Centrale begreber

Her finder du et udvalg af de vigtigste begreber inden for oldtidskundskab. Listen er fokuseret på de centrale begreber til analyse og beskrivelse af antikkens tekster, kunst og arkitektur, filosofi og samfund.

Vælg tre begreber, forklar dem uden opslag, og find derefter et konkret tekststed til hvert. Brug opslaget til at kontrollere betydningen og prøv igen med et nyt tekststed.

Filosofi

Areté: Areté betyder fremragende kunnen, dygtighed eller dyd. Betydningen afhænger af, hvem eller hvad ordet bruges om. En kriger kan vise areté i kamp, mens en taler kan vise dygtighed i at tale. Hos Platon bliver spørgsmålet om menneskets og sjælens gode egenskaber centralt. Areté er således ikke altid det samme som militært mod, og man skal ikke uden videre indsætte én fast liste af dyder i enhver tekst. Forklar først den funktion og den målestok, som den konkrete tekst fremhæver.

Doxa: Doxa er en mening eller antagelse. Den kan være sand eller falsk. Hos Platon skelnes den ofte fra episteme, viden. I Menon, 97a-98a, kan en sand mening lede en person rigtigt, selv om personen ikke kan begrunde den som viden. Doxa er derfor ikke blot et andet ord for en forkert eller tilfældig påstand. Spørg både, om udsagnet er rigtigt, og hvilket grundlag personen har for det.

Episteme: Episteme betyder viden eller erkendelse. Hos Platon undersøges forskellen mellem at mene noget og at vide det, men dialogerne giver ikke én enkel definition, som gælder uændret overalt. I Menon, 97a-98a, forbindes viden med en begrundelse, der fastholder en sand mening. Når du bruger begrebet, skal du forklare, hvordan personen begrunder sin indsigt i netop den tekst, du læser. Idélæren er relevant i nogle dialoger; den er ikke en genvej til at forklare alle udsagn.

Filosofi: Filosofi kommer af græske ord for kærlighed og visdom og betyder kærlighed til visdom. I antikken undersøger filosoffer blandt andet natur, viden, et godt liv og det politiske fællesskab. De har ikke én fælles lære. Når du møder en filosofisk tekst, skal du finde dens spørgsmål, argumenter og mulige indvendinger frem for kun at lære forfatterens navn.

Fysis: Fysis betyder natur og kan betegne en tings væsen eller det, der opstår og udvikler sig af sig selv. I diskussionen om fysis og nomos skelnes mellem det naturlige og det vedtagne eller sædvanebestemte. Fysis betyder ikke altid en guddommelig lov. Betydningen skal bestemmes ud fra den enkelte filosof og diskussion.

Hulebilledet / Hulelignelsen: Hulebilledet står i Platons Staten, bog 7. Lænkede fanger ser skygger, og den frigivne må vænne sig til at se uden for hulen. Billedet undersøger erkendelse, opdragelse og vanskeligheden ved at vende tilbage til fællesskabet med en anden indsigt. I denne dialog hænger det sammen med idélæren og idéen om det gode. Det er ikke i sig selv en fuldstændig definition af episteme i alle Platons dialoger. Forklar bevægelsen fra den vante opfattelse til en undersøgt forståelse og dens menneskelige og politiske omkostninger.

Idé: Hos Platon en evig, perfekt “form” bag de fysiske ting. Den enkelte hest er en ufuldkommen kopi af idéen hest. Idéerne kan kun erkendes med fornuften, ikke med sanserne. Det er erkendelse af idéerne, der udgør episteme. Hulelignelsen handler præcis om denne erkendelsesvej.

Nomos: Nomos betyder blandt andet lov, skik eller vedtægt. I modsætningen fysis og nomos undersøges, hvad der følger af naturen, og hvad mennesker har fastsat. En nomos kan opleves som religiøst forpligtende, men betydningen er ikke altid guddommelig lov. Forskellige sofister og filosoffer giver forskellige svar på, hvilke regler der er retfærdige.

