Klokken af H.C. Andersen: analyse, resumé og fortolkning

Resumé

Resumé, med vores egne ord

I en stor by hører folk om aftenen en sælsom lyd mellem vognlarm og råb, som klangen af en kirkeklokke. Uden for byen, hvor der er haver og marker, lyder den stærkere, som kom den fra en kirke dybt inde i den stille skov. Folk kører derud for at finde den, konditorer slår telte op og sælger kager, og en af dem hænger sin egen lille klokke op, tjæret så den kan tåle regn. Kejseren udlover titlen “Verdens Klokker” til den, der kan opdage, hvor lyden kommer fra, og en mand får titlen ved at påstå, at det er en ugle, der slår hovedet mod et hult træ. Klogere bliver ingen af den forklaring.

På en konfirmationsdag klinger klokken så smukt, at konfirmanderne beslutter at gå ud i skoven og finde den. Tre bliver hjemme: en pige skal hjem og prøve sin balkjole, en fattig dreng skal aflevere sin lånte konfirmationsjakke og sine lånte støvler tilbage, og en tredje går aldrig nogen steder uden sine forældre. Resten går, men falder fra undervejs. Nogle bliver trætte og vender om, andre bliver hængende ved konditorens telt, og ved en lille hytte med en klokke på taget mener de fleste, at gåden nu er løst. Kun én protesterer: sådan en lille klokke er for fin til at kunne høres så langt væk og til at røre et menneskehjerte. Det er en kongesøn, og de andre lader ham gå videre alene.

Kongesønnen sværger, at han vil finde klokken, om han så skal gå til verdens ende. Inde i skoven møder han den fattige dreng, som har afleveret det lånte tøj og nu er gået ud i træsko og med korte ærmer, fordi klokken kaldte så stærkt. Kongesønnen foreslår, at de følges, men drengen er genert og mener, at klokken skal søges til højre, mens kongesønnen vælger venstre, den side hvor hjertet sidder. De skilles. Den fattige dreng går gennem den mørkeste del af skoven, hvor tjørne river ham til blods, mens solen skinner på kongesønnens vej gennem blomster, stille søer med svaner og enge med hjorte.

Ved solnedgang klatrer kongesønnen op ad klipperne og ser havet ligge under sig. Sol, hav og himmel smelter sammen i glødende farver, og hele naturen bliver til én stor kirke med træerne som søjler og himlen som kuppel. I samme øjeblik kommer den fattige dreng frem ad sin egen vej, lige så tidligt. De løber hinanden i møde og holder hinanden i hænderne i naturens og poesiens store kirke, mens den usynlige hellige klokke klinger over dem.

Analyse, punkt 1 af 7

1. Genre og fortæller

“Klokken” er et kunsteventyr: det har en kendt forfatter, foregår i en genkendelig samtid med by, konfirmation og konditortelte, og det bruger eventyrets form til at sige noget om Andersens egen tid. Fortælleren er alvidende og blander sig med tydelig ironi i første halvdel. Manden, der udnævnes til “Verdens Klokker”, forklarer lyden med en ugle, der slår hovedet mod et hult træ, og han kan ikke engang afgøre, om lyden kommer fra hovedet eller fra stammen. Da kongesønnen går alene videre, skifter tonen til alvor og højtidelighed. Det skifte er et analysefund i sig selv: ironien gælder dem, der nøjes med forklaringer, alvoren gælder dem, der søger.

Sådan kan du skrive det: “Fortælleren behandler byens folk med ironi, tydeligst i manden der bliver Verdens Klokker på en ugleteori, men skifter til højtidelig alvor, så snart kongesønnen går alene ind i skoven, og dermed viser tonen, hvem eventyret tager alvorligt.”

Analyse, punkt 2 af 7

2. Komposition

Eventyret er bygget som en vandring i stationer: byens snævre gader, vejen ud af byen, konditorens telt ved piletræerne, hytten med den lille klokke, den dybe skov og til sidst klipperne ved havet. For hver station falder flere fra. Tre konfirmander kommer aldrig afsted, nogle vender trætte om, de fleste bliver hængende ved kager og gynger, og ved hytten erklærer flertallet gåden for løst. Kompositionen virker som en tragt, der sorterer personerne, til kun to er tilbage. Bemærk også, at målet ikke er et sted med en klokke, men et syn: solnedgangen over havet. Vandringen ender i en oplevelse, ikke i en ting.

Sådan kan du skrive det: “Kompositionen fungerer som en tragt, hvor der ved hver station falder flere fra, fra de tre der bliver hjemme til flokken ved konditorens telt, så kun kongesønnen og den fattige dreng er tilbage, da naturen til sidst åbner sig.”

Analyse, punkt 3 af 7

3. Miljø og modsætningen mellem by og natur

Teksten åbner i “de snevre Gader i den store By”, hvor klokken kun kan høres et øjeblik ad gangen, fordi vognlarm og råb overdøver den. Uden for byen, hvor husene har haver, lyder den stærkere, og dybest inde i skoven klinger den rent. Det er romantikkens todelte verdensbillede omsat til lyd: den fysiske hverdagsverden larmer, den åndelige verden klinger, og man skal væk fra den første for at høre den anden. Læg mærke til konditorens telt: det er byens verden, der er flyttet med ud i skovbrynet, med kager, gynger og en klokke “tjæret for at kunne taale Regnen”. Selv i naturen kan man altså blive hængende i det købte og praktiske.

Sådan kan du skrive det: “Klokken kan næsten ikke høres i byens larm, men vokser i styrke, jo længere man kommer ind i naturen, og den bevægelse er romantikkens todelte verdensbillede omsat til lyd.”

