
1. VERBER – 2. SUBSTANTIVER – 3. ADJEKTIVER OG ADVERBIER – 4. PRONOMINER – 5. ARTIKLER – 6. PRÆPOSITIONER – 7. DIVERSE
Vær særlig opmærksom på kongruens ved følgende situationer:
Utællelige substantiver (navneord) er altid 3. person ental (information, news,
furniture, advice, money, evidence…)
Pronominer (stedord), som ender på -body/-one/-thing er altid 3. person ental
(everybody, someone, nothing…)
Visse substantiver er altid flertal (people, police, trousers, glasses, riches,
surroundings…)
Kollektiver (ord som family, group, team, band…) kan være enten 3. person ental eller
flertal, afhængig af kontekst. Hvis ordet betegner en samlet gruppe fungerer det som 3.
person ental, men hvis ordet betegner de enkelte medlemmer af gruppen, fungerer det
som flertal.
Ved relative pronominer (henførende stedord) som who, whom, which eller that skal
du altid se på, hvad ordet fører tilbage til, for at bestemme kongruensen.
Ved foreløbigt subjekt (there) skal du altid se på sætningens egentlige subjekt for at
bestemme kongruensen.
Do-omskrivning
Do-omskrivning betyder, at man indsætter to do som hjælpeverbum i en sætning. Samtidig
omskrives sætningens hovedverbum til infinitiv (navnemåde). Do-omskrivning bruges i tre
forskellige situationer:
Til spørgsmål: Does he know her?
Til nægtelse: They do not know her.
Til emfase: Yes, I did know her.
NB: Sætninger do-omskrives ikke, hvis de i forvejen har sammensat verballed, eller hvis to be er
hovedverbum.
Modalverber (mådesudsagnsord)
can/could, may/might, must, shall/should, ought to og will/would.
Modalverberne findes kun i nogle bestemte former og kan ikke optræde alene - de skal altid
kombineres med et eller flere andre verber i et sammensat verballed. Et verbum, som følger et
modalverbum, står altid i infinitiv (navnemåde):
You must believe me!
Modalverberne har forskellige effekter på sætningens hovedverbum. Ofte siger de noget om hvor
sandsynligt noget er, eller i hvor høj grad man ønsker eller opfordrer til, at noget skal ske. De
fleste modalverber kan have forskellige betydninger i forskellige sammenhænge:
They should be at the airport now, they left quite early. (should beskriver
sandsynlighed).
You should stay inside at night, the streets are not safe. (should beskriver en opfordring).
Pas på med at oversætte danske modalverber direkte. Fx kan ‘skal’ kun sjældent oversættes til
shall, men det kan ofte oversættes til must. Tjek ordbogen, hvis du er i tvivl.
Passiv
I passive sætninger er subjektet (grundleddet) den eller det, som bliver udsat for en handling, i
stedet for den/det, som udfører den.
Grammatisk dannes passiv med to be som hjælpeverbum + følgende verbum i perfektum
participium (kort tillægsform):
Heather was bullied.
Man kan tilføje information om, hvem der udførte handlingen, ved hjælp af præpositionen
(forholdsordet) by:
Heather was bullied by Judith and her gang.