Modelbesvarelse: en hel DIO i dansk og idéhistorie

Opgaven, afsnit 1 af 9

Forside og opgaveformulering

Det tomme kors

Darwinisme, religionskritik og det moderne gennembrud i J.P. Jacobsens “Pesten i Bergamo”

Dansk-idéhistorieopgaven, htx, 2.g. Fag: dansk A og idéhistorie B. Vejledere: [dansklærer] og [idéhistorielærer]. Afleveret [dato]. Antal anslag med mellemrum: 18.400.

Opgaveformulering:

1. Redegør for centrale træk ved positivismens og darwinismens menneskesyn, som de blev formidlet i Danmark i 1870’erne. Inddrag Georg Brandes’ indledningsforelæsning fra 3. november 1871 og J.P. Jacobsens arbejde som Darwins danske oversætter.

2. Analysér og fortolk J.P. Jacobsens novelle “Pesten i Bergamo” (1882) med særligt fokus på komposition, fortællerforhold og fremstillingen af religion.

3. Diskutér, hvilken kildeværdi Brandes’ indledningsforelæsning har som kilde til det moderne gennembrud, og vurdér, i hvilket omfang Jacobsens novelle kan læses som et udtryk for tidens idéer.

Opgaven, afsnit 2 af 9

Indledning

I slutningen af J.P. Jacobsens novelle “Pesten i Bergamo” fra 1882 forlader en flok korsdragere byen. Solen står lavt, og på bymuren tegner skyggerne sig af de kors, de bærer med sig. Korsene er tomme. En ung munk har lige fortalt de tilbageblevne, at Kristus rev sig løs fra naglerne og fór til himmels i vrede, og at forsoningen derfor aldrig fandt sted. Novellen slutter ikke med, at nogen gendriver ham. Den slutter med, at sangen bliver fjernere, og at processionen forsvinder ude på sletten.

Elleve år tidligere, den 3. november 1871, havde Georg Brandes stillet sig op på Københavns Universitet og indledt forelæsningsrækken “Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur”. Han hævdede her, at en levende litteratur kendes på, at den sætter problemer under debat, og han nævnte religionen som et af de problemer. Samme år begyndte J.P. Jacobsen at udsende sin danske oversættelse af Darwins “Om Arternes Oprindelse”, som udkom samlet i 1872.

Denne opgave undersøger forbindelsen mellem de to ting. Først redegør jeg for det menneskesyn, som darwinismen og positivismen bragte med sig til Danmark i 1870’erne. Derefter analyserer jeg “Pesten i Bergamo” med vægt på komposition, fortællerforhold og religionsfremstilling. Til sidst diskuterer jeg, hvad Brandes’ forelæsning egentlig kan bruges til som kilde, og hvor langt man kan gå i at læse Jacobsens novelle som et udtryk for tidens idéer. Det sidste spørgsmål er det vanskeligste, fordi ligheder mellem en tekst og en tidsånd ikke i sig selv beviser, at tidsånden har skabt teksten.

Opgaven, afsnit 3 af 9

Metode og kildekritiske overvejelser

I dansk arbejder jeg tekstnært. Det betyder, at mine påstande om novellen skal kunne begrundes i noget, der står på siden: et ordvalg, et tempusskift, en gentagelse, en komposition. Jeg bruger begreberne komposition, fortællerforhold, synsvinkel og miljø, og jeg citerer efter Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs digitale udgave af “Mogens og andre Noveller” på tekstnet.dk, som gengiver teksten i gammel retskrivning. Derfor står der “Bjærg” og “Hjærner” i mine citater. Det er ikke stavefejl, men den stavemåde, teksten har i den udgave, jeg bruger.

I idéhistorie arbejder jeg med idéanalyse og kildekritik. Idéanalysen går ud på at bestemme, hvilket menneskesyn og hvilken virkelighedsopfattelse en tekst bygger på, også når teksten ikke selv siger det direkte. Kildekritikken går ud på at spørge til den enkelte kildes ophav, tendens og brugbarhed, før jeg lader den bevise noget.

Her løber jeg ind i et konkret problem, som jeg vender tilbage til i diskussionen. Brandes’ forelæsning blev holdt mundtligt den 3. november 1871, men ingen har optaget den. Det, jeg kan læse, er den trykte tekst, der udkom i “Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur” i 1872. Forelæsningen blev desuden revideret flere gange sidenhen, både af Brandes selv og i senere udgivelser. Jeg bruger derfor førsteudgivelsen fra 1872 og skriver eksplicit, at min kilde er en trykt og redigeret version af en mundtlig begivenhed, ikke begivenheden selv.

