Romantikken: periode, kendetegn og strømninger

Tanken om de to verdener går tilbage til den græske filosof Platon. Han skelnede mellem fænomenernes verden, den foranderlige verden, vi sanser, og idéernes verden, som er evig. Øverst står idéen om det gode, som også rummer det skønne. Derfor møder du tit treklangen det gode, det sande og det skønne, når perioden beskrives: skønheden i kunsten og naturen er en vej op mod det evige.

Romantikerne kunne bruge idélæren, fordi den forklarer deres længsel. Det, vi ser, er kun en kopi af en idé, og kopien peger op mod sin original. Når et digt ser gennem en blomst eller et landskab og ind til noget evigt bag det, tænker det på Platons måde.

Nyplatonismen førte tanken videre og så den fysiske verden som en afspejling af den åndelige. Den vej nåede Platons tanker frem til romantisk filosofi og digtning.

Nyplatonismen er meget ældre end romantikken. Den går tilbage til Plotin, der levede ca. 205-270 efter Kristus. Hos romantiske digtere bliver den til et billede af sjælen som fange: den stammer fra det åndelige, må bo i en krop og vil hele tiden hjem. Derfor er nyplatoniske digte sjældent i balance, og længslen hører aldrig op.

Periodens nyplatoniske digter er Schack von Staffeldt (1769-1826). Slægten var tysk adel, han var forældreløs som barn, læste i Göttingen fra 1791 og rejste fem år i Tyskland, Italien og Frankrig. Han skrev romantisk, før Steffens gik på talerstolen, men hans “Digte” udkom først i 1804, efter Oehlenschlägers debut, så han kom til at ligne en efterligner. “Nye Digte” fulgte i 1808. Han henter sit stof i det græske og klassiske, Oehlenschläger i det nordiske, og den forskel er let at bruge. Hos Staffeldt glimter harmonien kun kort, fordi himmel og jord ikke vil mødes.

Kilder: Den Store Danske om Plotin og Dansk Biografisk Leksikon om Staffeldt.

Organismetanken kom fra den tyske filosof Schelling: naturen er ikke en maskine, men en levende helhed, og mennesket er selv en del af naturen. Henrik Steffens bragte tankerne til København med sine forelæsninger på Elers’ Kollegium i 1802. Når du finder en besjælet natur i et digt, er det den tanke, du ser.

Steffens var født i Stavanger og havde læst den tyske naturfilosofi, før han kom til København. Hovedtanken er en trappe: i stenen sover ånden, i planten drømmer den, i dyret vågner den, og i mennesket kender den sig selv. Den trappe tilskrives Schelling, men sætningen findes i mange udgaver og er et resumé af tanken, ikke hans ord, så formulér den selv.

Oehlenschläger fortalte selv, at han og Steffens talte sammen i 16 timer. Straks efter, i november 1802, skrev han “Guldhornene”, og allerede i december kom “Digte” med 1803 på titelbladet.

Du ser organismetanken, når det bittesmå og det kæmpestore nævnes i samme sætning som dele af én levende helhed. I “Guldhornene” deler solene og violerne en verslinje. Også et folk, et sprog og en historie kan i den tankegang spire, blomstre og visne.

Kilder: Den Store Danske om Henrik Steffens og danmarkshistorien.dk om Oehlenschläger.

Tre begreber hjælper dig med at sige det præcist. Panteisme er opfattelsen, at Gud og naturen er ét, så det guddommelige er til stede i alt. Monisme betyder, at alt i sidste ende er af samme art, fx ånd. Dualisme betyder, at der er to adskilte principper, som idéerne og fænomenerne hos Platon eller ånd og stof i et digt.

Panteismen vakte anstød dengang. Efter kirkens lære står Gud uden for sit skaberværk. Oplysningstiden hældte til deisme, hvor Gud skabte verden og derefter trak sig tilbage. Romantikerne sætter ham ind i hver eneste ting igen.

Panteismen afslører sig, når naturen skildres smuk og gådefuld, når den besjæles, og når børn, kunstnere og folk, der lever af naturen, er dem, der fornemmer Gud. Fiskeren i Oehlenschlägers “Simon Peder” er et eksempel. Du møder træk af panteisme hos Grundtvig, Ingemann og H.C. Andersen.

Monisme er et ord fra lærebøgerne, ikke fra romantikerne selv, og det bruges især om universalromantikken, hvor grænsen mellem ånd og stof ophæves. Både dualisme og monisme bruges også i religion og oldtidskundskab, og dualisme desuden om barokken, med andre nuancer. Skriv derfor, hvad du mener med ordet, når du bruger det i dansk.

Kilder: Den Store Danske om deisme og Den Store Danske om monisme.

Perioden rummer også det modsatte. Den Store Danske beskriver den som udtryk for “både splittelse og længsel efter harmoni”. Du ser begge dele hos H.C. Andersen: i “Klokken” (1845) bliver naturen en kirke, og i “Skyggen” (1847) tager skyggen sit menneskes plads. Læs “Klokken” analyseret og læs “Skyggen” analyseret.

Begge dele udspringer af verdenssynet. Hvis ånd gennemstrømmer den fysiske verden, er der to kræfter i spil, ånd og stof, og de kan både finde hinanden og kollidere. For romantikerne er strid og ro ikke hinandens modsætning: to kræfter, der trækker hver sin vej, kan holde balancen.

Spændingen i en tekst finder du ved at lede efter par af modsætninger, fx nutid og fortid, kultur og natur, fornuft og følelse, fangenskab og frihed, krop og sjæl, kaos og orden.

Længslen hører med. Jeget længes mod det åndelige, mod kærlighed, skønhed eller inspiration, og nogle digtere oplever krop og hverdag som et bur, så længslen smerter.

Romantikken kaldes idealistisk, fordi ånden rangerer over stoffet. Drømme, idealer, stemninger, fantasi og følelser er det mest virkelige. Dermed er den synlige verden ikke ligegyldig; den udtrykker idéerne bag sig, og et landskab er smukt, fordi skønheden selv er til stede i det. Et ideal viser, hvordan tingene skulle være.

