2. De fire strømninger i romantikken
Romantikken er ikke én ensartet stil, men fire strømninger, der svarer forskelligt på den samme tid: universalromantik, nationalromantik, biedermeier og romantisme. Til eksamen bliver du ofte bedt om at skelne dem, og det kan du, når du kender deres kendetegn, årstal og centrale tekster. Her får du alle fire med nedslag fra Oehlenschläger til Aarestrup.
Af Emil Brandt Rex, gymnasielektor i dansk og historie
På denne side
Kapitel 2 af 8
Universalromantik: ånden i alt (cirka 1800 til 1807)
I maj 1802 bryder guldsmeden Niels Heidenreich ind i Kunstkammeret i København og stjæler de to guldhorn fra Gallehus, fundet i 1639 og 1734. Han smelter dem om. Samme år kommer den norskfødte filosof Henrich Steffens til København efter flere år i Tyskland, og hans forelæsninger på Elers Kollegium præsenterer en ny tanke: naturen er ikke en død maskine, men en levende helhed, gennemstrømmet af ånd.
Den unge Adam Oehlenschläger mødes med Steffens, og efter en samtale, der efter overleveringen varede seksten timer, går han hjem og skriver “Guldhornene”, trykt i samlingen “Digte” (1803). Digtet åbner med nutidens rastløse graven i fortiden: “De higer og søger / i gamle Bøger”.
Hos Oehlenschläger bliver tyveriet til en fortælling om en tid, der har mistet blikket for det hellige. Guderne gav hornene som tegn, menneskene så kun guldet, og derfor tog guderne gaven tilbage. Det er universalromantikkens grundfigur: bag den synlige verden ligger en åndelig sammenhæng, og digteren er den, der kan se den.
Kendetegn, du kan bruge i analysen: panteisme, altså at det guddommelige bor i naturen, organismetanken, altså at alt hænger sammen som én levende helhed, og digtergeniet som seer. I teksterne genkender du det på besjælingen: naturen taler, lyser og vil noget. Filosofien stammer især fra tyskeren F.W.J. Schelling, som Steffens havde mødt i Tyskland.
Kapitel 2 af 8
Nationalromantik: folket, sproget og historien (cirka 1807 til 1830)
Virkeligheden ramte hårdt i de følgende år. Englænderne bombarderede København i 1807 og sejlede væk med flåden, staten gik bankerot i 1813, og i 1814 mistede Danmark Norge. Litteraturen svarede ved at vende blikket mod det, der var tilbage: folket, sproget og den fælles historie.
N.F.S. Grundtvig hentede de gamle gudesagn frem i “Nordens Mytologi” (1808) og gjorde i sangen “Langt højere Bjerge” (1820) det små til en styrke: “ved Jorden at blive, det tjener os bedst”. Oehlenschläger skrev fædrelandssangen “Der er et yndigt land” i 1819. Modersmålet og landskabet blev værdier i sig selv.
B.S. Ingemann skrev historiske romaner efter forbillede fra skotten Walter Scott, først “Valdemar Seier” (1826). Middelalderens konger og slag blev læst som et løfte om, at det slagne Danmark kunne rejse sig igen, og romanerne var folkelæsning i årtier.
Samtidig malede guldalderens kunstnere det danske. Johan Thomas Lundbye satte køer, kyster og gravhøje på lærredet, og C.W. Eckersberg lærte sine elever at se nøgternt på dansk lys. Kendetegnene er fædreland, modersmål, folkets historie og det hjemlige landskab.
Kapitel 2 af 8
Biedermeier: idyllen i stuen (cirka 1820 til 1850)
Mens fædrelandssangene lød, rykkede en anden del af litteraturen inden døre. Biedermeier dyrker det nære: hjemmet, familien, haven, morgenen og søndagen. Efter krig og statsbankerot var den store verden blevet farlig, så trygheden måtte findes i det små.
Tonen kender du fra B.S. Ingemanns morgensange. I “I østen stiger solen op” fra “Morgensange for Børn” (1837) spreder solen “guld på sky”, og verden er ordnet og velsignet fra morgenstunden. Aftensangen “Der står et slot i vesterled” fra “Syv Aftensange” (1838) lukker dagen lige så blidt. C.E.F. Weyse satte melodier til begge samlinger, og sangene synges stadig.
