Modelbesvarelse: en hel SRP i dansk og historie

Opgaven, afsnit 1 af 10

Forside og opgaveformulering

Kvindesyn under forhandling. En undersøgelse af Amalie Skrams “Karens jul” og sædelighedsfejden i 1880’ernes Danmark.

Dansk A og Historie A. 3.g. Vejledere: [navn] og [navn]. Afleveret [dato].

Opgaveformulering, udleveret af vejlederne: Redegør for sædelighedsfejdens hovedpositioner i 1880’ernes Danmark. Analysér Amalie Skrams novelle “Karens jul” med vægt på fortællerforhold og kvindeskikkelsen. Analysér det vedlagte uddrag af Elisabeth Grundtvigs foredrag “Nutidens sædelige Lighedskrav” som historisk kilde. Diskutér, hvad de to fags læsninger hver især kan afgøre om periodens kvindesyn, og hvor de når forskellige resultater.

Opgaven, afsnit 2 af 10

Resumé

Opgaven undersøger, hvordan kvindesynet blev forhandlet i 1880’ernes Danmark, og hvad henholdsvis en litterær og en historisk læsning kan afgøre om det. Først redegøres for sædelighedsfejdens to hovedpositioner: kravet om samme seksualmoral for begge køn over for kravet om større seksuel frihed. Dernæst analyseres Amalie Skrams novelle “Karens jul” fra 1885 med vægt på fortællerforholdet og mødet mellem Karen og konstablen. Analysen undersøger spændingen mellem hans medfølelse, hans begrænsede hjælp og Karens død. Endelig analyseres et uddrag af Elisabeth Grundtvigs foredrag fra 1887 som kilde til kvindesagens argumentation. Opgaven konkluderer, at de to fag belyser forskellige sider af periodens kvindesyn: offentlige argumenter og en litterær fremstilling af en udsat kvindes møde med en myndighedsperson.

Opgaven, afsnit 3 af 10

Indledning

I 1885 trykte Politiken en novelle. Den handlede om en hjemløs kvinde, der blev fundet død med sit barn i en sammenfalden skure. Novellen hed “Karens jul”, forfatteren var Amalie Skram, og teksten stod i et blad, hvis redaktør samtidig var midt i en offentlig strid om, hvad man måtte gøre med sin krop.

Den strid kaldes sædelighedsfejden. Den løb gennem 1880’erne og delte sig i to positioner, der begge kaldte sig frisind. Den ene krævede, at mænd skulle underlægge sig samme seksualmoral som kvinder. Den anden krævede større frihed for begge. Uenigheden gik tværs gennem det moderne gennembrud og satte forfattere op mod hinanden.

Denne opgave undersøger, hvad de to fag hver især kan afgøre om periodens kvindesyn. Problemformuleringen lyder: Hvordan fremstilles kvindens stilling i Amalie Skrams “Karens jul”, hvordan blev den samme stilling forhandlet i sædelighedsfejdens offentlige debat, og hvad kan en litterær analyse afgøre, som en kildeanalyse ikke kan?

Opgaven, afsnit 4 af 10

Metode og videnskabsteoretiske overvejelser

De to fag arbejder med den samme periode, men de spørger ikke om det samme, og de accepterer ikke det samme som svar.

Historiefaget behandler teksterne som kilder. En kilde vurderes efter, hvem der har lavet den, hvornår, til hvem og med hvilket formål. Elisabeth Grundtvigs foredrag er en levning fra kvindesagens egen argumentation og en beretning om, hvad hun mente, tilstanden var. Historien kan afgøre, hvad der blev sagt offentligt, af hvem, og hvad der blev svaret. Den kan ikke afgøre, hvad folk mente derhjemme.

Danskfaget behandler teksten som en konstruktion. “Karens jul” er ikke en kilde til, hvad der skete med en bestemt kvinde, men en fremstilling, hvor hvert valg af fortæller, synsvinkel og ordvalg gør noget ved læseren. Dansk kan afgøre, hvordan en holdning skabes i en tekst, også når den aldrig bliver sagt. Til gengæld kan dansk ikke afgøre, om nogen uden for teksten delte den.

Forskellen er ikke, at det ene fag er mere sikkert end det andet. Den er, at de to fag har forskellige krav til, hvad der tæller som belæg. Historien kræver, at en påstand kan føres tilbage til en kilde. Dansk kræver, at den kan føres tilbage til teksten selv. Opgavens sidste del bygger netop på den forskel.

Opgaven, afsnit 5 af 10

Redegørelse: sædelighedsfejdens to positioner

Sædelighedsfejden var en offentlig strid i 1880’erne om seksualmoral, ægteskab og prostitution. Den udspillede sig i aviser, foredragssale og skønlitteratur på tværs af Norden og involverede blandt andre Georg Brandes, Bjørnstjerne Bjørnson, Henrik Ibsen og Elisabeth Grundtvig.