Den tyske idealisme, Steffens tog med sig til København i 1802, lærer med Schelling, at én fælles idé gemmer sig bag al naturens mangfoldighed.

Brug ordet kritisk. Universalromantikerne besang en ren natur, mens naturen omkring dem var marker, tørvemoser og råstof, og nationalromantikerne priste et enigt folk i et land med dybe konflikter. Spørg: hvilket ideal hæves op, og hvad må ikke komme med i teksten?

Kilder: Den Store Danske om idealisme og Dansk Litteraturs Historie om Steffens.

Tanken om dannelse går ud på, at hvert menneske er født med store evner og kan vokse til et helt menneske med selvindsigt og en plads i fællesskabet, så alle har gavn af det. Vejen dertil går gennem viden om kunst, litteratur, sprog, historie og naturvidenskab og gennem møder med fremmede folk og med mennesker fra andre lag af samfundet.

I litteraturen ses tanken tre steder: i dannelsesromanen, i bevægelsen hjem, ude, hjem og i dannelsesrejsen. Lærebøgerne kalder bevægelsen kontraktmodellen: hjemmets faste orden, bruddet, hvor personen bryder op (på rejse eller i overført betydning), prøvelserne ude og hjemkomsten, hvor en forvandlet person grundlægger en ny orden. Den bærer fx Hans Egede Schacks roman “Phantasterne” (1857).

Dannelsesrejsen gik ofte mod syd. Kunstnere tog til Rom, fordi man måtte se mesterværkerne selv i en tid uden fotografi, og de vendte hjem med nye motiver. H.C. Andersen var også på farten, fx i Italien, og hans rejser blev til rejsebøger, romaner og eventyr.

Hos Andersen kan rejsen gå begge veje. Ællingen i “Den grimme Ælling” kommer ud i verden og opdager, at den er en svane. I “Skyggen” (1847) drager den lærde mand til de varme lande for at blive klogere, men det er skyggen, der kommer styrket tilbage, og manden går til grunde.

Kilder: Den Store Danske om dannelsesromanen og Den Store Danske om Phantasterne.

Ordet guldalder har to betydninger. Den brede er en storslået fortid, og for romantikerne var det oldtiden, vikingetiden og middelalderen. Den snævre er dansk kunst og digtning mellem ca. 1800 og 1850. Gør det klart i din opgave, hvilken betydning du bruger.

Navnet på den danske periode kom først til omkring 1890-1900, hvor Valdemar Vedel og Vilhelm Andersen brugte det om digtningen. Kunsthistorikerne tog det først fast i brug fra 1960’erne, og i dag får de fleste malerne i tankerne, fx Eckersberg, Købke og Lundbye.

Romantikerne syntes, at deres samtid var et dybt punkt, men at historien var levende. Kunne man vække fortidens storhed, kunne en ny guldalder komme. Derfor fylder oldtiden: nordisk mytologi, folkeviser, folkeeventyr, gravhøje og dysser, og i krisetiden blev vikingerne en fælles og stolt fortælling.

Kilde: Den Store Danske om guldalder.

“Guldhornene”, skrevet i 1802, åbner perioden i Danmark. Se “Guldhornene” analyseret.

Han voksede op ved Frederiksberg Slot, hvor faderen arbejdede, og brødrene Ørsted hjalp ham gennem studentereksamen. Hans første digte kom i 1799, men det er “Digte”, som lå i boghandlen i december 1802 med årstallet 1803, der åbner den danske romantik.

I bogen står romancer som “Guldhornene”, lyriske digte som “Oldingen ved Werthers Grav” og til sidst skuespillet “Sanct Hansaften-Spil”. Det foregår i Dyrehaven, gør nar ad snusfornuft og nyttetænkning og lader naturen og kærligheden sejre over standsforskellen. Et skuespil midt i en digtsamling var noget nyt, og versene skifter form undervejs.

“Poetiske Skrifter” (1805, to bind) gjorde ham til periodens førende digter. Her finder du skuespillet “Aladdin, eller Den forunderlige Lampe”: den barnlige Aladdin, der handler på intuition, slår den belæste og tunge Noureddin, som mangler skaberkraft. Historien stammer fra “Tusind og én nat”, og lysten til det eksotiske er i sig selv romantisk.

I 1810 fik han et professorat i æstetik, og i 1829 kransede svenskeren Esaias Tegnér ham i domkirken i Lund som “Nordens digterkonge”. Senere tabte han terræn. “Der er et yndigt Land”, i dag en af vores to nationalsange, skrev han i 1819; den kom på tryk fire år senere som “Fædrelands-Sang”. I gymnasiet læser man mest ungdomsdigtene og sangen.

Kilder: Den Store Danske om Oehlenschläger og Dansk Biografisk Leksikon om Oehlenschläger.

Nationalromantikkens hovednavn med op mod 1.500 salmer og sange, fx “Nu falmer skoven trindt om land” (1844).

Han var præst, digter, historiker og politiker, og hans romantik er kristen: livet er Guds gave og skal leves her og nu med næstekærlighed, ikke kun bruges til at vente på himlen.

I december 1810 ramte en religiøs krise ham. Han mente, han skulle genrejse kristendommen, og kom samtidig i tvivl om sin egen tro. I krisen skrev han “Dejlig er den Himmel blaa”, hans første salme. Efter 1814 blev han national. Han oversatte Saxos Danmarkshistorie (1818-1822), fordi fortiden efter hans mening havde skabt folkets sjæl, og i 1820 skrev han “Danmarks Trøst”, der i dag synges som “Langt højere bjerge”.

Efter en skarp strid med teologen H.N. Clausen fik han i 1826 livsvarig censur, som først blev ophævet i 1837. I 1848 kom han ind i Den Grundlovgivende Rigsforsamling, og siden sad han i Folketinget.

Bønderne skulle oplyses om sig selv, deres land og dets historie, mente han, og tankerne blev til folkehøjskolerne, som begyndte at skyde op i 1840’erne. Den tanke synger han om i “Er Lyset for de Lærde blot”. Hans dybeste spor er alligevel i folkekirken, hvor mange af hans ca. 1.500 salmer synges, fx “Den signede Dag” og “De Levendes Land”. Han er derfor også stof til religion og historie.

