Kildekritik i historie: sådan bruger du en kilde i stedet for at referere den

Kildekritik er ikke et skema, du sætter ovenpå teksten. Det er den måde, du får en kilde til at svare på et spørgsmål, den ikke selv stiller. Her får du de syv trin med en sætning, du kan skrive, til hvert trin. Du får også alle begreberne kort fortalt og to gennemførte eksempler: Vilhelm Buhls antisabotagetale fra 2. september 1942 og kommunistloven fra 22. august 1941.

Af Emil Brandt Rex, gymnasielektor i dansk og historie· Sidst opdateret 15. oktober 2026

Kort svar

Hvad er kildekritik, kort fortalt?

Kildekritik er den metode, du bruger i historie til at afgøre, hvad en kilde kan fortælle om det, du undersøger, og hvad den ikke kan. Du stiller et spørgsmål, beskriver kildens ophav, vælger, om du bruger den som levn eller beretning, og vurderer tendens og troværdighed. Metoden kaldes også kildeanalyse. Målet er ikke en dom over kilden, men en konklusion, der hviler på den.

Se eksemplet
De 7 trin
Begreberne
Skabelonen

På denne side

Det korte overblik

Hvad modellen er

Kildekritik er den fremgangsmåde, der afgør, hvad du faktisk kan slutte af et stykke materiale. Ikke om kilden er “god” eller “dårlig”, men hvad den kan bruges til. En tale fra 1942 kan være helt upålidelig, hvis du spørger den, hvor mange sabotageaktioner der var. Den samme tale er førsteklasses materiale, hvis du spørger, hvor hårdt presset den danske regering var. Kilden ændrer sig ikke. Dit spørgsmål gør.

Prøv selv med talen. Spørg den om sabotagens omfang, og den er svag. Spørg den om, hvad regeringen turde sige højt, og den er stærk. Spørg den om, hvordan politik blev gjort i 1942, og den viser dig, at en statsminister kunne tale direkte til hele landet i radioen. Det er den samme tekst, men tre forskellige kilder.

Det hedder i læreplanen for historie A på stx, at du skal kunne “anvende en metodisk-kritisk tilgang til at udvælge og analysere historisk materiale, herunder eksempler på brug af historie”. I kernestoffet står punkterne “historiefaglige teorier og metoder” og “historiebrug og -formidling”. Kildekritik er altså ikke et selvstændigt emne ved siden af historien. Ministeriets vejledning fra august 2025 siger det direkte: kildekritik er ikke en særskilt metode, men et gennemgående kritisk analytisk redskab, du bruger i alt det andet arbejde.

Mange kalder i dag det samme for kildeanalyse. Den danske Wikipedia skriver, at det ord er blevet brugt hyppigere de seneste 20 år. Ordet passer godt, for det er din analyse af kilden, der skal holde, ikke en dom over kilden.

Selve ordene levn og beretning står ikke i læreplanen. De stammer fra den klassiske kildekritik (Lex). I Danmark indførte Kristian Erslev kildekritiske øvelser for historiestuderende i 1880’erne, og ifølge Store norske leksikon var det ham, der bragte begreberne levning og beretning ind i nordisk kildekritik. De bruges stadig i undervisningen, fx i Rigsarkivets vejledning om kildekritik. Læreplanen taler i stedet om en metodisk-kritisk tilgang, og ministeriets vejledning om det funktionelle kildebegreb: alt kan være historisk materiale, hvis du underlægger det en metodisk-kritisk analyse. Det er den samme pointe med andre ord. Brug de begreber, din lærer har brugt i timerne, og brug dem til at svare på noget.

Metoden er ikke ny. Lex fortæller, at den historiske kildekritik blev udviklet i begyndelsen af 1800-tallet, og at de tyske historikere Barthold Georg Niebuhr og Leopold von Ranke regnes for dens grundlæggere. Den gamle opfattelse, som Wikipedia kalder det materielle kildebegreb, så levn og beretning som en egenskab ved kilden. I dag taler historikere om den funktionelle kildekritik: kildens værdi afhænger af spørgsmålet.

Først

Kilde eller fremstilling?

Skeln mellem materialets oprindelse og den måde, du bruger det på. En tale, en lov eller et brev kan være et spor fra den periode, du undersøger. En senere historiebog, artikel eller dokumentar fremstiller perioden ved at vælge og fortolke materiale. Den forskel fortæller dig noget om afstanden til begivenhederne. Hvad materialet kan bruges til, afhænger stadig af dit spørgsmål.

En historiebog kan give dig overblik over besættelsen. Undersøger du i stedet, hvordan besættelsen bliver fremstillet i netop den bog, er bogen selv en kilde til det spørgsmål. Så kan du analysere dens ordvalg, udvælgelse og forklaringer. Den er stadig en senere fremstilling af besættelsen, men samtidig et spor af sin egen tids historieskrivning. Det er det funktionelle kildebegreb i praksis.

Når en historiebog citerer et brev, skal du holde brevskriverens udsagn adskilt fra historikerens indramning. Du kan undersøge begge dele, men de besvarer forskellige spørgsmål. Brevet kan fortælle om brevskriverens fremstilling af sin samtid; historikerens valg af netop det brev kan indgå i en analyse af bogens fortolkning. Find om muligt det oprindelige brev, så du kan kontrollere citatets ordlyd og sammenhæng.

Eget træningseksempel: Forestil dig, at en lærebog kalder en politisk beslutning “nødvendig”. En for hurtig konklusion er: “Beslutningen var nødvendig, for det står i bogen.” En mere præcis analyse er: “Lærebogen fremstiller beslutningen som nødvendig. Jeg vil undersøge, hvilke alternativer den omtaler, og hvilke belæg forfatteren bruger til at afvise dem.” Den nye formulering gør bogens forklaring til genstand for en undersøgelse. Den afgør endnu ikke, om forklaringen holder.

Prøv selv: Du vil undersøge, hvordan denne opdigtede lærebog fremstiller fortiden. Er bogen uegnet, fordi den er skrevet senere? Skriv en begrundelse, før du læser svaret nedenfor.

Forklarende svar: Nej. Bogen er netop relevant som kilde til sin egen fremstilling. Undersøg forfatter, udgivelsestid, målgruppe og konkrete valg i teksten. Bogen alene viser derimod ikke, hvad læserne mente om den, eller om den beskrevne beslutning var den eneste mulighed. Det kræver andet materiale. Prøv derefter grebet på et afsnit fra din egen undervisning: Stil ét spørgsmål til perioden og ét til fremstillingen af perioden, og forklar, hvad du skal undersøge i hvert tilfælde.

Skriftlige kilder

Taler, love, referater fra møder, avisartikler og breve. Til prøven er der som regel flere typer i samme materialesæt; vejledningen nævner fx lovtekst, breve, opslag på sociale medier og satiretegninger.

Kilder uden skrift

En lydoptagelse, et fotografi, en filmavis, en uniform eller et beskyttelsesrum. Lex skriver, at kildekritikken også kan bruges på kilder i lydform, i billeder og på ting.

Fremstillinger

Historiebøger, faglige artikler, opslagsværker og dokumentarfilm. De har også en tendens: de er skrevet i en bestemt tid af en forfatter med et bestemt fag. Se på udgivelsesåret, og slå forfatteren op.

