Side 4
det skal agere i en verden med et hav af valgmuligheder. Og valgene er helt afgørende, fordi identiteten
ifølge Giddens skabes gennem de valg, individet træffer. Det gælder om at skabe en sammenhængende
fortælling om sig selv ved hele tiden at træffe de rigtige valg. Tvivl og usikkerhed gør det sværere for
individet at træffe disse valg, og derfor er det svært at skabe en sammenhængende fortælling om sig selv.
Her spiller den øgede refleksivitet og den øgede mængde af valgmuligheder også en rolle, i og med at hele
tilværelsen nu i høj grad handler om at vælge rigtigt, så individet kan fastholde en fortælling om sig selv.
(Kaspersen 2013 a, s. 460-466).
Derfor, påpeger Giddens, er identitetsdannelsen og selvet blevet et refleksivt projekt, og den enkelte er
selv ansvarlig for sin identitet. Også seksualiteten er en del af det refleksive projekt, der er
identitetsdannelsen. Giddens bruger begrebet ’plastisk seksualitet’ til at beskrive, at seksualitet ikke
handler om forplantning, men er en vigtig del af identitetsudviklingen. (Kaspersen 2013 a, s. 460-466).
Overordnet set er Giddens optimistisk, fordi det enkelte individ har stor mulighed for at udfolde sig.
Identitetsdannelsen er et refleksivt projekt, hvor individet selv spiller den afgørende rolle ved at træffe valg
og skabe fortællingen om sig selv. (Thorndal 2008, s. 28-30, 184-86).
Erving Goffman om identitetsdannelse og stigmatisering
Giddens skiller sig ud fra Erving Goffman, der fokuserer på, at individets identitet skabes gennem
interaktion med andre. De to teoretikere er enige i, at identitetsdannelsen er dynamisk, men Goffmans
teorier er i højere grad baseret på menneskers interaktion med hinanden. Individet kan ifølge ham påtage
sig forskellige identiteter afhængigt af situationen. Han bruger begreberne ’optrædende’, ’publikum’,
’frontstage’ og ’backstage’ fra teaterverdenen til at beskrive menneskers sociale interaktioner. Når
mennesker, de optrædende, er backstage, kan de slappe af og behøver ikke optræde. Når de optrædende
derimod er frontstage, vil de prøve at leve op til nogle forventninger og den for-forståelse, de har om
situationen. Alle vil søge at opretholde de sociale normer og regler, hvilket skaber en social orden. Formålet
med at optræde er altså at sikre social orden, men et andet formål er at præsentere sig selv bedst muligt
ved at idealisere sin status, sine motiver eller sine kompetencer. Det kan fx være gennem kontrol af
bevægelser og kommunikation, valg af tøj og smykker mm. (Thorndal 2008, s. 52-56).
Ifølge Goffman er det vigtigt at opretholde det rigtige ’ansigt’. Gensidigt vil individer gå meget langt for at
opretholde hinandens ’ansigter’, fx ved bevidst at ignorere eller overse fejl i andres måde at agere på.
Goffman beskæftiger sig med stigmatisering, særligt i værket Stigma fra 1963. Det kan variere fra situation
til situation, om noget er et ’stigma’, og Goffman skelner også mellem tre forskellige typer af stigma. Dels er
der stigma rettet mod kroppen, hvilket fx kan være stigma rettet mod et fysisk handicap. Dels kan stigma