Kilder: Den Store Danske om Grundtvig og Dansk Biografisk Leksikon om Grundtvig.

Morgensangene fra 1837 er biedermeier, og de historiske romaner om middelalderen er nationalromantik.

Han skrev i flere strømninger på samme tid. Romanerne “Valdemar Seier” (1826), “Erik Menveds Barndom” (1828), “Kong Erik og de Fredløse” (1833) og “Prinds Otto af Danmark” (1835) gør middelalderens konger til helte for folket og skulle vække folkeånden. Dengang var de populære; i dag bliver de sjældent læst. Spørg, hvad historien skal udrette i Ingemanns samtid, i stedet for om den er skildret korrekt.

Hans salmer og sange lever stadig, fx “I østen stiger solen op” (1837), “Dejlig er jorden” (1850) og “Glade jul, dejlige jul” (1850). I dem er verden tryg, og Gud våger over alt fra sneglen til solen, tit i et billedsprog, et barn kan følge.

Men Ingemann kunne også give gåsehud. Allerede “Eventyr og Fortællinger” (1820) hentede den tyske romantiks fantastik til Danmark, og i novellen “Glasskabet” (1847) opbevarer en grådig mand sin døde kone i et skab af glas for at beholde hendes rigdom. Den slags hører til den mørke gren, skrækromantikken.

Kilder: Den Store Danske om Ingemann og Dansk Biografisk Leksikon om Ingemann.

Novellen “Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog” (1824) følger et liv, der går i stykker, og peger frem mod realismen. Se novellen analyseret.

Blicher går sin egen vej i perioden. Novellerne handler om almindelige folk, tit med en tragisk udgang, og de er nye på tre punkter: de viser landlivet realistisk, fortællerne ser ikke selv, eller vil ikke sige, hvad de egentlig fortæller, og genrerne blandes. “Præsten i Vejlbye” (1829) er en tidlig krimi.

Hos ham støder idealet mod virkeligheden. I “Sildig Opvaagnen” (1828) ødelægger utroskab et ægteskab, og i “Hosekræmmeren” (1829) bliver en kærlighed knust af griskhed og penge. Du kan finde træk af poetisk realisme (små lokale miljøer, jævnt sprog og jysk dialekt) og af romantisme (mennesker, som deres drifter fører i ulykke).

Han var præst i Thorning og fra 1825 i Spentrup ved Randers, havde svær gæld og skrev til tidsskriftet “Læsefrugter”, hvor “Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog” kom i 1824. Senere fulgte bl.a. “Skytten paa Aunsbjerg” (1839). I digtsamlingen “Trækfuglene” (1838) bliver fuglene og heden en anledning til at tænke over hans eget liv, og “E Bindstouw” (1842) samler viser og historier på jysk omkring bindestuen, hvor folk sad og strikkede og fortalte.

Kilder: Den Store Danske om Blicher og Dansk Biografisk Leksikon om Blicher.

Fortællingen “En Hverdags-Historie” (1828) skildrer kærlighed og ægteskab i hverdagen, og hendes samtidsskildringer peger frem mod realismen.

Hun kom sent i gang som forfatter, i 1827 med en række breve i sønnens blad “Kjøbenhavns flyvende Post”. Brevene kom først som bog i 1834 med titlen “Familien Polonius”. Siden skrev hun uden navn, som “forfatteren til En Hverdags-Historie”. Sønnen J.L. Heiberg blev periodens smagsdommer, og hendes første mand var oplysningstidens satiriker P.A. Heiberg, der blev forvist fra landet juleaften 1799.

Hun er tidligt ude med kvindens vilkår i hjemmet og ægteskabet, skildret indefra. Alligevel bevares idyllen: problemerne bliver løst, og det ender godt. I “Den lille Karen” lokkes en ung pige af en charmerende, men letsindig mand, men hun vælger en ældre og god mand i stedet. Budskabet er, at et ægteskab bør hvile på dannelse og sjæl, ikke på ydre og koketteri. I “Ægtestand” (1835) er det mangel på kærlighed, der lokker en hustru til utroskab.

Pas på oversigterne: hendes leveår, 1773-1856, bliver af og til sat på Christian Winther, som levede 1796-1876.

Kilder: Den Store Danske om Gyllembourg og Den Store Danske om P.A. Heiberg.

Sanselige kærlighedsdigte, hvor begær og dødsangst hænger sammen, samlet i “Digte” (1838).

Han er romantismens erotiske digter. Før ham handler kærlighed i romantikken mest om sjæle, der finder hinanden; hos ham handler den også om kroppe, men stadig i periodens høje, følelsesfulde tone og set fra jegets side.

Erotikken står sjældent åbent. I “Paa Sneen” følger jeget en kvinde gennem byens sne i måneskin uden at nå hende, og det er deres skygger, der mødes og flyder sammen på sneen. Skyggen gør det, jeget ikke tør.

Over for nydelsen står forgængeligheden. Jeget vil standse det lykkelige øjeblik, så tiden næsten går i stå, men frygter, at det hører op, at kroppen ældes, eller at den elskede er væk. Det mærker du i “Angst”. Kærlighedsdigtet har også en lys side, hyldesten til den elskede, fx “Til en Veninde”.

“Paa Sneen” består af ti firlinjede strofer med rim i linje to og fire, og kun dér, en enkel form, der minder om folkevisens.

Han var læge i Nysted i elleve år, derefter i Sakskøbing, og i 1849 blev han stiftsfysikus i Odense. Det var vennen Christian Winther, der pressede ham til at udgive “Digte”, og samlingen fik først sin store betydning senere, bl.a. for Sophus Claussen og Michael Strunge.

Kilder: Dansk Biografisk Leksikon om Aarestrup og Den Store Danske om romantisme.

Kunsteventyr med to læsere, barnet og den voksne. Begynd med “Klokken” (1845), “Skyggen” (1847) eller “Kejserens nye Klæder” (1837).

Placér teksten, ikke forfatteren. Andersens tekster har træk af alle strømningerne: universalromantik i “Klokken” og “Den lille Havfrue”, nationalromantik i sangen “Danmark, mit Fædreland” (1850), biedermeierens stuer i mange eventyr og romantisme i “Skyggen” og “De røde Sko”.

