Elverskud (folkevise): analyse og fortolkning

Resumé

Resumé, med vores egne ord

Hr. Oluf rider ud i den tidlige morgen, dagen før han skal giftes. Allerede første strofe er fortryllet: det forekommer ham at være lys dag, selv om det ikke er det. På sin vej møder han elver og dværge, der danser, og elverdronningen danser selv med. En jomfru træder ud af dansen, lægger armen om hans hals og kræver, at han danser med hende, før han rider videre.

Elverpigen lokker med gaver: en grå ganger, der kan nå Rom og tilbage på en time, en sadel af guld, en brynje, et sværd og guld i lange baner. Oluf afviser det hele, for hans bryllup står i morgen. Så vender gaverne sig til en trussel, og hun stiller ham et valg: dø i aften eller ligge syg i syv år. Han vælger døden frem for de syv år som syg, og hun slår ham mellem skuldrene, så slaget når hjerteroden. Derefter løfter hun ham op på hesten og sender ham hjem.

Hjemme ved borgeleddet ser moderen straks den blege kind og blodet, der rinder fra sadlen. Oluf lyver først og siger, at hesten snublede, men indrømmer så, at han har været i elverkvindernes dans. Han deler sin arv ud, bestemmer at hans yngste bror skal have fæstemøen, og dør før midnat.

Næste morgen kommer liden Kirstin med brudefølget. Varslerne taler til hende: klokkerne ringer, skønt ingen ligger syg, og der brænder lys ved højlys dag. Familien dækker over sandheden hele bryllupsdagen, indtil Olufs smådreng røber den ved brudesengen. Kirstin finder liget under det røde skarlagen, og hendes hjerte brister på stedet. Morgenen efter bæres tre lig ud af gården: Oluf, bruden og moderen, der døde af sorg.

Analyse, punkt 1 af 6

1. Genren: tryllevise med tolinjede strofer og omkvæd

“Elverskud” er en tryllevise, den gruppe af folkeviser hvor mennesker møder overnaturlige væsener som elvere, dværge og havfolk. Visen er anonym og har levet i mundtlig overlevering, før den blev skrevet ned; den version, du oftest møder, bygger på en opskrift i Karen Brahes folio fra anden halvdel af 1500-tallet. Formen er balladens: korte strofer på to verslinjer, et fast omkvæd og en fortæller, der næsten ikke forklarer noget selv. Handlingen drives af replikker, som når elverpigen befaler: “Alt skal I først, Hr. Oluf! danse med mig.” Du får scener og dialog, ikke indre tanker. Det kaldes scenisk fremstilling og er et af folkevisens sikreste kendetegn.

Sådan kan du skrive det: “Alt skal I først, Hr. Oluf! danse med mig” viser folkevisens sceniske form, hvor replikkerne bærer handlingen, og allerede her aner du, at elverpigens vilje er en lov, Oluf ikke kan forhandle med.

Analyse, punkt 2 af 6

2. Omkvædet: dansen, der går let hen over tre lig

Omkvædet “Men Dansen den gaar saa let gjennem Lunden.” blev sunget efter hver strofe, når visen blev brugt som dansevise. Læg mærke til dobbeltheden: ordene er lette og lyse, men de står klos op ad visens mørkeste billeder. Første gang rammer omkvædet en morgenstemning, sidste gang står det lige efter de to slutstrofer om de tre lig, der bæres ud af Hr. Olufs hus. Dansen fortsætter, uanset hvem der dør; naturen og elverne standser ikke for menneskers sorg. Samtidig peger omkvædet på selve dansesituationen: de dansende i middelalderens sal sang om en dans, der dræber, mens de selv dansede. Den kontrast er visens uhygge samlet i én linje.

Sådan kan du skrive det: “Men Dansen den gaar saa let gjennem Lunden” skifter betydning gennem visen, fordi den lette dans til sidst danser hen over tre lig, og omkvædet kommer dermed til at udtrykke naturens ligegyldighed over for menneskets sorg.

Analyse, punkt 3 af 6

3. Mødet i lunden: gaver, trussel og valget mellem død og sygdom

Elverpigen kræver først dansen, og Oluf afviser med sit bryllup som grund: “Ikke jeg tør, og ikke jeg maa: / i Morgen skal mit Bryllup staa.” Så lokker hun: “Jeg vil eder give en Ganger graa, / han gaar en Time til Rom og fraa”, dertil sadel af guld, brynje og sværd. Oluf afviser igen: “Behold du selv dit Guld saa rød! / jeg vil hjem til min Fæstemø.” Da vender gaven sig til trussel: “Hvad heller vilt du i Aften dø, / eller du vilt ligge syg syv Aar under Ø?” Oluf vælger den hurtige død: “Langt heller ligger jeg i Morgen Lig, / end jeg vil ligge syv Vinter syg.” Så falder slaget, “at Slaget gjaldt i hans Hjærterod”, og det slag er selve elverskuddet.

