Casearbejde i psykologi: fra beskrivelse til analyse til vurdering
En case i psykologi er et stykke virkelighed om et menneske, og din opgave er ikke at finde ud af, hvad der er galt med det menneske. Din opgave er at forklare en adfærd med psykologisk viden og bagefter vurdere, hvor godt forklaringen holder. Her får du de otte trin, en færdigskrevet caseanalyse med rigtige tal, og en klar linje for, hvor etikken går.
Af Emil Brandt Rex, gymnasielektor i dansk og historie
0
diagnoser du må stille
3
trin i en caseanalyse
2 til 3
teorier, almindelig skolepraksis
På denne side
- Hvad en case i psykologi er, og hvad den ikke er
- 1. Læs casen to gange, og skriv kun det, der faktisk står
- 2. Lav casen om til et spørgsmål
- 3. Vælg teori efter mekanismen i casen, ikke efter rækkefølgen i bogen
- 4. Kobl fagbegrebet til ét bestemt sted i casen
- 5. Erstat hverdagssproget med fagsproget
- 6. Vurder teorien og undersøgelsen, ikke bare personen
- 7. Hold den etiske linje synlig i teksten
- 8. Svar på dit eget spørgsmål, og åbn ét nyt
- Et gennemført eksempel
- Hvad eksemplet viser
- Det, der oftest koster point
- Spørgsmål og svar
- Kilder
Kort fortalt
Hvad en case i psykologi er, og hvad den ikke er
En case er et stykke aktuelt stof om et menneske: et uddrag af en avisartikel, et interview, en beskrivelse af en episode, et klip fra en udsendelse. Ordet “case” står faktisk ikke i læreplanen for psykologi. Det kommer fra ministeriets vejledning, hvor “case-materiale” nævnes som et eksempel på aktuelt stof, og hvor en case nævnes som noget, der kan ligge i bilagsmaterialet til den mundtlige prøve. Resten af ordets betydning er skolepraksis, og den praksis kan svinge lidt fra lærer til lærer.
Casen er det, der skal forklares. Den er ikke dit bevis. Beviset er den psykologiske viden: teorien og de undersøgelser, du trækker ind. Derfor er en caseanalyse altid en bevægelse i tre skridt. Du beskriver, hvad der sker. Du analyserer, hvorfor det sker, med fagets begreber. Og du vurderer, hvor godt din forklaring egentlig holder, når man ser på, hvem der er undersøgt, hvordan og hvornår.
Den mest udbredte misforståelse er, at man skal stille en slags diagnose. Det skal man ikke, og det er ikke bare en smagssag. Ministeriets vejledning til psykologi B og C siger direkte, at psykologi i gymnasiet er et videns- og dannelsesfag, der afgrænser sig fra terapi og psykiatri. Læreplanens første faglige mål siger, at du skal kunne demonstrere kendskab til fagets stofområder “primært i forhold til det normalt fungerende menneske”. Du forklarer adfærd. Du bedømmer ikke et menneske.
Del 1 af 8
1. Læs casen to gange, og skriv kun det, der faktisk står
Første gennemlæsning er for at forstå. Anden gennemlæsning er for at skrive ned, hvad der objektivt sker: hvem, hvor, hvad blev gjort, hvad blev sagt. Det, der oftest mangler her, er skillelinjen mellem det, casen fortæller, og det, du selv lægger ind. “Hun var nervøs” står måske ikke i casen; “hun kiggede ned i bordet” gør. Hold dig til det første niveau nu, så du har noget fast at bygge analysen på.
Sådan kan du skrive det: “I casen fortæller Sofie, at hun ændrede sit svar, efter at fem klassekammerater havde svaret noget andet end det, hun selv kunne se.”
Del 2 af 8
2. Lav casen om til et spørgsmål
En problemstilling er et spørgsmål, ikke et emne. “Gruppepres” er et emne. “Hvorfor ændrer et ungt menneske sit svar, når resten af gruppen mener noget andet?” er en problemstilling. Læreplanen kræver netop, at du selv kan formulere konkrete psykologifaglige problemstillinger i aktuelt stof. Skriv spørgsmålet, før du vælger teori, ellers vælger teorien spørgsmålet for dig.
