Den lille Havfrue af H.C. Andersen: analyse og fortolkning

Resumé

Resumé, med vores egne ord

Havkongens yngste datter er anderledes end sine fem søstre. Hvor de pynter deres haver på havbunden med sære ting fra sunkne skibe, nøjes hun med solrøde blomster og en marmorstatue af en dreng fra menneskenes verden. Da hun fylder femten år og endelig må stige op til overfladen, ser hun et skib gå ned i storm og redder en ung prins fra at drukne. Hun lægger ham på stranden og gemmer sig bag klipperne, mens en ung pige fra et tempel finder ham. Prinsen tror derfor, at det er pigen, der har reddet ham.

Hjemme igen kredser havfruen om det, hendes bedstemor fortæller: Havfolk lever i tre hundrede år og bliver så til skum på vandet, mens mennesker har en udødelig sjæl. Kun hvis en mand elsker hende højere end alt og gifter sig med hende, kan hun få del i den. Hun opsøger derfor havheksen, som brygger en drik, der kan forvandle fiskehalen til ben. Prisen er hendes stemme, heksen skærer tungen af hende, og vilkårene er hårde: Hvert skridt skal gøre ondt som knive, hun kan aldrig vende hjem, og gifter prinsen sig med en anden, dør hun morgenen efter hans bryllup.

Prinsen tager den stumme pige til sig og holder af hende som af et barn, men han gifter sig med nabokongens datter, som viser sig at være pigen fra templet. På bryllupsnatten stiger havfruens søstre op af havet; de har givet deres hår til heksen for en kniv. Dræber havfruen prinsen inden solopgang, bliver hun havfrue igen. Hun kaster kniven i bølgerne og springer selv i havet, men i stedet for at ende som skum løftes hun op til luftens døtre, der kan vinde en udødelig sjæl gennem tre hundrede års gode gerninger.

Analyse, punkt 1 af 7

1. Genre: kunsteventyr i folkeeventyrets kulisser

Eventyret ligner et folkeeventyr med havkonge, heks og prins, men det er et kunsteventyr: en navngiven forfatters personlige fortælling. Du kan høre det i fortællerens stemme, der taler fortroligt med sit publikum, som når fiskene svømmer ind ad slottets ravvinduer “ligesom hos os Svalerne flyve ind, naar vi lukke op”. Og du kan se det i slutningen. Folkeeventyret ender med bryllup og forløsning, men her får heltinden ikke sin prins; ved hans bryllup står hun i silke og guld og holder brudens slæb, og først da hun selv er blevet en af luftens døtre, hedder det: “Usynlig kyssede hun Brudens Pande”. Andersen bruger genrens form til at fortælle noget, folkeeventyret ikke kan rumme: historien om et offer, ingen opdager.

Sådan kan du skrive det: “ligesom hos os Svalerne flyve ind, naar vi lukke op” viser fortælleren som en synlig stemme, der sammenligner havets verden med sin egen stue, og netop den personlige fortæller adskiller kunsteventyret fra folkeeventyret.

Analyse, punkt 2 af 7

2. Komposition: et hjemme-ude-hjem, der brydes

Strukturen ligner folkeeventyrets hjemme-ude-hjem: Havfruen vokser op i havkongens slot, rejser ud i menneskenes verden og prøves der. Men Andersen skærer hjemvejen over. Heksen advarer på forhånd: “naar du først har faaet menneskelig Skikkelse, da kan du aldrig mere blive en Havfrue igjen!” og “du kan aldrig stige ned igjennem Vandet til dine Søstre og til din Faders Slot”. Læg også mærke til optrapningen før afrejsen: De fem ældre søstre stiger op én efter én og fortæller om verden deroppe, mens den yngste må vente og længes. Da eventyret slutter, ender hun hverken hjemme eller ude, men i en tredje verden, luften.

Sådan kan du skrive det: “du kan aldrig stige ned igjennem Vandet til dine Søstre og til din Faders Slot” gør havfruens udrejse uigenkaldelig, og dermed bryder Andersen folkeeventyrets mønster, hvor helten vender hjem med sin gevinst.

Analyse, punkt 3 af 7

3. De to verdener: havet og menneskenes verden

Andersen bygger eventyret over en lodret akse. Nederst havet, skildret med en skønhed, folkeeventyret sjældent ofrer plads på: haven har “ildrøde og mørkeblaae Træer”, og solen ligner nedefra “en Purpur-Blomst, fra hvis Bæger det hele Lys udstrømmede”. Øverst menneskenes verden med sol, kirkeklokker og sjæl. De to verdener mødes i havfruens egen have, hvor hun dyrker “en smuk Marmorstøtte, en deilig Dreng”, sunket ned fra et strandet skib. Da hun redder prinsen, bemærker fortælleren: “hun syntes, han lignede Marmorstøtten nede i hendes lille Have”. Prinsen er altså fra begyndelsen smeltet sammen med længslen mod den anden verden; han er længslens ansigt, ikke dens årsag.

Sådan kan du skrive det: “en smuk Marmorstøtte, en deilig Dreng” står som menneskeverdenens udsending på havbunden, og allerede i havfruens have peger alt derfor op mod den verden, hun endnu aldrig har set.

