
SRP: Irak Emil Jøhnke Handberg
Fag: Samfundsfag A og Historie A 3.f Holstebro Gymnasium
Side 28 af 29
præsident, præsident Bush. Jeg vil sige det, som jeg har at sige om USA’s politik. Og han
vil have muligheden for at sige, hvad han vil sige om Iraks politik. Og dette vil foregå foran
hele verden, på tv, på en direkte, ucensureret og ærlig facon. Så vil verden dømme, hvad
der er sandt, og hvad der er falsk.
DR: Dette er noget nyt. De foreslår en tv-debat med præsident Bush?
SH: Ja. Det er mit forslag. På film ser vi, at amerikanerne er modige. Når de udfordres til
en duel, så trækker de sig ikke, ligesom araberne ikke gør det. Det vil være en mulighed
for ham (præsident George Bush, o.a.) til at overbevise verden om, hvorfor han er beslut-
tet på krig. Hvis han er overbevist om sin egen holdning, vil det være en mulighed for ham
til at overbevise verden om, at han gør ret i at tage den beslutning. Det kan også være en
mulighed for os til at fortælle verden vores version af historien, og hvorfor vi ønsker at leve
i fred og sikkerhed. Jeg mener, at det amerikanske og irakiske folk og folkene i hele ver-
den har krav på, at vi viser dem vores beviser, så de selv kan se dem. Så hvorfor skulle vi
gemme os for folkene? Hvorfor skulle vi som præsidenter for henholdsvis USA og Irak ikke
vise dem begge perspektiver? Det er dette, som jeg opfordrer til. Vi vil enten slutte fred –
og det er det, vi håber på – for at spare vores folk for dø og ødelæggelse, eller også så må
den, som beslutter sig for noget andet end fred, være nødt til at overbevise sit eget folk om
kendsgerningerne. Det er kernen i mit forslag, min idé.
DR: Det er ikke en joke?
SH: Nej, nej, jeg opfordrer til dette, fordi krig i sig selv ikke er en joke.
DR: Hr. præsident, hvor skulle en sådan debat, som De forestiller Dem, finde sted?
SH: USA’s præsident skulle sidde i USA og Iraks præsident Saddam Hussein i Irak, og så
kunne debatten gennemføres via satellit.
DR: Okay, en tv-debat via satellit?
SH: Ja. Og hvis hr. Bush har et andet forslag, så er vi villige til at lytte. Det vigtige er selve
ideen.
DR: Ville De være villig til at komme til FN for at deltage i en sådan debat?
SH: Det vigtigste er, at vores debat høres på en normal og præcis måde. Og med dette
mener jeg ikke, at jeg tager til FN og holder en tale, og så hr. Bush gør det samme. Det er
ikke det, som jeg mener. Det, jeg mener, er, at vi sætter os, som vi nu sidder, dig og mig,
og jeg så kan stille ham spørgsmål, mens han også kan udspørge mig. Han kan forklare,
hvorfor han ønsker at gå i krig. Jeg kan forklare, hvorfor vi insisterer på fred, og hvorfor vi
ønsker at bevare den. Så kan det amerikanske, irakiske og resten af verdens folk høre os,
uden tricks, uden redigering, uden forberedte taler. Folk ønsker at høre en dialog direkte
og live.
DR: Dette overrasker mig. Jeg vil lige sikre mig, at jeg forstår det helt rigtigt.
SH: Debatten skulle transmitteres i amerikansk og irakisk tv i sin helhed og direkte.