2. De fire strømninger i romantikken

Kapitel 2 af 8

Universalromantik: ånden i alt (cirka 1800 til 1807)

I maj 1802 bryder guldsmeden Niels Heidenreich ind i Kunstkammeret i København og stjæler de to guldhorn fra Gallehus, fundet i 1639 og 1734. Han smelter dem om. Samme år kommer den norskfødte filosof Henrich Steffens til København efter flere år i Tyskland, og hans forelæsninger på Elers Kollegium præsenterer en ny tanke: naturen er ikke en død maskine, men en levende helhed, gennemstrømmet af ånd.

Den unge Adam Oehlenschläger mødes med Steffens, og efter en samtale, der efter overleveringen varede seksten timer, går han hjem og skriver “Guldhornene”, trykt i samlingen “Digte” (1803). Digtet åbner med nutidens rastløse graven i fortiden: “De higer og søger / i gamle Bøger”.

Hos Oehlenschläger bliver tyveriet til en fortælling om en tid, der har mistet blikket for det hellige. Guderne gav hornene som tegn, menneskene så kun guldet, og derfor tog guderne gaven tilbage. Det er universalromantikkens grundfigur: bag den synlige verden ligger en åndelig sammenhæng, og digteren er den, der kan se den.

Kendetegn, du kan bruge i analysen: panteisme, altså at det guddommelige bor i naturen, organismetanken, altså at alt hænger sammen som én levende helhed, og digtergeniet som seer. I teksterne genkender du det på besjælingen: naturen taler, lyser og vil noget. Filosofien stammer især fra tyskeren F.W.J. Schelling, som Steffens havde mødt i Tyskland.

Du møder også navnet naturromantik, fordi helheden især mærkes ude i naturen. Bag begge navne ligger monismen, tanken om, at verden i bund og grund er én: ånd og natur er to sider af det samme.

Schack von Staffeldt hører til samme gennembrud, men han lyder anderledes. Han debuterede med “Digte” i 1804, året efter Oehlenschläger, og for ham er verden splittet i to: den evige verden af idéer og den verden, vi kan se og røre ved. Digteren får et glimt af den første, men kan aldrig nå derhen, mens han lever. Derfor kaldes han i nogle fremstillinger nyplatonist i stedet for universalromantiker. Hans digt “Indvielsen” er gennemgået i kapitlet om kendetegn, og Lex’ artikel om Staffeldt fortæller resten.

Nationalromantik: folket, sproget og historien (cirka 1807 til 1830)

Virkeligheden ramte hårdt i de følgende år. Englænderne bombarderede København i 1807 og sejlede væk med flåden, staten gik bankerot i 1813, og i 1814 mistede Danmark Norge. Kriserne er en del af den historiske baggrund for periodens nationale digtning, som giver folket, sproget og den fælles historie værdi. For at forklare et bestemt digts tilblivelse skal du også undersøge dets datering og konkrete sammenhæng.

N.F.S. Grundtvig hentede de gamle gudesagn frem i “Nordens Mytologi” (1808) og gjorde i sangen “Langt højere Bjerge” (1820) det små til en styrke: “ved Jorden at blive, det tjener os bedst”. Oehlenschläger skrev fædrelandssangen “Der er et yndigt land” i 1819. Modersmålet og landskabet blev værdier i sig selv.

B.S. Ingemann skrev historiske romaner efter forbillede fra skotten Walter Scott, først “Valdemar Seier” (1826). Middelalderens konger og slag blev læst som et løfte om, at det slagne Danmark kunne rejse sig igen, og romanerne var folkelæsning i årtier.

Samtidig malede guldalderens kunstnere det danske. Johan Thomas Lundbye satte køer, kyster og gravhøje på lærredet, og C.W. Eckersberg lærte sine elever at se nøgternt på dansk lys. Kendetegnene er fædreland, modersmål, folkets historie og det hjemlige landskab.

Nationalromantikken læser landskabet som historie. Lex’ artikel om nationalromantik fortæller, at malerne søgte det særligt danske: vide horisonter, en himmel tung af regn og de gamle gravhøje. H.C. Andersen gør det samme med ord i sangen “Jylland mellem tvende Have” (skrevet 1859, trykt 1860). Halvøen ligger “som en Runestav” mellem to have, og “Runerne er Kjæmpegrave”: landskabet bliver en indskrift, folket kan læse sin fortid i. Når en tekst viser en gravhøj, en skov eller en kyst, er det derfor sjældent bare natur. Spørg, hvad billedet samler, og hvem der bliver regnet med, når teksten siger “vi”.

