Den grimme Ælling af H.C. Andersen: analyse, resumé og fortolkning

Resumé

Resumé, med vores egne ord

En andemor ligger på rede i skræppeskoven ved en gammel herregård. Æggene klækkes et efter et, men det største æg lader vente på sig, og en gammel and gætter på, at det er et kalkunæg. Ud kommer til sidst en stor, grå og klodset unge. Den svømmer fint, så moderen tager den med ind i andegården, men her bliver den bidt, puffet og gjort nar af, fordi den ser anderledes ud. Efterhånden vender selv søskende og mor sig mod den, og pigen, der fodrer dyrene, sparker efter den. Ællingen flygter over hegnet.

I mosen møder den vildænder og to unge vildgasser, som straks bliver skudt ned under en jagt. En stor jagthund snuser til ællingen, men lader den ligge, og ællingen tager det som bevis på, at den er så grim, at ikke engang hunden gider bide den. Den flygter videre til et faldefærdigt bondehus, hvor en gammel kone bor med katten Sønneke og hønen Kykkelilavbeen. Her bliver den målt på, om den kan lægge æg eller spinde som katten, og da den fortæller om sin lyst til at flyde på vandet, kalder de den gal. Ællingen drager ud i den vide verden.

Om efteråret ser den for første gang en flok svaner trække mod varmere lande og udstøder et skrig, den ikke selv forstår. Vinteren bliver så hård, at den fryser fast i isen; en bonde hugger den fri og tager den med hjem, men i stuen vælter den i panik mælkefad og meltønde og bliver jaget ud i sneen. Da foråret kommer, bruser dens vinger pludselig stærkere, og den lander i en stor have, hvor tre svaner svømmer. Den beslutter at flyve hen til dem, selv om den regner med at blive hugget ihjel, for det er bedre end mere elendighed. Men i det klare vand ser den sit eget spejlbillede: den er selv en svane. Børnene i haven råber, at den nye er den smukkeste af alle, de gamle svaner nejer for den, og eventyret slutter med dens jublende tanke om al den lykke, den aldrig havde drømt om som grim ælling.

Analyse, punkt 1 af 8

1. Eventyrgenren: kunsteventyr, ikke folkeeventyr

Folkeeventyr er mundtligt overleverede og har ingen kendt forfatter; kunsteventyr er skrevet af en navngiven digter og trykt som litteratur. Den grimme Ælling har eventyrets kendetegn: talende dyr, prøvelser og en lykkelig slutning, men landskabet er ikke et fjernt eventyrland. Vi er på dansk grund med herregård, tørvemose og bondehus, og anden vil ligge på ægget “Dyrehavstiden med”, en henvisning til Bakken nord for København. Der er heller ingen trylleri: ingen fe forvandler ællingen, den vokser bare. Endelig taler dyrene som mennesker af Andersens samtid, komplet med visitter, madammer og meninger om god opdragelse, og det gør eventyret til en satire over den verden, læserne selv levede i.

Sådan kan du skrive det: “Den grimme Ælling er et kunsteventyr, for bag de talende dyr ligger en genkendelig dansk virkelighed med herregård, mose og bondehus, og forvandlingen sker uden magi; ællingen vokser simpelthen til det, den hele tiden har været.”

Analyse, punkt 2 af 8

2. Komposition: hjemme-ude-hjem med et afgørende brud

Det er fristende at bruge den klassiske model hjemme-ude-hjem, men den passer kun halvt. Ællingen har et hjem, andegården, og drager ud på en lang udefærd gennem fem stationer: andegården, mosen med jagten, bondehuset med katten og hønen, den frie natur i vinterens kulde og til sidst haven med svanerne. Men den vender aldrig hjem igen; slutpunktet er et nyt hjem hos en ny flok. Læg også mærke til, at årstiderne bærer kompositionen: ællingen fødes om sommeren, udstødes, ser svanerne om efteråret, fryser fast i isen om vinteren, og forvandlingen erkendes om foråret. Bundpunktet ligger præcis der, hvor naturen er koldest, og forløsningen kommer med solen og lærkesangen.

