børnene sendt ud at tjene og havde meget lange arbejdsdage. De
boede usundt og fik dårlig ernæring, hvilket resulterede i, at deres sundhed var dårligere
end bøndernes børns.
4
Analyse
I det følgende vil jeg analysere Pontoppidans ”Knokkelmanden” med fokus på skildringen
af levevilkårene på landet. Derefter vil jeg lave en kildekritisk analyse af ”Et karlekammer”
af Jeppe Aakjær fra 1890 og Carl Westergaards leder i Tyendebladet fra 1907.
Analyse af ”Knokkelmanden”
I novellen ”Knokkelmanden” møder vi ægteparret Ane og Simon, der er vokset op som
fattige og har været i tjeneste mange år. De har lånt penge til et hus og drømmer om at
betale al gælden af, så de er frie. De arbejder hårdt og får efter otte år betalt gælden tilbage.
Men de ender ikke med at leve lykkeligt sammen, for Ane bliver syg og dør.
Ane og Simon ejer et gældfrit hus, men vejen dertil skildres langt fra som en nem opgave.
For det første knokler de fra morgen til aften, så de kan leve sparsommeligt. Det viser sig
især på deres adfærd, efter gælden er betalt af: ”Ane rejste sig nu og da og plukkede
Stikkelsbær i sit Forklæde og satte sig derpaa atter hen for at spise dem, idet hun tvang
sig til ikke at bryde sig om, hvad de kunde være gjort til i Penge paa Torvet i
3
Arbejdermuseet
4
Arbejdermuseet
5
Kjøbstaden.”
5
Ane kan ikke lade være med at tænke på, hvad hun kunne have tjent. Det
vidner om, at de har været meget sparsommelige. Novellens åbenlyse fortæller siger også
mere direkte, at opgaven ikke har været nem: ”Det var virkelig ganske forbavsende, hvad
der i alle Maader var frembragt og opelsket paa denne lille Plet.”
6
Her understreger
fortællerens værdiladede ord ’forbavsende’, at det har været en hård opgave at nå så langt.
Men der gøres også brug af ironi i citatet. Egentlig er det ikke underligt, at man med
ekstremt hårdt arbejde kan ændre en ufrugtbar jord til en smuk og frugtbar jord. Når det
alligevel fremstilles som overraskende, tegnes der ved hjælp af ironien et billede af, at folk
ikke har forståelse for, hvor meget hårdt slid der ligger bag.
Fortællerens sprogbrug vidner om, at man ikke kun bliver set ned på, men også bliver
behandlet dårligt i underklassen. Det kommer bl.a. frem i beskrivelsen af ægteparret:
”Oprindelig var de nok et Par forladte, af det offentlige udsatte Børn, der først i en billig
og ussel Sognepleje, senere […] i kummerlige Tjenester mellem al Slags Udskud omkring
paa store Gaarde havde lært, hvad ondt var … ”.
7
Ægteparret har arbejdet som tyende på
store gårde. Sprogbrugen i fortællerens kommentarer med ord som ’kummerlige’ og ’ussel’
forstærker indtrykket af dårlig behandling og hårde vilkår. Personbeskrivelserne i novellen
er også med til at beskrive landarbejdernes vilkår som hårde: ”Han var en temmelig lille,
sammensunken og forslæbt Skikkelse med denne altfor store Højre-Skulder og i det hele
lidt skjæve Figur, som er fælles for Folk, hvis Liv har været en eneste Trældom.”
8
Her
beskrives det, at Simons krop tydeligt er mærket af det hårde arbejde. Han har arbejdet så
hårdt, at hans krop er blevet skæv. Titlen på novellen er også med til at skildre vilkårene
hos underklassen på landet som hårde. ’Knokkelmanden’ er en reference til døden, men
samtidig associerer man også til det at knokle. Dermed antyder titlen, at der ikke er langt
fra knokkelarbejde til døden.
Skildringen af de hårde vilkår forstærkes af synsvinklen i novellen. Til at starte med er der
en ydre synsvinkel, men da Ane og Simon bliver gældfri, skifter synsvinklen til indre. Som
5
Pontoppidan 1887
6
Pontoppidan 1887
7
Pontoppidan 1887
8
Pontoppidan 1887
6
læser lærer vi dem bedre at kende og får sympati med dem og deres hårde vilkår. Derfor
bliver vi også endnu mere påvirkede, da Ane bliver syg og dør. Det hænger dog også
sammen med kompositionen i novellen. Der er et vendepunkt, da ægteparret betaler det
sidste afdrag. Naturbeskrivelserne er positive. ”Alt omkring dem stod saa frodigt,
saa lykkespaaende og talte til dem om en overvunden Strid, et nyt Liv, en rig Naade”.
