Forstå teksten

Læs “Lønningsdag” af Martin Andersen Nexø, og brug læseversionen og ordlisten til at forstå handlingen. Novellen indgik i Muldskud i 1900, men senere tekstudgaver har varianter. Kontroller citaters ordlyd og henvisninger i den udgave, du arbejder med.

Lønningsdag af Martin Andersen Nexø

Inde over Aasene staar Skoven og sover, hvid og uformelig, hyllet overdaadig ind i blød, hvid Vintersne; kun hvor en Fugl har sat sig og rystet Sneen bort, stikker der en nøgen Gren frem, sort og skaldet og uhyggelig. De dybe Kløfter er ogsaa sneet til, og den jævne Lyng, og de nøgne blaa Klippeflader. Det slanke, cypresagtige Enebærtræ luder under et Bjærg af hvide Krystaller, og Slaanbusken modner langsomt sine Bær under Bolstrets milde Kulde.

Sneen ligger højt i de dybe Stenbrud under Aasen, Arbejderne maa skovle og trille den bort for at naa ind til Klippen. Og der hænger lange Istapper ned fra Granens Rødder, som stikker nøgne frem i Bruddets Overkant.

Og ned over Landet saa langt man kan øjne ligger der Sne, ned forbi Smaakrattet, ud over Engene hvor Drengene løber paa Skøjter, ind over Byvangen lige ned til Havet, der ligger en halv Mil borte, dækket af Drivis. Og Solen skinner paa det hele, saa mildt og blaalig hvidt, saa blegt og kraftesløst som en Gammelmors Smil.

I Havstokken ligger der en lille By. Den skylder Klippen sin Eksistens, og Husene vender mange smaa Ruder som aarvaagne Øjne ind mod Stenbruddet hvor Forsørgerne færdes. Jorden er mager, mest Sten; men selve Stenen bliver Brød og giver fra Uge til Uge hvad man bruger til at leve, stundom mindre, aldrig mere. Men som Regel slaar det lige til.

Den lille Bys Tage skinner røde gennem den hvide Sne. Rødt og hvidt, det kunde se ud som om man flagede for Fattigdommen.

Solen er ved at gaa ned langt inde, og det hvide Land faar et let Rosenskær. Og fra hver Arne i Byen stiger der Røg, blaa Røg, lige i Vejret, som var Arnens simple Brændoffer af Tang og Græstørv og Kogødning taget til Naade af de lunefulde Guder.

Kokasserne krummer sig, og Tangen knitrer, og Lørdagsilden flammer op, rede til at tage imod hvad Forsørgerne har købt paa Vejen hjem. Børnene stikker Ansigterne ind til Flammen, der glitrer i deres store Øjne og rindende Næser; Mødrene løber uroligt til og fra Køkkenvinduet. Nu svandt Solen, de, Forsørgerne, skulde allerede være under Vejs.

Vejen kan følges i sine Sigsaglinjer næsten helt op til Værket, men den vandrende Linje, der ved denne Tid af Dagen bugter sig ned ad den, hvor bliver den af? De skulde da vel ikke være faldet ind under Vejs? Gud forbyde det.

En og anden Kvinde folder sine Hænder i opdukkende Græmmelse eller udstøder en bitter Forbandelse, hist og her græder et Barn af Sult, saa det høres langt ud.

“Arbejderne har set Solen gaa i Bjærge og Røgen stige op fra Hytterne; de har rømmet op og lagt Værktøjet til Side; nu staar de i smaa Klynger og venter paa Værkejeren. Der lige henne paa Enden af Aasen ligger Hovedgaarden, derfra skal han komme. Fandens ogsaa, at man ikke kan faa sine surt erhværvede Skillinger i ordentlig Tid! Bare han ikke er rejst bort ligesom forleden Lørdag. - –”

Endelig kommer han, fulgt af sin store Hund. Han har Skindposen i Haanden, saa er der altsaa Penge paa Markedet i Dag! Om en god halv Time kan man være hjemme med Ugelønnen; det er ned ad Bakke, og med otte Kroner i Lommen bliver man let til Bens.

Værkejeren og hans Arbejdere gaar og maaler Ugens Arbejde op; Brosten, Skærver, Trappesten. Den store Mand skælder over en Favn Skærver, der ikke er lagt paa jævn Bund, det giver uærligt Maal, siger han. Svenske Anders tager imod Skændene med bøjet Hode og haaber paa den Maade at slippe nogenlunde skadesløst fra sit uheldige lille Kneb; for nu har Værkejeren jo Ret til at anvende Skøn i Stedet for det ærlige, redelige Favnemaal.

Værkejeren ser grundende paa ham: „Naa, ja ja, lad det gaa for den Gang. Jeg ryger vel ikke af Pinden for de Par Skilling du kan snyde mig for, Anders,” siger han godmodigt og begynder at aabne for Posen.

