Den standhaftige Tinsoldat af H.C. Andersen: analyse og fortolkning

Resumé

Resumé, med vores egne ord

En dreng får femogtyve tinsoldater i fødselsdagsgave. Den femogtyvende er støbt til sidst, da der ikke var tin nok, og har derfor kun ét ben, men han står lige så fast som de andre. På bordet står et papirslot, og i slotsdøren en lille danserinde, klippet ud af papir. Hun løfter det ene ben så højt, at soldaten tror, hun også kun har ét ben, og han forelsker sig straks. Ved midnat springer en sort trold ud af en snustobaksdåse og forlanger, at soldaten holder øjnene fra danserinden. Soldaten lader, som om han ikke hører det, og trolden truer med, at han skal vente sig til i morgen.

Næste morgen falder soldaten ud ad vinduet fra tredje sal, måske på grund af trolden, måske på grund af trækvinden. To gadedrenge finder ham, bygger en båd af avispapir og sender ham ned ad rendestenen. Under et bræt kræver en stor vandrotte pas og told, men soldaten tier og holder fast på geværet. Båden styrter ud i kanalen og synker, og soldaten sluges af en stor fisk.

Fisken bliver fanget, solgt og skåret op i et køkken, der viser sig at ligge i det selvsamme hus, hvor soldaten kom fra. Han stilles op på bordet og ser danserinden igen; de ser på hinanden, men ingen af dem siger noget. Pludselig kaster en af drengene ham ind i kakkelovnen uden nogen begrundelse. Da en dør går op, tager vinden danserinden, og hun flyver lige ind i ilden til ham. Næste dag finder tjenestepigen ham i asken som et lille tinhjerte; af danserinden er der kun pailletten tilbage, og den er brændt kulsort.

Analyse, punkt 1 af 7

1. Genren: tingseventyr og kunsteventyr

Eventyret er et kunsteventyr: Andersen har selv digtet historien, og den regnes ofte for hans første helt uden forlæg. Samtidig er det et tingseventyr, hvor døde ting får liv og følelser. Om natten “begyndte Legetøiet at lege”, nøddeknækkeren slår kolbøtter, og griffelen “gjorde Commers paa Tavlen”. Tingene opfører sig som mennesker, og netop det giver Andersen frihed til at tale om mennesker gennem tingene: soldaten er den lille mand med en medfødt mangel, danserinden den fine dame i slottet. Læg mærke til, at tingene aldrig taler til menneskene i huset; deres verden lever i det skjulte, side om side med vores.

Sådan kan du skrive det: “Nu begyndte Legetøiet at lege” viser tingseventyrets grundgreb: tingene har et hemmeligt liv om natten, og derfor kan en tinsoldat både elske og frygte som et menneske.

Analyse, punkt 2 af 7

2. Komposition: hjem, ude og hjem igen

Kompositionen er en rejse i tre led: hjemme i stuen, ude i verden, hjem igen. Faldet fra vinduet sætter rejsen i gang, og farerne vokser trin for trin: rendestenen, rotten, der kræver pas og told, styrtet ud i kanalen og til sidst fiskens mave. Fortælleren skruer selv op for dramaet: “Bevar os vel! hvilke Bølger der gik i den Rendesteen”. Hjemkomsten ligner et mirakel, “Tinsoldaten var i den selvsamme Stue, han havde været i før”, men trygheden er falsk: den største fare venter derhjemme, i kakkelovnen. Læg mærke til, at soldaten ikke består prøverne ved at handle; han består dem ved at holde stillingen.

Sådan kan du skrive det: “Tinsoldaten var i den selvsamme Stue, han havde været i før” lyder som en tryg hjemkomst, men netop hjemme venter den største fare, og det bryder med folkeeventyrets mønster.

Analyse, punkt 3 af 7

3. Tinsoldaten: standhaftig på ét ben

Soldaten fødes med en mangel: “han havde eet Been, thi han var blevet støbt sidst, og saa var der ikke Tin nok”. Men fortælleren vender manglen til styrke: “dog stod han ligesaa fast paa sit ene, som de andre paa deres to”. Hans standhaftighed er dobbelt. På gaden kunne et råb redde ham, men “han fandt det ikke passende at skrige høit, da han var i Uniform”. I båden “forandrede [han] ikke en Mine, saae lige ud og holdt Geværet i Armen”. Han vælger aldrig selv; han udholder. Overvej, om det er heltemod, eller om uniformens pligt spærrer ham inde, så kærligheden aldrig får en chance.

Sådan kan du skrive det: “han fandt det ikke passende at skrige høit, da han var i Uniform” viser, at soldatens standhaftighed også er en tvang, fordi uniformens regler vejer tungere end hans egen redning.

