De røde Sko af H.C. Andersen: analyse og fortolkning

Resumé

Resumé, med vores egne ord

Karen er en fattig pige, der får sine første røde sko samme dag, hendes mor bliver begravet. En gammel frue tager hende til sig, brænder de kluntede sko og opdrager hende pænt, men da Karen ser en prinsesse i røde saffianssko, sætter billedet sig fast i hende. Til sin konfirmation vælger hun røde sko, som den svagtseende frue ikke opdager farven på, og i kirken kan hun ikke tænke på andet end skoene.

Ved næste altergang tager hun de røde sko på igen. En gammel soldat med rødt skæg roser dem og slår på sålerne, og skoene begynder at danse med hende. Da den gamle frue ligger for døden, går Karen alligevel på bal, og nu tager skoene magten helt: De danser hende ud af byen, over mark og eng, nat og dag. Ved kirkegården møder hun en engel med et sværd, der dømmer hende til at danse videre som et skræmmebillede for andre forfængelige børn.

Karen får til sidst skarpretteren til at hugge sine fødder af, men skoene danser videre med fødderne og spærrer kirkedøren for hende. Først da hun opgiver sin stolthed, tager tjeneste i præstegården og beder om Guds hjælp, vender englen tilbage med en gren fuld af roser. Kirken kommer bogstaveligt hjem til hende i det lille kammer, hun bliver budt velkommen, og hendes hjerte brister af fred og glæde, mens sjælen flyver til Gud.

Analyse, punkt 1 af 7

1. Genre og fortæller

Eventyret åbner som et folkeeventyr: “Der var en lille Pige, så fiin og så nydelig”. Men teksten er et kunsteventyr med en tydelig, indblandende fortællerstemme. Når du læser “Intet i Verden kunde dog lignes ved røde Skoe!”, hører du ikke fortællerens egen dom, men Karens tanke gengivet indefra. Grebet hedder dækket direkte tale, og det er dit vigtigste analyseværktøj her: Fortælleren lader dig se verden gennem Karens blik og lægger samtidig en stille ironi ned over det. Læg også mærke til, at fortælleren taler, som om han fortæller højt for et publikum, der kender kirken og landsbyen indefra.

Sådan kan du skrive det: “Intet i Verden kunde dog lignes ved røde Skoe!” lyder som fortællerens udbrud, men det er Karens tanke i dækket direkte tale, og netop den dobbelthed bærer eventyrets ironi.

Analyse, punkt 2 af 7

2. Komposition og opbygning

Kompositionen er bygget over gentagelse og optrapning. Tre gange vælger Karen skoene til: ved konfirmationen, ved altergangen og til sidst da hun går på bal, mens den gamle frue ligger for døden. Straffen følger samme mønster med omvendt fortegn: To gange prøver hun at gå i kirke igen, og begge gange danser de afhuggede sko foran døren, før hun tredje gang vælger den ydmyge vej ind i præstegården. Vendepunktet er sætningen “Dandse gjorde hun og dandse måtte hun, lige ud i den mørke Skov.” Før den danser Karen, fordi hun vil. Efter den danser hun, fordi hun skal.

Sådan kan du skrive det: “Dandse gjorde hun og dandse måtte hun, lige ud i den mørke Skov” markerer eventyrets vendepunkt, fordi dansen her skifter fra Karens eget valg til en straf, hun ikke kan standse.

Analyse, punkt 3 af 7

3. Personkarakteristik: Karen

Karen er fattig og moderløs. Ved morens begravelse får hun sine første røde sko, og fra første side knyttes sorg, fattigdom og skønhed sammen. Hos den gamle frue lærer hun, at andre ser på hende: Folk kalder hende nydelig, og Spejlet svarer “Du er meget mere end nydelig, Du er deilig!”. Læg mærke til, at Karen ikke handler i blinde; hun vælger med åbne øjne: “Karen såe på de sorte Skoe, hun såe på de røde - og så såe hun på de røde igjen og tog de røde på”. Selv efter amputationen mener hun at have lidt nok og vil vise sig i kirken. Først da stoltheden brister, ændrer hun sig.

Sådan kan du skrive det: “Karen såe på de sorte Skoe, hun såe på de røde - og så såe hun på de røde igjen og tog de røde på” viser, at Karens fald ikke er et uheld, men en række bevidste valg.

