Fyrtøiet af H.C. Andersen: analyse og fortolkning

Resumé

Resumé, med vores egne ord

En soldat kommer marcherende hjem fra krig og møder en gammel heks på landevejen. Hun sender ham ned i et hult træ, hvor tre hunde med enorme øjne vogter kister med kobber, sølv og guld. Soldaten fylder lommer, tornyster, kasket og støvler med guld og tager det gamle fyrtøj med op, som heksen har bedt om. Da hun ikke vil sige, hvad hun skal med det, hugger han hovedet af hende og går ind til byen med alle pengene.

I byen lever han stort, får fine klæder og mange venner, men pengene slipper op, og vennerne forsvinder med dem. En mørk aften slår han ild med fyrtøjet, og hunden med øjne som tekopper står pludselig foran ham og spørger, hvad hans herre befaler. Ét slag kalder hunden fra kobberkisten, to slag den fra sølvkisten, tre slag den fra guldkisten. Rig igen lader soldaten en hund hente den indespærrede prinsesse om natten og kysser hende, mens hun sover. Hoffet sporer ham, først med kridtkors på porten og siden med en pose boghvedegryn med hul i, og soldaten dømmes til at hænges.

Ved galgen beder han om at måtte ryge en sidste pibe tobak, slår tre gange på fyrtøjet, og alle tre hunde kommer. De kaster dommer, råd, konge og dronning op i luften, og folket udråber soldaten til konge. Han får prinsessen, brylluppet varer otte dage, og hundene sidder med til bords.

Analyse, punkt 1 af 7

1. Genre: folkeeventyrets skelet, Andersens stemme

“Fyrtøiet” bruger folkeeventyrets faste greb: en helt uden navn, en magisk hjælper, prøver i tre kamre og et bryllup til slut. Åbningen “Der kom en Soldat marcherende henad Landeveien: een, to! een, to!” lyder som noget, der bliver fortalt højt, og slutningen “Brylluppet varede i otte Dage” lukker med genrens klassiske belønning. Alligevel er det et kunsteventyr: Andersen er en navngiven forfatter, der leger med stoffet, kommenterer undervejs og fylder teksten med københavnske detaljer som Rundetaarn. Skriv derfor, at Andersen digter oven på folkeeventyrets skelet, og vis med citater, hvor hans egen stemme bryder igennem.

Sådan kan du skrive det: “Der kom en Soldat marcherende henad Landeveien: een, to! een, to!” slår fra første linje folkeeventyrets mundtlige rytme an, og resten af teksten følger genrens mønster med prøver, magisk hjælper og bryllup.

Analyse, punkt 2 af 7

2. Komposition: hjemme-ude-hjem med en drejning

Kompositionen følger hjemme-ude-hjem-modellen, men ikke helt efter bogen. Soldaten er på vej hjem fra krig: “han havde været i Krigen, og nu skulde han hjem”. Ude-rummet er det hule træ, hvor de normale regler ikke gælder, og hvor han vinder rigdom og fyrtøj. Men Andersen gentager mønstret inde i byen: soldaten stiger op, falder ned i det lille kammer under taget, ryger i “Cachotten” og ender til sidst i “Kongens Kareth”. Det gamle hjem når han aldrig; belønningen er et nyt og finere hjem på tronen. Vis i din analyse, at op- og nedture gentager sig, indtil fyrtøjet gør stigningen varig.

Sådan kan du skrive det: “han havde været i Krigen, og nu skulde han hjem” sætter hjemme-ude-hjem-bevægelsen i gang, men soldaten når aldrig sit gamle hjem, for rejsen ender i “Kongens Kareth” og et nyt liv på tronen.

Analyse, punkt 3 af 7

3. Fortælleren: mundtlig, munter og med i legen

Fortælleren taler, som om eventyret bliver fortalt højt for et barn. Der er udbrud som “Uh!” og “Eia!”, og da skomagerdrengen henter fyrtøjet, henvender fortælleren sig direkte til os: “og - ja nu skal vi faae at høre!” Samtidig blander fortælleren sig med vurderinger: soldaten giver til de fattige, “og det var smukt gjort!”, og hundens kridtkors på alle byens porte var “klogt gjort”. Den mundtlige, muntre stemme var ny i 1835, hvor litterært sprog ellers var højtideligt. Effekten er, at fortælleren står på soldatens side hele vejen, så drab og natlige kys glider ned som munter leg.

Sådan kan du skrive det: “og - ja nu skal vi faae at høre!” afbryder handlingen og taler direkte til tilhøreren, og netop den mundtlige fortællerstemme gør eventyret til mere end en nedskrevet folkehistorie.

Analyse, punkt 4 af 7

4. Soldaten: en amoralsk helt

Soldaten er handlekraftig, nysgerrig og fri for samvittighedskvaler. Da heksen ikke vil sige, hvad hun skal med fyrtøjet, falder dommen på et øjeblik: “Saa huggede Soldaten Hovedet af hende. Der laae hun!” To korte sætninger, ingen fordømmelse. Han kysser den sovende prinsesse, og fortælleren undskylder ham ligefrem: “han maatte kysse hende, for det var en rigtig Soldat”. Samtidig er han gavmild og “gav de Fattige saa mange Penge”, fordi han selv har kendt fattigdommen. Eventyret belønner ham med krone og prinsesse, og ingen stiller ham til regnskab. Pointen til din opgave: helten måles på mod, held og handlekraft, ikke på moral.

