Modelbesvarelse: en hel SSO i psykologi

Opgaven, afsnit 1 af 9

Forside og opgaveformulering

Lydighed under pres. En undersøgelse af Milgrams lydighedsforsøg og af, hvad senere forskning har ændret ved fortolkningen af dem.

Psykologi B. Hf, 2. år. Vejleder: [navn]. Afleveret [dato].

Opgaveformulering, udleveret af vejlederen: Redegør for Stanley Milgrams lydighedsforsøg og for forsøgets opbygning. Analysér forsøget som eksperimentel metode, herunder hvad designet kan og ikke kan afgøre. Diskutér, hvad Burgers delvise gentagelse fra 2009 og Gina Perrys arkivstudie fra 2013 betyder for, hvordan resultatet i dag kan bruges. Inddrag det vedlagte bilag.

Opgaven, afsnit 2 af 9

Resumé

Opgaven undersøger, hvad Stanley Milgrams lydighedsforsøg fra 1960-63 kan bruges til i dag. Først redegøres for forsøgets opbygning og for de mest citerede resultater. Dernæst analyseres designet som eksperimentel metode, og det vises, at forsøget kan afgøre noget om situationens betydning, men ikke om deltagernes motiver. Endelig diskuteres to senere bidrag: Burgers delvise gentagelse fra 2009, der fandt 70 procent mod Milgrams 82,5 procent ved samme grænse, og Gina Perrys arkivstudie fra 2013, der dokumenterede, at resultater blev udvalgt, og at mange deltagere ikke troede på opstillingen. Opgaven konkluderer, at forsøget stadig siger noget om situationens magt, men at det ofte er blevet citeret med en sikkerhed, materialet ikke bærer.

Opgaven, afsnit 3 af 9

Indledning

I 1961 satte en ung psykolog på Yale en forsøgsperson foran en maskine med tredive kontakter. Hver kontakt var mærket med et voltantal, og forsøgspersonen fik besked på at give en anden mand elektriske stød, hver gang han svarede forkert. Manden var skuespiller, stødene fandtes ikke, og det, forsøget målte, var noget helt andet: hvor længe et almindeligt menneske bliver ved, når en autoritet siger, at han skal.

Stanley Milgram (1933-1984) gennemførte forsøgene fra 1960 til 1963 og udgav dem samlet i “Obedience to Authority” i 1974. Resultatet er siden blevet et af de mest citerede i psykologiens historie, og det bliver ofte gengivet med ét tal og én pointe: så mange procent adlød, altså er mennesker lydige.

De sidste tyve år har både gentagelser og arkivstudier stillet spørgsmål ved netop den sikkerhed. Denne opgave undersøger derfor: Hvordan er Milgrams lydighedsforsøg opbygget, hvad kan den eksperimentelle metode afgøre om lydighed, og hvad betyder den senere forskning for, hvordan resultatet kan bruges i dag?

Opgaven, afsnit 4 af 9

Metode

Opgaven bygger på to slags materiale. Det ene er publicerede undersøgelser: Milgrams egen fremstilling, Burgers gentagelse fra 2009 og Perrys arkivstudie fra 2013. Det andet er det vedlagte bilag.

Milgrams forsøg er et eksperiment. Det betyder, at én ting bliver ændret, mens resten holdes fast, og at deltagerne fordeles på betingelser uden at vælge selv. Netop derfor kan et eksperiment det, ingen anden metode kan: afgøre, om noget forårsager noget andet, og ikke bare følges ad. Ændres kun forsøgslederens tilstedeværelse, og ændres lydigheden, så skyldes forskellen tilstedeværelsen.

Men eksperimentet har en grænse, som er afgørende for hele opgaven. Det måler adfærd, ikke motiver. Det kan registrere, at en mand trykker på en kontakt, og det kan ikke afgøre, om han gør det, fordi han føler sig forpligtet, fordi han ikke tror på opstillingen, eller fordi han ikke kan se en vej ud af situationen. Alle tre forklaringer giver præcis den samme måling.

Denne opgave anvender derfor undersøgelserne som materiale, der selv skal vurderes. Et publiceret forsøg er ikke en kendsgerning, men et stykke arbejde med et design, en udvælgelse og en fortolkning. Det er dét, Perrys arkivstudie gør synligt, og det er derfor, diskussionen fylder, som den gør.

Opgaven, afsnit 5 af 9

Redegørelse: forsøgets opbygning

Milgram gennemførte sine lydighedsforsøg ved Yale University fra 1960 til 1963. En deltager blev sat foran et apparat med en række kontakter, hver mærket med et stigende voltantal, og fik rollen som “lærer”. En anden person, i virkeligheden en medhjælper, spillede “elev” i et tilstødende rum. Hver gang eleven svarede forkert, skulle læreren give et stød og gå et trin op.

Eleven modtog aldrig stød. Det, forsøget registrerede, var, hvor langt op ad rækken deltageren gik, før han nægtede. Når deltageren tøvede, gav forsøgslederen en fast række opfordringer om at fortsætte.

Det afgørende, som ofte forsvinder i gengivelsen, er, at Milgram ikke gennemførte ét forsøg, men en lang række varianter. I nogle sad eleven i samme rum. I nogle var forsøgslederen ikke til stede. I nogle foregik forsøget uden for universitetet. Lydigheden svingede kraftigt mellem betingelserne.

Det tal, der oftest citeres, stammer derfor fra én bestemt betingelse, ikke fra forsøget som helhed. Ved den grænse, senere forskning har brugt til sammenligning, fortsatte 82,5 procent af Milgrams deltagere forbi 150 volt.