Sofisterne: Sofisterne var forskellige lærere og intellektuelle, der især i 400-tallet f.Kr. tilbød undervisning mod betaling, blandt andet i retorik, politik, sprog og argumentation. De udgjorde ikke én skole med en fælles lære. Platon kritiserer flere sofister, men hans kritik er også en bestemt parts fremstilling. Man bør derfor ikke definere dem alle som mennesker, der var ligeglade med sandheden. Protagoras, Gorgias og Hippias har forskellige interesser og argumenter. Se på den enkelte taler eller tekst, når du undersøger sandhed, overtalelse og forholdet mellem natur og vedtægt.

Sofrosyne: Mådehold, selvbeherskelse, besindighed. En af de fire klassiske kardinaldyder ved siden af mod, retfærdighed og visdom. Sofrosyne er evnen til at kende sin plads og ikke overskride grænser, det modsatte af hybris. Hos Homer og i tragedier sker det ofte, at helten mister sofrosyne, begår hybris og pådrager sig nemesis. For Platon er sofrosyne også en vigtig egenskab, som karakteriserer det gode og ordentlige menneske.

Sokratisk metode: Sokratisk metode betegner en undersøgende samtale, hvor spørgsmål afprøver definitioner, begrundelser og mulige modsigelser. I Platons dialoger kan samtalen føre til større klarhed eller til aporia: erkendelsen af, at spørgsmålet endnu ikke er løst. Den garanterer ikke en færdig definition. I Theaitetos, 149a-151d, sammenlignes Sokrates med en jordemoder, som hjælper andre med at frembringe og afprøve tanker; dette billede kaldes maieutik. Det skal skelnes fra anamnesis, generindring, som blandt andet undersøges i Menon, 81a-86c. Undersøg derfor den konkrete dialogs spørgsmål og resultat frem for at antage, at al viden blot skal hentes frem fra sjælen.

Historie og samfund

Antikken: Antikken er en bred periodebetegnelse for den græske og romerske oldtid. I denne bog bruges den omtrent fra 700-800-tallet f.Kr. til senantikken omkring 500-tallet e.Kr.; præcise grænser afhænger af emnet. Minoisk og mykensk bronzealder er tidligere baggrund. Vestroms kejsermagt ophørte traditionelt i 476 e.Kr., men Østrom fortsatte. En enkelt slutdato beskriver derfor ikke alle kulturområder lige godt.

Demokrati / Demokratiet i Athen: Athens demokrati blev udviklet gennem flere reformer; Kleisthenes’ reformer i 508/507 f.Kr. er et vigtigt led. Voksne mandlige borgere kunne deltage direkte i folkeforsamlingen. Kvinder, slaver og metoiker havde ikke denne politiske borgerret. Folkeforsamlingen, rådet og domstolene havde forskellige opgaver. Ordet demokrati betyder folkestyre, men Athens politiske folk omfattede en mindre del af befolkningen end et nutidigt demokrati. Angiv både deltagelse og udelukkelse, når du sammenligner styreformerne.

Klassisk tid: Græsk klassisk tid dateres ofte omtrent 480-323 f.Kr., fra perserkrigenes afgørende kampe til Alexander den Stores død. Nogle oversigter bruger omkring 500 f.Kr. som en bredere overgangsgrænse. Perioden omfatter Athens demokrati, filosofi, tragedie og mange kendte monumenter, men også store konflikter og regionale forskelle.

Olympiske lege: De antikke olympiske lege fandt sted i Olympia som del af en religiøs fest til ære for Zeus. Hera havde også kult i Olympia, og Heraia var særskilte løb til hendes ære. Legene blev normalt afholdt hvert fjerde år. Den olympiske fred, ekecheiria, skulle beskytte festen og deltagernes rejse; den betød ikke, at alle krige i den græske verden automatisk standsede. Deltagelsen og konkurrencerne ændrede sig gennem legenes lange historie.

Peloponnesiske krig: Krigen mellem Athen (med sit søforbund) og Sparta (med sine allierede) 431-404 f.Kr. Sparta vinder, og Athens storhedstid slutter. Krigen handlede om magten i Grækenland og om, hvilken samfundsform som var den bedste, athenernes eller spartanernes. I sidste ende vandt Sparta, men krigen var opslidende for begge parter.

