Sildig Opvågnen af Steen Steensen Blicher: analyse, resumé og fortolkning

Resumé

Resumé, med vores egne ord

Fortælleren er præst i købstaden R* og ser tilbage på sit livs værste sag. Hans nære ven, den afholdte doktor L*, 48 år, rig, rask og far til seks børn, lukker sig pludselig inde, nægter at se sine børn, og på niendedagen skyder han sig. Byens anden læge erklærer, at det skete i vildelse, så doktoren kan få en pæn begravelse. Men præsten kender den virkelige årsag, og for at forklare den spoler han historien femogtyve år tilbage.

Som ung teolog kommer fortælleren til byen og møder ved et bal både den unge læge L* og byens smukkeste pige, Elise W*. Hun giver præsten et hemmeligt håndtryk under dansen, selvom hun allerede i al hemmelighed er forlovet med L*. De to mænd bliver nære venner, L* gifter sig med Elise, præsten med sin Henriette, og da kaptajn H* og hans muntre kone Charlotte flytter til byen, danner de tre par en fast lille kreds, som de kalder Trianglen, med musik, kortspil og teaftener hver onsdag. Idyllen får en revne, da præsten under en maskerade ligger og døser i et mørkt sideværelse og ufrivilligt bliver vidne til, at kaptajn H* og fru L* ligger i hinandens arme. De to forklarer det for hinanden som en forveksling, begge mænd var nemlig klædt ens ud, og lover hinanden evig tavshed. Præsten tier også, og livet i Trianglen fortsætter tilsyneladende uforstyrret i tyve år.

Så bliver H*, der nu er major, alvorligt syg, og i febervildelse taler han over sig: han forveksler sin kone med Elise, nævner et aftalt tegn med en rød sløjfe, en hemmelig dør i doktorens lysthus og et skjult rum i et chatol. Majorens kone finder tre kærlighedsbreve fra Elise i skuffen med dobbelt bund og giver dem i chok til doktoren. I det nyeste brev skriver Elise, at hun venter majorens barn, fordi hun ville give sin barnløse elsker det, hans eget ægteskab ikke kunne. Doktoren går i stykker, tvivler nu på, hvem af hans børn der overhovedet er hans, og lægger sig syg. Majoren dør uden at komme til bevidsthed. Da Elise, der har været på landet, uventet træder ind til sin syge mand ved daggry, rejser han sig op i sengen, siger nogle ord på et fremmed sprog og skyder sig i brystet for øjnene af hende. Præsten slutter med sin egen dom: skylden er den samvittighedsløse kones, og sorgen glemmes aldrig helt.

Analyse, punkt 1 af 7

1. Fortælleren, præsten der dømmer

Novellen fortælles af byens præst som jegfortæller, mange år efter begivenhederne. Han er ikke et neutralt vidne: han har selv danset med Elise, modtaget hendes hemmelige håndtryk og indrømmer, at “kun min forfængelighed fandt sig behagelig smigret”. Han tror blindt på sit eget førstehåndsindtryk af mennesker og kalder Elise en vampyr, “legemer uden sjæle”, længe før hun har gjort noget. Han er samtidig medspiller i tavsheden: han tysser på sin kone, tier i tyve år, og den morgen doktoren skyder sig, sover han over sig. Elise får aldrig lov at forklare sig, hendes eneste egne ord er de tre breve. Fortælleren er altså vidne, ven og dommer i én person, og det gør ham upålidelig.

Sådan kan du skrive det: “Præsten er både vidne, ven og dommer i sagen, og når han allerede ved det første bal mener at kunne se, at ›denne dejlige pige er ikke for én mand‹, læser han resten af historien, så den bekræfter hans egen anelse.”