Analyse, punkt 4 af 7

4. Danserinden og den tavse kærlighed

Forelskelsen opstår i et blik og bygger på en misforståelse: danserinden løfter benet så højt, “at Tinsoldaten slet ikke kunde finde det og troede, at hun kun havde eet Been ligesom han”. Han elsker altså et billede af sig selv. Kærligheden udtales aldrig. Om natten er de to de eneste, der står stille, og “hans Øine kom ikke et Øieblik fra hende”. Selv i genforeningen tier de: “Han saae paa hende og hun saae paa ham, men de sagde ikke noget.” Da han er ved at græde, hedder det: “han var færdig ved at græde Tin, men det passede sig ikke”. Følelserne er store, men formerne lukker munden på dem begge.

Sådan kan du skrive det: “Han saae paa hende og hun saae paa ham, men de sagde ikke noget” er kærlighedens højdepunkt i eventyret, og netop tavsheden gør, at de to aldrig får vished om hinanden.

Analyse, punkt 5 af 7

5. Trolden: skæbne mod vilje

Trolden i snustobaksdåsen ligner eventyrets onde magt, men Andersen holder hans kraft svævende. Truslen er klar: “Ja bi til imorgen!” Da vinduet springer op, hedder det dog “enten det nu var Trolden eller Trækvind”, og da drengen kaster soldaten i ovnen, står der “det var bestemt Trolden i Daasen, der var Skyld deri”, hvor ordet “bestemt” afslører en gætning. Soldaten selv vælger skæbnetroen: “ja, ja, det er Troldens Skyld!” Sådan stiller eventyret skæbne mod vilje: verden handler med soldaten, mens hans egen vilje kun bruges til at holde stand, aldrig til at gøre modstand eller flygte.

Sådan kan du skrive det: “enten det nu var Trolden eller Trækvind” holder forklaringen åben, så ulykkerne både kan læses som ond skæbne og som tilfældigheder, soldaten selv giver troldens navn.

Analyse, punkt 6 af 7

6. Fortæller og sprog

Fortælleren er alvidende og taler med en mundtlig, levende stemme, tæt på barnet og med et blink til den voksne. Han udbryder “Bevar os vel!” og røber allerede i første afsnit, at “det er just ham, som bliver mærkværdig”. Nøgleordet “standhaftig” gentages gennem hele teksten som en rød tråd, og til sidst overføres det til danserinden: “hun var ogsaa standhaftig”. Sproget blander hverdag og eventyr: pas, told og avispapir på den ene side, dødsverset “Fare, Fare, Krigsmand! Døden skal Du lide!” på den anden. Citér de gamle stavemåder, som de står, fx “Kjærlighed” og “Snuustobaksdaase”; de hører med til originalteksten.

Sådan kan du skrive det: “hun var ogsaa standhaftig” overfører eventyrets nøgleord til danserinden, og dermed antyder fortælleren, at de to ligner hinanden mere, end soldaten når at opdage.

Analyse, punkt 7 af 7

7. Slutningen i kakkelovnen: tinhjerte og kulsort paillet

Slutningen er flertydig helt ind i soldatens krop: han føler en hede, “men om det var af den virkelige Ild, eller af Kjærlighed, det vidste han ikke”. Danserinden flyver “ligesom en Sylphide lige ind i Kakkelovnen til Tinsoldaten”; du kan læse det som en genforening i døden eller som endnu et tilfælde, hvor vinden tager et stykke papir. Morgenen efter finder pigen ham som “et lille Tinhjerte”; “af Dandserinden derimod var der kun Pailletten, og den var brændt kulsort”. Hjertet kan læses som kærlighedens rest, der tåler ilden; pailletten, hendes fine pynt, brænder sort. Vælg ikke én læsning for hurtigt; den stærkeste opgave vejer begge.

Sådan kan du skrive det: “fandt hun ham som et lille Tinhjerte” kan læses som bevis på, at kærligheden var det inderste i soldaten, mens den kulsorte paillet samtidig trækker slutningen mod det mørke.

Perspektivering

Perspektivering

Litteraturhistorisk hører eventyret hjemme i romantikken, men det peger mod romantismen: interessen for det dæmoniske (trolden), det splittede sind og den dobbelttydige slutning ligger langt fra folkeeventyrets harmoni. Eventyret regnes ofte for det første, Andersen digtede helt uden forlæg, og det er et af hans tidligste tingseventyr.

Oplagte perspektivtekster hos Andersen selv: “Den lille Havfrue” (1837), hvor kærligheden også er tavs, og heltinden går til grunde; “Kjærestefolkene” (1843) om kærlighed mellem legetøj; og “Grantræet” (1844), et tingseventyr med en lige så mørk slutning.

Vil du perspektivere til i dag, lever tingseventyret videre i film som Toy Story, hvor legetøjet vågner, når mennesker ikke ser det. Disneys Fantasia 2000 genfortæller tinsoldatens historie, men giver den en lykkelig slutning, og netop den ændring viser, hvor usædvanlig Andersens slutning er.

Fælder

Det, der oftest går galt i analysen