Den ene position krævede, at manden skulle leve op til den samme seksualmoral, som samfundet allerede krævede af kvinden. Bjørnstjerne Bjørnsons skuespil “En Hanske” fra 1883 stillede kravet om, at manden skulle komme lige så ubrugt til ægteskabet som kvinden. Elisabeth Grundtvig, lærerinde og kvindesagsforkæmper, formulerede kravet i foredraget “Nutidens sædelige Lighedskrav” i 1887. Argumentet var, at afholdenhed for begge køn ville fjerne prostitutionen og de hjemløse børn, som fulgte med den.

Den anden position, med Georg Brandes som den tydeligste stemme, krævede større seksuel frihed. Brandes kaldte kravet om afholdenhed verdensfjernt og dobbeltmoralsk: det ville ikke fjerne prostitutionen, men blot flytte skammen, og det ville binde kvinder til et ideal, de ikke selv havde valgt.

Begge positioner opfattede sig som kvindens forsvarere, og begge kaldte modparten reaktionær. Det er værd at holde fast i, fordi det gør striden vanskeligere at reducere til frisind mod moral.

Opgaven, afsnit 6 af 10

Analyse: fortællerforholdet i “Karens jul”

“Karens jul” blev trykt i Politiken i 1885 og siden udgivet sammen med romanen “Forraadt” i 1892. Karen søger ly med sit spædbarn i et tidligere færgemandshus ved havnen. Konstablen vil først drive hende ud og foreslår siden fattigvæsenet. Til sidst lader han hende blive til jul. Da han vender tilbage juleaftensdag, finder han hende og barnet døde.

Fortællingen følger flere steder konstablens blik. Da han kigger ind i huset, ser han “et Væsen”, der pusler med “noget, han ikke kunde se”. Her beskrives Karen gennem det, han kan se i det ukendte rum. Den begrænsede viden binder læseren til hans opdagelse af hende. Ordvalget kan samtidig skabe afstand: Hun fremtræder først som en ukendt skikkelse, som han skal forholde sig til.

Adgangen til personerne er dog ikke konsekvent ydre. Fortælleren gengiver konstablens ubehag og hans første tanke om at drive Karen ud. Da han taler mildere til hende, står der: “Angsten fortog sig”. Her får læseren en oplysning om Karens indre tilstand, ikke kun en beskrivelse af hendes synlige bevægelser. Fortælleren kan altså både følge hans iagttagelser og fortælle om hendes følelser.

Mødet ændrer også konstablens handling. Han begynder med myndige krav, men bliver berørt og giver hende lov til at blive nogle få nætter. Det gør ham mere sammensat end en betjent, der blot afviser hende. Tilladelsen er samtidig begrænset til jul og skal holdes hemmelig. Hans personlige medfølelse giver derfor Karen et midlertidigt ly, men sikrer hverken hende eller barnet mod kulden.

Slutningen kan læses som en kritik af hjælpen, der ikke når frem. Konstablen tørrer sit øje, da han finder de døde, men forklarer derefter døden som noget, Vorherre må have en mening med. Efter jul fjerner havnevæsenet huset. Sammenstillingen af medfølelse, religiøs forklaring og myndighedernes oprydning retter opmærksomheden mod, hvordan nøden håndteres. Det er en fortolkning af disse tekststeder, ikke et bevis for, hvad alle mennesker i perioden mente.

Opgaven, afsnit 7 af 10

Analyse: Elisabeth Grundtvigs foredrag som kilde

Bilaget er et uddrag af Elisabeth Grundtvigs foredrag “Nutidens sædelige Lighedskrav”, holdt i 1887. Grundtvig (1856-1945) var lærerinde og aktiv i kvindesagen, og foredraget blev en af de mest omtalte indlæg i fejden.

Som kilde er teksten først og fremmest en levning. Den er et stykke af den argumentation, kvindesagen faktisk førte, og den kan derfor bruges til at afgøre, hvad der blev sagt offentligt, i hvilke ord og med hvilke argumenter. Den er samtidig en beretning: Grundtvig beskriver en tilstand, hun mener at kende, med prostitution og hjemløse børn som følger af mandens frihed.

Som beretning er kilden tendentiøs, og det er ikke en indvending, men en oplysning. Foredraget er holdt for at overbevise, af en person med en klar interesse i sagen, i en strid hvor modparten talte lige så højt. Ophavssituationen fortæller derfor mere om positionen end om tilstanden. Vil man vide, hvor udbredt prostitutionen var, skal man et andet sted hen. Vil man vide, hvordan kvindesagen argumenterede, er kilden førsteklasses.

