Retorisk analyse i engelsk: sådan analyserer du non-fiction

Retorisk analyse er den metode, du bruger, når teksten i engelsk ikke er fiktion, men en tale, en artikel, en klumme eller en TED-talk. Den består af tre modeller, der svarer på hver sit spørgsmål: hvem taler til hvem, hvad er argumentet, og hvordan overbeviser teksten. Her får du de tre modeller sat op i den rækkefølge, du faktisk skal bruge dem.

Af Emil Brandt Rex, gymnasielektor i dansk og historie

Af Emil Brandt Rex, gymnasielektor og beskikket skriftlig censor i Dansk ASidst opdateret 31. august 2026

På denne side

Hvad modellen er

Retorisk analyse er værktøjskassen til non-fiction. Fiktion analyserer du med setting, character, plot og narrator. Men når du får en tale, en leder, et blogindlæg eller et interview, virker de begreber ikke, for der er ingen fortæller og intet plot. Der er en afsender, der vil have en modtager til at mene noget bestemt. Retorisk analyse er metoden til at vise hvordan.

Værktøjskassen indeholder tre modeller, og de kan afgøre tre forskellige ting. Det retoriske pentagram afgør, hvem der taler til hvem, i hvilken kanal og med hvilken hensigt. Toulmins model afgør, hvad argumentet faktisk er, og hvilken antagelse det hviler på. Appelformerne (modes of appeal) afgør, hvordan teksten forsøger at overbevise: gennem tillid til afsenderen, gennem følelse eller gennem ræsonnement. De tre modeller er ikke tre analyser. De er tre spørgsmål til den samme tekst, og de skal helst hænge sammen til sidst.

Forskellen på at bruge modellen og på at referere er den her: et referat siger, hvad der står i teksten. En analyse siger, hvad et bestemt greb gør ved en bestemt modtager. “She talks about the climate crisis” er referat. “She uses the IPCC carbon budget so that her anger looks like a reasonable conclusion rather than a feeling” er analyse. Modellen er ikke noget, du skal nævne i din opgave. Den er noget, du skal have brugt, før du skriver.

Hvornår

Hvornår du skal bruge den, og hvornår ikke

  • Brug den, når teksten er non-fiction og vil overbevise dig om noget: speech, article, news column, blog post, letter to the editor, interview, essay, podcast, TED-talk. Det er præcis de genrer, ministeriets vejledning nævner som ikke-fiktive tekster.
  • Brug den også på blandingsformer, hvor en tekst ser ud som fortælling, men har et ærinde: en personlig klumme, en dokumentarfilm, en reklame, en politisk video. Her skal du både finde den fortalte scene og den påstand, scenen skal bevise.
  • Brug den IKKE på en novelle, en roman, et digt eller en spillefilm. Der skal du bruge fiktionsbegreberne. Hvis du begynder at lede efter “afsenderens hensigt” i en novelle, ender du med at analysere forfatteren i stedet for teksten, og det trækker ned.
  • Brug den heller ikke alene, hvis opgaven beder om perspektivering. Retorisk analyse viser, hvordan teksten virker. Den viser ikke, hvorfor teksten blev holdt netop da, eller hvad den siger om samfundet. Det skal lægges oveni.

Trin 1 af 7

1. Sæt kommunikationssituationen op

Start altid her, aldrig i virkemidlerne. Ministeriets vejledning samler det i seks spørgsmål: hvem siger hvad til hvem, hvordan, i hvilken kanal, og med hvilken hensigt. Det er det retoriske pentagram i praksis. Vær især skarp på kanalen, for den afgør det meste: den samme sag ser helt forskellig ud i The Guardian og i The Sun. Og vær opmærksom på, at den, der sidder i rummet, ofte ikke er den egentlige modtager. En tale i FN er holdt til kameraet.

Sådan kan du skrive det: The sender is a 16-year-old activist, the audience is a room of heads of state, and the channel is a televised UN summit, which means she is not really speaking to the people in the room but to the millions watching them.

Trin 2 af 7

2. Find påstanden (the claim)

Skriv med én sætning, hvad modtageren skal gå derfra og mene. Ikke hvad teksten handler om, men hvad den vil have dig til at acceptere. Det er forskellen på emne og påstand: emnet kan være klimaet, men påstanden er, at bestemte mennesker har svigtet. Kan du ikke finde påstanden, er den tit gemt i det, teksten gentager. Har teksten flere påstande, så find den, alle de andre arbejder for.