Sådan kan du skrive det: “Saa huggede Soldaten Hovedet af hende. Der laae hun!” affærdiger drabet på to korte sætninger, og den lethed viser, at eventyret måler sin helt på handlekraft frem for moral.

Analyse, punkt 5 af 7

5. Bipersonerne: heks, prinsesse, konge og venner

Bipersonerne er typer, ikke psykologiske portrætter. Heksen tegnes grotesk: “hun var saa ækel, hendes Underlæbe hang hende lige ned paa Brystet”, og hun forlanger kun det gamle fyrtøj. Prinsessen er spærret inde i kobberslottet, fordi der er spået, “at hun skal blive gift med en ganske simpel Soldat”; hun sover sig gennem det meste af handlingen, men får slutningens tørre humor: hun “blev Dronning, og det kunde hun godt lide!” Kongen bygger mure mod skæbnen og taber. Vennerne er byens satirestykke: da pengene forsvinder, kommer “ingen af hans Venner kom til ham, for der vare saa mange Trapper at gaae op ad”.

Sådan kan du skrive det: “ingen af hans Venner kom til ham, for der vare saa mange Trapper at gaae op ad” afslører med tør ironi, at venskaberne i byen følger pengene og ikke personen.

Analyse, punkt 6 af 7

6. Symboler: fyrtøjet, hundene og de tre metaller

Tretallet organiserer hele eventyret: tre kamre, tre hunde, tre metaller, tre natlige besøg og tre slag på fyrtøjet ved galgen. Stigningen fra kobber over sølv til guld spejles i hundenes øjne, der vokser fra “et Par Theekopper” over “et Møllehjul” til “Rundetaarn”. Netop Rundetaarn forankrer eventyret i København, ligesom soldaten “kunde kjøbe for det hele Kjøbenhavn og Kagekonernes Sukkergrise”. Fyrtøjet selv er symbolet at holde fast i: en glemt hverdagsting, der viser sig at rumme al magt. Den, der slår ild, råder over hjælperne, og derfor skifter magten ejer sammen med genstanden, ikke med retten.

Sådan kan du skrive det: “et Par Øine saa store som et Par Theekopper” er kun første trin i en stigning, hvor øjnene vokser til “et Møllehjul” og “Rundetaarn”, ligesom pengene stiger fra kobber over sølv til guld.

Analyse, punkt 7 af 7

7. Temaer: penge, magt og social opstigning

Penge og status hænger sammen fra første færd. Med guldet bliver soldaten “en fornem Herre” med venner og fine værelser; uden det sidder han under taget og må selv “sye paa” støvlerne “med en Stoppenaal”. Til sidst viser eventyret, hvor tynd samfundets orden er: hundene kaster dommer, råd og kongepar i luften, og folket råber straks: “lille Soldat, Du skal være vor Konge og have den deilige Prindsesse!” Spådommen om den simple soldat går i opfyldelse trods kongens mure og tårne. Temaet er social opstigning nedefra, drevet af held, magi og handlekraft, og det gennemspilles uden løftede pegefingre.

Sådan kan du skrive det: “lille Soldat, Du skal være vor Konge og have den deilige Prindsesse!” viser, hvor hurtigt folket skifter side, når magten gør det, og gør slutningen til et billede på magtens tilfældighed.

Perspektivering

Perspektivering

“Fyrtøiet” åbnede Andersens første eventyrhæfte, “Eventyr, fortalte for Børn”, der udkom den 8. maj 1835 med fire eventyr: “Fyrtøiet”, “Lille Claus og store Claus”, “Prindsessen paa Ærten” og “Den lille Idas Blomster”. Hæftet regnes som begyndelsen på det danske kunsteventyr og hører hjemme i romantikken, hvor folkedigtning og mundtlig fortælling stod højt i kurs. Andersen fortalte selv, at han havde hørt historien som barn.

Den nære perspektivtekst er brødrene Grimms “Det blå lys”, hvor en afskediget soldat finder et magisk lys, får en tjenende ånd og lader en prinsesse hente om natten; sammenligningen viser konkret, hvad Andersen har gjort med sit forlæg, især i fortællerstemmen. Motivet med ånden i genstanden peger videre til “Aladdin” fra 1001 nat og Oehlenschlägers drama “Aladdin” (1805) om lykkens udvalgte.

Inden for forfatterskabet er “Lille Claus og store Claus” fra samme hæfte det oplagte parallelvalg med endnu en snu helt uden skrupler. Vil du vise udvikling, kan du holde “Fyrtøiet” op mod “Den lille Havfrue” (1837), hvor offer, længsel og moral fylder alt det, som “Fyrtøiet” muntert springer over.

Fælder

Det, der oftest går galt i analysen