................................................................................................................................................ 2
............................................................................................................................................ 3
...................................................................................... 4
..................................................................................................................... 6
................................................................................................................. 6
.......................................................................................................................................... 8
................................................................................................................................. 8
........................................................................................................................................... 9
..................................................................................................................... 11
.................................... 12
................................................................................................................................... 14
..................................................................................................................................... 16
........................................................................................................................ 17
.................................................................................... 19
.................................................................................................................................. 23
........................................................................................................................................ 24
............................................................................................................................................... 25
............................................................................................................................................... 26
..................................................................................................................................... 27
Side 2 af 27
In this project I’ve worked with George Orwell’s ‘’Nineteen Eighty-Four’’ which takes place in
a dystopian future society. The world is ruled by totalitarian one-party governments who know
no boundaries in their oppression of their people. The countries which constituted the totalitarian
wave in Europe in the first half of the twentieth century were all similar to the regime in
‘’Nineteen Eighty-Four’’, but especially one stood out as being particularly comparable – the
Soviet Union. This project contains an analysis and interpretation of George Orwell’s novel with
a special historical focus on the power structure and the propaganda which is also analyzed
comparatively to that of the Soviet Union. Furthermore contains an analysis of two Soviet
propaganda posters as historical sources to clarify the intentions and the effects of the
propaganda. Finally it covers a discussion of a quote from the book and its significance to and
similarities with the power structure and propaganda of the Soviet Union. The conclusions of the
project are that even though Orwell issues a warning against totalitarianism by drawing an image
of a very sinister world, he believes in human spirit and morality. Additionally there is a vast
similarity between Orwell’s fictional regime and the Soviet regime even though Orwell uses
exaggeration to issue his cause. In both cases the power structure is built to preserve itself by
oppressing the people, and the propaganda is meant to make the people tractable and loyal. Even
though there is a difference in the official intentions and goals of the two regimes, the totalitarian
system inflicts oppression and destruction upon their peoples.
Side 3 af 27
Jeg arbejder i dette projekt med George Orwells roman ’’Nineteen Eighty-Four’’, som er udgivet
i 1948. Historien foregår i en dystopisk, totalitær fremtid, der er inspireret af forskellige
totalitære bevægelser i Europa i første halvdel af det 20. århundrede – særligt Sovjetunionen. Jeg
vil i mit projekt arbejde med en række forskellige delpunkter. Først undersøger jeg
totalitarismens oprindelse i Sovjetunionen, da det giver en forståelse af systemet og dets
mekanismer. Derefter analyserer og fortolker jeg George Orwells ’’Nineteen Eighty-Four’’ ved
hjælp af litteraturanalytiske metoder for dels at få et indblik i statens kontrol- og magtredskaber,
for at klargøre systemets indflydelse på karaktererne i bogen og for at udlede historiens budskab.
Jeg inddrager i analysen en overvejelse om Orwells valg af genre for at få et klarere billede af
Orwells intention med historien. Derpå analyserer jeg i en historiefaglig vinkel den stalinistiske
magtstruktur og propaganda komparativt til den i ’’Nineteen Eighty-Four’’, da det giver et
bredere perspektiv på romanen, samtidig med at ’’Nineteen Eighty-Four’’ giver en dybere
helhedsforståelse af den stalinistiske totalitarisme. Jeg inddrager herefter to sovjetiske
propagandaplakater som historiske kilder og analyserer dem for at konkretisere den sovjetiske
propaganda, og fordi de som kildemateriale kan give et billede af magtstrukturen og
magtbesiddernes hensigter i deres oprindelsesperiode. Jeg laver afslutningsvis en diskussion af et
citat fra ’’Nineteen Eighty-Four’’, hvori jeg benytter den hidtil gennem analyserne tilegnede
forståelse af emnet. Diskussionens formål er at afdække nogle grænser mellem George Orwells
fiktive totalitarisme og virkelighedens sovjetiske totalitarisme. Som afrunding perspektiverer jeg
problemstillingerne vedrørende totalitarismen i ’’Nineteen Eighty-Four’’ til nutidige og aktuelle
tendenser.
Side 4 af 27
For at få en forståelse af den stalinistiske totalitarisme i Sovjetunionen i perioden fra midten af
1922, hvor Joseph Stalin indtrådte som chefsekretær i partiet
1
, til hans død i 1953, skal man
kigge på de forudgående begivenheder. Begrebet totalitarisme indebærer statens totale kontrol
over alle aspekter af samfundet altså inklusiv individets frihed og privatliv.
I anden halvdel af det 19. århundrede begyndte industrialiseringen i Europa at tage fart. Det
medførte gigantiske forandringer i samfundet – både kulturelt, teknologisk og socialt. En del af
landbefolkningen flyttede til byerne, og der opstod en arbejderklasse i industribyerne. Marx
formulerede sine teorier, og overalt i Europa gik nationer fra enevælde til noget, der mindede om
demokrati. Lige netop dét skete dog ikke i Rusland. Her klyngede den enevældige zar sig til
magten. Han administrerede det enorme land ved hjælp af et omfattende adelsstyre. I 1897 var
der 1,8 millioner adelige i Rusland.
2
Netop Ruslands arealmæssige magnitude, der var resultat af
en aktiv imperialisme, adskilte det fra andre Europæiske stater, ved at der var en høj grad af
etnisk og kulturel diversitet inden for landets grænser. Det topstyrede samfund var så omfattende
og indgroet, at det i sig selv gjorde opgøret med enevælden svær. Zarens magt og kontrol strakte
så vidt, at han som led i fremskyndelsen af industrialiseringen indsatte agenter for at holde øje
med arbejdernes flittighed, og der blev slået hårdt ned på ineffektivitet, hvilket eksemplificeres i
Guldmine-massakren i Sibirien 1912, der blev udløst af en arbejderstrejke
3
. I øvrigt forsøgte
zaren at russificere udkantsområderne ved at ensrette religion, kultur og sprog i hele samfundet
4
.
Heri ses der allerede nogle elementer (overvågning og ensretning), der senere bliver adopteret
eller videreført i stalinismen.
I perioden omkring århundredeskiftet opstod der en lang række politiske organiseringer, både
liberale og især socialistiske hvoraf en del var revolutionære. Heriblandt kommer Lenins
revolutionære bolsjevikker til at spille den mest prominente rolle. Disse sammenslutninger blev
ulovliggjort og slået hårdt ned på af zaren. Derfor mente Lenin, at det var nødvendigt at have en
streng og militaristisk organisering af sit parti. I 1914 udbrød 1. Verdenskrig hvor Rusland var
allieret med Storbritannien og Frankrig. Krigen førte til en periode med ustabilitet, hvilket skabte
grobund for en revolution. Utilfredshed i befolkningen pga. den lave levestandard førte til
strejker og demonstrationer i 1917. Zaren beordrede soldater sat ind mod masserne, men der var
1
Carl-Johan Bryld, Den Russiske Revolution og Sovjetunionen s. 22
2
Carl-Johan Bryld, Den Russiske Revolution og Sovjetunionen s. 26
3
Carl-Johan Bryld, Den Russiske Revolution og Sovjetunionen s. 33
4
Carl-Johan Bryld, Den Russiske Revolution og Sovjetunionen s. 26
Side 5 af 27
udbredt mytteri i militæret, hvilket betød at zaren var magtesløs og Februarrevolutionen var en
realitet. Kort efter fulgte zaren abdikation. I de urolige måneder der fulgte, vandt Lenins
bolsjevikker tilslutning i de lokale sovjetter (dvs. arbejderråd), og da de i oktober 1917 havde
skabt nok momentum, stormede de zarens palads, hvor regeringen holdt til
(Oktoberrevolutionen). Bolsjevikkerne fejede kompromisløst alle forsøg på at skabe en
demokratisk regering til side, og Rusland blev regeret under et etpartisystem, der omdøbte
nationen til ’’Den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik’’, og partiet kom til at hedde
’’Sovjetunionens Kommunistiske Parti’’ (SUKP). Denne konsekvente overtagelse af magten blev
grundlag for årtiers kommunistisk diktatur, der kom til at præge Sovjetunionen. I det efter-
følgende årti var Sovjetunionen hårdt medtaget af krig og ustabilitet. Der udbrød borgerkrig, da
det var langt fra alle, der var tilfredse men den kommunistiske regering. I denne borgerkrig
kæmpede to fragmenter: de Hvide og de Røde. De hvide var et sammensurium af alle, der var i
opposition til det kommunistiske styre og de Røde var selvfølgelig regeringen. SUKP kæmpede
en indædt og brutal kamp for at beholde magten, hvori massehenrettelser og terror blev en faste
metoder. Styret legitimerede deres dette ud fra tre ting: 1) Den socialistiske revolution havde et
idealistisk og verdenshistorisk perspektiv – de kæmpede imod undertrykkelse. 2) Zarstyret havde
ligeledes brugt meget hårde metoder mod underklassen. 3) De besvarer ild med ild, de Hvide
brugte også terror.
