Albert Camus

Introduktion

Albert Camus (1913-1960) er en fransk filosof og forfatter. Camus betragtes i dag som en af de store franske eksistentialister fra det 20. århundrede. Også selvom han i virkeligheden ikke selv ønskede at bruge eksistentialisme-begrebet om sin filosofi eller sit forfatterskab (og faktisk ikke engang kaldte sig selv for filosof).

Camus er især interesseret i at undersøge tanken om det absurde i menneskelivet, og herunder overveje, om der overhovedet er en mening med tilværelsen, og hvilke konsekvenser det har, hvis der ikke er.

Det absurde

Camus’ begreb om det absurde angår mødet mellem menneskets krav om mening, orden og forståelighed og en verden, som ikke giver et endeligt svar. Det absurde er derfor en relation, ikke blot en egenskab ved verden eller ved et enkelt menneske.

Forestil dig, at du spørger, hvorfor netop en ulykke ramte. Du kan få en forklaring på, hvordan ulykken skete, uden at få den retfærdige, overordnede mening, du søgte. Det illustrerer forskellen mellem en årsagsforklaring og et svar på et eksistentielt krav. Eksemplet beviser ikke, at intet kan have betydning i et menneskes liv.

Selvmordet som det vigtigste filosofiske problem

Sisyfos-myten begynder med spørgsmålet, om livet er værd at leve. Camus behandler selvmord som et filosofisk problem og undersøger, om det følger af erkendelsen af det absurde. Hans svar er et afslag: at fjerne den, der stiller spørgsmålet, løser ikke forholdet mellem mennesket og verden.

Han kritiserer også det, han kalder filosofisk selvmord: et spring til en højere forklaring, som ophæver den spænding, undersøgelsen tog udgangspunkt i. Kritikken er hans filosofiske argument; den er ikke en neutral dom over alle religiøse mennesker.

Teksten kan læses og diskuteres filosofisk, men den skal ikke bruges som vejledning om en konkret persons psykiske krise. I en analyse er spørgsmålet, hvordan argumentet hænger sammen, og hvorfor Camus vælger livet og det fortsatte oprør.

At leve med det absurde

Camus’ svar er at fastholde erkendelsen af det absurde og alligevel leve. Han taler om oprør, frihed og lidenskab: mennesket opgiver kravet om en sikker, overordnet forklaring, men behøver ikke opgive erfaringer, handlinger og forhold til andre.

Det er mere end en rolig accept af, at ingenting nytter. Oprøret er en vedvarende konfrontation med det vilkår, man ikke kan løse endeligt. Sisyfos kan være bevidst om sin situation og alligevel bekræfte sit liv. I Camus’ senere forfatterskab udbygges spørgsmålet om fællesskab og grænserne for oprør.

Camus’ forfatterskab

Selvom Camus var en del af det filosofiske miljø omkring eksistentialismen i 1940’ernes Frankrig, betragtede han mere sig selv som forfatter end som filosof. I hans skønlitterære værker er der dog meget fokus på menneskets møde med det absurde i tilværelsen.

Camus’ mest berømte roman er Den fremmede, der handler om nogle af de samme eksistentielle spørgsmål, som Camus også undersøger i sine mere direkte filosofiske værker, som fx Sisyfos-myten. Du kan læse flere detaljer om disse to værker på de følgende undersider.

Prøv grebet

Forklar relationen. Skriv først, hvilket svar et menneske efterspørger, og dernæst, hvorfor verden ikke giver netop det svar. Brug de to led til at forklare det absurde. Hvis din forklaring kun lyder, at verden er meningsløs, mangler menneskets krav i relationen.