Rapport og journal i bioteknologi A: de ni dele og en sætning til hver

Klokken er 23, du sidder med et gelbillede, en DNA-stige og et tal, du ikke ved hvad du skal stille op med. Her er de ni dele, en rapport i bioteknologi A består af, og til hver del står der en rigtig sætning, du kan skrive videre på. Du får også forskellen på en journal og en rapport, og du får at vide præcis hvor lidt læreplanen faktisk kræver, og hvor meget din skole selv har bestemt.

Af Emil Brandt Rex, gymnasielektor i dansk og historie

9 dele

i en fuld rapport

ca. 20 %

af timerne er forsøg

0 krav

til formen i læreplanen

Kort fortalt

Journalen og rapporten er ikke det samme

Journalen skriver du til dig selv. Den bliver til, mens forsøget kører: hvad I faktisk gjorde, hvilke koncentrationer og volumener I brugte, hvad I aflæste, hvad der gik galt, og et billede af gelen eller opstillingen. Den har ingen lang teoridel og bliver som regel ikke rettet af din lærer. Formålet er, at du et halvt år senere, når du sidder til den mundtlige prøve og skal fortælle om et forsøg, kan læse den og huske, hvad der skete. Skriv den færdig samme dag, mens du stadig kan huske, at pipetten drev, og at brønd 2 løb over.

Rapporten skriver du til en læser, der ikke var i laboratoriet. Den skal kunne læses alene: en fremmed skal kunne forstå, hvad I ville undersøge, hvad I gjorde, hvad I målte, hvad tallene betyder, og hvor sikre de er. Derfor har den teori, databehandling med rigtige udregninger, et selvstændigt afsnit om fejlkilder og usikkerhed, en diskussion og en konklusion. Rapporten er den, der bliver rettet, og den tæller med i din skriftlige standpunktskarakter.

Det er vigtigt at vide, at læreplanen for bioteknologi A hverken beskriver, hvordan en journal ser ud, eller hvordan en rapport ser ud. Læreplanen nævner kun, at det skriftlige arbejde blandt andet omfatter “journaler og rapporter over eksperimentelt arbejde”. Ministeriets vejledning går et skridt videre og skriver direkte, at der “ikke nødvendigvis” knytter sig journaler eller rapporter til alle forsøg, og at eksperimentelt arbejde også kan “behandles og kommunikeres på andre måder”. Vejledningen giver ingen eksempler netop dér, men læreplanens egen liste over skriftligt arbejde rummer flere produkter end rapporten: på stx præsentationer og video, på htx præsentationer og posters. Alt det andet, altså rækkefølgen af afsnit, sideantallet, om I må skrive i gruppe, og hvor mange rapporter I skal aflevere, er sat af din skole og din lærer.

Tommelfingerreglen på de fleste skoler: journal til alle forsøg, rapport til nogle få udvalgte. Hvis du er i tvivl om et konkret forsøg, så find skolens egen skrivevejledning eller spørg læreren, om det er journal eller rapport. Det er ikke et dumt spørgsmål, for svaret står ikke nogen steder nationalt.

Del 1 af 9

1. Formål og hypotese

Her skriver du i én eller to sætninger, hvad forsøget skal afgøre, og hvad I forventer at finde. Formålet skal være så snævert, at det kan besvares med jeres målinger, og hypotesen skal være noget, der kan vise sig at være forkert. Det, der oftest mangler, er præcision: “at undersøge gelelektroforese” er ikke et formål, for det kan hverken bekræftes eller afvises. Skriv i stedet, hvilken størrelse, koncentration eller hastighed I vil bestemme, og med hvilken metode. Hypotesen behøver ikke være rigtig, den skal bare være til at prøve af.

Sådan kan du skrive det: “Formålet med forsøget er at bestemme størrelsen af vores PCR-produkt ved at sammenligne dets vandringsafstand i en 1,5 % agarosegel med en 100 bp DNA-stige, og vi forventer et enkelt bånd omkring 550 bp, som er den størrelse primerparret er designet til.”

Del 2 af 9

2. Teori

Teorien er den viden, læseren skal have for at forstå, hvorfor jeres metode overhovedet virker. Den skal forklare mekanismen bag målingen, ikke referere hele kapitlet i bogen. En god teoridel til et gelforsøg fylder en halv til en hel side og handler om ladning, porestørrelse og sammenhængen mellem fragmentstørrelse og vandring. Den hyppigste fejl er, at teorien er skrevet af fra bogen uden at pege frem mod jeres eget forsøg. Test den ved at spørge: bruger jeg hver eneste sætning her senere i databehandlingen eller diskussionen? Gør du ikke det, skal sætningen ud.

