Modelbesvarelse: en hel SRP i dansk og historie

Opgaven, afsnit 1 af 10

Forside og opgaveformulering

Kvindesyn under forhandling. En undersøgelse af Amalie Skrams “Karens jul” og sædelighedsfejden i 1880’ernes Danmark.

Dansk A og Historie A. 3.g. Vejledere: [navn] og [navn]. Afleveret [dato].

Opgaveformulering, udleveret af vejlederne: Redegør for sædelighedsfejdens hovedpositioner i 1880’ernes Danmark. Analysér Amalie Skrams novelle “Karens jul” med vægt på fortællerforhold og kvindeskikkelsen. Analysér det vedlagte uddrag af Elisabeth Grundtvigs foredrag “Nutidens sædelige Lighedskrav” som historisk kilde. Diskutér, hvad de to fags læsninger hver især kan afgøre om periodens kvindesyn, og hvor de når forskellige resultater.

Opgaven, afsnit 2 af 10

Resumé

Opgaven undersøger, hvordan kvindesynet blev forhandlet i 1880’ernes Danmark, og hvad henholdsvis en litterær og en historisk læsning kan afgøre om det. Først redegøres for sædelighedsfejdens to hovedpositioner: kravet om samme seksualmoral for begge køn over for kravet om større seksuel frihed. Dernæst analyseres Amalie Skrams novelle “Karens jul” fra 1885 med vægt på fortællerforholdet, og det vises, at teksten lader den ydre synsvinkel bære en kritik, den aldrig udtaler. Endelig analyseres et uddrag af Elisabeth Grundtvigs foredrag fra 1887 som kilde til, hvad kvindesagen selv mente. Opgaven konkluderer, at de to fag afgør forskellige ting: historien kan fastslå, hvad der blev sagt offentligt, mens dansk kan påvise en holdning, ingen skrev under på.

Opgaven, afsnit 3 af 10

Indledning

I december 1885 trykte Politiken en novelle i sit julenummer. Den handlede om en hjemløs kvinde, der blev fundet død med sit barn i en sammenfalden skure. Novellen hed “Karens jul”, forfatteren var Amalie Skram, og teksten stod i et blad, hvis redaktør samtidig var midt i en offentlig strid om, hvad man måtte gøre med sin krop.

Den strid kaldes sædelighedsfejden. Den løb gennem 1880’erne og delte sig i to positioner, der begge kaldte sig frisind. Den ene krævede, at mænd skulle underlægge sig samme seksualmoral som kvinder. Den anden krævede større frihed for begge. Uenigheden gik tværs gennem det moderne gennembrud og satte forfattere op mod hinanden.

Denne opgave undersøger, hvad de to fag hver især kan afgøre om periodens kvindesyn. Problemformuleringen lyder: Hvordan fremstilles kvindens stilling i Amalie Skrams “Karens jul”, hvordan blev den samme stilling forhandlet i sædelighedsfejdens offentlige debat, og hvad kan en litterær analyse afgøre, som en kildeanalyse ikke kan?

Opgaven, afsnit 4 af 10

Metode og videnskabsteoretiske overvejelser

De to fag arbejder med den samme periode, men de spørger ikke om det samme, og de accepterer ikke det samme som svar.

Historiefaget behandler teksterne som kilder. En kilde vurderes efter, hvem der har lavet den, hvornår, til hvem og med hvilket formål. Elisabeth Grundtvigs foredrag er en levning fra kvindesagens egen argumentation og en beretning om, hvad hun mente, tilstanden var. Historien kan afgøre, hvad der blev sagt offentligt, af hvem, og hvad der blev svaret. Den kan ikke afgøre, hvad folk mente derhjemme.

Danskfaget behandler teksten som en konstruktion. “Karens jul” er ikke en kilde til, hvad der skete med en bestemt kvinde, men en fremstilling, hvor hvert valg af fortæller, synsvinkel og ordvalg gør noget ved læseren. Dansk kan afgøre, hvordan en holdning skabes i en tekst, også når den aldrig bliver sagt. Til gengæld kan dansk ikke afgøre, om nogen uden for teksten delte den.

Forskellen er ikke, at det ene fag er mere sikkert end det andet. Den er, at de to fag har forskellige krav til, hvad der tæller som belæg. Historien kræver, at en påstand kan føres tilbage til en kilde. Dansk kræver, at den kan føres tilbage til teksten selv. Opgavens sidste del bygger netop på den forskel.