Perserkrigene: Krigene mellem perserne og de græske bystater 490-479 f.Kr. Særligt kendte er slagene ved Marathon (490), Thermopylæ og Salamis (480) og Plataiai (479). Trods perserrigets overlegenhed endte krigen med græsk sejr. Det lagde fundamentet for græsk selvforståelse som “frie” hellenere, og indleder klassisk tid. Viden om krigene har vi særligt fra Herodots historieværk.

Polis: En polis er et græsk politisk fællesskab med by og tilhørende landområde. Borgerrettigheder, institutioner, kult og lokale traditioner var centrale. Athens og Spartas styreformer var forskellige. Udtrykket bystat kan hjælpe, men en polis er ikke blot en lille udgave af en moderne nationalstat. Spørg, hvem der regnes som borger, og hvordan beslutninger træffes.

Solons love / Solons reformer: Solons reformer dateres normalt til 594/593 f.Kr. Han ophævede gældsbindinger og forbød, at athenske borgere blev gjort til slaver for gæld. Han inddelte borgerne i fire formueklasser, hvis adgang til embeder og pligter var forskellig. Reformerne ændrede forholdet mellem rigdom og politiske rettigheder, men indførte ikke det senere athenske demokrati i én handling. Kvinder, slaver og fremmede fik ikke dermed samme politiske rettigheder som mandlige borgere.

Kunst og arkitektur

Arkaisk smil: Det lille, stive smil, der præger ansigterne på skulpturer fra arkaisk tid, især 500-tallet f.Kr. Sammen med en stiv, frontal positur er det det vigtigste kendetegn på en kore eller kouros. Modstilles ofte med klassisk tids mere realistiske ansigter og naturlige kropsholdning (jf. kontrapost).

Dorisk søjle / Dorisk søjleorden: Den ældste og enkleste af de tre søjleordener (sammen med jonisk og korintisk). Kendetegn: ingen basis (står direkte på stylobatet). bredt og kraftigt søjleskaft med kannelurer, kapitæl (søjlehoved) uden udsmykning, og frise med skiftevis triglyffer og metoper. Bruges bl.a. på Parthenon.

Kontrapost: Skulpturstilling, hvor vægten hviler på det ene ben, så hofterne forskydes og den modsatte skulder sænkes. Det giver kroppen et naturligt S-sving og et levende, realistisk udtryk af bevægelse. Et af de afgørende stiltræk, der adskiller klassisk skulptur fra den stive, frontale arkaiske skulptur (kouros). Optræder fra ca. 480 f.Kr. og frem.

Kore: Den arkaiske kvindeskulptur, kvindelige udgave af kouros. Frontal, statisk positur med armene ned langs siden eller én arm rakt frem, og altid påklædt (modsat den nøgne kouros). Kore betyder ‘pige’. Sammen med kouros det vigtigste eksempel på arkaisk skulptur, kendetegnet ved frontal positur og arkaisk smil.

Kouros: Den arkaiske mandsskulptur: En kouros er altid nøgen, mens den kvindelige udgave (kore) altid er påklædt. Frontal positur, venstre ben let foran højre, arme ned langs siden, knyttede næver og det karakteristiske arkaiske smil. Modstilles ofte med klassiske skulpturer i kontrapost.

Parthenon: Det vigtigste tempel på Akropolis i Athen, bygget 447-432 f.Kr. til byens skytsgudinde Athene Parthenos (parthenos = jomfru). Hovedværket i klassisk græsk arkitektur. Har dorisk søjleorden kombineret med en jonisk frise. Bygget under Perikles som del af genopbygningen efter perserkrigene.

Litteratur

Daktylisk heksameter: Daktylisk heksameter er epossets versemål. En linje har seks versefødder. I oldgræsk og latin bygger rytmen på lange og korte stavelser, ikke primært på ordtryk. En daktyl består af én lang og to korte stavelser; flere fødder kan erstattes af en spondæ med to lange. Femte fod er normalt en daktyl, mens sidste fod består af en lang stavelse og en afsluttende stavelse, der kan være lang eller kort. Danske oversættelser kan i stedet efterligne rytmen med tryk. Skeln mellem originalens kvantitet og oversættelsens trykrytme.

