Kildekritik i historie: sådan bruger du en kilde i stedet for at referere den

Kildekritik er ikke et skema, du sætter ovenpå teksten. Det er den måde, du får en kilde til at svare på et spørgsmål, den ikke selv stiller. Her er de syv trin, en sætning du kan skrive til hvert af dem, og et gennemført eksempel på Vilhelm Buhls antisabotagetale fra 2. september 1942.

Af Emil Brandt Rex, gymnasielektor i dansk og historie

Af Emil Brandt Rex, gymnasielektor og beskikket skriftlig censor i Dansk ASidst opdateret 31. august 2026

På denne side

Hvad modellen er

Kildekritik er den fremgangsmåde, der afgør, hvad du faktisk kan slutte af et stykke materiale. Ikke om kilden er “god” eller “dårlig”, men hvad den kan bruges til. En tale fra 1942 kan være helt upålidelig, hvis du spørger den, hvor mange sabotageaktioner der var. Den samme tale er førsteklasses materiale, hvis du spørger, hvor hårdt presset den danske regering var. Kilden ændrer sig ikke. Dit spørgsmål gør.

Det hedder i læreplanen for historie A på stx, at du skal kunne “anvende en metodisk-kritisk tilgang til at udvælge og analysere historisk materiale, herunder eksempler på brug af historie”. I kernestoffet står punkterne “historiefaglige teorier og metoder” og “historiebrug og -formidling”. Kildekritik er altså ikke et selvstændigt emne ved siden af historien. Ministeriets vejledning fra august 2025 siger det direkte: kildekritik er ikke en særskilt metode, men et gennemgående kritisk analytisk redskab, du bruger i alt det andet arbejde.

Selve ordene levning og beretning står ikke i læreplanen. De kommer fra fagets lærebogstradition, og de fleste lærere bruger dem. Læreplanen og vejledningen taler i stedet om det funktionelle kildebegreb: alt kan være historisk materiale, hvis du underlægger det en metodisk-kritisk analyse. Det er den samme pointe med andre ord. Brug de begreber, din lærer har brugt i timerne, og brug dem til at svare på noget.

Hvornår

Hvornår du skal bruge den, og hvornår ikke

  • Brug den, når du har materiale foran dig og et spørgsmål til fortiden: til den mundtlige prøve i historie, hvor du får et ukendt materialesæt på tre til fem normalsider og selv skal opstille to til tre problemstillinger, og i DHO, SRO og SRP med historie.
  • Brug den især, når materialet er skævt: en tale, et kampagneplakat, et interview, et læserbrev, en lovtekst, et TikTok-klip om historie. Jo tydeligere afsender, jo mere kan du få ud af analysen. Et neutralt lærebogsafsnit er faktisk sværere at analysere, netop fordi det anstrenger sig for at lyde neutralt.
  • Brug den IKKE, når opgaven kun er at redegøre for hovedlinjer i en periode. “Redegør for enevældens indførelse” er ikke en kildekritisk opgave. Der skal du fortælle, hvad der skete, ikke undersøge, hvem der siger det.
  • Brug den IKKE som et skema, du lægger ovenpå en tekst, du i virkeligheden bare refererer. Vejledningen advarer specifikt mod en “skematisk refererende og løsrevet gennemgang” af kilderne. Hvis din kildekritik kunne klippes ud af opgaven, uden at noget ændrede sig, er den ikke lavet endnu.

Trin 1 af 7

1. Stil spørgsmålet før du læser

Alt andet afhænger af det her trin. Det er ikke kilden, der bestemmer, hvad du kan finde ud af. Det er din problemstilling. Skriv den ned, før du begynder at analysere, og skriv den så snævert, at den kan besvares på en side. “Hvad handler kilden om” er ikke en problemstilling. “Hvor langt var regeringen villig til at gå” er.

Sådan kan du skrive det: “Jeg undersøger, hvor langt den danske regering var parat til at gå for at bevare samarbejdspolitikken i efteråret 1942, og derfor spørger jeg talen om, hvad Buhl er villig til at bede befolkningen om.”

Trin 2 af 7

2. Beskriv ophavssituationen konkret

Hvem taler, hvornår, hvor, til hvem, i hvilket medie, og under hvilke vilkår? Vilkårene er det, de fleste glemmer. En radiotale under besættelsen er ikke bare en tale. Den er godkendt, den kan høres af besættelsesmagten, og afsenderen ved det. Skriv de vilkår ind, for det er dem, du senere skal bruge til at forklare tendensen.

Sådan kan du skrive det: “Talen holdes i radioen den 2. september 1942 af statsminister Vilhelm Buhl, socialdemokrat og regeringsleder siden maj samme år. Den sendes til hele befolkningen, men den kan også høres af den tyske besættelsesmagt, og det præger hvert eneste ord i den.”