Analyse, punkt 2 af 7

2. Komposition, fortalt tid og fortælletid

Blicher begynder med virkningen og gemmer årsagen: allerede i andet afsnit står der, at doktoren på niendedagen skød sig. Derefter springer fortællingen femogtyve år tilbage, og resten af novellen er et langt svar på spørgsmålet hvorfor. Den fortalte tid er omkring femogtyve år, men fortælletiden er skævt fordelt: maskeradenatten og de sidste dage ved sygelejet strækkes ud i lange scener, mens tyve års affære presses sammen, så emnet ikke nævnes i “tyve samfulde år”. Midt i det hele indsættes Elises tre breve som dokumenter, historiens eneste sted uden præstens filter. Kompositionen skaber altså ikke spænding om udfaldet, men om forklaringen, og den viser samtidig, hvor længe en løgn kan ligge stille.

Sådan kan du skrive det: “Blicher afslører selvmordet allerede på første side, og derfor læser vi ikke for at få at vide, hvad der sker, men hvorfor det sker, mens fortælleren bestemmer, hvornår vi får sandheden at se.”

Analyse, punkt 3 af 7

3. Elise, portrættet gennem præstens blik

Vi møder aldrig Elise direkte, kun gennem præstens beskrivelser. Hos ham er hun smuk, rolig og “fuldkommen beherskende sig selv”, med en varme han kalder en “kold ild”, og til sidst en vampyr og en skøge. Men i brevene taler hun selv, og der lyder hun helt anderledes: “kærlighed kender kun én brøde, utroskab mod den elskede”, skriver hun, og hun gør skæbnen ansvarlig for, at hun og majoren fandt hinanden. Hun skriver også, at hun bar hans barn, fordi hans barnløshed “krænkede mit hjerte”. Teksten åbner dermed to læsninger: en kold beregner, der spiller sin rolle uden at “tabe en maske eller gøre et eneste fejlsting”, eller en lidenskabelig kvinde, der er spærret inde i et pænt ægteskab og kun har skæbnesproget at forklare sig med.

Sådan kan du skrive det: “I brevene taler Elise for første gang selv, og her ligner hun ikke præstens kolde vampyr, men en kvinde der gør kærligheden til sin eneste lov og skæbnen til sin eneste undskyldning.”

Analyse, punkt 4 af 7

4. Biedermeierfacaden og det skjulte begær

Miljøet er en biedermeieridyl: tre pæne par i en købstad, teaftener hver onsdag, musik, kortspil og en omgangskreds så ordnet, at de ligefrem kalder den Trianglen, en geometrisk figur uden løse ender. Men under den glatte overflade er huset bogstaveligt fuldt af skjulte rum: en hemmelig dør i lysthuset, en chatolskuffe med dobbelt bund til brevene, en rød sløjfe i gardinet som aftalt signal. Affæren kan fortsætte i tyve år, netop fordi facaden er så perfekt, og fordi alle, også præsten, vælger tavsheden. Doktoren siger selv, at han troede, han boede i et jordisk paradis, men “vandrede på en vulkan”. Novellen viser dermed bagsiden af biedermeierkulturens dyrkelse af hjemmet og det pæne: det, der ikke må siges, forsvinder ikke, det flytter bare ind i de hemmelige rum.

Sådan kan du skrive det: “Selv møblerne i novellen har dobbelt bund, for i chatollets skjulte rum ligger Elises breve, og i lysthuset er der en hemmelig dør, så det pæne biedermeierhjem rummer helt bogstaveligt et aflukke til begæret.”

Analyse, punkt 5 af 7

5. Symboler og motiver

Maskeraden er novellens centrale symbol: en aften hvor alle bærer maske, i en verden hvor alle i forvejen spiller roller. Begge mænd er klædt ud som Don Juan, forføreren, og det er både det, der gør forvekslingen mulig, og en bitter ironi, for forførerrollen ender med at koste dem begge livet. Elises dragtskifte fra tyrkinde til hyrdinde samme aften er et af tekstens stærkeste indicier mod hende. Vulkanen er billedet på det undertrykte begær: doktoren “vandrede på en vulkan”, og præsten beskriver afsløringen som en vulkan, der bryder gennem dækket. Læg også mærke til maskebilledet i dobbelt betydning: Elise kan læse det hele uden at “tabe en maske eller gøre et eneste fejlsting”, hvor strikketøjets masker og ansigtets maske smelter sammen i ét billede af selvkontrol.