Tre tanker går igen. Poesien er en lille, sårbar sangfugl, der kun synger i frihed, som i “Nattergalen” (1843), hvor den levende fugl slår den mekaniske. Geniet bliver overset, til det folder sig ud, som svanen i “Den grimme Ælling” (1843), og den læses tit som Andersens eget portræt. Og livet ledes af et forsyn, en højere magt, som han selv mente havde bragt ham fra fattigdom i Odense til verdensry.

Outsideren slår spidsborgeren. I “Klods-Hans” kan den ene bror hele det latinske leksikon og tre års aviser udenad, den anden laugenes regler, men det er Klods-Hans, der ikke har lært noget og bare improviserer, som vinder kongedatteren. De to lærde gør, som man plejer; han har det umiddelbare blik.

Hans eventyrstuer ligner biedermeierens, men idyllen slår ofte en revne. Læs efter det, den dækker over, fx i “Hyrdinden og Skorstensfejeren”. I hans mørkeste tekster går det helt igennem: afstanden mellem den pæne facade og en skyggeside, driften og forfængeligheden.

Idéen til “Nattergalen” fik han, da Tivoli åbnede i august 1843 med sine kinesiske bygninger. Den dragning mod det fremmede kaldes orientalisme, og i dag kritiseres den for at gøre andre kulturer til kulisser. Han skrev også digte, rejsebøger og romaner; den sidste roman, “Lykke-Peer”, kom i 1870.

Kilder: Den Store Danske om H.C. Andersen og Den Store Danske om Nattergalen.

Filosof og forfatter. “Enten-Eller” (1843) sætter et æstetisk og et etisk liv over for hinanden, og første del rummer “Forførerens Dagbog”. Se dagbogen analyseret.

Stadielæren har tre trin: æstetisk, etisk og religiøst. Æstetikeren lever for nydelsen i nuet, etikeren træffer et valg om sig selv og sine pligter, og den religiøse vover springet ind i troen, også dér, hvor fornuften må give op. Spidsborgeren, der lever på vane, er en type uden for stadierne. Nogle oversigter taler om fire stadier; skriv tre.

Han skrev under andre navne, som hver repræsenterer en livsholdning. “Enten-Eller” er udgivet af Victor Eremita, og i anden del skriver assessor Wilhelm, etikeren. I 1844 kom “Begrebet Angest” af Vigilius Haufniensis og “Philosophiske Smuler” af Johannes Climacus. Sæt aldrig lighedstegn mellem navnets synspunkt og forfatterens.

I “Forførerens Dagbog” skriver æstetikeren Johannes ned, hvordan han vinder en ung piges hjerte og derefter forlader hende, og dagbogen læses som romantisme: det farlige, det sanselige og det kølige spil. Hans egen forlovelse med Regine Olsen, som han hævede i 1841, skinner igennem værkerne.

Eksistentialismen i 1900-tallet ser ham som sin forløber: angsten, tvivlen, troen og spørgsmålet om at eksistere som menneske. I 1855 gik han til angreb på folkekirkens præster i sit eget blad, “Øieblikket”. Samme efterår segnede han på gaden, og han døde den 11. november 1855 på Frederiks Hospital.

Kilder: Den Store Danske om Kierkegaard og Den Store Danske om stadielæren.

Oehlenschlägers Guldhornene (1802). I opgavebiblioteket ligger også elevopgaver om hans digt Den forladte og om Aarestrups Distraction.

Digtene er lyriske (en stemning, et indre), episke (en ydre handling) eller romancer, der fortæller en historie med lyriske træk, og romantikerne blandede gerne. Som regel er formen fast: lige lange strofer med samme rim og rytme. Den faste form svarer til den harmoni, digtet taler om, så et brud på formen betyder, at noget sker. Sproget er ofte højstemt, med lange sætninger og digteriske ord, og netop afstanden til hverdagssproget viser, at følelsen er for stor til almindelige ord.

Tre slags digte går igen: naturdigte som Oehlenschlägers “Morgen-Vandring” og Blichers “Trækfuglene”, kærlighedsdigte som Aarestrups “Til en Veninde” og “Angst” og fædrelandssange. Kærlighedsdigtet er tit en besyngelse, en hyldest til den elskede, som ofte ikke kan nås. Hos Grundtvig står kærligheden i kristent lys, fx i sangen “Det er saa yndigt at følges ad”.

Fædrelandssangene hjalp med at skabe forestillingen om en dansk nation. Den faste form gør dem nemme at lære og synge, og deres bøge og strande præger stadig vores billede af Danmark. Læg mærke til, hvordan nederlag og vold vendes til styrke: vikingernes togter bliver et tegn på dansk kraft.

Blichers Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog (1824), Sildig Opvågnen (1828), Hosekræmmeren (1829) og Præsten i Vejlbye (1829).

Den romantiske novelle samler sig om én mærkelig begivenhed, som sætter tilværelsen ud af kurs. Novellen er enten realistisk eller fantastisk, altså med noget overnaturligt, der aldrig forklares. Ingemanns “Glasskabet” er fantastisk. Christian Winthers “Skriftestolen” fra “Fire Noveller” (1843) holder sig nærmere virkeligheden: en trekant med jalousi og forbudt lyst ender med, at elskeren bliver slået ihjel.

H.C. Andersens Fyrtøiet (1835), Den lille Havfrue (1837), Kejserens nye Klæder (1837), Den standhaftige Tinsoldat (1838), Den grimme Ælling (1843), Nattergalen (1843), Klokken (1845), De røde Sko (1845), Skyggen (1847), Historien om en Moder (1847/1848) og Klods-Hans (1855).

Eventyret blev elsket, fordi det har plads til det mærkelige og det overnaturlige, rammer følelserne og kommer fra en mundtlig tradition, der binder det til folket. Brødrene Grimms “Kinder- und Hausmärchen” udkom 1812-1815 med bl.a. “Askepot”, “Snehvide” og “Rødhætte”. Oehlenschläger oversatte et udvalg i 1816, hele samlingen kom på dansk i 1821, og den påvirkede H.C. Andersen.