Vejledningen fra 2025 siger, at en historiebog til gymnasiet sjældent egner sig som prøvemateriale, fordi den tilstræber en neutral stil, og det gør den svær at analysere. Fremstillingsmateriale kan godt indgå, men så skal det give mulighed for en funktionel kildekritisk analyse eller en analyse af synspunktet. Står der en fremstilling i dit materialesæt, så spørg, hvilken fortolkning den lægger frem, og hvornår den er skrevet.

Hvornår

Hvornår du skal bruge den, og hvornår ikke

  • Brug den, når du har materiale foran dig og et spørgsmål til fortiden: til den mundtlige prøve i historie, hvor du får et ukendt materialesæt på tre til fem normalsider og selv skal opstille to til tre problemstillinger, og i DHO, SRO og SRP med historie.
  • Brug den især, når materialet er skævt: en tale, en kampagneplakat, et interview, et læserbrev, en lovtekst, et TikTok-klip om historie. Jo tydeligere afsender, jo mere kan du få ud af analysen. Et neutralt lærebogsafsnit er faktisk sværere at analysere, netop fordi det anstrenger sig for at lyde neutralt.
  • Brug den IKKE, når opgaven kun er at redegøre for hovedlinjer i en periode. “Redegør for enevældens indførelse” er ikke en kildekritisk opgave. Der skal du fortælle, hvad der skete, ikke undersøge, hvem der siger det.
  • Brug den IKKE som et skema, du lægger ovenpå en tekst, du i virkeligheden bare refererer. Vejledningen advarer specifikt mod en “skematisk refererende og løsrevet gennemgang” af kilderne. Hvis din kildekritik kunne klippes ud af opgaven, uden at noget ændrede sig, er den ikke lavet endnu.

Se sammenhængen

Fra spørgsmål til konklusion

De syv trin følger fire bevægelser. Hold dem i hovedet, når du læser en kilde, så ved du hele tiden, hvor i analysen du er.

  1. SpørgTrin 1: problemstillingen kommer før kilden.
  2. PlacérTrin 2-3: ophavssituationen, og om du bruger kilden som levn eller beretning.
  3. VurdérTrin 4-6: tendens, troværdighed og hvad kilden ikke dækker.
  4. SlutTrin 7: konklusionen, med kildekritikken skrevet ind i den.
Samme vej med ord: Først stiller du dit spørgsmål (trin 1). Så placerer du kilden: hvem der har lavet den, hvornår, til hvem og på hvilke vilkår, og om du bruger den som levn eller beretning (trin 2 og 3). Derefter vurderer du den: tendens, troværdighed og rækkevidde (trin 4 til 6). Til sidst slutter du, og kildekritikken står inde i konklusionen (trin 7).

Modellen

Kildekritik i 7 trin

Trinene herunder er en arbejdsgang, ikke en disposition til din opgave. Du går dem igennem på kladden, og i den færdige tekst står de inde i dine sætninger. Under hvert trin står en sætning, du kan skrive. Eksemplet er Vilhelm Buhls radiotale fra 2. september 1942, som du kan læse hos Danmarkshistorien.

Trin 1 af 7

1. Stil spørgsmålet før du læser

Alt andet afhænger af det her trin. Det er ikke kilden, der bestemmer, hvad du kan finde ud af. Det er din problemstilling. Skriv den ned, før du begynder at analysere, og skriv den så snævert, at den kan besvares på en side. “Hvad handler kilden om” er ikke en problemstilling. “Hvor langt var regeringen villig til at gå” er.

Sådan kan du skrive det: “Jeg undersøger, hvor langt den danske regering var parat til at gå for at bevare samarbejdspolitikken i efteråret 1942, og derfor spørger jeg talen om, hvad Buhl er villig til at bede befolkningen om.”

Trin 2 af 7

2. Beskriv ophavssituationen konkret

Hvem taler, hvornår, hvor, til hvem, i hvilket medie og under hvilke vilkår? Vilkårene er nemme at glemme. En radiotale under besættelsen er ikke bare en tale. Den kan høres af besættelsesmagten, og afsenderen ved det. Skriv de vilkår ind, for det er dem, du senere skal bruge til at forklare tendensen. Undersøgelsen hedder ophavsanalysen, og Lex kalder den det første og helt afgørende trin i kildekritikken.

Sådan kan du skrive det: “Talen holdes i radioen den 2. september 1942 af statsminister Vilhelm Buhl, socialdemokrat og regeringsleder siden maj samme år. Den sendes til hele befolkningen, men den kan også høres af den tyske besættelsesmagt, og det præger ordvalget.”

Slå op: spørgsmålene i ophavsanalysen

Kildetypen: en tale, en lov, et brev, et billede, en avisartikel. Typen siger noget om, hvad kilden kan: en lov siger, hvad der skal ske, et brev, hvad én person ville fortælle en anden.

Se også efter, hvilken udgave du læser. Er det originalen, en afskrift, en oversættelse eller et uddrag? Buhls tale læser du sikkert i Danmarkshistoriens gengivelse, og den er ifølge Danmarkshistorien hentet fra “Frit Danmarks Hvidbog”, bind 1 (1945), ikke fra en lydoptagelse.

Afsenderens navn, stilling og parti eller rolle. Var afsenderen part i sagen eller en udenforstående iagttager? Det spørgsmål stiller den danske Wikipedia også.

En samtidig kilde er lavet, mens det skete, eller lige efter. En sen kilde er lavet længe efter, fx et interview mange år senere. Lex skriver, at en beretning som udgangspunkt er mere troværdig, jo tættere i tid den er på det, den fortæller om, men at samtidighed ikke er det samme som høj troværdighed.

Var kilden skrevet til offentligheden eller til få? En tale i radioen er offentlig, et notat mellem to ministre er fortroligt. Ifølge Lex vægter historikere oplysninger fra fortrolige kilder over offentlige. En grund er, at afsenderen i en offentlig kilde ved, at alle lytter med.

Hvad ville afsenderen opnå hos modtageren? Formålet er broen til tendensen i trin 4. En tale, der skal få folk til at holde op med noget, vælger andre ord end en, der skal få dem til at begynde.

Mangler der oplysninger om afsender eller tid, så sig det, og ræsonnér: hvad kan vi slutte af sproget, mediet og indholdet? Stol ikke blindt på det, kilden selv siger om, hvor den kommer fra, og husk, at en gengivelse kan være forkortet. I Danmarkshistoriens tekst af Buhls tale markerer (…) et sted, hvor noget er udeladt.

Trin 3 af 7

3. Afgør, om du bruger den som levning eller som beretning

Det er ikke en egenskab ved kilden. Det er et valg, du træffer ud fra dit spørgsmål. Som beretning bruger du kilden til at få at vide, hvad der skete: du tror på indholdet. Som levn (eller levning; begge former bruges) bruger du kilden som et spor fra sin egen samtid: du er ligeglad med, om indholdet passer, og ser i stedet på, at kilden overhovedet findes og ser sådan ud. Samme kilde kan bruges begge veje i samme opgave, bare til to forskellige spørgsmål.

