8. Før og efter: fra oplysningstid til moderne gennembrud

Kapitel 8 af 8

To forelæsninger med 69 år imellem

I 1802 kom filosoffen Henrik Steffens til København med den nye tyske romantik i bagagen. Efter en samtale med ham, der ifølge Adam Oehlenschläger selv varede seksten timer, gik den unge digter hjem og skrev “Guldhornene”. Samme efterår begyndte Steffens sine forelæsninger på Elers Kollegium, og romantikken havde fået sin danske begyndelse.

Den 3. november 1871 stod kritikeren Georg Brandes på Københavns Universitet og indledte forelæsningsrækken Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur. Hans dom over den hjemlige digtning var hård: Den var sakket bagud og havde mistet forbindelsen til virkeligheden. Forelæsningerne blev trykt året efter som Emigrantlitteraturen, og med dem regner litteraturhistorien det moderne gennembrud for begyndt.

De to forelæsninger rammer perioden ind. Romantikken opstår som et opgør med oplysningstiden og ender som det, den næste generation gør op med. Kan du de to opgør, kan du placere de fleste danske tekster mellem 1750 og 1900.

Kapitel 8 af 8

Opgøret bagud: fornuft, nytte og klassicisme

Oplysningstiden, i Danmark groft sagt 1700-tallet, målte alt med fornuften. Ludvig Holbergs komedier viser idealet med omvendt fortegn: I Erasmus Montanus, skrevet i 1720’erne, går det galt for den studerede søn, fordi han sætter lærd disputeren over sund fornuft, og Jeppe paa Bierget fra 1722 spørger nøgternt, hvorfor Jeppe drikker, i stedet for bare at fordømme ham.

Til fornuften hørte nytten. Litteraturen skulle belære og forbedre, og århundredet endte med reformer som stavnsbåndets ophævelse i 1788. Formen var klassicistisk med faste genrer og faste regler efter antikke og franske forbilleder; komedien skulle have fem akter, og hver genre havde sit eget sprogleje.

Romantikerne vendte det hele om. Naturen var ikke en maskine, men en levende organisme med ånd i. Digteren var ikke en håndværker, der fulgte regler, men et geni, der anede sammenhænge, fornuften ikke kan nå. Sandheden lå ikke i et nytteregnskab, men i kunsten.

“Guldhornene” er selve opgørets tekst. De to horn blev stjålet fra Kunstkammeret i maj 1802, og i digtet er tyveriet gudernes svar til en samtid, der kun ser guldværdi og museumsgenstand, hvor den skulle se noget helligt. Digtets lærde, “De higer og søger / i gamle Bøger” (“Guldhornene”, 1802), leder forgæves, for kun den, der ser med anelse, får glimt af det evige.

Kapitel 8 af 8

Glidningen: poetisk realisme og biedermeier

Fra 1820’erne rykker hverdagen ind i litteraturen. Poul Martin Møller begyndte i 1824 på fortællingen En dansk Students Eventyr og læste op af den i Studenterforeningen, og i 1828 trykte Johan Ludvig Heibergs Kjøbenhavns flyvende Post den anonyme fortælling “En Hverdags-Historie” af Thomasine Gyllembourg. Heiberg selv fyldte fra 1825 Det Kongelige Teater med vaudeviller, lette syngestykker om københavnsk hverdag.

Det kaldes poetisk realisme: Stoffet er genkendeligt, borgerlige stuer, forlovelser, penge og pligt, men kunsten skal stadig forsone. Konflikterne løses, og hjemmet består. Kulturen omkring den harmoni har fået navnet biedermeier.

Idyllen fik dog sprækker indefra. Emil Aarestrups Digte fra 1838 lukker krop og erotik ind, og i H.C. Andersens “Skyggen” fra 1847 taber den lærde idealist til sin egen skygge. Splittelsen mellem den pæne overflade og uroen indenunder kaldes romantisme, og den varsler, at harmonien er villet, ikke givet.

Kapitel 8 af 8

1871: Brandes flytter målestokken

Brandes’ krav var enkelt: En levende litteratur kendes på, at den “sætter Problemer under Debat” (Emigrantlitteraturen, 1872). Den skulle tage ægteskabet, religionen, ejendommen og kønnenes stilling op til diskussion i stedet for at digte sig væk fra dem, og han regnede dansk åndsliv for at være omkring fyrre år bagud i sammenligning med det europæiske.

Bag kravet lå naturalismen. Mennesket skulle forklares af arv og miljø, ikke af ånd og skæbne, og forbilledet var naturvidenskaben. J.P. Jacobsen, der oversatte Darwins Om Arternes Oprindelse til dansk i 1872, skrev samme år novellen “Mogens”, som ofte regnes for gennembruddets første tekst.

Derefter kom bølgen: norske Henrik Ibsens Et Dukkehjem (1879) om ægteskabet, Amalie Skrams Constance Ring (1885) om kvindens seksualitet, Herman Bangs Ved Vejen (1886) om det stille, forspildte liv og Henrik Pontoppidans Fra Hytterne (1887) om fattigdommen på landet. Idyllen var opsagt.

Kapitel 8 af 8

Placér teksten på dens træk

En oplysningstekst kendes på, at fornuften vinder. Afvigeren gøres til grin eller rettes ind, læren siges tit ligeud, og formen følger genrens regler.

En romantisk tekst kendes på besjælet natur, et jeg, der længes mod noget større, fortiden som storhedstid og symboler, der peger ud over det synlige. Slutningen samler trådene i harmoni eller lader længslen stå åben.

En tekst fra poetisk realisme foregår i genkendelig borgerlig hverdag, men konflikten forsones til sidst. En gennembrudstekst gør det modsatte: Den forklarer personerne med arv, miljø og krop, tager et samfundsproblem op og slutter uden forsoning, ofte med en fortæller, der viser scener frem uden at dømme.

Prøv det på en naturbeskrivelse fra 1874. Året peger mod gennembruddet, men hvis egetræet sukker, og jeget hører evigheden i bladene, står du med romantisk efterklang. Beskriver teksten derimod jorden som ejendom og bonden som slidt af arbejde og arv, er det gennembruddets blik.

Stol derfor ikke på årstallet alene. Der blev skrevet romantisk lyrik længe efter 1871, og Steen Steensen Blicher skrev tragiske, desillusionerede fortællinger som “Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog” allerede i 1824. Trækkene afgør placeringen, årstallet støtter den.

Kapitel 8 af 8

Efter gennembruddet: blikket vender indad

Allerede i 1890’erne var en ny generation træt af naturalismens ydre virkelighed. Johannes Jørgensen og kredsen om tidsskriftet Taarnet (1893) dyrkede symboler, drøm og religiøs længsel, og hos Sophus Claussen blev sproget selv begivenheden. Litteraturhistorien kalder bevægelsen symbolismen eller det sjælelige gennembrud.

Læg mærke til mønsteret: Symbolisterne tog romantikkens greb op igen, besjælingen, symbolet og længslen, men uden dens tro på én stor sammenhæng bag det hele. Perioder dør ikke, de aflejres i dem, der kommer efter.

Samtidig fortsatte gennembruddets spørgsmål hos Pontoppidan og senere hos Martin Andersen Nexø ind i 1900-tallet. Møder du en tekst fra årene omkring 1900, skal du derfor regne med blandingsformer og måle den på trækkene fra dette kapitel.