Sådan kan du skrive det: “Når begge mænd møder op til maskeraden klædt som Don Juan, bruger Blicher kostumet ironisk, for forførerrollen ender med at koste dem begge livet, mens tekstens virkelige forfører måske er Elise.”

Analyse, punkt 6 af 7

6. Titlen og opvågnensmotivet

Titlen peger først på doktoren: “jeg er opvågnet af en lang og sød drøm”, siger han, da sandheden er ude, for hans tyve lykkelige ægteskabsår viser sig at have været en illusion. Opvågnen betyder her erkendelse, og “sildig” betyder for sent: erkendelsen kommer på et tidspunkt, hvor den kun kan dræbe. Men motivet breder sig i teksten. Majoren vågner i feberen og taler sandhed i vildelse. Præsten vågner også for sent, helt konkret: han sover over sig den morgen, hvor vennen skyder sig. Og Elise vågner aldrig, for da præsten i skriftestolen prøver at ryste hendes samvittighed vågen, “var der intet at vække”. Titlen er dermed en dom over dem alle, og den der aldrig vågner, er den eneste, der overlever uskadt.

Sådan kan du skrive det: “Titlen dækker mere end doktorens sene erkendelse, for også fortælleren vågner for sent, helt bogstaveligt den morgen hvor han sover over sig, mens hans ven skyder sig, og Elise vågner aldrig.”

Analyse, punkt 7 af 7

7. Romantisme, det dæmoniske under overfladen

Novellen hører hjemme i romantismen, romantikkens mørke og splittede aflægger. Hvor romantikken søger harmoni og sammenhæng, dyrker romantismen sprækkerne: driften under den pæne overflade, det dæmoniske, det tvetydige og det interessante. Alt det finder du her: Elise dæmoniseres som vampyr, begæret lever i tyve år under en spejlglat facade, og skæbnen påkaldes som magt i Elises breve. Slutningen er uden forsoning: religionen kan ikke trøste doktoren, for hans tro har, som præsten siger, aldrig været prøvet, og selvmordet sker for øjnene af den kvinde, han elskede. At Blicher skriver det allerede i 1828 gør novellen til et tidligt og meget moderne eksempel på strømningen.

Sådan kan du skrive det: “Novellen dyrker det, romantismen kalder det interessante, nemlig sprækken mellem den glatte overflade og det farlige indre, og den ender uden forsoning, da hverken fornuft eller religion kan redde doktoren.”

Perspektivering

Perspektivering

Blichers eget forfatterskab: “Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog” (1824) har også en jegfortæller, der ikke selv forstår rækkevidden af det, han fortæller. Sammenligningen viser, at den upålidelige fortæller ikke er et uheld i “Sildig Opvågnen”, men Blichers gennemgående greb: sandheden ligger mellem linjerne, og læseren skal selv grave den frem.

Perioden: sæt novellen over for romantikkens harmonitekster, fx Oehlenschlägers “Guldhornene” (1802), og du ser forskellen på romantik og romantisme. Hos Oehlenschläger hænger ånd og verden sammen, hos Blicher er overfladen en maske over drift og dæmoni. Blichers “Hosekræmmeren” (1829) kan bruges på samme måde: begge noveller viser en kærlighed, som de sociale rammer ikke kan rumme, og som derfor ender i vanvid eller død.

Fremad i litteraturhistorien: Ibsens “Et Dukkehjem” (1879) og Herman Bangs “Ved Vejen” (1886) handler også om ægteskabets facade og om kvinder, der er spærret inde i pæne hjem. Sammenligningen viser, at Blicher tager det moderne gennembruds store tema op et halvt århundrede før gennembruddet selv, men uden dets samfundskritiske program: hos Blicher fælder fortælleren dom, hvor Ibsen og Bang lader rammerne selv stå anklaget.

Fælder

Det, der oftest går galt i analysen