Folkeeventyret har faste vendinger i starten og slutningen, flade personer og prøvelser ude i verden, så man kan huske det, og så det kan opdrage. Kunsteventyret har én forfatter, et gennemarbejdet sprog, en mere indviklet handling og personer med flere sider. Ingemann var blandt pionererne herhjemme, men nu tænker næsten alle på Andersen, når ordet falder.

Fortælleren ved som regel alt og blander sig i handlingen, af og til for at understrege moralen, andre gange så tvetydigt, at flere tolkninger står åbne. Børn er målgruppen, og det så romantikerne som en styrke: barnets umiddelbare glæde vidner om den ånd, vi fødes med.

Læg også mærke til den romantiske ironi, når teksten driller sin egen alvor, fordi det guddommelige aldrig kan siges helt. “Klokken” (1845) er både en alvorlig historie om ånd i naturen og en drillende historie om byfolk, som efter en skovtur mener at have fattet det hele. Kilder: Den Store Danske om Grimms eventyr og Den Store Danske om kunsteventyr.

Kierkegaards Forførerens Dagbog fra “Enten-Eller” (1843), skrevet som dagbog og breve.

Se, hvordan andre har grebet emnet an, fx en DHO om nationalromantikken, en analyse af Blichers Skinsyge og en opgave om modreaktioner på perioden.

Tidsskriftet Heretica (1948-1953) vendte sig mod rationalismen og satte poesien som vej til erkendelse, og 80’er-digteren Michael Strunge skrev billedrige, visionære digte. Begge er gode at perspektivere til, når en nyere tekst søger helhed eller længes.

Romantikkens træk kommer igen senere. Symbolismen i 1890’erne gjorde digteren til seer, Heretica-digterne søgte virkelighedens dybere lag, og 80’er-lyrikken dyrkede det barnlige og den oprørske digterfigur. Både Sophus Claussen og Michael Strunge tog noget med fra romantismens erotiske digte.

Da perioden begyndte, var romaner og noveller underholdning og stod lavere end digte og dramaer, men de steg i anseelse i løbet af århundredet, bl.a. fordi romantikerne blandede genrerne og lagde digte ind i prosaen.

Mest læst var den historiske roman. Tit foregår den i middelalderen, og enten får virkelige personer liv, eller opdigtede personer møder virkelige, så fortællingen virker sand. Ingemanns “Valdemar Seier” (1826) og Carit Etlars “Gøngehøvdingen” (1853) om Svend Gønge er eksempler.

Dannelsesromanen bygger på dannelsestanken: hovedpersonen er uformet derhjemme, modnes ude i verden og kommer forandret tilbage. Tre danske eksempler: “Phantasterne” (1857) af Hans Egede Schack, “Hjemløs” (1853-1857) af Meïr Aron Goldschmidt og “Lykke-Peer” (1870) af H.C. Andersen.

Kilder: Den Store Danske om Gøngehøvdingen og Den Store Danske om Goldschmidt.

Oehlenschläger skrev sangen i 1819, og i 1823 kom den på tryk som “Fædrelands-Sang” med 12 strofer. Fire af dem synges i dag, og sangen er den ene af vores to nationalsange. Den viser tydeligt, hvordan nationalromantikken ville skabe en fælles stolthed.

Landet får nordisk mytologi. I første strofe kaldes det Frejas sal efter frugtbarhedsgudinden, og senere nævnes skjaldeguden Brage og vismanden Mimer. I anden strofe hviler de harniskklædte kæmper i højene: deres mod går videre til danskerne, men nu er der fred.

Folk og land spejler hinanden. Havet og løvet står lige før de ædle kvinder og raske mænd, og landet kaldes et venligt syd i nord. Sproget er både stærkt og blødt, troen er ren, jyden er retskaffen, og ånden er karsk, dvs. sund og hel. Hvert tillægsord roser. I strofe 8 vil jeget hverken bytte Danmark for Ruslands vinter eller for Sydens blomster, og her findes hverken pest eller slanger, ingen tungsind fra vest og intet raseri fra øst.

Læg mærke til, hvad sangen tier om. Den kom fem år efter tabet af Norge og seks år efter statsbankerotten, men nævner ingen af delene. I strofe 10 står der, at fødelandet ikke er stort, og det vendes straks til ros af København. I strofe 11 får kong Frederik 6. sagnkongen Frode Fredegod som sit spejlbillede, og Frodes tid var en lang fred.

Kilder: danmarkshistorien.dk om sangen og teksten fra 1823 på Wikisource.

Den tyske maler Caspar David Friedrich gik på Kunstakademiet i København fra 1794 til foråret 1798. I hans “Vandrer over tågehavet” (omkring 1817) står en mand i mørk frakke med ryggen til os på en klippe og ser ud over et hav af tåge. Billedet kan læses som romantisk længsel: mennesket står ved grænsen til en natur, der er større end det selv.

Maleri og digt har samme grundtanke: bag det, vi ser, er der en højere og åndelig virkelighed, som maleren fx lader bryde igennem som lys i skyerne. Forskellen er, at en tekst kan fortælle, hvad en person tænker, mens du i et billede må aflæse følelsen i landskabet, rummet, farverne og kompositionen.

Kald billederne guldaldermalerier. Ikke alle danske malerier fra perioden er romantiske, for flere malere så verden nøgternt, så påvis de romantiske træk, før du bruger ordet. Guldalderens malere er bl.a. C.W. Eckersberg, Christen Købke, J.Th. Lundbye, Martinus Rørbye, Wilhelm Marstrand, Wilhelm Bendz og Jørgen V. Sonne.

I Danmark malede J.Th. Lundbye “En dansk kyst” (1843), et maleri, der er over to en halv meter bredt, med en høj skrænt og en stenet strand ved Roskilde Fjord. Allerede titlen siger dansk, og det er nationalromantikkens tanke: landet selv er et motiv.

Motivet er fra Kitnæs ved Roskilde Fjord. Menneskene er små, og naturen er vældig, og det er det sublime: en natur så stor, at mødet med den overvælder. Lundbye malede også kæmpehøjene i egnene ved Kalundborg og Arresø, fx “Landskab ved Arresø” (1838): oldtiden ligger i det danske landskab.

