Sprog

Stilen er høj i beskrivelserne og lav i dialogen

Sproget i “Lønningsdag” af Martin Andersen Nexø er både præget af høj og lav stil.

Høj sproglig stil

Høj sproglig stil finder vi i beskrivelserne, hvilket udgør størstedelen af novellen. Her er det fortælleren, der kommer til orde, og ikke novellens personer. Sætningerne er fx lange og med mange indskudte sætningsdele. Grammatikken er korrekt. Ordvalget er nuanceret og til tider næsten højtideligt, ligesom der er brugt mange adjektiver. Alt dette gør, at sproget bliver litterært frem for talesprogspræget. Fx i beskrivelsen af byen:

Den skylder Klippen sin Eksistens, og Husene vender mange smaa Ruder som aarvaagne Øjne ind mod Stenbruddet hvor Forsørgerne færdes. Jorden er mager, mest Sten; men selve Stenen bliver Brød og giver fra Uge til Uge hvad man bruger til at leve, stundom mindre, aldrig mere. Men som Regel slaar det lige til.

Den mere litterære stil ses i sammenligningen mellem ruder og “aarvaagne Øjne”, i den udfoldede sætningsbygning og i billedet “Stenen bliver Brød”. Det sidste kan vække en bibelsk association til sten og brød, men har også en konkret økonomisk betydning: Stenhugningen skaffer familiens mad. Et enkelt almindeligt adjektiv er ikke i sig selv bevis for høj stil.

Den høje stil bidrager til, at “Lønningsdag” fremstår som en smukt skrevet fortælling, hvor forfatteren viser, hvad han kan rent sprogligt. Noget af ordvalget giver næsten naturbeskrivelsen et højtideligt præg, mens de mange adjektiver er med til at få miljøet til at stå tydeligt frem.

Lav sproglig stil

Lav sproglig stil møder vi i novellens dialog, som der ikke er meget af. Et godt eksempel er værkejerens ord til Anders:

Naa, ja ja, lad det gaa for den Gang. Jeg ryger vel ikke af Pinden for de Par Skilling du kan snyde mig for, Anders.

Udtryk som “Naa” og “ja ja” giver replikken et talesprogligt præg. At han ikke “ryger … af Pinden” for nogle skilling, bagatelliserer det tab, Anders kan påføre ham. Det er et uformelt udtryk, som her ikke behøver at betyde en præcis trussel om konkurs. De korte sætninger står i kontrast til fortællerens længere beskrivelser.

Dialogen mellem far og søn har også korte sætninger. I “Har ikke Raad i Aften” er subjektet udeladt. Det er en ellipse, som er naturlig i tale, hvor parterne ved, hvem der menes. Beskriv den som talesproglig sætningsforkortelse frem for blot som ukorrekt grammatik.

Høj og lav stil har forskellige virkninger i teksten. Den høje stil bidrager til, at “Lønningsdag” fremstår som en smukt skrevet fortælling, hvor forfatteren viser, hvad han kan rent sprogligt. Noget af ordvalget giver næsten naturbeskrivelsen et højtideligt præg, mens de mange adjektiver er med til at få miljøet til at stå tydeligt frem.

Den lave stil giver dialogen et realistisk og hverdagspræget udtryk. Det gør, at vi som læsere let kan forestille os samtalen og personerne. Altså kan vi sige, at de detaljerede beskrivelser i høj stil i novellens begyndelse giver et overblik over miljøet, mens dialogen i novellens slutning bringer os tæt på personerne og den centrale konflikt.

Beskrivelserne er præget af billedsprog

I “Lønningsdag” bruger fortælleren en del billedsprog. Her nævner vi to typer.

Sammenligninger

Novellen bruger især en del sammenligninger. Et eksempel er den sidste sætning i denne beskrivelse af landskabet omkring byen og stenbruddet:

Og ned over Landet saa langt man kan øjne ligger der Sne, ned forbi Smaakrattet, ud over Engene hvor Drengene løber paa Skøjter, ind over Byvangen lige ned til Havet, der ligger en halv Mil borte, dækket af Drivis. Og Solen skinner paa det hele, saa mildt og blaalig hvidt, saa blegt og kraftesløst som en Gammelmors Smil.

