Social arv i Danmark
Studieretningsprojekt i Samfundsfag A og Psykologi B
STX 3.g
Klasse: 3.X
Skole: Langestrand Gymnasium
Vejleder (Samfundsfag): Klaus Klausen
Vejleder (Psykologi): Hanne Hansen
STX 3.g
1
Opgaveformulering
Hvordan kan man bryde den negative sociale arv i Danmark?
● Redegør for begreberne social arv, chanceulighed og social mobilitet.
● Lav en kvantitativ analyse af selvvalgt data, der viser forskellige aspekter af social
arv i Danmark. Inddrag selvvalgte sociologiske teori til at understøtte analysen.
● Redegør for psykologisk teori om risiko og resiliens. Analyser vedlagte psykologiske
case ‘Ikke alene, men ensom’ med fokus på, hvordan resiliensfaktorer kan bidrage til
at bryde den negative sociale arv.
● Diskutér mulige tiltag, som kan øge sandsynligheden for at bryde den negative social
arv.
2
Resumé
Dette SRP undersøger, hvordan man kan bekæmpe negativ social arv i en dansk kontekst.
I første del af SRP’et redegør jeg for begreberne social arv, chanceulighed og social
mobilitet. Gennem en kvantitativ analyse af data om social mobilitet på forskellige parametre
når jeg frem til, at den sociale arv fortsat spiller en markant rolle ift. hvilken socialklasse, som
man ender med at tilhøre i voksenlivet. Tallene viser dog også, at der trods alt foregår en vis
social mobilitet fra de lavere socialklasser mod højere socialklasser, og det er derfor et
interessant spørgsmål, hvordan man kan øge denne mobilitet. Som en del af analysen
anvendes Giddens’ og Bourdieus teoriapparat til at give forskellige perspektiver på social
mobilitet i det senmoderne samfund.
For at få et mere klart billede af, hvordan social mobilitet kan foregå i praksis, dykker jeg ned
i de psykologiske risiko- og resiliensfaktorer, som blandt andet kan påvirke sandsynligheden
for, om en person kan bevæge sig ud af en lav socialklasse. Ved hjælp af data fra Kauai-
undersøgelsen viser jeg, at en af de mest afgørende resiliensfaktorer lader til at være stabil,
social kontakt til en positiv rollemodel, men at der også findes resiliensfaktorer i individet,
som kan have stor betydning. Jeg illustrerer mine pointer gennem en analyse af en
psykologisk case, hvor en positiv rollemodel uden for familien netop tilskrives en markant
rolle ift. at muliggøre casepersonens mønsterbrud.
Med udgangspunkt i mine analyser præsenterer jeg en diskussion af, hvordan man fra
samfundets side kan bekæmpe negativ social arv og øge sandsynligheden for social
mobilitet. Jeg overvejer blandt andet, om man gennem udvidede mentorordninger og
generelle tiltag for fastholdelse blandt pædagoger og lærere kan gøre det mere sandsynligt,
at det enkelte barn kan opnå stabil social kontakt til en positiv rollemodel, som kan gøre en
afgørende forskel ift. fx at hjælpe barnet godt gennem uddannelsessystemet eller give
barnet øget selvværd og troen på, at mønsterbrud kan lade sig gøre.
Jeg konkluderer, at der findes en række faktorer, som man fra samfundets side kan påvirke i
forhold til at skabe øget sandsynlig for mønsterbrud, selvom der også er så mange
individuelle og situationsspecifikke faktorer involveret, at man ikke nødvendigvis kan bryde
helt med den negative sociale arv.
3
Indhold
Indledning ............................................................................................................................ 4
Metode ................................................................................................................................. 4
Redegørelse og kvantitativ analyse ................................................................................... 5
Social arv ....................................................................................................................... 5
Social mobilitet ................................................................................................................ 6
Kvantitativ analyse af data fra klassesamfund.dk ...................................................... 6
Overblik over klasserne ............................................................................................. 6
Uddannelse ............................................................................................................... 7
Uddannelsesniveau ............................................................................................. 7
Præstation i nationale test ................................................................................... 9
Social mobilitet ........................................................................................................ 10
Redegørelse og caseanalyse ........................................................................................... 11
Risiko og resiliens....................................................................................................... 11
Kauai-undersøgelsen .............................................................................................. 13
‘Den betydningsfulde anden’ ................................................................................... 14
Caseanalyse: Ikke alene, men ensom ........................................................................ 15
Overblik over casen ................................................................................................. 15
Risikofaktorer og resiliensfaktorer i casen ............................................................... 15
Thomas’ vej til at bryde den negative sociale arv ..................................................... 17
Diskussion ......................................................................................................................... 18
Konklusion ........................................................................................................................ 21
Litteratur ............................................................................................................................ 23
4
Indledning
Selvom vi i Danmark er en universel velfærdsstat med gratis skolegang og videregående
uddannelser, store socialpædagogiske indsatser og et omfattende socialt sikkerhedsnet, så
spiller den sociale arv alligevel en omfattende rolle i vores samfund.
Hvis et barn vokser op i en familie med lav indkomst, sociale problemer, og et lavt
uddannelsesniveau, så er der fortsat stor sandsynlighed for, at dette barns videre
livsudvikling kommer til at gå i tilsvarende retning. Negativ social arv har store konsekvenser
på samfundsplan, men er derudover også tegn på en grundlæggende uretfærdighed, fordi
nogle børn simpelthen bliver markant dårligere stillet, fordi de tilfældigvis er født ind i en
bestemt familie.
I dette SRP vil jeg gå i dybden med at kortlægge den negative sociale arv i Danmark og
undersøge nogle af de konsekvenser, som den negative sociale arv kan medføre på både
det personlige og det samfundsmæssige plan. Dernæst vil jeg se på, hvordan
tilstedeværelsen af bestemte resiliensfaktorer kan øge sandsynligheden for, at en person
kan bryde den negative sociale arv. I den afsluttende diskussion vil jeg præsentere nogle
overvejelser om, hvilke tiltag man fra samfundsplan kan indføre for at øge sandsynligheden
for, at den negative sociale arv kan brydes.
Metode
I den samfundsfaglige del af mit SRP har jeg valgt at bruge kvantitativ metode til at
analysere registerdata. Kvantitativ metode har den store fordel, at man kan bruge den til at
generalisere. Det gælder særligt registerdata, da det som regel er populationsdata. Det
betyder, at min analyse af social arv i Danmark kan bruges til at sige noget generelt om hele
den danske befolkning. Det kan dog være en begrænsning at bruge andres data, da
indsamlingsmetoden ikke er tilpasset det, man undersøger. En ulempe ved kvantitativ
metode er, at det er svært at sige noget om komplekse fænomener ud fra tal. Den
kvantitative analyse kan altså vise noget om omfanget af negativ social arv, men ikke
nødvendigvis forklare, hvorfor der er social arv. Jeg vil derfor inddrage sociologiske teorier,
der kan forsøge at forklare det mønster, der er i data.