Kilder: Statens Museum for Kunst om “En dansk kyst” og Dansk Biografisk Leksikon om Lundbye.

Hans ven P.C. Skovgaard malede “Bøgeskov i maj” (1857). Høje, lyse bøgestammer rejser sig over en sandet skovvej, og nede på vejen står to piger med en hund, små under træerne. Spørg, hvad det gør, at menneskene er så små, og hvorfor motivet er netop en dansk bøgeskov. Skal du analysere et maleri, så brug trinene i billedanalysen.

Motivet er fra Iselingen. Landskabsbilledet rummer en dobbelthed: øjet søges mod menneskene, men de er bittesmå under træerne, på én gang midtpunktet og en lille brik i en større orden.

Interiøret viser hjemmet, og du forstår personen gennem rummet og tingene. Udlængsel kan ses i vinduer, skibe, fugle og aviser. I Martinus Rørbyes “Udsigt fra kunstnerens vindue” (ca. 1825) står potteplanter og en gipsfod i vindueskarmen, en opslået bog ligger på bordet, et fuglebur hænger i vinduet, og udenfor rejser skibsmasterne sig ved havnen. Buret og masterne bærer længslen ud i verden.

Kilde: Statens Museum for Kunst om maleriet.

Et portræt skulle vise mennesket og ikke rangen: ansigtet, blikket, hænderne og kropsholdningen, og øjnene blev regnet for sjælens spejl. Wilhelm Marstrand malede i 1858-1859 periodens store skuespillerinde, Johanne Luise Heiberg, i hel figur som en tænksom kvinde, der gemmer på en gåde. Maleriet er næsten to meter højt og hænger på Frederiksborg Slot; hun gav det selv til museet.

Kilder: Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg om portrættet og Wikimedia Commons om maleriet.

Genrebilledet viser hverdagen. I C.W. Eckersbergs “Familien Nathanson” (1818) træder forældrene ind til børnene, som har danset, mens der blev spillet klaver. I Julius Exners “Besøget hos bedstefader” (1853) kommer en kvinde og to små børn i amagerdragt på besøg hos bedstefaren i hans stue. Folkedragter, træsko, fiskere og bønder repræsenterer et folkeliv, der opfattes som oprindeligt.

Kilder: Statens Museum for Kunst om “Familien Nathanson” og om “Besøget hos bedstefader”.

Historiemaleriet viser store øjeblikke fra fortiden. C.A. Lorentzen malede i 1809 sagnet om flaget, som dalede fra himlen, da danskerne kæmpede ved Lyndanisse i Estland i 1219, og Valdemar Sejr er med på lærredet. Det er et sagn og ikke historie, og netop derfor viser billedet, hvad fortiden skulle bruges til: et samlende symbol i en krisetid.

Kilder: Statens Museum for Kunst om maleriet og Den Store Danske om myten.

Bataljemaleriet nærer nationalfølelsen. Slaget ved Isted stod den 25. juli 1850 under Treårskrigen og kostede næsten 3.000 danske døde og sårede. Jørgen V. Sonne har malet morgenen efter, men først i 1876, over 25 år senere: trætte soldater sover lænet mod hinanden under Dannebrog, og de fremstår som sejrherrer, der hører sammen, ikke som ofre.

Kilder: Statens Museum for Kunst om maleriet og Den Store Danske om Isted.

Den har også navnet naturromantik, fordi helheden især opleves ude i naturen. Den blomstrer i årene lige efter 1800, men lever videre, og som den første strømning slår den tonen an for resten af perioden. Organismetanken, panteismen og monismen bærer den.

Digteren er et geni, der bryder klassicismens regel om at efterligne de gamle forbilleder og skaber noget nyt. Genrerne blandes frit, fx saga, folkeeventyr og folkevise, og det kaldes “universalpoesi”.

Også historien er besjælet. I fortiden stod ånden tættere på mennesket, og digteren vil kalde den frem igen. Nationalromantikken overtager den tanke, men gør den dansk.

Tekster med universalromantiske træk: Oehlenschlägers “Guldhornene”, “Morgen-Vandring” og “Simon Peder” og H.C. Andersens “Klokken”. Hos Schack von Staffeldt er den splittet, fordi himmel og jord er svære at forene.

Den svarer på katastroferne: briterne bombarderede København i 1807, statsbankerotten kom i 1813, og Norge gik tabt i 1814. Digterne vender blikket væk fra nederlagene og mod landskabet, modersmålet og fortiden, og målet er at genrejse Danmark indefra.

Tegnene er rosende tillægsord om landet, bøgen, gravhøjen og bautastenen, den gamle kongeslægt, Dannebrog og vikingetidens kæmper.

Fædrelandssangene er strømningens stærkeste redskab: “Der er et yndigt Land” (1819), Grundtvigs “Danmarks Trøst” (1820) og “Danmark, mit Fædreland” (1850) af Andersen. I Andersens sang skimtes nederlaget: engang var landet herre i Norden og over England, i dag regnes det for lille og svagt, og alligevel når dets sang ud i verden. Det, der er tabt udadtil, vindes indadtil.

I billedkunsten hører Lundbyes landskaber og “Bøgeskov i maj” med, og i romanen Ingemanns historiske romaner.

Navnet kommer fra en tysk parodifigur, en naiv landsbyskolelærer i vittighedsbladet “Fliegende Blätter” i 1850’erne, og ordet har stadig en lidt nedsættende klang. Den Store Danske regner strømningen til ca. 1820-1850, andre oversigter til 1870. Kalder du et miljø biedermeier i en analyse, mener du en pæn facade, der dækker over tomhed.

Tegnene: ingen store konflikter, så fattigdom, ulighed og ledighed holdes uden for; hjemmet er et trygt ståsted med bløde møbler, kamin og musik; vinduet markerer grænsen til verden; naturen er tæmmet som haven, marken eller den lyse bøgeskov; og familien har faste roller, hvor mor opdrager og indretter, far arbejder ude, og børnene er nysgerrige, men velopdragne. Driften findes ikke, og helten er borgeren i sin stue, hvor de andre strømninger har geniet, folkehelten eller outsideren.

