
10
Jeget har ventet, men sættes nu fri
Jeget sammenlignes med regnmålerens flade kumme:
”Ganske stille/som en flad kumme/i juniregnen/vil jeg løbe fuld/af
vilje/inat” (p. 7, ll. 15-20).
Ved denne sammenligning sætter jeget sig i forbindelse med naturen,
natten og den have, rengmåleren står i. Jeget står i verdenen og har op-
samlet vilje, indtil det er blevet fuldt nok til at turde løbe ud i natten. Je-
get skildres som én, der har stået i venteposition og nu kan se, at situatio-
nen er gunstig til at våge sig ud. På den måde skildres natten positivt og
som en ny mulighed for jeget.
Tabte forhåbninger i ”Nattedigt”
Meget lidt håb
Stemningen i ”Nattedigt” er meget mindre forhåbningsfuld end i ”Regn-
maaleren”. Det er, som titlen angiver, et digt om natten med alt, hvad den
indebærer af mørke og tristhed. Den tid, der skildres, er et ”efter”. Det er
efter, blomsterne har sprunget ud. Dvs. det handler om, hvad der er ble-
vet tilbage, efter at det positive har fundet sted. Det kan tolkes på den
måde, at forhåbningernes tid er over. Det eneste, der er tilbage er måske
en enkelt syngende tone. Det er ikke engang sikkert, men kun måske, at
denne tone er blevet vedholdende tilbage:
”lygternes store gule blomster er sprunget ud, stille brænder de, må-
ske syngende en enkelt, vedholdende tone.” (p. 8, ll. 1-3).
Natten er tillukket
I digtet ”Nattedigt” beskrives natten som noget tillukket. Som beskrevet
under punktet med ydre komposition, er digtet struktureret som et æske-
system, hvor alting er inde i hinanden. Der synes ikke at være nogen vej
ud af det, men alting er indelukket i hinanden, hvilet skaber en trykkende
og desillusioneret stemning i digtet:
”I nattens lukkede telt” (p. 8, l. 3)
”mørkets vand lukker sig bag/ dem, lukker sig over husene, lukker
sig over træ-/erne” (P. 8, ll. 5-7)
Menneskene er tillukkede
Det er ikke kun natten, der er som et tillukket rum. Også menneskene er
tillukkede:
Bilerne er som løsrevne verdener: ”summer bilerne/ forbi som
løsrevne verdener” (p. 8, ll. 3-4)
Kroppene er som isolerede æske: ”kroppenes forstenede/æske”
(p. 8, ll. 7-8)
Menneskene lægger kabale, der er et ensomt spil, som man er
ene om at spille: ”stilheden lægger sig/ over gaderne og fylder