Kernestof i historie: det skolen skal have undervist i

Del 1 af 9

1. Hovedlinjer i Danmarks, Europas og verdens historie fra antikken til i dag

Kernestoffet er her delt i tre cirkler: Danmark, Europa og resten af verden. Vejledningen siger rent ud, at der ikke kan gives nogen udtømmende beskrivelse af, hvad hovedlinjer omfatter, så ingen kan kræve, at du kan hele verdenshistorien udenad. Til gengæld stiller læreplanen hårde krav til spredning: på A skal mindst ét forløb have hovedvægt før ca. år 500, ét mellem ca. 500 og ca. 1500, ét mellem ca. 1500 og 1900 og ét efter ca. 1900. På B er der kun tre perioder, fordi ordene fra antikken til i dag ikke står i B-læreplanen. Dertil kommer geografi: mindst to forløb med udgangspunkt i Danmarks historie og mindst ét med udgangspunkt i samfund og kulturer uden for Europa og USA. Det oftest misforståede er, at kravene gælder forløbenes hovedvægt, ikke hvert eneste materiale, så et forløb om Romerriget må gerne slutte i fascistisk propaganda.

Sådan kan du skrive det: “Vores forløb dækker fire perioder, og jeg kan placere dem i forhold til hinanden og forklare, hvad der er brud, og hvad der er kontinuitet.”

Del 2 af 9

2. Forandringer i levevilkår, teknologi og produktion gennem tiderne

Punktet handler om, hvordan almindelige mennesker faktisk levede, og om hvad teknologi og produktionsmåde gjorde ved deres liv. Vejledningen fremhæver, at det giver mulighed for indlevelse i forhold, der adskiller sig fra dem, du selv lever under. På A står der gennem tiderne, og de to ord er hele forskellen til B: de spejler det skrappere krav om kronologisk spredning. Den store misforståelse er at læse teknologihistorie som en lige linje opad. Vejledningen siger tværtimod, at teknologisk udvikling ikke bare er en lineær fremskridtsfortælling, men afspejler konkrete behov i de pågældende samfund.

Sådan kan du skrive det: “Teknologi er ikke bare fremskridt, den svarer på behov i det samfund, den opstår i, og den ændrer, hvordan helt almindelige mennesker lever.”

Del 3 af 9

3. Forskellige styreformer og samfundsorganiseringer

Vejledningen nævner som eksempler feudale samfund, industrisamfund og postindustrielle samfund samt høvdingedømmer, valgkongedømmer, enevældige stater, teokratier, totalitære stater og demokratier. Pointen er, at styreform og samfundsopbygning hænger sammen, og at begge dele former den sociale og kulturelle orden, normer og værdier. På B hedder punktet i stedet styreformer, herunder demokrati og demokratiseringsprocesser, og er dermed ikke koblet direkte til samfundsorganisering, men til gengæld er demokrati nævnt særskilt. Så på A skal du kunne mere end at opremse styreformer, du skal kunne forklare, hvilket samfund de sad oven på. Fælden er at behandle enevælden som en kongelig detalje i stedet for som en måde at organisere et helt standssamfund på.

Sådan kan du skrive det: “En styreform hænger sammen med, hvordan samfundet er bygget op, så enevælden i Danmark giver kun mening sammen med det standssamfund, den styrede.”

Del 4 af 9

4. Kulturer og kulturmøder i Europas og verdens historie

Ordlyden er den samme på A og B, så her kommer der ikke noget til på A. Vejledningen nævner både de fredelige og de mindre fredelige møder: korstog, kolonisering og imperialisme, men også handel, dannelsen af kreolske kulturer og amerikanisering i Europa efter 2. verdenskrig. Punktet spiller direkte sammen med kravet om mindst ét forløb uden for Europa og USA. Den udbredte misforståelse er, at et kulturmøde er noget, der sker med sværd i hånden. Coca-Cola, jazz og amerikanske film i Danmark efter 1945 er lige så meget et kulturmøde og ofte et lettere sted at vise, at påvirkning går begge veje.

Sådan kan du skrive det: “Et kulturmøde går begge veje, og amerikaniseringen af Danmark efter 1945 er lige så meget et kulturmøde som korstogene.”

Del 5 af 9

5. Stats- og nationsdannelser, herunder Danmarks

Det her punkt findes kun på historie A. Vejledningen slår fast, at der ikke er enighed blandt historikere om, hvornår man kan tale om egentlige stater og nationer, og at den uenighed i sig selv kan gøres til genstand for refleksion. Oplagte veje er sammenhængen mellem krig og dannelsen af territorialstater i det tidligt moderne Europa og dannelsen af nationer fra slutningen af 1700-tallet. Danmark er nævnt særskilt, men vejledningen anbefaler at sammenligne med tilsvarende processer andre steder. Den store misforståelse er at tro, at nationen Danmark er lige så gammel som landet. Nationen er noget, der bliver bygget, og det er netop derfor, man kan diskutere, hvornår den begynder.