Sådan kan du skrive det: Her central claim is that the world leaders in front of her have failed, and that their failure is not an accident but a choice.

Trin 3 af 7

3. Find belægget og hjemlen (grounds and warrant)

Nu bruger du Toulmin. Belægget (grounds) er det, teksten lægger frem som bevis: tal, eksempler, citater, egne oplevelser. Hjemlen (warrant) er den antagelse, der skal være sand, for at belægget kan bære påstanden. Hjemlen står næsten aldrig i teksten. Den er der, analysen ligger, for det er den, læseren accepterer uden at opdage det. Spørg dig selv: hvad skal jeg allerede tro på, for at dette bevis virker?

Sådan kan du skrive det: She backs the claim with the IPCC carbon budget, 420 gigatons on 1 January 2018 and under 350 today, and the unstated warrant is that anyone who knows these numbers and still does nothing is guilty.

Trin 4 af 7

4. Undersøg ethos: hvorfor skal vi tro på afsenderen?

Ethos er ikke, om afsenderen ER troværdig. Det er, hvordan teksten bygger troværdighed op. Kig efter, hvad afsenderen fortæller om sig selv, hvilken viden hun viser frem, hvilket sprogligt niveau hun lægger sig på, og om hun stiller sig over eller under modtageren. Det stærkeste greb er ofte det omvendte af, hvad man venter: at gøre sin manglende autoritet til selve beviset.

Sådan kan du skrive det: She builds ethos not through expertise but through the opposite, presenting herself as a child who should be in school, so that her lack of authority becomes the proof that the adults have failed.

Trin 5 af 7

5. Koble pathos og logos sammen

Nævn aldrig en appelform uden at sige, hvad den gør. Find den konkrete formulering, der skaber følelsen, og det konkrete tal eller ræsonnement, der skaber logikken. Og skriv så, hvordan de to hjælper hinanden. Følelse uden tal virker hysterisk, tal uden følelse virker ligegyldigt. De stærke tekster lader det ene dække det andets svaghed.

Sådan kan du skrive det: The pathos comes from the personal loss in “You have stolen my dreams and my childhood”, while the logos comes from the carbon budget, and the two work together because the numbers make the anger look reasonable rather than emotional.

Trin 6 af 7

6. Tag de stilistiske virkemidler med, men kun dem der gør noget

Vejledningen nævner repetition, contrasts, parallels og metaphors. Læg direct address (“you”), retoriske spørgsmål og korte hovedsætninger til. Reglen er den samme som ved appelformerne: find virkemidlet, citér det kort, og skriv hvad det gør ved modtageren. Et virkemiddel du ikke kan forklare virkningen af, skal ud af opgaven.

Sådan kan du skrive det: The repeated “How dare you”, which she uses four times, turns a factual accusation into a rhythm, and because it is a question with no possible answer, it leaves the audience with no way to respond.

Trin 7 af 7

7. Vurdér virkningen, og sig hvem den ikke virker på

Slut aldrig med at opsummere. Slut med en vurdering: virker teksten, på hvem, og hvor holder den ikke? Det er her, du viser, at du har analyseret og ikke refereret. Den letteste vej til en høj karakter er at pege på tekstens grænse: den modtager, den ikke rammer, eller det led i argumentet, den springer over. Det kræver, at du har fundet hjemlen i trin 3.

Sådan kan du skrive det: The speech is effective on an audience that already accepts climate science, because it converts agreement into guilt, but it gives a sceptical listener nothing, since it offers no argument for why the science should be believed in the first place.

Eksempel

Modellen brugt på et konkret eksempel

Tag Greta Thunbergs tale ved FN’s Climate Action Summit i New York den 23. september 2019, den der er blevet kendt som “How dare you”. Den er kort, den er nem at få fat i, og den er et af de klareste eksempler på, at de tre modeller peger på hver sin ting.

Pentagrammet først. Afsenderen er en 16-årig aktivist uden titel, uddannelse eller embede. Modtageren i rummet er stats- og regeringschefer. Kanalen er et transmitteret FN-topmøde, og det er afgørende: hun taler ikke for at overbevise dem, der sidder foran hende, for dem overbeviser man ikke på fire minutter. Hun taler, så millioner kan se dem blive talt til. Hensigten er ikke at oplyse, men at placere skyld. Alene det forhold, afstanden i alder og magt mellem afsender og modtager, forklarer næsten alt, hvad hun gør sprogligt bagefter.

