Filosofi

På denne side forklarer vi kort om de vigtigste begreber inden for antikkens filosofi. Du kan finde info om de vigtigste filosoffer på siden om personer fra antikken.

Anamnese / Anamnesis

Hos Platon er anamnesis sjælens måde at erkende på. Det sker ved, at sjælen gen-erindrer (an-nammer) sandheder fra tidligere liv eller fra de evige idéers verden. Mneskein betyder ‘at erindre’.

Andreia

Andreia betyder mod eller tapperhed og er beslægtet med anēr, mand. Det græske ord for mand er ikke andreia. Begrebet kan handle om kampmod, men hos Platon undersøges også, hvad det vil sige at være modig på grundlag af viden. Se på handling, begrundelse og risiko, når du bruger ordet.

Animus

Animus er et latinsk ord for sind, ånd eller sjæl og kan også betegne sindelag, mod eller hensigt. Betydningen afhænger af teksten. Det beslægtede anima bruges blandt andet om livsånde og sjæl. Brug ikke ordet som én fast teknisk definition på tværs af alle romerske forfattere.

Apollinsk / Apollinske livssyn

Apollinsk er en moderne fortolkningsbetegnelse, især kendt fra Friedrich Nietzsche, for form, klarhed, orden og afgrænsning. Betegnelsen er inspireret af Apollon. Den kan bruges som analysegreb, men må ikke fremstilles som et livssyn, alle oldtidens grækere selv kaldte apollinsk. Undersøg de konkrete træk i teksten eller værket og forklar, at du bruger en senere teori.

Aporia

Rådvildhed/tvivl. Aporía er en tilstand Sokrates’ samtalepartnere bringes i, efter han har overbevist dem om, at deres mening (doxa) ikke holder. Nogle af dialogerne ender i denne tilstand.

Arche

Betyder ‘oprindelse’, ‘begyndelse’, ‘grundlag’ eller ‘årsag’. I filosofi er det ofte en betegnelse for et grundprincip, enten ‘årsag’ som begreb i sig selv eller det grundlag for filosofien, som ikke kan bevises. Hos førsokratikerne betyder ordet ‘urstof’.

Areté

Areté betyder fremragende kunnen, dygtighed eller dyd. Betydningen afhænger af, hvem eller hvad ordet bruges om. En kriger kan vise areté i kamp, mens en taler kan vise dygtighed i at tale. Hos Platon bliver spørgsmålet om menneskets og sjælens gode egenskaber centralt. Areté er således ikke altid det samme som militært mod, og man skal ikke uden videre indsætte én fast liste af dyder i enhver tekst. Forklar først den funktion og den målestok, som den konkrete tekst fremhæver.

Determinisme

Determinisme er opfattelsen af, at hændelser er bestemt af forudgående forhold og årsager. Påstanden er stærkere end blot, at hændelser har en årsag. Stoikerne forbandt en sammenhængende årsagsorden med menneskets ansvar: Vores vurderinger og handlinger er selv medvirkende årsager. Determinisme skal derfor skelnes fra fatalisme, hvor udfaldet tænkes at indtræffe uanset, hvad man gør.

Dialektik / Dialektisk metode

Dialektik er undersøgelse gennem samtale, spørgsmål og argumenter. I mange sokratiske dialoger afprøves en definition ved at undersøge dens følger og finde modsigelser. Hos Platon kan dialektik også betegne en mere omfattende undersøgelse af begreber og deres sammenhænge. Det er derfor ikke bare navnet på en bestemt spørgeteknik eller på enhver samtale.

Dialog / Sokratisk dialog

Platon skrev efter Sokrates’ død en række filosofiske dialoger, hvor Sokrates er hovedpersonen. Derfor kaldes de også sokratiske dialoger. I disse dialoger fører Sokrates en samtale med en dialogpartner, som vedvarende udspørges om et filosofisk emne. På den måde fører dialogen frem mod større erkendelse.

Dikaiosyne

Dikaiosyne betyder retfærdighed. I Platons Staten, bog 4, undersøges retfærdighed som en bestemt orden i byen og i sjælen, hvor delene varetager deres opgaver. Begrebet skal forklares gennem dialogens argumenter og kan ikke reduceres til én egenskab, som virker ens i alle græske tekster. Skeln mellem at kalde en handling retfærdig og at begrunde, hvilken målestok vurderingen bygger på.