Trin 3 af 7

3. Afgør, om du bruger den som levning eller som beretning

Det er ikke en egenskab ved kilden. Det er et valg, du træffer ud fra dit spørgsmål. Som beretning bruger du kilden til at få at vide, hvad der skete: du tror på indholdet. Som levning bruger du kilden som et spor fra sin egen samtid: du er ligeglad med, om indholdet passer, og ser i stedet på, at kilden overhovedet findes og ser sådan ud. Samme kilde kan bruges begge veje i samme opgave, bare til to forskellige spørgsmål.

Sådan kan du skrive det: “Jeg bruger ikke talen som beretning om sabotagens omfang, for det tal har Buhl ingen grund til at oplyse rigtigt. Jeg bruger den som levning, altså som et spor af, hvor stort presset på regeringen var i september 1942.”

Trin 4 af 7

4. Peg på tendensen med fingeren

“Kilden er tendentiøs” er en påstand, ikke en analyse. Tendens skal vises. Find det konkrete: et ladet ord, en sammenligning, en rolle afsenderen giver sig selv, og især en udeladelse. Det, der ikke bliver sagt, er tit det stærkeste bevis, du har. Citer kort og forklar, hvad ordvalget gør ved læseren.

Sådan kan du skrive det: “Buhl kalder sabotagen “en af de alvorligste Forbrydelser”, altså et ord fra straffeloven og ikke fra politikken. Dermed flytter han handlingen fra modstandskamp til kriminalitet. Han nævner til gengæld ikke med ét ord, at kravet kommer fra tyskerne, og netop den udeladelse viser, at talen skal fremstå dansk.”

Trin 5 af 7

5. Oversæt troværdighed til: pålidelig om hvad?

Troværdighed er ikke en karakter, kilden får. Vejledningen siger det skarpt: det handler om kildens anvendelighed i forhold til den problemstilling, du undersøger. Så del svaret i to. Hvad er kilden upålidelig om, og hvad er den næsten uimodsigelig om? En kilde, der lyver om virkeligheden, er som regel et fremragende vidne om afsenderens egne interesser.

Sådan kan du skrive det: “Talen er upålidelig, hvis jeg vil vide, hvad befolkningen mente om sabotage. Den er derimod svær at komme uden om, hvis jeg vil vide, hvad regeringen officielt turde sige højt, for her siger statsministeren det selv, i eget navn, til hele landet.”

Trin 6 af 7

6. Spørg, hvad kilden ikke dækker

Repræsentativitet er spørgsmålet om, hvor langt du må generalisere. Én tale er én stemme. Hvem mangler? Hvilken gruppe ville have sagt noget andet? Det stærkeste greb er at sætte kilden over for en modstemme fra samme måned og lade forskellen mellem dem være din pointe, i stedet for at lade den ene tale for hele Danmark.

Sådan kan du skrive det: “Talen dækker regeringens linje, ikke befolkningens. Få dage efter opfordrede John Christmas Møller fra BBC i London til det stik modsatte, og de to taler tilsammen viser, at Danmark i efteråret 1942 havde to konkurrerende svar på, hvad man burde gøre.”

Trin 7 af 7

7. Flet konklusionen ind i argumentet

Her adskiller den brugbare kildekritik sig fra den korrekte. Du skal ikke aflevere et afsnit, der hedder “Kildekritik”, og derefter begynde forfra på analysen. Du skal skrive kildekritikken ind i den sætning, hvor du bruger kilden. Formlen er: fordi kilden er sådan her, kan jeg slutte det her, og kun det her. Så kan din læser se, at konklusionen hviler på noget.

Sådan kan du skrive det: “Fordi talen holdes af statsministeren selv, i radioen, uden at nævne det tyske pres, kan jeg konkludere, at samarbejdspolitikken i september 1942 var nået dertil, hvor regeringen var villig til at bede danskerne om at angive andre danskere til politiet.”

Eksempel

Modellen brugt på et konkret eksempel

Kilden er statsminister Vilhelm Buhls antisabotagetale, holdt i radioen den 2. september 1942. Buhl var socialdemokrat og havde været statsminister siden maj 1942, midt under den tyske besættelse. I løbet af sommeren 1942 var modstandsbevægelsens sabotageaktioner taget til, og besættelsesmagten pressede den danske regering til at få dem stoppet. Min problemstilling er: hvor langt var samarbejdspolitikken villig til at gå over for danskerne selv i efteråret 1942?