Sådan kan du skrive det: “Jeg bruger ikke talen som beretning om sabotagens omfang, for det tal har Buhl ingen grund til at oplyse rigtigt. Jeg bruger den som levning, altså som et spor af, hvor stort presset på regeringen var i september 1942.”

Trin 4 af 7

4. Peg på tendensen med fingeren

“Kilden er tendentiøs” er en påstand, ikke en analyse. Tendens skal vises. Find det konkrete: et ladet ord, en sammenligning, en rolle, afsenderen giver sig selv, og især en udeladelse. Det, der ikke bliver sagt, er tit et stærkt bevis. Citer kort og forklar, hvad ordvalget gør ved læseren. Sammenlign også med en kilde om samme sag: hvor de to fortæller forskelligt, ser du vinklen. Og se efter det modsatte, en oplysning, der går imod afsenderens egen interesse. Den kaldes modtendens og er som tommelfingerregel mere troværdig.

Sådan kan du skrive det: “Buhl kalder forholdet mellem Tyskland og Danmark et forhold, der hviler “paa gensidig Hensyntagen og Forstaaelse”. Dermed bliver besættelsesmagten en part, man tager hensyn til, og ikke en fjende. Han siger til gengæld ikke, at besættelsesmagten har presset regeringen til at gribe ind, og netop den udeladelse viser, at talen skal fremstå som en dansk beslutning.”

Trin 5 af 7

5. Oversæt troværdighed til: pålidelig om hvad?

Troværdighed er ikke en karakter, kilden får. Vejledningen siger det skarpt: det handler om kildens anvendelighed i den problemstilling, du undersøger. Så del svaret i to. Hvad er kilden upålidelig om, og hvad er den næsten uimodsigelig om? En kilde, der lyver om virkeligheden, er som regel et fremragende vidne om afsenderens egne interesser. Bruger du kilden som beretning, så stil de tre spørgsmål fra begreberne nedenfor: kunne afsenderen vide det, ville afsenderen sige det, og havde afsenderen adgang til det?

Sådan kan du skrive det: “Talen er upålidelig, hvis jeg vil vide, hvad befolkningen mente om sabotage. Den er derimod svær at komme uden om, hvis jeg vil vide, hvad regeringen officielt turde sige højt, for her siger statsministeren det selv, i eget navn, til hele landet.”

Trin 6 af 7

6. Spørg, hvad kilden ikke dækker

Repræsentativitet er spørgsmålet om, hvor langt du må generalisere. Én tale er én stemme. Hvem mangler? Hvilken gruppe ville have sagt noget andet? Et stærkt greb er at sætte kilden over for en modstemme fra samme måned og lade forskellen mellem dem være din pointe, i stedet for at lade den ene tale for hele Danmark.

Sådan kan du skrive det: “Talen dækker regeringens linje, ikke befolkningens. Få dage efter opfordrede John Christmas Møller fra BBC i London til det stik modsatte, og de to taler tilsammen viser, at Danmark i efteråret 1942 havde to konkurrerende svar på, hvad man burde gøre.”

Trin 7 af 7

7. Flet konklusionen ind i argumentet

Her adskiller den brugbare kildekritik sig fra den korrekte. Du skal ikke aflevere et afsnit, der hedder “Kildekritik”, og derefter begynde forfra på analysen. Du skal skrive kildekritikken ind i den sætning, hvor du bruger kilden. Formlen er: fordi kilden er sådan her, kan jeg slutte det her, og kun det her. Så kan din læser se, at konklusionen hviler på noget.

Sådan kan du skrive det: “Fordi talen holdes af statsministeren selv, i radioen, og kalder forholdet til besættelsesmagten gensidig hensyntagen uden at nævne presset, kan jeg konkludere, at regeringen i september 1942 var parat til at sætte sin egen og kongens autoritet ind på at stoppe sabotagen for at beholde retten til selv at dømme i sagerne.”

Slå op

De kildekritiske begreber, kort fortalt

Studerer du kildekritik til en prøve, er det her opslagsstoffet. Åbn det begreb, du har brug for. Hvert begreb slutter med en sætning, du kan skrive. Vælg begreberne efter dit spørgsmål: bruger du talen som levn, får du ikke brug for evne, vilje og mulighed.

Ophavssituationen er de forhold, kilden blev til under: hvem, hvornår, hvor, til hvem og hvorfor. Ophavsanalysen er din undersøgelse af dem. Lex kalder den det første og helt afgørende trin, fordi alt det andet bygger på den.

Skriv sådan: “Talen er holdt af [afsender] i [medie] den [dato] til [modtager], og fordi [vilkår], må jeg læse den som …”

Bruger du kilden som beretning, tror du på det, den fortæller om noget uden for sig selv, og så skal du vurdere troværdigheden. Bruger du den som levn, er kilden selv en del af det, du undersøger: at den findes, hvordan den er skrevet, hvem den er sendt til. Lex skriver, at der så ikke står nogen mellem dig og fortiden.

Rigsarkivet skriver, at alle historiske kilder er levn. Men ikke alle kan bruges som beretning: en ting uden skrift, fx en flintøkse, fortæller ikke om noget, men den er et spor. Og som levn spørger du ikke, om kilden taler sandt, men hvad den viser ved at findes. Det kræver stadig, at du kender ophavet og perioden.

Skriv sådan: “Jeg bruger [kilden] som levn for [det, jeg undersøger], fordi den selv er en del af det.”

En normativ kilde siger, hvordan noget skal være: en lov, en bekendtgørelse, en ordre, et reglement. En beskrivende kilde siger, hvordan noget er. Forskellen er vigtig, for en lov beviser ikke, at den blev fulgt. Lokalhistoriewiki peger på noget, der lyder bagvendt: et forbud kan tyde på, at det forbudte var udbredt, ellers havde lovgiverne ikke fundet det nødvendigt at forbyde det.

Derfor bruger du en normativ kilde som regel som levn: den viser, hvad magthaverne ville, og hvordan de tænkte. Vil du vide, hvad der faktisk skete, skal du have andre kilder ved siden af. Eksempel 2 nedenfor viser det på kommunistloven fra 1941.

Skriv sådan: “Loven viser, hvad [afsender] ville have folk til at gøre, men ikke, om de gjorde det.”

Tendens er den retning, afsenderen drejer sin fremstilling i. Alle kilder er lavet med et formål, så alle har en tendens. Lokalhistoriewiki nævner økonomiske interesser, politisk ståsted og personlige interesser som de almindelige grunde. Ordet tendentiøs bruges om en kilde med en stærk tendens, men tendens svækker ikke nødvendigvis troværdigheden. Du skal bare regne med den, når du konkluderer.

Du finder tendensen i ordvalget, i det, der bliver gentaget, i det, der mangler, og ved at lægge kilden ved siden af en kilde med det modsatte syn. Leder du efter afsenderens holdning, er tendensen netop det, du skal finde. Lokalhistoriewiki skriver, at tendens kan være nyttig, når man vil forklare et politisk standpunkt.