Sådan kan du skrive det: “DNA er negativt ladet på grund af fosfatgrupperne i sukkerfosfatrygraden og vandrer derfor mod anoden, når der lægges spænding over gelen, og fordi agarosen danner et porenet, bevæger små fragmenter sig hurtigere end store, så vandringsafstanden aftager tilnærmelsesvis lineært med log10 til fragmentets længde i basepar.”

Del 3 af 9

3. Materialer og metode

Her står, hvad I brugte, og hvad I gjorde, i så præcis form at en anden klasse kunne gentage det og få det samme. Skriv i datid om det, I faktisk gjorde, ikke i bydeform som en opskrift, og tag alle koncentrationer, volumener, spændinger og tider med. Det, der oftest mangler, er afvigelserne: hvis I glemte at tilsætte loading buffer i brønd 2, eller hvis gelen kørte 55 minutter i stedet for 45, så skal det stå her. Netop de afvigelser er det, du skal bruge senere, når du skal skrive noget fagligt om fejlkilder i stedet for noget vagt. Henvis gerne til øvelsesvejledningen og skriv kun, hvor I fraveg den.

Sådan kan du skrive det: “Vi støbte en 1,5 % agarosegel i 50 mL TAE-buffer tilsat 5 µL GelRed, blandede 5 µL PCR-produkt med 1 µL loading buffer, påsatte prøverne samt 5 µL 100 bp DNA-stige og kørte gelen ved 100 V i 45 minutter, dog med den afvigelse at brønd 2 løb over ved påsætning, så den prøve ikke indgår i resultaterne.”

Del 4 af 9

4. Resultater

Resultater er det, apparatet eller gelen viste, og intet andet. Her hører rådata hjemme: en tabel med målte værdier, enheder og et passende antal betydende cifre, plus billedet af gelen eller kromatogrammet. Du må gerne beskrive, hvad man ser, men du må ikke forklare hvorfor endnu, og du må ikke konkludere. Den almindeligste fejl er at hoppe direkte til fortolkningen, så resultatafsnittet fyldes med “det viser at …”. Sæt en streg i sandet: alt, der begynder med “fordi” eller “det skyldes”, hører til i diskussionen.

Sådan kan du skrive det: “De otte bånd i stigen, vi brugte til standardkurven, var alle synlige og skarpe, og prøve 3 gav ét enkelt bånd, som vandrede 27,3 mm fra brøndens forkant, mens stigens bånd på 600, 500 og 400 basepar lå ved henholdsvis 25,6 mm, 28,0 mm og 31,6 mm.”

Del 5 af 9

5. Databehandling

Det er her, karakteren ligger. Databehandling er ikke at gentage tallene, men at regne på dem: omregne, tegne en standardkurve, lave en regression, aflæse en ukendt, beregne en koncentration eller en hastighedskonstant. Vis ét fuldt regneeksempel med formel, indsatte tal og enhed, og sæt resten i en tabel, så læreren kan følge tankegangen uden at gætte. Grafer skal have aksetitler, enheder og en forskrift eller en R²-værdi, hvis I har lavet regression. Det, der oftest mangler, er enheder undervejs og en forklaring på, hvorfor netop denne udregning besvarer formålet.

Sådan kan du skrive det: “Vi afsatte log10 til fragmentstørrelsen i basepar mod vandringsafstanden d i mm for de otte stigebånd, vi brugte til standardkurven, og fik regressionslinjen log10(bp) = 3,527 - 0,0293 · d med hældningen 0,0293 mm⁻¹ og R² = 0,9999, og ved at indsætte d = 27,3 mm får vi log10(bp) = 2,727, altså en fragmentstørrelse på 533 basepar.”

Del 6 af 9

6. Fejlkilder og usikkerhed

Her skal du skelne mellem tre ting, som læreplanen faktisk nævner ved navn: usikkerhed, fejlkilder og biologisk variation. Usikkerhed er det, der er indbygget i metoden og apparatet, og som du kan sætte tal på, for eksempel at du kan aflæse et bånds midte inden for ±1 mm. En fejlkilde er noget bestemt, der skete i jeres forsøg, og som trak resultatet i en bestemt retning, som du kan gøre rede for. Biologisk variation er, at to prøver af levende materiale ikke er ens, selv når alt andet er gjort korrekt. Det, der oftest mangler, er retningen: du skal skrive, om fejlkilden gjorde jeres tal for højt eller for lavt, og hvor meget.