Prøv forklaringen på resten af sangen. I fjerde strofe kommer “Dampdragen”, et billede på damptoget, og i sidste strofe forbindes fortidens grave med fremtiden. En første pointe kunne være: “Digtet hylder Jyllands fortid.” Prøv i stedet: “Gravhøjene giver Jylland en historie, mens toget og de kommende kornmarker viser landsdelen under forandring.” Den anden pointe bruger flere dele af digtet. Find nu selv ord i tredje og fjerde strofe, der viser forandringen, og undersøg, hvad der sker med heden. Opfordringen “Skynd dig, kom!” giver også mulighed for at læse et tab ind i fremskridtet. Afprøv derfor både begejstring og bekymring mod tekstens ord. I din egen tekst skal du vise, hvordan landskabet får betydning; naturmotivet alene afgør ikke strømningen. Læs hele digtet på Kalliope.

I de samme år blev folkets egne tekster samlet ind og trykt, både folkeviser, eventyr og sagn, og Grundtvig oversatte de gamle krøniker af Saxo og Snorre til dansk.

Og strømningen slutter ikke i 1830. Andersens “Danmark, mit Fædreland”, der begynder “I Danmark er jeg født”, er fra 1850, og Lorenz Frølich tegnede illustrationerne til Adam Fabricius’ “Illustreret Danmarkshistorie” (1854-1855) med billeder fra sagnhistorien.

Biedermeier: idyllen i stuen (cirka 1820 til 1850)

Mens fædrelandssangene lød, rykkede en anden del af litteraturen inden døre. Biedermeier dyrker det nære: hjemmet, familien, haven, morgenen og søndagen. Efter krig og statsbankerot var den store verden blevet farlig, så trygheden måtte findes i det små.

Tonen kender du fra B.S. Ingemanns morgensange. I “I østen stiger solen op” fra “Morgensange for Børn” (1837) spreder solen “guld på sky”, og verden er ordnet og velsignet fra morgenstunden. Aftensangen “Der står et slot i vesterled” fra “Syv Aftensange” (1838) lukker dagen lige så blidt. C.E.F. Weyse satte melodier til begge samlinger, og sangene synges stadig.

I København skrev Thomasine Gyllembourg om borgerskabets stuer; hendes “En Hverdags-Historie” (1828) gav en hel genre navn. Johan Ludvig Heiberg fik succes med vaudeviller, lette syngestykker om forviklinger, der ender godt, og Christian Winther tegnede landlivet som idyl i “Træsnit” (1828).

Navnet biedermeier stammer fra en tysk satirefigur, den naive landsbyskolelærer Gottlieb Biedermaier, og blev først hæftet på perioden senere. Allerede navnet rummer altså et smil: idyllen kunne blive for pæn. Netop den sprække udnytter den fjerde strømning.

Når din lærebog tæller fem: poetisk realisme

Du kan møde poetisk realisme som en femte strømning. Begrebet dækker tekster, der rykker ind i genkendelige hverdagsmiljøer, men stadig fremstiller virkeligheden forsonligt og idealiserende. Derfor ligger poetisk realisme tæt på biedermeier: nogle litteraturhistorier skelner dem, mens andre bruger poetisk realisme om den side af periodens litteratur, som senere er blevet kaldt biedermeier. Lex beskriver netop dette overlap.

Det betyder ikke, at din lærer eller lærebog har talt forkert. UVM’s vejledning til Dansk A på stx understreger, at litteraturhistoriske fremstillinger kan have forskelligt fokus. Brug derfor de begreber, din klasse har arbejdet med, og vis betegnelsen med konkrete nedslag i teksten.

Hvis poetisk realisme står i din undervisningsbeskrivelse, så find først det realistiske: et genkendeligt miljø, penge, arbejde, pligt eller en social konflikt. Find derefter det poetiske: den harmoni eller forsoning, som holder verden sammen. I kapitel 8 om overgangen til det moderne gennembrud kan du se forskellen på poetisk og kritisk realisme.

Romantisme: natsiden (cirka 1830 til 1850)

Romantismen vender idyllen på vrangen. Interessen flytter til det splittede sind, drifterne, det dæmoniske og døden, ofte med inspiration fra den engelske digter Lord Byron. Overfladen kan stadig være smuk og borgerlig, men der er sprækker i den.