Sådan kan du skrive det: “Langt heller ligger jeg i Morgen Lig, / end jeg vil ligge syv Vinter syg” viser, at Hr. Oluf vælger efter middelalderens æresbegreb, hvor en hurtig død er bedre end syv år som syg og unyttig mand.

Analyse, punkt 4 af 6

4. Formler, gentagelser og tretal: visens mundtlige teknik

Folkevisen er bygget til at blive husket og sunget, og det kan du se i sproget. Faste formler går igen fra vise til vise, fx tidsformlen “Aarle om Morgen, Dag det var” og den blege kind som dødstegn. Moderens spørgsmål gentages ordret: “Hvi bær du nu saa bleg en Kind?” står i to strofer i træk. Det kaldes episk gentagelse, og det bremser tempoet, netop hvor spændingen er størst. Bogstavrim binder linjerne sammen, som i truslen “Sot og Sygdom skal følge dig”. Og tretallet lukker visen: “der kom tre Lig af Hr. Olufs Hus.” Tre er folkedigtningens faste tal, og det gør slutningen total.

Sådan kan du skrive det: “Hvi bær du nu saa bleg en Kind?” gentages ordret som episk gentagelse, og gentagelsen viser både visens mundtlige rødder og moderens voksende angst for det svar, hun allerede kender.

Analyse, punkt 5 af 6

5. Varsler og fortielser: hjemkomsten og brudefærden

Anden halvdel af visen er et net af varsler og løgne. Oluf lyver først selv: “Min Ganger han var ikke visser paa Fod, / han snubled over en Ellerod”, og løgnen rummer sin egen sandhed, for ellefolk er et gammelt navn for elverne. Moderen gennemskuer ham: “du haver vist været i Elvkvindedans.” Da liden Kirstin kommer med brudefølget, taler tegnene til hende: klokkerne ringer, skønt “jeg véd her ingen, der syger laa”, og “nu brænder her Lys ved den klare Dag”. Hun tolker rigtigt: “jeg frygter, Hr. Oluf han er død.” Alligevel fortier familien sandheden: “Ridder Oluf er i Lunden, at tæmme sin Hest.” Fortielsen skal skåne bruden, men den gør kun faldet større.

Sådan kan du skrive det: “nu brænder her Lys ved den klare Dag” fungerer som dødsvarsel, fordi lys ved højlys dag kun tændes over et lig, og liden Kirstin læser tegnet længe før nogen tør sige sandheden højt.

Analyse, punkt 6 af 6

6. Personerne og slutningen: tre lig af ét slag

Hr. Oluf er den tro fæstemand, der siger nej til elverpigens guld og netop derfor bliver ramt. Elverpigen er naturens magt i kvindeskikkelse; hun forhandler ikke, hun kræver. Moderen prøver at værne først sønnen og siden bruden med fortielser, og hun betaler selv prisen. Liden Kirstin er visens anden hovedperson: hun finder liget under “det Skarlagen rød”, og “hendes Hjærte det brast i samme Stund”. Slutstrofen samler det hele: “Det ene var Hr. Oluf, det andet hans Mø, / det tredje hans kjær Moder, af Sorgen var død.” Tre lig, én årsag. Straffen rammer ikke kun den, der red gennem lunden, men hele slægten.

Sådan kan du skrive det: “hendes Hjærte det brast i samme Stund” viser, at sorg i folkevisens verden er en fysisk kraft, der dræber lige så sikkert som elverpigens slag mod Olufs hjerterod.

Perspektivering

Perspektivering

Litteraturhistorisk hører “Elverskud” til middelalderens folkeviser, der levede mundtligt, blev skrevet ned i adelens visebøger (ældste danske opskrift i Karen Brahes folio fra ca. 1570’erne), trykt i Peder Syvs visebog 1695 og samlet som nr. 47 i Svend Grundtvigs Danmarks gamle Folkeviser fra 1853 og frem. Grundtvig mente, at visen oprindelig stammer fra Bretagne og er vandret til Norden allerede i 1100-tallet.

Romantikken genfortolkede stoffet. Herder oversatte Peder Syv-versionen til tysk som “Erlkönigs Tochter” (1779), og den inspirerede Goethes berømte “Erlkönig” (1782). Herhjemme satte Niels W. Gade musik til historien i korværket “Elverskud” (1854, tekst ved Chr. K. F. Molbech). For romantikerne var folkeviserne folkets ånd og en national skat, og det er grunden til, at en middelaldervise står centralt i 1800-tallets kunst.

Oplagte perspektivtekster er andre trylleviser som “Harpens Kraft”, “Germand Gladensvend” og “Agnete og Havmanden”, der alle handler om mødet med naturvæsener, samt folkevisen “Elverhøj”, hvor ridderen slipper levende fra elverne. Forskellen på de to slutninger er en perspektivering i sig selv.

Fælder

Det, der oftest går galt i analysen