Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog: analyse og fortolkning

Resumé

Resumé, med vores egne ord

Morten Vinge er 14 år og søn af fattige folk i Føulum ved Viborg, da dagbogen begynder nytårsdag 1708. Præsten Hr. Søren læser latin med ham, og alt peger mod et liv som præst. Men i løbet af ét år dør både Hr. Søren og Mortens far, og drømmen brister: Morten må tjene til brødet og bliver gennem præstesønnen Jens tjener på herregården Thiele.

På Thiele forelsker Morten sig i frøken Sophie, husets datter. Han lærer sig selv fransk for at komme hendes verden nærmere og redder sin herres liv på en vildsvinejagt. En rejse til København ender i pestens rædsler, hvor junker Kresten dør. Hjemme igen skal Sophie giftes med den fornemme Gyldenløve, men netop som brylluppet skal stå, får hun kopperne, søsteren Marie dør få dage efter, og Gyldenløve rejser sin vej. En nat får Morten Sophies kys og favntag, men han opdager kort efter, at besøget gjaldt Jens: De to har længe haft et hemmeligt forhold. Da det afsløres, flygter parret, og den gamle herre dør af sorg.

Morten går i krig for at glemme. Han tages til fange af svenskerne, tvinges i fremmed tjeneste og tilbringer 24 år som fange og jæger i Sibirien. Først i 1743 når han hjem til Danmark, skibbruden og fattig, og finder ly på herregården Corselidse på Falster. Her møder han Jens og Sophie igen: Han er drikfældig fisker, hun en slidt, forgræmmet kone, der luger i herregårdens have.

Morten flygter fra synet og vender hjem til Thiele, hvor et nyt herskab har taget over. I 1753 bliver han degn for Thiele og Vinge og flytter ind i sin fars hus i Føulum. Her slutter dagbogen: Alle, han holdt af, er døde, og han venter roligt på selv at blive kaldt hjem, med Bibelens ord om, at menneskets dage er som græs.

Analyse, punkt 1 af 7

1. Komposition og dagbogsform

Novellen består af daterede dagbogsblade, der spænder fra “Føulum, d. 1ste Januar 1708” til den 12. maj 1753. Du følger altså et helt liv, men kun i glimt: Titlens brudstykker skal tages bogstaveligt. Mellem 1718 og 1743 er der næsten tomt; fangenskabet fylder ét suk: “i fire og tyve Vintre har jeg jaget Zobel og Maar i Siberiens Skove!” Hullerne er altså betydning, ikke sjusk: De viser, hvad et liv skrumper ind til. Læg også mærke til rammen. Sidste linje lyder “(Fundet, gjennemseet og udgivet af S. S. Blicher.)”, en fiktion om det fundne manuskript, som skal få dagbogen til at virke som et autentisk dokument.

Sådan kan du skrive det: “Disse Blade skulle være det eneste Mærke om mig” viser, at dagbogen til sidst er alt, hvad Morten har tilbage at sætte i verden.

Analyse, punkt 2 af 7

2. Fortælleren: naiv og upålidelig

Morten skriver kun det, han selv forstår, og det er pointen. Ved jagten griner herskabet ad ham, og han noterer hjælpeløst: “Jeg veed ikke ret, hvad de meente; men det kunde jeg begribe, at de gjorde Nar ad mig baade paa Fransk og Dansk.” Da Sophies forlovelse bliver meldt, smadrer Jens sin bøssekolbe mod jorden, og Morten konkluderer blot: “Saa er jeg da ikke den eneste Nar i Verden.” Du ser som læser, hvad han ikke ser: at Jens’ fortvivlelse peger på et forhold, Morten først opdager langt senere. Selv natten i kammeret, “Drømmer jeg, eller er jeg vaagen?”, læser han som kærlighed til ham, til sandheden rammer ham i haven. Det kaldes dramatisk ironi, og den bærer novellen.

Sådan kan du skrive det: “Saa er jeg da ikke den eneste Nar i Verden” afslører fortællerens begrænsning, fordi Morten registrerer Jens’ fortvivlelse uden at forstå, hvad den peger på.

Analyse, punkt 3 af 7

3. Personkarakteristik: Morten Vinge

Morten er flittig, from og loyal. Han er præstespire hos Hr. Søren, men da faderen fryser ihjel, opgiver han latinskolen for at forsørge sin mor og gør selv regnskabet op: “vendidi libertatem for 12 Sletdaler”, jeg solgte min frihed for 12 sletdaler. Han tjener trofast, redder sin herres liv på vildsvinejagten og skyder til sidst hans hund, fordi han har lovet det. Forelskelsen forstår han kun gennem bøger: “Ovidius har sagt mig det”, og han prøver bogstaveligt Ovids kur mod elskov. Troen er hans faste greb fra første til sidste blad, men slutbilledet er ensomt: Han kalder sig selv “en fremmed, en Udlænding blandt dem alle”.

Sådan kan du skrive det: “vendidi libertatem for 12 Sletdaler” viser, at Morten selv sætter tal på det offer, der lukker vejen til præstekaldet.