5
De Røde vandt som bekendt borgerkrigen, og man kan konstatere, at der kan
trækkes direkte tråde fra borgerkrigens henrettelses- og terrorkultur til den stalinistiske
magtstruktur.
Efterfølgende skulle landet på fode igen. Der var udbredt hungersnød i befolkningen, og
Sovjetunionen var langt bagefter de andre Europæiske nationer i industrialiseringen. SUKP og
Lenin erkendte at socialismen på dette tidspunkt ikke var tilstrækkelig til dette, og i 1921
indfører de NEP (Ny Økonomisk Plan)
6
, der er baseret på markedsøkonomi og kapitalisme.
Planen viser sig at være succesfuld, men det er i dén grad et udtryk for en pragmatisme i partiet,
der kommer foran deres oprindelige idealisme. Der kan endda spekuleres i, at partiet og magten
er blevet større og vigtigere end målet. Stalin overtager i denne periode magten efter Lenins død
i 1924.
Den stalinistiske totalitarisme er altså forankret i en gennemgående linje af hård, brutal,
pragmatisk og kompromisløs magthåndtering, der har sine rødder helt tilbage i zartiden.
5
Carl-Johan Bryld, Den Russiske Revolution og Sovjetunionen s. 64
6
Carl-Johan Bryld, Den Russiske Revolution og Sovjetunionen s. 69
Side 6 af 27
’’Nineteen Eighty-four’’ er en dystopisk fiktionsroman skrevet af George Orwell, som blev
udgivet i 1949 umiddelbart inden hans død. George Orwell skriver om en postrevolutionær
fremtidsverden, hvor det totalitære system styret af The Party og Big Brother, er så indgroet i
individet, at det hverken kan tænke, tale eller elske frit. Befolkningen består af tre grupper:
Proletarerne, der omfatter langt størstedelen af befolkningen. De er harmløse for Partiet, da de
ikke er i stand til selvstændige tanker og oprør. Så er der medlemmerne af the Outer Party, der
hovedsageligt er funktionærer i ministerierne og bl.a. historiens hovedperson er en del af denne
gruppe. Til sidst er der medlemmerne af the Inner Party, der er den herskende klasse. Verden er
ligeledes delt op i tre superstater: Eurasia, Eastasia og Oceania hvor historien foregår. Oceania
omfatter USA og de Britiske Øer, der nu hedder Airstrip One. Protagonisten hedder Winston
Smith og er medlem af the Outer Party. Han deler fornavn med Churchill, Englands store leder
under Anden Verdenskrig, og samtidig har han et af de mest jævne og udbredte engelske
efternavne. Allerede med Winston Smiths navn bliver hans person afsløret; han er et
tilsyneladende normalt, umistænkeligt og velfungerende partimedlem, men samtidig er han også
en oprører, der er bevidst om sin individualitet. Historien bliver berettet af en begrænset
tredjepersonsfortæller.
Kompositorisk er romanen opbygget i tre dele. I første del beskriver Winston sit liv og sit
arbejde i the Ministry of Truth, hvor han retter i arkiverne, så historien ændres med partiets
løgne. Han fortæller om de telescreens, der hænger overalt, som har til formål dels at overvåge
folk og bombardere dem med partipropaganda. I øvrigt klager han over sin hoste, og et kronisk
sår som han har
7
. Winston begår thought crime ved at betvivle The Party og se igennem deres
løgne. Han bliver hermed bevidst om sin individualisme. Han forbryder sig yderligere imod
styret ved at købe en dagbog, og til hans egen overraskelse nedfælder han ubevidst ordene
’’DOWN WITH BIG BROTHER’’
8
flere gange på papiret. Disse forbrydelser imod styret er hans
første skridt imod selvudryddelse, fordi partiet ikke under nogen omstændigheder tillader det
mindste oprør, hverken i sind eller handling, da individualisme er undergravende for
totalitarismen. I anden del af historien møder han Julia, som han indleder et kærlighedsforhold
7
George Orwell, Nineteen Eighty-Four - ’’a cough … his varicose ulcer’’ s. 10 (fremover blot angivet med sidetal)
8
s. 20
Side 7 af 27
til. Seksuel aktivitet, der ikke er strengt nødvendigt i reproduktiv forstand er blevet ulovliggjort
af partiet. På den måde er Winstons oprør ikke længere bare et ensomt og stiltiende oprør, han
har en ægte, følende og tænkende person at dele det med. Som hans og Julias forhold udvikler
sig, viser hans kroniske sår tegn på heling. Julia er af en yngre generation og kan derfor ikke
huske tiden før revolutionen, hun har altså været under partiets indflydelse hele sit liv. Winstons
oprør mod partiet er i høj grad af politisk og ideologisk kaliber, fx konstaterer han at sexakten er
blevet politisk i og med, at man trodser partiet
9
. Julias derimod er af ren instinktiv, hedonistisk
og sanselig karakter, som hun siger det: ’’You wanted a good time; ’they’, meaning the Party,
wanted to stop you having it; you broke the rules as best you could.’’
10
Hendes kærlighed og
hendes væsen giver Winston mod og inspiration til at fortsætte sit oprør. De søger efter en
hemmelig undergrundsbevægelse kaldet the Brotherhood, som de tror at en af de højtstående
funktionærer fra the Inner Party, O’Brien, er medlem af. O’Brien kontakter Winston og forærer
ham det formodede Brotherhoods leder Emmanuel Goldsteins bog, der beskriver en lang række
forhold om Partiet, revolutionen, Ingsoc og verdensordenen. Alt imens eskalerer Julias og
Winstons forhold, og de lejer et værelse i proletarkvarteret af en gammel antikvar. Det er de
næste skridt mod den sikre selvudryddelse. I slutningen af anden del står Winston i dette værelse
og betragter en proletarkvinde, der hænger vasketøj op, imens hun synger, hvorved han fyldes
med stor fortrøstning og håb for menneskeheden gennem proletarerne, som han altid har haft en
intuitiv tiltro til. I dét øjeblik kommer the Thought Police stormende ind ad døren, og både Julia
og Winston bliver arresteret. Tredje del omhandler torturen af Winston og den komplette
nedbrydning af hans person og individualitet. Bødlen viser sig at være O’Brien, der på afstumpet
og kynisk vis forvalter Partiets altomsluttende magt. Han nedbryder Winston gennem fysisk og
psykisk tortur, indtil Winston er blevet en unperson og opnår en ægte kærlighed til Big Brother.
O’Brien er repræsentant for den inkarnerede ondskab, der er så overdrevet og næsten karikeret,
at den leder tankerne hen på selveste Djævelen. For O’Brien og partiet er det ikke nok at slå
tankesynderne ihjel, de skal opnå den ultimative magt over dem ved at ændre selve grundstenene
af deres person. O’Brien knuser også Winstons håb om et fremtidigt kollektivt oprør, ved at
afsløre at han selv har skrevet Emmanuel Goldsteins bog. Det demonstrerer også et af Partiets
ypperste principper: doublethink. Evnen til at få sig selv til mentalt at bøje alt det man tror man
ved, så det passer til Partiets sandhed. Under torturen forværres Winstons kroniske sår, indtil det
til slut er fuldkomment helet, idet han også anerkender sin kærlighed til Big Brother. Tredje del
9
s. 133
10
s. 137
Side 8 af 27
af bogen slutter altså med at destruere alle de små lys af håb for en bedre fremtid i Oceania, som
Winston har tændt i løbet af historien.