Sådan kan du skrive det: “Hvorfor ændrer Sofie sit svar, selv om hun kan se, at gruppens svar er forkert?”
Del 3 af 8
3. Vælg teori efter mekanismen i casen, ikke efter rækkefølgen i bogen
Spørg dig selv: hvad er det psykologiske maskineri, der arbejder her? Er det pres fra en gruppe, er det tilknytning, er det hukommelse, er det motivation? Det er den mekanisme, der bestemmer teorien. Den hyppigste fejl er at gribe efter den teori, klassen lige har læst, og så bøje casen ind i den. Skriv én sætning, hvor du begrunder valget, så du kan se, om begrundelsen holder.
Sådan kan du skrive det: “Fordi konflikten i casen står mellem Sofies egen sansning og gruppens svar, bruger jeg Aschs undersøgelse af konformitet og begrebet normativ social indflydelse.”
Del 4 af 8
4. Kobl fagbegrebet til ét bestemt sted i casen
Analysen bliver først til analyse, når et begreb rører ved en konkret linje i teksten. Peg på stedet, og sig, hvad det er et eksempel på. Det, der oftest mangler, er selve koblingen: eleven skriver et afsnit om teorien og et afsnit om casen, men aldrig sætningen, der binder dem sammen. Skriv den sætning eksplicit, også selv om den føles firkantet.
Sådan kan du skrive det: “Sofies bemærkning om, at hun troede, hun havde set forkert, passer på normativ social indflydelse: hun tvivler ikke først og fremmest på sit syn, hun vil ikke være den eneste, der skiller sig ud.”
Del 5 af 8
5. Erstat hverdagssproget med fagsproget
Læreplanen skelner udtrykkeligt mellem hverdagspsykologi og videnskabeligt baseret psykologisk viden, og det er præcis her, karakteren afgøres. “Hun er usikker” er hverdagspsykologi. “Omkostningen ved at afvige er høj i en gruppe, hun møder hver dag” er en faglig forklaring. Gå din tekst igennem og find de steder, hvor du har forklaret med almindelig sund fornuft. Skriv dem om, så mekanismen står der i stedet for karaktertrækket.
Sådan kan du skrive det: “Det er ikke, fordi Sofie er svag. Det er, fordi prisen ved at være den eneste afvigende i en gruppe, hun skal møde hver dag, er høj.”
Del 6 af 8
6. Vurder teorien og undersøgelsen, ikke bare personen
Her ligger forskellen mellem en pæn opgave og en stærk opgave. Se på undersøgelsen bag din teori: hvem deltog, hvor mange, hvornår, i hvilken situation, og kan det overføres til din case? Læreplanen kræver, at du kan forholde dig kritisk til psykologisk viden og inddrage flere forklaringer. Det, der oftest mangler, er, at eleven kritiserer teorien generelt i stedet for at kritisere den i forhold til lige netop denne case.
Sådan kan du skrive det: “Aschs deltagere var 123 mandlige amerikanske studerende i 1950’erne, og opgaven var at bedømme streglængder, ikke at tage stilling til noget, der betød noget for dem, så resultatet kan ikke uden videre overføres til Sofies klasse.”
Del 7 af 8
7. Hold den etiske linje synlig i teksten
En case handler om et menneske, og det menneske kan ikke svare igen. Derfor skriver du om adfærd og situation, aldrig om personens værd, og aldrig som en diagnose. Ministeriets vejledning understreger, at eleverne ikke kan gennemføre undersøgelser, der omfatter kliniske forhold, fordi det kræver en klinisk baggrund, som ikke findes i gymnasiet. Skriv gerne én sætning i opgaven, hvor du selv trækker grænsen. Den koster tre linjer og viser præcis den faglige selvforståelse, censor leder efter.
Sådan kan du skrive det: “Jeg kan ikke afgøre, om Sofie generelt har lavt selvværd. Jeg kan kun undersøge, hvad der psykologisk kan forklare den adfærd, casen viser i den konkrete situation.”
Del 8 af 8
8. Svar på dit eget spørgsmål, og åbn ét nyt
Konklusionen skal svare på den problemstilling, du selv stillede i trin to, og ikke på noget andet. Perspektiveringen er der, hvor du åbner ét nyt spørgsmål eller peger på en anden forklaring. Det, der oftest mangler, er, at konklusionen gentager analysen i stedet for at svare. Læs dit spørgsmål og din konklusion lige efter hinanden, og se, om de faktisk passer sammen.
