
7
I sammenligning med landskabet, der sikkert ser ud, som den har gjort
i mange menneskealdre, er tankstationen ”nymodens”. Den er
moderne. Tilmed ligner den noget, som ikke kan forbindes med noget
islandsk. Det minder om noget amerikansk, noget fremmed.
Stedet skiller sig også ud fra nogle af de andre steder, de to søskende
har kørt, ved at der er telefonforbindelse. Endvidere er det et sted,
hvor der i modsætning til de stille fiskerflækker og lange veje i
landskabet er utrolig meget larm. Der er endda så meget larm, at man
ikke kan høre, når nogen råber, at man skal flytte sig for en bakkende
lastbil. Tankstationen bliver sin egen lille verden i det islandske
landskab.
Fortælleren
I ”Den lange dagsrejse” er fortælleren også en del af den historie, der
fortælles. Det er vigtigt at skelne imellem at se på jegpersonen og lave
en personkarakteristik, som vi har gjort i et tidligere afsnit, og at
analysere fortælleren – også selv om det er én og samme person. Når
man laver personkarakteristik, er det de personlighedstræk, der
kommer til udtryk i teksten, som er i fokus. Når man skal analysere
fortælleren, skal man kigge på måde historien fortælles på.
Fortællertype
I teksten er fortælleren en intern jegfortæller. Intern betyder, at
fortælleren også er med i tekstens handling. Jegfortæller betyder at
historien fortælles fra et ”jeg” og ikke af en udenforstående stemme.
Husk altid at forfatteren og fortælleren ikke er det samme. Forfatteren
er den virkelige person, som har skrevet teksten. I dette tilfælde Gyrðir
Eliasson. Fortælleren derimod er den stemme, som beretter historien i
teksten. Med andre ord er forfatteren noget, som er uden for teksten,
hvorimod fortælleren er noget inden for teksten.
At der er tale om en intern jegfortæller, kan man eksempelvis se i
dette citat:
”Jeg lagde mærke til, at manden var fuldstændig skaldet, det
skinnede i hans kugleformede isse i sensommeraftenens
blegnende lyd, som når solen kaster et mat skær på planeten
Mars. Jeg havde altid moret mig ved at tænke på
himmellegemerne, og Mars var min yndlingsplanet.”
Citatet her illustrerer, at læseren via jegfortælleren ikke blot får
handlingen beskrevet. Læseren får også adgang til jegfortællerens
tanker og følelser.
Den traumatiserede fortæller
Særligt i den sidste del af novellen træder jegfortælleren frem i teksten
og viser, hvilke konsekvenser brorens død har haft. Det, man som
læser efterlades med ved tekstens afslutning, er et indtryk af en
nærmest traumatiseret fortæller, som det fremgår af dette citat:
”Endnu den dag i dag kan jeg høre det råb. Det giver genlyd i
sindet, og samtidig ser jeg for mig planeten med revnerne i. Jeg
har ikke taget på tur vestpå siden og gør det sandsynligvis
aldrig. Hvis jeg ser det blinke i en eller anden Zippolighter, får