Sådan kan du skrive det: “Vi kunne aflæse båndenes midte med en usikkerhed på omkring ±1 mm, og da 1 mm svarer til 0,029 på log10(bp), giver det en spredning fra 499 til 571 basepar, altså cirka ±36 basepar eller cirka 7 % på det bestemte resultat.”

Del 7 af 9

7. Diskussion

I diskussionen sætter du dine tal op mod teorien og mod det, du forventede, og du vurderer, om resultatet holder. Sammenlign med en forventet eller tabelværdi, sig hvor stor afvigelsen er i procent, og sig så, om afvigelsen er større eller mindre end jeres usikkerhed. Ligger afvigelsen inden for usikkerheden, understøtter jeres data hypotesen. Ligger den udenfor, skal du forklare hvad der kan have skubbet resultatet, og hvilken vej. Det, der oftest mangler, er netop den sammenligning: mange skriver kun, at “resultatet passede nogenlunde”, uden at sige med hvad og hvor meget.

Sådan kan du skrive det: “De 533 basepar ligger 3,1 % under de 550 basepar, primerparret er designet til, og da afvigelsen er væsentligt mindre end vores aflæsningsusikkerhed på cirka 7 %, understøtter resultatet, at vi har opformeret det tilsigtede fragment og ikke et uspecifikt produkt.”

Del 8 af 9

8. Konklusion

Konklusionen svarer på formålet, og kun på formålet, i tre til fem linjer. Den skal indeholde jeres tal med enhed og usikkerhed, og den skal sige, om hypotesen holdt. Der må ikke stå nye tal, nye forklaringer eller ny teori her, for alt skal allerede være vist tidligere i rapporten. Den hyppigste fejl er, at konklusionen enten er en gentagelse af hele diskussionen eller så vag, at man ikke kan se, hvad I fandt. Læs formålet og konklusionen efter hinanden: matcher de ikke som spørgsmål og svar, skal en af dem laves om.

Sådan kan du skrive det: “Vi bestemte PCR-produktets størrelse til 533 basepar med en usikkerhed på cirka ±36 basepar, hvilket stemmer overens med den forventede størrelse på 550 basepar, og hypotesen om ét enkelt fragment af den størrelse er dermed understøttet.”

Del 9 af 9

9. Litteraturliste og bilag

Litteraturlisten viser, hvor teorien og de forventede værdier kommer fra, og den skal kunne bruges af en læser til at finde tilbage til kilden. Tag lærebogen med sidetal, øvelsesvejledningen fra din lærer og eventuelle produktdatablade eller databaser med, for eksempel et datablad for den DNA-stige, I brugte. I bilag lægger du det, der ville ødelægge læsningen inde i teksten: hele rådatatabellen, alle gelbilleder og eventuelle udskrifter fra jeres regneprogram. Det, der oftest mangler, er datoen for hvornår en netkilde er hentet, og henvisningen til lærerens egen øvelsesvejledning, som næsten altid er den vigtigste kilde til metoden.

Sådan kan du skrive det: “Øvelsesvejledningen “Gelelektroforese af PCR-produkt”, udleveret af underviseren den 14. september 2026, samt producentens datablad for den 100 bp DNA-stige, vi brugte, hentet den 20. september 2026.”

Eksempel

Et gennemført eksempel

Forsøget er et helt almindeligt bioteknologiforsøg: vi har opformeret et stykke DNA med PCR og vil nu bestemme, hvor langt det er. Vi støbte en 1,5 % agarosegel i 50 mL TAE-buffer med 5 µL GelRed, blandede 5 µL PCR-produkt med 1 µL loading buffer og påsatte prøverne sammen med 5 µL 100 bp DNA-stige. Gelen kørte ved 100 V i 45 minutter. Formålet var at afgøre, om vores produkt havde den størrelse på 550 basepar, som primerparret er designet til.