Brug de tre verdener som en skala, når du placerer en tekst: universalromantikkens store, guddommelige kosmos, biedermeierens lille stue og romantismens dunkle, gådefulde rum.

Skoleeksemplet er “Flugten til Amerika” (1835) af Christian Winther. Peter vil stikke af til Amerika med sin lillebror, men da mor kalder fra vinduet, glemmes rejsen, og sorgen drukner i sagosuppen. Idyllen vinder. H.V. Kaalunds “Fabler for Børn” (1845) har samme milde, trygge tone.

H.C. Andersen og Blicher tegner biedermeierhjemmet for at vise det falske bag facaden, fx i “Den grimme Ælling”, “Hyrdinden og Skorstensfejeren” og “Sildig Opvaagnen”.

Kilder: Den Store Danske om biedermeier og Den Store Danske om “Flugten til Amerika”.

Navnet siger begge dele: “poetisk” står for det skønne og harmoniske, “realisme” for en genkendelig hverdag i detaljer. Litteraturhistorikeren Vilhelm Andersen brugte ordet om en gruppe, der trådte frem i 1820’erne, bl.a. J.L. Heiberg, Christian Winther og Poul Martin Møller. Den ligger tæt på biedermeier, men viser flere af de problemer, biedermeier gemmer.

Den er den eneste retning i perioden, der skriver realistisk, og efter 1870 tager netop den skrivemåde over i det moderne gennembrud. Her går broen mellem de to perioder.

Armod, dødsfald eller et brudt løfte lurer, men til sidst vinder det gode, og personerne lærer noget. Fattige mennesker optræder, men ulykken beskrives ikke råt, som man gør efter 1870. Spørg, hvad personen lærer af det, der sker.

Novellen er hovedgenren, fordi den giver plads til at beskrive personer og miljø. Eksempler er Thomasine Gyllembourgs “Den lille Karen”, Poul Martin Møllers ufuldendte “En dansk Students Eventyr” og træk i Blichers “Sildig Opvaagnen”.

Kilder: Den Store Danske om poetisk realisme og Den Store Danske om “En dansk Students Eventyr”.

Romantismen er en mørk modreaktion på trygheden i biedermeier og poetisk realisme, fra omkring 1830. Den tager det op, de andre retninger gemmer eller forskønner: psykologisk splittelse, driften og erotikken. Nøgleordet er “det interessante”, det, der bryder idyllen og derfor fanger os.

I digtet “Paa Sneen” (1838) finder du fire af tegnene på én gang: et mørkt miljø, et splittet jeg, erotikken og det korte, nydelsesfulde øjeblik. Romantismen går på tværs af genrerne: digtene “Paa Sneen” og “Angst”, H.C. Andersens “Skyggen” (1847) og “De røde Sko”, Winthers “Skriftestolen” og “Forførerens Dagbog” af Kierkegaard.

Skrækromantikken, som også hedder gotisk litteratur, er grenen med genfærd, mord, gys og galskab, fx Ingemanns “Glasskabet”. I sin samtid var romantismen en lille strømning, men i dag regnes den højere, fordi den giver idyllen modspil.

Kilder: Den Store Danske om romantisme og Wikipedia om “Paa Sneen”.

De første ca. 30 år kaldes højromantik, og de er de mest nyskabende og højstemte. Omkring 1810 bliver universalromantikken til nationalromantik hos bl.a. Oehlenschläger, Ingemann og Grundtvig og lidt senere hos H.C. Andersen. Fra 1820’erne følger en mere dæmpet romantik, hvor fx Gyllembourg og Winther skriver om det nære og sikre. Romantismen tager fart i 1830’erne og 1840’erne, og senromantikken fra ca. 1850 til 1870 gentager biedermeierens pæne harmoni uden at forny den; den læses sjældent i dag. Et hovedværk fra de sene år er Christian Winthers versfortælling “Hjortens Flugt” (1855).

Stil strømningerne op over historien, så ser du mønstret: nationalromantikken hører til krisens år fra 1807 til 1814, og biedermeier og romantisme løber samtidig. Efter 1870 kommer det moderne gennembrud.

Inddelingen er ikke fast. I én lærebog er romantismen en periode for sig og nyplatonismen en af strømningerne; i en anden er romantismen en strømning i romantikken, og nyplatonismen er filosofi. Nogle regner Staffeldt for ren nyplatonist, andre for universalromantiker. Hvor perioden slutter, og hvornår romantismen begynder, svinger også fra oversigt til oversigt.

Det er ikke en fejl hos dig, men et vilkår i faget. Skriv i opgaven, hvilken oversigt du følger, og angiv den som kilde. Vil du gå til de frie opslagsværker, oversigterne bygger på, så find dem på lex.dk: den danske encyklopædi, det biografiske leksikon, danmarkshistorien.dk og Dansk Litteraturs Historie.

Den hurtigste måde at vise, at du forstår perioden, er at sammenligne med tiden før og efter. Oplysningstiden i 1700-tallet satte fornuften og den objektive viden øverst, troede på en Gud, der har skabt verden og siden trukket sig ud af den, og så digteren som en håndværker, der skulle opdrage læseren og følge de klassiske regler. Romantikken ville også forstå verden gennem følelse, anelse og fantasi, accepterede det irrationelle, så Gud i alt og gjorde digteren til et geni. Idealerne hentede de ikke længere i antikken, men i vikingetiden og middelalderen.

Noget lever dog videre: optagetheden af det enkelte menneske og dets sind og følelsesdigtningen fra slutningen af 1700-tallet, hvor Johannes Ewald og Jens Baggesen allerede skrev om det indre.

Opgøret kom i 1871, da Georg Brandes begyndte sine forelæsninger, der indleder det moderne gennembrud. Han mente, at dansk åndsliv hang fast i senromantik og fædrelandsdyrkelse, og krævede en virkelighedsnær litteratur, der satte samfundets problemer under debat. Seks modsætninger kan du bruge: det indre over for det ydre, idealet over for virkeligheden, en natur fuld af ånd over for en natur, videnskaben forklarer, Gud i alt over for kritik af religionen, sjælen over for arv og miljø og længslen tilbage over for troen på fremskridt. Et træk går igen: begge perioder giver forfatteren en særlig rolle, som geni eller som foregangsmand.