Epos: Et epos er en lang fortælling på vers om blandt andet helte, guder og fællesskab. Homers Iliade fortæller et afgrænset forløb under den trojanske krig, mens Odysseen handler om Odysseus’ hjemkomst. Vergils Æneide følger Æneas til Italien og fremstiller Roms mytiske forhistorie gennem hans efterkommere; Æneas grundlægger ikke selv Rom. Formler, epiteter, lignelser og daktylisk heksameter er vigtige træk ved det antikke epos.

Hamartia: Hamartia betyder fejl eller fejlgreb. I Aristoteles’ teori om tragedien er det en vigtig årsag til omslaget til ulykke og skal skelnes fra ren ondskab. Fejlen kan knyttes til viden, vurdering eller handling. Hybris er ikke en nødvendig forklaring på enhver hamartia. Vis derfor, hvad personen gør eller misforstår, og hvordan det får betydning i den konkrete handling.

Homerisk lignelse: Eposets karakteristiske, lange og udfoldede sammenligning, hvor et øjeblik i handlingen sammenlignes med et detaljerigt billede fra hverdagslivet, typisk landbrug, jagt eller natur. Pauser handlingen og fremhæver scenen.

Homeriske spørgsmål: Det homeriske spørgsmål handler om Iliadens og Odysseens tilblivelse, forfatterskab og overlevering. Den antikke tradition tilskriver dem Homer. Forskningen undersøger blandt andet forholdet mellem mundtlig digtning, gentagne formler og de senere skrevne tekster. Det er ikke afgjort ved blot at vælge mellem én forfatter og mange forfattere. Man kan heller ikke fastslå, at Homer selv skrev digtene ned. Hold traditionens fortælling om Homer adskilt fra de forskellige forskningshypoteser.

In medias res: Betyder “ind i begivenhedernes midte” på latin. I Iliaden kastes tilhørerne fx midt ind i begivenhedernes midte med fortællingen om Achilleus’ vrede. Alternativet ville have været at begynde med at fortælle om grækernes rejse til Troja og krigens begyndelse. Forhistorien fortælles løbende undervejs som tilbageblik.

Katharsis / Katarsis: Katharsis betyder renselse eller rensning. Aristoteles bruger ordet i sin definition af tragedien i Poetikken, 1449b, i forbindelse med medlidenhed og frygt. Det er omdiskuteret, om man især skal forstå det som følelsesmæssig aflastning, rensning eller afklaring. En analyse bør derfor gøre sin forståelse tydelig og undersøge, hvordan handlingen vækker og bearbejder følelserne. Man kan ikke måle katharsis ved blot at fastslå, at en tilskuer blev ked af det.

Kleos: Berømmelse, ry, eftermæle. Den helt afgørende drivkraft for eposets helte: Achilleus vælger et kort, ærefuldt liv frem for et langt og glemt, fordi kleos lever videre, når kroppen er død. Sammen med timé (ydre ære) og areté (bedsthed) udgør kleos den homeriske heltes værdigrundlag.

Miasma: Miasma er rituel besmittelse, som i græske sammenhænge kan knyttes til blandt andet drab, dødsfald og fødsel. Det er ikke en moderne sygdomsforklaring. I Kong Ødipus forbindes byens ulykke med drabssagen og dens opklaring. Skeln mellem urenhed, bevidst skyld og ansvar, og undersøg hvilken form for renselse eller genoprettelse teksten kræver.

Mimesis: “Efterligning”, betegnelsen for, at kunsten gengiver eller efterligner virkeligheden. Et begreb opfattet forskelligt af Platon og Aristoteles: for Platon er kunst (fx tragedier) en ringe efterligning af den allerede ufuldkomne sanseverden. Dermed bliver kunst to led fjern fra idéerne, og for Platon er kunsten som mimesis derfor problematisk. For Aristoteles er mimesis derimod tragediens kerne: ved at efterligne menneskelig handling kan tragedien fremkalde katharsis.

Peripeti: Peripeti er et omslag i handlingen, hvor forløbet vender til det modsatte af det forventede. I Poetikken, 1452a, bruger Aristoteles budbringeren fra Korinth i Kong Ødipus som eksempel: Budbringeren vil berolige Ødipus, men oplysningerne om hans oprindelse fører i stedet mod afsløringen af hans ulykke. Peripeti kan hænge sammen med anagnorisis, genkendelse eller erkendelse, men ordene betegner henholdsvis omslaget og den nye indsigt.