Der klinger Bjælder hen over Aasen, og en lille Slæde med en kraftig Hest for kommer susende ad Vejen fra Hovedgaarden. En flot Fyr i Pels, Værkejerens Søn, springer ud af Slæden og kommer hen til dem.

„Vil du med ind til Byen, Far? Stort Llombreparti paa Hotellet.”

„Har ikke Raad i Aften,” svarer Værkejeren.

Sønnen peger med Støvlesnuden mod Skindposen, men Værkejeren ryster paa Hodet og ser rundt paa sine Arbejdere.

„Aa Sludder, Gamle, Arbejderne venter til Mandag! Der er Mønt at tjene i Aften: Slagteren, du, allerede lidt anløben; og en ganske ny Mand, Grosserer. Du maa sku have Revanche paa den Slagter.”

Værkejeren staar et Øjeblik tvivlraadig. Saa stikker han Haanden i Posen for at betale den første Mand, men fanger i det samme den næsten truende Ængstelighed, hvormed alle Øjne hviler paa ham. Og pludselig sætter han et barsk Ansigt op og siger: „Vi venter med at gøre op til paa Mandag, Folkens.” Og han skræver ind til Sønnen i Slæden, der farer klingende op mod Hovedgaarden igen.

Den lange Arbejderrække bevæger sig ned ad Landevejens Sigsaglinjer, ned mod Husene ved Havet hvor nu Lysene skinner. Skikkelse efter Skikkelse snegler sig frem, ludende og trætte, som triste Illustrationer til den Sætning, at Gangen er en stadig afbrudt Falden.

Der er Bjældeklang igen bag dem, som hurtig kommer nærmere; Værkejerens store Hund halser forbi. En for en blotter de sløvt og møjsommeligt Hodet, endnu før Slæden kommer paa Siden af dem, de kender Herren paa Hunden. Og én for én retter de sig langsomt igen, bedækker Hodet og sender et træt og ligegyldigt Blik efter Slæden, der kører frem som i et Spalier af graa, bøjede Nakker. Kun den nederste i Rækken, han der gaar forrest, gør ikke Mine til at blotte Hodet.

„Han er en Krakiler,” siger Værkejeren til sin Søn. „Han hører til disse hersens Socialister, som de har saa mange af ovre. Men han faar sin Afsked en af Dagene, saa snart vi kan undvære ham.”

Men Sønnen griber Pisken, slaar et lystigt Smæld over Arbejderens Hode og klipper med Snærten Huen af ham, saa den triller i Grøften.

Læseversion med nutidige ord

Inde over bakkerne står skoven og sover, hvid og uformelig, luksuriøst indhyllet i blød, hvid vintersne; kun hvor en fugl har sat sig og rystet sneen bort, stikker der en nøgen gren frem, sort og skaldet og uhyggelig. De dybe kløfter er også dækket med sne, og den almindelige lyng, og de nøgne blå klippeflader. Det slanke, cypreslignende enebærtræ bøjer sig under et bjerg af hvide iskrystaller, og slåenbusken modner langsomt sine bær under sneens dække af kulde.

Sneen ligger højt i de dybe stenbrud under bakkerne, arbejderne må skovle og trille den bort for at nå ind til klippen. Og der hænger lange istapper ned fra grantræets rødder, som stikker nøgne frem af jorden ved stenbruddets øverste kant.

Og ned over landet så langt man kan se ligger der sne, ned forbi småkrattet, ud over engene, hvor drengene løber på skøjter, ind over markerne lige ned til havet, der ligger ca. 3,75 km borte, dækket af havis. Og solen skinner på det hele, så mildt og blåligt hvidt, så blegt og kraftesløst som en bedstemors smil.

Ved grænsen mellem landet og havet ligger der en lille by. Den skylder klippen sin eksistens, og husene vender mange små ruder som opmærksomme øjne ind mod stenbruddet, hvor familiernes forsørgere har deres daglige gang. Jorden er ufrugtbar, mest sten; men selve stenen bliver til mad og giver fra uge til uge det, man bruger til at leve, sommetider mindre, aldrig mere. Men som regel er det lige præcis nok.

Den lille bys tage skinner røde gennem den hvide sne. Rødt og hvidt, det kunne næsten virke, som om byen flagede for fattigdommen.

Solen er ved at gå ned bag bakkerne, og det hvide landskab får et rødt skær. Og fra hvert ildsted i byen stiger der røg, blå røg, lige i vejret, som om de uforudsigelige guder har accepteret ildstedernes simple offergaver af tang og græstørv og kokasser.

Kokasserne krummer sig, og tangen knitrer, og lørdagsilden flammer op, klar til at tage imod det mad, som forsørgerne har købt på vejen hjem. Børnene stikker ansigterne ind til flammen, der glitrer i deres store øjne og løbende næser; mødrene løber uroligt til og fra køkkenvinduet. Nu er solen gået ned, de, forsørgerne, skulle allerede være undervejs.