Modtendens er det omvendte: en oplysning, der går imod afsenderens egen interesse. Når en minister indrømmer, at hans egen reform har kostet mere end lovet, har han ingen grund til at finde på det. Derfor er en modtendens som tommelfingerregel mere troværdig end resten af kilden. Rigsarkivets faktaark om kildekritik siger det samme: oplysninger, der taler imod afsenderens egne interesser, er alt andet lige mere pålidelige. Tjek alligevel, om indrømmelsen giver ham noget andet, fx tillid.

Skriv sådan: “Ordet [citat] trækker i retning af [synspunkt], og det passer med, at afsenderen ville [formål].”

Bruger du kilden som beretning, kan du stille tre spørgsmål til afsenderen: kunne hun vide det (evne), ville hun sige det (vilje), og havde hun adgang til det (mulighed)? Den danske Wikipedia stiller et beslægtet spørgsmål: havde afsenderen mod, mulighed og vilje til at skildre det, der skete, som det foregik?

  • Evne: kunne afsenderen overhovedet opfatte og forstå det, der skete? En tjenestepige, der hører to tyske officerer tale sammen, men ikke kan tysk, er et svagt vidne om indholdet af deres samtale (vores eget, opdigtede eksempel).
  • Vilje: havde afsenderen grund til at fortie, forskønne eller lyve? Buhl siger ikke, at besættelsesmagten pressede regeringen; det havde han gode grunde til at tie om.
  • Mulighed: havde afsenderen adgang til oplysningerne, var hun til stede, eller kendte hun nogen, der var? Christmas Møller talte fra London, hvortil han var flygtet tidligere samme år. Bruger du hans tale som beretning om stemningen i Danmark, er han langt fra det, han taler om.

De to ord dækker ét arbejde i to skridt. Først læser du, hvad der faktisk står, ord for ord, og hvad det kan sige om dit spørgsmål. Har du svært ved at forstå kilden, fx fordi stavemåden er gammel, så slå ordene op, før du vurderer den. Buhls tale skriver aa for å.

Derefter vurderer du, hvor meget det er værd. Den danske Wikipedia behandler de to ord under ét som en samlet vurdering af, hvad afsenderen kunne vide, sammenholdt med, hvor fyldigt kilden fortæller. Definitionerne svinger fra bog til bog, så brug din lærers, hvis I har en.

Skriv sådan: “Kilden siger direkte, at [udsagn], men dens udsagnskraft om [spørgsmålet] er begrænset, fordi [grund].”

En førstehåndskilde er lavet af en, der selv var til stede. En andenhåndskilde bygger på det, andre har fortalt. Rigsarkivet skriver, at jo flere led en historie har været igennem, desto større er risikoen for, at den bliver forvrænget.

Lex skriver, at deltagere for de fleste spørgsmål kan tillægges større troværdighed end andenhåndsvidner. Også et øjenvidne har en rolle i sagen. Tid og tilstedeværelse kan trække i hver sin retning. En betjent, der samme nat i 1942 skriver en rapport om en sabotageaktion ud fra det, en nattevagt har fortalt ham, er samtidig, men andenhånd. Nattevagten, der selv stod der, men først fortæller om natten i sine erindringer fra 1975, er førstehånd, men sen (vores eget, opdigtede eksempel).

En kilde kan rumme en anden. Buhls tale slutter med de ord, kongen føjede til regeringens opråb den 9. april 1940: talen er Buhls fra 1942, men citatet er kongens egne ord fra 1940. Spørg, om citatet er gengivet rigtigt, og om det bruges i samme mening som dengang.

Skriv sådan: “[Afsender] var selv til stede, men skrev [antal år] efter, så kilden er førstehånd, men sen.”

Primær og sekundær er et andet spørgsmål: bygger kilden på en anden kilde, du også har? Rigsarkivet kalder den ældst kendte udgave af en kilde den primære; en afskrift eller en kilde, der bygger på en anden, er sekundær. En primærkilde er ikke automatisk en god kilde.

Er originalen tabt, er den bevarede gengivelse, der ligger tættest på, den primære, og dukker originalen op, bliver gengivelsen sekundær (Lokalhistoriewiki). Og en trykt udgave er strengt taget sekundær, fordi den bygger på originalen. Findes der et manuskript eller en optagelse af Buhls tale, er det den primære kilde, og den trykte tekst i “Frit Danmarks Hvidbog” er en gengivelse. Findes der ingen, er den trykte tekst det, du må bygge på.

Den danske Wikipedia advarer: de to par, første- og andenhånd og primær og sekundær, må ikke forveksles. En primærkilde kan godt være andenhånd.

Skriv sådan: “Teksten bygger på [primær kilde], så den kan ikke bruges som et selvstændigt vidne ved siden af den.”

Når to kilder fortæller forskelligt, er det fristende at glatte uenigheden mellem dem ud, så billedet bliver pænt og samlet. Forestil dig to aviser om samme demonstration. Den ene skriver, at politiet greb ind, fordi demonstranterne kastede sten; den anden, at stenene først kom, efter at politiet greb ind. Skriver du, at der blev kastet sten, og at politiet greb ind, har du glattet rækkefølgen ud, og det var netop den, kilderne var uenige om (vores eget, opdigtede eksempel).

Brug i stedet uenigheden. Siger to kilder hvert sit om samme sag, tager mindst én af dem fejl, eller også taler de om noget forskelligt. Find ud af hvilket, for det er et fund. De klassiske metodebøger fra 1800-tallet siger, at flertallet ikke afgør sagen, og at historikeren ved uenighed foretrækker den kilde, der er lavet af en fagkyndig eller et øjenvidne (engelsk Wikipedia, “Source criticism”). Forklar, hvorfor du vælger, som du gør.

Skriv sådan: “Kilderne er uenige om [punkt], og uenigheden viser, at [forklaring].”

Holder din konklusion med de kilder, du har? Én kilde er én stemme. Spørg, om afsenderen taler for mange eller for få, og konkludér ikke mere, end materialet tillader. Lex citerer en regel fra faget: én beretning er ingen beretning. Og kilderne skal være uafhængige: ti avisartikler, der alle har oplysningen fra den samme pressemeddelelse, er ét vidne, ikke ti.

Har du et stort materiale, fx i en SRP om besættelsen, så vælg et udsnit, du kan nå at læse grundigt, og skriv i opgaven, hvordan du har valgt det. Spørg derefter kun om det, udsnittet kan svare på: har du læst regeringens taler fra 1942, kan du konkludere om regeringens linje, men ikke om befolkningens holdning.

Skriv sådan: “Kilden taler for [gruppe], ikke for [gruppe], så jeg kan kun konkludere …”

Det funktionelle kildebegreb siger, at det er dit spørgsmål, der afgør, hvad materialet er værd. Den danske Wikipedia siger det kort: en kilde er kun noget, hvis man spørger den om noget. Lex skriver, at historikere i dag ofte taler om den funktionelle kildekritik, og ministeriets vejledning til historie kalder det funktionelle kildebegreb omdrejningspunktet for arbejdet med materialet.

Det materielle kildebegreb er den ældre opfattelse: at levn og beretning er en egenskab ved kilden. Lex kalder det “den vigtigste videreudvikling” af metoden, at man forstod, at en kildes værdi ikke kan vurderes én gang for alle. Skriver du “kilden er en beretning”, tænker du materielt. Skriv “jeg bruger kilden som beretning om …”.