Sådan kan du skrive det: “Nationen Danmark er ikke lige så gammel som landet, den blev bygget i 1800-tallet, og derfor kan man diskutere, hvornår den begyndte.”

Del 6 af 9

6. Politiske og sociale revolutioner samt demokrati, menneskerettigheder og ligestilling i nationalt og globalt perspektiv

Begge punkter findes kun på historie A, og det er to af de tre A-punkter, du ikke møder på B. Vejledningen peger på de klassiske politiske revolutioner, den amerikanske, den franske, den russiske og den kinesiske, og på de sociale, den neolitiske og den industrielle. Til den anden halvdel foreslår vejledningen at arbejde med de ideer, der efter 2. verdenskrig blev sammenfattet i de universelle menneskerettigheder, og at lede efter beslægtet tænkning i ikke-europæiske kulturer. Ligestilling er ikke et fjerde emne, du skal nå, men et perspektiv, der er relevant i alle perioder, og som kan gribes an gennem politisk deltagelse, arbejdsforhold, uddannelse eller køn og magt. Den typiske fejl er at læse revolution som gadekamp og vold. En revolution er et brud, og den neolitiske revolution er et brud, der tog årtusinder.

Sådan kan du skrive det: “Den neolitiske revolution er også en revolution, for en revolution er et brud, ikke nødvendigvis et gadeslagsmål.”

Del 7 af 9

7. Nationale, regionale og globale konflikter og samarbejdsrelationer samt globalisering

Her er en af de forskelle, det er værd at kende. På A står der nationale, regionale og globale, mens B kun taler om nationale og internationale konflikter og samarbejdsrelationer. Det betyder, at du på A også skal kunne det regionale niveau, altså for eksempel europæisk samarbejde i EU, ved siden af det nationale og det globale. Vejledningen giver konflikter mellem arbejdsmarkedets parter, rivalisering mellem europæiske stater, supermagternes kappestrid under den kolde krig og transnationale organisationer som eksempler. Globalisering skal ikke forstås snævert som noget fra de sidste årtier: vejledningen sporer den fra 1400-tallet og 1500-tallet over imperialismen i slutningen af 1800-tallet til det 21. århundredes informationsteknologi. Den hyppigste fejl er at sætte lighedstegn mellem globalisering og internettet.

Sådan kan du skrive det: “Globalisering begyndte ikke med internettet, den kan følges fra 1500-tallets handelsruter over imperialismen og frem til i dag.”

Del 8 af 9

8. Politiske ideologier, herunder ideologiernes kamp i det 20. århundrede, samt Holocaust og andre folkedrab

Ordlyden er ens på A og B. Om ideologierne siger vejledningen, at du møder liberalisme, konservatisme og socialisme i samfundsfag, mens historiefaget skal give dem et historisk og konkret perspektiv, typisk gennem de totalitære ideologier eller den kolde krig. Om Holocaust er vejledningen usædvanligt præcis: termen forstås som det nazistiske folkedrab på de europæiske jøder fra 1933 til 1945. Og læreplanen kræver flertal: der skal indgå såvel Holocaust som et eller flere andre folkedrab, for eksempel i Cambodja eller Rwanda. Den udbredte fejl er at tro, at et forløb om nazismen alene opfylder punktet. Vejledningen foreslår også historiebrugsvinklen, altså museer, monumenter og mindekultur, som en måde at arbejde med emnet på.

Sådan kan du skrive det: “Vejledningen definerer Holocaust som det nazistiske folkedrab på de europæiske jøder fra 1933 til 1945, og undervisningen skal desuden rumme mindst ét andet folkedrab.”

Del 9 af 9

9. Historiebrug og -formidling samt historiefaglige teorier og metoder

Historiebrug handler om, hvordan magthavere, fællesskaber og populærkultur bruger fortiden, og hvorfor de gør det. Vejledningen nævner tv-serier, film og computerspil på linje med politiske taler, og også den videnskabelige historiebrug, altså faghistorien selv. På A hedder det sidste punkt historiefaglige teorier og metoder, på B blot historiefaglige begreber, og vejledningen forklarer forskellen: mængden af teorier og metoder, du arbejder med på B, er mindre. Faget har ikke ét fast teorikorpus, men mange tilgange, for eksempel politisk historie, socialhistorie, kulturhistorie, kønshistorie, erindringshistorie, begrebshistorie og diskursanalyse, og det låner metoder fra andre fag, helt ned til kulstof 14-datering. Her ligger den fejl, flest gør ved prøven: vejledningen skriver, at kildekritik ikke i sig selv kan betegnes som en særskilt metode, men er et gennemgående kritisk analytisk redskab.

Sådan kan du skrive det: “Kildekritik er ikke en metode i sig selv, men et redskab, jeg bruger inden for en tilgang, for eksempel socialhistorie eller kønshistorie.”

Fælder

Det, der oftest koster point