9
Vi
forventer på grund af de positive naturbeskrivelser og vendepunktet, at novellen vil ende
lykkeligt. Men Anes sygdom fungerer som endnu et vendepunkt. Naturbeskrivelserne
snyder os, og det, der virker idyllisk, er det slet ikke i virkeligheden. Det skaber en følelse af
uretfærdighed.
Uretfærdigheden er et centralt tema i novellen. Vi mærker igen uretfærdigheden i
novellens sidste passage ved Anes begravelse: ”Søndagen efter blev hun begravet oppe
paa Kirkegaarden. Flere af Byens Folk fulgte hende, og Præsten talte varmt om de
smukke Skriftens Ord: Herrens Naade er over al Maade.”
10
Præsten siger til begravelsen,
at Gud er barmhjertig. Det kommer til at virke ironisk, fordi Gud netop ikke har vist nåde
og været barmhjertig over for Ane og Simon. Det fremstilles som et vilkår for
underklassen, at præsterne ikke anerkender uretfærdigheden og den barske virkelighed.
Analyse af ”Et karlekammer”
Artiklen ”Et karlekammer” af Jeppe Aakjær blev bragt i Skive Folkeblad den 14. marts
1890. Aakjær var på dette tidspunkt 23 år gammel. Han var i slutningen af 1880’erne hjem
til Jylland efter et ophold i København på Blågård Seminarium, og i perioden levede han af
at holde foredrag og være skribent.
11
I den første del af artiklen beskrev Aakjær et besøg på
en gård i Midtjylland. Karlen var syg, og fokus i artiklen var at beskrive karlens fysiske
omgivelser. Karlekammeret beskrives som usundt sted at bo. I den anden del af artiklen så
Aakjær mere generelt på forholdene på gårdene og kritiserede gårdmændene for at
acceptere dårlige forhold hos karlene. Han refererede også til gårdmændenes politiske
9
Pontoppidan 1887
10
Pontoppidan 1887
11
Bech 2011
7
magt gennem Venstre og kritiserede dem for at kæmpe for andres rettigheder, når de ikke
gjorde noget ved karlenes rettigheder og forhold.
Afsenderens formål var at overbevise modtagerne om, at forholdene for arbejderne på
landet er urimelige. Modtagerne var læsere af Skive Folkeblad, og kilden var tilpasset
modtagerne: ”Det ”karlekammer”, jeg her har skildret i enkeltheder, er ikke noget
usædvanligt. Det er hverken værre eller bedre end hundreder af steder trindt om i det
kære Salling og Fjends Herred”.
12
Her refererede afsenderen direkte til de geografiske
steder, hvor mange af modtagerne var bosat. På den måde gjorde han problemstillingen
mere konkret for dem, hvilket understøtter, at kildens formål var at overbevise.
Negativt ordvalg blev også brugt til at overbevise på modtagerne. I beskrivelsen af
karlekammeret brugte Aakjær ord som ”ituslået”, ”hullet”, ”skidne”, ”muggen”, ”stinkende”
og ”modbydelige”, hvilket fremstillede levevilkårene som ekstremt dårlige. Han mente, at
de dårlige fysiske rammer også førte til moralsk forfald hos de unge mænd og skrev om
”legemlig og moralsk sundhed”. I slutningen af artiklen skrev Aakjær: ”Om husbonden selv
skulle ligge derude - jeg gad vide, om der ikke snart ville blive foretaget en reparation.”
13
Han mente ikke, at bønderne kunne være bekendt at lade deres ansatte bo under vilkår,
som de ikke selv ville bo under.
Kilden er tendentiøs, da afsenderen har tendens til at beskrive forholdene for
landarbejderne i et negativt lys, og da han har et formål om at overbevise sine modtagere.
Men den er også en samtidig kilde og indeholder en meget detaljeret beskrivelse af de
fysiske forhold. Derfor vurderes kilden i høj grad som en troværdig beskrivelse af
forholdene på landet. Den bruges også til at belyse synet på arbejdernes levevilkår for på
den måde bedre at kunne forstå udviklingen i de kommende årtier.
Analyse af leder i Tyendebladet
I Carl Westergaards leder i Tyendebladet den 6. oktober 1907 begrundede han, hvorfor der
var brug for netop Tyendebladet. I lederen beskrev han, hvordan andre samfundsgrupper
havde organiseret sig, hvilket havde forbedret deres vilkår. Derefter beskrev han
12
Kilde 1
13
Kilde 1
8
arbejdsopgaverne i kampen for bedre vilkår for tyendet, som bl.a. var valgret og afskaffelse
af Tyendeloven. Til sidst beskrev han, hvilke andre grupper i samfundet, han ønskede
opbakning fra.