I den psykologifaglige del af mit SRP har jeg valgt at inddrage en caseanalyse.
Caseanalyser er nyttige til at indsamle kvalitative data, fordi de kan give detaljerede indblik i
5
enkelttilfælde. På den måde kan en caseanalyse altså fx bruges til at fremhæve nogle
konkrete eksempler på, hvordan risikofaktorer og resiliensfaktorer kan spille sammen i
praksis. Det er dog en vigtig begrænsning ved caseanalyse, at den ikke kan anvendes til at
indsamle kvantitative data og præsentere generelle konklusioner. Derfor supplerer jeg min
caseanalyse med data fra kvantitative studier (primært Kauai-undersøgelsen), som har
undersøgt betydningen af risiko og resiliens på tværs af et stort antal tilfælde.
Redegørelse og kvantitativ analyse
I det følgende vil jeg redegøre for begreberne social arv, chanceulighed og social mobilitet.
Efterfølgende vil jeg lave en kvantitativ analyse af data fra klassesamfund.dk, hvor jeg
inddrager teoretiske perspektiver i analysen.
Social arv
Social arv er, når forældrenes socioøkonomiske træk gives videre til deres børn. Typisk
mener man negativ social arv, når man snakker om social arv. Negativ social arv er, når det
er negative træk, som går i arv. Det kan fx være stofmisbrug, sociale problemer eller
kriminalitet. I denne opgave vil fokus være på den negative sociale arv i Danmark. Men der
findes også positiv social arv. Her er det positive træk som et højt uddannelsesniveau og en
høj indkomst, der går i arv (Studienet 2022a).
Nogle kritiserer begrebet social arv for at være deterministisk. De mener, at social arv får det
til at lyde som om, at ens opvækst fuldstændig bestemmer, hvordan ens voksenliv bliver.
Men det er ikke nødvendigvis tilfældet. Som jeg vil vise i løbet af denne opgave, så er der
mange forskellige faktorer, der har indflydelse på, hvordan ens liv udvikler sig.
En anden kritik er, at begrebet placerer ansvaret endegyldigt hos forældrene, hvilket gør det
muligt for politikere at fralægge sig ansvaret for børns udfordringer. Det er et problem, da
strukturelle forhold også er med til at påvirke, hvorvidt børn er i stand til at bryde med
negativ social arv.
Kritikerne foreslår, at man i stedet bruger begrebet chanceulighed. Chanceulighed handler
om, at der er forskel på, hvilke muligheder man har for at klare sig godt afhængig af, hvem
man er og hvilke vilkår man er vokset op under. Det påvirkes fx af ens køn, socialklasse,
helbred og det samfund man bor i. Når man snakker om begrebet chanceulighed, så vil en
opvækst i et socialt belastet hjem blive set som en risikofaktor, der gør, at man har færre
6
chancer for at klare sig godt. Men det er stadig muligt at klare sig godt og bryde med ens
socialklasse (Studienet 2022b).
Social mobilitet
Begrebet social mobilitet bruges til at beskrive, at en person har været i stand til at bevæge
sig fra en socialklasse til en anden. Det kan både være bevægelse til en lavere socialklasse
(nedadgående mobilitet) og til en højere socialklasse (opadgående mobilitet). I forhold til
social arv er det relevant at kigge på generationsmobilitet. Det vil sige, at barnet bevæger sig
til en anden socialklasse end dets forældre. Hvis barnet bevæger sig til en højere
socialklasse, så kalder man barnet for mønsterbryder (Studiekompasset 2022a).
Hvorvidt barnet formår at bevæge sig til en højere socialklasse afhænger af barnets push-
og pull-faktorer. Push-faktorer er faktorer, der skubber barnet ud af en socialklasse, mens
pull-faktorer er faktorer, der fastholder barnet i dets socialklasse (Studiekompasset 2022a). Push- og
pull-faktorer er tæt relaterede til de risiko- og resiliensfaktorer, som jeg gennemgår i den
psykologifaglige redegørelse. Der findes både individuelle og samfundsmæssige push- og
pull-faktorer, men samfundsfagligt er det især de samfundsmæssige faktorer, der er
interessante. Fx er uddannelsessystemet en samfundsmæssig faktor. Hvis
uddannelsessystemet består af dygtige og engagerede undervisere og økonomisk baggrund
ikke har betydning for kvaliteten af den uddannelse man får, så kan uddannelsessystemet
være en push-faktor. Hvis uddannelsessystemet omvendt reproducerer socialklasserne, så
kan uddannelsessystemet være en pull-faktor.
Kvantitativ analyse af data fra klassesamfund.dk
I det følgende vil jeg lave en kvantitativ analyse, der kortlægger forskellige aspekter af den
negative sociale arv i Danmark. Jeg har valgt at bruge data fra klassesamfund.dk til
analysen. Det er en hjemmeside skabt af Arbejdernes Erhvervsråd om klasser i Danmark
med data fra Danmarks Statistik. Analysen vil fokusere på uddannelse og social mobilitet.
Først vil jeg dog kort opridse de fem socialklasser.
Overblik over klasserne
AE inddeler danskere mellem 18-59 år i fem socialklasser:
1. Overklassen
2. Den højere middelklasse
3. Middelklassen
7
4. Arbejderklassen
5. Langvarigt uden for arbejdsmarkedet
Inddelingen bygger på tre faktorer: Position på arbejdsmarkedet, uddannelse og indkomst.
Overklassen består af personer med en indkomst før skat, der er over tre gange
medianindkomsten, hvilket i 2021 svarer til 1,2 mio. kr. årligt. Det kan både være
selvstændige, topledere og personer med en videregående uddannelse.
Den højere middelklasse består af to grupper. Den ene gruppe er personer, der har en
indkomst før skat på mellem 805.000 kr. og 1,2 mio kr. årligt. Denne gruppe indeholder både
selvstændige, lønmodtagere med ledelsesansvar og personer med en videregående
uddannelse. Den anden gruppe består af personer med en lang videregående uddannelse,
uanset hvad deres løn er.
Middelklassen indeholder personer, hvis indkomst er mindre end 805.000 kr. årligt.