Skellet mellem levn og beretning er nyttigt her. Som beretning om europæisk litteraturhistorie er forelæsningen upålidelig, fordi Brandes har en sag at føre og udvælger sit stof derefter. Som levn, altså som et efterladt spor af, hvad en dansk kritiker ville i 1871 og 1872, er den derimod en førsteklasses kilde. Den samme kilde kan altså være svag og stærk på én gang, alt efter hvad jeg spørger den om.

Opgaven, afsnit 4 af 9

Redegørelse: et nyt menneskesyn kommer til Danmark

Charles Darwins “On the Origin of Species” udkom i 1859 og fremsatte to ting på én gang: at alle nulevende og uddøde arter stammer fra en fælles stamform, og at naturlig udvælgelse er den mekanisme, der frembringer nye arter. Konsekvensen for menneskesynet var vidtrækkende. Mennesket blev ikke længere set som skabt uden for naturen med en særlig plads, men som et resultat af de samme processer som alle andre organismer. Værket blev første gang oversat til dansk af J.P. Jacobsen. Han udsendte det i ni subskriptionshæfter fra november 1871, dengang under titlen “Naturlivets Grundlove”, og da hæfterne i 1872 blev samlet til en bog, fik den titlen “Om Arternes Oprindelse ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen”. Oversættelsen bygger på originalens femte udgave fra 1869. I 1874 fulgte hans oversættelse af Darwins bog om menneskets afstamning.

Darwinismen kom ikke alene. Den franske filosof Auguste Comte havde i “Cours de philosophie positive”, udsendt i seks bind mellem 1830 og 1842, hævdet, at al sand viden er en systematisering af erfaringsdata, og at forklaringer ud over det iagttagelige må opgives. Hans trestadielov beskriver menneskets tænkning som en bevægelse fra et teologisk stadium med overnaturlige forklaringer over et metafysisk stadium med abstrakte kræfter til et positivt stadium, hvor man nøjes med at beskrive lovmæssige sammenhænge. Litteraturhistorisk fik denne tankegang sin form hos Hippolyte Taine, der i “Histoire de la littérature anglaise” fra 1863 og 1864 forklarede kunstværker ud fra race, milieu og moment. Et menneske og dets værk skulle altså forstås som et produkt af arv, omgivelser og historisk øjeblik, ikke som en fri sjæls valg. Værket udkom på dansk mellem 1874 og 1877.

Sideløbende gik der en religionskritisk linje. Ludwig Feuerbach havde allerede i 1841 i “Das Wesen des Christentums” fremsat den tanke, at Gud er en projektion. Menneskets forestillinger om guddommelig visdom, godhed og kærlighed er ifølge Feuerbach billeder af menneskets egne længsler, som det har flyttet op på himlen og derefter tilbeder. Når mennesket gennemskuer mekanismen, opløses troen.

Det var denne pakke af tanker, Georg Brandes samlede og gav en dansk adresse. Den 3. november 1871 indledte han forelæsningsrækken “Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur” på Københavns Universitet, og han formulerede sit program i en enkelt sætning: “Det, at en Litteratur i vore Dage lever, viser sig i, at den sætter Problemer under Debat.” Som eksempler nævnte han George Sand om ægteskabet, Voltaire og Byron om religionen og Proudhon om ejendommen. Bag kravet lå en diagnose af Danmark som et land, der lå omkring fyrre år bag Europa. Forelæsningen blev trykt i 1872 og regnes som startskuddet til det moderne gennembrud. Den gjorde Brandes upopulær i det københavnske borgerskab.

Opgaven, afsnit 5 af 9

Analyse, del 1: to byer, en optælling og et tempusskift

Novellen åbner med et rum, ikke med en person: “Der var Gammel-Bergamo oppe paa Toppen af et lavt Bjærg, i Hegn bag Mure og Porte, og der var det nye Bergamo nede ved Bjærgets Fod, aabent for alle Vinde.” På tre linjer er hele novellens grundmodsætning sat op. Oppe over for nede, lukket over for åbent, gammelt over for nyt. Murene bliver præsenteret som beskyttelse, men da pesten bryder ud i den nye by og borgerne oppe stikker ild på den forladte by for at rense luften, viser murene sig at være det modsatte. Smitten flytter med op, og teksten måler den i tal: “først en om Dagen, saa fem, saa ti og saa en Snes, og da det var paa sit Højeste mange fler endnu”. Optællingen løber lige over i den sætning, der bagefter står helt for sig selv: “Og de kunde ikke flygte saadan som de i den nye By havde gjort.” Ordet “de” er kursiveret i teksten. Beskyttelsen er blevet et fængsel.