Skriv sådan: “Til mit spørgsmål om [emne] er kilden stærk, fordi …”

Hurtigt opslag

Tre par, der tit blandes sammen

Første- og andenhånd
Betyder: Hvor tæt afsenderen var på det, der skete.
Husk: Et øjenvidne er førstehånd; den, der har hørt om det, er andenhånd.
Primær og sekundær (historie)
Betyder: Hvordan kilderne afhænger af hinanden.
Husk: Et manuskript til en tale er primært; en senere trykt gengivelse af det er sekundær.
Primær- og sekundærlitteratur (dansk)
Betyder: Værket selv mod tekster om værket.
Husk: Novellen er primærlitteratur; en artikel om novellen er sekundærlitteratur.

Det sidste par hører til i litteraturlisten. Den Danske Ordbog forklarer sekundærlitteratur som videnskabelige og kritiske tekster, der behandler andre kilder. Om din skole vil have litteraturlisten delt op i primær og sekundær, afgør din lærer, så spørg. Selve listen kan du lave med kildeliste-generatoren, og litteraturlisten viser opstillingen.

Eksempel 1

Modellen brugt på et konkret eksempel

Kilden er statsminister Vilhelm Buhls antisabotagetale, holdt i radioen den 2. september 1942. Den er på godt 1.200 ord, og stavemåden er gammel: aa står for å, og navneordene har stort begyndelsesbogstav. Analysen herunder er skrevet, som du kunne skrive den i en opgave, og kildekritikken står inde i argumentet.

Originalteksten

Læs originalteksten hos kilden

Åbn “Statsminister Vilhelm Buhls antisabotagetale, 2. september 1942” hos kilden. En analyse giver mest, når du kender teksten, så læs den selv først.

Analysen

Kildeanalysen af Buhls tale

Kilden er statsminister Vilhelm Buhls antisabotagetale, holdt i radioen den 2. september 1942. Buhl var socialdemokrat og havde været statsminister siden maj 1942, midt under den tyske besættelse. I løbet af sommeren 1942 var modstandsbevægelsens sabotageaktioner taget til, og besættelsesmagten pressede den danske regering til at få dem stoppet. Min problemstilling er: hvor langt var samarbejdspolitikken villig til at gå over for danskerne selv i efteråret 1942?

Ophavssituationen afgør det meste. Det er ikke en privat dagbog, men landets øverste politiske leder, der taler direkte til hele befolkningen i radioen, som kan høres i hele landet. Og han taler i et rum, hvor besættelsesmagten lytter med. Det betyder, at talen både skal berolige tyskerne og bevare danskernes tillid. Teksten, jeg læser, er Danmarkshistoriens gengivelse fra “Frit Danmarks Hvidbog” (1945), altså en trykt udgave, og den er forkortet ét sted. Derfor bruger jeg ordvalget, men ikke stemmeføringen eller pauserne. Jeg bruger ikke talen som beretning om, hvor udbredt sabotagen var. Det tal ville Buhl under ingen omstændigheder oplyse rigtigt. Jeg bruger den som levning, altså som et spor af presset på regeringen.

Tendensen er til at tage og føle på. Buhl beskriver Danmark som et land, der er “besat ikke krigsførende”, og forholdet til Tyskland som et forhold, der hviler “paa gensidig Hensyntagen og Forstaaelse”. Ordene gør besættelsesmagten til en part, man tager hensyn til, og sabotøren til en, der ødelægger et godt forhold. Han advarer mod “Røster fra danske i Udlandet” uden at sige, hvem han mener. Til sidst låner han autoritet: han slutter med de ord, kongen selv føjede til regeringens opråb den 9. april 1940. Mindst lige så vigtigt er det, han ikke siger: at besættelsesmagten har krævet indgrebet. Den udeladelse er ikke tilfældig. Talen skal fremstå som en dansk beslutning truffet af en dansk regering, og netop dét er beviset for, hvad samarbejdspolitikken krævede.

Hvad står på spil for regeringen? Talen siger det selv mod slutningen: lykkes det ikke at stoppe sabotagen, kan der rejses spørgsmål om “vor Adgang til selv at holde Justits”. Danmarkshistoriens artikel om Buhl bekræfter, at besættelsesmagten truede med krigsretter for sabotage, og at det truede den danske jurisdiktion. Her ser vi afsenderens vilje: Buhl har en stærk grund til at få sabotagen til at se dansk og forkastelig ud, nemlig at beholde retten til selv at dømme.

Troværdigheden må deles i to. Vil jeg vide, hvad danskerne mente om sabotage, er talen ubrugelig. Vil jeg vide, hvad regeringen officielt turde sige højt, er den næsten uimodsigelig, for her står statsministeren selv inde for ordene. Repræsentativ er den til gengæld ikke: den dækker regeringens linje, ikke befolkningens. Få dage efter, den 6. september, opfordrede den tidligere minister John Christmas Møller fra BBC i London til at fortsætte kampen. Sætter jeg de to taler ved siden af hinanden, kan jeg vise, at Danmark i september 1942 havde to konkurrerende svar på, hvad en dansker burde gøre, og at det ene kom fra regeringen i København og det andet fra London.

Sådan skrives det ind i opgaven, uden et skemaafsnit: “Fordi opfordringen kommer fra statsministeren selv, i radioen, til hele befolkningen, og fordi han kalder forholdet til besættelsesmagten gensidig hensyntagen uden at nævne presset, kan jeg konkludere, at samarbejdspolitikken i september 1942 var nået dertil, hvor regeringen satte sin egen og kongens autoritet ind på at stoppe danskere, der gjorde modstand, for at beholde retten til selv at dømme. At sabotagen fortsatte, viser til gengæld, at regeringens autoritet på dette punkt var ved at slippe op.” Læg mærke til, at hele kildekritikken sidder inde i konklusionen. Den er ikke et forord til den.

Vores kommentar

Hvad eksemplet viser

Eksemplet vurderer ikke talen som enten troværdig eller utroværdig. Det binder hvert fund til problemstillingen: ophavssituationen forklarer tendensen, og tendensen afgrænser, hvad talen kan bruges til som levning.

Konklusionen siger både, hvad talen kan bruges til, og hvad den ikke kan bevise alene. Det gør kildekritikken til en del af argumentet i stedet for et løsrevet skemaafsnit.

Læg også mærke til, at analysen siger, hvilken udgave af talen den bygger på. Det er ophavsanalyse af din egen tekst, og det er sådan, du viser, at du ved, hvad du har foran dig. Vil du vide mere om perioden, så læs Danmarkshistoriens tema om samarbejdspolitikken under besættelsen, og brug noterne til historie til overblikket.

Eksempel 2

Eksempel 2: kommunistloven fra 1941 som normativ kilde

Den første kilde var en tale. Den næste er en anden kildetype: en lov. Love er normative kilder, og de skal læses på en anden måde. Kilden er “Lov om Forbud mod kommunistiske Foreninger og mod kommunistisk Virksomhed” af 22. august 1941, som Danmarkshistorien gengiver efter Lovtidende. Læs paragraf 1 og 2, før du læser analysen.