Arbejderklassen består af personer, der enten er ufaglærte, har en faglært uddannelse eller
en gymnasial uddannelse, som ikke er en del af de øvre klasser.
Den sidste klasse består af personer, der var i beskæftigelse mindre end 20 % af året og
som ikke er selvstændige (Arbejdernes Erhvervsråd 2021).
Uddannelse
Uddannelsesniveau
Figur 1 viser sammenhængen mellem den socialklasse man er vokset op i og hvilket
uddannelsesniveau man har som voksen.
Figur 1. Sammenhæng mellem klasse og uddannelse. Procent.
8
Figuren viser danskere mellem 18-59 års uddannelsesniveau som 35-årige ud fra, hvilken
socialklasse de er vokset op i (AE på baggrund af Danmarks Statistiks registre 2021a).
Det er tydeligt at se ud fra figur 1 at den socialklasse, man vokser op i, påvirker, hvilken
uddannelse man får. Figuren viser fx, at 34,7 % af de børn, der vokser op med forældre
uden for arbejdsmarkedet, ikke får mere end en grundskoleuddannelse, mens kun 9,7 % får
en kandidat eller en ph.d. Generelt viser figuren, at andelen af børn fra den laveste
socialklasse, der får en videregående uddannelse, er markant lavere end for alle de andre
socialklasser. Forældrenes baggrund har altså en markant effekt på længden af børnenes
uddannelse.
Ligeledes viser figuren, at børn der er vokset op i overklassen eller i den højere
middelklasse i langt højere grad får en lang videregående uddannelse som voksne. Det
drejer sig om 50 % af børn fra overklassen og 48,8 % af børn fra den højere middelklasse.
Modsat er det kun ca. 4 % af børn fra disse to klasser, der kun får en grundskoleuddannelse.
Dette mønster kan forklares ud fra Pierre Bourdieus teori. Bourdieu mener, at social arv er
svær at bryde. Det skyldes, at børn typisk vil gå i deres forældres fodspor, fordi forældrene
præger børnenes habitus. Habitus dannes i barndommen og har betydning for, hvilke valg
barnet kommer til at tage gennem livet (Studiekompasset 2021). Hvis man er vokset op i et hjem
med mange bøger og hvor uddannelse ses som noget vigtigt, så vil sandsynligheden for at
man tager en lang uddannelse være større. Eftersom personer i overklassen og i den højere
9
middelklasse typisk har en lang videregående uddannelse, giver det mening, at de har
præget deres børn i den retning.
Omvendt er det for børn fra arbejderklassen eller børn, hvis forældre står udenfor
arbejdsmarkedet. Disse børn vil oftere fravælge en lang uddannelse, fordi deres habitus
styrer dem væk fra situationer, hvor habitus udfordres.
Præstation i nationale test
Tabel 1 viser, hvordan børn fra forskellige klasser har klaret sig i nationale test i matematik.
Der tegner sig et klart billede af, at jo højere klasse, desto større andel af børnene har en
præstation over middel. Eksempelvis har 57,14 % af børn fra et overklassehjem en
præstation over middel i 6. klasse. Det samme gælder kun 18,44 % af børn, hvis forældre
står udenfor arbejdsmarkedet.
Tabel 1. Sammenhæng mellem klasse og resultat i nationale test. Procent.
Fag
Resultat
Over-
klasse
Højere
middelklasse
Middel-
klasse
Arbejder-
klasse
Uden for
arbejdsmarkedet
Matematik
3. klasse
Under middel
7,41
11,82
22,58
33,96
43,18
Matematik
3. klasse
Omkring middel
29,63
32,02
37,9
38,01
36,36
Matematik
3. klasse
Over middel
62,96
56,16
39,52
28,03
20,45
Matematik
6. klasse
Under middel
10,71
12,42
26,13
42,53
51,77
Matematik
6. klasse
Omkring middel
32,14
30,43
34,67
33,67
29,79
Matematik
6. klasse
Over middel
57,14
57,14
39,2
23,8
18,44
Tabellen viser andelen af børn, der har klaret sig “under middel”, “omkring middel” og “over middel” i
nationale test i matematik i hhv. 3 og 6 klasse. Resultaterne fra de nationale test er fra skoleåret
2019/2020 (AE på baggrund af Danmarks Statistiks registre. 2021b).
Ifølge Bourdieu skyldes denne forskel, at forældre overfører kapital og habitus til deres børn,
hvilket påvirker, hvordan de klarer sig i samfundets felter. Forældre kan videreføre kulturel
kapital til deres børn gennem opdragelsen (Studienet 2021). Akademikerforældre kan
10
hjælpe deres børn med at forstå de kulturelle koder, der hersker i uddannelsessystemet. Fx
ved at lære dem et stort ordforråd og hvordan man opfører sig i skolen. Det fører til, at der
sker en reproduktion af fordelingen af kulturel kapital i uddannelsessystemet, hvor børn fra
akademikerhjem vil klare sig godt. Omvendt vil børn fra hjem med et lavt uddannelsesniveau
have det sværere, hvilket kan føre til, at de ikke får taget en videregående uddannelse.
Bourdieu mener, at der foregår symbolsk vold i uddannelsessystemet. Volden består i, at
børn som får dårlige karakterer tror, at det skyldes, at de ikke er dygtige nok. Selvom den
egentlige årsag er, at uddannelsessystemet belønner personer med høj kulturel kapital. Det
vil sige, at årsagen til, at børn fra ikke-akademiske hjem klarer sig dårligt, er, at de ikke har
fået overført en tilpas høj kulturel kapital (Studiekompasset 2021).
Social mobilitet
Figur 2 viser, at der er en markant større sandsynlighed for at ende i overklassen eller den
højere middelklasse, hvis man er vokset op i en af de to klasser. Og sandsynligheden falder
jo lavere socialklasse man er vokset op i.
Figur 2. Social mobilitet mellem klasser
Figur 2 viser sammenhængen mellem, hvilken socialklasse man er født ind i og hvilken socialklasse
man er i som voksen (35-årig). OBS. Studerende er udeladt. (AE på baggrund af Danmarks Statistiks
registre. 2021c).
Vi kan også se, at der er størst sandsynlighed for at ende i enten middelklassen,
arbejderklassen eller uden for arbejdsmarkedet, hvis det er den klasse man er vokset op i.
Figuren viser altså en reproduktion af socialklasserne, der bekræfter Bourdieus teori. Det
tyder på, at den sociale arv er stærk.
11
Metodisk er det relevant at bemærke, at figuren viser socialklasse som 35-årig. Det kan
være en forklaring på, at kun 3,2 % af børn fra overklassen selv er placeret i overklassen, da
de endnu ikke har opnået en indkomst, der kvalificerer dem til overklassen.
