Personer
Slå antikkens personer og forfattere op, og skeln mellem historiske oplysninger, mytiske fortællinger og kildernes egne fremstillinger.
På denne side
- Achilleus
- Agamemnon
- Aischylos
- Alexander den Store
- Alkibiades
- Antifon
- Antigone
- Antonius (Marcus Antonius)
- Aristofanes
- Aristoteles
- Augustus (Octavian)
- Catilina
- Catul
- Cicero
- Cæsar (Julius Cæsar)
- Dante
- Demosthenes
- Dido
- Diotima
- Empedokles
- Epikur
- Euklid (fra Alexandria)
- Euripides
- Fidias
- Filoktet
- Gorgias
- Helene / Helena
- Hektor
- Herakles / Herkules
- Heraklit
- Herodot
- Hesiod
- Hippokrates
- Homer
- Horats
- Ikaros / Icarus
- Isokrates
- Jason
- Kleisthenes
- Kleopatra
- Kroisos
- Leonidas
- Livius / Titus Livius
- Lukrets
- Lysias
- Medea
- Menelaos
- Narcissus / Narcissos
- Nausikaa
- Nero
- Odysseus
- Orfeus
- Ovid
- Paris
- Patroklos
- Pausanias
- Perikles
- Perseus
- Platon
- Praxiteles
- Priamos
- Protagoras
- Pythagoras
- Pythia
- Romulus og Remus
- Sallust
- Sapfo / Sappho
- Seneca
- Sofokles
- Sokrates
- Solon
- Tacitus
- Teiresias
- Telemachos
- Thales
- Theseus
- Thukydid
- Vergil
- Xenofon
- Xerxes
- Zenon fra Kition
- Æneas
- Ødipus
- Prøv i din egen læsning
Her finder du en kort beskrivelse af personer, som du kan støde på i faget Oldtidskundskab. Vi har både historiske personer fra antikken og mytologiske personer med.
Achilleus
Den stærkeste græske helt i den trojanske krig og en af hovedpersonerne i Iliaden. Achilleus er halvgud, for hans mor er havnymfen Thetis, mens hans far er kong Peleus af Fthia i Grækenland.
Agamemnon
Konge af Mykene og Argos og grækernes øverste leder i den trojanske krig. Mykene var den vigtigste græske by i mykensk bronzealder, hvor man forestillede sig, at Iliaden foregik.
Aischylos
Ca. 524-456 f.Kr. Den ældste af de tre græske tragediedigtere, der er bevaret tragedier af. Levede i Athen og deltog i perserkrigene. Aischylos skrev over 70 tragedier, hvoraf syv er bevaret. Hans tragedier indeholder et forholdsvis traditionelt livssyn.
Alexander den Store
356-323 f.Kr. Makedonsk konge og feltherre, som erobrede Perserriget og hele det østlige middelhavsområde. Et enormt rige fra Makedonien i nordvest til Indusfloden i sydøst (grænsen til Indien). Pga. Alexanders erobringer blev dette store område efterfølgende domineret af græsk kultur, og hellenismen blev dermed indledt. Alexander var søn af Filip 2, og havde Aristoteles som lærer.
Alkibiades
450-404 f.Kr. Græsk politiker, hærleder og en dygtig retoriker, som tilhørte kredsen omkring Sokrates i Athen, nevø til Perikles. Alkibiades skiftede flere gange side mellem Athen og Sparta under den peloponnesiske krig. Han var sandsynligvis medvirkende til, at Athen endte med at tabe krigen.
Antifon
Antifon fra Rhamnus, ca. 480-411 f.Kr., var en athensk taler og logograf, der skrev retstaler for andre og spillede en rolle i det oligarkiske kup i 411. Fragmenter om fysis og nomos tilskrives også en Antifon, ofte kaldt sofisten Antifon. Om de to er samme person, er omdiskuteret. Hold derfor den politiske taler og de filosofiske fragmenters forfatter adskilt, medmindre din kilde begrunder identifikationen.
Antigone
Datter af Ødipus og en central figur i den thebanske sagnkreds (se myterne om De syv mod Theben). Desuden hovedpersonen i Sofokles’ tragedie, Antigone. Antigone insisterer på at følge gudernes love, men straffes af sin onkel, kong Kreon, og ender med at begå selvmord.