I artiklen opfattede Westergaard organisering af tyendet som vejen mod bedre vilkår:
”Hvorfor skal vi – den nederste Klasse – Tyendet, ikke ogsaa have vor Organisation og
vort Blad? Jo, selvfølgelig. Vi kan jo vente os det samme som de andre: Udvikling og
Fremgang!”
14
Han troede på, at der ville ske det samme med tyendet som klasse, som der
var sket med fx arbejderne i byerne. Westergaard opremsede en række opgaver, som en
samlet organisation af tyende skulle kæmpe for, bl.a: ”Afskaffelse af den gamle, afskyelige
Klasselov, Tyendeloven (…) Valgret og Valgbarhed, (…) bedre Beboelseslokaler… ”
15
. Han
så altså Tyendeloven fra 1854 som en årsag til tyendets dårlige vilkår. Samtidig mente han,
at retten til at stemme og stille op til valg var afgørende, og at tyendet havde brug for bedre
steder at bo.
Mediet, som artiklen blev bragt i, var den nye avis Tyendebladet. Modtagerne var altså
umiddelbart tyendet. Men den sidste del af artiklen vidnede om, at Westergaard også
henvendte sig til andre klasser: ”Vi beder ogsaa de organiserede Arbejdere, som allerede
har mildnet deres Kaar saa meget gennem Organisationen, om at støtte os. Det vil jo kun
være noget, de som gode Klassefæller vil føle som sin Pligt at gøre.”
16
Her rakte han ud til
arbejderklassen i byerne og henviste til deres fælles vilkår som arbejdere. På samme måde
bad han også husmændene om opbakning, og til sidst bad han hele demokratiet om
opbakning:
”Og sidst beder vi hele det samlede Demokrati om Støtte. Demokratiets første
og store Maal er jo at komme de mest lidende til Hjælp. (…) Det er jo de
Tusinder af Tjenestefolk og Landarbejdere, der skal fylde op i Demokratiets
Rækker og bringe den demokratiske Tanke frem til Sejr.”
17
14
Kilde 2
15
Kilde 2
16
Kilde 2
17
Kilde 2
9
Ifølge ham var formålet med demokratiet altså at hjælpe de dårligt stillede. Samtidig
signalerede han, at tjenestefolk skulle inkluderes i demokratiet, før det for alvor kunne
vinde i Danmark. Den brede modtagergruppe i artiklen viste, at formålet med artiklen ikke
kun var at begrunde behovet for et nyt blad. Det var også at overbevise hele samfundet om,
at bedre vilkår for tyendet var en nødvendighed i demokratiet. På den måde var formålet
også at skabe opbakning til kravene om bedre forhold.
Kilden er tendentiøs, da afsenderen har interesse i at fremstille tyendets vilkår på en
negativ måde. Kilden bruges derfor til at belyse hvilke årsager, der på lang sigt kan have
medvirket til at forbedre vilkårene for tyendet.
Vurdering
I Westergaards leder pegede han på organiseringen af tyendet som en afgørende faktor i
kampen for bedre vilkår. Men det var ikke nemt at organisere tyendet, fordi de havde lange
arbejdsdage og ikke bare kunne deltage i møderne i Tyendeforbundet. Samtidig mente
Westergaard ikke, at forbundet skulle være knytte til et politisk parti, men i 1909 fik
forbundet økonomisk hjælp fra Socialdemokratiet.
18
På trods af vanskelighederne blev
tyendets vilkår langsomt forbedret, men først med Medhjælperloven i 1921 begyndte man
juridisk at opfatte tyende som arbejdstagere i stedet for underordnede
husstandsmedlemmer.
19
Lighedstanken mellem arbejdsgiver og arbejdstager fornemmer
man allerede hos Aakjær i 1890, hvor han betvivler, om husbønderne ville acceptere selv at
leve under tyendets vilkår. Allerede på det tidspunkt blev det altså i nogle
samfundsgrupper opfattet som forkert, at landarbejdere ikke blev opfattet som ligeværdige
mennesker. Ulighed og opfattelsen af landarbejderne ses også som et tema i
”Knokkelmanden”. Her bruger Pontoppidan ironi til at vise uligheden mellem Ane og
Simon på den ene side og landsbyboerne på den anden side. Folk i landsbyen kan eller vil
ikke sætte sig ind i, hvor hårdt livet er som landarbejder på et lille husmandssted. De
betragter naivt husmandsstedet som et lille paradis på jord.