Analyse, punkt 4 af 7

4. Havfruen: længsel og offer

Havfruen er outsideren blandt søstrene, “stille og eftertænksom”, og hendes længsel koster fra første færd. Allerede før hun må stige op, hedder det: “men Havfruen har ingen Taarer, og saa lider hun meget mere”. Da bedstemoderen forklarer, at havfolk ender som skum, mens mennesker har en evig sjæl, svarer hun: “jeg vilde give alle mine tre hundrede Aar, jeg har at leve i, for blot een Dag at være et Menneske”. Og hun betaler: stemmen, hjemmet og en smerte ved hvert skridt, “som om hun traadte paa spidse Syle og skarpe Knive, men det taalte hun gjerne”. Det afgørende er, at ingen i menneskeverdenen opdager offeret; hun er stum og kan ikke fortælle om det.

Sådan kan du skrive det: “jeg vilde give alle mine tre hundrede Aar, jeg har at leve i, for blot een Dag at være et Menneske” viser, at havfruens længsel rækker længere end forelskelsen, for det, hun vil eje, er en udødelig sjæl.

Analyse, punkt 5 af 7

5. Havheksen: byttehandlen med åbne vilkår

Havheksen er ikke eventyrets bedrager; hun lægger prisen frem, før havfruen vælger. Betalingen er det dyreste, hun ejer: “men den Stemme skal du give mig. Det Bedste du eier vil jeg have for min kostelige Drik!” Smerten nævnes på forhånd: “hvert Skridt du gjør, er som om du traadte paa en skarp Kniv, saa dit Blod maatte flyde”. Og dødsvilkåret står klart: Gifter prinsen sig med en anden, “da maa dit Hjerte briste, og du bliver Skum paa Vandet”. Havfruen svarer “Jeg vil det!”, “bleg, som en Død”, og tænker i valgets øjeblik “paa Prindsen og paa at vinde en udødelig Sjæl”. Byttehandlen er eventyrets moralske centrum: Prisen er kendt, og valget er hendes.

Sådan kan du skrive det: “Det Bedste du eier vil jeg have for min kostelige Drik!” gør forvandlingen til en byttehandel med åbne vilkår, og fordi havfruen kender prisen og alligevel svarer “Jeg vil det!”, bliver hendes offer et valg og ikke et bedrag.

Analyse, punkt 6 af 7

6. Prinsen og den udeblevne forløsning

Prinsen er ikke ond, men blind. Han kalder havfruen “mit stumme Hittebarn med de talende Øine” og siger endda: “skulde jeg engang vælge en Brud, saa blev det snarere dig”. Men fortælleren fælder dommen stilfærdigt: “han holdt af hende, som man kan holde af et godt, kjært Barn, men at gjøre hende til sin Dronning, faldt ham slet ikke ind”. Han gifter sig med nabokongens datter i troen på, at hun reddede ham. På bryllupsnatten får havfruen én udvej: Søstrene har købt en kniv hos heksen, “han eller du maa døe, før Sol staaer op!” Alligevel ender scenen med, at “Kniven zittrede i Havfruens Haand, - men da kastede hun den langt ud i Bølgerne”. Hun vælger sin egen undergang frem for hans død.

Sådan kan du skrive det: “han holdt af hende, som man kan holde af et godt, kjært Barn, men at gjøre hende til sin Dronning, faldt ham slet ikke ind” viser afstanden mellem hendes indsats og hans blik, for prinsen aner ikke, hvad hun har betalt for at stå ved hans side.

Analyse, punkt 7 af 7

7. Slutningen: luftens døtre

Slutningen har delt læserne siden 1837. Havfruen springer i havet, og “hun følte, hvor hendes Legeme opløste sig i Skum”, men hun forsvinder ikke; hun stiger op til “Luftens Døttre”. Deres forklaring bærer hele slutningen: Havfruen kunne kun få en sjæl gennem et menneskes kærlighed, “af en fremmed Magt afhænger hendes evige Tilværelse”, mens luftens døtre kan “selv ved gode Handlinger skabe sig een”. Frelsen bliver hendes eget værk: “Om trehundrede Aar svæve vi saaledes ind i Guds Rige!” Men de allersidste linjer, hvor et uartigt barn koster ekstra ventetid, “hver Taare lægger en Dag til vor Prøvetid!”, trækker mod børneopdragelse og har fået mange til at kalde slutningen påklistret.

Sådan kan du skrive det: “af en fremmed Magt afhænger hendes evige Tilværelse” er nøglen til slutningen, for med luftens døtre flytter Andersen frelsen fra prinsens kærlighed over til havfruens egne gerninger.

Perspektivering

Perspektivering

Litteraturhistorisk hører eventyret hjemme i den danske romantik. Dualismen mellem den jordiske og den højere verden er periodens grundfigur, og Schack von Staffeldts digt “Indvielsen” (1804) er en oplagt perspektivtekst: Også her får et væsen indblik i en anden verden og betaler med hjemløshed i sin egen.

Inden for Andersens eget forfatterskab kan du sammenligne med “Den grimme Ælling” (1843), hvor outsiderens forvandling lykkes helt, og “Skyggen” (1847), hvor offeret ender i mørke. “Den lille Havfrue” ligger imellem: hverken bryllup eller undergang, men en udskudt frelse.

Disneys tegnefilm fra 1989 ender med bryllup og er derfor et præcist modbillede. Sammenlign de to slutninger, og du kan vise, hvad Andersen ville med sin: at frelsen ikke skulle komme fra prinsen.

Fælder

Det, der oftest går galt i analysen