Men figuren viser også, at der er social mobilitet. Fx ender 8,3 % af børn, hvis forældre var
uden for arbejdsmarkedet i den højere middelklasse. Figur 1 viste også, at 9,7 % fra denne
gruppe fik en lang videregående uddannelse. Det er altså muligt at træde ud af forældrenes
fodspor. Det kan forklares ud fra Anthony Giddens teori om det senmoderne samfund.
Giddens mener, at det er blevet lettere for børn at træffe egne valg i det senmoderne
samfund. Det skyldes først og fremmest, at der er sket en aftraditionalisering og en
individualisering, hvilket betyder, at traditioner har fået en mindre betydning, samtidig med at
individet har fået større indflydelse på sit eget liv. Derudover peger Giddens også på, at der
er sket en udlejring af sociale relationer. Det betyder, at den sekundære socialisering fylder
mere, hvilket øger sandsynligheden for at bryde med den sociale arv (Studiekompasset 2019).
Selvom det overordnede billede viser en stærk social arv og en reproduktion af
socialklasser, så viser data også, at der er mønsterbrud. Ca. 30 % af børn, der er vokset op i
den laveste socialklasse får en videregående uddannelse (figur 1) og ca. 20 % i denne
gruppe klarer sig over middel i nationale test.
Det store spørgsmål er nu, hvordan samfundet kan øge sandsynligheden for, at social
mobilitet forekommer. For at undersøge dette spørgsmål, vil vi i første omgang vende os
mod psykologien og zoome ind på de forskellige risiko- og resiliensfaktorer, som i hvert
enkelt menneskeliv kan påvirke, om man bliver mønsterbryder eller ej.
Redegørelse og caseanalyse
I det følgende vil jeg give en psykologifaglig redegørelse for begreberne risiko- og resiliens,
med særlig fokus på dén rolle, som resiliensfaktorer kan spille ift. at bryde den negative
sociale arv. Jeg vil understøtte mine pointer gennem en kort analyse af en case om en
person, der har formået at bryde den negative sociale arv.
Risiko og resiliens
Når man beskæftiger sig med social arv ud fra et psykologisk perspektiv, spiller begreberne
risiko og resiliens en afgørende rolle.
12
Tanken om risiko og resiliens udspringer af et opgør med tidligere tiders udviklingspsykologi,
som typisk var baseret på en tanke om, at problemer i opvæksten nødvendigvis måtte føre til
problemer i voksenlivet. Denne forestilling blev dog udfordret af en række psykologiske
studier (herunder Kauai-undersøgelsen, som vi gennemgår nedenfor), som dokumenterede,
at der findes mennesker, som trods alvorlige problemer i opvæksten alligevel formår at
vende udviklingen og opnå et godt og succesfuldt voksenliv (målt på både sociale,
økonomiske og sundhedsmæssige faktorer) (Larsen 2018, s. 132).
For at forklare dette fænomen kan man anvende begreberne risiko og resiliens.
Risikofaktorer er de elementer i en persons opvækst, som er med til at øge risikoen for, at
personen oplever problemer i voksenlivet. Resiliensfaktorer (eller beskyttelsesfaktorer) er de
elementer i en persons opvækst, som er med til at reducere risikoen for, at personen oplever
problemer i voksenlivet (Larsen 2018, s. 132). Fx er det en risikofaktor, hvis ens forældre har
et stofmisbrug, mens det er en resiliensfaktor, hvis ens forældre er højtuddannede.
Risikofaktorer og resiliensfaktorer kan på flere punkter sammenlignes med push/pull-
faktorer. Risiko- og resiliensfaktorer er dog ikke specifikt defineret ud fra en tanke om
fastholdelse i en socialklasse, men mere ud fra en tanke om, hvorvidt en bestemt faktor øger
eller reducerer sandsynligheden for personlige, økonomiske eller sociale problemer i
voksenlivet. I praksis er der dog et stort overlap mellem pull-faktorer og risikofaktorer og
mellem push-faktorer og resiliensfaktorer, når man ser på personer i lavere socialklasser.
Risikofaktorer og resiliensfaktorer kan både komme fra individet, fra familien, og fra miljøet i
øvrigt. Individuelle risikofaktorer kan fx være et voldsomt temperament, en lav IQ eller en
kronisk sygdom, mens individuelle resiliensfaktorer tilsvarende kan være et mildt
temperament, en høj IQ eller et godt helbred. En risikofaktor i miljøet kunne fx være at vokse
op i et nærområde med mange sociale problemer, mens en resiliensfaktor i miljøet kunne
være en god daginstitution eller skole med engageret personale.
I mange tilfælde kan resiliensfaktorer på ét område være med til at kompensere for
risikofaktorer på et andet område. Hvis en person fx vokser op i en familie med mange
sociale problemer (risikofaktor), så kan en god skole og stærke relationer til pædagoger og
lærere (resiliensfaktor) være afgørende ift. om det lykkes at bryde den negative sociale arv.
Studiet af risikofaktorer og resiliensfaktorer er dermed et vigtigt datagrundlag ift. at finde ud
af, hvordan man øger sandsynligheden for, at sårbare børn og unge kan bryde den negative
sociale arv.
13
Kauai-undersøgelsen
Kauai-undersøgelsen er et af de mest omfattende og langsigtede studier af risiko og
resiliens, som nogensinde er blevet foretaget. Selvom den er foretaget i amerikansk
sammenhæng, så kan den alligevel bidrage med noget generelt anvendeligt data om, hvilke
faktorer som er væsentlige ift. at sandsynliggøre brud på den negative sociale arv.
Kauai-undersøgelsen var en prospektiv længdesnitsundersøgelse af en hel generation af
børn født i 1955 på øen Kauai i Hawaii, USA. Formålet var at undersøge, hvordan tidlige
barndomsoplevelser og risikofaktorer påvirker børns udvikling og livsløb. Undersøgelsen
blev gennemført over flere årtier og undersøgte blandt andet børnenes fysiske, kognitive og
følelsesmæssige udvikling samt deres relationer til forældre og samfundet omkring dem.
Resultaterne viste, at tidlige livsbegivenheder kan have en langvarig indvirkning på børns liv
og velbefindende, men også at tidlig intervention kan hjælpe med at forebygge senere
problemer.