Ophavssituationen afgør det meste. Det er ikke en privat dagbog, men landets øverste politiske leder, der taler direkte til hele befolkningen i det ene medie, alle har adgang til. Og han taler i et rum, hvor besættelsesmagten lytter med. Det betyder, at talen både skal berolige tyskerne og bevare danskernes tillid på én gang, og den dobbelte opgave kan man se i hver sætning. Derfor bruger jeg ikke talen som beretning om, hvor udbredt sabotagen var. Det tal ville Buhl under ingen omstændigheder oplyse rigtigt. Jeg bruger den som levning, altså som et spor af presset på regeringen.

Tendensen er til at tage og føle på. Buhl kalder sabotagen “en af de alvorligste Forbrydelser” mod et krigsførende land. Det er ordet fra straffeloven, ikke fra politikken, og det gør modstandsfolk til kriminelle frem for til modstandere. Han opfordrer desuden befolkningen til at hjælpe politiet med opklaringen, hvilket er grunden til, at talen siden er blevet kaldt stikkertalen. Mindst lige så vigtigt er det, han ikke siger: at kravet kommer fra tyskerne. Den udeladelse er ikke tilfældig. Talen skal fremstå som en dansk beslutning truffet af en dansk regering, og netop dét er beviset for, hvad samarbejdspolitikken krævede.

Troværdigheden må deles i to. Vil jeg vide, hvad danskerne mente om sabotage, er talen ubrugelig. Vil jeg vide, hvad regeringen officielt turde sige højt, er den næsten uimodsigelig, for her står statsministeren selv inde for ordene. Repræsentativ er den til gengæld ikke: den dækker regeringens linje, ikke befolkningens. Få dage efter opfordrede den tidligere minister John Christmas Møller fra BBC i London til det stik modsatte. Sætter jeg de to taler ved siden af hinanden, kan jeg vise, at Danmark i september 1942 havde to konkurrerende svar på, hvad en dansker burde gøre, og at det ene blev sendt fra Christiansborg og det andet fra London.

Sådan skrives det ind i opgaven, uden et skemaafsnit: “Fordi opfordringen kommer fra statsministeren selv, i radioen, til hele befolkningen, og uden at det tyske pres nævnes med ét ord, kan jeg konkludere, at samarbejdspolitikken i september 1942 var nået dertil, hvor den danske regering var parat til at bede danskere om at angive andre danskere til politiet. At talen samtidig ikke virkede, og at sabotagen fortsatte, viser til gengæld, at regeringens autoritet på dette punkt var ved at slippe op.” Læg mærke til, at hele kildekritikken sidder inde i konklusionen. Den er ikke et forord til den.

Vores kommentar

Hvad eksemplet viser

Læg mærke til, at hvert virkemiddel får en funktion. Der står ikke bare, at noget er der, men hvad det gør ved læseren eller seeren. En observation uden funktion er ikke analyse.

Og læg mærke til, at der står, hvor i værket det sker. Et sidetal, en linje eller et tidskode gør din påstand efterprøvelig. Uden den er den en fornemmelse.

Fælder

Det, der oftest går galt

Skemaafsnittet

Skemaafsnittet. Du skriver et afsnit med overskriften “Kildekritik”, hvor du gennemgår afsender, modtager, tendens og troværdighed, og bagefter går du i gang med den rigtige analyse. Ministeriets vejledning kalder det en skematisk refererende og løsrevet gennemgang, og det er præcis den fejl, der koster mest til eksamen. Slet overskriften. Flyt hver enkelt iagttagelse ned i den sætning, hvor du bruger kilden til noget. Test bagefter: kan afsnittet klippes ud, uden at din konklusion vakler? Så er det pynt, ikke analyse.

“Kilden er utroværdig” som slutpunkt

“Kilden er utroværdig” som slutpunkt. Du fastslår, at afsenderen er farvet, og så stopper du. Det efterlader læseren med ingenting, for nu er kilden tilsyneladende ubrugelig, og hvorfor er den så med i materialesættet? Skriv altid to led: upålidelig om X, men stærk om Y. En propagandaplakat er et dårligt vidne om, hvordan folk havde det, og et glimrende vidne om, hvad magthaverne ville have folk til at tro.

At tro, at levning og beretning er noget, kilden ER

At tro, at levning og beretning er noget, kilden ER. Elever skriver ofte “det er en levning”, som om det stod stemplet på papiret. Så låser man sig fast og kan ikke bruge kilden til andet. Skriv altid “jeg bruger den som …” i stedet for “den er …”. Det tvinger dig til at nævne dit spørgsmål i samme sætning, og det er netop det, læreplanens funktionelle kildebegreb går ud på.

Referatet i forklædning

Referatet i forklædning. Du gengiver, hvad kilden siger, i tre afsnit og kalder det analyse. Det sker næsten altid, når man ikke har formuleret en problemstilling først, for uden et spørgsmål er der ikke andet at gøre end at fortælle, hvad der står. Skriv problemstillingen øverst på kladden, før du læser kilden anden gang, og streg alt det ud, der ikke svarer på den. Til den mundtlige prøve er det netop dine to til tre problemstillinger, der bærer præsentationen.