Originalteksten

Læs originalteksten hos kilden

Åbn “Kommunistloven 22. august 1941” hos kilden. En analyse giver mest, når du kender teksten, så læs den selv først.

Analysen

Kildeanalysen af loven

Problemstillingen er den samme som i eksempel 1, men et år tidligere: hvor langt var regeringen og Rigsdagen villige til at gå for at bevare samarbejdspolitikken i 1941? Kilden er en lov, udfærdiget gennem Justitsministeriet og underskrevet af kong Christian 10. og justitsminister Eigil Thune Jacobsen den 22. august 1941. Ifølge Danmarkshistoriens kildeintroduktion kom loven, efter at Tyskland havde angrebet Sovjetunionen den 22. juni 1941 og stillet den danske regering krav om at forbyde det kommunistiske parti og internere dets ledere.

En lov fortæller, hvad der skal ske, ikke hvad der skete. Derfor duer den ikke som beretning om, hvor mange kommunister der blev anholdt. Danmarkshistorien oplyser, at omkring 300 blev arresteret efter tyskernes krav i juni, og at det kun lykkedes at anholde ét af partiets tre folketingsmedlemmer. Det tal står ikke i loven. Det kommer fra en fremstilling, der bygger på andre kilder. Jeg bruger loven som levning: den er selv en del af det, jeg undersøger, nemlig den beslutning, regeringen og Rigsdagen traf.

Som levning siger loven meget. Paragraf 1 forbyder foreningerne og desuden “Kommunistisk Virksomhed eller Agitation af enhver Art”, altså også det, enkeltpersoner siger og gør. Paragraf 2 giver justitsministeren ret til at tage folk i forvaring, hvis deres adfærd har givet særlig grund til at antage, at de “vil deltage” i kommunistisk virksomhed. Man kan altså spærres inde for noget, man ikke har gjort endnu. Begrundelsen er hensynet til “Statens Sikkerhed eller dens Forhold til fremmede Magter”. Tyskland nævnes ikke med navn, præcis som Buhl et år senere ikke nævner presset.

Læg mærke til formen. Den anholdte skal for Københavns Byret inden 24 timer, så loven ser ud som et almindeligt retsskridt. Men retten skal holde fast i forvaringen, når justitsministeren har bestemt den, medmindre der er en åbenbar fejl om, hvem personen er, eller om hans hidtidige kommunistiske virksomhed. Domstolen kan kun rette åbenbare fejl. Formen er retsstatens, indholdet er politisk. Danmarkshistorien skriver, at loven var grundlovsstridig, at den blev vedtaget enstemmigt, og at den havde tilbagevirkende kraft, så den også gjorde de allerede foretagne anholdelser lovlige.

Sådan skrives det ind i opgaven: “Fordi loven er normativ, viser den ikke, hvad der skete med de danske kommunister, men hvad regeringen og Rigsdagen var villige til at beslutte. At en enig Rigsdag gav justitsministeren ret til at spærre mennesker inde for noget, de måske ville gøre, og begrundede det med statens forhold til fremmede magter, viser, at samarbejdspolitikken allerede i 1941 gik ud over grundlovens frihedsrettigheder.”

Vores kommentar

Hvad eksempel 2 viser

Eksemplet viser en grundregel for normative kilder: loven beviser ikke, at den blev fulgt. Det, der faktisk skete, skal komme fra andre kilder. Her viser fremstillingen endda, at anholdelserne kom først og loven bagefter. Og det lykkedes kun at anholde ét af de tre folketingsmedlemmer.

Det viser også, hvordan to kilder af hver sin type kan belyse samme problemstilling. Talen fra 1942 og loven fra 1941 har det samme træk: presset fra besættelsesmagten nævnes ikke. Når kilder fra to regeringer i træk, Staunings og Buhls, gør det samme, er det et mønster og ikke et tilfælde. Men begge kommer fra regeringssiden, så de siger intet om, hvad befolkningen mente. Det skal du have andre kilder til.

Skabelon

Skabelon til din kildeanalyse

Brug skabelonen på kladden, når du forbereder dig til prøven, eller når du skriver en aflevering. Skriv én linje pr. trin. Den færdige tekst skal ikke følge skabelonen, men bygge på den.

TrinSkriv ned
1. SpørgsmålMin problemstilling i én sætning
2. OphavHvem, hvornår, til hvem, medie, vilkår, udgave
3. BrugLevn eller beretning, og til hvad
4. TendensÉt kort citat og det, der mangler
5. TroværdighedUpålidelig om …, stærk om …
6. RækkeviddeHvem kilden ikke taler for, og én modkilde
7. KonklusionFordi kilden er …, kan jeg slutte …, men ikke …

Prøven og årskarakteren

Til prøven: kildekritik i materialesættet

Til den mundtlige prøve i historie A trækker du et ukendt materialesæt på tre til fem normalsider. Temaet kender du, for det svarer til et af jeres forløb. I forberedelsestiden på ca. 90 minutter opstiller og besvarer du to til tre problemstillinger, og du indleder eksaminationen med en præsentation på ca. 7-10 minutter (læreplanen, pkt. 4.2). Der er ingen spørgsmål til materialet: det er dine problemstillinger, der styrer.

Kildekritikken er det, der får dine problemstillinger til at hænge på bilagene. Vælg to eller tre bilag, du kan sige noget skarpt om, og sig, hvorfor du bruger netop dem. Bruger du ikke alle bilag, kan du blive bedt om at begrunde det; vejledningen kalder det naturligt at spørge (pkt. 4.2).

Til prøven og i timen

Kildekritik til prøven: gør, sig, vis

Gør

  1. Skriv to eller tre problemstillinger ud fra materialesættet, før du vurderer kilderne.
  2. Vælg til hver problemstilling de bilag, der kan belyse den, og begrund valget.
  3. Skriv kildekritikken ind i den sætning, hvor du bruger bilaget.
  4. Slut hver problemstilling med, hvad bilagene kan vise, og hvad de ikke kan.

Sig

  • “Jeg bruger bilag [x] som levn for [problemstillingen], fordi …”
  • “Bilag [y] er upålideligt om [emnet], men stærkt om [afsenderens linje].”
  • Til samtalen: “Jeg valgte bilag [z] fra, fordi det ikke kan svare på [problemstillingen].”

Vis

  • Hvert bilag nævnt med afsender, år og kildetype.
  • Et kort citat, der viser tendensen.
  • Et bilag eller en modkilde, der viser, hvad kilden ikke dækker.

Til årskarakteren: I historie A laver du skriftlige produkter med informationssøgning og kildekritik på internettet; brug de syv trin i de afleveringer og i dine oplæg i timen.

Bygger på Læreplan for historie A, stx 2022, pkt. 2.1, 3.1 og 4.2 og Vejledning til historie A, stx, 2025, pkt. 2.1 og 4.2.

De store opgaver

Kildekritik i SRP, DHO og SSO

I de store opgaver er kildekritikken den samme, men du vælger selv materialet. Det giver to nye opgaver. Du skal kunne sige, hvorfor du har valgt netop de kilder, og du skal afgrænse, hvis materialet er stort. Skriv kort i indledningen, hvilke kilder du bruger og hvorfor, og lad resten af kildekritikken stå i analysen, hvor du bruger dem.

