Fortælleteknik

Fortælleren er en alvidende tredjepersonsfortæller

“Lønningsdag” har en tredjepersonsfortæller med adgang til flere personers tanker og bekymringer. Det gør betegnelsen alvidende fortæller brugbar. At fortælleren kan skifte mellem landskab, hjem og stenbrud, viser et bredt overblik; i sig selv beviser et sceneskift ikke adgang til personernes indre. Det afgørende belæg er de steder, hvor tanker gengives.

Det alvidende element ses også ved, at fortælleren har adgang til flere personers tanker og følelser i novellen. Det sker fx gennem dækket direkte tale som her, hvor det er kvindernes tanker, der bliver formuleret af fortælleren:

Mødrene løber uroligt til og fra Køkkenvinduet. […] Vejen kan følges i sine Sigsaglinjer næsten helt op til Værket, men den vandrende Linje, der ved denne Tid af Dagen bugter sig ned ad den, hvor bliver den af? De skulde da vel ikke være faldet ind under Vejs? Gud forbyde det.

Her giver fortælleren os altså indsigt i de bekymringer, som kvinderne hjemme i byen har. De frygter, at deres mænd er “faldet ind”, dvs. gået på druk med ugelønnen. Kvindernes uro viser, hvor afhængige de fattige familier er af mændenes ugeløn.

Et andet eksempel er, da fortælleren gengiver, hvad Anders tænker, mens han får skældud af værkejeren:

Svenske Anders tager imod Skændene med bøjet Hode og haaber paa den Maade at slippe nogenlunde skadesløst fra sit uheldige lille Kneb; for nu har Værkejeren jo Ret til at anvende Skøn i Stedet for det ærlige, redelige Favnemaal.

Fortælleren ved, hvad Anders frygter, nemlig at chefen vil bruge Anders’ forsøg på at snyde som anledning til at snyde Anders ved bare at give en cirka-vurdering af, hvor meget han har fortjent i ugeløn. Brugen af ”jo” er med til at gøre sætningen lidt mere talesprogspræget og afspejler Anders’ tanker.

Novellen bruger fortællerkommentarer

“Lønningsdag” indeholder enkelte fortællerkommentarer. Det betyder her, at fortælleren udtaler sig kritisk om noget i novellen ved at komme med sin holdning til det, der beskrives. I “Lønningsdag” er fortællerkommentarerne ofte koblet til sammenligninger.

Et eksempel på en fortællerkommentar ses, da fortælleren forholder sig ironisk til byens fattigdom: “Den lille Bys Tage skinner røde gennem den hvide Sne. Rødt og hvidt, det kunde se ud som om man flagede for Fattigdommen.” Byens fattige befolkning fejrer naturligvis ikke deres fattigdom, for den bringer både sult og bekymringer med sig. Kommentaren bliver dermed både komisk og tragisk og antyder, at disse menneskers fattigdom er forkert.

En lignende ironi anes i en kommentar, hvor fortælleren også kritiserer religion:

Og fra hver Arne i Byen stiger der Røg, blaa Røg, lige i Vejret, som var Arnens simple Brændoffer af Tang og Græstørv og Kogødning taget til Naade af de lunefulde Guder.

Fortælleren sammenligner her det brændsel, som byens fattige folk bruger, med en fin offergave til guderne. Denne ‘gave’ er dog ikke særlig højtidelig, hvilket gør den ironisk. Den består nemlig af tørret tang, græstørv og kolort. Derudover er dette brændsel selvfølgelig ikke nogen offergave, det handler om basal overlevelse, idet kvinderne skal kunne lave mad til familien og varme huset op. Guderne lader heller ikke til at have hjulpet familierne, da de alle er ludfattige.

Fortællerens ironi retter opmærksomheden mod fattigdom og ulige magt. De “lunefulde Guder” kan læses som en religiøs sammenligning af familiernes afhængighed af kræfter uden for deres kontrol. Det er en mulig betydning af billedet, ikke et bevis for, at alle socialister eller hele det folkelige gennembrud afviste religion. Hold fortællerens udsagn adskilt fra forfatterens senere politiske tilhørsforhold.

Fortællerkommentarerne har den virkning, at vi som læsere ikke er i tvivl om, hvor fortællerens sympati ligger, nemlig hos arbejderklassen. Fortællerens ironiske kommentarer skildrer tydeligt arbejdernes dårlige forhold. Dermed præger kommentarerne vores læsning af novellen, fordi vi må forholde os til de holdninger, som fortælleren giver udtryk for. Fortællerkommentarerne er på den måde med til at sikre, at novellens budskab træder tydeligt frem.

Novellens medsyn skaber nærvær og indlevelse

“Lønningsdag” er primært fortalt med medsyn. Det vil sige, at fortælleren befinder sig på samme tidspunkt som begivenhederne frem for at se tilbage på dem på et senere tidspunkt. Et godt eksempel på medsyn er dialogen mellem værkejeren og hans søn. Vi får lov at følge samtalen ord for ord, som om vi stod lige ved siden af.

