Historien om en Moder af H.C. Andersen: analyse og fortolkning

Resumé

Resumé, med vores egne ord

En mor våger over sit syge barn og har ikke sovet i tre døgn. En fattig, gammel mand kommer ind i den kolde stue og varmer sig; det er Døden. Da moderen et øjeblik falder i søvn, tager han barnet med sig, og hun løber ud i vinternatten for at indhente dem.

På vejen møder hun Natten, en tornebusk, en sø og gravkonen ved Dødens drivhus. Alle kender vejen, men ingen hjælper gratis: hun betaler med sine vuggeviser og tårer, med blodet fra sit bryst, med sine øjne og til sidst med sit lange sorte hår. Blind og udtømt når hun frem til drivhuset, hvor hvert menneske vokser som en plante, og hun genkender sit barns hjerteslag i en lille syg krokus.

Da Døden kommer, nægter hun at slippe blomsten og truer med at rive to andre op. Døden minder hende om, at de også tilhører en mor, giver hende øjnene tilbage og lader hende se ned i brønden: det ene liv bliver en velsignelse, det andet ender i sorg og rædsel, og et af dem er hendes barns fremtid. Moderen beder Gud om ikke at høre hendes egen bøn og lader Døden gå med barnet ind i det ukendte land.

Analyse, punkt 1 af 7

1. Genre: kunsteventyr på folkeeventyrets skelet

Andersen bygger på folkeeventyrets skelet: en vandring, hjælpere, prøver og magiske byttehandler. Naturen er besjælet, så både Natten, tornebusken og søen taler og forhandler, og Natten svarer først, da moderen har betalt med sine viser: “gaae til høire, ind i den mørke Granskov”. Men det er et kunsteventyr. Forfatteren er kendt, personerne er navnløse og almene, og frem for alt nægter slutningen at udbetale folkeeventyrets belønning. Helten består alle prøver og får alligevel ikke det, hun kom efter. Hun får et valg, som ingen mor burde stå med, og netop bruddet på genreforventningen er Andersens vigtigste greb.

Sådan kan du skrive det: “gaae til høire, ind i den mørke Granskov” lyder som folkeeventyrets klassiske vejvisning, men hos Andersen fører vejen…

Analyse, punkt 2 af 7

2. Komposition: en vandring uden hjemkomst

Kompositionen er en vandring i stationer: stuen, Natten i sneen, tornebusken i granskoven, søen, gravkonen, drivhuset og til sidst brønden. Hjemme-ude-hjem-modellen knækker, for teksten vender aldrig tilbage til stuen. Tiden standser allerede ved bortførelsen: uret snurrer, blyloddet rammer gulvet, “og saa stod ogsaa Uhret stille”. Derefter måles tiden ikke i timer, men i ofre, et for hver station. Vendepunktet er ikke mødet med Døden i drivhuset, men synet i brønden, hvor kampen skifter retning. Slutningen er én kort sætning: “Og Døden gik med hendes Barn ind i det ubekjendte Land.”

Sådan kan du skrive det: “og saa stod ogsaa Uhret stille” standser tiden i samme øjeblik, barnet forsvinder, og resten af eventyret foregår derfor…

Analyse, punkt 3 af 7

3. Moderen: kærlighed, der betaler med kroppen

Moderen er tegnet gennem det, hun giver. Hun har våget, til kroppen giver op: “i tre Nætter og Dage havde hun ikke lukket sit Øie”. På vandringen betaler hun med alt det, en mor har givet sit barn: vuggeviserne til Natten, blodet til tornebusken, hvor “Tornene gik lige ind i hendes Kjød, og hendes Blod flød i store Draaber”, synet til søen, hvor “hendes Øine sank ned paa Havsens Bund og bleve to kostbare Perler”, og håret til gravkonen. Da Døden spørger, hvordan hun kunne nå frem før ham, svarer hun med fire ord: “Jeg er en Moder”. Kærligheden er hurtigere end Døden, men den kan ikke ophæve ham.

Sådan kan du skrive det: “Jeg er en Moder” er hele hendes forklaring på at kunne overhale Døden, og de fire ord rummer…

Analyse, punkt 4 af 7

4. Døden: tjener, ikke bøddel

Døden kommer ikke med le, men som “en fattig, gammel Mand” svøbt i et hestedækken, og moderen varmer øl til ham i kakkelovnen. Hans nik er tvetydigt: “han nikkede saa underligt, det kunde lige saa godt betyde ja, som nei”. Han kalder sig Guds gartner: “Jeg er hans Urtegaardsmand!” og planter menneskeblomsterne om i “den store Paradisets Have i det ubekjendte Land”. Han handler ikke af ondskab: “Jeg gjør kun hvad han vil!”, og han fisker endda moderens øjne op af søen og giver hende dem tilbage. Det uhyggelige i eventyret er ikke, at Døden er ond, men at ingen er skyldig.