Resultaterne er de rå vandringsafstande, målt fra brøndens forkant til båndets midte på gelbilledet. De otte bånd i stigen, vi brugte til standardkurven, lå sådan her: 1000 bp ved 18,1 mm, 800 bp ved 21,2 mm, 600 bp ved 25,6 mm, 500 bp ved 28,0 mm, 400 bp ved 31,6 mm, 300 bp ved 35,9 mm, 200 bp ved 41,7 mm og 100 bp ved 52,1 mm. Vores egen prøve gav ét skarpt bånd ved 27,3 mm. Læg mærke til, at der ikke står et eneste ord om, hvad det betyder. Det kommer senere.

Databehandlingen begynder med at gøre sammenhængen lineær. Vandringsafstanden er ikke proportional med antallet af basepar, men med logaritmen til det, så vi beregner log10 til hver stigeværdi: log10(1000) = 3,000, log10(800) = 2,903, log10(600) = 2,778 og så videre ned til log10(100) = 2,000. Vi afsætter så log10(bp) på y-aksen mod vandringsafstanden d i mm på x-aksen og laver lineær regression. Det giver forskriften log10(bp) = 3,527 - 0,0293 · d med R² = 0,9999. Læg mærke til enheden på hældningen: den er 0,0293 mm⁻¹, fordi d måles i mm. At R² er så tæt på 1, betyder at logaritmemodellen beskriver stigen godt i netop dette størrelsesinterval, og sætter man stigens egne afstande ind i forskriften igen, rammer den alle otte bånd inden for 2 %.

Nu aflæses den ukendte. Vi indsætter d = 27,3 mm i forskriften: log10(bp) = 3,527 - 0,0293 · 27,3 = 3,527 - 0,800 = 2,727. Fragmentstørrelsen er derfor 10 opløftet i 2,727, altså 533 basepar. Det er hele udregningen, og den skal stå sådan i rapporten, med formel, indsatte tal og enhed, ikke bare som et tal, der pludselig dukker op.

Så kommer usikkerheden, og det er her forskellen på 7 og 10 ligger. Vi kan aflæse et bånds midte inden for cirka ±1 mm, fordi båndene har en vis bredde på billedet. Én millimeter svarer i vores forskrift til 0,0293 på log10(bp). Regner vi yderpunkterne ud, giver d = 26,3 mm et resultat på 571 basepar og d = 28,3 mm et resultat på 499 basepar. Vores bestemmelse er altså 533 basepar med en usikkerhed på cirka ±36 basepar, hvilket er cirka 7 %. Bemærk, at usikkerheden her er regnet ud fra metoden, ikke gættet.

Diskussion og konklusion følger direkte af de to tal. De 533 basepar ligger 3,1 % under de forventede 550, og 3,1 % er mindre end de 7 %, vi kan aflæse med. Afvigelsen kan altså forklares alene ved aflæsningen og kræver ikke, at der er noget galt med PCR-reaktionen. Konklusionen bliver derfor: PCR-produktets størrelse blev bestemt til 533 basepar med en usikkerhed på cirka ±36 basepar, hvilket er i overensstemmelse med den forventede størrelse på 550 basepar, og båndet var enkelt og skarpt, hvilket taler for et specifikt produkt.

Vores kommentar

Hvad eksemplet viser

Læg mærke til, at hvert tal har en enhed, og at regnestykket står, ikke bare facit. En bedømmer skal kunne følge dig fra måling til resultat uden at gætte.

Og læg mærke til, at afvigelserne ikke er skjult. Det, der ikke passede, er skrevet ned og forklaret. Det er dét, der adskiller en rapport fra en renskrivning af vejledningen.

Fælder

Det, der oftest koster point

Fejlkilden er en undskyldning

Fejlkilden er en undskyldning. “Vi målte forkert”, “vi havde travlt” og “der var nok noget snavs i pipetten” er ikke fejlkilder. De siger ikke, hvad der skete, hvordan det påvirkede tallet, eller hvilken vej. En lærer kan ikke give point for dem, fordi der ikke er noget fagligt at bedømme. Brug skabelonen: hvad skete der, hvorfor gav det en forskel, og hvilken vej trak den? For eksempel: “Vi aflæste båndets midte fra et billede, hvor båndet var cirka 2 mm bredt, så aflæsningen har en usikkerhed på ±1 mm, hvilket svarer til cirka ±36 basepar på resultatet.” Nu er der en mekanisme, en retning og et tal.