En af de mest overraskende konklusioner fra Kauai-undersøgelsen var, at mønsterbrud
umiddelbart ikke så ud til at være et så usædvanligt fænomen, som man hidtil havde
antaget. Faktisk var der op mod en tredjedel af personerne med alvorlige risikofaktorer i
barndommen, som alligevel endte med at få et velfungerende voksenliv med gode sociale
relationer:
“...these children grew into competent, confident and caring adults. They did not develop any
behavior or learning problems during childhood or adolescence. They succeeded in school,
managed home and social life well, and set realistic educational and vocational goals and
expectations for themselves.[...] Their very existence challenges the myth that a child who is
a member of a so-called “high-risk” group is fated to become one of life’s losers.” (Werner
2005, s. 11)
Det bekræftede teorien om, at risikofaktorer bestemt øger risikoen for, at en person får
problemer senere i livet, men at de på ingen måde garanterer det.
Forskerne bag undersøgelsen var naturligvis interesserede i at vide, hvorfor nogle personer
med alvorlige risikofaktorer alligevel endte med en sund udvikling. Med andre ord: Hvilke
typer resiliensfaktorer var mest effektive ift. at modvirke de alvorligste risikofaktorer?
14
Det viste sig, at en af de absolut vigtigste resiliensfaktorer var, at personerne i risikogruppen
havde formået at finde alternative omsorgspersoner, når de primære omsorgspersoner
(typisk forældrene) ikke kunne leve op til deres ansvar. Det kunne fx være personer i den
udvidede familie (bedsteforældre eller onkler/tanter), pædagoger, lærere eller ansatte i
fritidsklubber eller foreninger. Selv nogle få sociale forbindelser af denne art viste sig at have
en markant betydning ift, om en person formåede at bryde den negative sociale arv (Werner
2005, s. 12).
Selv andre typer af resiliensfaktorerer var ofte mest effektive, fordi de i sidste ende gjorde
det mere sandsynligt, at personen kunne finde alternative omsorgspersoner (fx er det lettere
at opnå tilknytning til alternative omsorgspersoner, hvis man har et mildt temperament).
Der var dog også andre elementer end alternative sociale relationer, som viste sig at have
en væsentlig betydning for sandsynligheden for mønsterbrud. Fx var det en væsentlig
resiliensfaktor, hvis et barn formåede at opbygge en færdighed, som kunne vække personlig
stolthed (Werner 2005, s. 12).
‘Den betydningsfulde anden’
Vigtigheden af en alternativ omsorgsperson bliver også understreget af anden forskning i
social arv og mønsterbrud. Det kan vi fx læse i den danske rapport “Projekt Unge
Mønsterbrydere”, som fremlægger nogle data om mønsterbrud i forbindelse med
lanceringen af et projekt, som skal øge mulighederne for mønsterbrud.
I rapporten anvendes begrebet ‘den betydningsfulde anden’ til at beskrive den eller de
personer, som den sårbare person formår at opnå en dyb tilknytning til, og som kommer til at
spille en væsentlig rolle ift. at muliggøre personens brud på den negative sociale arv:
“...med andre ord om barnet bryder den negative sociale arv, hvor en af fællesnævnerne er
en dyb relation med en betydningsfuld anden. Mønsterbryderforskningen peger i samme
retning, nemlig mødet med en betydende person.” (Andersen 2016)
Den udbredte forestilling om en mønsterbryder som en person, der gennem egen kraft og
personlige anstrengelser kæmper sig vej til at bryde den sociale arv, er altså ikke altid et
godt billede på virkeligheden. Den mest effektive mønsterbryder er sandsynligvis den
person, som har bedst held til at finde hjælp og støtte fra omverdenen, når den nære familie
svigter. Det peger også på, at samfundets bedste værktøj til at bryde den negative sociale
15
arv er at øge mulighederne for, at sårbare børn kan opnå stabil og dyb tilknytning til
alternative omsorgspersoner og rollemodeller.
Caseanalyse: Ikke alene, men ensom
Casen “Ikke alene, men ensom” stammer fra en artikel i Samvirke fra 2006, hvor den unge
mand Thomas Pedersen fortæller om sin hårde opvækst, og hvordan han alligevel trodsede
omstændighederne og brød den sociale arv.
Overblik over casen
Thomas voksede op i et socialt boligbyggeri i Herlev. Hans forældre var skilt og Thomas
boede mest hos sin mor. Både hans mor og hans far havde et alkoholmisbrug, og hans mor
led desuden af en række psykiske lidelser. Thomas var overladt til sig selv i det meste af sin
barndom, samtidig med at han i mange tilfælde var nødt til at tage sig af sin mor, når hun
kollapsede på grund af sit misbrug eller havde brug for hjælp til at handle ind.
I 9. klasse delte Thomas sin historie med en pædagog fra sin ungdomsklub, hvilket førte til,
at Thomas fik en plads på en kostskole for sent udviklede unge. Thomas havde det godt på
den nye skole, men da han senere flyttede i egen lejlighed, havde han svært ved at klare
sig, droppede ud af teknisk skole og udviklede et hashmisbrug. Thomas fik dog kontakt til et
mødested for tidligere anbragte børn, og kontakten med de andre i mødestedet hjalp ham
med at få styr på sit liv igen. I afslutningen af fortællingen hører vi, at Thomas har fået
arbejde, er i gang med en uddannelse, og er i færd med at starte sin egen virksomhed op.
Risikofaktorer og resiliensfaktorer i casen
Man kan pege på en række alvorlige risikofaktorer, når man kigger på casen om Thomas.
Først og fremmest er der risikofaktorer i Thomas’ nære familie, fordi både hans mor og far
har et misbrug, og hans mor sideløbende er psykisk syg. Det har betydet, at Thomas er
blevet udsat for omfattende passiv omsorgssvigt:
“Moderen vækkede aldrig Thomas om morgenen. Han stod selv op, tog tøj på og gik i skole
uden at spise morgenmad. ‘Der blev aldrig nogensinde lavet morgenmad til mig, og tit var
der slet ikke noget at spise…” (Rørbæk 2006, s. 43).
Her ser vi, at der ikke var nogen, som tog hensyn til Thomas’ fysiske behov. Omsorgssvigten
var dog også psykisk, idet vi får indtryk af, at forældrene i det hele taget ikke rigtig
interesserede sig for ham: “Senere i livet har jeg oplevet, at der kan være en
16
samhørighedsfølelse mellem et barn og en voksen [...] Den følelse har jeg aldrig nogensinde
haft sammen med min mor eller min far” (Rørbæk 2006, s. 42-43). Thomas har altså været
udsat for både fysisk og psykisk omsorgssvigt, og netop omsorgssvigt er en af de absolut
mest alvorlige risikofaktorer i barndommen og ungdommen.