Opgaven, afsnit 5 af 10

Redegørelse: sædelighedsfejdens to positioner

Sædelighedsfejden var en offentlig strid i 1880’erne om seksualmoral, ægteskab og prostitution. Den udspillede sig i aviser, foredragssale og skønlitteratur på tværs af Norden og involverede blandt andre Georg Brandes, Bjørnstjerne Bjørnson, Henrik Ibsen og Elisabeth Grundtvig.

Den ene position krævede, at manden skulle leve op til den samme seksualmoral, som samfundet allerede krævede af kvinden. Bjørnstjerne Bjørnsons skuespil “En Hanske” fra 1883 stillede kravet om, at manden skulle komme lige så ubrugt til ægteskabet som kvinden. Elisabeth Grundtvig, lærerinde og kvindesagsforkæmper, formulerede kravet i foredraget “Nutidens sædelige Lighedskrav” i 1887. Argumentet var, at afholdenhed for begge køn ville fjerne prostitutionen og de hjemløse børn, som fulgte med den.

Den anden position, med Georg Brandes som den tydeligste stemme, krævede større seksuel frihed. Brandes kaldte kravet om afholdenhed verdensfjernt og dobbeltmoralsk: det ville ikke fjerne prostitutionen, men blot flytte skammen, og det ville binde kvinder til et ideal, de ikke selv havde valgt.

Begge positioner opfattede sig som kvindens forsvarere, og begge kaldte modparten reaktionær. Det er værd at holde fast i, fordi det gør striden vanskeligere at reducere til frisind mod moral.

Opgaven, afsnit 6 af 10

Analyse: fortællerforholdet i “Karens jul”

“Karens jul” blev trykt i Politikens julenummer i 1885 og siden optaget i samlingen “Forraadt” fra 1892. Novellen er kort og næsten uden handling: en kvinde med et spædbarn slår sig ned i en forladt skure ved havnen, en betjent opdager hende og jager hende bort, og til sidst findes hun død sammen med barnet.

Det afgørende greb er, hvor fortælleren står. Vi kommer aldrig ind i Karen. Der står ikke, hvad hun tænker, hvad hun frygter, eller hvordan hun har det. Alt bliver set udefra, og for en stor del bliver det set gennem betjenten. Han er den, der observerer, vurderer og handler, og teksten følger hans blik langt tættere end hendes.

Den ydre synsvinkel gør to ting på én gang. For det første nægter den læseren den følelsesmæssige adgang, en julefortælling normalt giver. Man får ikke lov at græde med Karen, fordi man aldrig kommer ind i hende. For det andet gør den betjentens blik synligt som et blik. Når vi ser Karen gennem en myndighedsperson, der først og fremmest vurderer, om hun må være der, ser vi ikke bare en kvinde. Vi ser den måde, samfundet ser hende på.

Ordvalget forstærker afstanden. Karen omtales konsekvent gennem det, hun mangler og gennem det, hun gør forkert, ikke gennem det, hun føler. Sproget er nøgternt til det kolde, og netop kulden er det, der gør novellen anklagende. En følsom tekst ville have gjort Karen til et offer, læseren kunne have ondt af og derefter glemme. Den kølige tekst gør hende til en sag, læseren ikke kan lægge fra sig.

Novellen udtaler aldrig en kritik. Der står ikke, at samfundet svigter Karen, og der står ikke, at betjenten handler forkert. Kritikken opstår i mellemrummet mellem det, læseren ser, og det, ingen i teksten siger. Det er dét, der gør novellen naturalistisk snarere end moraliserende: den fremviser en tilstand og lader dommen ligge hos læseren.

Opgaven, afsnit 7 af 10

Analyse: Elisabeth Grundtvigs foredrag som kilde

Bilaget er et uddrag af Elisabeth Grundtvigs foredrag “Nutidens sædelige Lighedskrav”, holdt i 1887. Grundtvig (1856-1945) var lærerinde og aktiv i kvindesagen, og foredraget blev en af de mest omtalte indlæg i fejden.

Som kilde er teksten først og fremmest en levning. Den er et stykke af den argumentation, kvindesagen faktisk førte, og den kan derfor bruges til at afgøre, hvad der blev sagt offentligt, i hvilke ord og med hvilke argumenter. Den er samtidig en beretning: Grundtvig beskriver en tilstand, hun mener at kende, med prostitution og hjemløse børn som følger af mandens frihed.

Som beretning er kilden tendentiøs, og det er ikke en indvending, men en oplysning. Foredraget er holdt for at overbevise, af en person med en klar interesse i sagen, i en strid hvor modparten talte lige så højt. Ophavssituationen fortæller derfor mere om positionen end om tilstanden. Vil man vide, hvor udbredt prostitutionen var, skal man et andet sted hen. Vil man vide, hvordan kvindesagen argumenterede, er kilden førsteklasses.

