
Dansk/historie opgave
4
Der forekommer en voldsomhed i digtet i form af fragmenterede sætninger, og Strun-
ges brug af ordvalg, med reference til det indledende ord i digtet; ”Knuser”. ”Knuser
uret med mine tanker”, som den første sætning lyder, beskriver hvordan det lyriske
jeg gør oprør mod tiden. Han vil ikke se tilbage på fortiden og slet ikke hengive sig til
fremtiden. Tiden er den typiske forandringskilde – men den skal ikke ændre ham.
Ordklasserne, og bruget af ord generelt, er også væsentligt at lægge mærke til i dig-
tet. Verberne der forekommer i digtet, fx skifter, knuser, danner og gror, er alle sam-
men verber, der bærer præg af trangen til forandring, som igen er et behandlet tema
heri. Substantiverne er dog også væsentlige – camouflage, kamæleon, forklædning og
maske danner alle sammen linjer til begrebet ’identitetsdannelse’ og i allerhøjeste
grad ”identitetskrise”. ”Skifter hurtig til ny forklædning – jeg behøver forandringer
med livets hastighed.” Denne strofe udtrykker tilpasningens vigtighed over for sam-
fundets, og livets, normer og autoriteter. I denne strofe lader det lyriske jegs identitet
til at følge livets hastighed og ændringer. Dog ændrer dette sig markant i den næste
strofe: ”Danner kontrast, behøver ingen camouflage – død og træt af ikke at være mig
selv” – her udtrykkes det, hvordan jeget netop ikke vil underlægge sig de pågældende
normer. Jeget danner kontrast – altså modsætning – og vil ikke camouflere/tilpasse
sig. ”Død og træt af ikke at være mig selv” – her har Strunge opdelt adjektivet ’død-
træt’, således han både får anført, at han er dødtræt af ikke at være sig selv, men
også at dét ikke at være sig selv er ensbetydende med at være død.
I strofe fire opstår der igen en kontrast i det lyriske jegs tanker: ”Skifter farve, anarki-
stisk kamæleon”. Hvor en kamæleon tilpasser sig sine omgivelser, er anarkistisk et
udtryk for et ønske om en tilintetgørelse staten og de retningslinjer, befolkningen her
er underlagt. Jeget tilpasser sig altså, trods modstand mod normerne, måske fordi
mulighederne kun er således. De to sidste verslinjer lyder: ”Kaster masken, ændrer
leveform” – her vil jeget rive sig fri, ’kaste masken’ og være sig selv.
I femte strofe møder vi det subjektive jeg, der hidtil har været implicit, i form af ordet
’mit’ – ”Mit sind gror ud af mit hoved” – og det er efter denne strofe, at det går op for
det lyriske jeg, at personen ikke har et uforgængeligt selv. At jeget ikke er en evigtva-
rende tilstand, men er i konstant forandring – det er altså muligt at ændre ens identi-
tet, og være den man gerne vil være. Stemningen i digtet bliver ligeledes vendt fra at
være overvejende negativ og enormt samfundskritisk samt præget af identitetskrise,
til at jeget har fundet en slags ro og en form for accept vedrørende, at ens jeg ikke er
evigt, men ændrer sig med livet. ”Hvem ved hvad ens selv er lig? - jeg er ligeglad,
skaber selv mit selv”. Ordet ’lig’ er her markeret med kursiv, for at vise Strunges
sammenspil og leg med ordene. I denne strofe forholder jeget sig igen subjektivt – og
’ligeglad’ med omverdenens retningslinjer. Desuden viser denne strofe mulighederne