3. Romantikkens kendetegn: besjælet natur, to verdener og længsel

Kapitel 3 af 8

Naturen er levende: organismetanke og besjæling

“Da klinger i muld det gamle guld”, lyder det i Adam Oehlenschlägers “Guldhornene”, skrevet i 1802 og trykt i samlingen Digte (1803). Jorden er ikke død masse i digtet. Den gemmer på hornene, giver dem til menneskene og tager dem tilbage, da menneskene kun ser metal og salgsværdi.

Bag den levende jord ligger organismetanken. Romantikerne opfattede naturen som én stor, levende organisme, hvor alt hænger sammen, og hvor det guddommelige strømmer gennem planter, dyr, mennesker og sten. Idéen stammer fra den tyske filosof Friedrich Schelling, og Henrik Steffens bragte den til København, da han vendte hjem fra Tyskland i 1802.

Ifølge overleveringen talte Steffens og Oehlenschläger sammen i seksten timer, og kort efter skrev Oehlenschläger “Guldhornene”. Samme efterår begyndte Steffens sine forelæsninger i København, og dermed var romantikken landet i dansk litteratur.

I sproget viser natursynet sig som besjæling: Naturen får menneskelige evner. Da Oehlenschläger i 1805 opholdt sig i Tyskland, skrev han om sin hjemve: “Underlige aftenlufte! Hvorhen vinke I min hu?”. Digteren taler til aftenluften, som om den kan vinke ad ham, og den slags direkte henvendelse til noget, der ikke kan svare, kaldes også en apostrofe.

Hold besjæling ude fra personifikation. Besjæling giver konkrete ting i naturen sjæl, som når bølger danser, eller luften vinker. Personifikation gør abstrakte begreber levende, som når døden banker på. I romantikken skal du især lede efter besjælingen, for den beviser natursynet: Naturen har en sjæl.

Kapitel 3 af 8

De to verdener: ånd over materie

I Schack von Staffeldts “Indvielsen” fra samlingen Digte (1804) daler en muse ned fra himlen, rækker digteren en harpe og kysser ham. Naturen forvandles omkring ham, vindene taler, og “et hjerte slog varmt og kærligt i alt”. Men indvielsen har en pris. Fra nu af er “jorden et fængsel”, og digteren kender ingen fred, “førend jeg drager himlene ned”.

Digtet bygger på dualismen, forestillingen om to verdener. Den ene er den fysiske verden, du kan sanse, med krop, ting og tid. Den anden er en åndelig verden af idéer, evighed og guddommelighed. Rangordenen ligger fast: Ånden står over materien. Tanken går tilbage til den græske filosof Platon.

Romantikerne håndterede de to verdener på to måder. Hos Oehlenschläger og Steffens smelter de sammen, for det guddommelige findes inde i naturen, og verden er dybest set en enhed. Hos Staffeldt forbliver de adskilt, og digteren står fanget imellem dem med længslen som eneste bro.

I analysen kan du lede efter ord, der peger opad og udad, fx himmel, evighed, anelse og drøm, over for ord, der binder til jorden, fx støv, fængsel og tyngde. “Guldhornene” siger det direkte: Hornene er til dem, “som ej jordlænker binde”. Sjælen vil opad, jorden trækker nedad.

Kapitel 3 af 8

Digteren som seer og geni

Til sidst i “Guldhornene” taler guderne selv. Hornene var en gave “for de sjældne få, som vor gave forstår”, og de få er dem, der kan se det hellige i fundet, hvor samtiden kun så guld, der kunne veksles til penge. I 1802, samme år som digtet blev skrevet, var de to virkelige guldhorn blevet stjålet fra Kunstkammeret og smeltet om.

Her ser du romantikkens digtersyn. Digteren er et geni, en seer med adgang til den åndelige verden, som almindelige mennesker ikke har. Digtning er derfor hverken pynt eller underholdning, men erkendelse af noget, kun kunsten kan nå.

Grebet kan du genkende, når digtet handler om at ane, se eller høre mere end andre. I “Indvielsen” bliver digteren bogstaveligt udvalgt med musens kys. Møder du et digter-jeg, der løftes op over mængden, er genitanken i spil.

Kapitel 3 af 8

Symbolet: en konkret ting peger på noget større

Romantikkens berømteste symbol er en blomst. I Novalis’ tyske roman Heinrich von Ofterdingen, udgivet efter hans død i 1802, drømmer helten om en blå blomst og drager ud i verden med drømmen som kompas. Den blå blomst blev billedet på selve den romantiske længsel efter det uendelige.

Et symbol er en konkret ting, der bærer betydning ud over sig selv. Guldhornene er i Oehlenschlägers digt ikke bare arkæologiske fund. De er symbol på forbindelsen til en gylden oldtid og til det guddommelige, en forbindelse, samtiden har sat over styr.

Du finder symboler ved at se efter gentagelse og placering. Vender en ting tilbage flere gange, står den i titlen, eller samler den digtets følelser i sig, så spørg dig selv, hvad tingen betyder ud over sig selv. Svaret er ofte tekstens tema.

Kapitel 3 af 8

Længslen har altid en retning

“Underlige aftenlufte! Hvorhen vinke I min hu?” Sådan begynder det digt om hjemve, Oehlenschläger skrev i Halle i 1805, tidligt på sin store udlandsrejse. Længslen er romantikkens grundfølelse, og den har altid en retning.

Led efter fire retninger. Mod naturen, væk fra byen og civilisationen. Mod fortiden, især oldtiden og middelalderen, som i “Guldhornene”, hvor digteren higer og søger “i gamle bøger”. Mod det fjerne, som hjemveen hos Oehlenschläger. Og mod det evige, som hos Staffeldt, hvor digteren længes efter den verden, kysset gav ham et glimt af.

Læg mærke til, at længslen sjældent bliver opfyldt. Hos Staffeldt er det netop pointen. Digteren når aldrig den højere verden, mens han lever, og længslen bliver selve hans vilkår. Uopfyldt længsel er ikke en fejl i teksten, det er tekstens motor.

Kapitel 3 af 8

Barnet ser det, de voksne ikke tør se

“Men han har jo ikke noget på”, siger et lille barn i H.C. Andersens “Kejserens nye Klæder” fra 1837, mens de voksne kappes om at rose det usynlige tøj. Barnet ser det, alle kan se, fordi det endnu ikke har lært at lyve for at passe ind.

Bag barnefiguren ligger en tanke fra den schweizisk-franske filosof Jean-Jacques Rousseau, der i opdragelsesromanen Émile (1762) hævdede, at mennesket fødes godt, og at civilisationen fordærver det. Barnet står derfor tættere på det oprindelige og det sande end den voksne.

Møder du børn, naive figurer eller et umiddelbart blik i en romantisk tekst, er de sjældent tilfældige. De fungerer som sandhedsvidner, og de viser samtidig romantikkens tro på følelsen og intuitionen frem for fornuften alene.

Kapitel 3 af 8

Sådan bruger du kendetegnene i din analyse

Begynd med naturen. Er den levende, talende eller handlende, så citér besjælingerne, og forklar, hvilket natursyn de viser. Ét præcist citat vejer tungere end tre løse påstande.

Tegn derefter tekstens verdensbillede. Er der én verden eller to? Hvad rangerer øverst? Find de ord, der peger mod ånd, og de ord, der peger mod materie, og vis spændingen mellem dem.

Slut med digterrollen, symbolerne og længslens retning. Kan du pege på tre kendetegn med citater fra teksten, har du rygraden i en analyse af et romantisk digt, og du kan koble teksten til perioden uden at remse udenadslære op.