Efter disse tre dele er der et efterskrift med overskriften ’’The Principles of Newspeak’’. Dette
kan fejes til siden som et grammatisk interesseskrift til sproginteresserede, men der kan læses i
det en stor begivenhedsdrejning efter år 1984 i Oceania. Efterskriftet er skrevet i datid og i en
tilbageskuende vinkel. Den omtaler begivenhederne i ’’Nineteen Eighty-Four’’ som overståede,
som man ville gøre i en historiebog.
Orwell benytter sig af en del symbolik i historien. Fx tillægger han Winstons kroniske sår en del
betydning, da det forekommer at være en fysisk spejling på Winstons mentale situation. Det
forværres når hans sind er domineret af negative og dystre følelser, og omvendt forbedres det når
han oplever glæde og tilfredsstillelse, fx i den tid han tilbringer med Julia. Ironisk nok heler det
så til sidst, hvor man som læser ville mene at Winston var totalt psykisk nedbrudt, men det
understreger partiets urørlige magt, at de ved at bringe ham til den laveste form for intelligens-
mæssig eksistenstilstand, bringer ham i både fysisk og psykisk harmoni i kraft af hans
hengivenhed til Partiet og Big Brother. Et andet symbol, der optræder gentagende gange er
støvet. Allerede på første side i Winstons beskrivelse af sit boligkompleks optræder støvet. Det
går igen i mange af de mindre smigrende beskrivelser af Winstons miljø og omverden. Støv er
beskidt og symboliserer affældighed og forfald, derfor optræder det overalt i et samfund, der er i
menneskelig degeneration. Winston er fascineret af en gammeldags brevpresser i form af en
koral indhyllet i glas, som han finder i antikvarhandlen. Den symboliserer det smukke og trygge
– en parallel til hans forhold med Julia. Begge dele ødelægges idét the thought police stormer ind
og anholder dem.
Partiet har et væld af slagord og deviser, hvor særligt tre af dem er bemærkelsesværdigt
fornuftstridige. ’’War is Peace. Freedom is Slavery. Ignorance is Strength.’’
11
De er opbygget
som oxymoroner, der i høj grad udpensler deres selvmodsigende natur. Derved opnår de ekstra
slagkraft. Disse tre slogans bliver banket ind i enhver indbygger i Oceania fra barnsben, som et
led i partiets altomfattende propaganda. De er grundlaget for den sindsopdragelse Partiet påfører
11
s. 6
Side 9 af 27
dets undersåtter, fordi man dels kultiverer i folk, at Partiets ord er sandhed ligegyldigt hvad, og
man samtidig devaluerer begreber, der er forbundet med værdier (fred, frihed, styrke), som er
skadelige for Partiets suverænitet. Disse tre mottoer har dog i Oceania alligevel en reel
sandhedsværdi. Et andet af partiets slogans er ’’Proles and animals are free’’
12
hvilket netop
beviser, at frihed er slaveri, da både dyr og proletarer er væsener af anden rang, fordi de ikke kan
tænke eller handle på et højere intellektuelt niveau. ’’Krig er fred’’ bliver også en sandhed, da
Partiet gennem deres evige krig mod de to andre supermagter kan holde befolkningen i skak og
legitimere handlinger og tiltag for at opretholde deres magt, der ikke kan retfærdiggøres i
fredstid. Dermed bliver krig til fred, da krigen er med til at opretholde samfundsordenen.
’’Stupidity was as necessary as intelligence, and as diffucult to attain.’’
13
Det forklarer den
tredje devise om, at uvidenhed er styrke. Selv i de højeste lag af partiet er individet nødt til at
undertrykke sin egen logiske sans for at være i stand til at udøve doublethink og derved sikre sin
egen eksistens. Det er også nødvendigt for Partiets beståen, da man sikrer Partiets evige og
endegyldige sejr ved at fastfryse historien i et bestemt øjeblik
14
i en fremherskende tilstand af
kontrolleret vanvid
15
. At de tre selvmodsigende paroler er sandhed i Oceania, understreger hvor
skræmmende, omfattende og absurd den totalitære magtstruktur og propaganda er i det
dystopiske år 1984.
Den tydelige morale i ’’Nineteen Eighty-Four’’ er at magt korrumperer. Historien viser hvor galt
det kan gå, hvis man ikke passer meget på og kæmper for menneskelige værdier, som ofte tages
for givet - såsom retfærdighed og demokrati, der under Partiets herskervælde ophører med at
eksistere
16
. Man kan i Winstons nederlag læse den totale håbløshed og menneskehedens fald,
men flere ting i Orwells historie peger i en anden og lysere retning. Winstons tiltro til
proletarerne bliver nedbrudt i the Ministry of Love af O’Brien, der affærdiger dem som tåber og
andenrangsmennesker. På trods af det, dukker der nogle gange menneskeligt ansigt op i bogen
og ofte i form af en proletar. Eksempelvis lægger Winston helt i begyndelsen, hvor han endnu
ikke har en komplet bevidsthed om sine oprørske tendenser, mærke til en proletarkvinde, der
under en visning af nogle brutale krigsscener råber gennem den jublende mængde, at man ikke
12
s. 75
13
s. 292
14
’’freeze history at a chosen moment’’ s. 212
15
’’a prevailing condition of controlled insanity’’ s. 225
16
’’Countless words such as honour, justice, morality, internationalism, democracy, science and religion had simply
ceased to exist.’’ s. 318
Side 10 af 27
bør lade børnene se sådanne billeder
17
. På dette tidspunkt er Winstons sympati for proletarerne
ikke blomstret, og derfor betragter han det som værende en typisk proletarreaktion
18
. I anden del
af bogen tænker Winston tilbage på sin mor, og han husker hende som en simpel proletarkvinde,
der endskønt udviste en enorm grad af selvopofrelse og kærlighed til sine børn. Dog er det ikke
kun proletarerne, der viser et menneskeligt ansigt i historien. Det mest fremtrædende eksempel er
Julia, der på trods af at være opvokset under Partiets regime, har tilegnet sig menneskelige og
oprørske træk. Selvom Partiet ligeledes nedbryder hende til slut, vækker det håb, at menneskelig
anstændighed stadig kan bryde frem under så trange kår. En anden iøjnefaldende begivenhed
foregår i the Ministry of Love, hvor redningsløse fanger sidder i et venterum og afventer deres
skæbne. Særligt én mand er radmager, fordi han er blevet sultet. Her viser en anden fange, det
der kan betegnes som næstekærlighed, ved at risikere liv og lemmer for at give den magre fange
et stykke brød. Det bliver opdaget og slået hårdt på ned af Partiet, da netop sådanne uselviske,
medmenneskelige handlinger er fundamentale trusler mod regimet. Årstiderne er tillagt en vis
betydning i ’’Nineteen Eighty-Four’’. Winstons fortælling begynder i det tidlige forår, og under
hans romance med Julia står sommeren i blomst. Det bliver efterår under torturen af Winston, og
når han er helt knækket, ser vi ham vandre på gaderne i senvinteren. Det særegne ved årstiderne
er, at de altid cirkulerer, og selv efter den hårdeste vinter bliver det forår igen. Dette indgyder
Orwell håb om i efterskriftet. Her fremstilles der en tilbageskuen på Partiets intention med
newspeak, hvori der indgår flere erkendelser af styrets negative sider. ’’Some words on the other
hand, displayed a frank and contemptuous understanding of the real nature of Oceanic society.
An example was prolefeed, meaning the rubbishy entertainment and the spurious news which the
party handed out to the masses.’’
19
Denne formulering udviser både en forståelse af Partiets
mekanismer og en foragt for Partiets motiver, der ikke kan være nedfældet og bevaret i år 1984,
hvor Partiet og the thought police havde fuld kontrol over alle menneskelige tanker og
handlinger. Derfor må man nødvendigvis antage, at dette er skrevet efter 1984 og efter en
drastisk ændring i Partiets linje. Hvilke revolutioner og oprør, der kan have ført dertil, er
efterladt til fantasien. Med det perspektiv åbnes der op for andre og mere fortrøstningsfulde
tolkninger af ’’Nineteen Eighty-Four’’, hvor menneskets elementære moralitet sejrer over
17
s. 10
18
’’typical prole reaction’’ s. 11
19
s. 320
Side 11 af 27
regimets totalitære magthungren
20
. Dermed er Winstons irrationelle håb om en bedre fremtid
ikke helt meningsløs.