Derfra falder samfundet fra hinanden, og forfaldet er trinvist. Kompositionen er kronologisk. Først reagerer byen ordentligt og samlet. Ligene bliver begravet, der bliver tændt bål på torvene, der bliver uddelt enebær og eddike til de fattige, og folk søger til kirkerne. Til sidst udråber de fra rådhusets altan Jomfru Maria til podesta over byen. Så kommer den sætning, hele novellens første halvdel har arbejdet sig frem imod: “Men det hjalp Altsammen ikke; der var Ingenting der hjalp.”

Det er vigtigt, at sammenbruddet indtræffer efter det religiøse forsøg og som en følge af, at det slog fejl. Fortælleren forklarer det udtrykkeligt: da folk blev faste i den tro, at himlen enten ikke ville eller ikke kunne hjælpe, holdt de ikke bare op med at handle. Synden gik selv fra at være en snigende sot til at blive en åbenbar pest. Selve billedet er lånt fra sygdomslæren, og det er ikke tilfældigt. Det moralske forfald bliver beskrevet i samme sprog som den fysiske smitte.

Elleve uger inde i pesten sker novellens vendepunkt, og det kan aflæses i grammatikken. Så længe byen forfalder, fortælles der i datid. I det øjeblik korsdragerne kommer til syne, skifter teksten til nutid: “De synger imens de gaar”, “De presser sig op ad den stejle, murindhegnede Vej”. Nutiden holder ved gennem hele optogets vej op ad bjerget og gennem tårnporten. Læseren står med tårnvægterne og ser det ske. Det er en filmisk virkning, og den lader Jacobsen gøre noget, en ren datidsfortælling ikke kan: han kan holde begivenheden fast som et syn, før han vurderer den.

Fortælleren selv er tredjepersons og panoramisk. Der er ingen hovedperson med navn. Der er en slagter, en degn, to gråhårede filosoffer og en ung munk, altså typer. Byen omtales kollektivt som “man” og “de fra Bergamo”, og fortælleren går kun sjældent ind i et enkelt hoved. Til gengæld sanser han hele tiden: lugten af sved, aske og vejstøv fra flokken, lyden af nøgne fødder, lyset i tårnporten. Denne impressionistiske sansning er Jacobsens varemærke. Den betyder, at vi får verden serveret som iagttagelse frem for som dom, hvilket svarer nøje til det krav, positivismen stillede til viden.

Opgaven, afsnit 6 af 9

Analyse, del 2: hjernen, prædikenen og det tomme kors

Inde i domkirken pisker korsdragerne sig selv til blods. Fortælleren gengiver deres logik indefra: “Hvert slag var et Offer til Gud”, og de ønsker at kunne rive sig i tusind blodige stykker for hans øjne. Så kommer den sætning, der binder novellen til tidens videnskab: “For dette greb dem; der var et lille Vanvidspunkt i deres Hjærner, som forstod denne Galskab.” Det er ikke sjælen, der forstår, og det er ikke troen, der vækkes. Det er et punkt i hjernen. Religiøs ekstase bliver her forklaret som et fysiologisk anlæg i mennesket, altså med samme slags forklaring, som man ville give på en refleks. Det er positivismens og darwinismens sprog anvendt på det helligste, tiden kendte.

Prædikenen er novellens klimaks og er komponeret i tre trin. Først taler munken om helvede så konkret, at tilhørerne spørger sig selv, om han selv er en af de fordømte, der er sendt op for at vidne. Dernæst taler han om loven og om, at hver overtrædelse skal gøres op. Til sidst vender han den kristne trøst på hovedet. Han gengiver korsfæstelsen sanseligt og nøgternt, med naglerne, med kilerne og pløkkene, og med dem, der rejser korset og “slog deres Hatte ud, at Blodet fra hans Hænder ikke skulde dryppe dem i Øjnene”. Soldaterne er i samme passage dem, der spiller om hans usyede kjortel. Og så lader munken Kristus se ned på hoben, finde den uværdig til frelse, rive sig løs og fare til himmels i vrede: “Og Korset stod tomt tilbage, og det store Forsoningens Værk blev aldrig fuldbragt.” Han slutter med at gentage tre gange, at der ingen Jesus er død for os på korset.