Den sidste sætning sammenligner solens lys over landskabet med noget menneskeligt, nemlig det matte smil fra en livstræt gammel kvinde. Sammenligningen skal opfattes negativt. I billedet ligger der nemlig den betydning, at dette miljø ikke er præget af optimisme eller vækst. I stedet hersker der en “kraftesløs” stemning. Det stemmer med den håbløse situation, som byens fattige beboere er i. Der er heller intet overskud til oprør.

En anden sammenligning bruges om arbejderne, da de er gået nedslåede hjem uden løn:

En for en blotter de sløvt og møjsommeligt Hodet, endnu før Slæden kommer paa Siden af dem, de kender Herren paa Hunden. Og én for én retter de sig langsomt igen, bedækker Hodet og sender et træt og ligegyldigt Blik efter Slæden, der kører frem som i et Spalier af graa, bøjede Nakker.

Sammenligningen ligger i, at rækken af trætte, bøjede arbejdernakker sammenlignes med et “spalier”. Normalt danner man spalier ved festlige lejligheder, fx til et bryllup, når brudeparret forlader kirken.

Sammenligningen med et spalier er ironisk, fordi den højtidelige hilsen følger efter en urimelig behandling. De fleste mænd tager ganske vist huen af, men deres trætte, ensartede bevægelse ligner en indarbejdet underordning mere end en festlig fejring. At én mand lader huen blive på, gør samtidig en modstand synlig. Du kan derfor ikke slutte, at hele gruppens kampgejst er fuldstændig knækket.

Der er ikke noget ærefuldt ved det for værkejeren og hans søn, når spalieret bare består af “graa, bøjede Nakker”. Sammenligningen fremhæver dermed det absurde i, at arbejderne må gå hjem uden løn og samtidig viser respekt for deres arbejdsgiver.

Besjæling

En anden type billedsprog i novellen er besjælinger. En besjæling er, når dyr, planter, genstande eller andre konkrete fænomener får menneskelige egenskaber. Vi finder en besjæling i begyndelsen af novellen, hvor skoven får den egenskab at kunne sove:

Inde over Aasene staar Skoven og sover, hvid og uformelig, hyllet overdaadig ind i blød, hvid Vintersne; kun hvor en Fugl har sat sig og rystet Sneen bort, stikker der en nøgen Gren frem, sort og skaldet og uhyggelig.

Billedsproget er med til at gøre skoven levende, men det er interessant, at skoven bliver levende på en meget passiv måde. Den sover nemlig, tynget ned af et tungt lag sne. Skovens opførsel er en parallel til arbejdernes, for de ‘sover’ også i overført betydning. De gør nemlig ikke oprør mod de urimelige vilkår, de lever under.

Billedsproget fremhæver arbejdernes dårlige vilkår

Billedsproget levendegør naturen og forbinder den med den trætte, underordnede fremstilling af arbejderne. Skovens søvn og mændenes ludende holdning kan læses som en parallel, mens den nøgne gren kan minde om en afvigelse fra gruppen. Forklar forbindelsen med konkrete gentagelser i teksten. De sproglige billeder kan støtte en læsning af udmattelse og afhængighed, men beviser ikke, at hele arbejderklassen føler apati eller mangler evnen til modstand.

Vi kan også sige, at der i “Lønningsdag” opstår en kontrast mellem det poetiske sprog og den grimme virkelighed, som billedsproget skildrer.

Billederne gør underkastelsen brutal

De bøjede nakker, betegnelsen “Herren” og piskens snært kan få arbejdernes underordning til at virke brutal. Hvis du bruger ordet slavelignende, skal du forklare, hvilke konkrete billeder der bærer sammenligningen.

Men Sønnen griber Pisken, slaar et lystigt Smæld over Arbejderens Hode og klipper med Snærten Huen af ham, saa den triller i Grøften.

Teksten fortæller, at huen bliver slået af. Den siger ikke, at snærten rammer mandens krop. Alligevel er handlingen truende og nedværdigende, fordi sønnen tvinger den hilsen frem, manden nægtede at give. Her er en figurativ sammenligning med underkastelse, ikke en historisk ligestilling af lønarbejderne med slavegjorte mennesker i andre samfund.

Der er mange negativt og positivt ladede ord i novellen

Sproget i “Lønningsdag” er flere steder præget af både negativt og positivt ladede ord, fx i naturbeskrivelserne. Af og til udgør de to ordgrupper en modsætning til hinanden.