Analyse, punkt 4 af 7

4. Symbolet: de røde sko

De røde sko samler alt det, tekstens kirke fordømmer: begær, stolthed og lysten til at blive set. Rødt er blodets og lidenskabens farve; i kirken hører sorte sko sig til. Følg skoene gennem teksten: de kluntede sko af røde klædestrimler ved morens begravelse, prinsessens fine saffianssko og konfirmationsskoene, der “skinne”. Undervejs skifter skoene status fra ting til aktør: “det var ligesom om Skoene havde fået Magt over dem”, og siden hedder det “men Skoene vare voxede fast til hendes Fødder”. Til sidst danser de videre med de afhuggede fødder og spærrer kirkedøren. Symbolet virker, fordi det er kropsligt: Det, Karen selv tog på, kan ikke længere tages af.

Sådan kan du skrive det: “men Skoene vare voxede fast til hendes Fødder” gør skoene til et billede på synden selv: Det, der begyndte som pynt, er blevet en del af kroppen og kan kun fjernes med vold.

Analyse, punkt 5 af 7

5. Soldaten og englen

To overnaturlige skikkelser står på hver sin side af Karen. Den gamle soldat med det røde skæg roser skoene tre gange, næsten enslydende: “see hvilke deilige Dandseskoe!”, og han sætter forbandelsen i gang, da han slår “med Hånden på Sållerne”. Teksten kalder ham aldrig andet end soldat, men det røde skæg og hans opdukken i den mørke skov gør ham til en dæmonisk fristerfigur i de fleste tolkninger. Over for ham står englen, der første gang holder et sværd, “så bredt og skinnende”, og dømmer: “Dandse skal Du!”. Anden gang holder han “en deilig grøn Green, der var fuld af Roser”. Sværdet og rosengrenen er dommens og nådens redskaber.

Sådan kan du skrive det: “see hvilke deilige Dandseskoe!” lyder soldatens replik tre gange, og gentagelsen virker som en besværgelse, der for hver gang strammer skoenes greb om Karen.

Analyse, punkt 6 af 7

6. Den religiøse ramme

Eventyret foregår i et gennemkristent univers, hvor kirken er bygning, fællesskab og dommer på én gang. Karens synd er ikke skoene i sig selv, men at hun bærer dem ind i det hellige rum, hvor de fortrænger alt andet; ved konfirmationen hedder det, at hun “tænkte kun på de røde Skoe”, og ved altergangen: “hun glemte at synge sin Psalme, hun glemte at læse sit “Fader vor””. Bagefter følger teksten bodens klassiske trin: Hun skrifter hos skarpretteren, lider, ydmyger sig i præstegården og beder “O, Gud hjælpe mig!”. Først da kommer kirken bogstaveligt hjem til hende, og menigheden siger “Det var Ret Du kom, Karen!”.

Sådan kan du skrive det: “Det var Nåde!” svarer Karen til sidst, og med det ene ord flytter eventyret vægten fra den straf, hun har lidt, til den tilgivelse, hun får uden at kunne gøre sig fortjent til den.

Analyse, punkt 7 af 7

7. Sprog og gentagelser

Sproget er talesprogsnært og fuldt af gentagelser, som du kan bruge direkte i din analyse. Ordet dandse løber gennem teksten som en rytme, der ikke vil standse: “Dandse gjorde hun og dandse måtte hun” vender tilbage flere gange, og i englens dom hamrer det: “Dandse skal Du!”. Farverne er få og skarpe: rødt mod sort og hvidt. Læg også mærke til fortællerens små hverdagsord som “grueligt” og “nydelig”, der klinger af mundtlig fortælling for børn, selv om indholdet er alt andet end harmløst. Og følg lyset: Solskinnet, der til sidst strømmer ind i kirkestolen, svarer på den mørke skov, skoene dansede Karen ud i.

Sådan kan du skrive det: “Dandse gjorde hun og dandse måtte hun” gentages som et omkvæd, og netop rytmen i sætningen efterligner det, den handler om: en dans, der ikke kan standses.

Perspektivering

Perspektivering

Litteraturhistorisk hører eventyret hjemme i 1840’ernes Danmark, hvor Andersen skrev kunsteventyr med folkeeventyrets form og en kristen morallære, som tiden kendte fra Biedermeier-kulturens fromhed. Mønstret synd, lidelse og frelse går igen hos Andersen: Sammenlign med “Den lille Havfrue” (1837), hvor lidelsen også er vejen til en sjæl, og “Pigen, som traadte paa Brødet” (1859), hvor en anden stolt pige straffes og til sidst benådes.

Oplagte perspektivtekster uden for forfatterskabets moralmønster: “Den lille Pige med Svovlstikkerne” (1845) har samme dobbelte slutning, hvor døden både er grum og en forløsning, og Michael Powell og Emeric Pressburgers film The Red Shoes (1948) flytter de dansende sko ind i balletverdenen og viser, hvor sejlivet motivet er: en lidenskab, der tager magten over den, der har den.

Fælder

Det, der oftest går galt i analysen