Sådan kan du skrive det: “Casen peger på, at gruppepres kan ændre adfærd uden at ændre overbevisning, og det rejser spørgsmålet om, hvad der sker, når presset foregår i en gruppechat i stedet for ansigt til ansigt.”
Eksempel
Et gennemført eksempel
Casen i bilaget (skrevet som undervisningseksempel, ikke hentet fra en avis): Sofie på 17 år går i 2.g. I en gruppeøvelse i biologi skal seks elever hver især sige, hvilken af tre kurver der viser den hurtigste vækst. Sofie kan tydeligt se, at det er kurve B. De fem andre siger efter tur kurve C. Da turen kommer til Sofie, siger hun kurve C. Bagefter siger hun til sin veninde: jeg troede vel, at jeg havde set forkert, og jeg gad ikke være den eneste, der sagde noget andet.
Problemformulering: Hvorfor ændrer Sofie sit svar, selv om hun kan se, at gruppens svar er forkert? Underspørgsmål: Hvilken form for social indflydelse er der tale om, og hvor godt kan psykologisk forskning i konformitet forklare netop denne situation?
Beskrivelse: Sofie afgiver et svar, der er i modstrid med hendes egen sansning, umiddelbart efter at fem personer har afgivet det samme forkerte svar. Hun er den sidste, der svarer. Hun begrunder det bagefter både med tvivl om sin egen sansning og med et ønske om ikke at skille sig ud. Det er det, der faktisk står i casen, og alt andet er min tolkning.
Analyse: Situationen svarer strukturelt til Solomon Aschs klassiske konformitetsforsøg, hvor en forsøgsperson skal sammenligne streglængder sammen med en gruppe medsammensvorne, der enstemmigt siger noget forkert. I Aschs monografi fra 1956 deltog 123 mandlige amerikanske studerende. I de kritiske gennemgange, hvor gruppen svarede forkert, gav forsøgspersonerne det samme forkerte svar i 36,8 procent af tilfældene, og 75 procent gav efter mindst én gang. I en kontrolgruppe, hvor deltagerne svarede alene, lå fejlprocenten under 1. Sammenligningen viser, at Sofies svar ikke er en fejl i hendes syn, men en reaktion på gruppen. Hendes to begrundelser peger på to forskellige mekanismer: tvivlen om egen sansning peger mod informativ social indflydelse, hvor gruppen bruges som kilde til, hvad der er rigtigt, mens ønsket om ikke at skille sig ud peger mod normativ social indflydelse, hvor gruppen bruges som kilde til, hvad der er acceptabelt. Med sætningen om ikke at gide være den eneste vejer det normative tungest.
Vurdering: Aschs undersøgelse er stærk, fordi kontrolgruppen viser, at opgaven i sig selv var let, og fejlene derfor kommer fra det sociale pres. Men den er svag som forklaring på Sofie på tre punkter. Deltagerne var mænd, de var amerikanske studerende, og forsøget lå i 1950’erne, mens Sofie er en dansk gymnasieelev i dag. Opgaven i forsøget var desuden neutral, mens Sofies svar afgives foran klassekammerater, hun skal se igen i morgen, hvilket kan gøre det normative pres større, ikke mindre. Bond og Smiths metaanalyse fra 1996 af 133 undersøgelser med Aschs stregopgave fra 17 lande viser netop, at konformiteten varierer med kultur og er faldet i amerikanske undersøgelser siden 1950’erne. Aschs tal skal derfor bruges som en pil, der peger på en mekanisme, ikke som en procentsats, der gælder for Sofies klasse.
Konklusion og perspektivering: Sofie ændrer sit svar, fordi den sociale omkostning ved at være den eneste afvigende i en gruppe, hun møder hver dag, vejer tungere end værdien af at have ret i en enkelt øvelse. Det handler om normativ social indflydelse, ikke om, at hun er usikker som person, og jeg kan ud fra casen hverken sige noget om hendes selvværd eller stille nogen form for diagnose. Et oplagt næste spørgsmål er, om presset virker anderledes online, hvor svaret bliver stående og kan ses af flere end de fem i gruppen.