Negativt ordvalg

Den negative ladning ser vi fx i beskrivelsen af den nøgne gren, der stikker frem i skoven. Den er “sort og skaldet og uhyggelig”. Vi hører også, at det “slanke, cypresagtige Enebærtræ luder under et Bjærg af hvide Krystaller”. Ordet ”luder” er negativt ladet, fordi det betyder at være foroverbøjet, ofte på grund af udmattelse. Dermed antyder ordvalget symbolsk, at teksten drejer sig om nogen (arbejderne), der er udslidte og ‘tynget ned’.

Men de negative ord bruges også om arbejderne. De har fx den samme ludende holdning som enebærtræet, da de må vende hjem uden løn:

Skikkelse efter Skikkelse snegler sig frem, ludende og trætte, som triste Illustrationer til den Sætning, at Gangen er en stadig afbrudt Falden.

Ord som “snegler sig”, “trætte”, “triste” og “Falden” får gangen til at virke besværlig og nedtrykt. Ordvalget forbinder den fysiske udmattelse med skuffelsen over den manglende løn. Det underbygger en læsning af deres udsatte position uden i sig selv at redegøre for samtidens juridiske rettigheder.

Positivt ordvalg

Novellens positivt ladede ord finder vi i naturbeskrivelserne. Vi hører fx, at skoven er “hvid og uformelig, hyllet overdaadig ind i blød, hvid Vintersne”. Ordene “hvid”, “overdaadig” og “blød” er positive, og farven hvid går flere gange igen i beskrivelserne af landskabet og byen. Fx: i “et Bjærg af hvide Krystaller” og “det hvide Land faar et let Rosenskær”. Farven hvid forbindes ofte med renhed og uskyld, og det snedækkede landskab virker derfor umiddelbart idyllisk.

Tvetydig værdiladning

Men den hvide farve i landskabet kan også opfattes som negativ. Landskabet virker dødt i begyndelsen af novellen, hvor skoven fx står og sover, klædt i sne. Den hvide farve kan her lede tanken hen på den bleghed, som et lig har, når døden er indtruffet. På den måde fornemmer vi måske, at landskabet ikke kun er idyllisk. Der gemmer sig noget grimt under overfladen i naturbeskrivelserne. Dette bliver tydeligere, i takt med at de negativt ladede ord fylder i teksten.

Der bliver også brugt positive ord om værkejerens søn i novellens anden halvdel. Han kaldes for “en flot Fyr i Pels”, hvor særligt “flot” fremhæver hans smukke ydre. Det viser sig dog hurtigt, at sønnen ligesom landskabet kun er pæn og flot på overfladen. Under det flotte ydre og den dyre pels gemmer der sig en koldhjertet mand, der ikke har meget tilovers for arbejderne.

Altså er det en pointe, at de positivt og negativt ladede ord nærmest skal forstås omvendt visse steder i novellen. Fx er sønnen ikke en person, vi har sympati med, selvom han beskrives med positive ord. Omvendt har vi sympati med arbejderne, selvom de er “trætte og ludende”.

Titlen er ironisk

Titlen “Lønningsdag” peger på den begivenhed, der er novellens omdrejningspunkt: at arbejderne skal have deres ugeløn. Men titlen viser sig at være ironisk. Der bliver nemlig ingen lønningsdag, fordi værkejeren beslutter at spille om pengene i stedet. Vi kan sige, at titlen planter en forventning i os om, at vi skal høre om en dag, hvor nogle arbejdere får løn, men i stedet bliver vi lige så skuffede som arbejderne. Titlen forbinder os på den måde med personerne i novellen, og det forstærker følelsen af uretfærdighed i læseren.

Novellen har derudover undertitlen “En Idyl”. Denne undertitel viser sig at være endnu mere ironisk end titlen. Der er nemlig kun idyl på overfladen i novellen; landskabet ser rent og smukt ud, og byens huse ser ud, som om de “flagede for Fattigdommen”. Men jo længere vi når ind i fortællingen, desto tydeligere bliver det, at der absolut intet idyllisk er over det liv, som arbejderklassen lever. Vi hører fx om sultende børn og fattige hjem, der må brænde kolort for at få varmen. Det idylliske skubbes derfor langt væk til fordel for et realistisk indblik i arbejdervilkår og fattigdom.

Prøv grebet

Forklar ét sprogligt valg. Vælg en sammenligning eller en talesproglig replik. Skriv, hvad den konkret beskriver, og hvordan formen præger dit indtryk. Prøv bagefter at formulere den neutralt: Hvad går tabt?