Kilder: Den Store Danske om Georg Brandes og Den Store Danske om Johannes Ewald.

Europa var i krig fra 1792 til 1815, først i revolutionskrigene og fra 1803 i Napoleonskrigene. Det neutrale Danmark tjente i begyndelsen godt på at handle med de krigsførende lande. Den 2. april 1801 stod slaget på Reden: briterne sejlede ind mod København, bl.a. med Nelson i spidsen for en del af flåden. Målet var at tvinge Danmark ud af neutralitetsforbundet med bl.a. Rusland og Sverige, og efter nederlaget sluttede Danmark våbenstilstand og måtte opgive den indbringende neutralitet.

Kilder: Den Store Danske om slaget på Reden og danmarkshistorien.dk om slaget.

I 1807 ville Danmark ikke overgive flåden. Briterne bombarderede København og tog den, og Danmark allierede sig med Frankrig. Krigen var dyr, og den 5. januar 1813 kom statsbankerotten: en pengereform, hvor en ny Rigsbank udstedte en ny mønt, rigsbankdaleren, og de gamle sedler blev vekslet til den i forholdet 6 til 1. Ved freden i Kiel i januar 1814 måtte Danmark give Norge til Sveriges konge.

Krisen forklarer, hvorfor blikket vender indad. Når landet taber udadtil, søger digterne det, krig og bankerot ikke kan tage: ånden, følelsen, kunsten og en fælles fortid. I “Der er et yndigt Land” er Danmark helt og harmonisk, og ingen tab bliver nævnt.

Kilder: Den Store Danske om statsbankerotten, danmarkshistorien.dk om pengereformen og om Kielerfreden.

Trykkefrihedsforordningen af 27. september 1799 indførte hårde straffe for skrifter, der kritiserede kongen og styret, og fra 1814 skulle blade og skrifter under 24 ark gennemses af politiet, før de måtte sælges eller deles ud. Det er en vigtig grund til, at romantikken næsten ikke er samfundskritisk.

Oplysningstidens satiriker P.A. Heiberg havde allerede fået bøde for visen “Ordener hænger man paa Idioter” og blev landsforvist juleaften 1799. Grundtvig blev sat under censur i 1826. Forordningen ramte også usædelige skrifter og billeder. Nationalromantikken slap let igennem, for den kritiserede ikke, den hyldede.

Grundloven af 5. juni 1849 afskaffede enevælden, og censuren måtte aldrig indføres igen. Derfor kunne forfatterne efter 1870 tale langt mere frit om samfundets problemer.

Kilder: danmarkshistorien.dk om forordningen af 1799 og Den Store Danske om P.A. Heiberg.

Borgerskabet bestemte, hvad der var rigtigt i 1800-tallet: embedsmænd og præster, læger og jurister, handelsfolk, lærere og velhavende bønder. Kerneværdierne var familien, hjemmet, opdragelsen og dannelsen, og tiden kaldes den borgerlige enhedskultur.

Ifølge dannelsesidealet skulle hver enkelt blive et myndigt og ansvarligt menneske ved at gå gennem prøvelser og lære litteratur, musik, billedkunst og historie at kende, og bønder, kvinder og børn fik en plads i kulturlivet. Skoleanordningerne af 29. juli 1814 gav alle børn undervisningspligt fra syvårsalderen til konfirmationen.

Biedermeierteksterne støtter op om borgerskabets idealer, mens romantismen stiller spørgsmål ved dem. Både idealet og bagsiden møder du fx i “Grantræet” og “Theepotten” af Andersen.

Kilde: danmarkshistorien.dk om skolen efter 1814.

Treårskrigen 1848-1850, også kaldet Første Slesvigske Krig, brød ud, fordi oprørere i hertugdømmerne ønskede Slesvig med i Det Tyske Forbund. Danskerne sejrede ved Isted i juli 1850, men striden var ikke afgjort, og i 1864 mistede Danmark Slesvig, Holsten og Lauenborg. Treårskrigen gav nationalfølelsen medvind, mens 1864 satte et sår, der længe var ømt.

Krigen og grundloven hører sammen: enevælden faldt i 1848, og grundloven kom den 5. juni 1849, midt i krigen. Andersen skrev “Danmark, mit Fædreland” i 1850, og når sangen beder Gud om sejr, kan det forstås som et håb om, at oprøret bliver slået ned.

Kilder: Den Store Danske om Treårskrigen og om grundloven.

Krisen efter 1807 vakte en dansk nationalisme, og den var en af kræfterne bag striden om Slesvig. Samtidig plukkede nationalromantikerne i vikingetiden og middelalderen for at genrejse stoltheden og gjorde dem til en guldalder. Historikerne kalder det historiebrug, og du kan undersøge det i både tekster og billeder, fx i Lundbyes landskaber med gravhøje fra oldtiden eller i Ingemanns romaner om middelalderens konger.

Emnet egner sig til dansk-historieopgaven, fordi tekster og historie spiller sammen. Fem mulige vinkler: hvordan danskerne så sig selv i 1800-tallet, krigene, billedet af vikingerne, censuren og grundloven fra 1849. Jo skarpere du afgrænser, jo bedre, og du skal bruge både danskfaglige og historiefaglige metoder.

Tekster, der kan bruges: “Der er et yndigt Land” (1819), Grundtvigs “Danmarks Trøst”, en lejlighedssang til en fest i april 1820 og med to afsluttende strofer om kongefamilien, “Danmark, mit Fædreland” (1850) af Andersen og en satirisk vise af P.A. Heiberg, “Ordener hænger man paa Idioter”. Sammen viser de vejen fra oplysningstidens kritik af magten til nationalromantikkens hyldest. Husk, at teksterne er kilder til, hvordan danskerne så sig selv, ikke referater af begivenhederne.

Kilde: danmarkshistorien.dk om “Langt høiere Bjerge”.