Analyse, punkt 4 af 7

4. Sophie og Jens: fald og forvandling

Sophie ser du kun gennem Mortens blik. Først er hun lys: “det er en deilig Frøken, den Frøken Sophie! jeg har stor Glæde af at see paa hende.” Senere aner han hendes magt over ham: “hun kan gjøre mig glad og bedrøvet ligesom hun vil”. Efter afsløringen flygter hun: “inat er hun echapperet ud af et Vindue”. Ved gensynet på Corselidse er billedet vendt om: “en falden Engel har jeg seet, en Mørkhedens Gestalt”, og ansigtet er “blegguult, rynket, fortrædent”. Jens går samme vej: fra “en Pokkers Jens, eller snarere en Pigernes Jens” til drankeren, der tigger: “Har Du ikke til en Pæl, Morten! for gammel Kjendskabs Skyld?”

Sådan kan du skrive det: “en falden Engel har jeg seet, en Mørkhedens Gestalt” viser, at Morten stadig måler den ældede Sophie med ungdommens englebillede.

Analyse, punkt 5 af 7

5. Skæbne og social forskel

Standsforskellen afgør alt. Morten ved det selv tidligt: “Ak, Frøken Sophie! Gid Du var en Bondepige, eller jeg en Prinds!” Fruen ser kun rang i Gyldenløve: “un Cavalier accompli, ma fille!” Da Sophie alligevel vælger en tjener, falder hun helt igennem samfundet og ender på knæ i en herregårdshave som lugekone. Mortens egen bane bestemmes af dødsfald og fattigdom, ikke af hans evner, og selv tolker han det som Guds styrelse: “Herre min Gud! Hvor underlige ere dine Veie!” Cirklen slutter, hvor den begyndte; han vender hjem “for at ende, hvor jeg begyndte”. Skæbnen ligner her en blanding af Vorherre og samfundets faste orden.

Sådan kan du skrive det: “Gid Du var en Bondepige, eller jeg en Prinds!” viser, at Morten fra starten ved, at standsforskellen gør kærligheden umulig.

Analyse, punkt 6 af 7

6. Sprog og stil

Sprogene i novellen er et klassekort. Latinen hører barndommen og Hr. Søren til, fransk er herskabets og kærlighedens sprog. Jo mere forelsket Morten bliver, desto flere franske gloser siver ind i hans dansk: “jeg tænkte, at jeg var cureret for min daarlige Inclination, men jeg føler, at Sygdommen er vendt tilbage med større Force.” Herremanden vrænger endda hans navn på fransk: “Du est et Fjog, Martæng!” Allerede den 3. juni 1712, ni måneder før afsløringen og midt i sygdom og livslede, slår begejstringen om: “Fransken, som tilforn var blevet mig saa plaisant, kan jeg hverken lide at læse eller høre - det er et falsk Tungemaal!” Som gammel skriver han i stedet med Bibelens ord. Citér de gamle stavemåder ordret, fx “Kjærlighed”, “deilig” og “Qvinde”; de hører til tekstens tid.

Sådan kan du skrive det: “det er et falsk Tungemaal!” viser, at Morten allerede før afsløringen vender sig mod den verden, sproget tilhører.

Analyse, punkt 7 af 7

7. Natursymbolik og tidens gang

Naturen spejler Mortens indre gennem hele novellen. I vinternatten 1751 ser han sit unge jeg i månen: “Min unge Sjel straalede ligesaa blankt og lysteligt som Maanen, og hendes var ogsaa reen, uplettet som denne nysfaldne Snee.” Sophies sjæl sammenligner han derimod nu med en hærget sibirisk dal. Æbletræet uden for vinduet ældes med ham: “der er Kræft i dens Stamme”, og mosset gror “ligesom graae Haar paa en Oldings Hoved”. I Sibirien sættes ulve og ravne over for lærkesang og blomstrende æbletræ derhjemme. Slutbilledet samler det hele: Morten som “et skaldet Træe paa Heden”, den sidste af sin slægt.

Sådan kan du skrive det: “Min unge Sjel straalede ligesaa blankt og lysteligt som Maanen” viser, hvordan naturen i novellen fungerer som spejl for det indre.

Perspektivering

Perspektivering

Novellen udkom i 1824 i tidsskriftet Læsefrugter og regnes ofte for den første store danske novelle. Den står mellem to strømninger: Romantismens interesse for lidenskab, splittelse og det dæmoniske møder en tidlig realisme med social nøgternhed, miljøets magt og en slutning uden jordisk forsoning. Du kan bruge begge etiketter, hvis du viser dem i teksten.

Oplagte perspektivtekster hos Blicher selv: “Hosekræmmeren” (1829) om kærlighed, der knuses af penge og stand, “Præsten i Vejlbye” (1829), der også er bygget over dagbogsoptegnelser, og “Sildig Opvaagnen” (1828) med endnu en fortæller, der ser skævt på sin egen historie.

Sophie bygger løst på den historiske Marie Grubbe fra herregården Tjele, der blev gift med en Gyldenløve, forlod sine fornemme ægteskaber og endte fattig på Falster. Samme stof bruger H.C. Andersen i “Hønse-Grethes Familie” (1869) og J.P. Jacobsen i romanen “Fru Marie Grubbe” (1876), så du kan følge én kvindeskæbne gennem tre forfatteres blik.

Fælder

Det, der oftest går galt i analysen