Vi kan også udpege risikofaktorer relateret til det øvrige miljø, idet Thomas fx er vokset op i
et socialt boligbyggeri (Rørbæk 2006, s. 42), Thomas udtrykker desuden frustration over, at
lærerne i hans skole formodentlig har været bevidste om hans situation i flere år, uden at der
reelt blev grebet ind (Rørbæk 2006, s. 43). Vi får altså et billede af, at
samfundsinstitutionerne i dette tilfælde har svigtet deres opgave ift. at imødegå den negative
sociale arv.
Når det kommer til resiliensfaktorer, er der ikke så mange at spore i Thomas’ tidlige
opvækst. Gradvis begynder vi dog at høre, at han på forskellige måder formår at opbygge
alternative sociale relationer i sit udvidede netværk, når familien ikke er til stede for ham. Fx
bliver det nævnt, at en ungdomsgruppe i det sociale boligbyggeri tog ham til sig, selvom han
var langt yngre end dem (Rørbæk 2006, s. 43). Selvom en sådan ungdomsgruppe måske
ikke har været ideelle rollemodeller på alle punkter, så har de måske alligevel kunnet give
Thomas fornemmelsen af, at nogle bekymrede sig om ham og havde lyst til at bruge tid
sammen med ham.
Senere får vi et mere specifikt eksempel på en alternativ social relation (en ‘betydningsfuld
anden’) i form af pædagogen Ulla, som efter at have hørt på Thomas’ historie lader til at
have taget et personligt ansvar for at hjælpe ham og for at sikre, at han kunne komme i
pleje. Thomas taler i den forbindelse varmt om Ullas indsats, men samtidig om hvor svært
det var at håndtere en tæt relation, når man ikke havde været vant til det fra opvæksten:
“Efter et stykke tid begyndte jeg at kunne mærke, at de to mennesker faktisk holdt af mig.
Det var svært. Når Ulla fortalte mig, at hun holdt af mig, gjorde det ondt inden i…” (Rørbæk
2006, s. 44). Thomas’ reaktion på endelig at møde omsorg og tilknytning er med til at
illustrere, hvor omfattende og langtrækkende de følelsesmæssige konsekvenser af psykisk
omsorgssvigt kan være.
Endelig hører vi også om, at Thomas oplevede en ny livskrise, da han forlod
ungdomscentret og skulle klare sig selv. Thomas var dog heldig, idet alternative sociale
relationer kom til at gøre en vigtig forskel, da han blev bragt i kontakt med andre, som havde
stået i en lignende situation: “For første gang i mit liv gik det op for mig, at jeg ikke var alene
med mine oplevelser. Det var enormt befriende at møde andre mennesker, der havde været
17
noget lignende igennem” (Rørbæk 2006, s. 44). Her peger casen også på, at det kan have
en særlig gavnlig effekt, hvis ens alternative sociale relationer har kæmpet med lignende
udfordringer ift. en selv, så man i højere grad føler, at man kan spejle sig i dem.
I slutningen af artiklen om Thomas reflekterer han selv over, hvad der har muliggjort hans
brud med den negative sociale arv:
“Jeg har fået en gave, fordi jeg har et roligt sind og er så lille. [...] Jeg har også været heldig
at møde nogle mennesker, der har været gode for mig, og så har jeg altid haft en evne til at
drømme. Da jeg var lille, var det ikke konkrete ideer. Jeg tænkte bare, at noget burde være
anderledes.” (Rørbæk 2006, s. 44)
Her ser vi altså, at Thomas selv er bevidst om, hvor betydningsfulde hans alternative sociale
relationer har været på hans vej til at bryde den sociale arv. Derudover nævner Thomas
også sit milde temperament og sin ‘evne til at drømme’ som bud på personlige
resiliensfaktorer, der også har haft stor betydning.
Thomas’ vej til at bryde den negative sociale arv
Hvis man skal samle op på Thomas’ case, så passer hans fortælling godt sammen med de
kvantitative data, som psykologiske undersøgelser giver os om brud på den sociale arv. For
Thomas blev de mest betydningsfulde resiliensfaktorer de alternative sociale relationer, som
han formåede at opsøge og opbygge uden for sin nære familie. Særligt pædagogen Ulla kan
fremhæves som en ‘betydningsfuld anden’ i Thomas’ liv, fordi hun ikke blot gav Thomas en
positiv rollemodel at spejle sig i, men også rent fysisk hjalp ham med at flytte væk fra
omsorgssvigten i sin egen familie og hen til en institution, hvor han i hvert fald på nogle
punkter modtog den omsorg og vejledning, som han i høj grad havde manglet i hjemmet.
Thomas’ case peger også på, at det er nødvendigt fortsat at kunne opsøge eller opretholde
nære sociale relationer i sit videre liv, da han jo netop kom i risiko for igen at falde tilbage på
samfundets bund, da han blev voksen og igen var overladt til sig selv.
Endelig kan man også nævne individuelle resiliensfaktorer som Thomas’ milde temperament
og evne til at reflektere kritisk over sin egen situation. Som tidligere nævnt kan det milde
temperaments vigtighed som resiliensfaktor dog også forklares ud fra, at et mildt
temperament gør det lettere at opbygge positive sociale relationer. Hvis Thomas havde
været aggressiv og voldelig, så ville det måske være mindre sandsynligt, at Ulla havde taget
ham til sig i den grad, hun gjorde.
18
Et andet interessant punkt i Thomas’ case er, at han fik en ny livskrise, da han blev voksen
og flyttede i egen lejlighed. Det er desværre et typisk billede i forhold til omsorgssvigt, at
hjælpen fra det offentlige er meget omfattende op til at barnet fylder 18, men til gengæld ofte
er utilstrækkelig efter barnet fylder 18. Derfor oplever mange unge i lighed med Thomas en
brat afbrydelse på den hjælp og støtte, som de har fået indtil da, og dermed også en akut
risiko for, at tidligere kriser og negative mønstre vender tilbage. Selvom Thomas’ case er af
ældre dato, så bliver det fortsat bragt op som et problem i den sociale indsats, at man ikke er
gode nok til at få psykisk sårbare børn trygt ind i voksenlivet (Ernst 2023).
Alt i alt i peger det meste af Thomas’ case altså på den enorme betydning af alternative
sociale relationer - og herunder især relationen til en såkaldt 'betydningsfuld anden’ - som en
helt afgørende faktor, som igen og igen dukker frem i historierne om brud på den sociale arv.
Denne pointe er derfor også meget væsentlig at tage med, når man overvejer, hvordan man
fra samfundets side kan hjælpe folk til at bryde den negative sociale arv. Derudover er det
også væsentligt at medtage pointen om, hvor sårbar overgangen til voksenlivet kan være for
udsatte unge, og hvor vigtigt det er med et solidt socialt sikkerhedsnet i dén situation.