Se, hvordan det ser ud i SRP i historie og i en hel SRP i dansk og historie. I DHO i 1.g kan du læse den samme tekst på to måder: historiefagligt som levn eller beretning og danskfagligt som tekst med sprog og form. En hel DHO i dansk og historie viser det. Vælger du historie i SSO, SRO eller SOP, gælder det samme.

Henter du kilder på nettet, så lav ophavsanalyse af hjemmesiden: hvem står bag, hvornår blev den opdateret, og kan oplysningerne findes andre steder? Kildekritik på internettet hører med til historie A, så det er en del af faget, ikke et tillæg.

Tekst og billeder lavet med kunstig intelligens er en ny kildetype. Vejledningen fra 2025 siger, at propaganda lavet med kunstig intelligens godt kan indgå i et materialesæt, hvis I har arbejdet med det i timerne, men ikke materiale, som læreren selv har bedt en kunstig intelligens om at lave. Her er ophavssituationen for uklar. Det er en god regel for dig også: kan du ikke sige, hvem der står bag, og hvordan teksten blev til, kan du ikke bruge den kildekritisk.

Uden for historie

Kildekritik på nettet og i andre fag

Kildekritik bruges også uden for historie, men ordene skifter. I journalistikken taler man om partskilder, ekspertkilder og erfaringskilder; det kan du læse om på siden om journalistiske tekster. Vil du øve kildekritik på en tekst fra din egen indbakke, så prøv at analysere en svindelmail. Og vil du undersøge, hvordan en kilde taler om et emne, frem for hvad den siger om det, så er diskursanalyse næste skridt.

Fælder

Det, der oftest går galt

Skemaafsnittet

Du skriver et afsnit med overskriften “Kildekritik”, hvor du gennemgår afsender, modtager, tendens og troværdighed, og bagefter går du i gang med den rigtige analyse. Ministeriets vejledning kalder det en skematisk refererende og løsrevet gennemgang og beder jer komme ud over den. Slet overskriften. Flyt hver enkelt iagttagelse ned i den sætning, hvor du bruger kilden til noget. Test bagefter: kan afsnittet klippes ud, uden at din konklusion vakler? Så er det pynt, ikke analyse.

“Kilden er utroværdig” som slutpunkt

Du fastslår, at afsenderen er farvet, og så stopper du. Det efterlader læseren med ingenting, for nu er kilden tilsyneladende ubrugelig, og hvorfor er den så med i materialesættet? Skriv altid to led: upålidelig om X, men stærk om Y. En propagandaplakat er et dårligt vidne om, hvordan folk havde det, og et glimrende vidne om, hvad magthaverne ville have folk til at tro.

At tro, at levning og beretning er noget, kilden ER

Elever skriver ofte “det er en levning”, som om det stod stemplet på papiret. Så låser man sig fast og kan ikke bruge kilden til andet. Skriv altid “jeg bruger den som …” i stedet for “den er …”. Det tvinger dig til at nævne dit spørgsmål i samme sætning, og netop det går det funktionelle kildebegreb ud på.

Referatet i forklædning

Du gengiver, hvad kilden siger, i tre afsnit og kalder det analyse. Det sker næsten altid, når man ikke har formuleret en problemstilling først, for uden et spørgsmål er der ikke andet at gøre end at fortælle, hvad der står. Skriv problemstillingen øverst på kladden, før du læser kilden anden gang, og streg alt det ud, der ikke svarer på den. Til den mundtlige prøve er det netop dine to til tre problemstillinger, præsentationen bygger på.

At bruge kildekritikken som erstatning for viden om perioden

Man kan ikke se på et ordvalg fra 1942, at det er ladet, hvis man ikke ved, hvad der skete i 1942. Kildekritik uden periodeviden bliver til gætteri om afsenderens motiver. Læn analysen op ad mindst én konkret ting fra undervisningen: en dato, en lov, en aktion, et tal. Så viser du både metode og stof.

At tælle kilder i stedet for at veje dem

Fem artikler, der siger det samme, er ikke fem beviser, hvis de har oplysningen fra samme sted. Spørg, om kilderne er uafhængige af hinanden, før du lader dem bekræfte hinanden. Og glat ikke uenigheden ud, når to kilder siger hvert sit. Uenigheden er tit et fund i sig selv.

Se forskellen

Rigtigt og forkert

✗ Kilden er troværdig, fordi den er fra 1942.

✓ Talen er troværdig om regeringens officielle linje i 1942, fordi statsministeren siger den i eget navn.

Troværdighed gælder altid noget bestemt. Alder alene gør ikke en kilde troværdig.

✗ Kilden er en beretning.

✓ Jeg bruger kilden som beretning om, hvad der skete på mødet.

Levn og beretning er måder at bruge kilden på, ikke egenskaber ved den.

✗ Kilden er utroværdig, så den kan ikke bruges.

✓ Kilden er upålidelig om befolkningens holdning, men stærk om regeringens linje.

Et slutpunkt efterlader læseren med ingenting. To led giver en analyse.

✗ De to taler viser, hvad danskerne mente om sabotagen.

✓ De to taler viser, hvad regeringen og modstanden i London ville have danskerne til at mene.

En opfordring siger, hvad afsenderen ville, ikke hvad modtagerne mente.

✗ Loven fra 1941 viser, at kommunisterne blev anholdt.

✓ Loven viser, at regeringen og Rigsdagen gav justitsministeren ret til at spærre folk inde; om og hvornår det skete, må andre kilder vise.

En normativ kilde siger, hvad der skal ske, ikke hvad der skete.

✗ En primærkilde er altid skrevet af et øjenvidne.

✓ En primærkilde er den udgave, de andre bygger på; den kan godt være andenhånd.

Primær og sekundær handler om afhængighed, første- og andenhånd om nærhed.

Huskeregel

Ikke: Er kilden god? Men: God til hvad?

Samme tale kan være et dårligt vidne om sabotagens omfang og et godt vidne om regeringens linje. Det er dit spørgsmål, der afgør, hvad kilden er værd.

Klik og se

Test dig selv

Vælg den rigtige sætning. Du får svaret med det samme.

Hvilken er rigtig?

Hvilken er rigtig?

Hvilken er rigtig?

Hvilken er rigtig?

Hvilken er rigtig?

Hvilken er rigtig?

Hvilken er rigtig?

Hvilken er rigtig?

Spørgsmål og svar

Nej. Det får en ellers rigtig opgave til at lyde som en tjekliste. Ministeriets vejledning fra 2025 siger, at eleverne skal bevæge sig ud over en skematisk og løsrevet gennemgang af kilderne og hen imod problemstillingsstyret analyse. Skriv i stedet kildekritikken ind i de sætninger, hvor du bruger kilden.

Beretning: du tror på indholdet og bruger kilden til at få at vide, hvad der skete. Levning: du er ligeglad med, om indholdet passer, og bruger i stedet det forhold, at kilden findes og ser sådan ud, som et spor fra dens egen tid. Det er ikke to slags kilder. Det er to måder at bruge den samme kilde på, og hvilken du vælger, afhænger af dit spørgsmål. Levn og levning er det samme ord.