’’Nineteen Eighty-Four’’ var Orwells sidste i en række af romaner, hvor den og ’’Animal Farm’’
er de bedst kendte og mest politiske. Orwell var et politisk engageret menneske, og ideologisk
set var han i sine yngre dage marxistisk-socialist, men begyndte at hælde til ideen om en mere
socialdemokratisk samfundsindretning, da han så totalitarismen blomstre forskellige steder i
Europa
21
. Han var i en tidlig alder bevidst om, at han skulle bruge sit liv på at skrive
22
. Orwell
arbejdede i perioder af sit liv som journalist, men han er som bekendt primært forfatter. Dvs. han
arbejdede både inden for en faglig og en kunstnerisk gren af skrivningen. Orwell var dog i høj
grad tiltrukket af den kunstneriske og æstetiske del af det at skrive: ’’I suddenly discovered the
joy of mere words, i.e. the sounds and associations of words.’’
23
Så det var oplagt for Orwell at
formidle, hvad han havde på hjerte gennem skønlitteratur.
Da ’’Nineteen Eighty-Four’’ er skrevet om en halvfjern dystopisk fremtid, åbnede det nogle
muligheder for Orwell i hans skrivning. Det tillod at Orwell benyttede science fiction-elementer
såsom telescreens og speakwrites. Man vidste godt at det totalitære Sovjetunionen brugte
undertrykkende magtformer, men da landet var så lukket, var det svært at lave et faktuelt
advarselsskrift imod totalitarisme, hvor man lavede en gennemgang af deres forbrydelser.
Orwells erklærede hensigt var netop at advare imod totalitarismen, som han selv udtrykker det:
’’Every line of serious work that I have written since 1936 has been written, directly or
indirectly, against totalitarianism and for democratic socialism’’
24
. At han så skrev en
fiktionsroman, tillod ham at afsøge totalitarismens grænser uden at skulle forholde sig direkte til
ét specifikt eksempel. Han havde den fordel, at han kan lægge ordene i munden på despoterne,
der ellers normalt påstår, at deres undertrykkende handlinger er for de undertryktes bedste. Fx
siger O’Brien: ’’The Party seeks power entirely for its own sake. We are not interested in the
good of others; we are interested solely in power. … One does not establish a dictatorship to
20
Per Stig Møller, Orwells Håb og Frygt s. 169
21
Per Stig Møller, Orwells Håb og Frygt s. 23
22
George Orwell, Why I Write - ’’I knew that when I grew up I should be a writer.’’ l. 1-2
23
George Orwell, Why I Write l. 27
24
George Orwell, Why I Write l. 104-105
Side 12 af 27
safeguard a revolution; one makes the revolution in order to establish the dictatorship.’’
25
Derved udstillede Orwell totalitarismens destruktive mekanismer og hensigter. Han kunne
benytte sig af overdrevne, karikerede, ironiske og satiriske elementer såsom med ministerierne,
der fik navne, som beskrev det modsatte af deres funktioner (fx The Ministry of Love, der burde
hede torturministeriet) eller ideologien, der kaldtes Ingsoc, selvom den har meget lidt med
socialismens mål om arbejdernes paradis at gøre. Selve Big Brother’s navn er ironisk, da det
vækker associationer til familie og tryghed, samtidig med at Partiet har ødelagt alt det, som disse
to begreber står for. Derved kunne Orwell demonstrere totalitarismens skræmmende absurditet.
I løbet af handlingen indgår en kompositorisk kuriositet, da Winston modtager Goldsteins ’’The
Theory and Practice of Oligarchical Collectivism’’. De stykker af den som læses af Winston,
refereres direkte videre i deres komplette form til læseren. Det er blevet kritiseret for at bryde
den litterære og kompositoriske kontinuitet
26
, men det tillod Orwell at forfatte et egentligt
politisk skrift i en fiktionsverden, men som dog havde også har en politisk gyldighed i den
virkelige verden, da den omhandler bl.a. atom- og koldkrigsmekanismer og totalitarisme. Igen
påpegede Orwell, at de totalitære regimer ikke opbyggedes efter en form for folkesocialisme,
men snarere en oligarkisk kollektivisme. Skønlitteraturen har også den fordel, at den ikke så
hurtigt bliver forældet. Havde Orwell skrevet direkte om Sovjetunionens totalitarisme, var
værket blevet glemt efter den kolde krig, eller i bedste fald husket som et levn. Men ved at skrive
fiktion, bliver værket stående i længe erindringen som en advarsel mod al totalitarisme, ikke blot
den sovjetiske. Så ved at vælge denne genre, tilfredsstillede Orwell både sin trang til at ’’make
political writing into an art’’
27
og udfyldte samtidig sit’’desire to see things as they are, to find
out true facts and store them up for the use of posterity.’’
28
Sovjetunionen og kommunismen i Stalins tid var på mange måder den virkelige verdens svar på
Oceania og Ingsoc. Oceania er selvsagt en meget overdrevet science-fiction version af Sovjet,
men langt hen ad vejen finder man mange skræmmende lighedspunkter. Der er selvfølgelig de
mest åbenlyse lighedspunkter, såsom at begge er styret af totalitære diktaturer og sværger til en
25
s.275-76
26
Per Stig Møller, Orwells Håb og Frygt s. 166
27
George Orwell, Why I Write l. 109
28
George Orwell, Why I Write l. 52
Side 13 af 27
form for socialisme. Men hvis man kigger nærmere, opdager man slående mange ligheder. Både
Ingsoc og kommunismen tager udgangspunkt i marxismen. Marxismen beskriver klasseopdeling
og undertrykkelse som en bestandig del af menneskehedens samfundsindretning siden
stenalderen
29
. Ligeledes gør Emmanuel Goldstein (: Partiet) i the book
30
. Den herskende klasses
undertrykkelse af de lavere klasser har også i begge tilfælde ført til revolution. The book
beskriver endvidere at den sovjetiske kommunisme blev videreudviklet i midten af det 20.
århundrede til det den kalder Neo-Bolchevism
31
i Eurasia, og dermed knytter Orwell en direkte
forbindelse mellem den virkelige verdens kommunisme og Ingsoc i Oceania, da han videre
beskriver, at de tre verdensmagter anno 1984 deler samme system og ideologi – bare med
forskellige navne.
Der er altså en grundlæggende ideologisk sammenhæng mellem Ingsoc og kommunismen, men
fra ideologi til realitet er der selvfølgelig et stykke vej. Hvordan ser magtstrukturen så ud, og
hvordan er propagandaen formidlet i Stalins Sovjetunion og Big Brother’s Oceania? Et af de
første lighedstegn, som man lægger mærke til er Big Brother og Partiet, der afspejles i
virkeligheden gennem Joseph Stalin og Sovjetunionens Kommunistiske Parti (SUKP). Selv den
fysiske beskrivelse af Big Brother minder om Stalin, der begge besidder ’’a heavy black
moustache’’
32
. Også deres massive tilstedeværelse i det offentlige rum og den offentlige
bevidsthed, hvorigennem de dyrkes og idoliseres, er en parallel. SUKP minder om Partiet ved at
være den magtbesiddende faktor i et totalitært etpartisystem. De er begge to uden reelle nationale
politiske udfordrere, der ikke let kan fejes til side. De er også ens på det punkt, at de begge bliver
kaldt ’’Partiet’’. Partierne i begge ’’lande’’ består af en intellektuel middelklasseelite. I Oceania
er det videnskabsmænd, fagforeningsledere, journalister, lærere etc.