Opgaven, afsnit 6 af 9

Analyse: hvad designet kan og ikke kan afgøre

Forsøgets styrke ligger i varianterne. Fordi Milgram ændrede én ting ad gangen og holdt resten fast, kan sammenligningen mellem betingelserne afgøre noget om situationen. Da forsøgslederen ikke var fysisk til stede, faldt lydigheden. Da eleven sad i samme rum, faldt den også. Det er en årsagssammenhæng, ikke en samvariation, og det er præcis det, et eksperiment er til for.

Den slutning, der derimod ikke holder, er den mest udbredte. Fra “mange fortsatte” til “mennesker er lydige” er der et spring, designet ikke bærer. Deltagerne var selvvalgte: de svarede på en annonce og mødte op. De befandt sig i en situation, der var konstrueret til at gøre det svært at stoppe, med en autoritet i kittel og en fast række opfordringer. Adfærden hører til den situation, ikke til mennesket i almindelighed.

Hertil kommer et problem, der først blev synligt langt senere. Hvis en del af deltagerne ikke troede på, at stødene var ægte, måler forsøget ikke lydighed under pres, men adfærd i en situation, deltageren har gennemskuet. Det er ikke en lille indvending. Det ændrer, hvad tallet overhovedet er et tal om.

Endelig er der det etiske. Deltagerne blev udsat for en belastning, de ikke havde givet samtykke til, og som de ikke kunne kende omfanget af på forhånd. Det er en af grundene til, at forsøget ikke kan gentages i sin oprindelige form i dag, og dermed også en grund til, at diskussionen om det bliver ved.

Opgaven, afsnit 7 af 9

Diskussion: hvad den senere forskning ændrer

To bidrag har ændret, hvordan forsøget kan bruges.

Jerry Burger gennemførte i 2009 en delvis gentagelse. Af etiske hensyn stoppede han ved 150 volt, det trin hvor eleven første gang beder om at komme ud. 70 procent af hans deltagere fortsatte forbi den grænse mod 82,5 procent hos Milgram. Forskellen er reel, men mindre, end mange havde ventet, og det er selve pointen: næsten et halvt århundrede senere, i et andet samfund og med en anden generation, opførte deltagerne sig omtrent som før.

Gina Perry gik en anden vej. I bogen “Behind the Shock Machine” fra 2013 gennemgik hun Milgrams eget arkiv på Yale: lydoptagelser, noter fra samtaler med deltagerne, upubliceret pilotmateriale og hans korrespondance. Hun dokumenterede to ting, der rammer forskelligt. For det første at Milgram udvalgte, hvilke resultater han fremhævede. For det andet at en betydelig del af deltagerne efterfølgende gav udtryk for, at de ikke troede på, at stødene var ægte.

De to fund trækker ikke i samme retning, og det er værd at holde fast i. Burger styrker forsøgets ydre gyldighed: resultatet lader sig gentage. Perry svækker dets indre gyldighed: det er uklart, hvad der blev målt. Man kan altså godt mene, at forsøget viser noget robust om situationens magt, og samtidig mene, at den klassiske fortælling om det er for skarp.

Sat sammen peger de to bidrag på en tredje mulighed, som er mere brugbar end både den klassiske og den afvisende læsning. Forsøget viser sandsynligvis ikke, at mennesker adlyder ordrer. Det viser, at en situation kan indrettes, så det er svært at holde op, og at detaljer i indretningen, hvor autoriteten står, hvor tæt offeret er, flytter adfærden mere end personligheden gør. Dét er en påstand, som materialet faktisk bærer.

Der er samtidig en grænse for, hvad denne opgave kan afgøre. Vurderingen af Perrys arkivarbejde hviler på hendes egen fremstilling af et materiale, jeg ikke selv har haft adgang til. Det svækker ikke pointen, men det gør den til en gengivelse af en faglig strid frem for en selvstændig prøvelse af den.

Opgaven, afsnit 8 af 9

Konklusion

Opgaven har undersøgt Milgrams lydighedsforsøg, hvad den eksperimentelle metode kan afgøre, og hvad senere forskning betyder for brugen af resultatet.

Forsøget er bygget som en række varianter, hvor én ting ad gangen blev ændret. Det giver det en styrke, der ofte overses: sammenligningen mellem betingelserne kan afgøre, at situationen forårsager forskellen i adfærd. Ved den grænse, der siden er brugt til sammenligning, fortsatte 82,5 procent af deltagerne.

Metoden kan derimod ikke afgøre, hvorfor de fortsatte. Den måler adfærd, ikke motiver, og springet fra “mange fortsatte” til “mennesker er lydige” bæres ikke af designet.

Burgers gentagelse fra 2009 fandt 70 procent ved samme grænse og viser dermed, at adfærden lader sig genfinde. Perrys arkivstudie fra 2013 viser til gengæld, at resultater blev udvalgt, og at mange deltagere ikke troede på opstillingen. Tilsammen peger de på, at forsøget siger noget robust om, hvordan en situation kan indrettes, så det bliver svært at holde op, men at det er blevet citeret med en sikkerhed om menneskets natur, som materialet ikke bærer.

Opgaven, afsnit 9 af 9

Litteraturliste

Milgram, Stanley: “Obedience to Authority. An Experimental View”. Harper & Row, 1974.

Burger, Jerry M.: “Replicating Milgram. Would People Still Obey Today?”. American Psychologist, 2009.

Perry, Gina: “Behind the Shock Machine. The Untold Story of the Notorious Milgram Psychology Experiments”. Scribe, 2013.

Opslag: “Stanley Milgram”. Den Store Danske, lex.dk. Senest set [dato].

Bilag 1: udleveret sammen med opgaveformuleringen.