Personer

Værkejeren

I “Lønningsdag” af Martin Andersen Nexø er værkejeren omdrejningspunktet for novellens handling. Han er nemlig ejer af det stenbrud, hvor arbejderne tjener til dagen og vejen, og én gang om ugen udbetaler han deres løn kontant. Arbejderne og deres familier er dybt afhængige af, at han gør dette, for ikke at sulte.

Værkejeren viser først sin godmodige side over for arbejderne

Novellens beskrivelse af værkejeren er primært negativ. Fra novellens begyndelse viser han dog også en vis rummelighed over for arbejderne. Arbejderen Anders forsøger at snyde ham ved at lægge nogle af sine sten på ujævnt underlag, så hans stenbunke ser større ud og derfor vil give mere i ugeløn. Værkejeren skælder først ud, og “Anders tager imod Skændene med bøjet Hode”.

Værkejeren kaldes “godmodig”, da han lader Anders slippe: “Jeg ryger vel ikke af Pinden for de Par Skilling du kan snyde mig for, Anders.” Replikken bagatelliserer tabet og kan lyde nedladende. Den dokumenterer ikke, at han afslører en reel konkursfare. Han har stadig magten til at bestemme opgørelsen.

Værkejeren ændrer sig, så snart hans søn dukker op

Situationen forandres, da sønnen ankommer og inviterer ejeren til kortspil. Ejeren står tvivlrådig og er ved at betale, men skifter ansigtsudtryk, da han møder arbejdernes “næsten truende Ængstelighed”. Vi kan tolke det som en reaktion på deres krav eller på hans egen autoritet. Den præcise indre begrundelse bliver ikke forklaret.

[Han] fanger i det samme den næsten truende Ængstelighed, hvormed alle Øjne hviler paa ham. Og pludselig sætter han et barsk Ansigt op og siger: “Vi venter med at gøre op til paa Mandag, Folkens.”

Arbejdernes “Ængstelighed” afspejler, at de reelt er magtesløse i situationen. Men samtidig er ugelønnen så vigtig for dem og deres familier, at de er tæt på at være desperate. Derfor virker de pludselig næsten “truende” i værkejerens øjne. Måske slår det ham, at arbejderne kan rotte sig sammen imod ham og gøre oprør. Det er også meget muligt, at han frygter at tabe ansigt foran sin søn ved at være for blød.

I hvert fald vælger værkejeren at sætte sig i respekt som hård chef. Det gør han ved at misbruge den magt, han har over arbejderne. Han udsætter lønningsdagen (hvilket gør novellens titel ironisk) og tager så af sted for indtil da at gøre med pengene, som det passer ham. På den måde sætter han arbejderne på plads på en magtsyg måde. Han markerer, at de ikke skal vove at kræve noget af ham.

Arbejderne

Arbejderne skildres som en hårdtarbejdende, udmattet gruppe. Ordene “ludende og trætte” viser deres fysiske tilstand og kan samtidig udtrykke nedtrykthed. De protesterer ikke åbent mod udsættelsen. Afhængigheden af lønnen kan forklare deres tilbageholdenhed, men deres kropsholdning beviser ikke, at de har opgivet ethvert håb.

De langsomme bevægelser og den gentagne hilsen viser, hvordan et ulige forhold sætter sig i kroppen. Gruppen fremstilles samlet, men fortælleren giver også adgang til kritiske tanker. At mændene ikke bryder det forventede ritual, er derfor ikke det samme som, at de ikke tænker selv:

En for en blotter de sløvt og møjsommeligt Hodet, endnu før Slæden kommer paa Siden af dem, de kender Herren paa Hunden. Og én for én retter de sig langsomt igen, bedækker Hodet og sender et træt og ligegyldigt Blik efter Slæden, der kører frem som i et Spalier af graa, bøjede Nakker.

Mændene tager huerne af og hilser, fordi sådan markeres ejerens højere status. Den ensartede bevægelse kan virke mekanisk. Men én mand lader huen blive på, og arbejdernes mistillid er allerede blevet gengivet. Gruppens ydre ensartethed står dermed i spænding med både kritik og en konkret afvigelse.

Socialisten

Én arbejder skiller sig ud. Værkejeren kalder ham en socialist og en “Krakiler”. Betegnelserne kommer fra en modstander, så vi kan ikke uden videre gøre dem til en fuld beskrivelse af mandens overbevisning. Hans handling er tydelig: Han beholder huen på. Den danske arbejderbevægelse var organiseret fra 1871 og var altså ikke først ved at opstå omkring 1900.

Socialisten skiller sig ud, dels fordi han går forrest i rækken, og dels fordi han opfører sig på den anden måde end de andre ved ikke at blotte sit hoved for værkejeren og sønnen. Ifølge værkejeren er han “en Krakiler”, altså en, der gerne brokker sig, hvis han ikke er tilfreds. Værkejeren forsikrer desuden sin søn, at socialisten vil blive fyret, så snart han kan undværes. Det antyder, at han og værkejeren allerede har haft nogle sammenstød. Hele socialistens opførsel får ham til at fremstå som det eneste individ i den ret anonyme gruppe af arbejdere.