33
, der danner denne elite, og
ligeledes var det en intellektuel elite, der styrede partiet i Sovjetunionen. Det teoretiske,
ideologiske mål var at arbejderklassen skulle overtage staten - proletariatets diktatur, men partiet
respekterede ikke arbejdernes ønsker, hvis det ikke faldt i tråd med dette mål. SUKP undertrykte
altså allerede i Sovjetunionens spæde år i 1921 den arbejderklasse, som de kæmpede i solidaritet
med – og for deres eget bedste var påstanden
34
. Partiet i Oceania overtog således også magten
ved at tage underklassens side og kæmpe for deres værdier, hvilke de så negligerede efter
29
Carl-Johan Bryld, Den Russiske Revolution og Sovjetunionen s. 16
30
s. 211
31
s. 211
32
s. 3
33
s. 213
34
Carl-Johan Bryld, Den Russiske Revolution og Sovjetunionen s. 68
Side 14 af 27
magtovertagelsen. Denne pragmatisme, der udvistes af magthaverne i Sovjetunionen, blev så
videreført med NEP-politikken i 1920’erne.
35
Den (markeds)økonomiske genopretningsplan
viste sig at være effektiv, og partiet kunne retfærdiggøre sin magt og sine handlinger, ved at
henvise til, at de havde øget befolkningens levestandard betragteligt. Ligeledes gør Partiet i
Oceania, der betragter proletarerne som dyr, men samtidig påpeger at de har skænket dem et
bedre liv og befriet dem fra kapitalisternes undertrykkende greb
36
. Så lige for begge partier er, at
de bruger deres ’’befrielse’’ af arbejderklassen som legitimering af indførelsen af et totalitært
diktatur.
Både i Oceania og Sovjetunionen foreskrev ideologien, at kollektivet, ligheden og loyaliteten til
Partiet var langt vigtigere end individets personlige frihed. Partiet i Oceania går så vidt, at de
forsøger at destruere enhver form for individualitet gennem overvågning og propaganda for at
forhindre afvigelse fra kollektivet. Stalin og SUKP brugte også alle eksisterende, tænkelige
muligheder for at ensrette indbyggerne i Sovjetunionen både politisk, kulturelt og mentalt, med
den hensigt at de ville fastholde den topstyrede magtstruktur. De havde selvfølgelig ikke de
samme teknologiske muligheder for overvågning, men der var andre måder at gennemtrænge den
private sfære. Der blev oprettet et hemmeligt politi, hvis sidestykke er the thought police i
George Orwells roman. De benyttede sig af et gigantisk netværk af stikkere
37
, der angav selv
deres venner og familie, hvilket gav det hemmelige politi et stærkt redskab til at slå ned på
illoyalitet over for partiet og socialismen. Det hemmelige politi blev oprettet umiddelbart efter
revolutionen som en provisorisk løsning, for at sikre sig imod kontrarevolutionære bevægelser
og andre fjender, men blev i 1922 gjort til en permanent organisation. Det er endnu et eksempel
på SUKP’s interesse i at bevare en fastlåst magtstruktur ligegyldigt omkostningerne. Det
hemmelige politis arbejde bestod primært i at arrestere, afhøre, torturere og likvidere folk, der
begik forbrydelser imod staten
38
. De var altså et vigtigt instrument for magthaverne, da de
spredte stor frygt i befolkningen, hvilket gjorde dem til medgørlige og lydige undersåtter –
svarende nøjagtigt til tankepolitiets funktion i ’’Nineteen Eighty-Four’’. Selv små ting såsom at
tale negativt om partiet, Stalin eller socialismen gjorde, at man var statsfjende. Fx viser en
rapport udarbejdet af det hemmelige politi i 1935, at en mand ved navn Lukasjev blev indberettet
35
Carl-Johan Bryld, Den Russiske Revolution og Sovjetunionen s. 70
36
s. 74
37
http://www.folkedrab.dk/sw60402.asp
38
http://www.folkedrab.dk/sw54339.asp
Side 15 af 27
af en stikker for at have udtalt: ’’Det var lettere for kommunister at arbejde før revolutionen end
nu under sovjetterne’’, hvilket blev tolket som illoyalitet over for partiets agenda, og han blev
arresteret.
39
Disse mennesker endte ofte med at blive deporteret til Gulaglejrene, der i
bogstavelig forstand var slavelejre. Gulaglejrene var vigtige for den sovjetiske økonomi, da man
havde en gratis arbejdsstyrke, der kunne opbygge industricentre i udkantsområderne, hvor
naturresurseforekomsterne var store, men befolkningen lille og leveforholdene uhumske
40
.
Deportationerne til Gulaglejrene har deres sidestykke i the vaporizations i ’’Nineteen Eighty-
Four’’, dog nævnes der ikke nogen form for arbejdslejre. Alligevel har de i én forstand samme
funktion, da frygten for at lide en hård skæbne øger incitamentet til ikke at afvige fra kollektivet.
’’Den Store Terror’’ var kulminationen på en massiv undertrykkelse af befolkningen i
Sovjetunionen. Den varede fra 1936-38 og i denne periode blev 700.000 mennesker skudt,
hvoraf Stalin selv underskrev over 44.000 af dødsdommene, og 1,5 mio. mennesker blev
arresteret ifølge det hemmelige politis arkiver, og de tal kan sagtens tænkes at være højere
41
.
Disse massive udryddelser i civilbefolkningen gik også ud over mange partifolk. Stalin gjorde op
med ’’det gamle parti’’, således at langt størstedelen af de højtstående partimedlemmer fra
Lenins tid blev udryddet
42
. Gennem brutale midler som frygt og terror, sikrede Stalin, at der så at
sige var ingen over og ingen ved siden af. Han sikrede total loyalitet fra de tilbageværende
partiundersåtter, der ikke betvivlede hans ord og handling, af den simple grund at de frygtede at
blive slået ihjel eller arresteret. Det kan eksemplificeres ved, at nogle historikere spekulerer i at
Sovjetunionens massive tab under tyskernes invasion under Anden Verdenskrig delvist kunne
skyldes sovjetiske militærfolks frygt for at betvivle Stalin
43
. Han blev dog efter krigen hyldet
som en krigshelt og en genial militærstrateg på trods af de enorme tab, de havde lidt. Selvom
Stalin ikke havde samme redskaber som Partiet i Oceania i form af the thought police og
decideret tankekontrol, rakte hans magtgreb alligevel et stykke ind i sindet på sovjetborgerne.
Den særdeles udbredte stikkerkultur rakte så langt ind i folks liv, at man ikke længere var sikker
på om man kunne stole på kolleger, venner og sågar sine børn og sin familie, da børnene blev
oplært i skolerne til at angive deres forældre, hvis de udviste mistænkelig adfærd. Dermed blev
der grebet ind i selv det private kollektiv i familien. Man stak sine bekendte i frygt for selv at
blive stukket eller virke som en inaktiv afviger. Inaktivitet blev nemlig også anset som værende
39
Carl-Johan Bryld, Den Russiske Revolution og Sovjetunionen s. 134 TEKST 34
40
http://www.folkedrab.dk/sw54070.asp
41
Carl-Johan Bryld, Den Russiske Revolution og Sovjetunionen s. 129
42
Carl-Johan Bryld, Den Russiske Revolution og Sovjetunionen s. 128
43
Carl-Johan Bryld, Den Russiske Revolution og Sovjetunionen s. 151
Side 16 af 27
en form for illoyalitet.
44
Man skulle deltage i politiske møder og aktivt vise sin hengivenhed til
Stalin – ligesom i Oceania med fx Two Minutes Hate og Hate Week. Hvor Partiet i Oceania
tager det et skridt eller to videre, var dehumaniseringen af individet, således at det gik i ét med
kollektivet, også et yderst vigtigt og effektivt redskab i Stalins magtstruktur. Magtstrukturen har i
begge tilfælde til formål at udbygge og fastholde magten.