Resultater og fortolkning smelter sammen

Resultater og fortolkning smelter sammen. Resultatafsnittet fyldes med “det viser, at enzymet blev denatureret”, og så står der ingenting tilbage at skrive i diskussionen. Rapporten mister sin struktur, og læseren kan ikke skelne mellem, hvad I målte, og hvad I mener. Læs resultatafsnittet igennem og slet alt, der indeholder ordene “fordi”, “det skyldes” eller “det viser at”. Flyt sætningerne ned i diskussionen. I resultater må der kun stå tal, enheder og en neutral beskrivelse af, hvad man kan se.

Teorien er et referat af kapitlet

Teorien er et referat af kapitlet. Der står tre sider om PCR, restriktionsenzymer og elektroforese, men kun to linjer bruges rent faktisk senere i rapporten. Det ser flittigt ud, men det trækker ned, fordi det viser, at du ikke kan udvælge. Gå teorien igennem sætning for sætning og spørg: bruger jeg denne sætning i databehandlingen, i fejlkilderne eller i diskussionen? Hvis svaret er nej, skal den ud. En teoridel på en halv side, hvor hver sætning bliver brugt, er bedre end tre sider, hvor halvdelen er pynt.

Grafen mangler det, den bedømmes på

Grafen mangler det, den bedømmes på. En standardkurve uden aksetitler, uden enheder, uden forskrift og uden R² er reelt ubrugelig, og den er samtidig et af de steder, hvor det er allerlettest at hente point. Det samme gælder tal med syv decimaler, som apparatet eller regnearket har spyttet ud. Sæt aksetitel og enhed på begge akser, vis forskriften og R² på selve grafen, og giv den en figurtekst med nummer. Rund til det antal betydende cifre, jeres måling faktisk kan bære, typisk tre. 533 basepar, ikke 533,4700 basepar.

Metoden er skrevet af fra øvelsesvejledningen i bydeform

Metoden er skrevet af fra øvelsesvejledningen i bydeform. Der står “tilsæt 1 µL loading buffer” i stedet for, hvad I faktisk gjorde, og alle afvigelser er udeladt, fordi de føles som fejl, man helst ikke vil indrømme. Så mangler du grundlaget for at skrive noget fagligt om fejlkilder bagefter. Skriv i datid om jeres eget forløb, henvis til øvelsesvejledningen for det, I fulgte, og skriv kun det, I gjorde anderledes, ud i detaljer. Afvigelser er ikke pinlige, de er råstof til fejlkildeafsnittet, og de er nemmere at få point for end at skjule.

Konklusionen svarer ikke på formålet

Konklusionen svarer ikke på formålet. Formålet lovede at bestemme en størrelse, og konklusionen siger, at “forsøget forløb tilfredsstillende, og vi lærte meget om elektroforese”. Der er ingen tal, ingen usikkerhed og intet svar på det spørgsmål, rapporten stillede på side 1. Sæt formålet og konklusionen op ved siden af hinanden på skærmen og læs dem som spørgsmål og svar. Konklusionen skal indeholde jeres tal, dets enhed og dets usikkerhed, og den skal sige, om hypotesen holdt. Der må ikke stå noget i konklusionen, som ikke allerede er vist tidligere.

Spørgsmål og svar

Nej. Læreplanen for bioteknologi A nævner kun, at det skriftlige arbejde blandt andet omfatter “journaler og rapporter over eksperimentelt arbejde”. Der står ingen steder i læreplanen, hvilke afsnit en rapport skal have, i hvilken rækkefølge, eller hvor lang den skal være. Vejledningen beskriver til gengæld, hvad genren dækker: journaler og rapporter “strukturerer arbejdet med eksperimentelt arbejde, beskrivelse af eksperimentet, opsamling, strukturering og behandling af resultater og diskussion af resultater med inddragelse af faglig teori”. Det er en beskrivelse af indholdet, ikke et krav til formen. Rækkefølgen formål, teori, metode, resultater, databehandling, fejlkilder, diskussion, konklusion og litteraturliste med bilag er almindelig praksis på de fleste gymnasier, men den er sat lokalt. Find din skoles egen skrivevejledning, for det er den, du bliver bedømt efter.

Nej, og det står sort på hvidt i ministeriets vejledning: der knytter sig “ikke nødvendigvis” journaler eller rapporter til alle forsøg, og eksperimentelt arbejde kan også behandles og kommunikeres på andre måder. På de fleste skoler er praksis journal til alle forsøg og rapport til nogle få udvalgte i løbet af året. Hvor mange rapporter du skal aflevere, bestemmer din lærer.