Det mest oplysende træk er, hvem Grundtvig taler til. Hun henvender sig ikke til mænd, der skal overtales, men til kvinder, der skal stille et krav. Argumentet er ikke, at mænd bør være bedre, men at kvinder bør forlange det. Det flytter kilden fra at være en moralprædiken til at være et politisk krav, og det er en forskel, der kun kan læses ud af, hvem teksten taler til.

Opgaven, afsnit 8 af 10

Diskussion: hvad de to fag hver især kan afgøre

De to analyser når frem til noget forskelligt, og forskellen er ikke tilfældig. Den følger af, hvad de to fag accepterer som belæg.

Kildeanalysen kan fastslå, at kvindesagen i 1887 stillede et krav om samme seksualmoral for begge køn, og at kravet blev formuleret som politik frem for som moral. Det er en påstand om, hvad der blev sagt offentligt, og den kan efterprøves: teksten findes, den er dateret, og modindlæggene findes også. Til gengæld kan analysen ikke afgøre, om kravet svarede til noget, folk faktisk mente. Et offentligt foredrag er et argument, ikke en meningsmåling.

Den litterære analyse kan påvise en holdning, som ingen skrev under på. “Karens jul” anklager samfundet uden at sige det, og anklagen kan føres tilbage til konkrete valg i teksten: den ydre synsvinkel, betjentens blik, det kølige ordvalg. Dét er en påstand om, hvordan en tekst virker, og den kan efterprøves i teksten. Til gengæld kan analysen ikke afgøre, om Amalie Skram mente det, og heller ikke om nogen læste novellen sådan i 1885.

Sat sammen viser de to læsninger noget, ingen af dem kan alene. Sædelighedsfejden blev ført som en strid om regler: hvem må gøre hvad. “Karens jul” stiller ikke det spørgsmål. Novellen handler ikke om, hvorvidt Karen har brudt en regel, men om, at spørgsmålet er irrelevant for en kvinde uden tag over hovedet. Litteraturen forskyder altså problemet fra moral til fattigdom, mens debatten blev ved moralen.

Det er værd at være forsigtig her. Én novelle beviser ikke, at hele litteraturen gjorde det. Konklusionen gælder denne tekst, og den er en påstand om, hvad der er muligt at sige i en novelle frem for i et foredrag, ikke en påstand om, hvad alle forfattere gjorde.

Opgaven, afsnit 9 af 10

Konklusion

Opgaven har undersøgt, hvordan kvindens stilling fremstilles i Amalie Skrams “Karens jul”, hvordan den samme stilling blev forhandlet i sædelighedsfejden, og hvad de to fags læsninger hver især kan afgøre.

Sædelighedsfejden stod mellem et krav om samme seksualmoral for begge køn og et krav om større frihed for begge. Begge positioner opfattede sig som kvindens forsvarere. Elisabeth Grundtvigs foredrag fra 1887 viser, at kravet om lighed blev formuleret som et politisk krav rejst af kvinder, ikke som en bøn til mænd.

“Karens jul” fremstiller kvindens stilling gennem en konsekvent ydre synsvinkel, i høj grad formidlet af en myndighedsperson. Novellen udtaler ingen kritik, men skaber den i afstanden mellem det, læseren ser, og det, ingen siger.

De to fag afgør forskellige ting. Kildeanalysen kan fastslå, hvad der blev sagt offentligt, og af hvem. Den litterære analyse kan påvise en holdning, der aldrig blev udtalt. Sammenstillingen viser, at litteraturen kunne flytte spørgsmålet fra moral til fattigdom, mens den offentlige debat blev ved moralen. Det er en forskel, ingen af de to analyser kunne have vist alene.

Opgaven, afsnit 10 af 10

Litteraturliste

Skram, Amalie: “Karens jul”. Politiken, julenummer 1885. Optrykt i “Forraadt”, 1892.

Grundtvig, Elisabeth: “Nutidens sædelige Lighedskrav”. Foredrag, 1887. Uddrag vedlagt som bilag 1.

Bjørnson, Bjørnstjerne: “En Hanske”. Skuespil, 1883.

Opslag: “Sædelighedsfejden” og “Amalie Skram”. Den Store Danske, lex.dk. Senest set [dato].

Bilag 1: uddrag af Elisabeth Grundtvigs foredrag, udleveret sammen med opgaveformuleringen.