Propaganda var et vigtigt og anvendt redskab til at nå ud til befolkningen. Det havde altid til
formål at fremme statens og socialismens i befolkningens bevidsthed og samtidig at opdrage dem
til at være lydelige og trofaste over for partiet, målet og kollektivet. Hovedorganet i den
sovjetiske propaganda var medierne, der var styret udelukkende af SUKP og Stalin. De
videregav selektivt nyheder til befolkningen gennem aviser, radio og film
45
og bestemte dermed
nøjagtigt, hvad folket skulle vide og ikke skulle vide – fuldstændig som Partiet i ’’Nineteen
Eighty-Four’’. Et andet særdeles flittigt brugt propagandamedie var plakater. Det var effektivt,
da det leverede et enkelt og visuelt budskab, der ikke havde krav om en reel sandheds- eller
informationsværdi, og man kunne derfor karikere sine fjender og glorificere sig selv. Netop da
budskabet også er visuelt, stillede det ingen krav til folkets læsefærdigheder, og det kunne derfor
nå en bredere befolkningsgruppe. Plakaterne blev brugt til at fremstille visse personer og grupper
negativt, fx grådige kapitalister eller russiske storbønder (Kulakker), som der blev ført en kraftig
hetz imod. Samtidig blev det også brugt som hovedled i dyrkelsen af Stalins egen person.
Plakater, der afbillede ham, var prominente i det offentlige rum. Han fremstilledes ofte som en
stor mand, der tårnede over alle andre på plakaten. Persondyrkelsen af Stalin havde samme
formål som Big Brother-kulten – at konkretisere et abstrakt magtapparat (partierne) gennem en
stor og karismatisk, personlig lederskikkelse. Bevidstheden om Big Brother og Stalin som
ufejlbarlige og profetiske ledere var vigtige led i legitimeringen af Ingsoc og kommunismen, og
samtidig var det af stor betydning at have en autoritativ og respektindgydende leder, der også
kunne forsvare og udføre det ideologiske mål, gennem en streng og direkte håndtering af magten
– både over for undersåtter og fjender.
Indholdet af undervisningen i skolerne var også centralt styret af partiet, der opfostrede en
socialistisk tankegang og en loyalitet over for sovjetstyret og socialismen. Børnene, der var
lettere at påvirke end voksne, blev direkte opfordret til at angive deres forældre og andre
44
http://www.folkedrab.dk/sw53306.asp
45
http://www.folkedrab.dk/sw54056.asp
Side 17 af 27
familiemedlemmer, hvis de udviste bestemt adfærd såsom at gå i kirke (religion blev ulovliggjort
under kommunismen)
46
. Historien om Pavlik Morozow, drengen der angav sin far til det
hemmelige politi, og derefter blev slået ihjel af et andet familiemedlem, var en udbredt
propagandahistorie
47
. Han var et ideelt og martyrisk forbillede for ungdommen. Om historien er
sand, er der diskussion om blandt historikere. Parallellen til historien om Pavlik i ’’Nineteen
Eighty-Four’’ er familien Parsons. ’’With those children, he (Winston) thought, that wretched
woman must lead a life of terror. Another year, two years and they would be watching her night
and day for symptoms of unorthodoxy.’’
48
Senere i historien anmelder børnene mr. Parsons, og
han bliver vaporized. Ved at gøre børnene til en slags menige partisoldater skabes en kløft
mellem dem og den ældre generation fra før revolutionen, der igen er et vigtigt led i den
sovjetiske magtstruktur – altså det at kappe personlige bånd, således at folkets fulde hengivenhed
rettedes mod partiet. Man må konkludere, at der er mange ligheder mellem magtstrukturen og
propagandaen i Sovjetunionen og Oceania.
Begge plakater stammer fra tiden efter revolutionen. Den første er tegnet af Viktor Deni i 1919,
dvs. i Sovjetunionens unge år. Den anden er malet noget senere i den stalinistiske æra af Gustav
Klutsis i 1935.
Viktor Deni – ’’Death to the capital – or death under the heel of the capital.’’
Viktor Deni er en af de kendteste satiretegnere fra Sovjetunionen. Han tegnede primært
karikerede tegninger af socialismens og revolutionens fjender. Denne plakat forestiller et typisk
Deni motiv, hvor fjenden i dette tilfælde er kapitalisten. Det er et typisk sovjetisk
propagandamotiv, der hylder arbejderen og dermed hele arbejderklassen. Han er klædt i rødt (en
farve der går igen i mange sovjetiske propagandaplakater), der repræsenterer socialismen. Den
onde kapitalist er klædt i sort. Budskabet er altså meget ligefremt og håndgribeligt – de onde
træder på de goder, hvis ikke de gode kæmper imod og træder igen. Den russiske tekst på
plakaten lyder således ’’Død til kapitalen – eller død under kapitalens hæl’’. Symbolikken er
også enkel, den sortklædte kapitalist er grådig, det kan ses på, at han er fed altså spiser godt, og
han er klædt i borgerskabstøj og guldsmykker som ringe, kæder og endda en krone, der
46
http://www.folkedrab.dk/sw54367.asp
47
Carl-Johan Bryld, Den Russiske Revolution og Sovjetunionen s. 135
48
s. 26
49
Se bilag 1
Side 18 af 27
symboliserer det gamle, undertrykkende monarki. Hans ansigt har dyrelignende træk, der leder
tankerne hen på en blanding af en hund og en gris. Han har også skarpe klør i stedet for negle.
Det var typisk for sovjetisk propaganda, at fremstille deres fjender som dyr
50
. Det gjorde Partiet i
Oceania også, fx beskriver Winston antagonisten til Big Brother, Emmanuel Goldsteins, ansigt
således: ’’it resembled the face of a sheep.’’
51
Det er et eksempel på ligheden i deres
propagandastrategier.
Gustav Klutsis - "Long live the USSR, model of brotherhood among the workers of world
nationalities"
Denne plakat er et typisk eksempel på en Stalin-plakat. Stalin er den dominerende figur, hvilket
understreges dels af plakatens komposition, hvor Stalin er i forgrunden og folket kigger opad på
ham og dels af hans fysiske størrelse – altså han tårner op over folket og fylder en stor del af
selve plakaten. Også i denne plakat er partiet og socialismens røde farve dominerende.
Hammeren og mejslet der ses på flagene, er endnu et typisk Sovjetsymbol, og det symboliserer
foreningen mellem landarbejderne, altså bønderne (mejslet) og industriarbejderne, altså
proletariatet (hammeren). Stalin er afbilledet i en form for uforfængelig arbejderuniform, der står
i kontrast til kapitalistens bourgeoisiske tøj på i den anden plakat. Han har et fattet, let smilende
ansigtsudtryk, og han står rankt og nobelt. Det giver et modsætningsfyldt billede af ham i forhold
til den mand, som man i dag ved, er både direkte og indirekte skyld i millioner af menneskers
død og smerte. De multietniske folkemængde kaster beundrende og eksalterede blikke op på
ham, og plakaten tegner i store træk på Big Brother-agtig vis et billede af Stalin som en form for
halvguddommeligt overmenneske. Den russiske tekst siger: ’’Længe leve Sovjetunionen,
forbillede for broderskab blandt arbejdere fra verdens forskellige nationaliteter.’’ Det er en
forankring af den leninistiske filosofi om, at den socialistiske proletarrevolution ikke var
begrænset til en nation, men gjaldt for hele verden. Plakatteksten skal minde folket om
Sovjetunionens, Stalins og partiets legitimitet, da revolutionen og socialismen har betydning for
at forbedre hele verden.
Afsenderen af kilderne er Stalin og partiet, kort sagt magthaverne, og modtagerne er det jævne
folk. Plakaterne har selvfølgelig ikke en objektiv tendens, da de er et udtryk for propaganda og
heller ikke udgiver sig for at være andet. Kilderne er repræsentative for styrets
50
http://www.folkedrab.dk/sw54056.asp
51
s. 14
Side 19 af 27
propagandametoder, da plakater var et af de meget udbredte og effektive midler. De
repræsenterer dog ikke nødvendigvis en tankegang eller et syn i befolkningen, men derimod
nogle tanker som regimet ønskede at udbrede. Kilderne har ikke nogen videre beretningsværdi,
da plakaterne netop er propaganda. Partiets bevæggrunde for at lave disse plakater, kan dog give
os et billede af den historiske situation.
I plakaten fra 1919 var den nyligt oprettede Sovjetunion ustabil pga. borgerkrigen mellem de
Hvide og de Røde. Revolutionens mål kunne forekomme uklar for den jævne apolitiske
befolkning, og det var derfor nødvendigt for partiet at opstille nogle fjendebilleder – her er netop
kapitalisterne oplagte, da de repræsenterer den tidligere undertrykkende adel og bourgeoisi og er
den klareste modsætning på de socialistiske arbejderværdier, som partiet ønskede at fremme.