Vejen kan følges i sine zigzaglinjer næsten helt op til stenbruddet, men den vandrende linje af mænd, der på denne tid af dagen bugter sig ned ad vejen, hvor bliver den af? De er vel ikke gået på værtshus for at drikke ugelønnen op? Gud forbyde det.

En kvinde folder her og der sine hænder i pludselig fortvivlelse eller udstøder en bitter forbandelse, hist og her græder et barn af sult, så det høres langt væk.

“Arbejderne har set solen gå ned bag bakkerne og røgen stige op fra hytterne; de har ryddet op og lagt værktøjet til side; nu står de i små grupper og venter på ejeren af stenbruddet. Der, lige henne for enden af bakken, ligger hovedgården, derfra skal han komme. Fandens også, at man ikke kan få sine surt tjente penge i ordentlig tid! Bare han ikke er rejst væk ligesom forleden lørdag. - –”

Endelig kommer han, fulgt af sin store hund. Han har skindposen med ugelønnen i hånden, så der er altså alligevel penge til os i dag! Om en god halv time kan man være hjemme med ugelønnen; vejen går ned ad bakke, og med otte kroner i lommen bliver man let til bens.

Ejeren og hans arbejdere går og opmåler ugens arbejde; brosten, småsten, trappesten. Ejeren skælder ud over en favn skærver, der ikke er lagt på et jævnt underlag, det er snyd, siger han. Svenske Anders tager imod skældudene med bøjet hoved og håber på den måde at slippe nogenlunde fra sit uheldige lille trick; for nu har ejeren jo ret til at sjusse sig frem i stedet for at måle hans arbejde op efter det ærlige favnemål.

Ejeren ser tænksomt på ham: “Nå, ja ja, lad det gå for denne gang. Jeg går vel ikke fallit af de småpenge, du kan snyde mig for, Anders,” siger han overbærende og begynder at åbne for lønningsposen.

Der høres bjældeklang hen over bakken, og en lille slæde med en kraftig hest foran kommer susende ad vejen fra hovedgården. En flot fyr i pelsfrakke, ejerens søn, springer ud af slæden og kommer hen til dem.

“Vil du med ind til byen, far? Der er et stort kortspil om penge på hotellet.”

“Har ikke råd i aften,” svarer ejeren.

Sønnen peger med støvlesnuden mod skindposen, men ejeren ryster på hovedet og ser rundt på sine arbejdere.

“Åh sludder, gamle, arbejderne kan vente med at få løn til på mandag! Der er penge at tjene i aften: slagteren, du, allerede lidt beruset; og en helt ny mand, handelsmand. Du må sgu have revanche over den slagter.”

Ejeren står et øjeblik usikker på, hvad han skal gøre. Så stikker han hånden i posen for at betale den første mand, men opfanger i det samme den næsten truende nervøsitet, som alles øjne hviler på ham med. Og pludselig gør han sit ansigt hårdt og siger: “Vi venter med at opmåle arbejdet og udbetale løn til på mandag, folkens.” Og han stiger ind til sønnen i slæden, der farer ringlende op mod hovedgården igen.

Den lange arbejderrække bevæger sig ned ad landevejens zigzaglinjer, ned mod husene ved havet, hvor lysene nu skinner. Skikkelse efter skikkelse snegler sig frem, ludende og trætte, som triste billeder på, at det at gå er en stadig afbrudt falden.

Der lyder bjældeklang bag arbejderne. Ejerens hund løber forbi, og mændene tager langsomt huerne af, mens slæden passerer. Derefter tager de dem på igen og ser trætte efter den. En af mændene foran i rækken lader sin hue blive på; det er den mand, ejeren straks efter kalder en socialist.

“Han er et brokkehoved,” siger ejeren til sin søn. “Han er en af de her socialister, som de har så mange af derovre. Men han bliver fyret en af dagene, så snart vi kan undvære ham.”

Men sønnen griber pisken, slår et muntert smæld over arbejderens hoved og slår med spidsen af pisken huen af ham, så den triller i grøften.

Ord, der hjælper dig gennem teksten

Ord	Betydning her
Arne	Ildstedet i huset.
Græstørv og kogødning	Materialer, som familierne bruger som brændsel.
Luder	Bøjer eller hælder fremover; ordet beskriver både træer og arbejdernes holdning.
Favn og favnemål	Et ældre mål. Her bruges opmålingen til at beregne betaling for stenene.
Skøn	En vurdering, der ikke bygger på en præcis opmåling.
L’hombre	Det kortspil, sønnen inviterer sin far til.
Krakiler	En person, der opfattes som stridbar eller kværulerende. Det er ejerens betegnelse.
Snært	Den yderste, tynde del af pisken.
Blotter hovedet	Tager huen af.
Spalier	En opstilling af mennesker, som nogen bevæger sig igennem. Sammenligningen er ironisk her.

Prøv grebet

Læs et svært sted langsomt. Vælg sætningen om, at stenen bliver brød. Forklar den først med nutidige ord. Find dernæst et ord i originalen, som din forklaring mister. Hvad gør det ord ved billedet af familiens økonomi?