Medsynet har den virkning, at fortællingen virker nærværende og realistisk. Samtidig er det med til at forøge spændingen, særligt i scenen, hvor værkejeren overvejer, om han skal udbetale arbejdernes ugeløn. Fortælleren giver indtryk af at opleve begivenhederne i samme takt som læseren.

Medsyn beskriver forholdet mellem fortællingens fremførelse og begivenhedernes tid. Fortællerkommentarer beskriver fortællerens vurderende indgreb. En nær fremstilling af begivenhederne kan derfor godt rumme ironiske kommentarer; de to begreber angår forskellige træk og udelukker ikke hinanden.

Fremstillingsformen er primært scenisk

Fremstillingsformen i “Lønningsdag” er hovedsageligt scenisk. Det kommer fx til udtryk ved, at fortællingen zoomer ind på en række detaljer, så begivenhederne vises næsten ligesom en scene fra en film. Fx:

Kokasserne krummer sig, og Tangen knitrer, og Lørdagsilden flammer op, rede til at tage imod hvad Forsørgerne har købt paa Vejen hjem. Børnene stikker Ansigterne ind til Flammen, der glitrer i deres store Øjne og rindende Næser; Mødrene løber uroligt til og fra Køkkenvinduet. Nu svandt Solen, de, Forsørgerne, skulde allerede være under Vejs.

Fortælleren dvæler her ved en række detaljer inde i de fattige arbejderfamiliers huse. Vi kan næsten mærke varmen fra ilden, og lugte kolorten, der bliver brændt af for at få varmen. Børnene virker syge, mens mødrene virker bekymrede over mændenes fravær.

Et andet eksempel er, da værkejeren tager sin beslutning om at tage med sønnen i byen:

Værkejeren staar et Øjeblik tvivlraadig. Saa stikker han Haanden i Posen for at betale den første Mand, men fanger i det samme den næsten truende Ængstelighed, hvormed alle Øjne hviler paa ham. Og pludselig sætter han et barsk Ansigt op og siger: “Vi venter med at gøre op til paa Mandag, Folkens.”

Fortælleren dvæler her ved et enkelt øjeblik, som er meget centralt i novellens handling. Vi får beskrevet de små ændringer i hans ansigtsudtryk og kan se hånden i posen for os. Hele scenen træder på den måde levende frem. Samtidig får vi noget dialog, hvilket også er kendetegnende for scenisk fremstilling.

Den sceniske fremstilling i “Lønningsdag” har den virkning, at vi føler, at vi er tæt på begivenhederne i novellen. Både handling og personer træder klart frem. Dermed bliver det også lettere at leve os ind i handlingen og få sympati for arbejderne.

Brugen af dialog fremhæver samfundets ulighed

Der optræder ikke megen dialog i “Lønningsdag”, men til gengæld optræder replikkerne et centralt sted i novellen, nemlig lige op til vendepunktet.

Først går værkejeren med til at give Anders hans løn, selvom Anders har snydt:

“Naa, ja ja, lad det gaa for den Gang. Jeg ryger vel ikke af Pinden for de Par Skilling du kan snyde mig for, Anders.”

Her når vi som læsere at ånde lettet op i sympati med Anders og de andre arbejdere, der nu vil få deres hårdt tiltrængte ugeløn.

Men i samme øjeblik ankommer værkejerens søn og indleder en kort samtale med sin far:

“Vil du med ind til Byen, Far? Stort Llombreparti paa Hotellet.”
“Har ikke Raad i Aften,” svarer Værkejeren. 
Sønnen peger med Støvlesnuden mod Skindposen, men Værkejeren ryster paa Hodet og ser rundt paa sine Arbejdere.

“Aa Sludder, Gamle, Arbejderne venter til Mandag! Der er Mønt at tjene i Aften: Slagteren, du, allerede lidt anløben; og en ganske ny Mand, Grosserer. Du maa sku have Revanche paa den Slagter.”

Ved vendepunktet udsætter værkejeren lønnen og tager med sønnen til kortspil. Replikken “Vi venter med at gøre op til paa Mandag, Folkens” ændrer læserens forventning: Anders var tæt på at få sine penge, men arbejderne må nu gå hjem uden ugeløn. Det er ikke novellens sidste replik; senere kommenterer ejeren den mand, der beholder huen på. Den korte besked ved vendepunktet gør ejerens beslutningsmagt og familiernes afhængighed tydelige.

Dialogen gør det afgørende møde levende, og ejeren og sønnen får de tydeligste direkte replikker. Arbejdernes utilfredshed kommer især gennem gengivne tanker. Udbruddet “Fandens” kan læses som en nær gengivelse af en stemme fra gruppen, men føres ikke som en samtale med ejeren. Pointen er den ulige adgang til at påvirke beslutningen, ikke et bogstaveligt forbud mod enhver arbejderstemme.

Prøv grebet

Bevis fortællerens adgang. Find en bekymring, som fortælleren gengiver uden at gøre den til en samtale. Skriv, hvis perspektiv vi kommer tæt på, og hvilke ord der viser det. Et sceneskift alene er ikke nok som belæg.