Dionysisk / Dionysiske livssyn

Dionysisk bruges i moderne fortolkning, især hos Friedrich Nietzsche, om rus, overskridelse og opløsning af individets afgrænsning. Betegnelsen er inspireret af Dionysos og hans kult. Den moderne modsætning mellem apollinsk og dionysisk er et analysegreb, ikke en samlet antik troslære. Skeln derfor mellem kildens egen omtale af Dionysos og den senere teori, du anvender.

Doxa / Doksa

Doxa er en mening eller antagelse. Den kan være sand eller falsk. Hos Platon skelnes den ofte fra episteme, viden. I Menon, 97a-98a, kan en sand mening lede en person rigtigt, selv om personen ikke kan begrunde den som viden. Doxa er derfor ikke blot et andet ord for en forkert eller tilfældig påstand. Spørg både, om udsagnet er rigtigt, og hvilket grundlag personen har for det.

Dualisme / Platons dualisme

Dualisme er en form for filosofisk tænkning, der grundlæggende går ind for, at virkeligheden er delt i to dele (duo = to, dualis = dobbelt på latin). Platons filosofi er dualistisk, fordi den opfatter virkeligheden som delt i fænomenernes verden, som er den fysiske verden, vi sanser, og idéernes verden, der er den åndelige verden.

Dyder

Dyder er egenskaber, der gør en person god eller duelig efter en bestemt målestok. Platon diskuterer i Staten, bog 4, især visdom, mod, besindighed og retfærdighed. De kaldes senere kardinaldyder. Listen er vigtig i denne sammenhæng, men ikke en fælles, fuldstændig lov for alle græske forfattere. I romerske tekster kan blandt andet virtus, fides og pietas være centrale. Pietas omfatter forpligtelser over for guder, familie og fællesskab; det er mere end religiøs tro.

Elenchos / Elenkos

Gendrivelse, særligt i de sokratiske dialoger. Sokrates gendriver (modbeviser) samtalepartnerens opfattelse af et emne, ofte ved at samtalepartnerens argumenter vendes imod ham selv. På den måde indser samtalepartneren, at hans opfattelse af emnet ikke er sand.

Epikuræisme

Epikuræisme er den filosofiske skole efter Epikur, der levede 341-270 f.Kr. Målet er et godt liv med nydelse forstået som blandt andet fravær af legemlig smerte og sjælelig uro, ikke ubegrænset forbrug. Venskab, enkle behov og undersøgelse af frygt er centrale. Epikur virkede i hellenistisk tid; skolen fortsatte ind i romersk tid, blandt andet hos Lukrets.

Episteme

Episteme betyder viden eller erkendelse. Hos Platon undersøges forskellen mellem at mene noget og at vide det, men dialogerne giver ikke én enkel definition, som gælder uændret overalt. I Menon, 97a-98a, forbindes viden med en begrundelse, der fastholder en sand mening. Når du bruger begrebet, skal du forklare, hvordan personen begrunder sin indsigt i netop den tekst, du læser. Idélæren er relevant i nogle dialoger; den er ikke en genvej til at forklare alle udsagn.

Epistemologi

Læren om erkendelse. Den del af filosofien, som handler om, hvordan vi kan erkende og nå frem til sikker viden (episteme).

Eros

En græsk gud for kærlighed og forelskelse, men også et filosofisk begreb. Hos Platon/Sokrates er eros lig med begæret efter det skønne og det gode. Eros kan også i psykologien betyde livsdriften som modsætning til Thanatos, der er dødsdriften.

Etik

En gren af filosofien, som handler om, hvordan vi bør handle, og hvad det vil sige at være et godt og retfærdigt menneske. Etik som filosofisk disciplin stiller grundlæggende spørgsmålet om, hvad det vil sige at handle på en rigtig/god måde og på en forkert/ond måde.

Eudaimonia

Lykke eller det højeste gode. Bogstaveligt betyder ordet noget i retningen af “god-åndethed” (eu-daimonia). Begrebet spiller en central rolle hos filosofferne Aristoteles og Platon, der opfattede eudaimonia som det højeste menneskelige mål. Ifølge Sokrates er eudaimonia lig med det at besidde den fuldkomne dyd (areté) og viden.

