Keglesnittene har gennem tiden været brugt af mange matematikere. Helt tilbage i oldtiden studerede
græske filosoffer og matematikere keglesnittenes egenskaber.
Ellipsen er den ene type af de såkaldte keglesnit. De andre to typer af keglesnit er parablen og hyperblen.
Oprindelsen af teorien bag keglesnittene kendes ikke med sikkerhed, men man mener, at den kan have
noget at gøre med problemet med ”Terningens fordobling”, der var et af de klassiske problemer i antikken:
at konstruere en terning med dobbelt så stort volumen som en given terning.
Det var først i 1800-tallet, at det endeligt blev bevist, at en sådan konstruktion ikke er mulig, blot med
daværende tegneredskaber.
I det femte århundrede f.v.t. reducerede Hippokrates problemet med at fordoble en terning med
sidelængde a til at finde to mellemproportionaler, nemlig x og y, mellem længderne a og 2a. I moderne
sprogbrug svarer det til, at løse alle følgende tre ligninger:
Disse ligninger repræsenterer i de første to tilfælde parabler og en hyperbel i det sidste tilfælde.
Menaechmus (4. århunderede f.v.t.) studerede kurverne, som tilfredsstiller hver af disse ligninger og han
var den første, der fandt ud af, at ellipser, parabler og hyperbler kunne fremkomme som snit i en kegle.
Dette løste dog ikke fuldt ud problemet med ”Terningens fordobling”. Det vigtigste i denne sammenhæng
er dog, at terninge-problemet gav anledning til at studere keglesnit.
Keglesnittene dukker op i mange sammenhænge i naturvidenskaben. Som et af de mest
bemærkelsesværdige eksempler kan det nævnes, at fysikeren Kopernikus fremførte, med udgangspunkt i
observationer, en påstand om, at solen var centrum i solsystemet. Med udgangspunkt i denne teori
begyndte Kepler at observere, planeterne yderligere med henblik på at karakterisere bevægelser omkring
solen.
Arbejdet mundede ud i, at han konkluderede, at planeterne bevægede sig i elliptiske baner omkring
solen.
Keglesnittet ellipsen viste sig således at være et centralt begreb i hele den moderne verdensanskuelse.
Fortsatte observationer har senere vist at banerne passede perfekt med ellipsers karakteristika, hvilket har
ført til, at vi den dag i dag anser keglesnittet ellipsen som værende en naturlig del af vort solsystems
sammenhæng.