Sådan kan du skrive det: “Eventyret følger ikke hjemme-ude-hjem-modellen helt til dørs, for ællingen vender aldrig tilbage til andegården; den ender i et nyt hjem blandt svanerne, og bruddet med modellen viser, at udviklingen er uden returbillet.”

Analyse, punkt 3 af 8

3. Fortæller og synsvinkel

Fortælleren er en tredjepersonsfortæller, der ved alt, men han er ikke neutral. Vi følger ællingen indefra, som når den tænker “det er fordi jeg er saa styg” og lukker øjnene, mens den flygter. Andegårdens dyr ser vi derimod udefra og med ironi: kalkunhanen tror, at han er en kejser, alene fordi han er født med sporer. Fortællestilen er mundtlig med udråb og lydord, “pladsk!”, “pif! paf!”, som om historien bliver fortalt højt for os. Og på ét sted træder fortælleren helt frem og kommenterer selv: det gør ikke noget at være født i andegården, når man kun har ligget i et svaneæg. Den sætning er eventyrets morale lagt direkte i munden på fortælleren, og den er guld værd i en analyse.

Sådan kan du skrive det: “Fortælleren står tydeligt på ællingens side, for vi får dens tanker indefra, mens andegårdens dyr udstilles med ironi, som når kalkunhanen regner sig for kejser, blot fordi han er født med sporer.”

Analyse, punkt 4 af 8

4. Personerne: dyrene som mennesketyper

Andegården er et samfund i miniature, og hver fugl er en genkendelig mennesketype. Den fornemste and er fornem, fordi hun har en rød klud om benet, en udmærkelse der intet siger om hende selv. Ællingemoderen forsvarer først sin unge, men giver efter for gruppepresset og ønsker ham til sidst langt væk. Katten og hønen i bondehuset er selvtilfredsheden i renkultur: de siger “vi og Verden!” og tror, at de er den bedste halvdel af den, og alt, hvad de ikke selv kan, afviser de som galskab. Vildgasserne er ungdommeligt kække og bliver skudt, næsten inden de har talt færdig. Over for alle disse står ællingen selv, der aldrig svarer igen, men tager omgivelsernes dom på sig og til sidst tror, at selv hundens ligegyldighed skyldes dens grimhed.

Sådan kan du skrive det: “Andegården fungerer som et samfund i miniature, hvor status hviler på tilfældigheder, for den fornemste and er kun fornem i kraft af en rød klud om benet, og netop derfor virker det så meningsløst, at ællingen dømmes ude på sit udseende.”

Analyse, punkt 5 af 8

5. Symboler og modsætninger

Teksten er bygget over modsætningen mellem den snævre verden og den åbne: andegårdens hegn, bondehusets varme stue og hønens ægkasse over for søen, himlen og svanernes høje flugt. Svanen er symbolet på det ophøjede, skønheden og i en romantisk læsning kunstnersjælen; fortælleren kalder dem “de kongelige Fugle”. Vinteren og isen, hvor ællingen fryser fast, er krisens billede: livet fryser bogstaveligt til, lige før gennembruddet. Spejlbilledet i det klare vand er eventyrets erkendelsessymbol, for ællingen forvandles ikke i det øjeblik; den SER blot for første gang, hvad den er. Og det store æg, der lå længst i reden, bærer hele pointen om, at oprindelsen betyder mere end omgivelserne.

Sådan kan du skrive det: “Spejlbilledet i det klare vand er eventyrets vendepunkt, for ællingen forvandler sig ikke i det øjeblik; den har hele tiden været en svane, og det nye er, at den endelig selv kan se det.”

Analyse, punkt 6 af 8

6. Sproget: talesprog, humor og lydord

Sproget er talesprog sat på tryk. Replikkerne fylder mere end beskrivelserne, og de er fulde af udråbstegn, gentagelser og lyde: “rap! rap!”, “pip! pip!”, klask klask. Humoren ligger overalt, også hvor man ikke venter den: storken går på sine røde ben og taler ægyptisk, og bondehuset er så faldefærdigt, at det ikke selv ved, til hvilken side det vil falde, “og saa blev det staaende”. Netop replikkerne afslører personerne bedre end nogen beskrivelse; hønens forhør om æglægning siger alt om hendes verdensbillede. Læg også mærke til den gamle retskrivning fra 1843 med aa for å og store begyndelsesbogstaver i navneord; citér den, som den står, det viser præcision.