Rapsode: En rapsode er en professionel fremfører af episke digte, især de homeriske eposer. I klassisk tid optrådte rapsoder blandt andet ved konkurrencer og reciterede og fortolkede digtene for et publikum. En aoidos er derimod en sanger, som i Homer kan ledsage sin sang med et strengeinstrument. Demodokos i Odysseen er en aoidos. Mundtlig digtning og senere rapsodisk fremførelse hænger historisk sammen, men betegnelserne er ikke udskiftelige. Platons Ion giver et eksempel på en rapsode, der fremfører og udlægger Homer.

Timé: Ydre ære og status, den anerkendelse, helten får af andre. Det er typisk hædersgaver eller andre synlige tegn på status. Sammen med kleos (berømmelse) og areté (bedsthed) den drivkraft, der får eposets helte til at handle. Striden mellem Achilleus og Agamemnon i Iliadens 1. sang handler præcis om timé: Agamemnon krænker Achilleus’ ære ved at tage Briseis (hædersgave) fra ham, og det er denne krænkelse, der udløser hele handlingen.

Tragedie: En græsk tragedie er et drama, som blev fremført i religiøse og konkurrencemæssige sammenhænge, især ved Dionysosfesterne i Athen. Den behandler ofte alvorlige konflikter mellem mennesker, familie, fællesskab og guder. En ulykkelig slutning er almindelig, men ikke et krav i alle bevarede tragedier. Euripides’ Ifigenia i Tauris viser eksempelvis en redning. Genre, konflikt og fremførelsesform er vigtigere end én fast slutformel.

Tragisk helt: En tragisk helt er en central person i et drama, hvis valg, viden eller situation indgår i en alvorlig konflikt. Aristoteles beskriver i Poetikken, kapitel 13, en foretrukken type, som rammes gennem hamartia snarere end ren ondskab. Det er en teori om en stærk tragisk handling, ikke en udtømmende regel for alle tragediefigurer. Undersøg personens handlinger og muligheder før du bruger en fast model.

Xenia / Gæstevenskab: Xenia er et gensidigt forhold af gæstfrihed og gæstevenskab mellem en vært og en gæst. Zeus forbindes med beskyttelsen af den fremmede. I Odysseen er modtagelsen af gæster vigtig for handlingen. Bejlernes misbrug af Odysseus’ hus indgår blandt de overgreb, som han selv fremhæver før drabet på dem i sang 22. Det er en begrundelse i denne fortælling, ikke en fast regel om, at enhver krænkelse af xenia nødvendigvis fører til døden. Vis både værtens og gæstens handlinger og tekstens vurdering.

Mytologi og religion

Hybris: Hybris kan betyde overgreb, krænkelse eller overmod. Begrebet handler om at overskride en grænse for, hvordan man må behandle andre mennesker eller guder. En voldelig ydmygelse kan derfor være hybris, også uden at gerningspersonen siger, at han er bedre end en gud. I nogle fortællinger forbindes hybris med guddommelig gengældelse, nemesis. Det er en fortolkningsmulighed, ikke en naturlov, der forklarer enhver ulykke i græsk litteratur. Vis den konkrete krænkelse og tekstens reaktion, før du bruger begrebet.

Moira: Moira betyder en tildelt del eller lod og bruges om skæbne. Fatum er et beslægtet latinsk begreb. Forholdet mellem skæbne, gudernes vilje og menneskets valg varierer mellem tekster. I Iliaden, sang 9, vers 410-416, beskriver Achilleus to mulige livsforløb: et langt liv hjemme eller et kort liv med varigt ry ved Troja. Fortællingen giver derfor også plads til valg og tøven. De tre skæbnegudinder, moirerne, fremstilles traditionelt som Klotho, der spinder, Lachesis, der tildeler, og Atropos, der afslutter livstråden. Denne personifikation er ikke en ensartet lære i alle antikke værker.