Det er ikke fastsat noget sted nationalt, hverken i læreplanen eller i vejledningen. Det, der reelt styrer længden, er, at hvert afsnit skal gøre sit arbejde: teorien skal kun rumme det, du bruger senere, og databehandlingen skal vise ét fuldt regneeksempel. En rapport over et enkelt gelforsøg fylder derfor typisk et par sider plus bilag med rådata og billeder, men spørg din lærer, hvad forventningen er hos jer.

En usikkerhed er indbygget i metoden eller apparatet og findes, selv når alt går rigtigt. Du kan sætte tal på den: pipettens datablad fortæller, hvor nøjagtigt den doserer ved netop det volumen, du bruger, og båndets midte kan aflæses inden for ±1 mm. En fejlkilde er noget konkret, der skete i netop jeres forsøg, og som skubbede resultatet i en bestemt retning, for eksempel at gelen kørte for længe, så båndene diffunderede ud. Ministeriets vejledning nævner en tredje ting, du også skal kunne skelne fra de to: biologisk variation, altså at to prøver af levende materiale simpelthen ikke er ens.

Nej. Læreplanen siger, at elevernes eget eksperimentelle arbejde skal udgøre cirka 20 % af undervisningstiden, og vejledningen præciserer, at tid til efterbehandling, herunder databehandling og skrivning af rapporter, ikke kan tælles med. Det er også derfor, rapportskrivning ofte ligger som hjemmearbejde. Til gengæld kan en mindre del af forarbejdet tælle med, hvis det er en central del af selve eksperimentet, for eksempel at I selv opstiller hypotesen eller planlægger forsøget.

Du skal under alle omstændigheder kunne fortælle om jeres eksperimentelle arbejde, for den mundtlige opgave inddrager eksperimentelt arbejde eller andet empiribaseret arbejde fra undervisningen. Ministeriets vejledning skriver, at oplæsning fra notater, bøger og præsentationer ikke tæller positivt i bedømmelsen, men at det er i orden at inddrage relevante grafer, figurer og tabeller fra rapporter eller andet materiale til at uddybe bilagsmaterialet. Hvad du må have med ind i lokalet, bestemmer din skole ikke frit: vejledningen slår fast, at læreplanen i bioteknologi ikke stiller specielle krav til hjælpemidler ved de mundtlige prøver, og at brugen derfor er reguleret af eksamensbekendtgørelsen og af bekendtgørelsen om visse regler om prøver og eksamen i de gymnasiale uddannelser. Spørg alligevel din lærer i god tid, så du ved, hvordan reglerne bliver udmøntet hos jer.

Du skriver det, du fik, og så bruger du fejlkildeafsnittet til at forklare hvorfor og hvilken vej. Et skævt resultat med en god, faglig forklaring giver flere point end et pænt resultat uden forklaring, for det, der bedømmes, er blandt andet din evne til at “analysere og diskutere eksperimentelle data med inddragelse af faglig teori, fejlkilder, usikkerhed og biologisk variation”, som der står i læreplanens faglige mål. Du må aldrig rette i dine rådata, så de kommer til at passe. Skriv i stedet, hvad du ville ændre, hvis forsøget skulle laves om.

Om forfatteren

Siden her er skrevet af Emil Brandt Rex, gymnasielektor i dansk og historie. Alt på Studiekompasset bygger på fagenes læreplaner og vejledninger, og hver side har sine kilder stående nederst. Finder du en fejl, så skriv til mig, og den bliver rettet.

Kilder

Kilder

  • Bioteknologi A, stx, august 2017 (Bilag 88), læreplan, Børne- og Undervisningsministeriet: uvm.dk
  • Bioteknologi A, htx, august 2017 (Bilag 54), læreplan, Børne- og Undervisningsministeriet: uvm.dk
  • Vejledning til Bioteknologi A, stx, august 2025, Børne- og Undervisningsministeriet: uvm.dk
  • Vejledning til Biologi C, B og Bioteknologi A, htx, 2022, Børne- og Undervisningsministeriet: uvm.dk
  • Skriveportalen, Horsens Gymnasium og HF, bioteknologi (eksempel på en skoles egen praksis for journal og rapport): skriveportal.horsens-gym.dk
  • Octavius, skriveportal for Viby Gymnasium, “Journal i bioteknologi” og “Rapportskrivning i bioteknologi” (eksempel på en skoles egen praksis): octavius.vibygym.dk

Næste skridt

Find alt om faget, om de store opgaver og om eksamen ét sted, og filtrér efter din uddannelse.

Åbn biblioteket