Sådan kan du skrive det: “Sproget er talesprog sat på tryk med udråb, lydord og gentagelser, og replikkerne afslører personerne, som når hønen kræver, at ællingen enten lægger æg eller holder sin mund.”

Analyse, punkt 7 af 8

7. Biografisk læsning og dens grænser

Det er nærliggende at læse eventyret biografisk. Andersen var skomagersøn fra Odense, blev drillet med sit udseende og sin kluntethed, led sig gennem årene i København og endte som en fejret digter, der blev modtaget hos konger. Ællingens vej fra andegårdens spot til svanernes anerkendelse ligner den bane til forveksling, og fortællerens medfølelse med den forfulgte outsider giver læsningen kød på. Men læsningen har grænser, og dem skal din analyse vise, at du kender. For det første er en tekst mere end sin forfatter; eventyret handler alment om identitet, mobning og om at finde det sted, hvor man hører til. For det andet siger teksten noget ubekvemt: forvandlingen kræver, at man er født i et svaneæg. Det er ikke en historie om, at flid forvandler enhver ælling; det er en historie om medfødt storhed, der endelig bliver set.

Sådan kan du skrive det: “Det er oplagt at læse ællingen som Andersen selv, den fattige dreng fra Odense der endte som fejret digter, men læsningen har en grænse, for eventyret hævder, at man skal være født i et svaneæg, og den betingelse gælder ikke alle.”

Analyse, punkt 8 af 8

8. Romantikken i eventyret

Eventyret er skrevet midt i romantikken, og periodens tankegods sidder i selve plottet. Genitanken, altså forestillingen om det medfødte geni, som mængden misforstår, ER historien om svaneungen i andegården. Romantikkens dualisme, ideen om to verdener, ses i modsætningen mellem den lave hverdagsverden hos ænder og høns og den højere verden, svanerne tilhører. Ællingens skrig, da den ser svanerne trække forbi om efteråret, et skrig så højt og forunderligt, at den selv bliver bange, er romantisk længsel i renkultur: en dragning mod noget, den hverken kan navngive eller glemme. Endelig er naturen meningsfuld i romantisk forstand; forvandlingen følger årstidernes orden, som var den lagt til rette af naturen selv.

Sådan kan du skrive det: “Eventyret bærer romantikkens genitanke, for ællingens storhed er medfødt og bliver blot misforstået af omgivelserne, og dens uforklarlige skrig efter de bortdragende svaner er romantikkens længsel mod en højere verden.”

Perspektivering

Perspektivering

Perioden: eventyret er romantik og kan perspektiveres til periodens genitanke og dualisme, forestillingen om en lav hverdagsverden og en højere åndelig verden. Sammenligningen viser, at Den grimme Ælling ikke bare er en dyrefabel, men en fortælling, der sætter romantikkens menneskesyn på formel: det store menneske er født stort, og omverdenens dom kan skjule det, men ikke ophæve det.

Forfatterskabet: i samme samling, Nye Eventyr fra november 1843, stod “Nattergalen”, hvor den grå, uanselige fugl synger smukkere end den juvelbesatte kunstfugl. De to eventyr belyser hinanden: begge handler om ægte værdi, der overses, fordi omgivelserne stirrer på det ydre. Vil du perspektivere til et mørkere Andersen-eventyr, viser “Skyggen” fra 1847 bagsiden af forvandlingsmotivet, for dér er det den falske skikkelse, der vinder.

Henrik Pontoppidans “Ørneflugt” fra 1894 er den oplagte kontrasttekst. Pontoppidans tamme ørn vokser op i gården, forsøger flugten mod fjeldene og bliver skudt ned, og fortællingen ender med en omvending af Andersens morale: det hjælper ikke at komme fra et ørneæg, når man er vokset op i andegården. Sammenligningen viser springet fra romantikkens tro på den medfødte kerne til det moderne gennembruds tanke om, at miljøet former og fastholder mennesket.

Fælder

Det, der oftest går galt i analysen