At bruge kildekritikken som erstatning for viden om

At bruge kildekritikken som erstatning for viden om perioden. Man kan ikke se på et ordvalg fra 1942, at det er ladet, hvis man ikke ved, hvad der skete i 1942. Kildekritik uden periodeviden bliver til gætteri om afsenderens motiver. Læn analysen op ad mindst én konkret ting fra undervisningen: en dato, en lov, en aktion, et tal. Det er også det, der gør forskellen mellem en 7 og et 10, fordi du viser både metode og stof.

Spørgsmål og svar

Nej. Det er den hyppigste grund til, at en ellers rigtig opgave lyder som en tjekliste. Ministeriets vejledning fra 2025 siger, at eleverne skal bevæge sig ud over en skematisk og løsrevet gennemgang af kilderne og hen imod problemstillingsstyret analyse. Skriv i stedet kildekritikken ind i de sætninger, hvor du bruger kilden.

Beretning: du tror på indholdet og bruger kilden til at få at vide, hvad der skete. Levning: du er ligeglad med, om indholdet passer, og bruger i stedet det forhold, at kilden findes og ser sådan ud, som et spor fra dens egen tid. Det er ikke to slags kilder. Det er to måder at bruge den samme kilde på, og hvilken du vælger, afhænger af dit spørgsmål.

Nej. Læreplanen for historie A på stx taler om en “metodisk-kritisk tilgang”, og vejledningen bruger udtrykket det funktionelle kildebegreb: alt kan være historisk materiale, hvis det underlægges en metodisk-kritisk analyse. Levning og beretning er fagets almindelige lærebogsbegreber, og de fleste lærere og censorer bruger dem. Brug de ord, din lærer har brugt i timerne, og brug dem til at svare på noget.

Ja. Det er hele pointen i det funktionelle kildebegreb. En reklame, en statue, en skolebog, en Netflix-serie om vikinger og et opslag på sociale medier kan alle være historisk materiale, hvis du stiller et spørgsmål, de kan svare på. En serie er en elendig beretning om vikingetiden og en fin levning om vores egen tids brug af den, og lige den skelnen ligger direkte i kernestofpunktet “historiebrug og -formidling”.

Så er den ofte den bedste kilde, du har. En løgn er et bevis på, at nogen havde en interesse i, at noget bestemt blev troet. Skriv, hvad kilden er upålidelig om, og hvad løgnen så til gengæld afslører om afsenderen. Det er præcis det greb, der får en analyse til at ligne historiefaglighed frem for referat.

Du får et ukendt materialesæt på tre til fem normalsider, ca. 90 minutters forberedelse og ca. 30 minutters eksamination, hvoraf du selv indleder med 7 til 10 minutter. I forberedelsestiden opstiller og besvarer du to til tre problemstillinger. Så vælg to eller tre kilder ud, som du kan sige noget skarpt om, i stedet for at nå omkring dem alle sammen. Temaet i sættet er i øvrigt kendt på forhånd, for det svarer til et af jeres forløb.

Om forfatteren

Siden her er skrevet af Emil Brandt Rex, gymnasielektor i dansk og historie. Alt på Studiekompasset bygger på fagenes læreplaner og vejledninger, og hver side har sine kilder stående nederst. Finder du en fejl, så skriv til mig, og den bliver rettet.

Kilder

Kilder

  • Børne- og Undervisningsministeriet: Bilag 103A, Historie A, stx, august 2022 (læreplan). Faglige mål pkt. 2.1, kernestof pkt. 2.2, prøveform pkt. 4.2: uvm.dk
  • Børne- og Undervisningsministeriet: Vejledning til historie A, stx og historie B, hf-e, august 2025. Afsnit 2.1 om det funktionelle kildebegreb og om at komme ud over en skematisk gennemgang af kilderne, samt afsnittet om historiefaglige teorier og metoder: uvm.dk
  • Danmarkshistorien (Aarhus Universitet, på lex.dk): Statsminister Vilhelm Buhls antisabotagetale, 2. september 1942: danmarkshistorien.lex.dk
  • Danmarkshistorien (Aarhus Universitet, på lex.dk): Vilhelm Buhl, 1881-1954: danmarkshistorien.lex.dk
  • Dansketaler.dk: Vilhelm Buhls antisabotagetale, 2. september 1942 (talens fulde ordlyd): dansketaler.dk

Næste skridt

Find alle analysemodeller og alt andet ét sted, og filtrér efter din uddannelse.

Åbn biblioteket