Antonius (Marcus Antonius)
82-30 f.Kr. Romersk politiker og hærfører, som var en central del af magtkampen i Rom efter mordet på Cæsar. Han var Cæsars øverste general og deltog i erobringen af Gallien, 58-50 f.Kr. Efter Cæsars død stræbte Antonius efter at overtage og videreføre eneherredømmet i Rom. Han dannede en alliance med den ptolemæiske (egyptiske) herskerinde, Kleopatra. I en afgørende krig i 31 f.Kr. blev de besejret af Octavian (Augustus), som dermed vandt herredømmet over Romerriget. Antonius og Kleopatra begik selvmord året efter.
Aristofanes
Aristofanes, ca. 450-386 f.Kr., er en græsk komediedigter, hvorfra elleve hele komedier er bevaret. Han er den vigtigste fuldt bevarede repræsentant for den gamle attiske komedie. Han er ikke den eneste antikke græske komedieforfatter, der er bevaret hele værker af; senere ny komedie er blandt andet repræsenteret af Menander. Aristofanes kan bruge aktuelle personer og samfundsforhold som satirisk stof.
Aristoteles
384-322 f.Kr. Græsk filosof og videnskabsmand, elev af Platon og Alexander den stores lærer. Aristoteles har haft enorm indflydelse på europæisk filosofi, retorik, litteraturteori og videnskab. Hans værker, Fysikken, Metafysikken, Retorikken, Etikken og Poetikken, har været grundstof i al europæisk tænkning.
Augustus (Octavian)
63 f.Kr.-14 e.Kr. Den første romerske kejser, adoptivsøn af Julius Cæsar. I et søslag i år 31 f.Kr. overvandt han Marcus Antonius og Kleopatra, og dermed var vejen banet for, at Octavian kunne blive Romerrigets første enehersker i 27 f.Kr. Han tog navnet Augustus (den ophøjede). Tilnavnet Cæsar (efter Julius Cæsar) blev til titlen Kejser.
Catilina
Ca. 108-62 f.Kr. En romersk politiker, der forsøgte at begå et statskup gennem en politisk sammensværgelse i år 63 f.Kr. Kuppet blev opklaret og afværget af Cicero. Dette er kendt gennem Ciceros catilinariske taler og Sallusts historieskrivning.
Catul
Ca. 84-54 f.Kr. En romersk digter, der særligt tematiserede kærlighed og grænsen mellem det mandlige og det kvindelige.
Cicero
106-43 f.Kr. Romersk politiker, taler og filosof, som havde stor indflydelse i Rom. Der er bevaret mange af hans taler og andre værker. Han er bl.a. kendt for at have afsløret Catilinas sammensværgelse og kupforsøg i år 63 f.Kr. Mere om Cicero.
Cæsar (Julius Cæsar)
100-44 f.Kr. Romersk general og politiker, adoptivfar til Octavian (Augustus). Cæsar erobrede Gallien i nutidens Frankrig og blev den første diktator på livstid i Rom i år 44 f.Kr. Det udløste stor modstand, og han blev myrdet samme år. Men Cæsars bestræbelser på at tage magten blev forarbejdet til, at Rom efterfølgende blev et kejserdømme fra og med Augustus.
Dante
1265-1321 e.Kr. Dante levede i middelalderens Italien. Han er forfatter til det fiktive værk Den guddommelige komedie, hvor Dante rejser gennem Helvede, Skærsilden og Paradiset. På denne rejse møder han mange personer fra antikken.
Demosthenes
384-322 f.Kr. Levede i senklassisk tid i Athen, hvor han var taler og politiker. Demosthenes blev kendt som en meget dygtig taler. 13 af hans folketaler og 25 af hans retstaler er bevaret.
Dido
Dido, også kaldt Elissa, er dronning af Karthago i Æneiden. Æneas møder hende i bog 1; deres kærlighedsforløb og hans afrejse står især i centrum i bog 4. Da han forlader hende for at fortsætte mod Italien, tager hun sit liv. Konflikten kan undersøges som et møde mellem kærlighed, politisk ansvar og Æneas’ fremtidige opgave. Fortællerens og figurernes synspunkter skal holdes adskilt.
