10
”Knokkelmanden” skildrer de sociale skel på landet på kritisk måde. Pontoppidan bruger
litterære virkemidler til at overbevise læserne om, at Ane og Simons liv er uretfærdigt.
Læserne føler på den måde, at vilkårene på landet er uretfærdige, og skildringen af
klasseskel og social uretfærdighed var et af de store temaer i Det moderne gennembruds
litteratur. Litteraturen satte fokus på uretfærdige levevilkår på landet og kan dermed også
være en del af forklaringen på, at levevilkårene blev bedre. Den virkning kan debatindlæg
som Aakjærs også have haft ved at skabe synlighed om problemerne. Både hos Aakjær og
Pontoppidan lærer læserne nogle konkrete mennesker at kende, hvilket ikke er tilfældet
med politiske krav fra fx Westergaard. Læserne får medfølelse for personerne, hvilket i høj
grad skaber synlighed om problemerne med landarbejdernes vilkår. Synligheden har været
medvirkende til at bane vejen for organiseringen og senere de forbedrede vilkår.
Organiseringen og den demokratiske tanke fra Westergaards leder var en vigtig årsag til
forbedringen af levevilkårene for landarbejderne. Men der bør også ses på
samfundsudviklingen mere generelt. Perioden var præget af store forandringer pga.
industrialiseringen, som også har påvirket levevilkårene på landet. Industrialiseringen kan
have forbedret vilkårene for landarbejderne, fordi man begyndte at bruge maskiner i
landbruget. Landarbejderne kunne altså slippe for noget af det hårdeste arbejde. Dog kan
det også have betydet, at nogle mistede deres job og måtte flytte til byerne.
Konklusion
I Det moderne gennembrud blev der med værker som ”Knokkelmanden” af Pontoppidan
sat fokus på klasseskel og vilkårene for arbejderne på landet. Og det var hårde tider for
landarbejderne, især for tyendet, der var underklassen på landet. Selvom litteraturen satte
problemerne med klasseskellene på landet til debat var det først i begyndelsen af 1900-
tallet, at tyendets retsstilling blev forbedret. Litteraturen og debatindlæg som Jeppe
Aakjærs ”Et karlekammer” kan have medvirket til de forbedrede vilkår ved at gøre folk
opmærksomme på uretfærdigheden, men en række andre faktorer har også spillet ind.
Organiseringen af tyendet markeres i Carl Westergaards leder i Tyendebladet i 1907 som
en vigtig del af kampen for bedre vilkår. Der er en tro på, at tyendet som klasse vil få bedre
vilkår gennem organisering, ligesom fx arbejderklassen havde fået det.