I København skrev Thomasine Gyllembourg om borgerskabets stuer; hendes “En Hverdags-Historie” (1828) gav en hel genre navn. Johan Ludvig Heiberg fik succes med vaudeviller, lette syngestykker om forviklinger, der ender godt, og Christian Winther tegnede landlivet som idyl i “Træsnit” (1828).
Navnet biedermeier stammer fra en tysk satirefigur, den pertentlige skolelærer Gottlieb Biedermaier, og blev først hæftet på perioden senere. Allerede navnet rummer altså et smil: idyllen kunne blive for pæn. Netop den sprække udnytter den fjerde strømning.
Kapitel 2 af 8
Romantisme: natsiden (cirka 1830 til 1850)
Romantismen vender idyllen på vrangen. Interessen flytter til det splittede sind, drifterne, det dæmoniske og døden, ofte med inspiration fra den engelske digter Lord Byron. Overfladen kan stadig være smuk og borgerlig, men der er sprækker i den.
Steen Steensen Blichers novelle “Sildig Opvaagnen” (1828) foregår midt i den pæne provinsverden, biedermeier ellers hylder. En læge opdager efter mange års ægteskab sin kones årelange dobbeltliv og tager sit eget liv. Idyllen viser sig at have været kulisse hele tiden.
Emil Aarestrups “Digte” (1838) gør begæret og angsten til hovedpersoner. I digtet “Angst” hedder det: “Hold fastere omkring mig / med dine runde Arme”. Omfavnelsen sker i bevidstheden om, at alt forgår; elskov og dødsangst væves sammen i samme åndedrag. Frederik Paludan-Müllers versfortælling “Danserinden” (1833) spiller på samme dobbelthed af lidenskab og tomhed.
Også H.C. Andersen har en natside. I eventyret “Skyggen” (1847) river skyggen sig løs, bytter plads med sin herre og lader til sidst den lærde mand henrette. Det fortrængte tager magten. Mere præcist kan romantismens grundmotiv ikke fortælles.
Kapitel 2 af 8
Sådan skelner du de fire
Spørg først teksten: hvor ligger harmonien? Ligger den i naturen og altet, er svaret universalromantik. Ligger den i folket, sproget og historien, er svaret nationalromantik. Ligger den i hjemmet og familien, er svaret biedermeier, og er den revnet eller falsk, er du i romantismen.
Signalord hjælper også. Ånd, alnatur og oldtid peger mod universalromantik, fædreland, modersmål og folk mod nationalromantik, hjem, vugge og aftenfred mod biedermeier, og angst, skygge og dobbeltliv mod romantisme. Ingen af ordene beviser noget alene, men de viser dig, hvor du skal grave.
Årstallene giver en grov rækkefølge: universalromantik cirka 1800 til 1807, nationalromantik cirka 1807 til 1830, biedermeier cirka 1820 til 1850 og romantisme cirka 1830 til 1850. Strømningerne overlapper, og samme forfatter kan skrive i flere af dem. H.C. Andersen skrev både trygge idyller og “Skyggen”, og Ingemann skrev både nationale romaner og morgensange til børneværelset.
Brug derfor strømningerne som blikke, ikke som kasser. Skriv ikke kun, at en tekst er biedermeier; vis det med nedslag i idyllens ord, hjemmets rum og den lukkede slutning. Og tjek altid, om idyllen har en sprække. Har den det, er teksten måske mere romantisme, end den først så ud til.
Huskepunkter
Det skal du kunne huske
- Universalromantik: ånden bor i naturen, og alt hænger sammen; kernetekst er Oehlenschlägers “Guldhornene” (1803).
- Nationalromantik: folket, sproget og historien efter 1807 og 1814; Grundtvig, Ingemann og “Der er et yndigt land”.
- Biedermeier: hjemmets og familiens idyl; Ingemanns morgensange og Heibergs vaudeviller.
- Romantisme: splittelse, drifter og natside; Blicher, Aarestrup og den senere H.C. Andersen.
- Spørg teksten: hvor ligger harmonien, og har idyllen en sprække?
Spørgsmål og svar
Om forfatteren
Siden her er skrevet af Emil Brandt Rex, gymnasielektor i dansk og historie. Alt på Studiekompasset bygger på fagenes læreplaner og vejledninger, og hver side har sine kilder stående nederst. Finder du en fejl, så skriv til mig, og den bliver rettet.