Eunomia

Staten som ledes af gode love (eu-nomia betyder ‘gode-love’ eller ‘god-orden’). Eunomia er også en gudinde, der personificerer den gode statslige orden.

Fatalisme

Fatalisme er opfattelsen af, at et bestemt udfald vil indtræffe uanset, hvilke handlinger man foretager sig. Det skal skelnes fra determinisme, hvor handlinger og vurderinger selv indgår i årsagsforløbet. Stoikerne forsvarer en årsagsorden og forsøger samtidig at fastholde ansvar; deres position er derfor ikke blot et påbud om at opgive alle forsøg på at handle. Undersøg, om teksten siger, at handlingen er bestemt gennem årsager, eller at handlingen slet ikke kan påvirke udfaldet.

Filosofi

Filosofi kommer af græske ord for kærlighed og visdom og betyder kærlighed til visdom. I antikken undersøger filosoffer blandt andet natur, viden, et godt liv og det politiske fællesskab. De har ikke én fælles lære. Når du møder en filosofisk tekst, skal du finde dens spørgsmål, argumenter og mulige indvendinger frem for kun at lære forfatterens navn.

Fysis / Physis

Fysis betyder natur og kan betegne en tings væsen eller det, der opstår og udvikler sig af sig selv. I diskussionen om fysis og nomos skelnes mellem det naturlige og det vedtagne eller sædvanebestemte. Fysis betyder ikke altid en guddommelig lov. Betydningen skal bestemmes ud fra den enkelte filosof og diskussion.

Fænomen

Et fænomen er hos Platon en konkret ting i den fysiske verden eller et konkret begreb, sådan som vi bruger det til daglig. Bag hvert fænomen findes en idé, som er det egentligt værende. Fænomenerne er en slags uperfekte udgaver af de perfekte idéer.

Fænomenernes verden

Et centralt begreb i Platons filosofi. Den verden, vi oplever med sanserne, dvs. de fænomener vi sanser. Her kan vi ikke opnå sikker viden om noget, fordi fænomenerne ændrer sig, og vores sanser snyder os, ifølge Platon/Sokrates. Står i modsætning til idéernes verden.

Førsokratikerne

Førsokratikerne er en senere betegnelse for tidlige græske tænkere som Thales, Anaximander, Heraklit og Demokrit. Flere levede samtidig med Sokrates eller efter hans fødsel. Navnet betegner derfor især en gruppe og tradition, der undersøger natur, forandring og verdens grundlag; det er ikke en præcis tidsgrænse før alle Sokrates’ aktiviteter.

Hulebilledet / Hulelignelsen

En berømt passage i Platons værk Staten. Her sammenlignes det at opdage idéernes verden med at være en fange i en hule, som aldrig har kendt til andet end hulen og skyggerne i hulen, men som så opdager solens lys og for første gang kommer op i friheden.

Idé / Idea

En ide er hos Platon en evig, perfekt ‘form’, som findes i en usynlig virkelighed bag den fysiske virkelighed. Idéen kan kun opfattes med fornuften. Fx idéen om den perfekte seng eller idéen om perfekt retfærdighed. På græsk er ordet idea, som betyder form.

Ideernes verden

Den dybest set virkelige verden, hvor idéerne har hjemme, og som vi kun kan nå med tænkningen,  ifølge Platon/Sokrates. I denne verden kan sikker erkendelse opnås, fordi idéerne står fast og ikke ændrer sig, sådan som fænomenerne gør. Står i modsætning til fænomenernes verden. Idéerne kaldes også former.

Ironi

Det at mene det modsatte af (eller i hvert fald noget noget andet end), hvad man siger. Sokratisk ironi vil sige, at spørgeren (Sokrates) lader som om, han ikke har nogen viden om det, han spørger om.

Kardinaldyder

Dyder er egenskaber, der gør en person god eller duelig efter en bestemt målestok. Platon diskuterer i Staten, bog 4, især visdom, mod, besindighed og retfærdighed. De kaldes senere kardinaldyder. Listen er vigtig i denne sammenhæng, men ikke en fælles, fuldstændig lov for alle græske forfattere. I romerske tekster kan blandt andet virtus, fides og pietas være centrale. Pietas omfatter forpligtelser over for guder, familie og fællesskab; det er mere end religiøs tro.