Plakaten fra 1935 stammer fra en tid, hvor Stalin har brug for at minde befolkningen om, at det
socialistiske projekt er det rigtige. Hungersnøden i 1932-33
52
kan have medvirket til at delvist
ødelægge partiets troværdighed i befolkningen, derfor forsikrer han folket om det oprindelige
socialistiske mål og glorificerer disse idealer. Den siger også i høj grad noget om
persondyrkelsen af Stalin, han skal repræsentere en pålidelig og god, men også autoritær leder.
Denne personkult omkring Stalin har selvfølgelig også sin parallel i ’’Nineteen Eighty-Four’’
med Big Brother. Så propagandaplakaternes funktion var at kultivere i folket en hengivenhed og
loyalitet over for partiet, Stalin og hele deres socialistiske projekt.
’’And if all others accepted the lie which the Party imposed – if all records told the same tale –
then the lie passed into history and became truth. ‘’Who controls the past, ‘’ran the party slogan,
‘’controls the future: who controls the present controls the past.’’
Der er en tydelig og dokumenterbar sammenhæng mellem den magtstruktur og propaganda, der
optræder i Oceania og optrådte i den stalinistiske Sovjetunion. Orwell har dog i kraft af sin
position som fiktionsforfatter mulighed for at skabe et univers, der på trods af at den er baseret
på virkeligheden, kan overskride og bryde begrænsninger fra den virkelige verden. Derfor vil jeg
forsøge at afklare spørgsmålene om: hvorvidt det ovenstående citat, der skildrer Partiets
52
http://www.folkedrab.dk/sw53252.asp
Side 20 af 27
metodiske fastholdelse af magten i Orwells fiktive Oceania, også beskriver reelle
omstændigheder i den stalinistiske magtstruktur, og hvordan det så kommer til udtryk.
Grundlæggende kan man udlede tre ting af dette citat. 1) Bevidst brug af løgn og manipulation er
et centralt redskab i den totalitære stat. 2) Med total magt og kontrol kan man redefinere selve
forholdet mellem sandhed og løgn. 3) Historieomskrivning, løgn og manipulation er essentielle
midler til at bevare magt over og kontrollere en befolkning.
Grunden til at Winston Smith har et ambivalent forhold til Partiets sandheder og løgne, er fordi
han har sin daglige gang i the Ministry of Truth, hvor hans arbejde består i at ændre gamle
arkiverede artikler, som han udfører uden egentlig at sætte nogle spørgsmålstegn. Han bliver dog
bevidst om Partiets løgne en dag, da der dukker et billede af tre forhenværende top-partifolk. Det
pudsige ved billedet er, at det er taget på den dag og det tidspunkt, hvor de ellers har indrømmet
at have begået forbrydelser imod Partiet – dermed bliver Partiets løgnagtighed klar for Winston
og hans stille tankeoprør begynder, da han ikke længere vil acceptere det. Denne bevidste brug af
løgn og manipulation, der forarger Winston, kan der også findes eksempler på i Stalins
Sovjetunion. Winstons eksempel med eks-topledere i Partiet har faktisk en slående parallel i
virkelighedens verden. Under den Store Terror i 1936-38 foregik en proces, der på mange måder
nu er blevet kendetegnende for perioden. Det var retssagerne imod forhenværende top-partifolk,
som Stalin havde set sig ond på. Moskvaprocesserne som de blev kaldt, havde også den vestlige
presses bevågenhed. Tidligere højtstående partifunktionærer Zinovjev og Kamenev, der også var
en del af SUKP’s interne opposition i revolutionsårene, blev anklaget for at begå mord på Kirov
(et andet højstående partimedlem) og yderligere for at planlægge et attentat på Stalin. Retssagen
blev iscenesat af partiet, såvel som tilståelsen og domsafsigelsen var iscenesat. Samme skæbne
led andre højtstående folk fra den tidligere opposition, Bukharin og Rykov og ligeledes den
tidligere chef for det hemmelige politi Jagoda. Tilståelserne blev fremtvunget ved tortur og ved
at true de anklagedes familier
53
. Dette er et eksempel på den lemfældige omgang med sandhed
og løgn, som partiet i den totalitære Sovjetunion havde. De benytter sågar trusler og tortur til at
skabe en løgn, der skal sætte et eksempel for befolkningen og fungere som skræmme- og
kontrolredskab. Et andet eksempel på SUKP’s og Stalins absurde løgnagtighed er den store
hungersnød i 1932-33, der var et resultat af den førte landbrugspolitik i 1920’erne, som var
kendetegnet af tvangskollektivisering og udryddelsen af en hel social klasse i landbruget, nemlig
53
Carl-Johan Bryld, Den Russiske Revolution og Sovjetunionen s. 125
Side 21 af 27
de velhavende kulakker
54
. Hungersnøden var katastrofal og resulterede angiveligt i døden af 6
mio. mennesker. Det bizarre var dog, at partiet og Stalin benægtede eksistensen af denne
hungersnød og fortsatte med at eksportere korn til udlandet, på trods af at den var meget
øjensynlig og håndgribelig for befolkningen, da de var direkte ofre for den. Så konklusionen er
klar: også i Stalins Sovjetunion benyttede man sig af en forrykt grad af løgn og manipulation, der
var et vigtigt led i den totalitære magtstruktur.
Jeg har tidligere påpeget en sammenhæng mellem vaporizations i ’’Nineteen Eighty-Four’’ og
deportationerne i Sovjetunionen. Dog adskiller de sig på et væsentligt punkt. Selve udtrykket
’’fordampning’’ beskriver forskellen meget godt, for i Oceania bliver man ikke blot ufrivilligt
deporteret, man fjernes fra jordens overflade samt alle offentlige arkiver, og ikke mindst
forsvinder man fra den menneskelige bevidsthed. I Sovjetunionen brugte man derimod
deportationerne aktivt i flere henseender; man brugte de deporterede som slaver til at opbygge
industrien, og man brugte det som skræmmeeksempel for at fremme autoritetstro adfærd.
Eksistensen af personen blev ikke benægtet, men derimod blev deportationen rapporteret og
rapporten arkiveret af det hemmelige politi
55
. Herved adskiller Partiet i Oceania sig fra Stalins
parti, da man ikke sender tankeforbrydere i arbejdslejr, men derimod blot udsletter dem. Dog
kommer fordampningerne alligevel til at statuere et eksempel, da indbyggerne i Oceania er
bevidste om den skæbne, de kan komme til at lide, hvis de udviser afvigeradfærd, samtidig med
at de udvisker minder om vaporized personer fra deres erindringer. Denne praksis, hvorved det
er muligt at acceptere to divergerende tanker som sandheder, kaldes for doublethink. Så hvor den
totalitære stat i Oceania kan gøre løgn til sandhed og omvendt gennem undertrykkelse af både
tanker og handlinger, er det kun muligt for SUKP i Sovjetunionen at kontrollere befolkningens
handlinger. Dermed opnår de ikke på samme måde en fastfrysning af historien som i Oceania.
Alligevel er der eksempler på decideret historiemanipulation fra Sovjettiden. Først og fremmest
blev undervisningsbøger o.l. om både verdenshistorien og russisk historie omskrevet, så de
passede med et socialistisk verdensbillede. Den officielle udlægning af historien blev styret
centralt af partiet, og den blev formidlet således, at den stillede magthaverne i et positivt lys
56
. På
den baggrund kan man altså konstatere at frasen ’’who controls the present controls the past’’
også er gældende i denne kontekst. Selvom der normalt ikke blev lagt slør over deportationer og
54
http://www.folkedrab.dk/sw53252.asp
55
Carl-Johan Bryld, Den Russiske Revolution og Sovjetunionen s. 134 TEKST 34
56
http://www.folkedrab.dk/sw54056.asp
Side 22 af 27
udryddelser, findes der eksempler, der fører tankerne hen på ’’Nineteen Eighty-Four’’. Nikolai
Jezjov, der var chef for det hemmelige politi under den Store Terror i 1936-38, faldt i unåde hos
Stalin og blev afsat som chef for derefter at blive henrettet. Han blev slettet fra officielle skrifter
samt manipuleret ud af officielle billeder. Samme skæbne led talrige andre top-partifolk, der
faldt i Stalins unåde
57
. Så på trods af at Stalin ikke havde magten til decideret at gøre en løgn til
en sandhed, brugte han historie- og billedmanipulation til at nedtone betydningen af og fjerne
opmærksomheden fra visse begivenheder og personer, som han fandt skadelige for ham selv og
partiet. Så det kan konstateres at udover løgn, så var historieforvanskning et vigtig magt- og
kontrolapparat.