Mandens afvigelse gør ham synlig som individ i en ellers anonym gruppe. En mulig politisk læsning er, at han viser mod til andre. Men han taler ikke til kollegerne, og teksten fortæller ikke, at han bevidst vil organisere dem. Skeln derfor mellem hans observerbare trods og din fortolkning af dens mulige betydning.

Modstand og mulig fælles handling

Novellens slutning kan umiddelbart virke, som om socialisten bliver sat på plads. Værkejerens søn pisker nemlig huen af ham. Handlingen er en magtdemonstration fra sønnens side. Men vi kan også vælge at se sådan på det, at sønnen allerede har tabt en del magt ved at måtte fjerne huen selv.

Ejerens ord om, at manden først kan undværes senere, viser en grænse for hans handlefrihed: Han har også brug for arbejdskraften. Det kan støtte en læsning af, at arbejderne har en potentiel fælles styrke. Novellen viser dog ikke, at de faktisk udnytter den eller selv formulerer den som en strategi.

Vi kan tolke socialisten som novellens bud på en løsning af samfundsproblemet med ringe vilkår til arbejderne. Han signalerer med sin tilstedeværelse og handlemåde, at fremtidens arbejdere bør forene sig i kampen mod uligheden. Hvis de står sammen, kan de protestere på en kraftfuld måde, som ejeren er nødt til at lytte til.

Værkejerens søn

Værkejerens søn fremstilles endnu mere negativt end sin far. Hans ydre er ganske vist smukt; han beskrives som “en flot Fyr i Pels”, men hans handlinger er usympatiske. Han er fx ligeglad med, om arbejderne får deres livsnødvendige løn på lønningsdagen: “Aa Sludder, Gamle, Arbejderne venter til Mandag!”. Derudover pisker han huen af socialisten som en straf for, at han ikke vil hilse respektfuldt på den chef, der netop har snydt ham for hans ugeløn.

Sønnen viser også sin magt mere tydeligt end sin far. Han bærer fx en dyr pelsfrakke, der markerer hans rigdom. Han griber også til en form for vold (piskeslaget), da han føler sig dårligt behandlet af en arbejder. Det står i modsætning til faren, der godmodigt lader Anders slippe af sted med at prøve at snyde sig til lidt mere i løn. Anders’ handling er egentlig værre end socialistens, men sønnen reagerer langt voldsommere end faren.

De negative beskrivelser af sønnen markerer, at den næste generation af arbejdsgivere ikke vil være bedre end den, der er der nu. Sønnen virker tværtimod til at være endnu mere kold og magtliderlig end sin far. Novellen lader dermed til at gøre læseren opmærksom på, at det ikke er nok at håbe på, at fremtiden ser bedre ud. Værkejerens søn er usympatisk og ond, og hvis arbejderne ikke gør noget ved deres vilkår, så overtager en ny og måske endnu værre generation blot arbejdsgiverrollen.

Kvinderne

I novellen kaldes mændene “Forsørgerne”, mens kvinderne holder øje med vejen og forsøger at få ild i hjemmene. Teksten gør familiernes afhængighed af denne ugeløn tydelig. Den fortæller ikke, at kvinder generelt var ude af stand til at arbejde eller tjene penge i perioden. Beskriv først den arbejdsdeling, som netop denne novelle viser.

Derudover er der det ved forholdet mellem kvinderne og mændene, at det spejler forholdet mellem værkejer og arbejder. Vi hører, hvordan arbejderne ser på værkejeren med en “næsten truende Ængstelighed”, da han skal til at udbetale løn. Det minder om den opmærksomhed og nervøsitet, som kvinderne og børnene føler hjemme i byen. Vi hører fx, at ruderne i husene ligner “aarvaagne Øjne”, og at kvinderne “løber uroligt til og fra Køkkenvinduet”.

Kvindernes afventende position derhjemme minder om den, som mændene indtager over for værkejeren. Kvinderne kan ikke gøre andet end at vente og håbe, at arbejderne kommer hjem. Arbejderne kan ikke gøre andet end at vente og håbe, at værkejeren kommer med lønnen. Parallellen får kvinderne og mændene til at virke tæt forbundne, fordi de indtager samme ventende position i novellen. Dermed kan vi se, at det går ud over både mænd og kvinder, hvis værkejeren ikke udbetaler lønnen.

Kvindernes venten er dobbeltafhængig i den viste situation: Ejeren skal udbetale lønnen, og mændene skal bringe mad eller penge hjem. Kvindernes frygt for, at mændene er “faldet ind” på værtshus, viser en anden mulig trussel mod husholdningen. Det er familiernes udsatte økonomi i novellen, ikke en fuld beskrivelse af alle kvinders liv omkring 1900.

Prøv grebet

Prøv en modlæsning. Sammenlign mændenes langsomme hilsen med manden, der beholder huen på. Kan du kalde hele gruppen viljeløs? Skriv en mere præcis karakteristik, som også tager højde for denne afvigelse.