Logos

Logos kan betyde ord, tale, redegørelse, argument, fornuft eller orden. Betydningen skifter mellem tekster. Som modsætning til mythos bruges logos ofte om en begrundet forklaring, men antikke forfattere kan bruge fortælling og argumentation sammen. Hos stoikerne betegner logos også den fornuftige orden, der gennemtrænger verden.

Maieutik / Majeutik

Maieutik er jordemoderkunst. I Platons Theaitetos, 150b-151d, sammenligner Sokrates sin samtale med at hjælpe andre med at føde tanker og afprøve, om de holder. Det er ikke blot at fortælle dem facit. Metaforen skal skelnes fra anamnese, gen-erindring, som undersøges i andre dialoger. Spørgsmål kan afdække en fejl eller ende i aporia uden at give et endeligt svar.

Mimesis

Efterligning. Ifølge Platon er mimesis selve kunstens væsen. Al kunst er i bund og grund en form for mimesis, men det er en efterligning af fænomenerne, som i sig selv er efterligning af idéerne. Kunsten er altså en efterligning af en efterligning, og derfor er mimesis-begrebet hos Platon en nedvurdering af kunsten.

Mimesis er ifølge Aristoteles kernen i tragediedigtningen. I Poetikken angiver han, at tragedien efterligner (mimer) menneskets adfærd og lidelse. Efterligningen bevirker, at publikum kan leve sig ind i handlingen og opnå en katharsis-effekt. Hos Aristoteles opfattes mimesis som en grundlæggende og vigtig menneskelig evne.

Mythos / Mytos

Mythos betyder fortælling og kan bruges om en beretning om guder, helte eller menneskeliv. Myter kan forklare en ordning, rejse et moralsk spørgsmål eller bruges som led i filosofi. Platon anvender også myter. Modsætningen mythos og logos er derfor ikke en simpel udvikling, hvor tænkende mennesker holder op med at bruge fortællinger.

Naturfilosofi / Naturfilosofferne

Den tidligste del af græsk filosofi, som begynder i 600-tallet f.Kr. og varer frem til ca. år 400 f.Kr. Naturfilosofferne ville forklare verden og naturens sammenhænge vha. fornuften og årsagsforklaringer, ikke gennem mytiske fortællinger om guder og helte. På den måde er naturfilosofien det første vigtige skridt i overgangen fra en mytisk til en logisk måde at forklare verden på. Se også logos og mythos.

Nomos

Nomos betyder blandt andet lov, skik eller vedtægt. I modsætningen fysis og nomos undersøges, hvad der følger af naturen, og hvad mennesker har fastsat. En nomos kan opleves som religiøst forpligtende, men betydningen er ikke altid guddommelig lov. Forskellige sofister og filosoffer giver forskellige svar på, hvilke regler der er retfærdige.

Ontologi

Den del af filosofien, som handler om væren og det værende. Ontologien undersøger, hvad det vil sige, at noget har eksistens, og på hvilke måder noget kan være til.

Paideia

Paideia betegner opdragelse, uddannelse og dannelse. I den græske verden kunne den omfatte læsning, digtning, musik, fysisk træning og senere retorik og filosofi. Indhold og adgang varierede efter sted, tid, køn og social position. Et gymnasion er en institution for fysisk træning og andre aktiviteter, ikke blot det antikke ord for en skole, alle børn gik i.

Platonisme

Den filosofiske retning, der er opkaldt efter Platon, og som indeholder hans tænkning. I platonismen er det centrale en dualistisk skelnen mellem fænomenernes verden, hvor vi sanser de skiftende fænomener uden at få nogen sikker viden om dem, og idéernes verden, hvor filosoffen kan opnå indsigt i de evige idéer, som er bag ethvert fænomen. I de første århundreder var platonismen knyttet til Akademiet i Athen, som var en filosofisk skole, stiftet af Platon.

Ratio

Fornuft (på latin). Kan også betyde menneskets evne til at erkende med fornuften. Betyder delvist det samme som det græske ord logos.

Relativisme

Relativisme betegner synspunkter, hvor sandhed, værdi eller ret afhænger af en bestemt målestok, person eller kultur. Det betyder ikke nødvendigvis, at intet overhovedet kan være sandt. Protagoras’ udsagn om mennesket som målestok har givet anledning til forskellige fortolkninger. Det er heller ikke belæg for at kalde alle sofister relativister.

