Præsten i Vejlbye af Steen Steensen Blicher: analyse og fortolkning

Resumé

Resumé, med vores egne ord

Herredsfoged Erik Sørensen er ny i embedet og fører dagbog. Han forlover sig med Mette, datter af præsten Søren Qvist i Vejlbye, en vellidt, men hidsig mand. Storbonden Morten Bruus har tidligere fået nej til Mette og bærer nag til både præsten og dommeren, som har dømt ham imod i en sag om et engstykke. Morten sørger for, at hans egen bror Niels bliver karl i præstegården, hvor han lægger op til ballade.

En dag skændes præsten og Niels i haven. Præsten slår ham med en spade, og Niels forsvinder sporløst. Morten anklager præsten for mord, og beviserne hober sig op: Vidner har hørt præsten true karlen på livet, en mand i præstens grønne slåbrok er set grave i haven om natten, og til sidst graves et lig op i haven, klædt i Niels’ tøj.

Præsten kan ikke forklare det og ender med at tro på sin egen skyld: Han har før gået i søvne, så han må have begravet liget i søvne. Han tilstår, afviser den flugt, Mette har fået stablet på benene, og bliver henrettet. Erik Sørensen må selv afsige dommen over sin forlovedes far, og Mette forsvinder sammen med sin bror dagen efter henrettelsen.

21 år senere banker en gammel tigger på hos præsten i Aalsø. Det er Niels Bruus, i live. Morten gravede dengang liget af en anden karl op, klædte det i Niels’ tøj, ødelagde ansigtet med en spade og spillede selv den natlige graver i præstens stjålne kjole. Da sandheden rygtes, dør den gamle dommer inden ugen er omme, og Niels findes død på Søren Qvists grav.

Analyse, punkt 1 af 8

1. Genren: Danmarks første krimi

Blicher giver selv genren i undertitlen: “En Criminalhistorie”. Novellen udkom i 1829 i hans eget tidsskrift Nordlyset, tolv år før Poes første detektivfortælling, og den kaldes derfor ofte Danmarks første krimi. Men den vender genren om. Der er ingen detektiv, som samler spor og redder den uskyldige; opklaringen kommer ved et tilfælde, 21 år efter henrettelsen, da en tigger siger: “de har kaldt mig Niels Bruus.” Du følger ikke en jagt på gerningsmanden, men et retsmaskineri, som maler den forkerte mand ned. Spændingen ligger ikke i hvem, men i hvordan, og i hvor galt det går.

Sådan kan du skrive det: “Blicher kalder selv novellen “En Criminalhistorie”, men han vender krimiens formel om, for opklaringen kommer først 21 år efter henrettelsen.”

Analyse, punkt 2 af 8

2. Komposition: dagbog og to fortællere

Rammen står allerede under titlen: Fortællingen består “Af Herredsfoged Erik Sørensens Dagbog, tilligemed tvende Optegnelser af Præsten i Aalsøe.” Første og længste del er dommerens dagbog, ført mens sagen sker. De to optegnelser fra Aalsø-præsten er skrevet ved henrettelsen og 21 år senere, da sandheden kommer frem. Ingen af teksterne ved mere, end skribenten vidste i øjeblikket, og der er ingen alvidende fortæller til at rette misforståelserne. Optegnelserne dateres ikke med årstal, men med embedsår, hvilket får dem til at ligne fundne dokumenter fra 1600-tallet. Formen er selve pointen: Sandheden findes kun stykkevis, og stykkerne ligger hos forskellige mennesker.

Sådan kan du skrive det: “Dagbogsformen betyder, at ingen i novellen kender hele sandheden, og læseren bliver derfor narret sammen med dommeren.”

Analyse, punkt 3 af 8

3. Fortæller og synsvinkel: vi ser kun, hvad dommeren ser

Erik Sørensen åbner sin dagbog fromt: “Den store Verdens Dommer give mig Viisdom, Retfærdighed og Velsignelse til at bestyre saadant mit svare Embede!” Han afviser Morten Bruus’ gaver, en fed kalv og to billige heste, og han mærker endda uroen ved manden: “Den Morten Bruus er mig ret en modbydelig Person”. Alligevel kan han ikke bruge sin anelse til noget, da beviserne vælter frem. Her arbejder Blicher med dramatisk ironi: Ved anden gennemlæsning ser du, at advarslerne står i teksten fra start, men jeg-fortælleren, som kun ser fremad, kan ikke læse dem. Førstegangslæseren er lige så blind som han.

Sådan kan du skrive det: “Allerede i dagbogens første optegnelser kalder dommeren Morten Bruus “ret en modbydelig Person”, men han kan ikke omsætte sin anelse til noget i retten.”

Analyse, punkt 4 af 8

4. Personerne: dommeren, præsten og hævneren

Erik Sørensen er et pligtmenneske; han afviser bestikkelse og tortur, for “En aftvungen Bekjendelse kan aldrig være paalidelig Sandhed”. Samtidig er han inhabil efter enhver moderne målestok: Han dømmer sin forlovedes far. Søren Qvist beskrives som “en gudfrygtig og brav Mand; men myndig og opfarende”, og netop hidsigheden er den revne, planen bryder ind ad. Morten Bruus, “en stor Pranger og en stor Praler”, har fået nej til Mette og tabt en retssag ved dommerens bord; hans hævn rammer begge på én gang, og ved udgravningen kalder dagbogen ham “den skrækkelige Blodhævner”. Mette står imellem dem alle og mister alt.