Så Toulmin. Påstanden er, at de voksne i rummet har svigtet, og at svigtet er et valg. Belægget er ikke hendes følelser, men et tal: ifølge IPCC havde verden 420 gigatons CO2 tilbage den 1. januar 2018, hvis man ville have 67 procents chance for at holde sig under 1,5 grad, og i dag er der under 350 tilbage, altså under otte et halvt år med det nuværende udslip. Hjemlen står ingen steder i talen, og det er derfor, den virker: at den, der kender tallene og alligevel intet gør, er skyldig. Accepterer man den hjemmel, er konklusionen allerede givet, før hun siger den.

Appelformerne binder de to ting sammen. Ethos bygger hun bagvendt op: hun siger, at hun burde være i skole på den anden side af havet, og gør dermed sin egen manglende autoritet til beviset for, at systemet er brudt sammen. Pathos ligger i det personlige tab, “You have stolen my dreams and my childhood with your empty words”. Logos ligger i gigatonnene. Grebet er, at tallene kommer lige efter vreden, så vreden fremstår som en slutning og ikke som et følelsesudbrud. Stilistisk holder hun det sammen med gentagelse: “How dare you” falder fire gange, og fordi det er et spørgsmål, ingen kan svare på, efterlader det modtageren uden replik. Hun slutter med en kontrast mellem dem og verden: “The world is waking up. And change is coming, whether you like it or not.”

Og så vurderingen, som er den halvdel de fleste glemmer. Talen er stærk over for en modtager, der på forhånd accepterer klimavidenskaben, for over for dem forvandler den enighed til skyld, og skyld skaber handling. Men over for en skeptisk modtager gør den ingenting, for den argumenterer aldrig for, hvorfor tallene skal troes. Den forudsætter det. Det er ikke en fejl i talen, for det var ikke den modtager, den var skrevet til. Men det er præcis den slags iagttagelse, der viser en censor, at du har brugt modellen og ikke bare refereret talen.

Vores kommentar

Hvad eksemplet viser

Læg mærke til, at hvert virkemiddel får en funktion. Der står ikke bare, at noget er der, men hvad det gør ved læseren eller seeren. En observation uden funktion er ikke analyse.

Og læg mærke til, at der står, hvor i værket det sker. Et sidetal, en linje eller et tidskode gør din påstand efterprøvelig. Uden den er den en fornemmelse.

Fælder

Det, der oftest går galt

Mærkat-fælden: du skriver “She uses pathos here”

Mærkat-fælden: du skriver “She uses pathos here” og går videre. Skriv aldrig navnet på en appelform uden tre ting bagefter: citatet, modtageren og virkningen. Brug skabelonen “She uses X, which makes the audience Y”. Kan du ikke udfylde Y, så er virkemidlet ikke værd at nævne.

Referat-fælden: første halvdel af opgaven genfortæller

Referat-fælden: første halvdel af opgaven genfortæller, hvad teksten siger, i den rækkefølge den siger det. Skriv aldrig et afsnit, der begynder med “Then she says that”. Byg i stedet afsnittene op om greb, ikke om tekstens rækkefølge: ét afsnit om ethos, ét om argumentet, ét om stilen. Så kan du fysisk ikke referere.

Toulmin-fælden: du finder påstand og belæg

Toulmin-fælden: du finder påstand og belæg, men aldrig hjemlen, og analysen bliver til en opremsning af tekstens egne argumenter. Tving dig selv til at skrive sætningen “For this to work, the audience must already believe that …”. Det, du skriver efter “that”, er hjemlen. Den er næsten altid det mest interessante i hele din opgave.

Pentagram-fælden: du remser de fem punkter op som en

Pentagram-fælden: du remser de fem punkter op som en tjekliste øverst og bruger dem aldrig igen. Nævn ikke pentagrammet ved navn. Brug det til at finde ét forhold, der forklarer resten af teksten, for eksempel afstanden mellem afsender og modtager, og lad det forhold gå igen i hele analysen.