Reaktionen er novellens mest bitre ironi, og den bliver lagt i munden på den samme mand, der åbnede scenen. Det var slagteren, der havde løst sit hvide forklæde og bundet det om halsen, “saa det hang som en Kaabe nedad hans Ryg”, og holdt hånende messe ved hovedalteret, mens hele kirken lo. Nu trænger han sig frem, bleg som et lig, og råber: “Munk, Munk, vil Du nagle ham til Korset igen, vil Du.” Bag ham tager de andre råbet op: “ja, ja, korsfæst, korsfæst ham!” De kræver altså korsfæstelsen genoptaget for at få forsoningen tilbage. Det er samme råb som i lidelsesberetningen, men vendt om i betydning: dengang skulle det dræbe ham, her skal det frelse dem. Bespotteren er blevet den første i kirken, der forlanger sin gud tilbage. Munken svarer ikke. Han breder armene ud i et øjebliks ekstase og ler, og så går han.

Slutbilledet er hverken forløsning eller straf. Korsdragerne går ned ad bjerget i modlys, så de kun er halvt at se, mens skyggerne af korsene tegner sig skarpt på ringmuren. Sangen bliver fjernere, et banner glimter rødt over den nedbrændte nye by, og “saa blev de borte i den lyse Slette”. Novellen giver ingen dom. Den lader Bergamo blive tilbage bag sine mure med pesten, uden trøst og uden en fortæller, der forklarer, hvad vi skal mene. Fortolkningen må derfor blive, at “Pesten i Bergamo” ikke afgør spørgsmålet om Gud, men fremviser, hvad der sker med mennesker, når svaret udebliver. Tilbage står korset som et redskab uden nogen på: tomt, sort og stadig i bevægelse.

Opgaven, afsnit 7 af 9

Diskussion: hvad kilderne kan bære

Brandes’ indledningsforelæsning er den kilde, hele fremstillingen af det moderne gennembrud hviler på, og derfor skal dens bæreevne prøves. Ophavssituationen er sammensat. Begivenheden fandt sted mundtligt den 3. november 1871, men teksten blev først trykt i 1872, og forelæsningen er sidenhen revideret flere gange. Det, jeg citerer, er altså en forfatters egen bearbejdede udgave af sin tale, ikke talen. Hvor meget den trykte tekst afviger fra det, tilhørerne faktisk hørte, kan jeg ikke afgøre ud fra kilden selv. Dertil kommer tendensen: Brandes agiterer. Påstanden om, at Danmark ligger fyrre år bag Europa, er ikke en måling, men et retorisk slag i en kulturkamp, han selv var part i.

Konsekvensen er, at kilden skal bruges til noget bestemt. Som beretning om, hvordan dansk litteratur faktisk havde det i 1871, er den svag, fordi den vælger sine eksempler for at ramme en modstander. Som levn for et program er den stærk. Ingen anden kilde viser lige så klart, hvad en toneangivende kritiker ville have litteraturen til at gøre, og netop tendensen er her selve oplysningen. Jeg bruger den derfor til at bestemme programmet, ikke til at bestemme tilstanden.

Så er der spørgsmålet om Jacobsens novelle. Tre træk peger mod tidens idéer. For det første forklares religiøs ekstase fysiologisk, med et punkt i hjernen. For det andet er naturen i novellen uden forsyn: sommersolen brænder, der falder ikke en regndråbe, og på ringmuren sidder store, udenlandske fugle og ser ind med rolige, griske øjne, som ventede de på, at byen skal blive et ådsel. Naturen straffer ikke og belønner ikke, den venter. For det tredje bliver mennesket beskrevet med dyrets ord, når det er trængt: flygtningene lever “et Liv som det jagede Dyrs”, og i kirken lyser tandrækkerne “hvidt som Tænderne paa tirrede Rovdyr”. Sammenholdt med at Jacobsen studerede naturhistorie på Københavns Universitet, vandt universitetets guldmedalje for en afhandling om danske ferskvandsalger og selv havde oversat Darwin til dansk, ligger den darwinistiske læsning lige for.

Men her skal man være varsom, og det af to grunde. Den ene er, at biografi ikke er bevis. At Jacobsen oversatte Darwin i 1872, gør ikke automatisk enhver linje, han skrev i 1882, til darwinisme. Argumentet skal hentes i teksten, ikke i mandens cv, og derfor er de tre træk ovenfor nævnt før oversættelsen og ikke omvendt. Den anden grund er, at samtidighed heller ikke er bevis. Det er fristende at læse munkens prædiken som Nietzsches tanke om, at Gud er død, men Nietzsche blev først introduceret i Danmark, da Brandes holdt fem forelæsninger om ham på Københavns Universitet i foråret 1888. Det er seks år efter novellen. En læsning, der gør Jacobsen til nietzscheaner i 1882, kan derfor ikke handle om påvirkning, men højst om, at to forfattere uafhængigt af hinanden rørte ved det samme.