Sådan kan du skrive det: “Mortens hævn rammer dobbelt: præsten, der nægtede ham sin datter, og dommeren, der dømte imod ham i engsagen.”

Analyse, punkt 5 af 8

5. Beviserne: sådan bygges et justitsmord

Kæden ser ubrydelig ud. Vidner har hørt truslen: “jeg skal slaae din Hund, Du skal ligge død for mine Fødder!” Jens Larsen har set en mand i præstens “Sloprok” grave i haven om natten, og to sene vidner har set en skikkelse i “en siid grøn Kjole” bære en sæk fra skoven. Til sidst ligger der et lig i haven i Niels’ tøj, med hans navn syet i skjorten og “en Blyring i det venstre Øre”. Men læg mærke til, hvad ingen ser: et ansigt. Liget er ukendeligt, “Hans Ansigt var ikke ganske kjendeligt”, sækkebæreren ses kun bagfra med ansigtet skjult af sækken, og Jens Larsen når gennem sit kighul i hækken kun at se slåbrok, nathue og spade, før manden vender sig om, og vidnet flygter i skræk. Hvert vidne taler sandt om sin iagttagelse; fejlen ligger i det, retten slutter af den.

Sådan kan du skrive det: “Ingen af vidnerne ser et ansigt, og derfor hviler hele dommen på tøj, som enhver kan tage på.”

Analyse, punkt 6 af 8

6. Tilståelsen: præsten dømmer sig selv

Det uhyggeligste bevis kommer fra den anklagede selv. Søren Qvist husker: “Tre eller fire Gange tilforn i mit Liv er det vederfaret mig, at jeg har været Søvngjænger.” Engang skrev han en hel ligprædiken i søvne, og derfor slutter han, at han også kan have hentet og begravet liget i søvne: “det er - det maae være saa.” Hans religiøse skyldfølelse hjælper til; han har hele livet kæmpet med sin vrede og tager nu straffen som Guds dom. Derfor afviser han også den flugt, Mette i hemmelighed har forberedt med dommerens vidende: “mit Liv er forbrudt, min Død er retfærdig”, siger han i fængslet, og dommeren tør ikke nævne flugten med et ord. Aalsø-præsten sætter senere ord på mekanismen: Han faldt som offer for “sin egen lettroende Indbildningskraft”.

Sådan kan du skrive det: “Blichers pointe er psykologisk, for tilståelsen kommer ikke af tortur, men af præstens egen tro på sin syndighed.”

Analyse, punkt 7 af 8

7. Sprog og stil: den dokumentariske illusion

Blicher efterligner 1600-tallets skriftsprog, så novellen ligner et fundet dokument. Dommeren tænker i skriftsteder og ordsprog: “Hver Mands Dom kommer af Herren.” og “Skjønhed er bedragelig, og Dejlighed er en forfængelig Ting”. Retssproget lyder med i formler som “thi kjendes for Ret”, og personerne bruger gamle former som “Du est” og “Fæstemøe”. Sproget gør to ting på én gang. Det skaber ægthed, så du føler at sidde med en dagbog fra 1620’erne, og det karakteriserer: En mand, som møder verden gennem bibelcitater, er netop en mand, som kan tro på Guds orden, mens han begår sit livs fejltagelse.

Sådan kan du skrive det: “Dagbogens gammeldags bibelsprog er ikke pynt, det viser en mand, som lægger sin dømmekraft i Guds hånd.”

Analyse, punkt 8 af 8

8. Temaer: skyld, hævn og menneskets dom

Novellen åbner og lukker med det samme spørgsmål: Hvem har ret til at dømme? Dommeren begynder med mottoet “Hver Mands Dom kommer af Herren.”, og Aalsø-præsten ender med at spørge: “Ak! hvad er dog et Menneske, at det tør opkaste sig til Bloddommer over sin Lige?” Imellem ligger et justitsmord, som ingen enkeltperson kunne have forhindret; alle gjorde deres pligt, og katastrofen skete alligevel. Slutningen deler skæbnen ud med uhyggelig symmetri: Dommeren “fik en Rørelse, og døde inden Ugens Ende”, og Niels Bruus findes død “paa den salige Søren Qvists Grav”. Hævn, skyld og samvittighed betales til sidste øre, bare 21 år for sent.

Sådan kan du skrive det: “Novellen spørger, om et menneske overhovedet kan bære at dømme et andet, og lader svaret koste tre liv.”

Perspektivering

Perspektivering

Litteraturhistorisk hører Blicher hjemme i romantikkens årtier, men hans noveller peger frem mod realismen med deres jyske hverdagsmiljøer, begrænsede fortællere og ulykkelige slutninger. Oplagte perspektivtekster er “Sildig Opvaagnen” (1828) og “Hosekræmmeren” (1829), som bruger samme greb: en fortæller, der ikke forstår rækkevidden af det, han beretter.

Som krimi kan novellen perspektiveres til Edgar Allan Poes “The Murders in the Rue Morgue” (1841), som internationalt regnes for den første detektivfortælling. Blicher var tolv år tidligere, men uden detektiv; hos ham fejler opklaringen, og netop det gør teksten moderne.

Vinklen om justitsmord rækker frem til nutidens true crime. Den virkelige sag mod præsten Søren Jensen Qvist, som blev halshugget i 1626, endte uden oprejsning, og du kan perspektivere til moderne sager om falske tilståelser og dokumentarserier om tvivlsomme domme.

Fælder

Det, der oftest går galt i analysen