Steen Steensen Blichers novelle “Sildig Opvaagnen” (1828) foregår midt i den pæne provinsverden, biedermeier ellers hylder. En læge opdager efter mange års ægteskab sin kones årelange dobbeltliv og tager sit eget liv. Idyllen viser sig at have været kulisse hele tiden.

Emil Aarestrups “Digte” (1838) gør begæret og angsten til hovedpersoner. I digtet “Angst” hedder det: “Hold fastere omkring mig / med dine runde Arme”. Omfavnelsen sker i bevidstheden om, at alt forgår; elskov og dødsangst væves sammen i samme åndedrag. Frederik Paludan-Müllers versfortælling “Danserinden” (1833) spiller på samme dobbelthed af lidenskab og tomhed.

Også H.C. Andersen har en natside. I eventyret “Skyggen” (1847) river skyggen sig løs, bytter plads med sin herre og lader til sidst den lærde mand henrette. Det fortrængte tager magten. Mere præcist kan romantismens grundmotiv ikke fortælles.

Lex bruger et nøgleord om strømningen: det “interessante”. Interessen flytter fra de store spørgsmål om Gud og naturen til splittede sind, erotik og konflikter mellem mennesker og til det fremmede og eksotiske.

Carl Baggers fortælling “Min Broders Levnet” (1835) er et godt sted at se det. Gennem Arthur, en dæmonisk drukkenbolt, viser den et københavnerliv langt fra de pæne rangklasser, et liv, som dansk litteratur ikke havde skildret før. Lex’ artikel om Carl Bagger kalder romantismen en spleen-litteratur, der kom efter den harmoniske romantik; spleen betyder tungsind og livslede.

Søren Kierkegaard hører også med. Hans “Forførerens Dagbog” fra “Enten-Eller” (1843) viser en forfører, der spiller koldt med en ung piges følelser, og den er analyseret her.

Sådan skelner du de fire

Spørg først teksten: hvor ligger harmonien? Ligger den i naturen og altet, er svaret universalromantik. Ligger den i folket, sproget og historien, er svaret nationalromantik. Ligger den i hjemmet og familien, er svaret biedermeier, og er den revnet eller falsk, er du i romantismen.

Signalord hjælper også. Ånd, alnatur og oldtid peger mod universalromantik, fædreland, modersmål og folk mod nationalromantik, hjem, vugge og aftenfred mod biedermeier, og angst, skygge og dobbeltliv mod romantisme. Ingen af ordene beviser noget alene, men de viser dig, hvor du skal grave.

Årstallene giver en grov rækkefølge: universalromantik cirka 1800 til 1807, nationalromantik cirka 1807 til 1830, biedermeier cirka 1820 til 1850 og romantisme cirka 1830 til 1850. Strømningerne overlapper, og samme forfatter kan skrive i flere af dem. H.C. Andersen skrev både trygge idyller og “Skyggen”, og Ingemann skrev både nationale romaner og morgensange til børneværelset.

Brug derfor strømningerne som blikke, ikke som kasser. Skriv ikke kun, at en tekst er biedermeier; vis det med nedslag i idyllens ord, hjemmets rum og den lukkede slutning. Og tjek altid, om idyllen har en sprække. Har den det, er teksten måske mere romantisme, end den først så ud til.

Nationalromantik i en analyse eller DHO

Du kan vise, hvordan en tekst forestiller sig et fællesskab. Skal du forklare dens historiske betydning, får du brug for flere slags belæg.

Prøv selv uden modelsætningen: Vælg et andet tekststed i “Jylland”, og formulér én pointe om fællesskabet med to ord som belæg. Skriv derefter ét historisk spørgsmål, som digtet ikke kan besvare alene, og vælg en kildetype, der kunne hjælpe. Spørg til sidst: Kan jeg forklare, hvad hver kilde viser, og hvad jeg stadig mangler at vide?

Når din bog har andre årstal

Årstallene i dette kapitel er tommelfingerregler. Grænserne flytter sig fra oversigt til oversigt, fordi strømningerne ikke begynder og slutter på en bestemt dag. Her ser du, hvorfor tallene svinger, og hvad du gør ved det.

Nævn i opgaven, hvor dine årstal kommer fra, fx “(Lex: romantisme)”. Det, der placerer teksten, er de træk, du kan pege på, ikke årstallet. Se også fejlen med årstallet i fejlkortene på forsiden.