Sprogfælden: du oversætter danske begreber direkte

Sprogfælden: du oversætter danske begreber direkte, og der står “sender”, “receiver” og “ethical appeal” i en engelskopgave. Brug de engelske fagudtryk, som de faktisk hedder: speaker eller writer, audience, purpose, claim, grounds, warrant, ethos, pathos, logos, repetition, contrast, parallelism, metaphor. Skriv analysen på engelsk fra første linje, ikke på dansk og oversæt bagefter.

Spørgsmål og svar

Nej. Du skal bruge dem alle tre, når du forbereder dig, men kun skrive det frem, der faktisk siger noget om teksten. I praksis kommer kommunikationssituationen næsten altid med, fordi den styrer resten. Toulmin bruger du, når teksten argumenterer åbenlyst, for eksempel en leder eller en debattale. Springer du et led over, så gør det fordi teksten ikke gav noget der, ikke fordi du løb tør for tid.

Et virkemiddel er noget konkret i teksten, som du kan sætte fingeren på: en gentagelse, en metafor, et tal, et retorisk spørgsmål. En appelform er den virkning, virkemidlet har. Gentagelsen er virkemidlet, pathos er virkningen. Derfor kan du aldrig “finde pathos” i en tekst. Du kan finde en formulering og vise, at den virker gennem pathos.

Hjemlen er den regel, du skal være enig i, for at beviset betyder noget. Hvis nogen siger “han kom for sent, så han er doven”, er belægget at han kom for sent, og hjemlen er, at folk der kommer for sent, er dovne. Den står der ikke, og det er lige præcis derfor, den er værd at skrive om: læseren accepterer den uden at opdage det.

Ja. I engelsk skriver og taler du på engelsk, også når du analyserer, og det gælder også fagudtrykkene. Lær dem på engelsk fra begyndelsen: claim, grounds, warrant, ethos, pathos, logos, repetition, contrast, parallelism, metaphor, direct address. Oversætter du fra dansk undervejs, kommer der forkerte ord ud af det.

Ja, og det er ofte oplagt. Engelskfaget bruger et udvidet tekstbegreb, så en tale, en podcast, en reklame og en dokumentarfilm er alle tekster. Du skal bare huske, at kanalen så er en del af analysen: billedsiden, klipningen, musikken og længden er virkemidler på linje med ordene, og de skal forklares på samme måde, altså med en virkning.

Kort og tit. Et citat på tre til otte ord, sat ind midt i din egen sætning, er stærkere end en blok på fire linjer. Reglen er, at hvert citat skal efterfølges af din forklaring på, hvad det gør. Har du et citat, du ikke kommenterer, er det pynt, og det tæller ikke med.

Om forfatteren

Siden her er skrevet af Emil Brandt Rex, gymnasielektor i dansk og historie. Alt på Studiekompasset bygger på fagenes læreplaner og vejledninger, og hver side har sine kilder stående nederst. Finder du en fejl, så skriv til mig, og den bliver rettet.

Kilder

Kilder

  • Bilag 93A. Engelsk A, stx, august 2024. Børne- og Undervisningsministeriet, uvm.dk. Kernestoffet nævner “tekstanalytiske begreber og metoder til analyse af fiktive og ikke-fiktive tekster”: uvm.dk
  • Vejledning til Engelsk A, stx, juni 2025. Børne- og Undervisningsministeriet, uvm.dk. Om ikke-fiktive tekster: man analyserer kommunikationssituationen ud fra en kommunikationsmodel (sender, medium/channel, receiver) og inddrager argumentation og intention, retoriske virkemidler, herunder appelformer (modes of appeal), og stilistiske virkemidler som repetition, contrasts, parallels og metaphors: uvm.dk
  • Engelskfagets metoder. emu.dk, Danmarks læringsportal, opdateret 10. august 2021. Nævner kommunikationsanalyse (det retoriske pentagram), argumentationsanalyse (Toulmins model) og retorisk analyse (appelformerne) som metoderne til non-fiction: emu.dk
  • Transcript: Greta Thunberg’s Speech At The U.N. Climate Action Summit. NPR, 23. september 2019. Tale holdt ved FN’s Climate Action Summit i New York samme dag: npr.org

Næste skridt

Find alle analysemodeller og alt andet ét sted, og filtrér efter din uddannelse.

Åbn biblioteket