Diskussion
Mine analyser har vist, at den negative sociale arv fortsat er udbredt i Danmark, men at der
alligevel forekommer en vis grad af social mobilitet og mønsterbrud. Da jeg dykkede ned i
psykologisk forskning om risiko og resiliens, viste det sig desuden, at alternative sociale
relationer og positive rollemodeller var en af de væsentlige resiliensfaktorer, som lod til at
være et fællestræk på tværs af mange tilfælde af mønsterbrud.
Det er derfor nærliggende at overveje, hvordan man fra samfundets side kan udnytte denne
viden til at øge sandsynligheden for, at udsatte børn og unge kommer i tæt kontakt med
positive rollemodeller, som de måske kan udvikle en stærk social relation til. Denne kontakt
kan så blive til en pull-faktor, der kan bidrage til social mobilitet.
En af de mest direkte måder at opnå dette på er gennem mentorordninger, hvor man tilbyder
en stabil kontaktperson, som i trygge rammer kan mødes med barnet eller den unge og fx
tilbyde lektiehjælp eller kulturelle aktiviteter. Der findes allerede ordninger af denne type,
herunder fx Lær for Livet. Et positivt træk ved mange af disse mentorordninger er, at de ofte
er baseret på frivilligt arbejde. Det betyder, at barnet eller den unge kan have lettere ved at
19
danne en positiv relation til den voksne mentor, fordi der ikke hele tiden er en bevidsthed
om, at mentoren bliver betalt for at bruge tid med barnet. Omvendt betyder det frivillige
aspekt dog også, at det kan være svært at finde et tilstrækkeligt antal mentorer ift. behovet i
samfundet. Der kan også være nogle problemer forbundet med stor udskiftning, da folk ofte
stopper som frivillige, hvis deres livssituation ændrer sig. Og endelig kan der måske også
være nogle udfordringer ift. at frivillige ikke nødvendigvis har det faglige niveau, som
kræves, hvis man skal yde optimal hjælp til udsatte børn og unge.
I det hele taget kan det give god mening at sætte ind i forhold til kvaliteten af barnets
sekundære socialisering, som ifølge Giddens jo netop er en af de centrale forudsætninger
for, at vi i senmoderne tid ser større social mobilitet end tidligere. Her kan det fx være
væsentligt at arbejde med kvaliteten af de forskellige institutioner, som børn og unge
kommer i kontakt med.
Kvaliteten kunne fx forbedres gennem tiltag, som øger chancen for, at børn og unge kan
udvikle et stabilt forhold til lærere og pædagoger gennem deres kontakt med systemet og
dets institutioner. Der kunne både være en værdi i generelle tiltag, som kan øge
fastholdelsen af lærere og pædagoger, og i mere specifikke regler og strukturændringer,
som skal sikre, at børn i videst muligt omfang har kontakt med de samme lærere og
pædagoger over længere perioder. Disse tiltag kan selvfølgelig ikke garantere, at barnet
opnår stabile og positive relationer, men de kan øge sandsynligheden for, at det kan ske.
Omvendt vil det være næsten umuligt for et barn at danne stabile og positive sociale
relationer, hvis det fx er på en institution, som konstant oplever voldsom udskiftning i
personalet. I den forbindelse er det også meget væsentligt at være opmærksom på, at
overgangen fra barn til voksen er en særlig sårbar periode for udsatte unge, hvilket jo blandt
andet kan skyldes, at man typisk bliver sat i kontakt med et helt andet sæt institutioner med
andet personale, hvis man fortsat har problemer efter man er fyldt 18. Hvis man kunne lave
en pædagogisk indsats uden sådan et brat stoppunkt, ville det sandsynligvis give mere
konsistent hjælp.
Selvom samfundet er mest direkte ansvarligt for barnets sekundære socialisering, så er det
dog også muligt at lave samfundstiltag, som har positiv indflydelse på barnets primære
socialisering. Det kan fx være programmer, som tilbyder vejledning til udsatte familier, så
man giver bedre vilkår for, at barnet på sigt kan finde tilstrækkelig hjælp og støtte hos dets
primære omsorgspersoner. Det kunne fx være flere besøg fra sundhedsplejersken i de
første år, eller det kan være i form af pædagogisk støtte til familien, som hjælper frem mod
at etablere en tryg og forudsigelig hverdag for børnene og mindske konflikter i hjemmet. Eller
20
det kan være etablering af familienetværk, hvor kontakt med andre familier kan give bedre
mulighed for at finde råd og vejledning eller positive rollemodeller ift. godt forældreskab.
I yderste konsekvens kan det selvfølgelig også være nødvendigt at foretage en mere
drastisk ændring i barnets primære socialisering i form af anbringelse hos fx en plejefamilie.
Her er det dog igen af stor vigtighed, at der i så fald er så meget stabilitet som muligt over tid
ift. at have samme plejefamilie og kontakt med de samme personer, så der kan opstå
tilknytning.
Data viste også, at der kan være resiliensfaktorer i barnet selv, som kan øge chancen for
mønsterbrud. Det kunne fx være i form af udvikling af et særligt talent, som kunne vække en
følelse af stolthed. Eller simpelthen i form af evnen til at forestille sig et anderledes liv end
det, som man er vokset op i.
Disse individuelle egenskaber kan muligvis styrkes gennem tiltag fra samfundets side, især
når det kommer til uddannelsessystemet. Hvis man fx forestiller sig, at skolesystemet i
højere grad lagde fokus på at opbygge barnets stolthed over dets evner frem for at slå det i
hovedet med de ting, som det ikke kunne. Det kunne man måske opnå ved at lægge mindre
fokus på karaktersystemet og mere fokus på at skabe et positivt og anerkendende
læringsmiljø, hvor der også er plads til børn, som ikke er vokset op i en højtuddannet familie.
Med andre ord kunne man bevidst prøve at indrette skolen, så barnets kulturelle kapital var
mindre afgørende for, hvordan det klarede sig.
Når det kommer til barnets evne til at forestille sig et anderledes liv, så kan man måske
tænke sig at nogle af de tiltag, som jeg allerede har nævnt i forhold til at give mulighed for at
danne positive sociale relationer (fx mentorordninger) også kan resultere i, at barnet får
positive rollemodeller, som kan hjælpe det med at visualisere vejen frem mod et anderledes
liv, hvis det ønsker det.
