Dokumentaranalyse: sådan analyserer du en dokumentarfilm

Hvad modellen er

Dokumentaranalyse er en fast rækkefølge af spørgsmål til en film, der påstår at vise virkeligheden. Du undersøger fire ting: klipningen, speaken, lyden og musikken, og det arkivmateriale filmen har lånt fra andre. Til sidst skriver du, hvad filmen vil have dig til at mene, og hvilke af de fire ting der bærer den påstand.

Modellen kan afgøre noget, en handlingsgennemgang aldrig kan: hvem der taler, hvem der får lov at svare, hvad der bliver klippet sammen, og hvad der er skåret væk. Undervisningsministeriets vejledning til dansk A kalder de træk, der får en film til at virke troværdig, for autenticitetsmarkører: det håndholdte kamera, der viser, at nogen står på stedet, eller reallyden, der viser, at det er optaget der, hvor det skete. Pointen i vejledningen er, at et virkemiddel betyder noget forskelligt i forskellige sammenhænge. Det er derfor, du skal beskrive virkningen og ikke bare sætte mærkater på.

Forskellen på at bruge modellen og bare at referere er konkret. Referatet siger: “Moore interviewer Charlton Heston, og Heston går sin vej.” Analysen siger: “Moore filmer Heston nedefra i hans eget hjem og lader kameraet køre videre, efter at Heston er gået. De sekunder med et tomt rum er ikke information, de er en dom, og den fælder klipperen, ikke Heston.” Det er den anden slags sætninger, karakteren gives for.

Trin 1 af 7

1. Find faktakontrakten i de første tre minutter

En dokumentar indgår en aftale med dig: det her er sket. Se åbningen igen og skriv ned, hvad der bekræfter aftalen. Er der en tekstplade med sted og dato? Står der navn og titel under folk, når de taler? Er lyden reallyd fra stedet, altså trafik, vind, stemmer i baggrunden, eller er den ren og pålagt bagefter? Rykker kameraet sig som en hånd eller som et stativ? Det er de træk, ministeriets vejledning kalder autenticitetsmarkører, og de er filmens første argument, længe før nogen siger noget.

Sådan kan du skrive det: “Filmen åbner med en tekstplade med sted og dato, og lyden er reallyd fra rummet. Begge dele siger til mig: det her er sket, og nogen stod med et kamera og optog det.”

Trin 2 af 7

2. Bestem formen, og skriv hvad den gør ved din tillid

Bill Nichols, amerikansk dokumentarteoretiker, deler dokumentaren op i seks former, og de bruges bredt i gymnasiet, selv om de ikke står i læreplanen. Den poetiske klipper efter stemning og rytme og forklarer ingenting. Den ekspositoriske har en speak, der forklarer, mens billederne illustrerer speaken. Den observerende er fluen på væggen: ingen speak, ingen interviews, kameraet blander sig ikke. Den deltagende har instruktøren i billedet, hvor han spørger og reagerer. Den refleksive viser sit eget apparat frem, altså kameraet, klippet og optagesituationen. Den performative gør instruktørens egen oplevelse til stoffet. De færreste film er kun én form. Skriv, hvilken der dominerer, og hvor filmen skifter.

Sådan kan du skrive det: “Filmen er overvejende deltagende: instruktøren er selv i billedet, stiller spørgsmålene og reagerer på svarene. Det gør ham til hovedperson på lige fod med dem, han interviewer, og det betyder, at jeg hele tiden ser sagen gennem hans reaktion.”

Trin 3 af 7

3. Læs klipningen: hvad bliver sat ved siden af hvad

Klipningen er dokumentarens stærkeste argument, fordi den påstår uden at sige noget. To optagelser, der ikke har noget med hinanden at gøre i virkeligheden, kommer til at hænge sammen, alene fordi de står lige efter hinanden. Vælg ét klippested. Skriv, hvad der er i billedet før, hvad der er i billedet efter, og hvilken sammenhæng rækkefølgen får dig til at tro på. Læg samtidig mærke til tempoet: mange korte klip skaber pres og uro, lange klip uden klip skaber ro og tyngde, og krydsklipning mellem to steder siger, at de to ting handler om det samme.