Sådan kan du skrive det: “Jeg gjør kun hvad han vil!” fritager Døden for skyld, og dermed retter eventyret sorgen mod…

Analyse, punkt 5 af 7

5. Symboler: drivhuset, krokusen og brønden

Dødens drivhus er eventyrets største billede: “hvert Menneske har sit Livstræ eller sin Blomst”, og “hver af dem er et Menneskeliv”. Store træer i små potter og forkælede småblomster i fed jord viser, at ydre kår og indre livskraft ikke følges ad. Moderens barn er “en lille blaa Krokus, som hang ganske syg til den ene Side”, en forårsblomst midt i vinteren, et liv der knap er begyndt. Brønden er det andet nøglesymbol: her ser moderen to fremtider, en velsignelse og et liv i “Sorg og Nød, Rædsel og Elendighed”, uden at vide hvilken der er barnets. Viden, ikke magt, bliver den sidste prøve.

Sådan kan du skrive det: “en lille blaa Krokus, som hang ganske syg til den ene Side” samler barnets skæbne i ét billede, fordi krokusen…

Analyse, punkt 6 af 7

6. Sproget: kulde mod varme, gentagelse som besværgelse

Sproget arbejder med kulde mod varme. Udenfor ligger alt “med Iis og Snee”, og vinden blæser, “saa at det skar i Ansigtet”; indenfor våger moderen ved kakkelovnen. Da hun trykker den frosne tornebusk til sit bryst, springer den ud midt i vinternatten, “saa varmt var der ved en bedrøvet Moders Hjerte”. Gentagelserne lyder som besværgelser: “Jeg vil synge dem alle, alle!” og den fortvivlede bøn “hør mig ikke! hør mig ikke!”. Modsætningen mellem det kolde og det varme er ikke pynt; den bærer eventyrets påstand om, at kærligheden er den eneste varme i en frossen verden.

Sådan kan du skrive det: “saa varmt var der ved en bedrøvet Moders Hjerte” sætter moderens kærlighed op mod al kulden i eventyret, og kontrasten viser…

Analyse, punkt 7 af 7

7. Tema: sorg, tro og accept

Moderen består hver prøve og når helt frem, og alligevel slutter eventyret: “Og Døden gik med hendes Barn ind i det ubekjendte Land.” Vendingen kommer med brønden. Da hun har set, at det ene liv ender i elendighed, og hører, at “det var dit Barns Skjæbne Du saae”, beder hun selv Døden: “bær det ind i Guds Rige!” Hendes sidste bøn vender sig mod hendes egen: “Hør mig ikke, hvor jeg beder imod din Villie, som er den bedste!” Accept er her ikke at give op, men et valg truffet af kærlighed. Trøsten hviler på tro: “Begge Dele ere Guds Villie!”, og landet forbliver ubekendt.

Sådan kan du skrive det: “Hør mig ikke, hvor jeg beder imod din Villie, som er den bedste!” forvandler kampen til accept, fordi moderen nu…

Perspektivering

Perspektivering

Eventyret hører til Andersens modne kunsteventyr fra samlingerne Nye Eventyr (1843 til 1848), samme periode som “Nattergalen”, “Den grimme Ælling” og “Sneedronningen”. Det står med det ene ben i romantikkens gudstillid, hvor Døden er Guds tjener og Paradisets have venter, og med det andet i romantismens mørke, hvor verden rummer rædsel, og trøsten ikke er gratis.

Oplagt perspektivtekst er Andersens “Den lille Pige med Svovlstikkerne”, hvor døden også er en overgang til noget lysere, men set fra barnets side. Jobs Bog i Det Gamle Testamente giver et ældre spor: mennesket, der rammes af tab og alligevel fastholder troen på, at Guds vilje er den bedste.

Vil du trække linjen op til i dag, kan du bruge Naja Marie Aidts sorgbog “Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage” (2017), hvor en mor igen sætter ord på tabet af et barn. At eventyret allerede i 1875 udkom i en jubilæumsudgave på femten sprog, viser hvor tidligt det blev regnet blandt Andersens vigtigste.

Fælder

Det, der oftest går galt i analysen