Sagprosaanalyse: sådan analyserer du en tekst, der ikke er fiktion

Hvad modellen er

Sagprosa er alt det, der ikke er digtet. Afsenderen er en virkelig person, som står inde for, at det, der står, passer. Det kaldes faktakontrakten, og den er hele forskellen. I en novelle kan du spørge “hvad betyder det”. I et debatindlæg spørger du “hvad vil det, og virker det”. Modellen her er den, læreplanen kalder retorisk analyse: du undersøger kommunikationssituationen, argumentationen og appelformerne, og du slutter med at vurdere virkningen.

Modellen kan afgøre tre ting, som du ikke kan gætte dig til. Den afgør, hvilken genre teksten er, og dermed hvad den lover læseren. Den afgør, hvad tekstens hovedsynspunkt er, også når det aldrig står direkte. Og den afgør, om teksten virker på den modtager, den er skrevet til, eller om den taber undervejs. Det er den sidste del, der giver de høje karakterer, fordi det er der, du selv vurderer i stedet for at referere.

Modellen står i kernestoffet. I læreplanen for dansk A på stx ligger den i det sproglige perspektiv, hvor der skal arbejdes med “retorisk analyse, herunder analyse af kommunikationssituationen, appelformer og argumentation”. Ved den mundtlige prøve fordeles opgaverne skønsmæssigt over litterære, sproglige og mediemæssige perspektiver i forholdet 2:1:1, så cirka hver fjerde opgave har et sprogligt perspektiv. Med andre ord: du kan trække en sagprosatekst til eksamen, også selv om I mest har læst romaner.

Trin 1 af 7

1. Bestem genren, og skriv hvad genren lover

Fire genrer dækker næsten alt, du får udleveret. Debatindlægget er kort og skarpt og vil have dig til at mene én ting. Kronikken argumenterer også, men er længere og trækker på baggrund og faglighed, og forfatteren står frem med sin ret til at udtale sig. Essayet vil ikke overbevise dig, det vil undersøge et spørgsmål og bevæger sig frit fra et konkret afsæt. Reportagen vil vise dig et sted, du ikke var. Den hurtigste test: læs de sidste ti linjer. Ender teksten i et krav om, hvad der nu skal ske, er det debat eller kronik. Ender den i et åbent spørgsmål eller en tanke, er det essay. Ender den i et billede eller en scene, er det reportage.

Sådan kan du skrive det: “Teksten er en reportage og ikke et debatindlæg, for den slutter med synet af en ruin og ikke med et krav om, hvad der nu skal gøres.”

Trin 2 af 7

2. Sæt kommunikationssituationen op med fire konkrete svar

Fire spørgsmål, fire svar, ikke flere. Hvem skriver, og hvad giver netop den person ret til at udtale sig. Hvem læser, altså hvem er teksten skrevet til, ikke hvem der tilfældigvis kan læse den. Hvor står den, for mediet bestemmer længde, tone og hvor meget baggrund læseren får. Og hvorfor lige nu, altså anledningen. Anledningen er ofte nøglen, fordi de fleste sagprosatekster er svar på noget, der lige er sket eller lige er blevet sagt.

Sådan kan du skrive det: “Afsenderen er journalist på avisen og skriver fra huset lige over for branden, mediet er en dagsavis, modtageren er en almindelig københavner, der har set lyset over byen, og anledningen er, at branden stadig er i gang, mens artiklen bliver skrevet.”

Trin 3 af 7

3. Skriv tekstens hovedsynspunkt i én sætning

Sæt formlen op: teksten vil have læseren til at mene, føle eller gøre noget bestemt. Kan du ikke udfylde den sætning, har du ikke forstået teksten endnu, og så skal du læse den igen i stedet for at gå videre. Læg mærke til forskellen på det, teksten siger direkte, og det, den lader dig slutte selv. Jo mere teksten lader dig slutte selv, jo stærkere virker den, fordi du så tror, at konklusionen er din egen.

Sådan kan du skrive det: “Teksten siger aldrig direkte, at redningen var dårligt ledet, men den nævner tre gange, at der hverken var vand eller stiger, og læseren når selv frem til kritikken.”

Trin 4 af 7

4. Find påstand, belæg og den usagte hjemmel

Påstanden er det, du skal mene bagefter. Belægget er den grund, teksten giver dig. Hjemlen er den usagte regel, der forbinder de to, og som teksten regner med, at du er enig i. Hjemlen er næsten aldrig skrevet ned, og det er præcis derfor, den er tekstens svageste punkt: den bliver aldrig forsvaret, for den bliver aldrig sagt. Skriv hjemlen ned som en hel sætning, og spørg så: er alle enige i den. Er svaret nej, har du fundet det sted, hvor teksten kan angribes.

Sådan kan du skrive det: “Påstanden er, at slottet burde have været reddet, belægget er, at der hverken var vand eller stiger, og hjemlen, som aldrig står i teksten, er, at en storbrand kan bekæmpes, hvis beredskabet er forberedt.”

Trin 5 af 7

5. Tag appelformerne én ad gangen, og skriv virkningen

Etos er grunden til, at du tror på afsenderen: titel, erfaring, eller at han selv var til stede. Patos er det, du skal føle: et navn, et barn, en lyd, et enkelt menneske i stedet for et tal. Logos er det, du kan efterprøve: tal, kilder, årsag og virkning. Reglen er enkel og afgør din karakter: du må ikke nævne en appelform uden at skrive to ting mere, nemlig hvad i teksten der skaber den, og hvad den gør ved læseren. Læg også mærke til, om appelformerne skifter undervejs, for skiftet er tit tekstens vendepunkt.

Sådan kan du skrive det: “Afsenderens etos hviler ikke på titler, men på at han selv var der: han skriver, at han skriver med rystende hånd, og det gør ham til øjenvidne i stedet for kommentator.”

Trin 6 af 7

6. Vælg tre sproglige træk, ikke tolv

Tre træk, godt behandlet, slår en liste på tolv. Vælg blandt: tempus, altså om der står nutid eller datid og hvad et skift gør; sætningslængde, hvor korte sætninger giver puls og lange giver overblik; ordvalg og billedsprog, hvor du kigger på, hvilken verden ordene henter deres billeder fra; gentagelser og tretrin; og hvem der får lov at tale i teksten, altså replikkerne. For hvert træk gør du tre ting i den rækkefølge: citer kort, navngiv trækket, forklar virkningen.

Sådan kan du skrive det: “Teksten skifter fra datid til nutid midt i afsnittet, og skiftet flytter læseren fra en beretning om noget overstået til noget, der sker lige nu.”

Trin 7 af 7

7. Vurder virkningen, og skriv hvad du ikke får at vide

Sidste bevægelse er den, de fleste springer over, og den, der giver point. Virker teksten på den modtager, den er skrevet til, og hvad koster den virkning. Nævn ét sted, hvor teksten er stærkest, og ét, hvor den er sårbar. Husk, at enhver sagprosatekst udelader noget: den, der ikke bliver spurgt, det tal, der ikke bliver nævnt, den indvending, der ikke bliver taget alvorligt. At pege på udeladelsen er ikke at kalde teksten løgn, det er at vise, at du kan se en vinkel som en vinkel.

Sådan kan du skrive det: “Teksten virker, fordi den lader læseren se branden frem for at få den refereret, men prisen er, at vi kun ser det, én mand nåede at se på nogle få timer.”

Fælder

Det, der oftest går galt