Sofia

Betyder visdom eller viden og er én af de fire klassiske dyder. Hos Platon/Sokrates får sofia betydningen af at erkende de evige idéer.

Sofisterne

Sofisterne var forskellige lærere og intellektuelle, der især i 400-tallet f.Kr. tilbød undervisning mod betaling, blandt andet i retorik, politik, sprog og argumentation. De udgjorde ikke én skole med en fælles lære. Platon kritiserer flere sofister, men hans kritik er også en bestemt parts fremstilling. Man bør derfor ikke definere dem alle som mennesker, der var ligeglade med sandheden. Protagoras, Gorgias og Hippias har forskellige interesser og argumenter. Se på den enkelte taler eller tekst, når du undersøger sandhed, overtalelse og forholdet mellem natur og vedtægt.

Sofrosyne / Sophrosyne

Sofrosyne betyder mådeholdenhed eller selvbeherskelse. Det er et vigtigt begreb i oldgræsk tænkning og kultur, hvor det er en af de fire klassiske dyder. Både i tragedier og Homers eposser går det ofte galt, fordi hovedpersonen mangler sofrosyne. Hos Platon er sofrosyne også en vigtig egenskab, som karakteriserer et godt og ordentligt menneske. Inden for politik var mådehold og selvbeherskelse særligt vigtigt.

Sokratisk ironi

Sokratisk ironi vil sige, at spørgeren (Sokrates) lader som om, han ikke har nogen viden om det, han spørger om. Normal er ironi at mene det modsatte af (eller noget andet end), hvad man siger.

Sokratisk metode

Sokratisk metode betegner en undersøgende samtale, hvor spørgsmål afprøver definitioner, begrundelser og mulige modsigelser. I Platons dialoger kan samtalen føre til større klarhed eller til aporia: erkendelsen af, at spørgsmålet endnu ikke er løst. Den garanterer ikke en færdig definition. I Theaitetos, 149a-151d, sammenlignes Sokrates med en jordemoder, som hjælper andre med at frembringe og afprøve tanker; dette billede kaldes maieutik. Det skal skelnes fra anamnesis, generindring, som blandt andet undersøges i Menon, 81a-86c. Undersøg derfor den konkrete dialogs spørgsmål og resultat frem for at antage, at al viden blot skal hentes frem fra sjælen.

Stoicisme / Stoisk filosofi

Stoicismen blev grundlagt af Zenon fra Kition omkring 300 f.Kr. og blev videreudviklet af græske og romerske tænkere. Det gode liv knyttes til dyd og til at leve i overensstemmelse med naturens fornuftige orden. Rigdom og helbred er ikke i sig selv moralske goder, men kan være foretrukne. Stoikeren skal arbejde med sine vurderinger og handle ansvarligt, også i fællesskabet. Accept af det uafvendelige er ikke et påbud om passivitet. Stoisk determinisme giver en rolle til menneskets eget samtykke og karakter som årsager til handling.

Stoisk ro

Stoisk ro er en moderne betegnelse for den besindighed, der kan følge af at arbejde med sine vurderinger og skelne mellem egne handlinger og forhold, man ikke råder over. Det betyder ikke følelsesløshed eller ligegyldighed over for andre. En stoisk læsning bør spørge, hvad personen kan gøre ansvarligt, og hvad personen må acceptere uden at gøre det til målestok for sin moralske værdi.

Syllogisme

En form for logisk slutning og argumentation, bl.a. i Aristoteles’ filosofi.

Sammenlign de konkrete træk

Spørgsmål	Doxa	Episteme
Kan udsagnet være sandt?	Ja, en mening kan være sand.	Ja, viden kræver sandhed i den diskussion.
Hvad skal jeg undersøge?	Hvad personen mener, og hvorfor.	Hvordan indsigt begrundes og afprøves.

Prøv i din egen læsning

Find en påstand i den filosofiske tekst. Skriv med egne ord, hvad personen hævder, hvilke grunde der gives, og hvad en indvending kunne være. Brug derefter et begreb fra opslaget til at forklare en præcis forskel. Prøv til sidst et nyt argument uden spørgsmålene.