Det mest oplysende træk er, hvem Grundtvig taler til. Hun henvender sig ikke til mænd, der skal overtales, men til kvinder, der skal stille et krav. Argumentet er ikke, at mænd bør være bedre, men at kvinder bør forlange det. Det flytter kilden fra at være en moralprædiken til at være et politisk krav, og det er en forskel, der kun kan læses ud af, hvem teksten taler til.

Opgaven, afsnit 8 af 10

Diskussion: hvad de to fag hver især kan afgøre

De to analyser når frem til noget forskelligt, og forskellen er ikke tilfældig. Den følger af, hvad de to fag accepterer som belæg.

Kildeanalysen kan fastslå, at kvindesagen i 1887 stillede et krav om samme seksualmoral for begge køn, og at kravet blev formuleret som politik frem for som moral. Det er en påstand om, hvad der blev sagt offentligt, og den kan efterprøves: teksten findes, den er dateret, og modindlæggene findes også. Til gengæld kan analysen ikke afgøre, om kravet svarede til noget, folk faktisk mente. Et offentligt foredrag er et argument, ikke en meningsmåling.

Den litterære analyse peger på en spænding mellem konstablens medfølelse og hans begrænsede hjælp. Det kan efterprøves i hans skift fra krav til tilladelse, fortællerens gengivelse af personernes følelser og hans reaktion på dødsfaldene. Disse valg giver grundlag for en samfundskritisk læsning. Analysen kan diskutere den læsning, men kan ikke på dette grundlag fastslå, hvordan alle læsere i 1885 reagerede.

Sammenstillingen åbner for at undersøge forholdet mellem moralske krav og social hjælp. Hvor redegørelsen og kildeanalysen undersøger offentlige argumenter om køn og moral, viser novelleanalysen et konkret møde mellem en udsat kvinde og en myndighedsperson. Konstablen henviser til rettigheder og fattigvæsen, men giver også Karen en undtagelse. Novellen kan derfor læses som en undersøgelse af, hvad både reglerne og den personlige medfølelse rækker til.

Det er værd at være forsigtig her. Én novelle beviser ikke, at hele litteraturen gjorde det. Konklusionen gælder denne tekst, og den er en påstand om, hvad der er muligt at sige i en novelle frem for i et foredrag, ikke en påstand om, hvad alle forfattere gjorde.

Opgaven, afsnit 9 af 10

Konklusion

Opgaven har undersøgt, hvordan kvindens stilling fremstilles i Amalie Skrams “Karens jul”, hvordan den samme stilling blev forhandlet i sædelighedsfejden, og hvad de to fags læsninger hver især kan afgøre.

Sædelighedsfejden stod mellem et krav om samme seksualmoral for begge køn og et krav om større frihed for begge. Begge positioner opfattede sig som kvindens forsvarere. Elisabeth Grundtvigs foredrag fra 1887 viser, at kravet om lighed blev formuleret som et politisk krav rejst af kvinder, ikke som en bøn til mænd.

“Karens jul” fremstiller den udsatte kvindes situation gennem hendes møde med konstablen. Fortællingen følger flere steder hans blik, men giver også adgang til både hans og Karens følelser. Hans begrænsede tilladelse forhindrer ikke dødsfaldene. Sammenstillingen af medfølelse, forklaring og myndighedernes oprydning giver grundlag for en samfundskritisk læsning.

De to fag bidrager med forskellige undersøgelser. Kildeanalysen behandler et offentligt argument om kvinders stilling, mens novelleanalysen undersøger, hvordan et møde med fattigdom fremstilles. Sammenstillingen viser en spænding mellem moralske og sociale spørgsmål i de valgte tekster. Konklusionen gælder disse læsninger, ikke hele periodens litteratur eller befolkning.

Opgaven, afsnit 10 af 10

Litteraturliste

Skram, Amalie: “Karens Jul”. Først trykt i Politiken i 1885. Her læst i 1892-versionen, digitalt udgivet af Bokselskap i 2011: hele novellen. Iagttagelserne om fortællerens adgang kan findes ved afsnittene, der begynder med “Han gik hen og keg ind”, “Politikonstablen fik” og “Hun opfanged”.

Grundtvig, Elisabeth: “Nutidens sædelige Lighedskrav”. Foredrag, 1887. Uddrag vedlagt som bilag 1.

Bjørnson, Bjørnstjerne: “En Hanske”. Skuespil, 1883.

Opslag: “Sædelighedsfejden” og “Amalie Skram”. Den Store Danske, lex.dk. Senest set [dato].

Bilag 1: uddrag af Elisabeth Grundtvigs foredrag, udleveret sammen med opgaveformuleringen.