
[navn fjernet] Studieretningsprojekt Vejleder:
3.F Samfundsfag og Historie
Nordfyns Gymnasium December 2012
17
kurderne i Tyrkiet, som om nogen, havde sat næsen op efter EU-medlemsskab. Skuffelsen har
derfor medført en vis opblussen af konflikten igen i de kurdiske områder. Ikke mindst symboliseret
ved PKK’s angreb i oktober 2011, hvor 24 tyrkiske regeringssoldater omkom i det værste angreb på
den tyrkiske hær i 18 år (Ritzau/AFP 2011). Optrapningen af konflikten fra kurdisk side har ført til
tyrkiske modreaktioner, og har ligeledes stillet premierminister Erdogan i et dilemma. I 2009
lancerede regeringen ”det kurdiske initiativ”, som blev set som en håndsrækning, til det kurdiske
mindretal. I et land hvor nationalismen stortrives, bliver alle håndsrækninger til kurderne brugt
mod regeringen, som bliver beskyldt for at opmuntre til separatisme. Erdogan må derfor have
siddet tilbage med en følelse af, at regeringen gav en fremstrakt hånd, men alt hvad de fik tilbage
var demonstrationer og terrorangreb. De ovennævnte faktorer peger derfor i retning af, at
konflikten på ingen måde er nær sin afslutning. Man kan vurdere at den tvunget europæisering
der er foregået i Tyrkiet, er blevet erstattet af nationalisme. EU bliver i Tyrkiet ikke længere set
som det forjættede land, og ovenpå gentagne afvisninger og særkrav fra EU’s side, har man fundet
tilbage til den nationalisme, som er så stærk i Tyrkiet. Den dansk-kurdiske SF-politiker, Serdal
Benli, har i den forbindelse erklæret kemalismen for død og i stedet erstattet af en sekterisme
anført af Gülenbevægelsen (Benli 2012). Opgaven er dog mere tilbøjelig til, at erklære sig enig i
Jesper Møller Sørensens fortolkning, hvor vi stadig har at gøre med kemalismen, den har blot
gennemgået en udvikling ligesom alle ismer gør (Sørensen 2012). På trods af AKP’s religiøse
værdier, er de ligeså hårde nationalister, og opgaven vurderer derfor ikke, at landet går i retning af
panislamisme, som der, såvel internt i Tyrkiet som i Europa, har været argumenteret for. Den
nationalistiske linje er, i henhold til den tyrkisk-kurdiske konflikt, den mindst forsonlige. Havde
Tyrkiet bevæget sig hen mod en panislamisme, ville man i højere grad kunne bruge islam som et
bindende led mellem kurdere og tyrkere. Forstået ved, at nok er man tyrker og kurder, men man
er først og fremmest muslim. I den sammenhæng ville de kurdiske og tyrkiske alevitter komme
under et gevaldigt pres, ligesom PKK ville blive trængt, grundet deres venstreorienterede og
nationalistiske holdninger. Men med en tyrkisk regering, der holder en nationalistisk linje og
bruger et udemokratisk system til at undertrykke kurderne, så ser fremtiden dyster ud. Især på et
punkt står det værre til i Tyrkiet end tidligere, og dette er når det angår presse – og
ytringsfriheden i landet. I øjeblikket sidder over 100 journalister fængslet i Tyrkiet, for at anfægte
statens ideologi eller opfordre til separatisme (Ellegaard 2012). Kritiske journalister, pro-kurdiske