Diotima
I Platons dialog, Symposion, er Diotima en præstinde, der forklarer Sokrates om Eros’ sande væsen. Det er hendes ord, som gengives i det meste af Sokrates’ tale i Symposion.
Empedokles
Ca. 490-430 f.Kr. Græsk filosof, der er ophavsmand til elementlæren. Verden består af fire uforanderlige grundelementer: jord, vand, ild og luft. Det er gennem sammenblanding af disse fire elementer, at alting i verden opstår.
Empedokles’ filosofi forklarer, hvordan verden på én gang kan være i konstant forandring og alligevel grundlæggende være stabil og uforanderlig. De fire elementer er evige og bestandige, men de fremtræder kun i blandingsformer, som hele tiden sættes sammen og adskilles og dermed forandrer sig.
Epikur
341-270 f.Kr. Græsk filosof, som grundlagde epikuræismen, en af de filosofiske retninger fra hellenistisk tid. Han var født på øen Samos og blev som voksen statsborger i Athen, hvor han oprettede den epikuræiske skole.
Euklid (fra Alexandria)
Ca. 325-265 f.Kr. Græsk matematiker fra Alexandria i Egypten i hellenistisk tid. Han er særlig kendt for værket Elementer.
Euripides
Euripides, ca. 480-406 f.Kr., er en af de tre store attiske tragediedigtere, hvis værker er bevaret. Sytten bevarede tragedier regnes almindeligvis som hans; satyrspillet Kyklopen er også bevaret. Rhesos overlever under hans navn, men forfatterskabet er omdiskuteret. Hans dramaer kan udfordre kendte heltebilleder og sætte modstridende argumenter over for hinanden. Man skal ikke uden belæg gøre en figurs tale til forfatterens egen mening.
Fidias
480-430 f.Kr. Berømt billedhugger fra Athen, der bl.a. har stået for udsmykningen af Parthenontemplet og lavet Zeusstatuen i Olympia. Han stod i spidsen for nogle af de store byggerier i Athen, mens Perikles var den dominerende politiker i byen.
Filoktet
En græsk sagnhelt, der hjalp Herakles med at bygge sit ligbål. Som tak fik Filoktet Herakles’ bue og giftpile.
Gorgias
Ca. 480-380 f.Kr. Græsk retoriker fra Sicilien. Han rejste rundt som sofist og underviste folk i retorik og argumentationsteknikker.
Helene / Helena
I græsk mytologi den smukkeste kvinde i verden og årsagen til den trojanske krig. Helene er datter af Leda og Zeus og dermed halvgud. Oprindelig gift med Menelaos og dronning af Sparta i Grækenland. Men hun forførtes af den trojanske prins Paris, og det blev startskuddet til den trojanske krig.
Hektor
Trojanernes øverste hærleder og største helt i Iliaden. Hektor er den ældste søn af kong Priamos og dermed Trojas kronprins. Han fremstilles ofte som den ideelle mand: smuk, stærk, klog, modig og retfærdig. Da Achilleus jagter ham, må han dog give op og flygte.
Herakles / Herkules
En af de allermest populære græske sagnhelte, søn af Zeus og Alkmene og dermed en halvgud. Herakles er særlig kendt for de 12 arbejder, som kong Eurystheus satte ham til at udføre. De var regnet for umulige prøver, men Herakles klarede dem. På latin hedder han Herkules.
Heraklit
Heraklit fra Efesos, omkring 500 f.Kr., undersøger blandt andet forandring, modsætninger og logos. Hans værk kendes gennem fragmenter og senere gengivelser. Udtrykket panta rhei, alt flyder, bruges ofte som sammenfatning af hans tænkning, men er ikke et sikkert ordret citat fra et bevaret fragment. Se på det konkrete fragment, når du forklarer forholdet mellem forandring og orden.
Herodot
Ca. 485-425 f.Kr. Den første græske historieskriver, hvis værk har overlevet til i dag. Kendt som historiens fader og skrev værket Herodots historie, som handler om perserkrigene. Han er den første, der forsøger at bygge på fakta og kilder og finde årsagsforklaringer i historieskrivningen.