Myte / Mythos: Mythos betyder fortælling og kan bruges om en beretning om guder, helte eller menneskeliv. Myter kan forklare en ordning, rejse et moralsk spørgsmål eller bruges som led i filosofi. Platon anvender også myter. Modsætningen mythos og logos er derfor ikke en simpel udvikling, hvor tænkende mennesker holder op med at bruge fortællinger.

Nemesis: Nemesis betegner blandt andet indignation og gengældelse og er også navnet på en gudinde. Begrebet kan bruges om en reaktion på overgreb eller ufortjent fremgang. Hos Hesiod er gudinden datter af Nyx, Natten, i Theogonien, vers 223. Hybris og nemesis kan hænge sammen i en fortælling, men alle tab eller dødsfald er ikke dermed straf for en persons overmod. Undersøg, hvem teksten tillægger ansvaret, og om den overhovedet fremstiller forløbet som retfærdig gengældelse.

Olympiske guder: De tolv øverste guder i den græske mytologi, der bor på bjerget Olympen i det nordlige Grækenland. Zeus er Olympens konge og dermed alle guders hersker, og Hera er Olympens dronning. Ud over Zeus og Hera er de øvrige olympiske guder: Afrodite, Apollon, Ares, Artemis, Athene, Demeter, Hefaistos, Hermes og Poseidon samt enten Dionysos (eller Hestia). De er antropomorfe, dvs. de ligner mennesker, har menneskelige egenskaber og blander sig i menneskelivet, særligt i eposet: i Iliaden og Odysseen er de aktive deltagere, der tager parti, redder/dræber helte og påvirker udfaldet af slag.

Oraklet i Delfi: Oraklet i Delfi var en helligdom for guden Apollon, hvor man kunne spørge guden om spådomme og råd. Oraklet havde enorm politisk betydning i antikken, fordi bystaterne ofte spurgte oraklet til råds, når de var i tvivl om en politisk beslutning, fx om de skulle gå i krig. Præstinden Pythia gik i trance og leverede gudens svar, ofte i dunkle, tvetydige formuleringer, der skulle tydes.

Polyteisme: “Mange guder”. Betegnelse for den opfattelse, at der eksisterer mange guder, som man tilbeder. Den religionsform, antikkens græske og romerske kultur bygger på. Hver gud har sit ansvarsområde, og man dyrker forskellige guder ved forskellige lejligheder. Modstykket er monoteisme (fx kristendom, jødedom, islam).

Retorik

Appelformer: Samlebegrebet for de tre måder, en taler kan overbevise sit publikum: etos (troværdighed), logos (argumenter) og patos (følelser).

Etos: Den appelform, der bygger på talerens troværdighed og karakter. Når Perikles taler i sin gravtale, virker han overbevisende, fordi han er Athens leder og har erfaring. Det er hans etos. Talerens etos kan også opbygges undervejs i talen, gennem ordvalg, faglig viden og personlig tone.

Logos: Logos kan betyde ord, tale, redegørelse, argument, fornuft eller orden. Betydningen skifter mellem tekster. Som modsætning til mythos bruges logos ofte om en begrundet forklaring, men antikke forfattere kan bruge fortælling og argumentation sammen. Hos stoikerne betegner logos også den fornuftige orden, der gennemtrænger verden.

Patos: Den appelform, der appellerer til modtagernes følelser, fx sorg, vrede, frygt, stolthed. Patos kan vække stærke følelser og kan derfor være meget effektiv, men også manipulerende.

Personer

Alexander den Store: 356-323 f.Kr. Makedonsk konge og feltherre, der erobrede Perserriget og det østlige middelhavsområde. Hans erobringer spredte græsk kultur over et enormt område og indledte hellenismen (perioden efter klassisk tid). Elev af Aristoteles. Hans død i 323 f.Kr. markerer afslutningen på klassisk tid.

Aristoteles: 384-322 f.Kr. Græsk filosof, elev af Platon og lærer for Alexander den Store. En af antikkens mest indflydelsesrige tænkere. Lagde grunden til vestlig videnskab, filosofi, tragedieteori og retorik. Ophavsmand til mange analysebegreber, fx mimesis, katharsis, hamartia, peripeti (tragedien) og appelformerne logos, etos, patos (retorikken).