Sådan kan du skrive det: “Instruktøren klipper fra våbenfabrikkens talsmand direkte til en montage af bombede byer. Ingen af parterne siger, at der er en sammenhæng, men rækkefølgen påstår det, og påstanden skal jeg selv opdage, hvilket gør den svær at modsige.”

Trin 4 af 7

4. Undersøg speaken og interviewene: hvem taler, og hvem får lov at svare

Speak er en stemme, der ikke er i rummet, og som derfor ikke kan modsiges af nogen på skærmen. Vurdér, hvor stor en del af filmen der bæres af speak, og hvor stor en del der bæres af mennesker i billedet. Se så på, hvordan de interviewede bliver stillet op. Sidder de i deres eget hjem i ro med navn og titel på skærmen, eller bliver de fanget stående med kameraet tæt på? Er kameraet i øjenhøjde eller nedefra? Og notér det vigtigste: hvad bliver der ikke spurgt om.

Sådan kan du skrive det: “Filmens modstandere får spørgsmål stående på gaden med kameraet tæt på, mens dens egne kilder sidder i ro derhjemme med navn og titel på skærmen. Forskellen er ikke praktisk, den er retorisk, og den fortæller mig på forhånd, hvem jeg skal stole på.”

Trin 5 af 7

5. Skil reallyd fra pålagt musik

Reallyd er lyden fra stedet, og den dokumenterer. Pålagt musik findes ikke på stedet, den er lagt på bagefter, og den er derfor instruktørens kommentar til det, du ser. Stil ét spørgsmål til hver musikscene: hvad ville scenen betyde uden musikken? Vær særligt opmærksom på den ironiske brug, hvor en glad eller rolig sang lægges hen over hårde billeder. Der ligger argumentet i afstanden mellem det, du hører, og det, du ser. Prøv at se en central scene igennem med lukkede øjne. Du opdager tit, at halvdelen af filmens holdning ligger i lyden.

Sådan kan du skrive det: “Under montagen ligger en rolig, glad sang, mens billederne viser det modsatte. Musikken siger ikke selv noget, men afstanden mellem sang og billede gør, at jeg læser billederne som en anklage.”

Trin 6 af 7

6. Spor arkivmaterialet: hvor kommer klippet fra, og hvad bruges det til nu

Arkivklip er optaget af andre, på et andet tidspunkt, til et andet formål. Stil tre spørgsmål: hvem optog det og hvornår, viser filmen kilden på skærmen, og hvad kommer klippet til at betyde i den nye sammenhæng. Nyhedsklip giver autoritet, fordi vi genkender tv. Overvågningsvideo giver rå autenticitet, fordi ingen har komponeret billedet. Gamle reklamefilm og tegnefilm giver ironi, fordi vi ser dem med nutidens øjne. Skriv, om filmen viser sin kilde, eller om den lader klippet stå som bevis uden at kunne tjekkes.

Sådan kan du skrive det: “Klippet er en tv-nyhedsudsendelse, men filmen viser hverken kanal eller dato. Det virker som et bevis, og jeg kan ikke efterprøve det. Derfor bruger jeg det som virkemiddel i min analyse, ikke som kilde.”

Trin 7 af 7

7. Skriv påstanden i én sætning, og hold den op mod modtagelsen

Nu samler du. Skriv filmens påstand i én sætning, der begynder med “Filmen vil have mig til at mene, at …”. Peg derefter på de to eller tre virkemidler fra trin 3 til 6, der bærer påstanden, og skriv hvorfor netop de virker. Slut med modtagelsen. Vejledningen til dansk A nævner direkte, at man kan inddrage anmeldelser, debatindlæg og reaktioner fra politikere eller andre. Én rosende anmeldelse og én kritik giver dig en vurdering i stedet for en mening, og det er vurderingen, der løfter karakteren.

Sådan kan du skrive det: “Filmen vil have mig til at mene, at frygt, og ikke våbnene alene, er årsagen. Påstanden bæres af klipningen og af musikken, ikke af tal, og det er præcis dét, kritikerne siden har angrebet den for.”

Fælder

Det, der oftest går galt