Hesiod
Hesiod er en græsk digter, som normalt placeres omkring 700 f.Kr., i overgangen mellem 700- og 600-tallet f.Kr. Theogonien fremstiller gudernes slægter og magtforhold, mens Værker og dage blandt andet handler om arbejde, retfærdighed og menneskeslægterne. Dateringen er omtrentligt udledt, ikke en sikkert dokumenteret fødselsdato.
Hippokrates
Ca. 460-370 f.Kr. En græsk læge fra Kos, der regnes som lægekunstens ophavsmand.
Homer
Det homeriske spørgsmål handler om Iliadens og Odysseens tilblivelse, forfatterskab og overlevering. Den antikke tradition tilskriver dem Homer. Forskningen undersøger blandt andet forholdet mellem mundtlig digtning, gentagne formler og de senere skrevne tekster. Det er ikke afgjort ved blot at vælge mellem én forfatter og mange forfattere. Man kan heller ikke fastslå, at Homer selv skrev digtene ned. Hold traditionens fortælling om Homer adskilt fra de forskellige forskningshypoteser.
Horats
65-8 f.Kr. En romersk digter, der bl.a. skrev oder (hyldestdigte) og en teori om digtekunsten, Ars poetica.
Ikaros / Icarus
En græsk sagnhelt, der flygtede fra kong Minos på Kreta på vinger af fjer og bivoks. Han fløj så langt op mod solen, at hans vinger smeltede, og han styrtede i havet.
Isokrates
Ca. 436-338 f.Kr. En græsk retoriker og lærer, elev af Gorgias. Han underviste i taleskrivning og blev kendt som fortaler for panhellenisme, dvs. at de græske bystater skulle stå sammen som en enhed.
Jason
Græsk sagnhelt, der var lederen af Argonautertogtet, som sejlede ud for at finde det gyldne skind. Med hjælp fra prinsessen og troldkvinden Medea lykkedes missionen.
Kleisthenes
Ca. 550-500 f.Kr. Politiker fra Athen, der med støtte fra folket i 507 f.Kr. fik gennemført nogle reformer, hvorved demokratiet blev indført i Athen. Magten blev flyttet til folkeforsamlingen og folkerådet (500-mandsrådet), hvorved almindelige borgere fik en stor del af den reelle magt.
Kleopatra
69-30 f.Kr. Herskerinde over det sidste af de tre hellenistiske riger, Ptolemæerriget (Egypten). Kleopatra dannede en alliance med den romerske hærleder Antonius, men i år 31. f.Kr. led de nederlag til Octavian (Augustus). Kleopatra og Antonius begik selvmord året efter.
Kroisos
Konge af Lydien (det vestlige Lilleasien/Tyrkiet) ca. 560-546 f.Kr. Kroisos er særlig kendt fra Herodots fremstilling af ham i værket Historia. Efter at have lidt nederlag til den persiske kong Kyros blev Kroisos rådgiver hos perserkongen. Kaldes også Krøsus.
Leonidas
Konge af Sparta, der i år 480 f.Kr. led døden i slaget ved Thermopylæ. Her kæmpede han og 300 spartanere mod den persiske hær og formåede at sænke perserne så meget, at resten af den græske hær blev reddet.
Livius / Titus Livius
59 f.Kr.-17 e.Kr. Romersk historieskriver, der beskrev Roms historie fra den mytologiske grundlæggelse i 700-tallet f.Kr. og frem til Augustus’ kejsertid. Hans hovedværk er Ab urbe condita, som betyder ‘fra byens grundlæggelse’.
Lukrets
Ca. 98-55 f.Kr. En romersk digter og filosof, kendt for læredigtet De rerum natura, ‘Om verdens natur’. Lukrets overtager og viderefører atom-læren fra Demokrit og Epikur. Alting består af atomer (udelelige mindstepartikler). Ud fra dette princip formulerer Lukrets epikuræismens centrale idéer på digtform.
Lysias
Lysias, ca. 445-380 f.Kr., var en græsk logograf med tilknytning til Athen. Hans retstaler er vigtige kilder til athensk retorik og samfund. I tale 12 anklager han Eratosthenes, som var medlem af De Tredive, for sin bror Polemarchos’ død. I tale 1 er Eratosthenes navnet på den dræbte elsker; navnesammenfaldet gør ham ikke til samme person som medlemmet af De Tredive.