Analyse, punkt 4 af 7

4. Kongesønnen og den fattige dreng

De to drenge er et modsætningspar, som eventyret alligevel stiller lige. Kongesønnen har alt med hjemmefra, og solen skinner på hans vej gennem stjernelilier, enge og søer med svaner. Den fattige dreng måtte først aflevere sin lånte konfirmationsjakke og sine støvler og går så ud i træsko og med korte ærmer; hans vej går gennem den mørkeste del af skoven, hvor tjørnene river ham til blods. Da kongesønnen foreslår, at de følges, er drengen for genert og vælger sin egen side. Netop derfor er slutningen så vigtig: den fattige dreng kommer frem “ligesaa tidligt, kommen der ad sin Vei”. Begge veje fører til det samme syn, og konfirmationsdagen som ramme understreger, at det handler om at træde ind i livet som voksen.

Sådan kan du skrive det: “Kongesønnen og den fattige dreng går hver sin vej, den ene i sollys og den anden gennem torne, men de når frem på samme tid, og dermed siger eventyret, at længslen efter det store ikke spørger om stand.”

Analyse, punkt 5 af 7

5. Satiren over de falske svar

Undervejs får klokken hele tre falske forklaringer, og de fortæller hver sit om menneskene. Uglen i det hule træ er den lærde forklaring, der giver titel og årlige afhandlinger, men ingen indsigt. Konditorens tjærede klokke er den kommercielle forklaring, hvor oplevelsen kan købes sammen med kagerne. Den lille klokke på hytten er den nemme forklaring, som flertallet vælger, fordi den ligger tættest på. Kun kongesønnen indvender, at sådan en klokke er for lille til at bevæge et menneskehjerte. Satiren rammer altså ikke ondskab, men magelighed: de fleste vil hellere have et svar, der lukker sagen, end en søgen, der koster noget.

Sådan kan du skrive det: “Konditorens tjærede klokke og titlen Verdens Klokker er eventyrets satire over alle de svar, man kan købe eller udnævne sig til, mens den rigtige klokke bliver ved med at klinge længere inde i skoven.”

Analyse, punkt 6 af 7

6. Klokken som symbol

Klokken bliver aldrig set, kun hørt, og til allersidst kaldes den “den usynlige hellige Klokke”. Den kan derfor ikke være en fysisk ting; den er et symbol på længslen efter noget større, det guddommelige, det uendelige, poesien. Kirkeklokken er valgt med omhu: i 1845 kaldte klokker folk til gudstjeneste, men denne klokke kalder væk fra byen og ud i naturen. Læg mærke til detaljen, da kongesønnen lytter sig frem: klangen kommer fra venstre, fra den side, hvor hjertet sidder. Klokken skal altså ikke findes med kort og forklaringer, men følges med hjertet. Derfor kan et citat som “Klokken vil og maa jeg finde” bruges til at vise, at det er viljen og længslen, der bærer symbolet.

Sådan kan du skrive det: “Klokken er aldrig en ting, man kan finde og hænge op, men lyden af en længsel, og derfor lader teksten klangen komme fra venstre, fra den side hvor hjertet sidder.”

Analyse, punkt 7 af 7

7. Slutningen: naturen som kirke

Slutscenen samler hele eventyret. Fra klippetoppen ser kongesønnen solen stå som et alter, hvor hav og himmel mødes, og hele naturen beskrives som en kirke med træer og skyer som søjler og himlen som kuppel. Til sidst står drengene og holder hinanden i hænderne i “Naturens og Poesiens store Kirke”. Det er panteisme: det guddommelige bor ikke i en bygning, men i hele naturen. Og det er universalromantik: alting, hav, himmel, skov, mennesker og klang, smelter sammen til én stor enhed. Bemærk, at drengene lige er konfirmeret i en rigtig kirke; den egentlige indvielse sker alligevel først herude. Kirkens ord bliver brugt, men bygningen er skiftet ud med altet.

Sådan kan du skrive det: “I slutscenen bliver naturen selv til kirken, med himlen som kuppel og solnedgangen som alter, og dermed flytter eventyret det guddommelige ud af kirkebygningen og ind i hele naturen.”

Perspektivering

Perspektivering

Perioden: “Klokken” er sen universalromantik og deler grundtanke med Schack von Staffeldts digt “Indvielsen” (1804), hvor jeget også indvies til noget højere ved havet i solnedgangen. Sammenligningen viser en vigtig forskel: Staffeldts jeg efterlades med en evig, smertelig længsel, mens Andersens to drenge faktisk får synet og hinanden. Andersens version af romantikken er altså mere forsonende.

Forfatterskabet: længslen efter en anden og større verden er en grundfigur hos Andersen. I “Den lille Havfrue” (1837) længes havfruen op mod menneskenes verden og en udødelig sjæl, og hun må betale med smerte for hvert skridt, ligesom den fattige dreng rives til blods af tornene. Sammenligningen viser, at Andersen igen og igen kobler længsel og lidelse, men i “Klokken” lader han for en gangs skyld længslen blive indfriet.

Et andet værk: Oehlenschlägers “Guldhornene” (1802) rummer samme skel mellem de mange, der ikke forstår, og de udvalgte få, der får et glimt af det guddommelige. Hos Oehlenschläger mistes gaven igen, fordi menneskene dyrker guldet i stedet for ånden, ligesom flertallet i “Klokken” bliver hængende ved konditorens kager. Sammenligningen viser, at Andersen genbruger romantikkens skel mellem de søgende få og de magelige mange, men uden Oehlenschlägers straf til sidst.

Fælder

Det, der oftest går galt i analysen