I ’’Nineteen Eighty-Four’’ cirkulerer der en bog, som eftersigende skulle være skrevet af en
hemmelig oprørsorganisation. Bogen får Winston udleveret af O’Brien på et tidspunkt, hvor han
stadig tror at O’Brien er en del af en hemmelig oprørsgruppe. Titlen på bogen er ’’ The Theory
and Practice of Oligarchical Collectivism’’, og det gengiver temmeligt nøjagtigt bogens indhold
– altså en beskrivelse af det totalitære systems sande natur. Senere viser det sig at bogen er
sandheden om Oceania, men at forskellen på sandhed og løgn er irrelevant i det totalitære
samfund, hvor Partiets ord er lov. At Partiet selv har forfattet dette oprørsskrift viser blot med
tydelighed hvor rodfæstet deres magt er. Anderledes tungt tog Stalin og Sovjetpartiet det, da de
opdagede et lignende skrift, der cirkulerede i en undergrundopposition. Skriftet blev kaldt
’’Riutin-platformen’’ efter en tidligere partisekretær i Moskva. Manifestet analyserede
indgående hvordan Stalin svigtede Lenins oprindelige socialistiske ideologi, der stod bl.a.
’’Lenin var en fører, men ikke en diktator. Stalin er tværtimod en diktator, men ikke nogen
fører.’’
58
Stalin blev selvsagt forarget over dette skrift, og enhver kendskab til dokumentet var
grundlag for eksklusion af partiet. Redaktionsgruppen blev fængslet, og Riutin selv blev
henrettet. Stalin forsøgte altså at kvæle skriftet og oprørsgruppen, da han følte sig truet sådanne
intellektuelle undergrundsoprør og menings- og sandhedsytringer.
Skillelinjen mellem løgn og sandhed er altså så diffus i Oceania, at det ikke længere kan gøres
op i to modsætninger. Løgnen bliver brugt dels som propagandamiddel, og den er en central del
af den totalitære magtstruktur. Befolkningen ikke blot accepterer løgnen, men gør det til
57
Se bilag 2
58
Carl-Johan Bryld, Den Russiske Revolution og Sovjetunionen s. 130 TEKST 31
Side 23 af 27
sandhed. I Sovjetunionen var løgn og manipulation også en central del af magtapparatet. Dog
stræbte partiet ikke efter at gøre løgn til sandhed, men i første omgang nøjedes de med at bruge
løgn, propaganda og manipulation til at kontrollere befolkningens handlinger og udtalelser, da
det ikke var muligt, som det var i Orwells dystopiske samfund, at læse og kontrollere tanker.
Konklusionen på spørgsmålet må derfor være: Ja, citatet beskriver en delvis virkelighed i
Sovjetunionen, dog rækker det totalitære regimes magt ikke så vidt, at de kan gøre løgnen til
decideret sandhed, men derimod kan de tvinge befolkningen til at acceptere løgnen.
Den totalitære stat som Orwell beskriver, kan virke en smule fjern efter den kolde krigs
afslutning og Sovjetunionens fald, hvor demokratiske højborge som USA dominerer det
verdenspolitiske billede. Orwells budskab om at være på vagt over for totalitarismen er dog ikke
mindre gyldigt i dag. Selvom langt størstedelen af de gamle østeuropæiske Sovjetstater er ved at
udvikle sunde demokratier, og et land som Danmark også er omgivet af velfungerende
demokratier, kan man både herhjemme og rundt om i verden finde faresignaler a la dem Orwell
advarer imod. Kina er en voksende faktor i det internationale politiske spil, og på trods af at
landet har taget vestlige værdier såsom markedsøkonomi til sig, har den kommunistiske fortid
langt fra fået sit endeligt. Der hersker udbredt censur især af internettet, og der foregår stadig en
Big Brother-agtig idolisering af Mao, hvis billede pryder den Himmelske Freds Plads i Beijing
og samtlige af landets pengesedler. Men også i Danmark eksisterer der ’’Nineteen Eighty-Four’’-
lignende tendenser, fx i form af de overvågningsbeføjelser som PET har fået med den såkaldte
anti-terrorpakke, der giver dem ret til at aflytte og overvåge folk uden en dommerkendelse. En
anden tendens er overvågningskameraerne, der bliver mere udbredte på gadeplan. Disse tiltag er
selvfølgelig for at sikre borgernes bedste, hvilket dog lyder påfaldende meget som Stalins
argumenter for diverse af hans udspil. Pointen er blot, at man skal være på vagt over for
totalitære tendenser.
Side 24 af 27
Den brutale stalinistiske magtstruktur har rødder tilbage til zar-tidens Rusland og er blevet
kultiveret i en blodig revolutions- og borgerkrigsperiode fra 1917 til 1921. ’’Nineteen Eighty-
Four’’, som er inspireret af stalinismen, er overordnet set en advarsel imod magtfuldkommenhed
og totalitarisme. Den demonstrerer hvordan disse ting ødelægger individets grundlæggende
menneskelighed. Dog er budskabet ikke entydigt håbløst, og forfatteren har tiltro menneskets
elementære moralitets sejr over totalitarismen. Orwell vælger at skrive sine politiske skrifter i en
kunstnerisk og skønlitterær form, fordi han kan følge sin passion, og det giver mere åbne rammer
i hans skrivning, samt at hans budskab om totalitarismen ikke bliver hængt op på et specifikt
eksempel, men for evigt vil stå som en advarsel mod den. Der er mange lighedstræk mellem
magtstrukturen og propagandaen i ’’Nineteen Eighty-Four’’ og Stalins Sovjetunion, dog med
visse overdrivelser i Orwells fiktionsværk. Magten struktureres i begge tilfælde således, at den
giver magthaverne de bedste muligheder for at fastholde den. Propagandaen har også i begge
tilfælde til hensigt at gøre folket medgørligt og lydigt. Men på trods af de mere ekstreme
omstændigheder i Oceania (fx evnen til at konvertere løgn til sandhed), kan der absolut trækkes
en direkte linje mellem Orwells advarsel om, hvor galt det kan gå, hvis magten misbruges, og
Stalins totalitarisme i Sovjetunionen – da totalitarismen, uanset om den er drevet af socialistisk
ideologi eller ren og skær magthungren, er undertrykkende og ødelæggende for folket.
Side 25 af 27
VIKTOR DENI
Russian,
"Death to capital — or death under the heel of capital!"
1919
Lithograph
28¼’’ x 42’’
http://dl.lib.brown.edu/Views_and_Reviews/item_views/medium_itemlevel_posters.php?id=10&view_ty
pe=medium_index
GUSTAV KLUTSIS
Latvian,
"Long live the USSR, model of brotherhood among the workers of world nationalities"
1935
Lithograph
24¾’’ x 35¼’’
http://dl.lib.brown.edu/Views_and_Reviews/item_views/medium_itemlevel_posters.php?id=52&view_ty
pe=medium_index
Side 27 af 27
Litteratur:
Bryld, Carl-Johan – Den Russiske Revolution og Sovjetunionen – Kommunismens Sejr og
Sammenbrud, 2004, 1. udgave, Systime
Møller, Per Stig – Orwells Håb og Frygt, 1983, 2. udgave, Gyldendal
Orwell, George – 1984 – Nineteen Eighty-Four, 1949, Penguin Books
Orwell, Geroge – Why I Write, 1946 - http://orwell.ru/library/essays/wiw/english/e_wiw
Websteder:
http://www.folkedrab.dk/sw50060.asp (sidst besøgt d. 14.12.10)
Brown University Library:
http://dl.lib.brown.edu/Views_and_Reviews/medium_lists/posters.html (sidst besøgt d. 14.12.10)