18
Sørensen 2016
19
Lyngholm 2015
10
”Knokkelmanden” skildrer de sociale skel på landet på kritisk måde. Pontoppidan bruger
litterære virkemidler til at overbevise læserne om, at Ane og Simons liv er uretfærdigt.
Læserne føler på den måde, at vilkårene på landet er uretfærdige, og skildringen af
klasseskel og social uretfærdighed var et af de store temaer i Det moderne gennembruds
litteratur. Litteraturen satte fokus på uretfærdige levevilkår på landet og kan dermed også
være en del af forklaringen på, at levevilkårene blev bedre. Den virkning kan debatindlæg
som Aakjærs også have haft ved at skabe synlighed om problemerne. Både hos Aakjær og
Pontoppidan lærer læserne nogle konkrete mennesker at kende, hvilket ikke er tilfældet
med politiske krav fra fx Westergaard. Læserne får medfølelse for personerne, hvilket i høj
grad skaber synlighed om problemerne med landarbejdernes vilkår. Synligheden har været
medvirkende til at bane vejen for organiseringen og senere de forbedrede vilkår.
Organiseringen og den demokratiske tanke fra Westergaards leder var en vigtig årsag til
forbedringen af levevilkårene for landarbejderne. Men der bør også ses på
samfundsudviklingen mere generelt. Perioden var præget af store forandringer pga.
industrialiseringen, som også har påvirket levevilkårene på landet. Industrialiseringen kan
have forbedret vilkårene for landarbejderne, fordi man begyndte at bruge maskiner i
landbruget. Landarbejderne kunne altså slippe for noget af det hårdeste arbejde. Dog kan
det også have betydet, at nogle mistede deres job og måtte flytte til byerne.
Konklusion
I Det moderne gennembrud blev der med værker som ”Knokkelmanden” af Pontoppidan
sat fokus på klasseskel og vilkårene for arbejderne på landet. Og det var hårde tider for
landarbejderne, især for tyendet, der var underklassen på landet. Selvom litteraturen satte
problemerne med klasseskellene på landet til debat var det først i begyndelsen af 1900-
tallet, at tyendets retsstilling blev forbedret. Litteraturen og debatindlæg som Jeppe
Aakjærs ”Et karlekammer” kan have medvirket til de forbedrede vilkår ved at gøre folk
opmærksomme på uretfærdigheden, men en række andre faktorer har også spillet ind.
Organiseringen af tyendet markeres i Carl Westergaards leder i Tyendebladet i 1907 som
en vigtig del af kampen for bedre vilkår. Der er en tro på, at tyendet som klasse vil få bedre
vilkår gennem organisering, ligesom fx arbejderklassen havde fået det.
11
Litteraturliste
Primær litteratur
Pontoppidan, Henrik. Knokkelmanden i Fra Hytterne, 1887. Tilgået via Wikisource,
https://da.wikisource.org/wiki/Knokkelmanden (læst: 22/9-19)
Kilde 1: Aakjær, Jeppe. Et karlekammer. Skive Folkeblad 14. marts 1890. Tilgået via Arkiv
for Dansk Litteratur, http://www.adl.dk/solr_documents/aakjaer04tom-
workid57586#kbOSD-0=page:2 (læst: 22/9-19)
Kilde 2: Westergaard, Carl. Tyendebladet. Tyendebladet 6. oktober 1907. Tilgået via
danmarkshistorien.dk, https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-
kilder/vis/materiale/carl-westergaard-leder-i-tyendebladet-6-oktober-1907/ (læst: 22/9-
19)
Sekundær litteratur
Arbejdermuseet. Børnearbejde på landet. arbejdermuseet.dk,
https://www.arbejdermuseet.dk/viden-samlinger/plads-til-os-alle/lidt-arbejde-skader-
ikke-boernearbejde/boernearbejde-paa-landet/ (læst: 14/9-19)
Bech, Claus. Jeppe Aakjær. Gyldendal Den store danske 1. september 2011,
http://denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Kunst_og_kultur/Litteratur/Forf
atter/Jeppe_Aakj%C3%A6r (læst: 21/9-19)
Lyngholm, Dorte Kook. Tyendes retsstilling danmarkshistorien.dk 20. marts
2015, http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/tyendes-retsstilling-
/ (læst: 14/9-19)
Sørensen, Anders Thornvig. Sociale klasser i landbruget i 1800-tallet.
danmarkshistorien.dk 18. august 2011, http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-
kilder/vis/materiale/sociale-klasser-i-landbruget-i-1800-tallet/ (læst: 14/9-19)
Sørensen, Line Fogh. Carl Westergaard, danmarkshistorien.dk 31. marts 2016,
http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/carl-westergaard-1885-
1954/ (læst: 22/9-19)