Nej. Læreplanen for historie A på stx taler om en “metodisk-kritisk tilgang”, og vejledningen bruger udtrykket det funktionelle kildebegreb: alt kan være historisk materiale, hvis det underlægges en metodisk-kritisk analyse. Levning og beretning er fagets klassiske begreber fra den tidlige kildekritik, og de bruges stadig i undervisningen. Brug de ord, din lærer har brugt i timerne, og brug dem til at svare på noget.

Ja. Det er hele pointen i det funktionelle kildebegreb. En reklame, en statue, en skolebog, en Netflix-serie om vikinger og et opslag på sociale medier kan alle være historisk materiale, hvis du stiller et spørgsmål, de kan svare på. En serie er en elendig beretning om vikingetiden, men som levning viser den, hvordan vores egen tid bruger vikingerne, og lige den skelnen ligger direkte i kernestofpunktet “historiebrug og -formidling”.

Så kan den stadig være en god kilde, bare til et andet spørgsmål. En løgn er et bevis på, at nogen havde en interesse i, at noget bestemt blev troet. Skriv, hvad kilden er upålidelig om, og hvad løgnen så til gengæld afslører om afsenderen. Det er præcis det greb, der får en analyse til at ligne historiefaglighed frem for referat.

Du får et ukendt materialesæt på tre til fem normalsider, ca. 90 minutters forberedelse og ca. 30 minutters eksamination, hvoraf du selv indleder med 7 til 10 minutter. I forberedelsestiden opstiller og besvarer du to til tre problemstillinger. Så vælg to eller tre kilder ud, som du kan sige noget skarpt om, i stedet for at nå omkring dem alle sammen. Temaet i sættet er i øvrigt kendt på forhånd, for det svarer til et af jeres forløb.

I praksis ingen. Begge ord dækker den samme metode. Den danske Wikipedia skriver, at kildeanalyse er blevet brugt hyppigere de seneste 20 år. Ordet minder dig om, at det er din analyse af kilden, der skal holde. Brug det ord, din lærer bruger.

Ophavssituationen er de forhold, kilden blev til under: hvad den er, hvem der har lavet den, hvornår, til hvem og hvorfor. Lex kalder ophavsanalysen det første og helt afgørende trin, fordi du ikke kan vurdere tendens og troværdighed uden den. Se trin 2 og spørgsmålene under det.

En kilde, der siger, hvordan noget skal være: en lov, en ordre, en bekendtgørelse eller et reglement. Den viser, hvad magthaverne ville, men ikke, om det skete. Derfor bruger du den som regel som levn. Eksempel 2 på siden er en lov fra 1941.

Førstehånd handler om afsenderen: var hun selv til stede? Primær handler om kilderne: er det den udgave, de andre bygger på? En primærkilde kan godt være andenhånd, og en førstehåndsberetning kan være kendt fra en sekundær afskrift. Den danske Wikipedia advarer mod at blande de to par.

En oplysning i en kilde, der går imod afsenderens egen interesse. Fordi afsenderen ikke har grund til at finde på den, er den som tommelfingerregel mere troværdig end resten af kilden. Spørg alligevel, om indrømmelsen giver afsenderen noget andet, fx tillid.

En kilde, der selv er part i den sag, den fortæller om, fx en minister om sin egen politik eller en virksomhed om sit eget produkt. I historie svarer det til spørgsmålet om afsenderens vilje. Ordet bruges især i journalistik; læs mere på siden om journalistiske tekster.

Om forfatteren

Siden her er skrevet af Emil Brandt Rex, gymnasielektor i dansk og historie. Alt på Studiekompasset bygger på fagenes læreplaner og vejledninger, og hver side har sine kilder stående nederst. Finder du en fejl, så skriv til mig, og den bliver rettet.

Kilder

Kilder

  • Børne- og Undervisningsministeriet: Bilag 103A, Historie A, stx, august 2022 (læreplan). Faglige mål pkt. 2.1, kernestof pkt. 2.2, didaktiske principper pkt. 3.1, prøveform pkt. 4.2: uvm.dk
  • Børne- og Undervisningsministeriet: Vejledning til historie A, stx og historie B, hf-e, august 2025. Afsnit 2.1 om det funktionelle kildebegreb og om at komme ud over en skematisk gennemgang af kilderne, afsnittet om historiefaglige teorier og metoder, særlige bestemmelser for historie A og afsnit 4.2 om prøvematerialet: uvm.dk
  • Nils Arne Sørensen: kildekritik, Lex (senest ændret 11. august 2025): lex.dk
  • Wikipedia på dansk: Kildekritik (afsnittene om ophavssituationen, levn og beretning, primære og sekundære kilder, udsagnsevne og det materielle og funktionelle kildebegreb): da.wikipedia.org
  • Rigsarkivet: Den lille guldbog om kildekritik (udgivet 2018), via Historielab: historielab.dk
  • Rigsarkivet: Kildekritik, faktaark (afsnittene om første- og andenhåndskilder og om tendens), udgivet via Historielab: historielab.dk
  • Lokalhistoriewiki (Nasjonalbiblioteket, tidligere Norsk lokalhistorisk institutt): Kildekritikk (afsnittene om tendens, repræsentativitet, beskrivende og normative kilder og primære og sekundære kilder): lokalhistoriewiki.no
  • Kristin Skare Orgeret og Jan Frode Hatlen: kildekritikk, Store norske leksikon: snl.no
  • Den Danske Ordbog: sekundærlitteratur: ordnet.dk
  • Wikipedia på engelsk: Source criticism (Howell og Prevenier om reglerne hos Bernheim og Langlois og Seignobos): en.wikipedia.org
  • Danmarkshistorien (Aarhus Universitet, på lex.dk): Statsminister Vilhelm Buhls antisabotagetale, 2. september 1942 (efter Frit Danmarks Hvidbog bd. 1, 1945): danmarkshistorien.lex.dk
  • Danmarkshistorien (Aarhus Universitet, på lex.dk): Vilhelm Buhl, 1881-1954: danmarkshistorien.lex.dk
  • Danmarkshistorien (Aarhus Universitet, på lex.dk): John Christmas Møllers (K) radiotale fra London, 6. september 1942: danmarkshistorien.lex.dk
  • Danmarkshistorien (Aarhus Universitet, på lex.dk): John Christmas Møller, 1894-1948: danmarkshistorien.lex.dk
  • Danmarkshistorien (Aarhus Universitet, på lex.dk): Kommunistloven 22. august 1941 (efter Lovtidende A 1941): danmarkshistorien.lex.dk
  • Danmarkshistorien (Aarhus Universitet, på lex.dk): Samarbejdspolitikken under besættelsen 1940-45: danmarkshistorien.lex.dk
  • Dansketaler.dk: Vilhelm Buhls antisabotagetale, 2. september 1942 (samme gengivelse som Danmarkshistoriens, med udeladelsen markeret): dansketaler.dk

Hænger sammen med

Se også

Næste skridt

Find alle analysemodeller og alt andet ét sted, og filtrér efter din uddannelse.

Åbn biblioteket

Del siden

Send linket til en, der kan bruge hjælpen.

Kopiér linkMailFacebook