Endelig taler noget imod at gøre novellen til et brandesiansk debatindlæg. Brandes ville have en litteratur, der satte problemer under debat med henblik på fremskridt. “Pesten i Bergamo” stiller ganske vist religionen til debat, men den er kostumeret som en middelalderlig pestberetning, den peger ingen vej frem, og den ender i et mørke, hvor hverken de troende eller bespotterne kommer bedre ud. Novellen er dermed nærmere en prøve på, hvad der bliver tilbage af mennesket, når trøsten fjernes, end den er et program. Man kan sige, at Jacobsen indfriede Brandes’ krav om debat og samtidig svigtede hans optimisme.

Opgaven, afsnit 8 af 9

Konklusion

I 1870’erne kom et nyt menneskesyn til Danmark. Darwin havde i 1859 sat mennesket ind i naturen som et resultat af de samme processer som alle andre arter, Comte havde begrænset gyldig viden til det iagttagelige, Taine havde forklaret mennesket som et produkt af arv, omgivelser og historisk øjeblik, og Feuerbach havde tydet Gud som en projektion af menneskets egne længsler. J.P. Jacobsen oversatte selv Darwin til dansk i 1872, og Georg Brandes samlede tankerne til et program, da han den 3. november 1871 forlangte en litteratur, der sætter problemer under debat.

Analysen af “Pesten i Bergamo” viser en novelle, der er bygget over en kontrast mellem den lukkede by på bjerget og den åbne by nedenfor, som fører byen gennem et trinvist forfald efter at bønnen har slået fejl, og som midt i forløbet skifter fra datid til nutid, netop som korsdragerne kommer til syne. Fortælleren dømmer ikke, men sanser, og han forklarer den religiøse ekstase som et vanvidspunkt i hjernen. Prædikenen fører frem til det tomme kors, og byens svar er råbet om korsfæstelse, altså et krav om at få forsoningen tilbage fra dem, der lige har hånet den. Novellen slutter uden trøst og uden dom.

Diskussionen viser, at Brandes’ forelæsning er en svag kilde til tilstanden i dansk litteratur og en stærk kilde til programmet bag det moderne gennembrud, og at den kun findes for os i en trykt og senere revideret form. Om novellen kan konkluderes, at den bærer tidens idéer i sit sprog om hjerne, natur og dyr, men at den ikke kan gøres til et brandesiansk debatindlæg uden videre. Den sætter religionen under debat og nægter samtidig at være optimistisk. Det tomme kors, som svinger på bymuren til sidst, er derfor et præcist billede på hele novellen: formen er der stadig, indholdet er væk, og ingen fortæller os, hvad vi skal gøre ved det.

Opgaven, afsnit 9 af 9

Litteraturliste

Primærtekster

Jacobsen, J.P.: “Pesten i Bergamo”, i: Mogens og andre Noveller, 1882. Citeret efter Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs digitale udgave, udgivet af Jørn Erslev Andersen, redaktion Erik Dal og Jørgen Hunosøe, tekstnet.dk, tilgået 28. august 2026.

Brandes, Georg: “Indledning”, i: Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur, bind 1, 1872, s. 7 til 28. Uddrag gengivet på danmarkshistorien.lex.dk, Aarhus Universitet, tilgået 28. august 2026. Forelæsningen blev holdt på Københavns Universitet den 3. november 1871.

Darwin, Charles: Om Arternes Oprindelse ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen, oversat af J.P. Jacobsen efter originalens femte udgave, Den Gyldendalske Boghandel, København, 1872. Titelblad gengivet på darwin-online.org.uk, tilgået 28. august 2026.

Opslagsværker og sekundærlitteratur

“Georg Brandes”, lex.dk, Den Store Danske, tilgået 28. august 2026.

“J.P. Jacobsen (forfatter)”, lex.dk, tilgået 28. august 2026.

“Arternes Oprindelse”, lex.dk, tilgået 28. august 2026.

“Auguste Comte”, lex.dk, tilgået 28. august 2026.

“Ludwig Feuerbach”, lex.dk, tilgået 28. august 2026.

“Hippolyte Taine”, lex.dk, tilgået 28. august 2026.

“Georg Brandes’ Nietzsche-forelæsninger 1888”, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, dsl.dk, tilgået 28. august 2026.