Medea
Prinsesse og troldkvinde fra Kolchis ved Sortehavets østlige bred. Det var vha. hendes magi, at det lykkedes Jason og argonauterne at stjæle det gyldne skind.
Menelaos
Kongen af Sparta i Iliaden, bror til Agamemnon og den skønne Helenes mand. Prins Paris lokkede Helene med til Troja, og det var for at vinde hende tilbage, at grækerne drog i krig mod Troja.
Narcissus / Narcissos
Narcissus er en mytisk ung mand, som forelsker sig i sit spejlbillede. I Ovids Metamorfoser, bog 3, fortælles, hvordan han tæres bort af længsel og til sidst erstattes af en blomst. Han drukner ikke i denne fremstilling. Ekko er knyttet til samme fortælling. Brug myten til at undersøge blik, begær og manglende gensvar, og angiv den version, du arbejder med.
Nausikaa
En smuk prinsesse, som hjælper Odysseus i 6. sang af Odysséen. Her fremstår Nausika som den ideelle, unge kvinde.
Nero
Nero, 37-68 e.Kr., var romersk kejser fra 54. Efter Roms brand i 64 blev han genstand for mistanke; Tacitus skelner mellem rygtet om hans ansvar og hans handlinger. I Annaler, 15.40, beskrives fire af byens fjorten distrikter som uskadte, tre som helt ødelagte og syv som svært ramte. Det er ikke det samme som, at præcis en fjerdedel af Rom brændte. Tacitus, 15.44, fortæller om forfølgelser af kristne. En moderne psykiatrisk diagnose af Nero kan ikke udledes sikkert af disse kilder.
Odysseus
En græsk helt, især kendt fra Odysséen, hvor han er hovedpersonen. Han optræder også i Iliaden, hvor han er en af de græske ledere, og i Æneiden, hvor vi hører, at han er bagmanden bag den trojanske hest. Odysseus er særligt kendetegnet ved at være udspekuleret og snedig.
Orfeus
En berømt sanger i græsk mytologi, søn af guden Apollon og musen Kaliope. Han er særlig kendt for sin store kærlighed til konen Eurydike. Efter hendes død rejste Orfeus ned i dødsriget for at hente hende tilbage.
Ovid
43 f.Kr.-18 e.Kr. En romersk digter, der særlig er kendt for værket Metamorfoserne (Forvandlinger). I værket fortæller Ovid på sin egen måde en række fortællinger fra mytologien og fra den romerske historie. Han skrev også en lang række andre værker, bl.a. Eskapader og Elskovskunsten.
Paris
Den trojanske prins, der afgør Æblestriden, om hvem der var den smukkeste gudinde. Han forfører derefter Helene, dronningen af Sparta, og lokker hende med til Troja. Det bliver starten til den trojanske krig.
Patroklos
Patroklos er Achilleus’ nære ven og ledsager i Iliaden. Hans far er den dødelige Menoitios, som ikke skal forveksles med titanen med samme navn. I sang 16 låner han Achilleus’ rustning og går i kamp; hans død bliver afgørende for Achilleus’ tilbagevenden. Fortællingen giver blandt andet Apollon, Euforbos og Hektor roller i drabet. Undersøg, hvordan venskab og hævn ændrer Achilleus’ prioriteringer.
Pausanias
Græker fra 100-tallet e.Kr. Han var geograf, og særligt hans rejsebeskrivelser fra de græske områder blev populære.
Perikles
Perikles, ca. 495-429 f.Kr., var en ledende athensk politiker og strateg. Han forbindes med Athens demokrati, stormagtspolitik og byggerier på Akropolis. Den peloponnesiske krig begyndte i 431 f.Kr. Gravtalen hos Thukydid, bog 2, knyttes til krigens første faldne og vinteren 431/430; den er forfatterens gengivelse, ikke et ordret referat. Perikles døde under pestperioden i 429.
Perseus
Søn af Zeus og prinsessen Danae. I græsk mytologi er Perseus helten, der formår at hugge hovedet af gorgonen Medusa.
Platon
427-347 f.Kr. Filosof og den mest indflydelsesrige af Sokrates’ elever. Platon skrev en lang række dialoger, hvor Sokrates er hovedpersonen. Han oprettede desuden Akademiet i Athen, som blev en vigtig filosofisk skole. Platons tænkning er kendt som platonisme.