Vores kommentar
Hvad eksemplet viser
Læg mærke til, at hvert tal har en enhed, og at regnestykket står, ikke bare facit. En bedømmer skal kunne følge dig fra måling til resultat uden at gætte.
Og læg mærke til, at afvigelserne ikke er skjult. Det, der ikke passede, er skrevet ned og forklaret. Det er dét, der adskiller en rapport fra en renskrivning af vejledningen.
Fælder
Det, der oftest koster point
Du genfortæller casen i stedet for at analysere den
Du genfortæller casen i stedet for at analysere den Sæt en regel: hver gang du har skrevet en sætning om, hvad der sker i casen, skal den næste sætning indeholde mindst ét fagbegreb. Kan du ikke skrive den næste sætning, hører afsnittet ikke hjemme i analysen.
Du stiller en diagnose i forklædning
Du stiller en diagnose i forklædning Sæt en søgning i gang på ordene “har”, “lider af” og “er” foran et psykiatrisk ord i din tekst. Skriv i stedet “kan forklares med”, “peger i retning af” eller “svarer til det, teorien kalder”. Faget afgrænser sig fra terapi og psykiatri, og læreplanen taler om det normalt fungerende menneske.
Du bruger casen som bevis for teorien
Du bruger casen som bevis for teorien Husk retningen: undersøgelsen er beviset, casen er det, der skal forklares. Én case kan aldrig vise, at en teori er rigtig. Den kan vise, at teorien kan forklare noget her, og din vurdering skal så sige, hvor langt den rækker.
Du vælger teori, fordi I lige har læst den
Du vælger teori, fordi I lige har læst den Skriv én sætning, der starter med “Fordi konflikten i casen står mellem …”. Kan du udfylde den med noget fra casen, er valget begrundet. Kan du kun skrive “fordi vi har læst den”, så vælg om.
Vurderingen bliver til to linjers pligtkritik til sidst
Vurderingen bliver til to linjers pligtkritik til sidst Afsæt cirka en femtedel af pladsen til vurdering, og gør den konkret: hvem deltog, hvor mange, hvornår, i hvilken situation, og hvad betyder det for lige netop din case. Generel kritik af typen “undersøgelsen er gammel” tæller ikke, før du siger, hvorfor alderen betyder noget her.
Du behandler casepersonen som en type i stedet for et
Du behandler casepersonen som en type i stedet for et menneske Skriv om adfærden og situationen, ikke om personen som helhed. “Sofie ændrede sit svar i den situation” i stedet for “Sofie er en konform person”. Læs til sidst din tekst igennem, som om casepersonen sad ved siden af dig.
Spørgsmål og svar
Om forfatteren
Siden her er skrevet af Emil Brandt Rex, gymnasielektor i dansk og historie. Alt på Studiekompasset bygger på fagenes læreplaner og vejledninger, og hver side har sine kilder stående nederst. Finder du en fejl, så skriv til mig, og den bliver rettet.
Kilder
Kilder
- Psykologi B, valgfag, august 2017 (læreplan, bilag 162), Børne- og Undervisningsministeriet: uvm.dk
- Psykologi C, valgfag, august 2017 (læreplan, bilag 163), Børne- og Undervisningsministeriet: uvm.dk
- Vejledning til psykologi B, valgfag, august 2025, Børne- og Undervisningsministeriet: uvm.dk
- Vejledning til psykologi C, valgfag, august 2025, Børne- og Undervisningsministeriet: uvm.dk
- Læreplaner til valgfag, Børne- og Undervisningsministeriet: uvm.dk
- Etiske principper for nordiske psykologer, Dansk Psykolog Forening: dp.dk
- Asch, S. E. (1956). Studies of independence and conformity: I. A minority of one against a unanimous majority. Psychological Monographs, 70(9), 1 til 70.
- Bond, R. og Smith, P. B. (1996). Culture and conformity: A meta-analysis of studies using Asch’s line judgment task. Psychological Bulletin, 119(1), 111 til 137.
Næste skridt
Find alt om faget, om de store opgaver og om eksamen ét sted, og filtrér efter din uddannelse.