Homer: Det homeriske spørgsmål handler om Iliadens og Odysseens tilblivelse, forfatterskab og overlevering. Den antikke tradition tilskriver dem Homer. Forskningen undersøger blandt andet forholdet mellem mundtlig digtning, gentagne formler og de senere skrevne tekster. Det er ikke afgjort ved blot at vælge mellem én forfatter og mange forfattere. Man kan heller ikke fastslå, at Homer selv skrev digtene ned. Hold traditionens fortælling om Homer adskilt fra de forskellige forskningshypoteser.

Perikles: Perikles, ca. 495-429 f.Kr., var en ledende athensk politiker og strateg. Han forbindes med Athens demokrati, stormagtspolitik og byggerier på Akropolis. Den peloponnesiske krig begyndte i 431 f.Kr. Gravtalen hos Thukydid, bog 2, knyttes til krigens første faldne og vinteren 431/430; den er forfatterens gengivelse, ikke et ordret referat. Perikles døde under pestperioden i 429.

Platon: 427-347 f.Kr. Sokrates’ vigtigste elev og selv én af antikkens største filosoffer. Skrev en lang række dialoger, hvor Sokrates er hovedperson, og oprettede filosofiskolen Akademiet i Athen. Hovedidéer: idélæren (idé, episteme vs. doxa), hulelignelsen og kritikken af kunsten som mimesis. Platons tænkning er kendt som platonisme. Aristoteles var hans elev.

Sofokles: Ca. 495-406 f.Kr. Centrale tragediedigter. Levede i Athen og deltog aktivt i det politiske liv. Sofokles var en fornyer af tragedien som genre ved at indføre en tredje skuespiller, mod før kun to, og ved at indføre scenedekoration. Hans mest kendte tragedier i dag er Antigone og Kong Ødipus .

Sokrates: 469-399 f.Kr. Filosof i Athen, lærer for Platon. Skrev intet selv; vi kender ham primært gennem Platons dialoger og Xenofons skrifter. Sokrates gik rundt i Athen og talte med folk om grundlæggende spørgsmål, som fx hvad er det gode? Han samlede en stor flok af tilhængere om sig, men fik også fjender, da han udfordrede autoriteter og afslørede deres manglende viden. I 399 f.Kr. blev han dødsdømt for at fordærve ungdommen og for at indføre nye guddomme.

Stednavne

Akropolis: Athens “by på højen” og religiøse centrum, hvor de vigtigste templer ligger, herunder Parthenon. Også en generel betegnelse for det hellige højdeområde i en hvilken som helst græsk polis, men i daglig tale = Athens Akropolis.

Athen: Athen er en græsk polis i Attika, kendt for blandt andet demokrati, Akropolis, teater og filosofi. Efter perserkrigene blev byen en sømagt. Athen tabte den peloponnesiske krig til Sparta i 404 f.Kr.; nederlaget ved Aigospotamoi i 405 var et afgørende skridt forinden. Skeln derfor mellem det militære slag og byens overgivelse. Demokratiske institutioner blev senere genoprettet efter De Tredive.

Delfi: Helligsted for Apollon på det græske fastland med antikkens vigtigste orakel (jf. Oraklet i Delfi).

Olympen: Et bjerg i det nordlige Grækenland, de tolv øverste guders bolig, heraf navnet olympiske guder. Skal ikke forveksles med Olympia på Peloponnes, hvor de olympiske lege blev afholdt.

Peloponnes: Den store halvø i det sydlige Grækenland. Her ligger bl.a. Sparta, Mykene, Argos og Olympia.

Sparta: Sparta var en polis på Peloponnes, kendt for sin militære organisering, sine to konger, de fuldgyldige spartiater og de underlagte heloter. Dens samfund og institutioner ændrede sig gennem tiden. Sparta vandt den peloponnesiske krig mod Athen i 404 f.Kr., men var ikke uafbrudt dominerende i den græske verden.

Prøv i din egen læsning

Vælg ét begreb og find et sted i din tekst, hvor det hjælper. Sæt først ord på handlingen uden fagord. Forklar dernæst, hvad begrebet præciserer, og prøv en anden passage uden den støtte. Et ord som hybris er først en forklaring, når du viser krænkelsen.