Praxiteles
En berømt græsk billedhugger, der levede i 300-tallet f.Kr. Bl.a. kendt for skulpturen Hermes med Dionysosbarnet.
Priamos
I Iliaden er Priamos kongen af Troja og far til Hektor og Paris. Priamos er grækernes hovedfjende, men alligevel beskrives han positivt i Iliaden.
Protagoras
Ca. 490-420 f.Kr. Berømt græsk sofist, der rejste rundt og underviste folk, særligt i retorik. Protagoras er blevet kendt for udtrykket homo mensura, der betyder, ‘mennesket er alle tings målestok’. Deri ligger en erkendelsesmæssig relativisme. Han er en af Sokrates’ hovedmodstandere hos Platon, bl.a. i dialogen Protagoras.
Pythagoras
Pythagoras, ca. 570-490 f.Kr., er knyttet til et filosofisk og religiøst fællesskab i Syditalien. Den pythagoræiske tradition forbinder talforhold med blandt andet musik og verdensorden. Den retvinklede trekants sidesammenhæng bærer hans navn, men kendskab til den findes også i ældre matematiske traditioner. Man kan derfor ikke sikkert tilskrive ham opfindelsen af alle sætningenes resultater eller af det gyldne snit. Skeln mellem personen og senere pythagoræisk lære.
Pythia
En præstinde, som var guden Apollons spåkvinde i helligdommen i Delfi (Oraklet i Delfi). Folk kom med spørgsmål til Oraklet, og gennem Pythia formidlede Apollon sine svar. Hun har muligvis været i en form for trance, mens hun profeterede.
Romulus og Remus
Romulus og Remus er tvillinger i Roms grundlæggelsesfortælling. De beskrives som sønner af Mars og Rhea Silvia og som børn, der bliver ammet af en hunulv og siden opfostret af en hyrdefamilie. Romulus forbindes med byens grundlæggelse, traditionelt dateret til 753 f.Kr. Der findes forskellige fortællinger om Remus’ død; hos Livius, 1.7, er der både en strid og en version med springet over den nye mur. Myten dokumenterer ikke en sikker historisk grundlæggelsesdag.
Sallust
86-35 f.Kr. Romersk historiker, der bl.a. har beskrevet den catilinariske sammensværgelse og forsøget på statskup, som fandt sted i år 63 f.Kr.
Sapfo / Sappho
En kvindelig græsk digter, som levede på øen Lesbos i tiden omkring år 600 f.Kr. Hun er kendt for sine digte om sansning, længsel, sorg, skønhed og kærlighed, ofte kærlighed af en homoseksuel karakter.
Seneca
Ca. 4 f.Kr.-65 e.Kr. Også kendt som Seneca den yngre. Romersk politiker, forfatter og filosof af den stoiske skole. Havde stor indflydelse i Rom i begyndelsen af Neros kejsertid. Særligt kendt for sine 124 epistler (breve) med stoisk indhold. Han var søn af Seneca den ældre.
Sofokles
Ca. 495-406 f.Kr. Den mellemste af de tre græske tragediedigtere, der er bevaret tragedier af. Levede i Athen og deltog aktivt i det politiske liv. Sofokles var en fornyer af tragedien som genre ved at indføre en tredje skuespiller, mod før kun to, og ved at indføre scenedekoration. Hans mest kendte tragedier i dag er Antigone og Kong Ødipus.
Sokrates
469-399 f.Kr. Græsk filosof med enorm indflydelse på eftertidens filosofiske skoler. Sokrates gik rundt i Athen og talte med folk om grundlæggende spørgsmål, som fx hvad er det gode? Han samlede en stor flok af tilhængere om sig, men fik også fjender. I 399 f.Kr. blev han dødsdømt for at indføre nye guddomme og fordærve ungdommen. Han skrev ikke selv noget, men er primært kendt fra Platons dialoger og Xenofons skrifter.
Solon
Solons reformer dateres normalt til 594/593 f.Kr. Han ophævede gældsbindinger og forbød, at athenske borgere blev gjort til slaver for gæld. Han inddelte borgerne i fire formueklasser, hvis adgang til embeder og pligter var forskellig. Reformerne ændrede forholdet mellem rigdom og politiske rettigheder, men indførte ikke det senere athenske demokrati i én handling. Kvinder, slaver og fremmede fik ikke dermed samme politiske rettigheder som mandlige borgere.