Alle disse tiltag har dog det tilfælles, at de vil fungere bedst med en målrettet indsats. Derfor
er det også afgørende, at man fra samfundets side sætter flere ressourcer ind på at opspore
udsatte børn og unge og lægge mærke til eventuelle signaler, som kan indikere, at en familie
står med særligt voldsomme problemer. I den forbindelse bærer fagpersoner involveret med
børn og unge også et særligt ansvar, og det er vigtigt, at de bliver grundigt uddannet i at
spotte og reagere på eventuelle faresignaler, når de er i kontakt med børnene. Som vi så i
casen om Thomas kan manglende reaktioner fra fagpersoner jo let føre til, at børn og unge
kommer til at forblive i en uholdbar situation i meget længere tid, end de egentlig havde
21
behøvet. Omvendt kan mere opmærksomhed give større mulighed for tidlig intervention - og
dermed sandsynligvis også større chancer for at vende en negativ udvikling.
Endelig er det relevant at påpege, at de nævnte tiltag vil kræve, at man tilfører yderligere
ressourcer til at udvide og styrke velfærdsstaten. Det kan være en udfordring, da det enten
vil kræve nedskæringer andre steder i det offentlige eller øgede skatter. Børn og unge-
området har typisk høj bevågenhed politisk, hvilket taler for, at det er muligt at få tilført
ressourcer. Omvendt kan forskellige politiske ideologier og interesser spænde ben. Nogle
liberalister vil mene, at det er naturligt, at der er forskellige socialklasser i samfundet. Og så
længe alle borgere har samme rettigheder, så har alle samme mulighed for social mobilitet.
Omvendt mener socialister typisk, at det kræver en omfattende og individuel hjælp at skabe
reel chancelighed. Denne politiske uenighed kan stå i vejen for, at de nævnte tiltag
prioriteres.
Alt i alt er der altså en række måder, hvorpå samfundet aktivt kan bidrage til bekæmpelsen
af negativ social arv. Spørgsmålet er dog, om politikerne er villige til at prioritere området.
Konklusion
Negativ social arv har store omkostninger på et samfundsmæssigt plan, fordi det kan
bidrage til at fastholde mennesker i en udsat position i samfundet over flere generationer.
Det mønster så vi også i den kvantitative analyse, der viste, hvordan forældrenes
uddannelsesniveau gik i arv. Det er en stor udgift for samfundet, at en stor del af
befolkningen ikke har mulighed for at udnytte deres fulde potentiale på grund af deres
baggrund. Derfor er det fortsat et vigtigt samfundsansvar at modvirke den negative sociale
arv i så stor grad som muligt.
Det kan formodentlig ikke lade sig gøre at undgå negativ social arv fuldstændigt, da det er et
komplekst fænomen, som vedrører mange forskellige faktorer i både individet selv, det nære
miljø og samfundet som helhed. Data indikerer dog en vis grad af social mobilitet i det
danske samfund, hvilket åbner et rum for, at indsatsen mod negativ social arv kan
forbedres.
Mine undersøgelser har vist, at det vil være mest givtigt hvis man fra samfundets side
fokuserer på tiltag, som kan sandsynliggøre at udsatte børn og unge udvikler positive sociale
relationer og kommer i tæt kontakt med positive rollemodeller. Det kan formodentlig opnås
22
mest direkte gennem mentorordninger, men også indirekte ved at øge fastholdelsen og
stabiliteten hos de lærere og pædagoger, som kommer i særlig tæt kontakt med udsatte
børn og unge. På den måde kan den sekundære socialisering afhjælpe problemer i den
primære socialisering. Det kan også opnås gennem tiltag, som sætter mere
helhedsorienteret ind ift. at hjælpe udsatte familier, eller som er rettet mod at styrke de
individuelle resiliensfaktorer hos barnet eller den unge.
23
Litteratur
Andersen, Lisbeth Zornig et. al. (2016). “Projekt Unge Mønsterbrydere”. Huset Zornig.
Hentet 26. april 2023 fra https://viden.sl.dk/media/8488/projekt-unge-moensterbrydere.pdf
AE på baggrund af Danmarks Statistiks registre. (2021a) “Social arv og skole - Uddannelse
som voksen”. Hentet 11. August 2023 fra https://klassesamfund.dk/dataunivers/social-arv-
og-skole-uddannelse-som-voksen
AE på baggrund af Danmarks Statistiks registre. (2021b) “Social arv og skole - Resultater i
nationale tests”. Hentet 11. August 2023 fra https://klassesamfund.dk/dataunivers/social-arv-
og-skole-resultater-i-nationale-tests
AE på baggrund af Danmarks Statistiks registre. (2021c) “Social arv og skole - Klasse som
voksen”. Hentet 11. August fra https://klassesamfund.dk/dataunivers/social-arv-og-skole-
klasse-som-voksen
Arbejdernes Erhvervsråd (2021). “Dokumentationsnotat om inddeling i de fem sociale
klasser”. Hentet 26. Juni 2023 fra
https://klassesamfund.dk/sites/www.ae.dk/files/media/document/Klassesamfund.dk%20-
%20Inddeling%20i%20de%20fem%20sociale%20klasser.pdf
Ernst, Anders Ejbye (2023), “Eksperter, fagfolk og patienter: Kommuner svigter, når unge
med sindslidelser fylder 18 år”. Dr.dk. Hentet 13. juni 2023 fra
https://www.dr.dk/nyheder/indland/eksperter-fagfolk-og-patienter-kommuner-svigter-naar-
unge-med-sindslidelser-fylder
Larsen, O.S. (). Psykologiens veje (3. udgave). Systime.
Ravn, F.A.P & Wolf, T. (). Psykologi - fra celle til selfie. Forlaget Columbus.
Studiekompasset. (2019). Anthony Giddens | Kompendium. Hentet 27. juni 2023 fra
https://www.studienet.dk/anthony-giddens
Studiekompasset. (2021). Pierre Bourdieu | Kompendium. Hentet 27. juni 2023 fra
https://www.studienet.dk/pierre-bourdieu
24
Studiekompasset. (2022a). Social arv. Hentet 27. juni 2023 fra https://www.studienet.dk/social-arv
Studiekompasset. (2022b). Ulighed. Hentet 27. juni 2023 fra https://www.studienet.dk/ulighed
Werner, E. E.: "RESILIENCE AND RECOVERY: FINDINGS FROM THE KAUAI
LONGITUDINAL STUDY", Research, Policy, and Practice in Children’s Mental Health
Summer 2005, Vol. 19 No. 1. Hentet 26. april 2023 fra
https://www.pathwaysrtc.pdx.edu/pdf/fpS0504.pdf