Tacitus
Ca. 50-118 e.Kr. Romersk historiker, der er særligt kendt for sin beskrivelse af de germanske områder og folkeslag i værket Germania. Han fortæller bl.a. om dyrkelse af guden Nerthus, som er i familie med guden Njord, der er far til frugtbarhedsguderne Frej og Freja i nordisk mytologi.
Teiresias
I græsk mytologi en blind spåmand og præst for guden Apollon. Teiresias spår altid sandt, for selvom han er blind i det ydre, er han seende i det indre.
Telemachos
Odysseus’ søn, der spiller en stor rolle i Odysséen. Her fremstår Telémachos som den ideelle unge mand, som opfører sig korrekt, følger gudernes vilje og beviser sit værd.
Thales
Thales fra Milet, ca. 624-546 f.Kr., regnes blandt de tidlige græske naturfilosoffer. Senere kilder forbinder ham med vand som verdens grundlag. Herodot, 1.74, fortæller, at Thales forudsagde en solformørkelse; hvordan en sådan forudsigelse kunne være foretaget, er omdiskuteret. Beretningen er derfor en kildepåstand, ikke sikkert bevis for en præcis beregning med en kendt metode.
Theseus
I græsk mytologi en konge og helt fra Athen. Theseus er særlig kendt for at have dræbt uhyret Minotauros (halvt mand, halvt tyr) i labyrinten under Knossos på Kreta. Prinsessen Ariadne forelskede sig i ham og hjalp ham ud af labyrinten vha. en garnnøgle.
Thukydid
Ca. 460-400 f.Kr. Græsk historieskriver. Kendt for sin forholdsvis faktuelle beskrivelse af den peloponnesiske krig i sit historieværk, hvor “Perikles’ gravtale” bl.a. indgår. Thukydid regnes for den første, der udelukker mytiske og religiøse forklaringer fra sin historieskrivning, i modsætning til Herodot.
Vergil
Vergil, 70-19 f.Kr., er en romersk digter, som skrev Bucolica, Georgica og Æneiden. Æneiden arbejder med Homers eposer og med romersk identitet, historie og magt. Vergil var knyttet til Maecenas’ og Augustus’ miljø, men det er for kategorisk at beskrive hele værket som en dokumenteret bestillingsopgave fra kejseren. Digtet rummer også tab og konflikter, som kræver nærlæsning.
Xenofon
Ca. 425-354 f.Kr. Officer, historieskriver og forfatter fra Athen, en af Sokrates’ tilhængere. Efter Sokrates’ død skrev Xenofon nogle værker om ham, hvor Sokrates fremstår som en meget mere praktisk og jordbunden mand, end han gør hos Platon. Xenofon tilhørte Athens overklasse.
Xerxes
Kongen af Perserriget under sidste og afgørende del af perserkrigene mod de græske bystater. Xerxes led nederlag til grækerne, men var ellers en meget succesfuld konge. Han var persisk konge i årene 486-465 fvt.
Zenon fra Kition
Ca. 333-261 f.Kr. Græsk filosof, som levede i hellenistisk tid og grundlagde den stoiske skole i Athen. Zenon underviste i en søjlehal, Stoa poikile, og derfra fik skolen og den filosofiske retning sit navn: Stoicismen.
Æneas
Æneas er en trojansk helt og søn af Anchises og Venus. I Æneiden flygter han fra Troja og når efter en lang rejse til Italien. Hans efterkommere forbindes med det folk og den slægt, der siden fører til Rom. Æneas grundlægger således ikke selv Rom i digtet. Hans forpligtelser over for guder, familie og fremtidigt fællesskab er centrale for begrebet pietas.
Ødipus
Hovedpersonen i en af de græske myter og i Sofokles’ tragedie Kong Ødipus. Ødipus’ skæbne var at dræbe sin far og gifte sig med sin mor. Konge af Theben og far til Antigone.
Prøv i din egen læsning
Når du skriver om en person, så skeln mellem det, du ved om personen, og det, en kilde fortæller. Notér hvem der taler, og hvornår kilden er skrevet. Prøv at undersøge én oplysning om Homer eller Nero på den måde.